4B-feministers: Sydkoreas demografiske katastrofe eller kamp for kærligheden?
KÆRLIGHED I KATASTROFERNES TID: Omnia vincit amor, kærligheden besejrer alt… eller hvad? Gennem historien har kærligheden antaget mange forskellige former. Kærlighed er måske det største af alt, men hvad sker der, når kærligheden bliver presset? Hvilke former antager kærlighed så? I samarbejde med festivalen Golden Days, der i år har ’kærlighed’ som tema, undersøger vi gennem en artikelserie kærligheden fra en lidt anderledes synsvinkel — nemlig katastroferne.
“Vi dater ikke mænd (biyeonae), vi gifter os ikke med mænd (bihon), vi har ikke sex med mænd (bisekseu), vi får ikke børn (bichulsan)”. Sådan lyder de fire grundprincipper i den feministiske 4B-bevægelse, som er vokset frem i Sydkorea siden midten af 2010’erne. Bogstavet ‘B’, er et homofon af bi (非), der betyder ‘nej’ på koreansk, og som refererer til bevægelsens præmis om ikke at gøre det,der forventes af dem som kvinder. Kort sagt, siger kvinderne nej til det arbejde og de forpligtelser, der skaber og opretholder traditionelle familieformer, og nej til de normer, der typisk forbindes med kærlighed.
Samtidig får sydkoreanerne ikke nok børn. Landet har verdens laveste fødselsrate og som konsekvens står Sydkorea allerede nu i en demografisk og økonomisk krise. De forhold har ført til dyb politisk splittelse mellem mænd og kvinder, og i den offentlige diskurs bliver feministiske kvinder som 4B-medlemmer beskyldt for at modarbejde en løsning på den demografiske krise og for at tage egoistiske og antisociale valg. Kernefamilien – længe betragtet som det sydkoreanske samfunds bærende enhed – er i opløsning.
Hvis løsningen på Sydkoreas forestående katastrofer er at føde flere børn, hvorfor fravælger kvinder i stigende grad at stifte familie, og hvorfor opstår feministiske bevægelser som 4B? I denne artikel zoomer vi ind på Sydkoreas politiske landskab og belyser, hvordan skiftende regeringers pro-natale og neoliberale tiltag instrumentaliserer kærligheden, samt ser nærmere på, hvordan 4B-bevægelsens fire grundprincipper kan være et konkret modsvar til strukturel ulighed.
4B-bevægelsen og antisemitisme i Sydkorea
4B-bevægelsen opstod omkring 2018 som en digital feministisk bevægelse særligt på mediet X (dengang Twitter) og koreanske feministiske hjemmesider. De var en reaktion på kønnet ulighed på arbejdsmarkedet, den sydkoreanske stats håndtering af landets demografiske katastrofe, kønnet vold, herunder den udbredte brug af skjulte kameraer (såkaldt “molka”/ 몰카), seksuel chikane og myndighedernes passive håndtering af seksuelle og voldelige overgreb mod kvinder.
4B-feminister organiserer sig i online-rum, mødes i små, feministiske studiegrupper og opretholder solidaritet gennem fælles aktiviteter. I modsætning til traditionelle organisationer har 4B ikke et centraliseret lederskab eller en formaliseret struktur, hvilket gør det vanskeligt at opgøre antallet af medlemmer, men det estimeres, at mellem 5000 og 50.000 tager del i bevægelsen[1]. Samtidig bidrager den udbredte antifeminisme i Sydkorea til, at mange feminister er bange for eksplicit at dele deres politiske ståsted. Den sydkoreanske præsident, Lee Jun-seok har direkte udtalt at han er antifeminist og forsøgte i 2022 at nedlægge Ministeriet for Ligestilling og Familie.
Den sydkoreanske filmskaber Huiju Park fortæller ligeledes i et interview, at: “Antifeminisme er så udbredt i samfundet, at kendisser ikke engang kan poste et billede af en feministisk bog på sociale medier, uden at blive genstand for hadekampagner. Derfor bliver sydkoreanske kvinder ofte nødt til at leve dobbeltliv online.” De feministiske fora kan derfor også være utroligt svære at få adgang til, og Park beskriver, at der ofte er en “optagelsesproces, fordi man er paranoide omkring hvorvidt mænd vil prøve at infiltrere grupperne. Men det er forståeligt, for mænd har faktisk forsøgt at snyde sig ind før.”[2]
I 4B-bevægelsens tidlige fase fandt meget af aktiviteten sted på lukkede feministiske hjemmesider som Womad (워마드), der udsprang af det radikal-feministiske forum Megalia (메갈리아). Disse fora var og er stadig kendt for deres spejlingsstrategi, hvor feminister vender misogyne normer på hovedet med et satirisk sigte. En metode, der har fået stor kritik for at være for radikal og mandefjendsk. I dag er 4B-bevægelsen imidlertid blevet langt mere synlig og debatteres både i Sydkorea og internationalt særligt på sociale medier. I forbindelse med Trumps præsidentkampagne i 2024 og hans efterfølgende indsættelse som præsident, er 4B-bevægelsens afvisning af heteroseksuel dating og traditionel familiekærlighed blevet opfanget og oversat af kvinder i Vesten – især i USA. På TikTok har den taget form som en slags feministisk selvhjælpsbølge, hvor kvinder filmer sig selv, deler deres oplevelser med sexisme, dårlige datingerfaringer med mænd og deres interesse for 4B-bevægelsen i Sydkorea.[3]
Denne tendens har sat debatter i gang i Vesten og i Sydkorea om bevægelsens politiske karakter og berettigelse. Nogle kalder 4B for en apolitisk og neoliberal bevægelse, fordi den vestlige modtagelse ofte fokuserer på individuel selvoptimering og ikke adresserer strukturelle problemstillinger i landet. Andre kritiserer 4B for at være antifeministisk, fordi bevægelsen er baseret på en biologisk forståelse af køn, som ekskluderer trans- og queerpersoner[4]. Derudover bliver 4B-tilhængerne både af den sydkoreanske stat og af mange mænd internt i landet fremstillet som radikale feminister, der er egoistiske og navlebeskuende, og ikke lever op til deres ansvar overfor samfundet. I online fora beskriver sydkoreanske mænd sig selv som ofre for kvindernes egoisme,, og i en undersøgelse lavet i 2019 fremkommer det, at halvdelen af koreanske mænd i deres 20’ere mener, at feminisme og bevægelser som 4B er et forsøg på at skabe et “kvindeligt overherredømme.”[5]
Repræsentationer af 4B-bevægelsen
Ovenstående debatter og synspunkter repræsenterer blot nogle af de mest fremtrædende holdninger til 4B-bevægelsen. Globalt findes der mange aktivistiske bevægelser, som på forskellig vis tager afstand fra heteronomativ kærlighed og forældreskab. Netop 4B og Sydkorea bliver dog i mange sammenhænge fremhævet som et “skræmmeeksempel” på et samfund, hvor man har givet op på kærligheden og på den heteronormative familiekonstellation. I arbejdet med artiklen har det derfor været vigtigt for os – både som ikke-sydkoreanske akademikere og som antropologer – at nærme os bevægelsen og dens feministiske strategier med en ydmyghed og stor opmærksomhed på 4B’s specifikke kontekst. Det indebærer en bevidsthed om de forskellige politiske, kulturelle og følelsesmæssige repræsentationer af bevægelsen og den kontekst, som 4B-feminister taler ind i, mod og fra.
I en TikTok-video udtaler den koreansk-amerikanske influencer Soo Youn Lee mens hun renser sin hud og lægger makeup: “Everyone is entitled to their own opinions, but if you don’t know anything about Korean history or Korean relationships, you know, be a little mindful before you comment anything ignorant. At the end of the day these things would not be happening without any real life issues.”[6]
Vores formål med artiklen er altså ikke at “øge opmærksomheden” på feministernes privatliv, men i stedet at nuancere de former for modstandsstrategier 4B gør brug af og desuden undersøge, hvad det betyder, når et feministisk nej til kærlighed formuleres i en specifik katastrofisk kontekst. For at forstå 4B og beslægtede feministiske bevægelser i Sydkorea, er det derfor centralt at se nærmere på hvordan sydkoreanske kvinder må navigere i et samfund, der både er præget af neoliberale krav til individets ansvar og en pro-natal statslig politik.
Historisering og politisk kontekst
Efter den asiatiske økonomiske krise i 1997 endte Sydkorea i dyb gæld og for at arbejde sig ud af den gæld indgik den sydkoreanske stat en aftale med IMF (The International Monetary Fund). Her pålagde IMF Sydkorea at gennemføre en række neoliberale tiltag, som overordnet betød at staten løsnede kontrollen med arbejdsmarkedet. Frem til 1997 var de fleste Sydkoreanere ansat på livstidskontrakter og et firma måtte altså ikke fyre sine medarbejdere. Med reformen fik landets virksomheder større frihed til at ansætte medarbejdere i korttidspositioner, til selv at udforme kontrakter og præmisser for ansættelse og til at fyre og hyre efter eget ønske. De neoliberale tiltag har på den ene side betydet, at sydkoreanske virksomheder er blevet mere internationalt konkurrencedygtige og at arbejdsmarkedet blev åbnet for kvinder. På den anden side har landets neoliberalisering også betydet større jobusikkerhed og udsathed på arbejdsmarkedet, hvilket især er gået ud over kvinder, som oftere er under prekære ansættelsesforhold end mænd. I de seneste år er den interne konkurrence på det sydkoreanske arbejdsmarked steget markant, stadig flere er ansat under usikre forhold, og den økonomiske ulighed er stigende. Desuden har Sydkorea store udfordringer med urealistisk høje boligpriser, et hullet offentligt sikkerhedsnet og lav social mobilitet – alle udfordringer, som især rammer landets unge, der som konsekvens må lægge en enorm mængde tid og energi i deres arbejde for at kunne overleve[7] [8].
Ser man nærmere på unge sydkoreaneres udfordringer på arbejdsmarkedet, bliver det imidlertid tydeligt, at udfordringerne rammer kvinder hårdere end mænd. Sydkoreanske kvinder er blandt de højst uddannede kvinder i OECD-landene, men det til trods tjener sydkoreanske mænd alligevel i gennemsnit 31% mere end sydkoreanske kvinder. Derudover viser en undersøgelse fra 2018,[9] at mange kvinder oplever diskrimination i ansættelsesprocesser. Eksempelvis blev der på bare tre måneder i 2018 anmeldt mere end 100 episoder, hvor kvinder blev uretfærdigt behandlet i forbindelse med ansættelse på baggrund af deres køn. Derudover har sydkoreanske kvinder, der har ansøgt om barsel, i stor grad oplevet at gå glip af forfremmelser, blevet degraderet og truet af arbejdsgivere med at få frataget barselsretten eller direkte at blive fyret.[10]
Samtidig indgår færre sydkoreanske unge i ægteskaber og romantiske forhold, og mange afholder sig helt fra at stifte familie. Det kommer blandt andet til udtryk i landets fødselsrate, der er verdens laveste, og som i 2024 lå på 0,75.[11] Det betyder, at den gennemsnitlige sydkoreanske kvinde føder mindre end et barn i løbet af sit liv, hvilket har medført, at Sydkorea står i en alvorlig socialøkonomisk katastrofe. Det kan blandt andet resultere i, at andelen af ældre med behov for forsørgelse vil overstige andelen af unge, som skal løfte forsørgelsesarbejdet og skabe økonomisk profit. Som reaktion har Sydkoreas regering siden 2000 ført en intens såkaldt pro-natal politik, hvor staten blandt andet har investeret stort i børnepasningstilbud, indført en økonomisk bonus til nygifte og gjort diverse forsøg på at præge barselspolitikken i erhvervslivet. Staten har dog i den forbindelse afholdt sig fra at indføre konkret lovgivning når det kommer til ligestilling og barsel. I 2009 blev abort desuden ulovliggjort, hvilket ministeren for sundhed og velfærd argumenterede for gennem udtalelsen “we can double the birthrate if we reduce the abortion rate.” [12] I 2016 lancerede regeringen desuden de såkaldte ‘birth-maps’ – fødselskort. Kortene var offentligt tilgængelige, online kort, som viste, hvor mange kvinder i den fødedygtige alder, der boede i hver region – alle markeret med en lille lyserød boble.
Fødselskortene, abortforbudet og regeringens pro-natale politik mødte efterfølgende massiv kritik og stærke modreaktioner og protester fra landets kvinder, som følte sig uretfærdigt behandlet og kontrollerede. Som reaktion gik tusinder på gaden og demonstrerede under slogans som ”refusing to be fertile” og ”we are not birth-machines.”[13] Modstanden blev så massiv, at regeringen endte med at tilbagetrække begge tiltag. I deres artikel om 4B-bevægelsen, The 4B-movement (2021), beskriver Jieun Lee og Euisol Jeong hvordan de to tiltag for mange 4B-medlemmer alligevel står tilbage som tydelige eksempler på, hvordan den sydkoreanske stats pro-natale politik regulerer og instrumentaliserer kvinders kroppe med henblik på at skabe økonomisk profit snarere end at skabe gode forhold for kvinder at få børn under[14].
Ph.d.-studerende sociolog ved Yale University, Meera Choi, der selv er sydkoreaner, har i sin forskning beskæftiget sig med 4B-bevægelsen og har interviewet 130 af bevægelsens medlemmer. I et interview forklarer hun at 4B-medlemmerne og mange kvinder i Sydkorea generelt oplever, at regeringens pro-natale linje ikke har kvinders velbefindende for øje. Choi forklarer: “There is just so much anger and sense of unsafety […] a lot of women through not participating in marriage, child bearing and relationships with men they see a value in dropping the number [fødselsraten] to show through these statistics that women are not gonna participate in this national agenda unless you listen to where women are coming from.”[15] Med andre ord oplever 4B’s medlemmer og mange sydkoreanske kvinder at regeringen fører en politik, som skubber dem ind i ægteskabet og til at få børn, men undlader at undersøge hvorfor færre indgår i netop de konstellationer. Med den viden, hvordan kan vi så forstå 4B-feministernes fravalg af netop disse konstellationer?
PARK Youngsook, Mad Women’s 7, 1999, C-print, 150x120cm, ©PARK Youngsook, courtesy of the Artist and Arario Gallery
Kærlighed uden ‘familien’
På den ene side kunne man give den sydkoreanske præsident og andre kritikere ret i deres påstande om, at kvinderne i 4B-bevægelsen er antisociale og egoistiske. De ønsker ikke at “løse” landets demografiske katastrofe og få børn, men vælger aktivt en fremtid uden en traditionel familie, der er bundet op på ægteskab og reproduktion. I den forbindelse skriver medredaktør på et 4B-feministisk magasin, Hyeonseo Lee, hvordan ægteskabet for mange kvinder i Sydkorea opleves som en grænse for personlige drømme og begær:
“When I was little [. . .], my goal was to graduate from college at the age of 24, work until I was 29 years old, and get married when I turned 30. In other words, my desire would come to a dead end at the age of 29. It was not that I had no dreams. It’s just that I built up a wall called marriage there. [. . .]. Having removed the [possibility of] marriage from my life course, I was a person full of potentialities.”[16]
En lignende erfaring deles af en anonym bruger på det feministiske forum Womad, som beskriver, hvordan mange kvinder i Sydkorea oplever, at de “ikke har nogen fremtid” efter 30-årsalderen; alderen, hvor det er normen for kvinder i Sydkorea at indgå i et ægteskab.[17]
I sin bog Family Abolition (2023) præsenterer feminist og transteoretiker M.E. O’Brien begrebet “familieafskaffelse”. Hun argumenterer for at kernefamilien – frem for at være et neutralt eller trygt fællesskab – fungerer som en central privatiseret institution i neoliberale kapitalistiske samfund, der opretholder magt over køn, seksualitet, race og klasse. Kritikken er ikke rettet mod kærlighed eller nære familiære relationer i sig selv, men mod de strukturelle rammer, der bestemmer, hvem der har adgang til omsorg, tryghed og frihed og hvem der ikke har. I O’Briens optik bliver familien som institution “a limit to our imagination,”[18] netop som både Lee og den anonyme skribent beskriver. De oplever, at ægteskabet er en barriere for deres ambitioner og forestillinger om fremtiden.[19]
Økonomi og strategier for selvstændighed spiller derfor en afgørende rolle for kvinder, der praktiserer 4B’s afvisninger. På feministiske platforme florerer diskussioner om, hvordan man kan blive økonomisk uafhængig, så man ikke behøver at gifte sig. En af de mest populære feministiske bøger i Sydkorea i 2019 var Sedeju (“Leder af sin egen husstand”) af Jin-ah Kim, hvor forfatteren giver råd til kvinder om økonomisk selvstændighed. Som tidligere nævnt, gør Sydkoreas boligpriser og det konkurrenceprægede og kønsdiskriminerende jobmarked tilværelsen som enlig kvinde økonomisk svær, og betyder altså, at for mange kvinder bliver ægteskabet den eneste mulighed for at sikre sig selv tag over hovedet og en sammenhængende økonomi.
I dette lys kan 4B-bevægelsens afvisning af heteronomativ kærlighed – ægteskab, sex, romantiske relationer og børn med mænd – anses som et radikalt opgør med de begrænsninger familieinstitutionen lægger ned over kvinder[20]. 4B-feminister nægter at deltage i et ulige system, der kræver deres arbejde, krop og følelser. 4B-bevægelsens afvisninger er altså ikke et individualistisk selvoptimeringsprojekt, men en kollektiv modstandsstrategi mod den pro-natale stat og de institutioner, den opretholder, og samtidig et forsøg på at få autonomi og mulighed for en anden fremtid.
4B-feminismen handler derfor ikke grundlæggende om at sige nej til kærlighed, men om at insistere på, at fremtiden kan og skal se anderledes ud. 4B’s afvisninger synliggør konsekvenserne af neoliberale arbejdsmarkedspolitikker og antifeministiske samfundsstrukturer i Sydkorea. Samtidig inspirerer og provokerer 4B-feministerne mennesker og politikere globalt, og sætter et stort spørgsmålstegn ved den heteronormative kærlighed og dens institutioners magt over den enkelte og samfundet som helhed. Den feminisme, som 4B-bevægelsen praktiserer, kan udfordre os til at forstå at kærligheden ikke er neutral, men politisk, og dermed rummer potentialet for både kontrol og frisættelse.
Nanna Gram Bentsen er multimodal antropolog med speciale i skyggeøkonomi, kriser og antikapitalisme og en baggrund i contemporary dans. Gram Bentsen er undervisningsassistent i antropologi ved Københavns Universitet.
Emilie Farbæk Johansen er antropolog med kandidat i moderne kultur specialiseret i feministiske og antikapitalistiske organiseringer. Farbæk arbejder til daglig som underviser af børn og unge i kulturproduktion, aktivisme og digitale udfordringer samt som skribent for Det Danske Filminstitut.
[1] Lee, Jieun & Euisol Jeong. “The 4B movement: envisioning a feminist future with/in a non-reproductive future in Korea.” Journal of Genderstudies, vol. 30:5, 22/07/2021, pp. 633-634.
[2] Roin, Phillip. “Radikal bevægelse går viralt: Nej til dates, sex, børn og ægteskab med mænd.” Global Nyt, 23/04/2024.
[3] Se på appen TikTok med hashtagget #4bmovement, for at se den amerikanske oversættelse af 4B-bevægelsen.
[4] Jung, Hawon. “Flowers of Fire: The Inside Story of South Korea’s Feminist Movement and What It Means for Women’s Rights Worldwide”. Benbella Books, 2023. pp. 1-4.
[5] Jung, Han Wool. “A new variation of modern prejudice: young Korean men’s anti-feminism and male-victim ideology”. Frontiers in Psychology, vol. 14 1230577.20. 20/10/2023.
[6] @iamsooyounlee. “This is a sensitive topic – so let’s talk about it with a little grace + understanding.” TikTok, 20/02/2024, https://www.tiktok.com/@iamsooyounlee/video/7337800605148253483?lang=da&q=4B%20soo%20youn%20lee&t=1756668155716
[7] Peng, Ito. “The Good, the Bad and the Confusing: The Political Economy of Social Care Expansion in South Korea.” Development and Change, vol. 42 (4), 2011, pp. 905-923.
[8] Kim, Kyung-Pil. “THE NEOLIBERAL STRATEGY OF SOUTH KOREAN CONGLOMERATES.” World Review of Political Economy, vol. 13, no. 1, 2022, pp. 97-117.
[9] Nam, Ji Min. “Feminism, Love, and Ambition: Young Women Who Live Without Men in Contemporary South Korea.” University of Oslo, 2023. pp. 15.
[10] Nam, Ji Min. “Feminism, Love, and Ambition: Young Women Who Live Without Men in Contemporary South Korea.” University of Oslo, 2023. pp. 15.
[11] Korean Statistical Information Service. “Vital Statistics of Korea.” KOSIS, https://kosis.kr/statHtml/statHtml.do?sso=ok&returnurl=https%3A%2F%2Fkosis.kr%3A443%2FstatHtml%2FstatHtml.do%3Flist_id%3DA2_6%26obj_var_id%3D%26seqNo%3D%26tblId%3DDT_1B8000F%26vw_cd%3DMT_ETIT-LE%26language%3Den%26orgId%3D101%26path%3D%252Feng%252FstatisticsList%252FstatisticsListIndex.do%26conn_path%3DMT_ETITLE%26itm_id%3D%26lang_mode%3Den%26scrId%3D%26 tilgået 31/08/2025.
[12] Hur, Songwoo. “Expanding the Feminist Politics of Reproduction in the Context of the Developmental Hegemony of South Korea.” Asian Journal of Women’s Studies, vol. 19:3, 2013, pp. 116-148.
[13] Lee, Jieun & Euisol Jeong. “The 4B movement: envisioning a feminist future with/in a non-reproductive future in Korea.” Journal of Genderstudies, vol. 30:5, 22/07/2021, pp. 633-634.
[14] Lee, Jieun & Euisol Jeong. “The 4B movement: envisioning a feminist future with/in a non-reproductive future in Korea.” Journal of Genderstudies, vol. 30:5, 22/07/2021, pp. 633-634.
[15] @thetimes. “This academic spoke to the real members of the 4B movement in south korea.” TikTok, 18/11/2024, https://www.tiktok.com/@thetimes/video/7438736574403071264?lang=da&q=4B&t=1754638139415.
[16] Lee, Jieun & Euisol Jeong. “The 4B movement: envisioning a feminist future with/in a non-reproductive future in Korea.” Journal of Genderstudies, vol. 30:5, 22/07/2021, pp. 633-634.
[17] Lee, Jieun & Euisol Jeong. “The 4B movement: envisioning a feminist future with/in a non-reproductive future in Korea.” Journal of Genderstudies, vol. 30:5, 22/07/2021, pp. 633-634.
[18] O’Brien, M.E. Family Abolition: Capitalism and the Communizing of Care. Pluto Press, 2023, 4.
[19] Hannam Meal Juochung849 “Pussy Playground: Because pussy hasn’t had a life since 30”. WOMAD, 18/06/2017, https://womad.life/119934
[20] O’Brien skriver fra en europæisk og nordamerikansk kontekst, men hendes forståelse af familieafskaffelse og den centrale magt, som familieinstitutionen har i samfundet, er også relevant i en sydkoreansk kontekst. Siden 1990’erne har Sydkorea i stigende grad orienteret sig mod en vestligt inspireret velfærdspolitik, hvor kernefamilien fremmes som en privatiseret enhed ansvarlig for egenomsorg. Det er dog vigtigt at understrege, at Sydkoreas historiske og politiske udvikling adskiller sig fra europæiske og nordamerikanske kontekster.