Katastrofer, karisma og kærlighed – om splittelse skabt af søde og indsmigrende ord
KÆRLIGHED I KATASTROFERNES TID: Omnia vincit amor, kærligheden besejrer alt… eller hvad? Gennem historien har kærligheden antaget mange forskellige former. Kærlighed er måske det største af alt, men hvad sker der, når kærligheden bliver presset? Hvilke former antager kærlighed så? I samarbejde med festivalen Golden Days, der i år har ’kærlighed’ som tema, undersøger vi gennem en artikelserie kærligheden fra en lidt anderledes synsvinkel — nemlig katastrofernes.
I denne artikel undersøger Anne Marie Pahuus, hvordan søde og indsmigrende ord kan udgøre en katastrofe for kærligheden.Med analyser af Netflix-serien Reservatet, af Paulus, Milan Kundera og en række andre, får vi indblik i, hvordan falskhed kan være den største fjende af kærlighed.
Indledning
I denne artikel tager jeg de søde og indsmigrende ord op. Ikke for at vise, hvor tæt forbundet ros og kærlighed er med hinanden, men for at vise, at der findes en falskhed, der er blandt de største fjender af kærligheden – og at denne falskhed tit viser sig i netop de søde og indsmigrende ord. Der kan nemlig, pakket ind i rosen, være en kilde til splittelse, når den, der roser, i næste øjeblik kritiserer én for ikke at være god nok. Der er en særlig type skuffelse, splittelse og endda skam knyttet til det at blive revet med af søde ord for derefter at blive efterladt med en kæmpe tvivl om, hvorvidt man er god nok – ikke mindst god nok i den andens øjne.
Vi skal i denne artikel undersøge de problematiske søde og indsmigrende ord, både med filosofiske briller og med eksempler fra digte, serier og romaner.
Det er relevant under dette års kærlighedstema for festivalen Golden Days, at se nærmere på den forførende persons skamløse behandling af den tillidsfulde, fordi det er en form for udnyttelse af noget af det, som kærligheden kan, nemlig at åbne vores sind for andre mennesker, så vi lader paraderne og reservationen falde. Kunne vi ikke det, ville der slet ikke findes kærlighed – fordi kærlighed er at lægge sindet åbent for det gode fra et andet menneske. Men det kan altså også misbruges til at lægge et menneskes sind åbent for udnyttelse og manipulation – og skam.
Kærlighed kan selvfølgelig trues på mangfoldige måder. Katastrofer indtræffer, når nogen dør fra os, og ingen skilsmisser kan undgå et strejf af katastrofe, om ikke andet så hos de børn, hvis forældre splitter op. Men i denne artikel skal vi hverken se på død, skilsmisser eller kriser i egentlig forstand. I stedet skal vi dykke ned i forførelsen, når den er værst og katastrofal. Falskheden er artiklens tema, den som skjuler sig bag det tilsyneladende søde og charmerende i en anden persons adfærd, og som kan gøre menneskelige forhold virkeligt giftige at være en del af.
Der skal noget særligt til, hvis vi skal blive betænkelige ved søde ord. Normalt er søde ord en dejlig bekræftelse: ”Hvor den frisure dog klæder dig!” Men det hænder, at der efter de søde ord også er situationer, hvor man bliver bebrejdet, anklaget, overfaldet verbalt af den samme person, som veksler mellem overstrømmende smiger og kærlighedsløs bebrejdelse. Grunden til at det ikke kun er de hårde, men også smilene og de søde ord, der skaber katastrofer, er som sagt at finde i kærlighedens væsen. Det er oplevelsen af nærhed eller fortrolighed mellem os, der gør, at vi giver adgang til vores indre og det, der betyder allermest. Kærlighed tillader og blotlægger sårbarheden. I en falsk og besnærende nærhed, der veksler mellem kulde og verbal afstraffelse, bliver det hele så broget, at man efterlades med et splittet sind.
Kærlighed og nærhed betyder, at ord får vægt og går rent ind, hvorved vi ikke kun bliver sårbare eller åbne, men også tillader at blive omskabt i den andens billede. Vi tager den andens blik til os som noget, der glæder os. Når det gælder mit hjerte, digter Tove Ditlevsen, og du tager det i dine hænder, så ”tag det varsomt og tag det blidt, det røde hjerte – nu er det dit” (1942). Uanset om andre tramper på os med en alt for hård behandling, eller om de lirker sig derind med ros, kan en kulde efter varme efterlade en svigtet person i så mange stykker, at det er svært at samle sig igen.
Vi finder den vellykkede og ikke-manipulerende kærlighed i sangen ”Hvad Er Det, Min Marie” af N.F.S. Grundtvig (1851). Den manipulerende kærlighed, på den anden side, støder vi på i en dramaserie med manuskript af Ingeborg Topsøe og instrueret af Per Fly, Reservatet (2025), og i tre forskellige romaner, to af Per Olov Enquist, Magnetisørens femte vinter (1970, sv. 1964) og Bogen om Blanche og Marie (2004) og en roman af Milan Kundera, Livet er et andet sted (1977). Vi dykker også i det følgende ned i gaslighting og såkaldt double-bind-kommunikation. Til sidst vender vi tilbage til kærligheden og ser på, hvordan man i selve kærligheden kan finde kuren mod den splittelse, som de søde og indsmigrende og falske ord indfører i vores personlige liv og i forholdene mellem os. Kan kærlighed hele os, og er det ikke, hvad den gør, når vi går fra at være blevet frosset ude til oplevelsen af at blive holdt af ubetinget?
Reserveret kærlighed
I Ingeborg Topsøes krimiserie Reservatet bruger en af de kvindelige bipersoner konsekvent ordet ’skat’, hver gang hun henvender sig til sin veninde, som er seriens hovedperson. Til sidst løber det én koldt ned ad ryggen, når Katarina (spillet af Danica Curcic) igen kælent bruger ordet ’skat’. Ord som skat behøver ikke at være tvetydige, men som det bruges her mellem veninder i overdreven kælenskab forvrænger og skjuler det en tragisk ensomhed. Bag en tilsyneladende klar og højlydt og også følelsesudnyttende ydre fremtoning kan der ligge en falskhed, som man skal tage sig i agt for. I Reservatet, der handler om rige familiers brug og misbrug af au pair-ordningen sker der måske ingen direkte politiske katastrofer, og de splittelser, der opstår, er holdt inden for enkelte relationer (og personer), som går til grunde.
Den manipulerende sødmeforførende type er ingen stærk person. Måske ville vi endda bruge ordet narcissist om vedkommende. Det er en person, der dybest set frygter andre mennesker og er hunderæd for, hvad andre tænker om vedkommende. Derfor tager sådanne manipulerende personer ryggesløst sagen i egen hånd, sådan som det også sker i krimiserien. Men det, som ligner åbenhed og engagement på overfladen, kan være ekstremt nedbrydende, når søde ord og noget, der minder om gensidig smiger, bruges til at sætte manipulerende ind der, hvor der skulle have været frihed.
Hvis kærlighed er glæden over, at den anden er til og er en del af ens liv, hvis samlivet i kærlighed er “fælles lyst”, som Grundtvig digter til sin kone nummer to, Marie Toft, så er det nærmest indlysende, at splittede personer har svært ved at elske og svært ved at være andre nær. Lad os lige få lidt mere med af Grundtvigs kærlighedserklæring til Marie: “Kun på en egen måde er vi i grunden ét; vort liv var os en gåde, til vi opdaged det, men nu har vi opdaget, i hjertefavnetaget: vort liv er fælles lyst!”
Kærlighed giver lyst til at knytte båndene til andre stærkere, samtidig med at man oplever, at ens egen frihed vokser. Man glæder sig til gensynet og dets fortrolighed og bekræftelse af relationen, og samtidig kan man fra den anden hele tiden, som Hannah Arendt formulerer det, på en positiv måde forvente det uventede. Man er ikke færdig med at forstå livet med den anden – det er et liv som rummer endnu mere fælles lyst, hvis begge indgår i en relation, hvor man elsker hinanden med en ubetinget kærlighed.
Den farligste splittelse er den, som man opdager for sent, altså hvor man troede, at der var en slags kærlighed eller i hvert fald respekt, men hvor der viste sig at være det modsatte. Inden for psykologien kaldes det double-bind-kommunikation. Den krise eller det for kærligheden katastrofale mønster, som beskrives med begrebet double-bind, er den særlige manipulation, som Gregory Bateson og hans kolleger i 1950’erne i forbindelse med studier fandt var udtalt i familier med skizofreni. De beskrev en situation, hvor et individ, der er udsat for tvetydige signaler fra en nær person, bliver fanget i et uløseligt dilemma mellem to modsatrettede budskaber. Man ved ganske enkelt ikke, om man er købt eller solgt. Om man er inde i varmen eller den anden grundlæggende ikke bryder sig om en – man får begge dele at vide på en gang eller i hvert fald hurtigt efter hinanden.
Bo Møhl har på onlinesitet Lex beskrevet double-bind-kommunikation på følgende måde:
Den består af to modsatrettede budskaber; budskabets modtager kan ikke undgå at reagere forkert, samtidig med at vedkommende ikke kan forlade eller kommentere situationen. Et af Batesons eksempler er: En mor åbner armene for at omfavne sin søn, men stivner, da han går frem imod hende. Da han som en følge af hendes stivnen tøver, siger hun: “Vil du ikke give din mor et knus. Du skal ikke være bange for at vise dine følelser”. Sønnen er fanget i den dobbelte meddelelse; uanset om han reagerer på hendes invitation eller afvisning, gør han noget galt.
Double-bind-kommunikation er ikke ualmindelig, men Bateson-gruppen mener især at finde den i familier med et skizofrent medlem. Begrebet har spillet en betydningsfuld rolle for forståelsen af patologisk kommunikation. Det er dog aldrig dokumenteret, at double-bind-kommunikation ligefrem er årsag til skizofreni.
Børn, der vokser op i en familie med omsorgspersoner, der tilsyneladende er kærlige, men samtidig ikke formår at være det, kan få et ganske vanskeligt liv. Også i mange andre situationer vil man opdage, at kærligheden rummer risikoen for de største ar. At der er situationer, hvor søde og indsmigrende ord dækker over noget, man skal tage sig vel i agt for.
Det beskrives også ud fra et beslægtet fænomen kaldet gaslighting, hvor man fra én, man stoler på, i virkeligheden bliver stærkt manipuleret. I teaterstykket og filmen Gaslight får en mand sin kone (spillet af Ingrid Bergman) til at tro, at hun er ved at blive sindssyg, blandt andet ved at dæmpe gaslysene i huset og benægte, at det sker. Gaslighting sætter sig spor i en indre splittelse præget af skam. Man føler sig forkert og på usikker grund, selv om det, man oplever, faktisk er skamløs behandling fra en, der først har blødgjort en med noget, der minder om åbenhed og varme gennem mange søde og indsmigrende ord. Det er personer, der er kælne, men kærlighedsløse, karismatiske og derfor også forførende, det vil sige de virker tiltrækkende ved de første møder, men de er samtidig giftige og meget lidt rare at komme på tværs af. Man opdager typisk først falskheden eller splittelsen hos dem, når man er kommet på tværs af en eller anden grund.
Som det ofte er tilfældet, finder man nogle meget oplysende analyser af den slags hverdagslige fænomener i Bibelen, især i Det Nye Testamente. I Paulus’ Brev til Romerne, advarer han om den slags personer, når han henvender sig til samtidens tidlige kristne menigheder med følgende ord om at holde øje med dem, der skaber splittelse og forfører:
Jeg formaner jer, brødre, til at holde øje med dem, der i modstrid med den lære, I har taget imod, skaber splittelse og fører andre til fald. Hold jer fra dem! Den slags mennesker tjener ikke vor Herre Kristus, men deres egen bug, og med søde og indsmigrende ord forleder de troskyldige mennesker (Paulus´ brev til Romerne 16, 17-18).
Også i andre breve advarer Paulus om den dybe skade, som splittelsen kan forvolde. Samtidig giver han sit bud på splittelsens alternativ, nemlig “at knyttes sammen i kærlighed”.
Til kolossensernes menighed skriver han:
Jeg vil nemlig have, at I skal vide, hvor svær en kamp jeg må kæmpe for jer og for dem i Laodikea og for alle andre, der ikke har truffet mig, for at de skal trøstes i deres hjerte og knyttes sammen i kærlighed og nå til den fulde rigdom på vished og indsigt, nå til erkendelse af Guds hemmelighed, Kristus, i hvem alle visdommens og kundskabens skatte er skjult. Det siger jeg, for at ingen skal besnære jer med forførerisk tale. (Paulus´ brev til Kolossenserne, 2, 1-4)
Magnetisk kærlighed
I Per Olov Enquists roman Magnetisørens femte vinter møder vi en hovedperson, magnetisøren Meisner (det historiske forlæg hed Mesmer), som vi trods stor sympati med (han redder med nød og næppe livet i romanens begyndelse) også får beskrevet som en, der manipulerer stærkt med sine omgivelser. Som titlen antyder virker Meisner som magnetisør og tager som en slags alternativ behandler rundt til byer i Frankrig og Tyskland og helbreder med en kraft, der har ligheder med hypnosen. Året er 1793 og Meisners store gennembrud kommer, da det lykkes ham at helbrede datteren af byens læge. Datteren er blevet blind efter en traumatisk barndomsoplevelse og bliver seende med Meisners metoder. Hendes far, lægen, er skeptisk, men lykkelig, og bidrager derefter selv til Meisners succes ved at fortælle til landsbyens beboere om “det under, der var sket med min datter”. Efterhånden samler Meisners seancer flere og flere tilskuere, som her gengivet af lægen:
Patienterne sad i åndeløs tavshed omkring baqueten og holdt hinanden i hænderne, så der dannedes en kæde. Belysningen var dæmpet: kun et lille lys flakkede i et hjørne. Fra det tilstødende værelse lød dæmpet musik fra to violiner.
Da tavsheden havde varet i næsten fem minutter, brød Meisner den og begyndte at tale … Han sagde at denne messe – til min overraskelse brugte han netop det ord – denne messe tjente til at løfte mennesket ud af ondskaben: at sygdommen var et udslag af denne ondskab, og at jorden og sygdommen hørte sammen. Det fluidum som han nu ville påvirke ved magnetisering, kom på denne måde i direkte kontakt med himmellegemerne.
… Han gik hen bag dem, rørte ved dem en for en, berørte dem med sin magnetiserende stav, og hele tiden spillede musikken. Nogle faldt i søvn, dem førte han ud i de tilstødende lokaler. De gik med lukkede øjne, vaklende, men med et ejendommeligt smil om læberne.
Han er uden tvivl en stor mand.
Lægen – og hans datter – er betagede af Meisner. Samtidig har Meisner tidligt fået en længsel efter at danne midtpunkt for en sådan tillid fra andre, hvorudfra han kan føre dem derhen, hvor han gerne vil have dem. Han er først og fremmest en forfører og også en overgrebsmand og afsløres flere gange som en sådan, men det lykkes ham hver gang at flygte til et nyt sted, hvor de ikke har hørt om de ulykker, han tidligere har forårsaget. Hans person ser kærlig og helbredende ud på overfladen, men med til helbredelsen hører, at man dyrker eller tror på den kraft eller som her det “fluidum”, han selv mener udgår fra hans person. I flere af Enquists romaner optræder en sådan kraft, der er både dybt skadelig og samtidig helbredende.
I den store kærlighedsroman, som Enquist skrev ret sent i livet, Bogen om Blanche og Marie, er det ikke magnetismens fluidum, der er tale om, men en ovariepresse, en anordning, der monteres på og trykker kraftigt ind på hysteriske kvinders underliv og som bringer patienterne i en smerteblandet ekstase. Blanche er en af disse hysterikere, som efter udskrivelsen fra det psykiatriske hospital hjælper Marie (Sklodowska Curie) med at varme uranmalm op med henblik på udviklingen af radioaktivt materiale, som også kan helbrede – og dræbe. På den måde er Blanche med til at forløse Marie og Pierre Curies store videnskabelige opdagelser, der fik afgørende indflydelse på eksempelvis kræftbehandling, men som også koster Blanche både hænder, arme og ben i det ubeskyttede, men ætsende arbejde i laboratoriet. Kærlighedshistorierne hos Enquist er alle karakteriseret ved, at hovedpersonerne er stærkt splittede og søger heling gennem kærligheden.
Når der er grund til at advare mod den overdrevne og falske sødme, som allerede Paulus gjorde det, er det fordi den spiller på et grundtræk hos mennesker, som især K.E. Løgstrup har givet en fin beskrivelse af, nemlig at al samtale bæres af det, som Løgstrup kalder talens åbenhed. At tale er at tale ud, siger Løgstrup, blandt andet i Norm og Spontaneitet (1972) og i Opgør med Kierkegaard (1968). Vi erfarer det ikke mindst, når vi opdager, at vi skal tage os sammen over for den, der ødelægger tingene for os:
Ansigt til ansigt med ødelæggeren opdager vi da, hvor vi skal tage os sammen for at reservere os. Tanken om, at vi ved at tale ud om tingene må kunne bringe ødelæggeren fra hans destruktive forehavende, melder sig hele tiden (…) Men hvorfor er tanken så stædig, hvorfor må vi til den grad tage os sammen for at holde igen, og hvorfor opleves det som intet mindre end naturstridigt? Fordi vi går imod det i selve talen indeholdte krav om åbenhed (p. 97)
Når vi taler, tror vi på hinanden, og vi tror, at den, der taler, taler ud, det vil sige taler fra hjertet. Hvis der kommer søde ord, går vi umiddelbart ud fra, at de kommer fra hjertet. Når ordene kommer ud på den manipulerende måde, som vi ser det med double-bind-kommunikation, består der en dobbelttydighed mellem den åbenhed, man forventer og den ødelæggelse, som ligger i den andens ligegyldighed med og vrede mod en.
Man må spørge sig selv, hvordan folk dog kan komme så langt væk fra kernen af kommunikationen, væk fra den ærlighed, der ligger i at tale ud af et godt hjerte. Måske tror den, der taler, at vedkommende taler fra hjertet.
Vi får en slags forklaring på splittelsen hos den, der manipulerer med åbenheden i en anden lille, men vægtig roman, nemlig Livet er et andet sted af Milan Kundera. Der møder vi en mor, der har så idealiserede forestillinger om, hvad kærligheden skal rumme af godhed og livsopfyldelse, at al kærlighed, både hendes kærlighed til en mand og til det barn, som hun får med ham, kommer til at skuffe hende etisk og i forhold til oplevelsen af lykke. Moderens relation til sønnen Jaromil, der bliver digter, er et gennemført eksempel på double-bind-strukturen. Jaromil udsættes for modstridende beskeder fra moren, hvor det ene udsagn modsiger det andet på et dybere plan, og hvor det samtidig er umuligt at kommentere konflikten. Jaromils mor elsker ham med en hengivenhed, der grænser til det totalitære; hun ser ham som sit livsværk og hans digterkald som en forlængelse af hendes egen eksistens. Hendes kærlighed er udtrykt som ubetinget, men dens praksis er krævende og subtilt kontrollerende: Han må være fri – men kun på hendes præmisser; han må skrive frit – men kun det, der bekræfter hendes billede af ham. Denne dobbelthed gennemsyrer Jaromils følelsesliv og kunstneriske identitet, og han lærer hurtigt, at intet valg er frit, fordi ethvert forsøg på adskillelse opleves som svigt. Han kan hverken elske frit eller skrive sandt, uden at det opleves som et brud med det, der har næret ham.
Denne dobbelte binding skaber en dyb splittelse i Jaromils subjektivitet: mellem begær og skyld, mellem vilje og tilpasning, mellem det sagte og det usagte. Han hader moderens indflydelse og længes samtidig efter dens tryghed. Dette fører ham – som Kundera subtilt viser – ind i et kunstnerisk og politisk selvbedrag, hvor han lader sig forføre af de kollektive fortællinger, der ligesom moderen tilbyder kærlighed i bytte for overgivelse. I stedet for at finde en stemme, mister han den, fordi han ikke længere kan skelne mellem sin egen vilje og de andres krav.
Kunderas roman kan siges at rumme et muligt svar på manipulationen over for den, man burde elske betingelsesløst. I Jaromils tilfælde er det netop en kærlighed, der nægter at give slip, som bliver den skjulte kilde til hans etiske og eksistentielle forfald. Den forfører ham til det onde – ikke gennem vold, men gennem stor kælenskab. Således bliver kærligheden selv bærer af faldet, ikke i kraft af ondskab, men i kraft af det vilkår, at den kan blive et dobbelttydigt krav, hvor friheden mistes i forsøget på at bevare nærheden.
Man kunne hævde, at moderen i Livet er et andet sted elsker Jaromil med en form for kærlighed, forstået ikke blot som sanselig længsel, men som den kærlighed, der ønsker at eje, forme og hæve den elskede op. Hun hænger ikke blot ved det, han siger. Hun dyrker ham, hænger hans første ord skrevet på små sedler op på væggene i hans værelse, hun ender med at tapetsere sit eget liv med hans frembringelser. Hun vil hans storhed, hans poesi, hans fremtid, men altid gennem sin egen optik. Kærlighed kan man ikke tale om, men en dragning mod det ophøjede, mod fuldendelse, som samtidig bliver et krav: Du skal blive det, jeg har set i dig. Det er en kærlighed, der former – og derfor også fæstner, besidder og i sidste ende fængsler. Jaromils egen kærlighed bliver på lignende vis præget af dette krav om genspejling: Han begærer kvinder, men forlader dem, når de ikke lader sig fange ind i det ideal, han ubevidst gentager fra moderen.
Jaromil oplever aldrig en kærlighed, der elsker uden betingelser. Den tale, som kærligheden kunne være – den tale, hvor man mødes som to – i fælles lyst – udebliver. I stedet gentages en strukturel tvetydighed, hvor den anden altid også mødes med et krav. I den forstand kender kærligheden i romanen kun faldets form: Den bliver et net, hvor friheden og den etiske mulighed for sandhed ikke kan finde rum. Og det er måske netop det mest sørgelige ved Jaromils historie: ikke at han elskede for lidt, men at han aldrig lærte at elske på en måde, der kunne give den anden frihed – og dermed ikke selv kunne blive fri.
Modsætningen til tvetydigheden i double bind-strukturen er, som vi så det hos Paulus, den ubetingede kærlighed. Også i K.E. Løgstrups etik er den ubetingede kærlighed selve vejen til at forstå det vellykkede fælles liv, og ud af denne forståelse viser vi i handling, om vi forstår at gribe ind i andre menneskers liv på en måde, som man kan kalde god. For Løgstrup er dette ikke blot et tilfælde, men en grundstruktur i tilværelsen: Vi er gensidigt afhængige, og vores ord og handlinger har indflydelse på andres mulighed for liv og glæde. Den kærlighed, der vokser frem i denne etiske horisont, er en kærlighed, som giver plads, skaber tryghed, også dér, hvor den anden er sårbar, genstridig eller manipulerende.
Kundera ser mindre lyst på kærlighedens muligheder i overvindelsen af de manipulerende søde ords langsomme ødelæggelse. Jaromils mor nægter ham livet igennem netop det, Løgstrup ser som det mest menneskelige: at få lov til at være fri i den andens hænder. I stedet for at bære hans liv i tillid griber hun styrende og påtrængende ind i det. Kærligheden bliver ikke næstekærlighed, men beskyttende overstyring, og dermed misbruges netop den afhængighed, som ifølge Løgstrup er uundgåelig og faktisk af det gode.
Det bliver tydeligt her, at kærlighedens fald – dens mulige destruktive skygge – ikke ligger i følelsens forsvinden, men i dens fordrejning i sammenblandingen med krav. En ubetinget kærlighed er rettet mod et unikt og bestemt andet menneske, men den ønsker et fællesskab med vedkommende, ikke at bestemme over den anden – inklusiv at ville bestemme, hvad den anden tænker om en. Splittelsen hos den manipulerende person fra hvem der strømmer kælenskab og søde og indsmigrende ord, viser sig ikke mindst i, at vedkommende er rædselsslagen for ikke at slå til og reagerer allervoldsomt, når vedkommende føler, at evnerne ikke helt rækker. Dermed er risikoen for fald og chok størst, når man kommer på tværs af et menneske, der ellers nok kan tale med søde og indsmigrende ord.
Jaromils mor viser en kærlighed, der i udgangspunktet er enorm og selvopofrende omsorgsfuld, men som ender med at fiksere og binde. Herfra opstår det, vi så beskrevet som double-bind: den splittende besked, hvor man både bliver kaldt frem og tilbageholdt, elsket og fastholdt, tiltalt som fri og alligevel nægtet muligheden for at handle som sådan.
Opgøret med skamløsheden
I ekstreme tilfælde gælder det blot om at komme væk fra den, der manipulerer. Jaromil formår aldrig at løsrive sig og komme helt væk fra moren. Han gentager mønsteret i sit eget kærlighedsliv. Men betyder det da, at den form for ondskab, som han udsættes for fra morens side, aldrig kan overvindes? Er kærligheden ikke det største?
Jo! Den klassiske double-bind lever af, at ødelæggelsen ikke kan omtales, altså at alle er tavse om konflikten i relationen. Som offer for en kærlighedsløs forførelse gælder det om at passe på sig selv og komme væk fra et menneske, der hugger til og bliver allermest ubehageligt, når vedkommende selv har det værst. Men hvis man har kræfter til at tage et opgør med det menneske, der gør andre ondt, er svaret faktisk at hente i en appel om at vise den form for kærlighed, som vi kalder respekt. Det er en respekt, hvorfra selvrespekten også kan spire på ny. Den kan holde skammen på afstand, den skam, der opstår, når man føler sig forkert i den andens øjne. I Lukasevangeliet er der et interessant udtryk for dette at komme fri af skammen (kaldet dæmoner), nemlig at fare i svinene. I kapitel 8 befries en besat mand for sine dæmoner ved at dæmonerne farer over i nogle svin, der kaster sig i afgrunden. I overført forstand kan man befries for skammen ved at gøre det klart, at den behandling, man udsættes for, hører til ovre hos svinene. Den er skamløs og fremkalder skam. Det er paradoksalt, at skammen opstår hos den, der behandles skamløst. Men sådan er det fat. Man må da vise den kærlighedsløse forfører, hvad vedkommende gør ved f.eks. at sige: ”Du har sagt nogle ting til mig, som jeg har forstået som et udtryk for, at du værdsætter, den jeg er, men i din kritik af mig nu, bliver jeg i tvivl om du allerhelst vil vælge vores relation fra. Jeg vil ikke presse dig til at vælge, men jeg føler mig usikker, når jeg mærker begge dele på en gang”. Dermed inviterer man den anden til selv at tage ansvar, ikke ved tvang, men ved at vise, hvad vedkommende gør ved sine omgivelser med sin tvetydige signaler.
Forførelsens ødelæggende spind kan brydes. Den, der forfører, vil skiftevis grænseløst og smigrende blotte sig selv i en slags intim fortrolighed og kræve det andet menneske helt tæt på sig for så i næste øjeblik at afvise det samme menneske, møde det med straf og et udtryk for skuffelse i forhold til krav og forventninger, som sjældent er klart formuleret. Det er den cirkel, man kan bryde ved at holde forførerens nærhed ude i respektens og kærlighedens strakte arm, så man undgår at blive brugt af den anden og skiftevist blive mødt med indsmigrende ros og derefter med giftig kritik. Respekt er at blive set som god nok, præcis som man er. Respektens brud med den skamløse opførsel er et udgangspunkt for en forvandling af relationen, som stadig godt kan være præget af en slags ulighed. Man kan godt forestille sig en mor, der gerne vil støtte sit barn, når det for eksempel forsøger sig med et liv som kunstner. Man kan endda forestille sig, at meget andet sættes til side fra morens side, og at hun har forståelse for, at det koster lidt af omgivelserne, hvis barnet eksempelvis vælger at leve af at skrive. Man kan forestille sig en mor til en søn, Jaromil, som stadig fremkalder eller i hvert fald respekterer et kunstnerisk talent hos sønnen. Men i bund og grund kan det være en ubetinget glæde over sønnens glæde ved at skrive. Denne kærlighed til den andens kærlighed, denne glæde over den andens livfuldhed og skaberkraft er også en slags forløsende beundring, men af den slags, hvor der ikke behøver at opstå hverken skyldfølelse eller skam hos et barn, der nok fornemmer morens nærhed og ønske om at leve med i sit barns liv, men som genkender interessen som båret af kærlighed.
Anne Marie Pahuus: Lektor i filosofi, Aarhus Universitet og bestyrelsesforperson for Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). Har forsket i kærlighed, dømmekraft og menneskesyn i 30 år og blandt andet skrevet Tænkepausen om Kærlighed i serien fra Aarhus Universitetsforlag.
Litteratur
Ditlevsen, Tove, 1942. Lille verden.
Enquist, P.O. 1971. Magnetisørens femte vinter og 1998, Bogen om Blanche og Marie.
Kundera, Milan, 1977, Livet er et andet sted.
Løgstrup, K.E. 1968. Opgør med Kierkegaard.
Paulus´ Brev til Romerne og Brev til Kolossenserne.