Kritikken indefra. En meget kort introduktion til Mo Yan
Jeg stødte på Mo Yans forfatterskab lidt tilfældigt i 2006, sådan som man ofte støder på ting. Efter at have drukket kaffe med en professor i kinesisk, Wendy Larsson, på en amerikansk campus, spurgte jeg hende, om der var en nulevende kinesisk forfatter, hun kunne anbefale. I oversættelse, for som de fleste mennesker i verden læser jeg ikke kinesisk, men er som mange andre fascineret af, hvad der foregår i et land, der har været igennem enorme omvæltninger gennem det tyvende århundrede. Larsson foreslog Mo Yan, og i boghandleren havde de novellesamlingen ”Shifu, You’ll Do Anything for a Laugh”. På bagsiden citeres Nobelpristageren Kenzaburo Oe for, at hvis han kunne bestemme, så ville han give den høje udmærkelse fra Det svenske Akademi til Mo Yan. Meget rosende ord om en forfatter, som på det tidspunkt bogen udkom på engelsk, kun var i midten af fyrrerne.
Jeg købte bogen og blev fascineret af Mo Yans måde at skrive om de store emner i Kinas nyere historie. Karaktererne er mangfoldige og varierede, men alle af den type, som man holder af efter få sider. Kras realisme blander sig med overnaturlige elementer. Humoren er hård, og fortællingerne skarpt skåret, ofte med et ironisk twist. Samlingen har også et glimrende forord, som gør rede for Mo Yans eget syn på sit forfatterskab. Det begynder beskedent med den fattige barndom og sulten som drivkraft for at ville noget mere, mens Mo Yan afsluttende roser sig selv for at integrere vestlige og kinesiske traditioner for fortælling (William Faulkner er et forbillede), og for at kunne skrive fængende historier, selvom han ikke måske ikke har den store teoretiske baggrund.
Mo Yan er født i 1955 og blev som bekendt tildelt Nobelprisen i litteratur i 2012. Ikke som den første kinesiskfødte forfatter, for Gao Xingjian, der nu er fransk statsborger, fik den i 2000, men som den første kinesiske statsborger. Selvom tildelingen for mange kom som en stor overraskelse, og som en bekræftelse af fordommen mod Det svenske Akademi og dets evne til at finde ukendte forfattere og sætte dem op på den højeste piedestal et forfatterskab kan placeres på, så var Mo Yans kvaliteter langt fra ukendte hverken i eller uden for Kina, som en række oversættelser til engelsk vidner om. Og norsk og svensk, men ikke dansk.
Det blev samtidig også hurtigt til genstand for debat, om han var værdig til at få prisen, og om Det svenske Akademi ikke hellere burde have givet prisen til en decideret systemkritisk forfatter, som den havde gjort det med den eksilerede Gao Xingjian. Herta Müller var en blandt flere, som kritiserede tildelingen, mens den unge migrantforfatter Xiaolu Guo i Der Spiegel i december 2012 publicerede et forsvar for Mo Yan og kritiserede forestillingen om, at man ikke kunne skrive kritisk og kreativt, selvom man ikke var faldet i unåde hos staten. Mo Yan har selv udtalt, at de som kritiserer ham, formentlig ikke har læst ham.
Der er ingen tvivl om, at hans værker – ni romaner, hvoraf ikke alle er oversat til vestlige sprog, omkring hundrede historier – skildrer forhold i det kinesiske samfund på en kritisk måde. Eksempelvis udstiller ”The Garlic Ballads” korruption blandt partikommisærer, mens de store menneskeskabte katastrofer Det Store Spring Fremad i slutningen af 1950’erne, der medførte sultedøden for formentlig over 30 millioner mennesker, og Kulturrevolutionen begyndende henover midten af 1960’erne med forfølgelse af især intellektuelle, begge er omdrejningspunkter for ham. Også nutidige forhold tages under behandling, som kapitalismens indtog og konsekvenserne af et barns-politikken. Men der er forhold, som ikke berøres. Formand Mao gøres ikke ansvarlig for historiske begivenheder, men fremstår, om Mo Yan så mener det eller ej, som det moderne Kinas fader. Overalt i forfatterskabet er det dog den lille mand og respekten som for de små samfund, som Mo Yan selv kommer fra, der er helten.
Min egen interesse for Mo Yan blev skærpet af et forskningsprojekt om ”det nye menneske i litteraturen”, som analyserer forestillinger om menneskelig forandring i det tyvende århundrede. Inspirationen til dette udspringer af de teknologiske muligheder, som bliver stadigt mere avancerede og kunne udstyre mennesket med evnen til at forandre artens udvikling ganske kraftigt. Men ideen om fornyelse har haft andre former. I begyndelse af det tyvende århundrede handlede det primært om en bevidsthedsmæssig forandring og frigørelse fra kulturens dårlige vaner. Senere blev ideen om det nye menneske politisk med Rusland, Cuba og Kina som tre lande, hvor forandringen af mennesket gennem samfundsmæssige omvæltninger eksplicit var målet, mens man også kan se Kemal Atatürks ambitioner om at skabe en vestliggørelse af Tyrkiet som udtryk for et håb om at kunne gennemføre en stor plan om forandring.
I forhold til dette svarer Mo Yan på meget original vis tilbage. Han viser ikke blot de katastrofale og dehumaniserende konsekvenser af sådanne projekter, men skaber også et univers, hvor der midt i al elendigheden findes bizarre og fortryllende momenter. Dyrenes verden er også mere levende og nærværende end normalt, måske som en advarsel om, at det er farligt, når menneskene tror, at de har regnet den ud. Det er i al fald en universel gyldig lære, som man også vil kunne få på dansk, når tre af Mo Yans romaner udkommer i de kommende år.