No future 2.0

På trods af udsigterne til en lavere levestandard end deres forældre kan nutidens unge se frem til større politisk frihed, hvis de formår at gribe den.

På samme måde som murens fald i 1989 tog Vestens intelligentsia på sengen, var de vestlige mellemøsteksperter ikke intellektuelt forberedt på det arabiske forår. Da gadekampene begyndte i Cairos gader, forsikrede et nærmest enstemmigt kommentariat om, at den tunesiske revolution ikke ville gentage sig i Egypten. Dertil var landene for forskellige, og præsident Hosni Mubarak, der var Vestens ven i regionen, var for magtfuld. Men 18 dage senere væltede han, og det arabiske forår var en realitet, hvis konsekvenser stadig udspiller sig.

I Vesten ulmer den sociale uro kun lige under overfladen. De britiske studenterdemonstrationer, Occupy Wall Street-besættelserne i New York, fagforeningsprotesterne i Wisconsin, indignados-bevægelsen i Spanien og optøjerne i Grækenland er udtryk for de samme underliggende sociale uligheder, som antændte det arabiske forår.

Klassekamp og generationskonflikt

Efterhånden som uligheden udvider sig mellem eliten og masserne og mellem en generation af ældre på vej på pension og en af unge uden udsigt til den samme velfærd, som deres forældre kunne nyde godt af, opstår protester, optøjer, oprør og i yderste konsekvens revolution.

I sin bog Why It’s Kicking Off Everywhere argumenterer Paul Mason, der til daglig er økonomiredaktør for BBC Newsnight, for, at man ikke kan anskue opstandene i Nordafrika og Mellemøsten adskilt fra folkelige protester i Vesten:

»Grækenland er det moderne skoleeksempel på, hvad der sker, når et industrialiseret lands politiske elite tillader sin politiske legitimitet at gå op i flammer. Det er en udfordring for demokratiet og globaliseringen i sig selv.«

I Grækenland – mellem den sviende tåregas og de flammende molotovcocktails – er det ikke kun bankers og butikkers ruder, der er knust, men også unge grækeres drømme og håb om en lysere fremtid.

Den globale uro, som blandt andet kommer udtryk i græske optøjer, er efterdønninger af finanskrisen. Mason beskriver krisen og dens konsekvenser gennem en scene fra filmen Alien. I filmen forsøger besætningen på rumskibet Nostromo at fjerne et rumvæsen, som klynger sig til et besætningsmedlems ansigt, ved at skære det af. Rumvæsnets blod er imidlertid en kraftig syre, der æder sig gennem dæk efter dæk på vej mod skibets skrog.

I Masons billede er rumvæsnet finanssektoren, og blodet er alle dens fejlvurderede og giftige gældsderivater. Det første dæk, som blodet ætser igennem, er banksektoren, som gik i baglås. Det andet dæk er den virkelige, produktive samfundsøkonomi, der tog et drastisk dyk i mangel på likviditet. Det tredje dæk, hvor syreblodet indtil videre har stoppet sin tæren, er staterne, der greb massivt ind og stoppede det globale økonomiske system fra at smelte ned.

Hvad ville der være sket i Alien, hvis rumvæsnets blod havde ætset sig gennem rumskibet Nostromos skrog? Hvis de statslige indgreb for at dæmme op for krisen viser sig ikke at virke i længden, og nedsmeltningen får globaliseringen til at bryde sammen, vil krisen gå ud over forholdet mellem stater. Den geopolitiske konkurrence vil først udmønte sig i handelsstridigheder, efterhånden som de enkelte stater forsøger at varetage deres eget bedste, frem for at opretholde det globale system. På sigt fører den slags stridigheder til krig. Indtil videre er vi ikke nået dertil, da der er en slags international solidaritet om at redde globaliseringen fra kollaps.

Til gengæld kommer krisen nu til udtryk i eskalerende interne sociale stridigheder, efterhånden som skatteyderne, bankpakke efter bankpakke, betaler for, at staterne har afbødet et globalt økonomisk sammenbrud. De efterfølgende statslige sparekure og velfærdsnedskæringer bliver, når deres konsekvenser rammer almindelige mennesker, omsat til ophedet klassekamp, hvor sociale modsætninger kommer op til overfladen, og her er det de yngste generationer, der rammes hårdest af krisen.

Kandidaten uden fremtid

»Jeg husker selv fra 1980’erne, hvordan frygten for at fejle fik taget i vores generation. Vi fik at vide, at vi ikke kunne noget. At der ikke var brug for os. Vi kunne hver aften se på TV, at ungdomsarbejdsløsheden bare voksede og voksede, mens vi fik at vide, at der intet var at gøre. Vi blev kaldt no-future generationen.«

– Helle Thorning-Schmidt, 1. maj 2012.

Da Helle Thorning i sin tale 1. maj advarede mod at skabe en ny no future-generation, var det blandt andet i lyset af en ungdomsarbejdsløshed på skæbnesvangre 13 procent. I 80’erne gav »no future« udtryk for punkens nihilisme, der stod som et forvrænget spejlbillede af den spekulative nihilisme blandt Wall Streets jakkesætklædte yuppier. Punken gjorde oprør mod samfundet som sådan. Punkerne ville rive det hele ned uden nødvendigvis at have et alternativ at bygge op i stedet for.

I slutningen af 00’erne og starten af 10’erne er no future imidlertid ikke så meget subkulturelt credo, som det er en økonomisk fremtidsudsigt for en overvældende mængde af unge med længere videregående uddannelser. Aldrig har så mange unge uddannet sig til så få arbejdspladser.

Da denne generation af akademikere startede på universiteterne i begyndelsen af 00’erne, blev den lovet en lys fremtid, væsentlig lysere end den tidligere generations. Den kunne uddanne sig af lyst og til et arbejdsmarked uden arbejdsløshed. Det var imidlertid et skinbillede.

Mason betegner kandidaten uden fremtid som »en ny sociologisk type«. I Nordafrika er den en del af en demografisk bule i modsætning til herhjemme, hvor den nuværende ungdomsgenerations ringe størrelse giver udtrykket ældrebyrden sin betydning.

Udsigten til at skulle arbejde længere, til lavere løn og med mindre sikkerhed end deres forældre er den fremtid, de fleste unge står overfor i dag. Det er det ultimative løftebrud. Hvor generation efter generation har kunnet stille sig på skuldrene af den forrige og således har fået udsigt til en lysere fremtid med mere velstand og bedre velfærd, står denne generation tilbage med et socialt ansvar uden den tilsvarende frihed. For at føje spot til skade bliver det forventet af den selv samme generation, at den skal arbejde for velfærd, som den sandsynligvis ikke selv får adgang til i fremtiden. Tidens politiske mantra er reformer; en eufemisme for nedskæringer og besparelser, der bliver gennemført i ansvarlighedens navn og italesat som politiske nødvendigheder.

Der er tale om en generation, der skal genopfinde sine kampe. Hvor den kolde krigs sort-hvide verdensbillede gjorde det let at orientere sig i forhold til et politisk projekt, er den virkelighed, som nutidens unge står overfor, anderledes kompleks. Fordums tids doktrinære universitetsmarxisme blev gennem 90’erne erstattet af en post-altings-relativisme, der gør det muligt at indtage såvel som undsige stort set hvilken som helst politisk position. Og sammen med et hyperkommercialiseret kulturliv og et gennembrandet mediebillede, fremmedgør nødvendighedens politik en hel generation fra en sag, den burde kæmpe for: et bedre liv for fremtidige generationer.

Netværk underminerer hierarkier

Kandidaten uden fremtid er imidlertid ikke kun en tragisk figur fortabt i fortidens fallerede forlystelsespark. Nutidens arbejdsløse akademiker har noget, som 80’ernes punkere og BZ’ere ikke havde: internettet og mobiltelefonen.

Mason citerer den franske historiker Hippolyte Taine for at have advaret om, at den franske revolution ikke fandt sted på grund af antallet af fattige, men antallet af fattige advokater. I dag er der oven i købet en internetforbindelse i enhver arbejdsløs akademikers hjem og en mobiltelefon i vedkommendes lomme.

Muligheden for nærmest omkostningsfrit at skabe og vedligeholde relationer i sociale netværk er en af de klare konsekvenser af internettet og mobiltelefoni. Der er blevet sagt meget om sociale mediers rolle i det arabiske forår, men essensen af diskussionen er, at det uomgængeligt er blevet lettere for grupper at organisere sig uden formelle strukturer ved hjælp af internettets sociale værktøjer. De politiske konsekvenser af denne kendsgerning er knap nok begyndt at blive udforsket.

Da hundredtusindvis af hovedsageligt unge mennesker gik på gaden over hele Europa i forsvar for et frit internet og i protest mod handelsaftalen ACTA, med det resultat at aftalen blev forkastet i Europaparlamentet, var det udtryk for netop den ovenstående kendsgerning.

På samme måde som pladebranchens forældede distributionshierarkier i starten af 00’erne blev undermineret af nye netværksbaserede fildelingstjenester, hvor brugerne omkostningsfrit kunne udveksle musik med hinanden, bliver de traditionelle politiske organisationer i dag udfordret af letheden, hvormed almindelige mennesker kan organisere sig digitalt uden nødvendigheden af en overordnet hierarkisk struktur.

For at perspektivere denne udvikling peger Mason på den af venstrefløjen udskældte marxist André Gorz, der skriver i Farvel til proletariatet:

»At tage magten er at fjerne den fra dem, der udøver den, ikke ved at tage deres plads, men ved for altid at gøre det umuligt for dem at få deres beherskelses-apparat til at fungere. Revolutionen er først og fremmest den uigenkaldelige ødelæggelse af dette apparat. Den forudsætter en kollektiv praksis, som kobler det ud samtidig med, at den udvikler et net af en ny slags relationer.«

Omstyrtelsen af diktatorer i Mellemøsten er ikke den egentlige internetbaserede revolution. Det er blot den netværkspolitiske udviklings lavthængende frugter. Den magt, som internettet tager fra magthaverne, danner ikke grundlag for en ny form for autoritet eller nye politiske hierarkier, men udgør tværtimod mulighedsbetingelsen for en ny form for politisk frihed, som det er op til kommende generationer at udvikle.

I dette perspektiv tilhører kandidaten uden fremtid ikke en ny no future generation. Derimod er fremtiden for politiske organisationer og styreformer, der baserer sig på hierarki og autoritet, truet. No future 2.0 er ikke udsigten for en generation af unge, der er vokset op med internettet, men for en ældre generation af politikere, der bilder sig ind, at den kan styre dem oppefra og ned.

Essayet er syndikeret fra frikultur.dk og har været bragt i Magasinet Kollaps‘ e-Magasin Europas unge efter festen, i Gejst – en generationsantologi og på denfri.dk.