Familiære katastrofer: Utroskab og vold i de nære, kærlighedsprægede relationer – interview med Karen Vallgårda
KÆRLIGHED I KATASTROFERNES TID: Kærlighed i katastrofernes tid. Omnia vincit amor, kærligheden besejrer alt… eller hvad? Gennem historien har kærligheden antaget mange forskellige former. Kærlighed er måske det største af alt, men hvad sker der, når kærligheden bliver presset? Hvilke former antager kærlighed så? I samarbejde med festivalen Golden Days, der i år har ’kærlighed’ som tema, undersøger vi gennem en artikelserie kærligheden fra en lidt anderledes synsvinkel — nemlig gennem katastrofernes linse.
Kærlighed i dens forskellige former er ofte tæt forbundet med magtudøvelse. Det ser følelseshistoriker og professor ved Københavns Universitet Karen Vallgårda tydeligt i sin forskning. Og så tror hun ikke, at kærligheden som sådan findes eller har fandtes i den rene form, vi gerne forestiller os.
Kærlighed gennem historien
”Kærlighed ikke er én ting, men et ord, der dækker over mange forskellige typer relationer, emotionelle kontakter og følelser” starter Karen Vallgårda med at forklare. Som del af fokusserien Kærlighed i katastrofernes tid har vi sat professoren i følelseshistorie i stævne på hendes kontor ved Saxo-Instituttet for at få belyst de indsigter om kærlighed, de historiske arkiver gemmer på. Vallgårda forsætter: ”Vores normer for og forestillinger om, hvad kærlighed skal være, hvor meget det bør fylde og hvordan det skal udtrykkes, ændrer sig med historien”.
”Når man forsker i følelser og kærlighed, kommer man nemt, også som historiker, til at arbejde med en forestilling om, at kærlighed er transhistorisk og universel. Så kan man finde kærlighed i kilderne, uden at have gjort sig nærmere begreb om, hvordan man egentlig gør det rent metodisk. Som kulturhistoriker og følelseshistoriker derimod prøver man at stick with the local lexicon: Man går efter at identificere, hvilke ord, kilderne rummer, når det kommer til følelseslivet. Man kan også se, hvordan ord som kærlighed, pleje og omsorg eller sympati grupperer sig. Der er mange ord, der ligesom klistrer sig sammen, og det kan godt være, at kærlighed ikke indgår eksplicit, men at man analytisk vælger at se dem som forskellige udtryk for noget af det samme”.
Vallgårda står som den måske største danske eksponent for følelseshistorie – en retning inden for historievidenskaben, der særligt de sidste to årtier har vundet frem med en insisteren på, at følelser er historisk foranderlige. Den vrede, der var med til at antænde den franske revolution, er ikke den samme som den, man møder på de københavnske cykelstier. Vores måder at opleve, begrebsliggøre, kommunikere og udøve følelser på, er dybt afhængige af de kontekster og kulturelle normer, vi lever i. Derfor kan man skrive vredens historie i mange kapitler – ligesom kærlighedens. Vi spørger Vallgårda, om hun kan sige noget om, hvilken rolle kærligheden generelt har haft gennem tiden?
”Nu har jeg jo selv forsket en del i skilsmisser og ægteskaber, så det jeg kender til kærlighedshistorien, er primært forskning, der handler om, hvilken rolle kærlighed og forelskelse spiller i relation til ægteskab og familieforhold. Forskere har længe diskuteret, hvilken betydning kærlighed har haft igennem tiderne – og hvilken form for kærlighed. Forelskelse har jo i hvert fald indtil romantikken ikke været noget, man har dyrket i relation til ægteskabet. I det førmoderne bondesamfund betragtede man forelskelse som en slags besættelse – og derfor en tilstand man skulle undgå. Den ægteskabelige kærlighed derimod, som snarere var en loyalitet og måske en følelse af samhørighed, blev også dengang opfattet som ønskelig. Den kunne være et udtryk for, at man var blevet ”slidt sammen”, som man sagde. Den type kærlighed fremhævede reformatoren Martin Luther for eksempel som en vigtig dyd. Man diskuterer dog stadig, hvor stor en rolle hver form for kærlighed rent faktisk spillede i menneskers liv. Fordi ét er, hvad man kan nå frem til, hvis man læser Luthers skrifter. Noget andet er, hvad folk gjorde i praksis.”
Følelser kan være flygtige og kropslige. Historikere, der sjældent har levende mennesker, men arkiver og samlinger til rådighed, må forsøge at rekonstruere dem gennem tekster, de beskrives i, og genstande, de har været knyttet til. Det bærer flere udfordringer med sig:
“Et problem er, at der er bedst kilder til elitens kærlighedsrelationer, men eliten har jo ofte andre hensyn at tage, når det gælder indgåelse af ægteskab, fordi der var alliancer og besiddelser og den slags som indgik i overvejelserne på en anden måde, end når man eksempelvis havde et husmandssted på landet. Så spørgsmålet er, hvad vi egentlig kan sige på baggrund af sådanne kilder, hvilken rolle kærligheden har betydet i andre samfundslag”.
Kærlighed, magtudøvelse og vold
Selvom den bliver ved med at dukke op i hendes forskning, har kærligheden aldrig været hovedfokus i Vallgårdas forskning. ”Jeg har jo altid været interesseret i alt det grimme”, siger hun om sine forskningsområder og forsætter, ”og vi tænker jo om kærligheden som det smukke, men den viser sig igen og igen at dukke op i alt det grimme, eller i alt det, der er forbundet med smerte og magtudøvelse og undertrykkelse – både i konkrete, lokale relationer og i større magtformationer. Den viser sig måske, fordi den er et ideal, og fordi den også som sådan er en meget stærk faktor i mange menneskers liv. Også når det går galt. Og nogle gange faktisk på en ret problematisk måde”.
I dens forskellige former og historiske udtryk har Vallgårda nemlig ofte set kærligheden tæt forbundet med magtudøvelse. Hun forklarer: ”Hierarkier og magtdynamikker er tilbagevendende temaer i de forskellige sammenhænge, jeg har undersøgt kærligheden i”. Følelseshistorikeren kommer med et eksempel fra sin nyere forskning, der omhandler skilsmisser, hemmeligheder og familiers vrangsider: ”Det er for eksempel et tilbagevendende tema hos mange af de kvinder, der er udsat for vold, at de beskriver deres kærlighed til voldsmændene. De beskriver, at deres nerver er nedbrudte eller ødelagte – en vending der stadig var meget udbredt i 1900-tallet – men samtidig fortæller de, at de føler sympati for deres mand, medlidenhed med ham, eller at de stadig elsker ham; ‘Han har også været en god og kærlig mand’ og så videre. Dér indgår kærligheden, sådan som de beskriver det, i en sammensat relation – den skaber et afhængighedsforhold og forstærker det fængsel, kvinderne er låst inde i. Havde forholdet kun været forfærdeligt og negativt, blottet for ømhed, så havde de jo formentligt nemmere kunne forlade deres voldelige mænd. Det er altså et eksempel på, at kærligheden medvirker til at understøtte et ulige magtforhold.”
Komplekse relationer og ulige magtforhold støder Vallgårda tit på i sin forskning, der ofte har intime temaer som omdrejningspunkt. Og netop hendes kilders private karakter giver jævnligt anledning til refleksion: ”Altså, der er jo sindssygt mange etiske udfordringer forbundet med at forske i folks allermest intime og private sager. Et er, om jeg overhovedet har ret til grave i og eventuelt dokumentere det for resten af omverdenen. Er det vigtigt nok, eller kan jeg udsige noget på baggrund af det, som retfærdiggør, at jeg ligesom måske vælger at eksponere noget, som de havde taget med sig i graven af gode grunde? Det er den første overvejelse, og der er aldrig noget entydigt svar. Man må bare være opmærksom på det, tror jeg, og prøve at udvikle en intuition”.
En overraskelse for Vallgårda har været, hvor meget vold er kommet til at fylde i hendes forskning de senere år: ”Da jeg begyndte at læse de skilsmissesager, som jeg arbejder med i mit nuværende projekt, havde jeg ikke rigtig blik for det. Men pludselig blev jeg konfronteret med meget eksplicitte og detaljerede beskrivelser af voldserfaringer”. På trods af kildernes private karakter virkerede det dog i sidste ende etisk forkert for Vallgårda ikke at dykke ned i og udfolde volden som tema. Hun forklarer: ”Hvordan kunne jeg skrive en historie om skilsmisse, uden at vold blev en central tematik, når det fyldte så meget i kilderne? Så foruden dilemmaet om, hvor langt vi kan tillade os at gå, kan der også være spørgsmål om vi i nogle tildælde har en forpligtelse til at gå et særligt sted hen med de temaer, vi arbejder med. Endelig kan vores metodiske tilgang og teoretiske ramme være ret afgørende for, hvilken historie vi i sidste ende skriver – som så former vores indtryk af fortiden, men også vores blik på nutiden og forestilling om, hvilke fremtider, vi kan skabe. I den forstand opfatter jeg historikerens etiske ansvar som ret omfattende.”
Fra det uvorne til det elskelige barn – kærlighed og koloniale dynamikker
Et andet eksempel på en tæt kobling mellem magtudøvelse og kærlighed fandt Vallgårda i sin ph.d.-afhandling, hvor hun undersøgte danske missionærers arbejde i Sydindien. Her havde hun især fokus på den missionsvirksomhed, som var rettet mod de indiske børn i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet – en periode, der med et udtryk fra følelseshistorien rummede flere følelsesmæssige regimer:
”Noget af det, mine analyser viste, var, at der skete et bemærkelsesværdigt skift fra et relativt hårdt regime på missionærernes kostskoler og dagskoler til et mere kærligt regime. I 1860erne blev de indiske børn beskrevet inden for et åbenlyst racialiseret paradigme, mens de senere blev set som eksemplarer af det ’universelle barn’, som var elskeligt og uskyldigt, og som vi skal udvise kærlighed for. Det gav sig også til kende i den måde, missionærerne arbejdede med børnene på. I 1860’erne anvendte de korporlig afstraffelse og tilrettelagde et intensivt dagligt skema, hvor børnene skulle arbejde længe, havde mange lektioner og blev slået, bundet og isoleret, hvis de ikke opførte sig ordentligt. I øvrigt blev børnene beskrevet som nogle, der ikke kunne lege som europæiske børn, hvorfor de danske missionsvenner skulle afholde sig fra at sende legetøj – gaverne skulle hellere være noget, der havde nytteværdi”.
”I slutningen af 1800-tallet begyndte missionærerne at fortælle indgående om deres kærlighed til børnene og beskrev for missionsvennerne i Danmark, hvordan de indiske børn gjorde deres hjerter glade, og at de følte sig forbundne til dem. Samtidig gav de børnene mere fritid og mulighed for at lege, ligesom man ikke længere afstraffede dem korporligt – i hvert fald var det ikke noget, de beskrev i breve og artikler længere. De opdyrkede en kærligere omgangsform med børnene og etablerede familielignende konstellationer. Når missionærerne fremhævede deres egen kærlighed til børnene, var det samtidig en måde, hvorpå de beskrev sig selv som civilisatorisk overlegne i forhold til de indiske voksne, som de så kritiserede for at være dårlige til at vise forældrekærlighed og til tage vare på deres børn. Der foregik altså en differentiering med kærlighedsnormen som målestok. Det indgik i en kolonial logik, der minder om den klassiske trope inden for postkolonial teori om, at kolonialismen indebærer, at den hvide mand redder den brune kvinder fra den brune mand. Noget tilsvarende var på spil her: Nu skulle de europæiske, kristne, civiliserede voksne redde de brune børn fra de brune voksne. Kærligheden til det indiske barn styrkede følelsen af moralsk forpligtelse til at ’gribe ind’ og ’redde’ de indiske børn”.
”Den milde – eller kærlighedsprægede – omgang med børnene, kunne samtidig gøre det sværere for børnene at gøre oprør og identificere, den magtudøvelse, der fandt sted i opdragelsesinstitutionerne. Hvis man forestiller sig, at missionærerne fjerner børnene fra deres forældre, fordi de bare vil omslutte dem med kærlighed, hvad gør børnene så, når de er i den der påståede omsorgsdyne? Man kan jo ikke banke mod den på samme måde, som man kan, når man kan rive i tremmerne. Så på den ene side vil jeg nok hellere have været et barn i det kærlige regime, end det, der var før. Men på den anden side, er det ikke sådan, at magten forsvinder, når kærligheden bliver det dominerende ideal i børneopdragelsen”.
”Det katastrofiske i den sammenhæng, hvis man kan sige det, det skulle være, at kærligheden indgår i en imperial logik, som også legitimerer, at man fjerner børnene fra deres familier, fordi de pludselig bliver opfattet som skadelige for børnene, fordi de ikke er kærlige nok, og fordi de er afgudsdyrkende hedninge. Så der er både de konkrete små katastrofer, der udspiller sig, når børnene bliver fjernet, men der er også det mere overordnede mønster, som måske ikke er en pludselig katastrofe, men det er en større global dynamik, nemlig kolonialismen. Missionærernes transnationale netværk, diskurser og praksisser var med til at nære og legitimere kolonialismen gennem skiftet til det kærlige regime”.
Kærlighed i katastrofernes tidsalder
Teamet for Baggrunds fokusserie i forbindelse med Golden Days i år er netop Kærlighed i katastrofernes tid, og vi spørger derfor Vallgårda om hun kan se nogle mønstre i kærlighedens forhold til katastrofer? Hun kommer med et eksempel: ”Ja, altså den britiske historiker Michael Roper om britiske soldater og deres relation til deres mødre derhjemme. Det er jo ikke en katastrofe som sådan, men en krig hvor de sidder ude på slagmarken, i skyttegravene. Og her sidder soldaterne og skriver hjem til deres mødre og artikulerer deres kærlighed på en meget mere intens og intim måde, end man måske ellers ville forvente – netop fordi de står over for en potentiel katastrofe. Så den katastrofebevidsthed stimulerer også eller bliver anledning til en opblomstring af kærligheden – i hvert fald kærlighedsytringer i den specifikke relation. Og det kunne man jo godt forestille sig var tilfældet i mange andre sammenhænge. Man ved også, at da folk sad i flyet inden terrorangrebet i USA 11. september 2001, skrev også de hjem til dem, de elskede. Så der kommer en eller anden stærk trang i den forestående katastrofe, der i hvert fald tilsyneladende motiverer folk til det kærlige. Den reaktion er jo ikke givet – man kunne også reagere med frygt, eller hvad som helst. Men når man kan se en ende på det hele, eller en potentiel ende på det hele, så får man måske også lyst til at gribe til eller dyrke det, som ses som det ypperste og det fineste”.
Vi spørger Vallgårda, om der er noget ved kærlighedens historie, hun tænker, vi som samfund alligevel kunne lære noget af lige nu? Og hvad det betyder for hendes syn på kærlighed, at hun er historiker?
”Lad mig først svare på, hvad vi kan lære af i hvert fald det kritiske, historiske perspektiv. Der var mange feminister i 70’erne, som sagde, at kærligheden var en farlig følelse, fordi den fængsler os – ligesom jeg også siger om de voldsramte kvinder. De pointerede, at kærlighed gør kvinder følelsesmæssigt investeret i ægteskabet, som de opfattede som en patriarkalsk og undertrykkende institution. Så med udgangspunkt i feministisk teori, men sådan set også med blik for de konkrete historiske kontekster, kan man med rette overveje, om mon kærligheden er så uskyldig og ren, som den tager sig ud”.
”Derudover er det værd at reflektere over, om det giver mening at tale om kærlighed som den samme følelse, når det er mellem venner, mellem forældre og børn, til fædrelandet eller racen, for eksempel, og så romantiske relationer. Det er mange forskellige følelser, forbundet med forskellige praksisser. Måske skulle man hellere tænke på solidaritet, samhørighed, ømhed og i det hele taget et mere mangefacetteret følelsesvokabular. Foruden et mere nuanceret sprog kan vi måske med fordel udvikle et mere kritisk blik på idealet om at opleve den store kærlighed – hvorfor det ligesom bliver ved med at være så stærkt? Hvad gør det ved os, og hvad får det os til at gøre? Det, synes jeg, er interessant, at det bliver det ved med at være”.
Da Vallgårda kommer til, hvordan arbejdet som historiker har formet hendes eget syn på kærlighed, griner hun og svarer: ”Det er et virkelig godt spørgsmål. Jeg tror, jeg har sådan et lidt køligt blik på kærlighed, men spørgsmålet er, om mit forskerblik er formet af den erkendelse. Det er jo altid svært at sige, hvad der kom først, ikke? Om mit kritiske blik på magt i intime relationer kom før min forskning eller omvendt. De har nok forstærket hinanden, tror jeg. Men jeg var nok mere romantisk, da jeg var yngre, end jeg er nu”.
Karen Vallgårda er følelseshistoriker og professor ved Københavns Universitet