Hvorfor der ikke mangler fængselsbetjente
– En grobund for andre samtaler og visioner om retfærdighed
At opgive, at fængselsvæsenet er svaret, kræver, at man tør stille andre spørgsmål og bevæge sig væk fra det etablerede verdensbillede. Det kræver at arbejde for en anden samfundsindretning og andre relationsstrukturer. Tanken vil for mange kræve tilvænning; at en vision for retfærdighed ikke behøver indeholde et fængselsvæsen. Merethe Gjørding stiller spørgsmålstegn ved idéen om, at fængslet er svaret.
FOKUS: DET FÆNGSLEDE MENNESKE Fængslets historie kan ikke skrives i ental. Historien om fængslet og det fængslede menneske er ikke historien om én enkelt, ensartet institution, hvis rationale og nødvendighed har været skrevet i sten siden historiens begyndelse. Fængslets historie er snarere en myriade af historier, der tilsammen rummer det væld af måder, hvorpå indespærring, slavegørelse og afstraffelse af mennesker har fundet sted, er blevet praktiseret og retfærdiggjort af skiftende magthavere, samfund og politiske systemer. Læs mere om vores udgivelse Det Fængslede Menneske, hvor vi har samlet en masse af fængslets historier.
“Straf fylder enormt meget i debatten i dag. Der er næsten ikke andet. Det er et problem, når nu al forskning viser, at det ikke har en gavnlig effekt,”[1] forklarede forsker Linda Kjær Minke i 2018.
Men hvem lytter til det? I stedet kalder skiftende regeringer på hårdere straffe: “Vi skal se på, om vi skal tænke fængsler på en ny måde, hvor det er mere hårdt at sidde i fængsel (…) Og jeg tillader mig at være i tvivl, om vi skal bruge tid på at resocialisere nogle af de rocker- og bandemedlemmer, som er meget voldsparate,”[2] sagde daværende justitsminister Søren Pape (K) i 2017.
Nuværende justitsminister Nick Hækkerup (S) stemmer i og udtalte i foråret 2021: “Vi kommer ikke til at være bløde, fordi der mangler pladser i fængslerne. Det er den anden vej rundt. Vi mener, at der skal straffes hårdere. Så må vi sikre, at der er plads til dem.”[3]
Mellem 2001-2017 har politikere hævet strafferammen 67 gange og flere siden da, hvilket har bidraget til flere indsatte og længere afsoninger. Det til trods for, at længere tid i fængsel ikke giver en lavere recidivprocent.[4] “Der mangler fængselsbetjente,” fastholder politikere og Fængselsforbundet. Flere har sagt op, og færre har meldt sig ind på uddannelsens pladser. Fængselsforbundet estimerer, at der lige nu mangler mindst 600 fængselsbetjente. I december 2021 blev det offentligt, at regeringen tilmed vil leje 300 fængselspladser i Kosovo – men kun for udvisningsdømte indsatte fra ikke-EU lande – for at kunne holde det stigende antal mennesker indespærret.
Tilbage i 2018 lancerede Kriminalforsorgen en kampagne, hvor plakater blev bragt i aviser og i det offentlige rum under overskrifterne “Jeg er fængselsbetjent for at gøre en forskel” og “Danmark har brug for flere fængselsbetjente”. I foråret 2021 blev en ny kampagne for 6 millioner kr. iværksat. Kriminalforsorgen udgav blandt andet en miniserie, hvor fire kendte danskere simulerer, at de er i lære som fængselsbetjente. Derudover rummede kampagnen en såkaldt event-truck, der fra oktober til december 2021 kørte Danmark rundt med en dertil indrettet fængselscelle og en stor VR-satsning, så potentielle nye rekrutter rigtig kunne komme med indenfor bag tremmerne.
Men for hvem gør de danske fængselsbetjente “en forskel”, og kunne man tænke sig at “Danmark” derimod har brug for færre fængselsbetjente og en anden måde at håndtere skade og kriminalitet på?
Krop, andres kroppe, samfundskrop og smerte
Lad os starte refleksionen ved det forhold, at retsvæsenet skal operere ud fra lovgivningen, og at vi i Danmark har en lovgivning, der strukturelt diskriminerer. Allerede her er der noget lorent ved at se hårdere straffe og flere betjente som en løsning.
Her tænker jeg på love så som tiggerforbudet og lejrforbudet, der aktivt går efter marginaliserede mennesker; mennesker uden et hjem og uden en indtægt. I stedet for at arbejde for et samfund, hvor dét ikke at have et hjem eller arbejde betyder, at man kan få støtte, gør politikere handlinger, der knytter sig til disse tilstande, forbudt; som eksempelvis at sove i parker og bede andre om penge. I stedet for at hjælpe mennesker i sårbare situationer, bliver de kriminaliseret. Begge love er sammen med maskeringsforbuddet politisk udtænkt til at ramme en specifik gruppe af mennesker; fattige og såkaldte “ikke-vestlige” i et forsøg på at omgås Grundlovens ligebehandlingspåbud og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Hvis vi tog disse menneskers historier og smerte seriøst, hvilken politik ville da blive ført?
Nogles smerte er nemmere at tage ind som samfundskroppens smerte end andres, argumenterer Judith Butler. Nogle kroppe og sociale grupperinger bliver konstrueret som mere sorgbare [eng: grievable] end andre. Det vil sige, at majoriteten har nemmere ved at relatere til deres smerte og oplever en sorg, når der sker dem noget negativt.[5] De mindre sorgbare mennesker dækker over sociale grupper, der allerede ses som tabte eller trusler, og er snarere nogle, som staten skal beskytte sig imod, end nogle der skal have beskyttelse fra staten.[6]
Konstruktionerne har konsekvenser for den førte politik. De mindre sorgbare er mennesker, der disciplineres mere og straffes hårdere. Jeg tænker på love såsom “Ghettopakken”, der kriminaliserer hele områder og de mennesker, som bor der, blandt andet gennem en forhøjet strafferamme. Mennesker, der anses som kriminelle, bliver mindre sorgbare.
Repræsentationer af det udøvende voldsmonopol
En af plakaterne fra Kriminalsforsorgens kampagne i 2018 er af en hvid kvinde i fængselsbetjentuniform med opsat hår. Hun kigger fokuseret og lettere bestemt på os, men ikke uvenligt. I baggrunden er en murstensmur, der mimer en ældre fængselsmur. De nyere fængsler er typisk lavet af andre materialer. Skal tilbageblikket generere en nostalgi?
Billeder er strukturerede scener for fortolkning, mener Judith Butler, og de billeder, der er konstrueret af staten, søger at minimere opposition mod statsvold.[7] At den hvide kvinde repræsenterer fængselsbetjente, kan både ses som et forsøg på en rettet kommunikation til (hvide) kvinder og som en kollektiv besked til offentligheden om, at ‘også kvinder arbejder som fængselsbetjente’. Traditionelt – og ikke kun i datid – associeres kvindekategorien med at være omsorgsgivende, og måske er det tiltænkt, at det element skal smitte af på beskuerens forståelse af Kriminalforsorgen som institution.
Der er ikke håndjern, stav eller peberspray med på billedet, som ellers er almindelige arbejdsredskaber for fængselsbetjente. Vi ser kun hendes torso. Måske skal vi tænke, at hun bruger sit sprog og sin omsorg til at ‘nå’ de indsatte. De mennesker, hvis frihed er statsfjernet, er heller ikke til stede. Kunne man forestille sig, at de med vilje ikke er inddraget; at statsvoldens synlighed bevidst nedtones?
I miniserien fra 2021 bliver hele fængselsbetjentuddannelsen gamificeret. I det andet afsnit skal Martin Johannes Larsen, Lisbeth Østergaard, Kasper Fisker og Mattias Hundebøll blandt andet lære bestemte selvforsvarsteknikker. Det portrætteres gennem lydeffekter fra bokseringen og en grafik som var de deltagere i en Tekken-kamp. Der er noget ved distanceringen til den vold, som fængselsbetjente oplæres i, som er aldeles skræmmende. De leger bare.
De semikendte danskere bruges som en legitimering af, at det er en spændende vej at gå. Det samme gør den uniformerede kvinde på billedet: “Jeg er fængselsbetjent for at gøre en forskel”. Vendingen er så let og luftig som Laclau & Mouffes empty signifier. Hvilken forskel? Meningen er sluppet ud, og vi kan selv putte indholdet i.
Vi må ikke stille spørgsmål til statsvolden
Konstruktionerne af hvem der er de sorgbare kan ændres og udvides, vi kan skrive andre sammenhænge frem. For eksempel kan det drages frem, at fængselsbetjente arbejder i blandt andet det nyoprettede Ringe Fængsel specifikt for “udlændinge” – en politisk kategori, som ikke kun indeholder mennesker, der er immigreret, men også deres børn – og at disse fængsler udelukkende har til formål at forberede dem på at blive tvangsudsendt. Hvilken positiv forskel kan fængselsbetjentene bidrage med her?
Hvis vi tog de frihedsberøvedes smerte seriøst, ville de da være indespærrede?
Jeg husker, hvordan fængselsbetjente i en årrække er blevet brugt til at kriminalisere asylansøgere i Kærshovedgård, Sjælsmark og Ellebæk. Mennesker, som ikke er kriminelle, men har søgt om asyl. Det eneste politiske rationale for at erstatte nogle af fængselsbetjentene i foråret 2019 var, at der manglede betjente i fængslerne, og at der i stedet var ufaglærte med et 12 dages kursus ansat til at håndtere mennesker i krise.
Jeg vil insistere på at tale om fængselsbetjentene i Vridsløselille Fængsel – som fra 2015-2018 fungerede som fængsel for statsafviste asylansøgere – der var på vagt i januar 2016, mens en af asylansøgerne, 23-årige Shaarmarke, var tvangsfikseret i hele 9 døgn. Senere blev han overført til den beskyttede institution Herstedvester, hvor han døde af en blodprop, sandsynligvis forårsaget af tvangsfikseringen. Dødsfaldet blev skjult for offentligheden og først i 2018 gravet frem af Radio 24/7 fra Kriminalforsorgens aktive hemmeligholdelse.[8]
Hvis Shaarmarke havde været en hvid, dansk statsborger, var en mindesten måske rejst. Jeg tænker tilbage på den tragiske sag om 18-årige Benjamin i 1992, en hvid mand med statsborgerskab, der blev så brutalt håndteret af politiet, at han fik en alvorlig hjerneskade. Politiet havde blandt andet anvendt fikseret benlås. Hændelsen trak overskrifter i ugevis, politiet skulle stå til regnskab; de ændrede deres procedurer, og Benjamin fik en erstatning på 1,4 millioner. Selvklart en sølle pris for at miste sin bevidsthed. Da han døde i 2008 blev der afholdt en mindehøjtidelighed på Rådhuspladsen. Benjamins død blev sørget, Shaarmarkes blev forsøgt hemmeligholdt, og nu skal udvisningsdømte sendes til Kosovo.
Igen vender jeg tilbage til Butlers argument om, at staten søger at mindske anlæg til opposition. Vi må ikke stille spørgsmål til den statsvold, der uundgåeligt er en fundamental del af retsvæsenet. Men hvordan mon de indviede statsansatte kunne holde mund?
Straf som svar på en myriade af problematikker
Som hvid middelklassekvinde med dansk statsborgerskab bliver jeg ikke mistænkeliggjort eller kriminaliseret som udgangspunkt. Der har dog været flere tilfælde, hvor rets- og fængselsvæsnet ikke har været det rette svar for mig.
Hvis du overtræder loven i reaktion på fattigdom, psykiske lidelser eller afhængighed er svaret det samme: fængsel (eller andre anstalter). Hvis du har oplevet vold af din partner, din familie, dine venner eller en fremmed er svaret det samme: De skal i fængsel. Jeg ønsker en håndtering af de forskellige problematikker. Jeg ønsker et forsøg på at ændre strukturerne.
Retsvæsenet individualiserer, fremmedgør og automatiserer problematikker til at handle om individer og procedurer i stedet for strukturer, fællesskaber og løsninger. Retsvæsenet hjælper ikke ‘ofrene’ til at hele og fortsætte deres liv, eller ‘gerningspersonerne’ til at reflektere og tage ansvar for deres handlinger. Straffen – som er retsvæsenets endemål – kan derimod blive nedsat eller undgået, hvis forsvareren er dygtig nok til repræsentere klientens uskyld.
Hvis en person dømmes skyldig, fjernes personen fra dets relationer – familie, venner, børn – for at være i et lukket kredsløb. Fra mine erfaringer med at arbejde i en pårørendeorganisation til indsatte har jeg fået et tæt kendskab til familiernes trængsler. Straffen rammer selvsagt ikke blot de dømte. Sorg, frustration og vrede mødes med potentielle økonomiske og logistiske udfordringer og tilmed en skam, som nogle pårørende desværre mærker. Det kan være dybt traumatiserende at opleve en nær pårørende i fængsel.
I fængslet tvangsindføres bestemte strukturer og rutiner i hverdagen, som lige så hurtigt fjernes igen, når tiden er omme. I DR podcast-dokumentarserien Løsladt følger man Jim i en måned efter hans løsladelse. Han er et af de mennesker, som har været inde og ude af fængslet i en stor del af sit liv. Det bliver tydeligt gennem dokumentaren, at når han føres ud gennem fængselsporten, står han ganske alene. Der er hverken sørget for, at han har et sted at bo, en indkomst eller sågar ID-papirer og en bankkonto. Typiske udfordringer for løsladte. Alt dette skal han selv klare og navigere i, og systemet er ikke ligefrem indrettet, så det passer til mennesker i sårbare situationer.
Han bliver afvist i Danske Bank, da han ikke har to former for legitimation, får ikke en garanti på en sengeplads på et herberg, og har ikke fået metadon med fra fængslet, selvom han er i misbrugsbehandling – og denne gang er det endda bedre end sidst, fortæller han i første episode. Med dårlig kommunikation og manglende ansvarstagen for Jim og hans situation, giver det for mig rigtig god mening, at han ender med at gøre det, han kan, nemlig at begå et indbrud.
“(…) jeg havde 1000 kr. da jeg blev løsladt, og jeg havde 300 kr tilbage da vi [reporteren og ham] skiltes den første dag ikk’, og så kommer jeg op på kommunen og får at vide, at der går 3 uger, før at de tager stilling til, om jeg skal have kontanthjælp. Det var nok til at slukke alle mine håb”[9]
Som lytter af podcast-dokumentaren fornemmer jeg ikke, at fængselsafsoningen har medført nogle positive ændringer i Jims liv. Derimod blev der taget endnu en bid af hans leveår og skabt endnu et punkt, hvor alt synes umuligt.
Uagtet antal – fængselsbetjentene vil stadig være underlagt den samme logik
Rets- og fængselsvæsenets huller kan ses fra mange vinkler. Systemet bygger på en diskriminerende lovgivning, og tager ikke hensyn til de behov som ‘ofre’ og ‘gerningspersoner’ må have. Gennem en dokumentar om fængselsbetjente på DR og en rapport fra VIVE – begge fra 2020 – er det endvidere tydeligt, at systemet for de ansatte selv – fængselsbetjentene – har negative konsekvenser. 13,5 % opfylder eksempelvis kriterierne for PTSD.[10]
I 2012 var der knap 2.550 fængselsbetjente, hvor tallet i 2021 er omtrent 2.050, altså 20 % færre. I samme periode er der politisk vedtaget disciplinære stramninger internt i fængslerne, og af Kriminalforsorgens personale beskrives miljøet bag murerne som “mere råt”.[11] Det massive frafald kan ses som fængselsbetjentenes aktive stillingtagen til jobbets rammer.
Enkelte forhenværende fængselsbetjente har udtalt sig i bl.a. fagbladet Fængselsfunktionæren: “Jeg tror, de fleste vælger at blive fængselsbetjent, fordi de gerne vil arbejde med mennesker og gøre en forskel. Det synes jeg ikke, der var mulighed for mere”, udtaler Pernille Hansegård.[12] ‘Den forskel’, som Kriminalforsorgen plæderer for i kampagnen, er ikke mulig i systemet. Personaleflugten er en strukturel kritik.
Forpersonen for Fængselsforbundet, Bo Yde Sørensen, mener, at det lave antal af fængselsbetjente umuliggør det resocialiserende arbejde. Der bliver der mindre tid til at udvikle personlige relationer, og de indsatte bliver oftere låst inde i deres celler af “sikkerhedsmæssige hensyn” og politisk indblanding i fængslers disciplinærstraffe. I august 2021 kom Fængselsforbundet selv med et radikalt forslag: De indsatte skal blive i deres celler 23 timer i døgnet.
“Man må erkende, at vi ikke har personale til at drive fængslerne. Så er det vi siger, at vi må lukke de indsatte inde 23 timer i døgnet og kun give dem en times gårdtur og selvfølgelig følge dem til læge, hvis de skal det. Det er en dårlig løsning, det erkender jeg, men vi ser ikke andre muligheder,” udtaler Bo Yde Sørensen.[13]
Forslaget blev ikke indført. Derimod står der i den nyindgåede 3-års økonomiske aftale mellem Kriminalforsorgen og regeringen, at andre faggrupper skal hives ind, så fængselsbetjente kan få mere tid til det relationelle arbejde.[14] Umiddelbart er det jo rigtig positivt. For mig at se er der dog et blindt håb i at tillægge antallet af betjente en radikal ændring i, hvad der politisk bestemt: nemlig hvilken retspolitik, der skal føres.
Den øgede brug af strafceller handler ikke blot om manglede tid til en anden håndtering af konflikter mv., men om fængselskultur og en politisk kådhed over at straffe mere og hårdere. Jeg tror snarere, at politikere vil se flere betjente som mulighed for endnu flere kontrolmekanismer. I den nye aftale findes også et nyt diciplinærstraffesystem med mere fokus på ret og pligt, og at det kan give mening at bryde med maks 14 dages strafcelle-princippet ved “eksempelvis bandemedlemmer, som viser foragt for fængselspersonalet”.[15]
Den straffende logik vil trumfe, og det er for længst tid til en anden logik og vision.
Afskaffelse af fængselsvæsenet er en horisont
Fængselsvæsenet er ikke blot voldeligt, fordi der bedrives vold, men voldeligt, fordi tvang og disciplinering gøres til det eneste svar på en myriade af problematikker. Der er ikke behov for flere, men derimod færre fængselsbetjente og færre fængsler.
Det er ikke nok at tilføje flere fængselsbetjente eller reformere et system, der har århundredes reformering bag sig og stadig er dysfunktionelt. Reformering afhjælper, men det legitimerer også systemet ved at tilføre håb til, at det kan fungere. Engang. På et tidspunkt.
At opgive, at fængselsvæsenet er svaret, kræver, at man tør stille andre spørgsmål og bevæge sig væk fra det etablerede verdensbillede. Det kræver at arbejde for en anden samfundsindretning og andre relationsstrukturer. Tanken vil for mange kræve tilvænning; at en vision for retfærdighed ikke behøver indeholde et fængselsvæsen. Det tager tid at aflære dét, der er gjort til svaret.
Afskaffelse af fængselsvæsenet er en horisont. Et modsvar til statens håndtering af kriminalitet, fattigdom, misbrug og mistrivsel. En horisont, hvorfra andre visioner om retfærdighed kan tænkes og gøres.
Referencer
1. Minke, L. K. (2018). Strafomfanget i Danmark – med særlig fokus på fængselsstraffen. Samfundsoekonomen.
2. Interview i Graversen, M. & Bjørnager, J. A. (2017, 03.12). Papes hårde linje: »Jeg gør ikke det her for at please nogen«, Berlingske Tidende. Tilgået: https://www.berlingske.dk/samfund/papes-haarde-linje-jeg-goer-ikke-det-her-for-at-please-nogen
3. Hansen, A. S. (2021, 01.02). Justisminister: Derfor er Kriminalforsorgen i knæ. Tilgået: https://avisendanmark.dk/artikel/justitsminister-derfor-er-kriminalforsorgen-i-knæ
4. Minke, L. K. (2018)
5. Butler, J. (2016). Frames of War – When is life grievable?. Verso Books 2nd edition.
6. Butler, J. (2016, s. 29)
7. Butler, J. (2016, s. 67 + 73)
8. Patscheider & Findalen (2018, 10.30). Bæltefiksering i ni døgn kan være skyld i ung mands død, Radio 24/7. Tilgået: https://www.24syv.dk/udvalgte-nyhedshistorier/baeltefiksering-i-ni-doegn-kan-vaere-skyld-i-ung-mands-doed
9. Løsladt afsnit 2: 15.55, Albæk et al (2017)
10. DR (21.10.20): Kriminelt: Fængsler under Pres. Tilgået: https://www.dr.dk/drtv/episode/kriminelt_-faengsler-under-pres_214906 ; VIVE (2020): Psykiske belastningsreaktioner hos polititjenestemænd og fængselsbetjente. Tilgået: https://www.vive.dk/media/pure/15241/4549562
11. Kriminalforsorgen (2018: s. 5). Udviklingsplan for Kriminalforsorgen 2018-21, Direktoratet for Kriminalforsorgen
12. Citeret i Gregersen (2018, 08.27). Flere og flere dropper jobbet som fængselsbetjent, Fængselsforbundet. Tilgået: https://faengselsforbundet.dk/fagbladet-net/flere-og-flere-dropper-jobbet-som-faengselsbetjent/
13. Citeret i Ritzau (2021, 08.11). Pressede betjente vil lade indsatte blive i celler døgnet rundt. Tilgået: https://www.berlingske.dk/samfund/pressede-betjente-vil-lade-indsatte-blive-i-celler-doegnet-rundt
14. Justitsministeriet (2021, 15.12). Aftale om kriminalforsorgens økonomi 2022-2025. Tilgået: https://www.justitsministeriet.dk/wp-content/uploads/2021/12/Aftale-om-kriminalforsorgens-oekonomi-2022-2025-2.pdf
15. Justitsministeriet (2021, 15.12, s. 19)