Ynde og sportens magi

FOKUS: SPORTENS IDÉHISTORIE De største sportsbegivenheder bliver fulgt af tusindvis på stadion, millionvis på TV, og der findes næppe de magtmennesker, der ikke kunne finde på at slå politisk plat på dem. Sporten engagerer, skaber, løfter, opildner, udnytter, udbytter, manipulerer og mere til. Den gør det hele, og den er over det hele. Alligevel er den kun i begrænset omfang er blevet taget alvorligt som seriøst tankemateriale. Denne fokusserie er et forsøg på at vise, at der er al mulig god grund til at sætte sporten på den idéhistoriske forsknings radar.

Der er mange sportsudøvere i verden, men der er endnu flere, der blot ser sport som tilskuere eller tv-seere, selv om de hverken dyrker nogen sportsgren eller på anden måde er praktisk interesserede eller nationalt motiverede. Sport er som oftest god underholdning, konkurrencer er spændende, men sport har også i sig selv en æstetisk værdi, der gør den fascinerende at overvære. Sportens æstetiske tiltrækningskraft kan være mange ting.^[1] Vi skal i det følgende fokusere på et særligt æstetisk aspekt ved sportsudøvelse, der er let at få øje på, men vanskeligt at beskrive, nemlig ynde.

I nogle discipliner indgår ynde eksplicit som en del af den sportslige præstation. Således skriver Dansk Svømmeunion i sin Introduktion til Udspring:  

“Udspring er en æstetisk sport, hvor ynde kombineres med styrke og smidighed, mens udspringeren bevæger sig gennem luften. Udspringeren skal have komplet kontrol over sin krop for at udnytte fysikken til at skabe det perfekte spring.”

I andre sportsgrene som kunstskøjteløb eller skihop er den ’artistiske udførelse’ eller ’stil’ et adskilt element, der udløser selvstændige point eller karakterer eller sågar bedømmes af særlige dommere som i visse gymnastikdiscipliner. Ynde dyrkes således i en lang række discipliner, hvor det eksplicit gælder om at glide, svæve, løbe eller springe på en yndefuld måde, eventuelt ledsaget af musik og en særlig udtryksfuld koreografi. Men ynde kan findes i de fleste sportsgrene og viser sig måske i sin reneste form, hvor den ikke er tilsigtet og indstuderet, men på nærmest magisk vis ind imellem indfinder sig som noget ekstra, der vækker særlig fornøjelse hos tilskueren.

Ynde som en gave fra guderne

Ordene ynde, yndefuld og yndig er lidt gammeldags og på vej ud af det danske hverdagssprog sammen med ordet graciøs. Den danske sportskommentator er derfor i nød, når han møder fænomenet, og forfalder gerne til formuleringer som ’hvor er det elegant!’ eller ’det er jo ren ballet!’. Den engelske kommentator er bedre stillet; han kan stadig sige with grace eller graceful. Det har den fordel, at det afslører ordets oprindelse, nemlig fra de antikke gudinder, der kaldes gratierne. Gratierne er det romerske navn for chariterne,^[2] der i den græske mytologi forbindes med kærlighedsgudinden Afrodite, men også med lysets og forårets og kunstens gud Apollon. Gratiernes rolle er at bringe skønhed, fryd og glæde til guder og mennesker, og de afbildes traditionelt som en treenighed af unge, mere eller mindre påklædte kvindeskikkelser i dansende positur.

Ynde er i udgangspunktet noget “ekstra”; ikke blot som overflod og fornøjelse, men ved at komme ’udefra’, fra gudernes yndest og gavmildhed. Ynde står derfor i modsætning til alt, hvad der er tvungent og anstrengende; samtidig er ynde uforeneligt med det tilfældige og kaotiske, med uhæmmet lidenskab og manglende kontrol. Herfra får ynde med tiden en bred betydning som æstetisk betegnelse. En skikkelse, en gestus og en handling kan være yndefuld, et kunstværk, sang og musikudøvelse, men også et – fortrinsvis kultiveret – landskab kan være yndefuldt, og sågar et kultiveret selskab kan være det. Det er vigtigt her at fastholde, at selv om ynde beror på (guddommelig eller naturlig) orden og harmoni, så er det ikke noget, vi fatter med intellektet. Ynde taler til sanserne og er i bogstavelig forstand ’tiltalende’, dvs. den appellerer til vores fornemmelser og vækker fryd og glæde.

Ynde som udtryk for menneskets indre

Hos den tyske digter, dramatiker og filosof Friedrich Schiller (1759-1805) finder vi ynde, på tysk Anmut, forklaret som et udslag af menneskets, ikke gudernes, ideale væsen: Ynde er udtryk for, at mennesket er et frit og moralsk væsen, ikke blot underlagt naturens love. I første omgang er det interessante Schillers æstetiske analyse af ynde som skønhed i bevægelse. Schiller indleder et lille skrift, Über Anmut und Würde (Om ynde og værdighed) fra 1793, med en historie fra den græske mytologi: Afrodite, gudinden for skønhed og kærlighed, har et bælte, der giver den, som bærer det, ynde og evnen til at vække kærlighed. Da gudinden Hera på et tidspunkt sætter sig for at forføre Zeus, låner hun derfor Afrodites bælte for at være sikker på, at forehavendet vil lykkes. Schiller bemærker, at selv om Hera  selvfølgelig må tænkes at være fuldendt skøn, så kan hun ikke regne med også at være tiltrækkende, hvis hun ikke har ynde. Nu er det jo ikke sådan, at Hera forklæder sig og bedrager Zeus; det er Hera selv, der forfører ham. Men hvad er det så, spørger Schiller, der kan tilkomme en skikkelse uden at forandre dens givne udseende? Svaret er: Bevægelse. Skønhed er ikke i sig selv yndefuld, mens bevægelse omvendt kan forlene en skikkelse med skønhed og tiltrækningskraft. Schiller skelner på den måde mellem billedlig skønhed, som han kalder ’arkitektonisk’ eller ’fast’ skønhed, og så ynde som en skønhed, der kun fremtræder i bevægelsen. Lidt firkantet udtrykt: Den første beundrer vi, den anden falder vi for.

Schillers tanke indskriver sig i den begyndende borgerlige bevidsthed fra slutningen af 1700-tallet, hvor bevægelse bliver et centralt element. Mennesket ses ikke længere fast placeret i en natur- eller gudsgiven verdensorden, men derimod i aktiv samfundsmæssig og historisk udvikling; tilværelsen er ikke fastlagt med fødsel og herkomst. I den kropslige bevægelseskultur vinder samtidig aktiviteter frem, hvor det voksende borgerskab kan dyrke selvbevægelse og uafhængighed, såsom vandreture, skøjteløb, svømning og gymnastik. Med inspiration fra blandt andre Jean-Jacques Rousseau (1712-1778) fremføres nye opdragelsesidealer, der lægger vægt på naturlighed og afstand til tvangsmæssig disciplinering af kroppen. Det gælder på den ene side i forhold til den stive adelige kultur i holdning og klædedragt, på den anden side i forhold til alt, hvad der har med arbejde og anstrengelse at gøre. Ynde vidner om frihed til selvbestemmelse, men i mindst lige så høj grad om frihed fra arbejdets tvang. Den lever i overflødige bevægelser som hilsner og gestus, udveksling af høfligheder, bordmanerer og konversation og i aktiviteter som musikudøvelse, skuespil og dans, der dyrkes adskilt fra det nødvendige arbejde. Ynde blev et væsentligt æstetisk ideal i den borgerlige opdragelse (i særdeleshed af piger) og overlevede langt ind i det tyvende århundrede. Jeg har selv lært at neje, når jeg hilste på fremmede voksne, gået på danseskole og til klaver, og opfordringer som ’ret ryggen’ og ’gå ordentligt på fødderne’ blev i min barndom givet mere af æstetiske grunde end af hensyn til sundheden. De ’pæne’ bevægelser var og blev associeret med ordentlig opdragelse og et velreguleret indre.

Som opdragelsesideal overlevede ynde ikke massesamfundet og kvindernes indtog på arbejdsmarkedet – og for så vidt godt det samme! Nu dyrkes de yndefulde bevægelser stort set kun som særlig kunstfærdighed i klassisk ballet og andre danseformer og i beslægtede discipliner inden for sport såsom isdans og rytmisk gymnastik, og de anses ikke længere som udtryk for en god karakter. Forbindelsen til det guddommelige og det naturlige synes også at være forsvundet – og dog.

Ynde og fysikkens love

Den engelske filosof Simon Critchley (f. 1960) skriver i sin bog What We Think About When We Think About Football om fodboldspilleren Zinedine Zidane, der også efter min mening bør have en fremtrædende plads i sportens Hall of Grace:

“Kleist konkluderer, at ynde kun kan fremtræde i legemlig form i et væsen, der ”enten slet ingen bevidsthed har, eller en uendelig bevidsthed, det vil sige i marionetdukken eller i guden.” Er Zidane en marionet eller en gud? Jeg aner det virkelig ikke. Det han har, er ynde. Hvilket betyder, at han kan være begge dele.”

Critchley citerer her fra et lille skrift af den tyske forfatter Heinrich von Kleist, ”Om marionetteatret” fra 1810, der i løbet af det tyvende århundrede opnåede status som en klassiker inden for æstetikken, og som ofte – dog primært inden for det tyske sprogområde – også inddrages i betragtninger over sport og bevægelseskultur. I teksten lægger Kleist afstand til Schillers humanistiske forståelse af ynde som udtryk for en indre moralitet og leverer en analyse, der måske bedre end mange andre kan forklare ynde i sport – og sågar måske noget af magien.

Om marionetteatret, der blot fylder 8 sider, falder i 4 afsnit: (1) Temaet ynde slås an gennem en samtale mellem jeg-fortælleren og hr. C; de mødes foran et marionetteater på en markedsplads, hvor hr. C beundrer marionetdukkernes – i hans optik – fuldendt yndefulde bevægelser. Perfektionen beror iflg. hr. C på fraværet af selvbevidsthed hos dukkerne; de gør intet væsen af sig – i modsætning til skuespillere og dansere, der forsirer deres optræden med overflødige gestus for at opnå en yndefuld effekt, hvilket har den modsatte virkning, nemlig kunstighed. (2) Hr. C forklarer perfektionen rent fysisk-mekanisk; fra ophænget bevæges marionetternes lemmer via leddene som penduler i perfekte buer renset for enhver tilfældighed. (3) Jeg-fortælleren kvitterer med en anekdote om en ung mand, som tilfældigvis kommer til at indtage en yndefuld positur, men samtidig får øje på sig selv i et spejl og derefter bevidst prøver at virke yndefuld – med det modsatte resultat. Til slut (4) fortæller hr. C om en fægtekamp med en bjørn i fangenskab, der var i stand til at parere ethvert stød, som hr. C. – i voksende desperation – forsøgte at sætte ind: ”øje i øje, som om den kunne læse min sjæl i mit, stod den med labben hævet til slag, og hvis mine stød ikke var alvorligt ment, rørte den sig ikke.”

Så vidt selve ’handlingen’, der undervejs sættes ind i nogle store forestillingskomplekser. Det ene er syndefaldet, altså den kristne grundmyte om, at mennesket efter at have spist af kundskabens træ én gang for alle har mistet sin umiddelbare forening med naturen, også sin egen natur; uden for Paradis bliver menneskets liv anstrengelse og arbejde, og alt kræver overvejelse og beslutning; ingenting flyder af sig selv. Som bjørnehistorien viser: Jo mere vi anstrenger os, des mere mister vi af den sikkerhed, som bjørnen har, fordi den ikke tænker. Adressen til Schiller er tydelig: Ynde er uopnåelig for det frie og oplyste menneske. Den kan kun findes, hvor der råder en uendelig bevidsthed, altså i en gud, eller hvor der slet ingen bevidsthed er, altså i et kunstigt og sjælløst væsen som marionetten.

Det andet forestillingskompleks handler om matematisk-fysisk lovmæssighed som kilden til perfektion i bevægelsen. Marionetternes lemmer svinger som penduler i perfekte buer, uforstyrret af subjektive indfald. Men der er endnu en faktor: Ophænget i én snor gør, at lemmernes bevægelser er koordineret og forbundet i et centralt (tyngde)punkt gennem én lodret akse, der samtidig modvirker tyngdekraften. Marionetterne er ’anti-grave’:

“Dukkerne har kun, ligesom alferne, brug for jorden for at strejfe den og give lemmernes sving nyt liv ved den kortvarige hæmning; vi har brug for den for at hvile på den og komme os efter dansens anstrengelse…”

Motivet med de lette og yndefulde alfer eller elvere udnyttes blandt andet af Tolkien i Ringenes herre, hvor elveren Legolas i modsætning til mennesker, dværge og hobbitter kan løbe hen over dyb sne uden at synke i eller blive træt. Legolas har ynde, men er jo altså heller ikke af denne verden!

Al bevægelse er et mere eller mindre anstrengt spil med tyngdekraften, og det kendetegner den yndefulde bevægelse, at den udviser en særlig lethed. Det er således ikke mærkeligt, at ynde navnlig associeres med de sportsgrene, der er ’anti-grave’ ved at involvere spring, glidende bevægelser og en fart, der overskrider vores normale bevægelsesmønster. Det skal vi se et eksempel på i det følgende.

The flying man

Ved VM i atletik i 1995 blev den britiske trespringer Jonathan Edwards den første til at sætte verdensrekord med et spring over 18 meter; rekorden på 18,29 står stadig. Der findes en video med Edwards’ egen analyse af, hvad der skulle til for at komme så vidt. Her fremhæver han to ting: En tilnærmelsesvis lodret kropsholdning i tilløbet, der giver et fast tyngdepunkt og større frihed til benenes bevægelser, og en lettere berøring med jorden i hink og skridt, ”som når en smutsten berører vandet”. Parallellen til Kleists marionet med det lodrette ophæng og elverskridtet på jorden er påfaldende, som man kan se i videoens animation af springet. Forskellen er tydelig, og Edwards’ tilnavn The flying man er velfortjent. Han udtaler som afslutning: ”En af de mest komplicerede discipliner inden for atletik, og når den er godt udført, smuk at se på.”

Fuldendt ynde kræver en bevægelsesøkonomi, de færreste har teknisk overskud til, og som almindeligvis er uforenelig med den ekstraordinære anstrengelse, der skal til for at vinde en kamp eller sætte en rekord i konkurrenceidræt. Men den findes. Tennisspilleren Roger Federer bevæger sig gennem spillet med en bemærkelsesværdig og ofte kommenteret lethed og ynde. Selv servebevægelsen, der med sine komplicerede tekniske delmomenter hos mange spillere fremstår uharmonisk og brudt, er hos ham flydende og upåfaldende, hvilket givetvis bidrager til, at den kan være svær at læse for modstanderen. Det hjælper også på indtrykket af nærmest overjordisk perfektion, at han har en normal, harmonisk kropsbygning og sjældent får sved på panden uanset temperaturen og kampens længde. En kvindelig pendant er den taiwanesiske badmintonspiller Tai Tzu-ying. Hun spiller med samme grad af teknisk perfektion som Federer, upåfaldende maskerede slag, der også er svære at læse, og en ubesværethed, der regelmæssigt giver anledning til samme æstetiske kommentar: At det er en fryd og fornøjelse at overvære. I de fleste sports- og idrætsgrene findes eksempler på udøvere eller enkeltpræstationer, hvor skønheden i bevægelsen tydeligt viser sig, men de er sjældne og måske netop derfor særligt frydefulde.

I kollektive discipliner kan ynden manifestere sig i et overordnet bevægelsesmønster. Her kan vi igen konsultere Dansk Svømmeunion, der også præsenterer kunstsvømning (tidligere synkronsvømning) med inddragelse af netop ynde:

“Kunstsvømning er en sport, der kombinerer styrke, kontrol, ynde, smidighed og kondition. Det beskrives bedst som ballet i vandet, som bliver udført til musik, der både kan høres over og under vandet.
Vandet er både med- og modspiller i sporten. Man lærer at udnytte, at vandet bærer en oppe, men samtidig kræver kunstsvømning også en masse bevægelser, der løftes ud af vandet.
Man må ikke stå på bunden, når man er kunstsvømmer. Ved hjælp af bevægelser i arme og ben skal man komme ud af vandet så det ligner, at man ”flyder ovenpå”, uden at det ser anstrengende ud. Man lærer ikke ligefrem at gå på vandet, men det er i samme boldgade!”

Her trækkes på hele forestillingskomplekset: Kombinationen af ynde og fysik, det dansende, det flydende og uanstrengte – og sågar det næsten overnaturlige. Man kan imidlertid spørge, om fuldendt ynde virkelig kan manifestere sig ved bevægelser, der er koreograferede og indstuderede præcis med henblik på at virke yndefulde? Kunstsvømning er ligesom kunstskøjteløb flot at se på, og en præstation kan være yndefuld, men altså kun hvis det hele ser let og uanstrengt ud, og – hvis vi skal følge Kleist – der ikke forekommer umotiverede bevægelser som hos den dårlige skuespiller. Mange discipliner med et såkaldt artistisk moment har svært ved at sige sig fri for et clash mellem de tekniske krav og den tilstræbte ynde i den mere eller mindre tilfældige koreografi, der kan virke påklistret i forhold til de fysiske forhold, der skal beherskes. Heroverfor kan et kollektivt bevægelsesmønster i fodbold, håndbold eller ishockey være yndefuldt – helt uden at ville det.

Kamp, spil og leg

Hvis ynde er uforenelig med udtryk for anstrengelse, hvordan er ynde så overhovedet mulig i sport og idræt, hvor det dog først og fremmest gælder om at vinde kampen, slå rekorden eller præstere bedre end andre? Det er også denne karakter af kamp og konkurrence, der giver sporten ry for at være meningsløst tidsspilde og i værste fald åndløs dyrkelse af fysisk kraft og sejrsvilje. Men sport som kamp og sport som spil er to forskellige ting. De kan ikke adskilles, men man slår nu engang kun modstanderen eller konkurrenten ved at vinde spillet inden for det regelsæt, der konstituerer disciplinen. Den æstetiske perfektion i bevægelsen er ikke afhængig af, om kampen vindes eller rekorden slås. Den er afhængig af den perfekte realisering af spillet. Vinderen er sjældent yndefuld, men den fuldendt yndefulde atlet er som oftest, muligvis altid, at finde blandt de bedste. Faktisk kan selve kampmotivet ødelægge ynden. I det øjeblik kampmotivet adskiller sig fra spillet og fremstår isoleret i aggressive udtryk og gestus, forsvinder ynden som dug for solen. Det er i den forbindelse værd at bemærke, at den traditionelle macho-sejrsgestus, bøjet arm med svulmende muskel og knytnæve og alfahan-brøl, har fået befriende konkurrence fra mere æstetiske udtryk som saltomortaler, en lille dans eller signaturpositurer som hos sprinteren Usain Bolt. Alt sammen snarere udtryk for glæde over vellykket præstation i spillet end triumf over modstanderens nederlag.

Som spil er sporten uden ydre formål og som sådan blot en leg. I modsætning til engelsk (play) og tysk (Spiel) bruger vi på dansk to ord, spil og leg; udtryk som ”de olympiske lege” afslører dog overlappet i betydning. Sport er kamp og konkurrence, men kun i egenskab af at være spil uden ydre formål, leg defineret af et sæt regler, der skal overholdes. Begrebet spil har en central plads i æstetikkens historie. Schiller tænker mennesket som udstyret med en grundlæggende Spieltrieb, på dansk legedrift (engelsk play drive), der formidler mellem menneskets to øvrige grunddrifter, det sanselige begær og fornuften, som han i Menneskets æstetiske opdragelse også betegner henholdsvis stofdriften og formdriften.

“Objektet for den sanselige drift hedder – udtrykt i et alment begreb – liv i dette ords videste betydning; et begreb, som dækker enhver materiel væren og enhver umiddelbar tilstedeværelse for sanserne. Objektet for formdriften hedder – udtrykt i et alment begreb – skikkelse [Gestalt], både i overført og bogstavelig forstand; et begreb, som omfatter alle tingenes formelle beskaffenheder og alle deres relationer til tænkeevnen. Legedriftens objekt vil således, fremstillet i et alment skema, kunne hedde levende skikkelse; et begreb, der tjener som betegnelse for alle fænomeners æstetiske beskaffenhed, med et ord for det, man i ordets videste betydning kalder skønhed.”

Kunstværket er for Schiller et eksemplarisk udtryk for muligheden af en fri formidling mellem stof og form, der lader noget skønt og unikt blive til. I virkeligheden er det ikke frit; det ser bare sådan ud! Skønheden, der her forklares som netop ynde ved at forbindes med den levende skikkelse, er for så vidt blot et skin eller en glans (schöner Schein), noget tilkommende som Afrodites bælte. Men det er et virkeligt og et virksomt skin, der appellerer til os. Kunstneren anstrenger sig selvfølgelig og tvinger sit materiale i form, bare ikke i nogen bestemt forudgivet form, men i den form, der passer materialet. Den æstetiske erfaring lærer os, at en anderledes frembringelse er mulig, ikke ved at vi begærer det eller planlægger det, men ved at vi overgiver os til legedriften.

Hvem spiller?

Hvis Zidane har ynde, kan han ikke være et menneske; han må være en gud eller en marionetdukke. Men der er en tredje mulighed: Han er yndefuld qua spiller. Critchley fremhæver i sin analyse af fodbold, hvordan spillet indebærer en suspension af subjektivitet og selvbevidsthed. Som illustration gør han sig lystig over sportsjournalisten, der spørger spilleren om, hvad der gik gennem hovedet på ham, da han scorede. ”Hvis spilleren spiller godt, går der ikke ret meget gennem hovedet på ham, og det er hele pointen: Spillet, ikke bevidstheden om spillet.”

Selvbevidsthed, forstået som reflekterende distance i aktiviteten, er i bedste fald nytteløs; i værste fald direkte kontraproduktiv. Det gælder om at gennemføre den objektivt rette bevægelse, ikke om at ville eller tænke sig til den. Blandt andet af den grund betragter mange sport som noget automatisk og åndløst og ville nok tilslutte sig Kleists fortæller, når han stiller sig uforstående overfor hr. C’s beundring af marionetterne. Der mangler på en eller anden måde udtryk for noget humant. De fleste sportsentusiaster vil omvendt nikke genkendende til hr. C’s beundring som præcis den nydelse og fryd, der opstår hos tilskueren i de øjeblikke, hvor springet, løbet, slaget, kastet eller angrebet hæver sig over det sædvanlige, og spillet ligesom træder frem i sin essens, enkelt, ubesværet og legende let, som om en guddommelig hånd har overtaget føringen og ophævet ethvert moment af menneskelig fejlbarlighed og tyngdekraftens begrænsning – og anstrengelsen i de titusindvis af træningstimer.

Men ligesom sportsudøveren ’af-subjektiveres’ ved at påtage sig sin rolle i spillet, bliver de fysiske objekter omvendt ’af-objektiveret’ ved at blive reguleret ind i spillet. Distancen og tiden, banen og forhindringen, hesten og cyklen, battet og bolden og tøjet er alt sammen defineret, formet og forfinet til elementer i spillet; de er ikke længere bare tilfældige genstande. For Critchley er (fod)bolden indbegrebet af et sådant ’quasi-objekt’. I et kapitel med overskriften ’What is it like to be a ball?’ beskriver han fodboldes særlige appel: Selv når de ligger stille, har de “mulighed for bevægelse og liv, og det er svært at modstå den henvendelse, de synes at rette til os: Kom nu, tag mig med ud, spil med mig!” Hvordan er dette foreneligt med, at en fodbold er en masseproduceret, oppustet plastikkugle af defineret omfang, vægt og tryk? Critchley sammenligner bolden med en bugtalerdukke, som vi giver liv, men det er en dårlig sammenligning. Dukker kan ikke noget, vi ikke selv kan; det kan bolde. De kan bevæge sig på en måde, vi ikke kan; de er med Kleist ord ’anti-grave’! Når vi spiller/leger med bolden, spiller vi med fysikken, ikke bare med os selv. Enhver ved, hvor svært det er at stå med en bold uden at slå den i jorden eller kaste den. Jeg vil derfor hellere sammenligne den med musikinstrumenter, der på samme måde appellerer til bevægelse – til at slå en tangent an eller lade fingrene glide over strengene for at høre, hvad lige præcis de kan bidrage med.

Sport er ikke kunst, selv om der er mange fællestræk. Først og fremmest udtrykker sport ikke noget. Det gør kunst som regel. Critchley betegner fodbold som working-class ballet og antyder dermed, at det kan være et spørgsmål om socialklasse, hvorvidt man er til fodbold eller klassisk ballet og værdsætter ynde i den ene eller den anden form. Jeg vil hellere sætte sagen på spidsen og spørge, om ikke sport snart er det eneste sted, hvor ynde overlever i sin rene form, uden at ville noget, og at sport derfor vidner om noget, der er meget langt væk fra vores menneskelige hverdag?

Sport som utopi

For Schiller handlede den æstetiske opdragelse ikke om kunst alene; den æstetiske erfaring, der i princippet kan gøres ved alle ting, har for ham et revolutionært potentiale af betydning for pædagogik og politik. Den viser os muligheden af en herredømmefri omgang med både den ydre og den indre natur. Vi skal så at sige lære at lege/spille os til en bedre tilstand for menneske og samfund. Som institution har sporten, ikke mindst gennem den olympiske bevægelse og dennes tilknytning til FN, i stigende grad defineret sig ind i en fredelig kamp for en bedre verden, funderet i etiske værdier, både sportens egne (fairplay, lighed, ærlighed) og overordnede værdisæt (menneskerettigheder, bæredygtighedsmål). Enhver vil vide, at det kniber gevaldigt med at holde sporten selv og dens institutioner fast på disse værdier i en verdensorden styret af profitorienteret økonomi og magtpolitik, hvor sport er blevet en vare af astronomisk kommerciel betydning. Man behøver ikke at være kyniker for at mene, at det er naivt at forarges over, at sport er gennemsyret af ’præstationsfremmende’ midler, hvad enten det er doping eller penge. At forvente sport uden snyd er som at forvente et samfund uden økonomisk kriminalitet. Men det er værd at notere sig, at begge officielt forpligter sig på samme idealer, lovgiver om lige konkurrencevilkår og forfølger lovovertræderne med samme midler. Sammenhængen mellem sport og samfund stikker så dybt, at det er umuligt ikke bare i praksis, men også teoretisk at forstå sporten som institution uden politik.

Når sporten påkalder sig samme kritik som samfundet i øvrigt, og udøvelsen heller ikke længere kan forsvares som entydigt gavnlig for hverken karakterdannelsen eller folkesundheden, er det forståeligt, at dens væsen, berettigelse og tiltrækningskraft søges forklaret æstetisk, som Verner Møller har påpeget i Sportens forførende skønhed. Det er faktisk uforståeligt, at det ikke sker i større omfang i betragtning af, at sportens kommercielle himmelflugt i sidste ende skyldes dens udbredelse gennem tv-mediet. Med en omskrivning af Critchleys titel er det nærliggende at spørge: Hvad er det egentlig vi ser, når vi ser sport? Svarene er diffuse, fordi æstetik kan være så mange ting, og ikke mindst fordi man skal grave sig igennem en massiv medieæstetisk indpakning for – om muligt – at nå frem til sporten selv.

Et gennemgående træk ved formidlingen af sport i tv-mediet er, at den er næsten 100 procent maskulin. Nok er der i de senere år kommet kvindelige studieværter og reportere til, men live-kommentatorerne er med meget få undtagelser mænd. Sport formidles med mandlig stemme og et mandligt blik. Det samme gælder i vid udstrækning også for den teoretiske og æstetiske refleksion over sport, og det maner til eftertanke, når sporten som helhed af Møller karakteriseres med et af historiens mest stereotype kvindebilleder:

“Vil man forstå sporten, dens attraktioner og problemer, må man opgive illusionen om dens uskyldighed. Den er som en kvinde, forførende skøn – en femme fatale, der beruser og vækker lyst, og som nok ville visne i et kloster …”

Møller kommer her meget tæt på Jørgen Leths allegoriserende tilgang til (cykel)sporten. I Søren Damkjærs befriende Leth-kritiske formulering i kapitlet om “Sportens begivenhedsæstetik” i Møllers antologi:

“Derved bliver sportens egen æstetik mindre, end den faktisk er. Sporten, i dette tilfælde cykelsporten i store klassiske løb, må for Leth ikke bare være det, den er. Den skal partout være noget andet, end den er. For Leth ligger sportens æstetik kun i en metaforisk, hyperbolsk fiktionalisering.”

Det samme sker for Møller; sport er ikke sport, sport er som en kvinde. Det æstetiske blik på sporten tjener på den måde til at isolere sporten som æstetisk fænomen fra enhver (selv)kritisk overvejelse med det resultat, at den kan udlægges som et billede på alt det, der forbindes med syndefaldet: Den forførende kvinde, livet som kamp, lidelseshistorien. Der er ikke investeret meget legedrift i den udlægning. Og den når ikke frem til sportens egen æstetiske kvalitet, kun til billedets eller fortællingens. Sportens æstetik ender derfor ofte langt fra det, der ligger i dens betegnelse og i dens begreb som formålsløs aktivitet: adspredelse og fornøjelse,^[3] og uendelig langt fra den perfektion i bevægelsen, der ikke kan opleves ret mange andre steder. Afstanden fra Kleists sammenflikkede marionetteater på den lokale markedsplads til nutidens anlægstunge og globalt transmitterede internationale sportsbegivenheder kan synes kolossal. Men måske har hr. C alligevel fat i noget væsentligt, der både kendetegner og forklarer sportens attraktion som visuel masseunderholdning, når han indkredser ynde som alternativ til syndefaldsmyten, nemlig en utopisk vision om en let gang på jorden.

Anne-Marie Eggert Olsen er lektor i filosofi ved DPU og dr. phil. på en afhandling om Platons Staten.

^[1] Se f.eks. Verner Møller og Jørgen Povlsen (red), Sportens forførende skønhed. En antologi om sport og æstetik. Odense: Syddansk Universitetsforlag 2002.

^[2] Af græsk charis, der har alle de betydninger, der er indeholdt i det engelske grace, det vil sige forkærlighed, venlighed, goodwill, (guddommelig) nåde, skønhed/ynde med videre.

^[3] ’Sport’ kommer angiveligt til engelsk i 1300-tallet fra oldfransk ’desport’, i først omgang som ’disport’, med betydningen ’leisure’, altså fritidsaktivitet eller fornøjelse, dvs. det man gør, når man ikke arbejder. For en grundig (engelsksproget) gennemgang af ordets historie gennem latin og romanske sprog, se http://cdeporte.rediris.es/revista/revista57/artsport530e.pdf Tilgået 24.02.2021