Af /

Opbrud og hjemlængsel – Johannes V. Jensens konstruktion af ‘det nordiske menneske’ i Den lange rejse

Anders Fredrik Skjöldebrand, Liten isbre på Bæskades (ca. 1799-1802), Nasjonalmuseet.

Baggrund markerer idéhistoriker Morten Haugaard Jeppesens fratrædelse som lektor i idéhistorie på Aarhus Universitet ved genudgivelse af hans artikel om Johannes V. Jensens Den lange rejse fra Baggrunds antologi Litteratur & idéhistorie.

Tanken med det følgende er at fokusere på den forestilling om ’det nordiske menneske’ og dettes udviklingshistorie, som den kommer til udtryk i Johannes V. Jensens romankreds Den lange Rejse.1 I Æstetik og Udvikling, som er fra 1923, og som udgør en selvstændigt udgiven efterskrift til Den lange Rejse, karakteriserer Jensen selv sin romankreds som en form for idélitteratur, idet værket er organiseret med udgangspunkt i ”Udviklingslæren og de Standpunkter der fra forskellig side indtoges til den.”2 Som sådan deler det sig i to spor: på den ene side et digterisk, som er ”historisk, fiktivt”, og på den anden side et mere didaktisk, som er ”aktuelt, kritisk”; men Jensen er selv helt på det rene med, at en sådan komposition byder på vanskeligheder, fordi det digteriske spor risikerer at blive reduceret til blot og bart illustrationsmateriale i en slags lærebog om darwinismen: Dreng (hovedpersonen i Bræen, som er kredsens centrale roman) er netop ikke et individ i psykologisk forstand, men snarere en slags ’mytisk’ arketype, som så at sige inkarnerer det nordiske menneske og dettes udvikling.3

Tilblivelse, struktur og anliggende

Den lange Rejse er en romankreds bestående af seks ret korte romaner, som i den samlede udgave, der udkom første gang i 1938, er ordnet kronologisk efter den tidsperiode, der dækkes, men som oprindelig er udgivet hver for sig og skrevet i en anden rækkefølge. Sammenhængen, som er væsentlig for at forstå værkets anliggende, fremgår af følgende oversigt med angivelse af den tematiserede tidsperiode og det oprindelige udgivelsesår: Det tabte Land, tertiærtiden, 1919; Bræen, den sidste istid, 1908; Norne-Gæst, sten-, bronze, og jernalder, 1919; Cimbrenes Tog, ca. 100 fvt., 1922; Skibet, vikingetiden, 1912; Christofer Columbus, renæssancen, 1921.

Som det fremgår er Bræen og Skibet, der i kredsens kronologi udgør henholdsvis bind to og fem, skrevet først – og begge inden første verdenskrig. Selv om Jensen i Æstetik og Udvikling antyder, at de to romaner allerede fra starten var konciperet som (selvstændige) dele af et større værk, så kom projektet ikke rigtig videre. Det ændrede verdenskrigen imidlertid på. Jensen skriver i Æstetik og Udvikling:

”Mens Verdenskrigen stod paa kunde jeg som gammel Darwinist og Evolutionsmand ikke føle mig hjemme i Tiden, jeg tog Ophold i Perioder der hører svundne Aldre til og ingen tilsyneladende Magt har mere. Lod ’Fremskridtet’ mig tilbage saalænge misundte jeg det ikke og følte mig ikke ledig, jeg havde Glæden af at leve med de Gamle.4

Umiddelbart forekommer passagen temmelig resigneret: Jensen er dykket ned i fortiden for at søge væk fra den broderkrig, som raser i samtiden, og som netop, fordi den er en broderkrig, ikke burde forekomme – ja faktisk er det ikke blot en broderkrig, men en decideret borgerkrig, eftersom ”England og Avstralien, Skandinavien, Tyskland og Holland og Amerika, det er altsammen et Rige… det er alt sammen Amerika”.5 Denne noget forbløffende konstatering stammer fra romanen Hjulet fra 1905 og er lagt i munden på figuren Ralph Winnifred Lee, hvorfor man selvfølgelig skal være noget varsom med at tage Jensen selv til indtægt for den; men dels er digteren Lee helt åbenlyst et selvportræt, der langt hen ad vejen fungerer som talerør for Jensen, dels udkaster Lee i en lang og til tider ret rablende samtale med bladredaktøren Archibald Crane en skitse til det nordiske menneskes historie, der på mange punkter er fuldstændig kongenial med den, man finder i Den lange Rejse. Således er det for eksempel Lee, der introducerer forestillingen om, at Columbus nødvendigvis må være af nordisk oprindelse, hvilket gør det knap så besynderligt, at romankredsen kan slutte med en fortælling om netop ham.

For en ”gammel Darwinist og Evolutionsmand” var første verdenskrig med andre ord en dybt beklagelig afvigelse, hvor broder kæmpede mod broder. I den situation vælger Jensen at dykke ned i den fjerne fortid, der med en lidt mærkværdig, men også stærkt suggestiv metaforik beskrives som en slags underjordisk bibliotek: ”Det er en sunken Verden, udbredt under den vi lever i, en Katakombe-Verden, uendelige Gallerier og Haller under os, altsammen Bøger, Væggene Bøger, Piller og Loftet Bøger, hele Grunden under os er som et Sediment af Bøger, med Huler og Gange i, Skakter og Etager over hinanden, helt ned i Lagenes dybeste Kældre, altsammen Bøger og Bøger.”6 Hvordan vi nærmere bestemt skal forstå dette, afslører Jensen ikke. På den ene side ligger det fast, at han i arbejdet med Den lange Rejse støttede sig til en række helt ’bogstavelige bøger’ i form af forskellige palæontologiske, antropologiske, etnografiske og geologiske værker. På den anden side synes passagen imidlertid også at antyde, at fortiden selv må forstås som en samling af ’figurative bøger’ – eller med andre ord: at de spor og levninger, historien overlader os, har karakter af tegn, der kalder på at blive ’læst’.

Den, der først og fremmest forstår sig på at læse og fremmane billeder af fortidens ’bøger’, er selvsagt digteren, som råder over en tryllestav med en billedskabende evne, der – hvis den anvendes rigtigt – kan bringe en ellers stum historie til at tale. Disse fortidsbilleder er imidlertid ikke harmløse adspredelser for den verdenstrætte, der søger tillflugt for samtiden, og følgelig kan Jensens dyk ned i fortiden heller ikke forstås som ren og skær eskapisme. Allerede i Hjulet understreger Lee nytten af, at amerikanerne (de hvide) kender deres nordiske oprindelse. Over for den noget spydige Crane, som ikke synes ganske overbevist om sin vens ret vidtløftige spekulationer (der blandt andet lokaliserer den ariske races oprindelse til det sunkne Atlantis og dermed forstår USA som ”det ny Atlantis og det nye Norden”), udbryder Lee:

”Vil du ikke forstaa mig? Indser du ikke den Betydning det har for Amerika at komme i Rapport til sin fortid, at bygge sin historie sammen med de Folks historie, der kommer os ved? Du véd, det er vor Svaghed, Manglen på Tradition, her i De forenede Stater, hvor vi opkøber Hertuger i Evropa til vore Millionærpiger. Se i alt Fald rent praktisk, hvad det betyder at udvide sin historiske Horisont med tre-fire gamle Nationers Skatte af Forhistorie. Vi er for lette ved Roden, du, vi har Top nok, men vi staar ikke dybt nok i Jorden.”7

Tilsvarende antyder Jensen i Æstetik og Udvikling, at også Den lange Rejse kan forstås som en traditionstilegnelse, der kan gøre en faktisk forskel, fordi det kan yde sit (beskedne) bidrag til at bringe den evolutionsproces, som med verdenskrigen er løbet ind i en blindgyde, tilbage på rette spor:

”Saa langt fra at Fortiden skulde være en ufrugtbar Verden, som man skulde lade ligge, de Døde for de Døde, til fordel for den aktuelle, er den jo netop nøglen dertil; i Fortiden ligger det arkimediske Punkt hvorfra et Syn paa alle Tider kan hentes, som virker bestemmende paa Nutiden, saavelsom Fremtiden. Det er jo Udviklingslærens Frugt, at se Tiden ogsaa i dens Rod; Urtiden er ingen ørkesløs historisk Roman, det er en indre Basis for hele vort Sjæleliv.”8

I den henseende er Den lange Rejse et forsøg på at genvide sansen for den idé om den ”gotiske Renaissance”, Jensen søsatte i en artikelsamling fra år 1901.9

Centrale motiver – ild og is

Da Bræen udkom som selvstændig roman i 1908, bar den undertitlen ”Myter om Istiden og det første Menneske”. I Den lange Rejse er den undertitel imidlertid fjernet – og dét med god grund. Dreng, som er protagonisten i (størstedelen af) Bræen, er i Den lange Rejse ikke det første menneske. Den ære tilkommer snarere hans fjerne forfader Fyr, som er hovedperson i Det tabte Land. Fyr bliver ’det første menneske’, idet han bringer skovfolket ilden, Dreng er derimod ’det første nordiske menneske’, fordi han konfronterer isen. I en vis forstand kunne den lange rejse også have heddet En Fortælling om Ild og Is (ikke at forveksle med A Song of Ice and Fire) – ild og is, varme og kulde, syd og nord er romankredsens omdrejningspunkter.

Hvis Fyr er det første menneske, må det implicere, at hans ophav lige knap er menneskeligt, og sådan skildres det da også i Det tabte Land. En af repræsentanterne for skovfolket, nemlig lederen af Fyrs egen flok (som, skal det vise sig, også er hans far), synes dog godt på vej til at træde ind i det egentligt humane. Ikke alene er ”Manden”, som han ganske enkelt kaldes, den fysisk stærkeste, men han benytter sig tillige af et redskab i form af en stor stav, ved hjælp af hvilken han holder orden på sine undergivne. Mandens virkelige fortrin ligger dog snarere et andet sted, idet han i modsætning til størstedelen af sine artsfæller er udstyret med en hukommelse, der leder ham til at påtage sig en slags ’socialt ansvar’:

”Faa af de andre husker saa langt som fra Morgen til Aften, det kommer bagpaa dem at Dagen ikke altid bliver ved, og Uenighed opstaar i den Anledning, nogle gør gældende at Skumringen kun er et forbigaaende Fænomen, en Ulv for Solen, maaske et Ildebefindende i Himlen, Manden ved bedre besked og gør Anstalter til at samle Flokken mod hvad han ved skal komme, knubser dem sammen og formerer Karré mod Natten.”10

De vrangvillige gennes på plads med slag og lussinger – når ikke de forstår deres eget bedste, ”maa man beskytte dem mod deres Vilje, om fornødent med Vold”.

Denne karré er organiseret på en helt bestemt måde, som i øvrigt vidner om, at Mandens ’sociale ansvar’ også rummer en solid portion egeninteresse. I centrum af klumpen, beskyttet mod al udefrakommende fare, sidder nemlig Manden selv, rundt om ham de yngre kvinder, der udgør en ressource, han nidkært vogter over, og atter uden om dem de lidt ældre kvinder med deres (og Mandens) unger. Yderst befinder mændene sig, men også de er delt op i forskellige lag: længst inde mod midten sidder ”de store stærke Karlfolk”, der har været i stand at bore sig indad; yderst sidder ”Stymperne”, som er dem, der først og fremmest må betale prisen, når rovdyrene i ly af mørket kommer og tager deres del.

 I den forstand er der tale om en form for ’social(darwinistisk) stratificering’, hvor et eller flere lag i nattens løb skrælles af menneskeklumpen. Fyr hører naturligvis ikke til blandt stymperne, men er en af de egnede. Allerede hans fødsel under en voldsom skovbrand vidner om hans overlevelsesevne og foregriber hans senere tilknytning til ilden – ”Røg fra en Ødelæggelse var hans første Aandedræt, Hyl og Hede det første han sansede.”11

For nu at gøre en lang historie kort, ender Fyr med at gå op på den vulkan, ”Gunnung Api”, som er centrum i skovfolkets liv. Her bliver han med tiden fortrolig med ilden, tæmmer den og bringer den tilbage til skovfolket. En del følger ham og tager så at sige de første skridt fra dyr til menneske (det beskrives helt bogstaveligt ved, at deres gang bliver oprejst), mens andre mere elle mindre bevidst vælger at forblive underkastet naturens vilkår. Denne spaltning mellem de evolutionært fremmelige og dem, der efterlades på et mere tilbagestående udviklingstrin, er et genkommende tema i Den lange Rejse, og det er i sidste instans dette evolutionære mod, der adskiller det nordiske menneske fra dets sydlige modpart, som ikke evner at tage springet. Fyr er, det siger næsten sig selv, en fjern forfader til Dreng, som udfordrer isen og bliver nordens stamfader.

 Ikke overraskende peger Jensen i Æstetik og Udvikling på, at Prometheusmyten ”i en vis naturhistorisk Reduktion”12 ligger til grund for fortællingen om Fyr som ildbringer; og ganske som Prometheus ender Fyr med at måtte betale en høj pris for sin ’hybris’. I modsætning til skovfolkets tidligere ledere, der baserede deres magt på lang tids ophobet erfaring, er Fyrs ”Førerskab” grundet ”i noget uimodståelig Nyt”.13 Fyr gør noget, som ingen før ham har drømt om, og dermed bliver han, såvel i egne som i stammens øjne, enestående. Med tiden opkaster han sig både til hersker og ypperstepræst – en prototype på den sakrale konge.

Nu går det imidlertid hverken værre eller bedre, end at Gunnung Api, som ellers har ligget tavs hen i årevis, går i udbrud. Som stammens fører har Fyr indstiftet en veritabel ildkult med sig selv som den centrale skikkelse. Denne kult tager form af måltider, der ritualiseret som offerhandlinger er organiseret på en ganske praktisk facon, idet byttedyrene deles i to bunker, således at ildguden, Gunnung Api, får sin part i form af hud, knogler og indvolde (i knappe tider kan han endda nøjes med røgen), mens stammen kan forlyste sig med det regulære, stegte kød. At Gunnung Api pludselig lader høre fra sig, kan skovfolket ikke fortolke anderledes, end at guden kræver større ofre – dyr er ikke nok, ilden ”vil have Mennesker, hele Skovfolket, endnu bedre Toppen af dem alle, jovist, Menneskeheden i een Person, Ildmagtens og Menneskehedens Forpagter under et, og sandelig, hvad Gunnung Api ønsker skal han faa!”14 Ergo ryger Fyr på bålet.

I Æstetik og Udvikling har Jensen en interessant kommentar til Fyrs endeligt:

”Forholdet mellem de Mange og den Ene er intuitivt behandlet af de Gamle i Prometheus-Myten, hvis man blot eliminerer Guderne og flytter deres Nid over paa Menneskene, hvor det hører hjemme. Hvem der vil kan i en Bearbejdelse af Myten, Fyr og hans Skæbne, i Det tabte Land, se hvordan jeg har ment at dele mellem Individet og de Mange. Fyr der har givet sit Folk hele dets Tilværelse ofres af det, i sin egen Ild […] Der sker ham hans Ret, for han har gjort sig til Ejer af hvad der ikke er hans, han har givet kun for at tage.”15

Den sidste sætning er værd at hæfte sig ved. For Jensen er det afgørende at slå fast, at hans forståelse af evolutionslæren må adskilles fra den ’dårlige darwinisme’, man ifølge ham finder i Nietzsches dyrkelse af det overmenneskelige. På den ene side er Jensen utvetydigt en del af den vitalistiske strømning, som karakteriserer store dele af dansk og europæisk åndsliv på dette tidspunkt, og som typisk er voldsomt inspireret af Nietzsche.16 På den anden side er Jensens vitalisme præget af en stærk tiltro til fremskridtet. Jensen besynger den teknologiske modernitet, hvis hjemsted først og fremmest er Amerika. Men samtidig peger passagen på et vedvarende problem i Den lange Rejse: på den ene side kræver viljen til nyt et nærmest overmenneskeligt perspektiv; på den anden side må driften mod det enestående tøjles af kollektivet, hvis reaktionsmønstre ikke blot skal forstås som det skinbarlige ressentiment, men også som en stræben efter – legitim – demokratisk kontrol.17

Hvor Fyr er knyttet til ilden, er hans fjerne efterkommer, Dreng, forbundet med isen. Ganske vist starter også Drengs historie med ilden, nærmere bestemt med at dén ild, det var hans arbejde at passe, går ud, fordi han er uforsigtig. Konfrontationen med stammen over dette katastrofale fejltrin fører til, at Dreng uden egentlig at ville det, dræber sin bedste ven, og derfor må flygte fra sine stammefæller.

Allerede mens han endnu var en del af stammen, har Dreng gjort mere eller mindre helhjertede forsøg på at finde sin ”store Fjende”, nemlig kulden, der med istidens komme trænger ned nordfra; men det er først med eksilet, at han for alvor finder modet til at gå nordpå. På den ene side fremstår færden mod bræen som en følge af Drengs umulige situation – der er ingen vej tilbage til skovfolket. På den anden side er hans beslutning ikke direkte påtvunget ham. Vel har han fået klar besked om ikke at søge tilbage til stammen; men det er ikke ensbetydende med, at han absolut bliver nødt til at vandre mod nord – det gør han af egen fri vilje i en form for trods.

Hvor gængse teorier om den menneskelige udvikling (både før og efter Darwin) antager, at folk, der bebor meget ugæstfri egne, er tvunget derud af omstændighederne, bl.a. andet i form af stærkere artsfæller, er Jensens forklaring på det nordiske menneskes fødsel i den bidende kulde en anden: i én henseende er den måske nok en flugt, men i en anden forstand beror den på et overskud, der – selv om Jensen måske ikke ville bryde sig om at høre det – er nært beslægtet med den foragtede Nietzsches amor fati. Naturligvis er forestillingen om, at det nordiske menneske skulle være født af underskud utænkelig for Jensen. Nok er Dreng ”Ildtilbederen uden Ild, Skovmanden uden Skov”, men han er også triumfator, for på toppen af bjerget ”begyndte hans Gang paa Jorden som menneske forfra, ene og i nøgenhed paa den kolde Jord.”18

I mange år lever Dreng alene, men efterhånden støder andre til og kommer med tiden til at danne et egentligt bræfolk, som adskiller sig fra det skovfolk, som er forblevet i syden. I begyndelsen henter drengsønnerne stadig ægtefæller mod syd, men med tiden dør den skik ud, fordi den ikke længere er nødvendig, og fordi distancen mellem nord og syd efterhånden bliver for stor – såvel geografisk som mentalt: ”Saaledes uddybedes Svælget for evigt mellem de to Folk Bræen havde skilt. De var ikke hinandens Lige mere. Skellet virkede Skæbnesvangert. Urfolket der altid veg var bleven ved med at være de samme, hvorimod Dreng der ikke kunne bøje sig var bleven en anden og havde givet sine Efterkommere sit forandrede Væsen i Arv.”19

Det nordiske menneskes fremgangsrige særstilling skyldes på den ene side kuldens civiliserende indflydelse, der tvinger til fremskridt, men den skyldes på den anden side også, at det er rundet af en stamfader med exceptionelle kvaliteter – svagere individer end Dreng var ganske enkelt bukket under. Men styrken er ikke den eneste arv, Dreng har givet videre til sine efterkommere, den anden er længslen tilbage mod varmen, mindet om ”det tabte Land”, der med tiden udvikler sig til det fortegnede, men ”uudslukkelige Sagn om Paradisets Have.”20 Det er denne længsel, som bearbejdes i de efterfølgende romaner i Den lange Rejse. De handler alle om søgende nordboer, der drager ud for at lede efter noget, som i en vis forstand aldrig har eksisteret (reelt var det tabte land aldrig, hvad det blev til i fantasien). Derfor er det i høj grad en fortælling om drøm og skuffelse, men også om den nordiske kulturs triumferende udbredelse over kloden – om den hvide mands byrde, der hos Jensen er det nordiske menneskes mission.

Kredsen sluttes – Christofer Columbus og idélitteraturen som genre

Allerede i Bræen får vi at vide, at Columbus og Darwin udgør to af Drengs sene efterkommere.21 I en vis forstand ville det vel have været passende, hvis Jensen som  ”gammel Darwinist og Evolutionsmand”  havde sluttet sin romankreds med Darwins rejse på HMS Beagle, men formodentlig har han indset, at Darwin på mange måder er for tæt på, og at han derfor kun dårligt ville kunne indskrives i det mytiske univers, der kendetegner Den lange Rejse.

I stedet slutter den med Columbus. Det kræver så, at han kan forbindes med det nordiske, men det ordnes i en håndevending ved at give genoveseren Columbus en longobardisk afstamning – ifølge samtidige kilder var han blåøjet og rødhåret, så det er ganske vist! Når det først er klaret, kan der til gengæld skrues helt op for den nordiske længsel, der (som det allerede var tilfældet i Hjulet) omfatter både Atlantis og Paradisets Have. Naturligvis finder Columbus ingen af delene, og i den henseende er hans rejser en udpræget fiasko, hvilket han til stadighed får revet i næsen af sit spanske mandskab.22 Men Columbus’ og alle hans nordiske forgængeres personlige nederlag, er i verdenshistorisk perspektiv et kollektivt triumftog, der kulminerer i Jensens beundrede Amerika, som udgør ”det nye Norden”.

Den lange Rejse ender, hvor Hjulet begyndte, nemlig med idéen om Amerika som den egentlige evolutionære arvtager til det nordiske menneske, der fødtes i Skandinavien.23 I den forstand kan værket læses som en helt konsekvent gennemførsel af en kompositorisk idé, der strukturerer de enkelte dele og samler dem til et narrativt hele. I Æstetik og Udvikling sår Jensen imidlertid selv tvivl om, hvorvidt det nu faktisk er lykkedes ham at etablere en rimelig balance mellem et digterisk, ”historisk, fiktivt” og et didaktisk, ”aktuelt, kritisk” perspektiv, og han medgiver, at de to stilarter fra tid til anden er kommet i karambolage med hinanden.

I sine Lectures on Litterature er Vladimir Nabokov inde på en lignende problemstilling. I en læsning af Dickens Bleak House gør Nabokov det fuldstændig klart, at han er komplet ligeglad med de eventuelle sociale effekter af Dickens forfatterskab og i det hele taget hader enhver form for idélitteratur (Thomas Mann er Nabokovs primære eksempel på en socialt og teoretisk engageret forfatter, der producerer, hvad Nabokov kalder ”topisk bras”). Akkurat i forbindelse med Dickens, hvis romaner, som Rorty træffende har sagt, ”var en mere magtfuld drivkraft bag sociale reformer end samtlige samtidige britiske samfundsteoretikeres samlede værker”,24 kan det virke ret besynderligt. Men Nabokovs afvisning af relevansen af Dickens sociale dimension er i sidste instans motiveret af hans ønske om at redde forfatteren Dickens. Som Nabokov selv siger, så har han altid interesseret sig mere for ”troldmanden” end for ”læreren”, og problemet med at læse Dickens som social reformator er netop, at vi dermed løber en reel risiko for at reducere ham som digter ved at prioritere læreren over troldmanden. ”Der er i sine billeder, han er stor”, skriver Nabokov om Dickens.25

Selv om det er vanskeligt at acceptere Nabokovs meget skarpe modstilling af det digteriske og det didaktiske, troldmanden og læreren, og selv om de fleste formodentlig vil stejle over hans æstetiske metafysik ifølge hvilken den rene kunsts opgave ikke er kognitiv, men derimod at fremkalde en gysen mellem skulderbladene (alene forestillingen om, at der findes en ’ren kunst’, som har en særlig ’opgave’, forekommer i dag som et lidt latterligt levn fra en tid, vi til alt held har lagt bag os), så har han – så vidt jeg kan se – ret i, at en voldsomt idébåren litteratur er problematisk. Og problemet er ganske enkelt, at idéen let kommer til at skygge for litteraturen. Dét er ind imellem tilfældet i Den lange Rejse – flere af romanerne er ganske enkelt ulidelige at læse; men til alt held er det ikke alt i Den lange Rejse, der ’går op’: ofte løber billederne af med digteren Jensen og bryder med idéens alt for snærende bånd.

Morten Haugaard Jeppesen er ph.d. i idéhistorie og fratrædende lektor i Idéhistorie på Aarhus Universitet.

Litteratur & idéhistorie kan købes her.

  1. Johannes V. Jensen, Den lange Rejse (1. e-bogsudgave), København, Gyldendal 2016 [1938]. Som det fremgår, har jeg valgt at henvise til e-bogsudgaven af Den lange Rejse. Det gør jeg, fordi den umiddelbart er den mest tilgængelige. Det samme gælder de øvrige værker af Jensen, som citeres. (Alle disse udgaver har bibeholdt Jensens egen stavemåde og tegnsætning – det gør jeg ligeledes.) Der findes selvsagt et væld af sekundærlitteratur om Jensen generelt, og ikke så lidt om Den lange Rejse specifikt, men jeg vil nøjes med at henvise til et enkelt værk, som nærværende tekst i høj grad deler synsvinkel med, nemlig Bent Haugaard Jeppesen, Johannes V. Jensen og den hvide mands byrde, København, Rhodos 1984. ↩︎
  2. Johannes V. Jensen, Æstetik og Udvikling (1. e-bogsudgave), København, Gyldendal 2016 [1923], s. 90. ↩︎
  3. I en kommentar til sin ”Metode” siger Jensen selv, at han egentlig aldrig har dyrket romanhelte ”af det gamle biografiske Tilsnit”, fordi individet alene påkalder sig opmærksomhed, hvis det ”afspejler Udviklingen i Henhold til den biogenetiske Lov” (ibid., s. 59).  I den forbindelse er det interessant at notere sig, at den af Jensens romaner, der synes at overleve absolut bedst er Kongens Fald, der ellers fik en ret hård medfart i samtiden, fordi den blev opfattet som rodet og usammenhængende; men åbenbart står dens vildskab sig bedre end den meget mere disciplinerede – og til tider lovlig skematiske – fremstilling, man finder i Den lange Rejse. (Vedrørende Kongens Fald se i øvrigt tidsskriftet Passage, årg. 36, nr. 86, 2021.) – Jeg vender tilbage til denne problematik i sidste afsnit. ↩︎
  4. Jensen, Æstetik og Udvikling, s. 106. ↩︎
  5. Johannes V. Jensen, Hjulet (1. e-bogsudgave), København, Lindhart og Ringhof 2021 [1905], s. 21. ↩︎
  6. Jensen, Æstetik og Udvikling, s. 106. ↩︎
  7. Jensen, Hjulet, s. 24. ↩︎
  8. Jensen, Æstetik og Udvikling, s. 108. – Den lange Rejse er utvetydigt et stykke ’identitetspolitik’. ↩︎
  9. Jensen, Den gotiske Renaissance (1. e-bogsudgave), København, Gyldendal 2016 [1901]. –  Det ”gotiske” er her særligt forbundet med det jyske, det engelske og det amerikanske; ellers er det mest bemærkelsesværdige ved bogen måske Jensens afgrundsdybe foragt for alt spansk. ↩︎
  10. Jensen, Den lange Rejse (Det tabe Land), s. 16. ↩︎
  11. Ibid., s. 36-37. ↩︎
  12. Jensen, Æstetik og Udvikling, s. 71. ↩︎
  13. Jensen, Den lange Rejse (Det tabte Land), s. 92. ↩︎
  14. Ibid., s. 103. – Det er fristende at betragte historien om Fyr i lyset af Freuds Totem og tabu, og Jensen kunne godt have læst den, inden han skrev Det tabte Land, men hvis han har, holder han tand for tunge. En anden mulighed er, at Jensen (i lighed med Freud) har fundet inspiration i James George Frazes The Golden Bough. ↩︎
  15. Jensen, Æstetik og Udvikling, s. 67. ↩︎
  16. Om vitalismen i dansk og europæisk åndsliv se Anders Ehlers Dam, Den vitalistiske strømning, Aarhus, Aarhus Universitetsforlag 2010. ↩︎
  17. Alle sine nok så ubehagelige synspunkter til trods var og blev Jensen demokrat – således følte han sig aldrig det mindste tiltrukket af nazismen. ↩︎
  18. Jensen, Den lange Rejse (Bræen), s. 149. ↩︎
  19. Ibid., s. 204. – At idéen om, at Dreng giver erhvervede egenskaber i arv, sådan set er mere lamarckistisk end darwinistisk, lader vi ligge. ↩︎
  20. Ibid., s. 130. ↩︎
  21. Ibid., s. 256. ↩︎
  22. Jensens åbenlyse foragt for alt spansk har ikke rokket sig en tøddel siden Den gotiske Renaissance. ↩︎
  23. I den selvstændige udgave af Bræen fra 1908 findes en passage, hvor Dreng i et febrilt drømmesyn ser det moderne Chicago, som er den by, Hjulet foregår i. (Passagen er – desværre – udeladt i den samlede udgave af Den lange Rejse.) ↩︎
  24. Richard Rorty, Kontingens, ironi og solidaritet, Aarhus, Klim 2021, s. 205. ↩︎
  25. Vladimir Nabokov, Lectures on Literature, ed. F. Bowers, New York, Harcourt, s. 65. ↩︎

Indtast søgeord og tryk enter for at søge

Scroll to Top