Karoline von Günderrode – Den tyske romantiks ukronede dronning

^{En variation over Sapfo-buste. Illustration: Kasper Mikael Jacek / Foto: Public Domain}

Den tyske filosof, romantiker og idealist Karoline von Günderrode (1780-1806) har lidt en skæbne ikke ulig den, de fleste kvindelige filosoffer er endt med at lide. Som filosof blev hun glemt, før hun overhovedet nåede at modtage denne omdiskuterede titel. Som kvinde blev hun mest af alt husket for sin affære med en gift mand, for venskaber med datidens kendte digtere og tænkere og for måden hun endte sit liv på ved et alt for tidligt selvmord. Günderrode udviklede dog højst idiosynkratiske og filosofiske ideer, der desværre først nu begynder at få den virkningshistorie, de fortjener. Få her et indblik i receptionen af Günderrodes værker, konturerne af hendes filosofiske livsværk, og hvad vi i dag kan lære af den tyske romantiks ukronede dronning.

HVORFOR UKRONET?: Queens. Gennem årtusinder har dronninger siddet på tronen og udøvet en reel magt – selv i patriarkalske samfund. Historien gemmer dog på en lang række ukronede dronninger, der aldrig er blevet en del af den kollektive bevidsthed. I forbindelse med Golden Days’ festival sætter Baggrund ikke alene fokus på nogle af de kvinder, der formulerede radikale idéer om feminisme, brød med kønsstereotyper, forfattede filosofiske værker og skrev vild skønlitteratur, men også på de barrierer, de stødte på i deres sam- og eftertid.

Introduktion og reception

Den 21. oktober 1801 modtager Kunigunde Brentano et brev fra sin nære ven Karoline von Günderrode. I brevet fortæller Günderrode, hvorledes hun efter at have læst Ossians Darthula pludselig blev grebet af en fascination af “det gamle ønske om at dø en heltedød”, og fortsætter således:

“Jeg har ofte haft det ufeminine ønske om at kaste mig ud i en vild kamp, at dø. Hvorfor blev jeg ikke en mand! Jeg har ingen sans for feminine dyder, for kvindens lyksalighed. Kun det vilde, store, glinsende tiltaler mig. Der er en uheldig men uforbederlig ubalance i min sjæl; og det vil og skal forblive sådan, for jeg er kvinde og har lyster som en mand, uden en mands styrke. Det er derfor, jeg er så foranderlig, så på kant med mig selv.”(1)

Der var i særdeleshed gode grunde til, at Günderrode ønskede sig at være blevet en mand. Som kvindelig forfatter og filosof blev hun konstant konfronteret ikke blot med sit kønnede grundvilkår, men med modsætningsforholdet mellem sit køn og filosofien. Som kvinde forventedes det, at hun forblev inden for de gængse “feminine” litterære udtryksformer såsom breve, dagbøger og poesi. Særegent for disse genrer er centreringen om det biografiske, det indvortes og det subjektivistiske, alle antiteser til den klassiske filosofis fordring om neutralitet og objektivitet. Med andre ord forventedes det, at kvinder som Günderrode udfoldede sig inden for genrer, der umuliggjorde udviklingen af filosofien selv. Disse vilkår forhindrede dog ikke den unge Günderrode i at deltage i debatter angående metafysik, etik og epistemologi. Günderrode blev dog, som denne artikels overskrift allerede har afsløret, aldrig kronet. Hendes værker nød sparsom succes og på trods af, at de nåede vidt omkring, endda helt til Johann Wolfgang von Goethes skrivebord (som om dette skulle være en kvalitet i sig selv), så var modtagelsen, nøjagtigt som for Goethe, ikke altid lige positiv. Som anmeldelsen af hendes poetiske samling Gedichte und Phantasien (udgivet mellem 1801 og 1804 under pseudonymet ‘Tian’) i tidsskriftet Der Freimüthige lyder, så udfoldes der i disse et “smukt, ømt og feminint sind,” på trods af, at ideerne deri “sjældent eller slet ikke er originale”. Da Günderrode i en alder af 26 – boende på et kloster for enlige og enker og ulykkeligt forelsket i en mand, der på trods af deres affære, fravalgte hende til fordel for sit ægteskab – borede en dolk ind mellem sine ribben ved flodbredden i Winkel og samme dag i julivarmen forlod denne jord, var det derfor ikke endnu en samtidig velanset tysk poet, en Friedrich von Hardenberg eller en Friedrich Schiller, der gik bort.

De kønnede grundvilkår prægede ikke alene Günderrode i hendes levetid; de påvirkede også hendes første eftertid, hvor særligt hendes alt for tidlige selvmord kom til at overskygge receptionen af hendes værker. Nøjagtigt som det var tilfældet for den britiske filosof Mary Wollstonecraft og mange andre samtidige kvindelige intellektuelle, blev Günderrodes reception ikke umiddelbart afgjort af hendes egne værker, ideer og tanker, men snarere af de hændelser, der udspillede sig i hendes liv. Receptionen af Günderrode blev ikke mindst styret af udgivelsen af Bettina von Arnims fiktionalisering af deres brevkorrespondance udgivet under titlen Die Günderode fra 1839. I denne bog præsenteres Günderrode som en spirituel mentor, der vejleder den mere jordnære “Bettine,” men ikke nok med det: Karoline, som den fiktionaliserede Günderrode navngives, er tillige besat af døden og uendeligheden, der følger med. Ganske vist var Günderrode optaget af tanker om døden, dens komme og efterlivet, som brevet ovenfor også bevidner, men hendes tænkning var i lige så høj grad præget af forestillinger om genfødslen og livet, både som princip for det levende og som livet på jorden, samspillet mellem planter, dyr og mennesker. At Günderrode endte sit liv med selvmord samtidig med, at hun i sine lyriske værker kontemplerer over dødens komme, bevirkede, at disse omstændigheder blev rammesat som en besættelse for Karoline i Die Günderode og dermedcementerede en virkningshistorie. Günderrode blev med andre ord læst igennem sit selvmord og sin fascination af det evige og det åndelige. Men kan det virkelig passe? Kunne det ikke netop have været hendes “mandlige lyster,” hendes begær efter at blive filosof, der drev hende ud på kanten af sig selv, snarere end hendes ulykkelige livsomstændigheder? Hvis ja, skulle man så ikke hellere læse hende gennem det hun skrev, snarere end gennem det hun gjorde? Var Günderrode virkelig så besat af døden, at det stadig i dag giver mening at læse hendes forfatterskab gennem hendes dolk? I det følgende paragraffer vil jeg forsøge at vende tilbage til den Günderrode, der blev draget af “det vilde og det store”, som hun selv udtrykte det. En filosof, der på baggrund af grundige studier af blandt andre Immanuel Kant, Friedrich Schleiermacher, Friedrich Schlegel, Novalis, Johann Gottlieb Fichte, og Friedrich von Schelling, grundlagde en kosmologisk økologi og et cyklisk verdensbillede, hvori hvert enkelt element aldrig helt forgår, men bliver indoptaget i jordens kredsløb og dermed bidrager til den øgede vitalisering af verden. Hvordan hun kom frem til denne kosmologiske økologi og hvad den egentlig betyder, vil jeg se nærmere på nu.

I. Günderrode og Økologien

Af Günderrodes posthumt udgivne værker, noter, digte og papirer, står det korte essay ‘Idee der Erde’ (‘Ideen om jorden’) ud. Sammenlignet med størstedelen af hendes filosofiske fragmenter og kommentarer, adskiller ‘Idee der Erde’ sig ved ikke at begynde som et studie af en af hendes samtidige, som det eksempelvis er tilfældet i hendes noter om Fichte’s Die Bestimmung des Menschen (Menneskets bestemmelse) (1800) eller hendes kommentarer til Schellings tidlige naturfilosofiske værker, heriblandt hans Erster Entwurf eines System der Naturphilosophie (Første udkast til et naturfilosofisk system) (1799). ‘Idee der Erde’ er således særegen ved fra første sætning, at understrege dets forfatters originalitet og kreativitet. Essayet blev dog aldrig udgivet og blev først fundet mellem bladende på Günderrodes skrivepult på hendes værelse i det kloster, hun tilbragte det meste af sit alt for korte voksenliv på. Heller ikke essayets andenudgave, den poetiske genskrivning indsat i brevdialogen ‘Briefe zweier Freunde’ (Breve mellem to venner) som er en del af digtsamlingen Melete, nåede at udkomme. Det skal her indskydes, at det angiveligt var den mand, Günderrode havde indledt en affære med, der fik stoppet udgivelsen af Melete. Efter at have læst dele af værket indså han, at han potentielt kunne spores i flere af Günderrodes digte og fortællinger og for at sikre sig mod den skandale, det ville være, at han havde været utro, tog han kontakt til forlæggeren der allerede havde modtaget værket, og fik udgivelsen udskudt. Melete udkom derfor for første gang hele hundrede år efter Günderrodes død. Fra første til anden udgave er der dog ikke væsensmæssige forskelle: I begge udvikles en vitalistisk ontologi (en læren om det værende) eller måske snarere en økologisk vitalisme, baseret på en cyklisk relation mellem skabelse og opløsning. Günderrode selv beskriver denne proces således:

“Jeg ved ganske vidst, at livet blot er et produkt af elementernes inderste berøring og tiltrækning. Uanset hvilken perfektion det måtte have udviklet, er livet stadig kun et produkt af syntesen mellem de elementer der skaber liv. Ved opløsningen af denne syntese ophører det enkelte produkt også, men livsprincippet i elementerne er udødeligt; det kræver kun berøring og sammenknytning som tidligere og nyt liv kan blomstre med alt hvad vi kalder tanker og sansninger, organisme og krop og sjæl. Således er livet udødeligt og bølger op og ned gennem elementerne, for disse er livet selv. Men det bestemte og individuelle liv er kun et sådant gennem denne sammenknytning, tiltrækning og berøring, der kun varer lige så længe som denne forbindelse […] Således giver enhver døende et mere udviklet elementært liv tilbage til jorden, som denne jord kultiverer yderligere i nye opstigende former hvormed organismen, ved at assimilere mere og mere udviklede elementer, dermed bliver mere og mere perfekt og universel. Således kommer helheden til live gennem den enkeltes undergang, og den enkelte overlever udødeligt i helheden hvis liv det udviklede mens den selv var i live og altså ved døden yderligere højner. Ved at leve og dø hjælper individet således med at realisere jordens idé. Uanset hvordan mine elementer skulle sprede sig, hvis de slutter sig til det, der allerede lever, vil de ophøje det.” (2)

Livet for Günderrode grundlægges altså ved en syntese mellem de forskellige elementer. Når disse tiltrækker eller berører hinanden opstår noget bestemt, og her synes vi blot at skulle forstå, at hver enkelt genstand i verden – vores kroppe, huse, køer og planter – stammer fra mindstedele der engang tilhørte jorden. Når disse mindstedele ikke længere sidder sammen, idet syntesen mellem dem ophører, da vender alle elementerne tilbage til jorden med fornyet liv. Det liv, elementerne bar i sig og udviklede, mens de sad sammen, bliver nu en del af jordens eller helhedens liv, der dermed højnes. Således er det individuelle – genstandene omkring os og dig og mig – udødelige i den forstand, at vores elementers liv vil leve videre i de nye former, der senere skulle opstå fra jorden. For Günderrode realiseres jordens idé den dag, livsenergien har nået et stadie, hvori vi ikke længere kan skelne mellem krop og sjæl, indre og ydre, men hvor alt vil være lige dele ånd og materie. Når individer dør og dermed bidrager til jordens samlede vitalitet, er jorden dermed et skridt nærmere sin realisering. Günderrode overskrider således den kristne begravelsessentens “af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jorden skal du opstå igen” ved at indsætte et vitalistisk element i denne livscyklus. Døden for den enkelte fordrer altså livet for helheden. Günderrodes ontologi bærer dermed på et økologisk aspekt – økologi her forstået som videnskaben angående forholdet mellem en levende organisme og dens miljø, for Günderrode relationen mellem den enkelte organisme, dens elementer og jorden som helhed – der, især for os i dag, bærer på en betydelig lærdom om relationen mellem menneske og planet. Hvis vi behandler de elementer, vi selv er med til at skabe ordentligt, hvis vi eksempelvis skaber frugtbare forbindelser mellem elementer og stopper med at producere ikke-bionedbrydelige genstande, da kan vi højne snarere end reducere jordens liv. Ved at lægge eftertryk på det livgivende ved døden fordrer Günderrode også en gentænkning af den enkeltes liv. I stedet for at se døden som et melankolsk brud er den snarere en mulighed for at give tilbage til helheden og dermed sikre den næste generation. Det, vi skal forstå, er, hvad Günderrode kalder altings “dobbelte væren”.

“Alle ting er endelige fremstillinger af det uendelige, og således besidder alle ting mere eller mindre en dobbelt væren; en individuel begrænset væren, for så vidt de udgør et uafhængigt væsen, samt en universel væren, for så vidt de er afhængige af og forbundne med universet og dermed, på samme tid, deltager i det uendelige. Denne dobbelt væren er alle væseners princip. Således er alle legemer og materier på jorden en for sig selv individuel væren og samtidig en universel væren for så vidt de er et element der indgår i jordens samlede hele.” (3)

II. Altings “dobbelt væren”

Fra hendes noter skrevet i forbindelse med hendes læsning af den tidlige Schellings værker kan man læse, hvorledes Günderrode tilskriver sig flere af Schellingske naturfilosofiske ideer: Hvordan naturen er at betragte som en evig aktivitet, en selvproducerende organisme i konstant tilbliven, og hvordan naturens kræfter udfolder sig i et samspil mellem produkt og produktivitet ikke helt ulig Günderrodes egne ideer om jordens udfoldelse som et (økologisk) samspil mellem det individuelle liv og livet som generelt (og alment) princip selv. Hvad der gør disse noter særegne er, at hun midt i sin læsning af Schelling begynder at skrive om det, hun kalder altings “dobbelte væren” (“doppeltes Dasein”); et begreb, der ikke synes at stamme fra Schelling selv. Om dette skriver hun:

Ideen er sådan set meget simpel: Ethvert væsen er både sit eget individ og uafhængigt samtidig med, at det repræsenterer noget universelt og dermed indgår i et større hele. Alting eksisterer derfor i egen ret og som en del af helheden. Denne idé er ikke som sådan særegen for Günderrodes, da man kan finde tilsvarende tanker hos andre romantikere og idealister såsom Novalis, Schlegel, Schelling og Fichte. Hvad der derimod adskiller Günderrodes idé fra de andres teser er, at der i Günderrodes økologisk-kosmologiske verdenssyn indgår en “dobbelte væren”, hvor alting ikke alene eksisterer som både del og helhed, men at intet reelt forsvinder: Når syntesen mellem delene opløses, bliver de blot til nye dele og dermed fortsætter cyklussen. Hvad Günderrode vil have os til at indse er alle tings historicitet: kroppens, bjergets, bilens, fiskens. Hvordan intet i virkeligheden er nyt men blot nye former af allerede eksisterende elementer. Når vi spiser og vokser, må vi forstå, hvordan de genstande, vi spiser, bliver til os, til de længere knogler og den mere udstrakte hud. Når vi sætter os ind i metroen, må vi huske på, at de materialer, der udgør skinnerne og vinduerne, er taget op af jorden og omformet. Huden på min arm og skinnerne under toget er således samlinger af individualiserede elementer. Jeg og skinnerne er således partikulære samlinger af elementer, der en dag splittes og bliver givet tilbage. Med andre ord må vi forstå, hvordan historien udfolder sig gennem vores kroppe og de genstande, vi omgiver os med, og hvordan alt blot er foranderlige, historiske samlinger af elementer (eller assemblages som de hedder hos Gilles Deleuze og Fèlix Guattari). I lyset af dette er det derfor ikke helt fejlagtigt at fokusere på Günderrodes tanker om både hendes egen døden generelt. Døden for hende er hele grundlaget for udviklingen af jordens cykliske økologi. Men døden er dog aldrig central for hende – det er livet derimod. Døden er så at sige blot et middel på vej mod jordens øgede vitalitet. Når vi ihukommer os denne lærdom, kan vi måske også passe bedre på den helhed, elementerne en dag skal opløses i.

Günderrodes økologi som den udvikledes i hendes filosofiske essays og noter er dog blot halvdelen af hendes værk, der spænder bredt over mange forskellige genrer. På trods af denne bredde i hendes virke var Günderrodes skrift dog primært rettet mod udviklingen af hendes metafysik. Som supplement til den objektive filosofiske tænkning, der viser sig i førsteudgaven af ‘Ideen om jorden’, fokuserede Günderrode på den kropsliggjorte og erfaringsbaserede tilgang til verden, der især kommer til udtryk i hendes poetiske værker.

III. Følelsen og erfaringen af metafysikken

Blandt de papirer, der lå efterladt i kølvandet på Günderrodes selvmord, lå en lille tekst nedfældet på blot to sider, udtrykt gennem femten mindre passager. Teksten lå betitlet ‘Ein apokaliptisches Fragment’ (Et apokalyptisk fragment) og er formentlig skrevet i Günderrodes sidste leveår. Fragmentet, som hun kalder det, begynder med den kropslige tilstedeværelse af et jeg:

“Jeg stod på et højt bjerg i Middelhavet, foran mig var øst, bag mig vest og vinden lå stille på havet.” (SW I, 52). Foran dette jeg synker solen langsomt og dagens timer begynder at jage hinanden. I dette får jeget en pludselig lyst til at
“styrte sig i morgenrøden, eller bade mig selv i nattens skygger, og sammen med hende, flyve videre, væk fra dette langsommelige liv.” (SW I, 52). I næste øjeblik falder jeget i søvn og i søvnen ses pludselig former dukke frem fra havet. Som al determineret liv dukker frem som nye former fra jorden, oplever jeget pludselig en følelse af genfødsel ved sin opvågning: “men der var en dunkel følelse i mig, som havde jeg hvilet i havets skød og opsteget fra det, som de andre former.” (SW I, 53). Denne dunkle følelse omsætter sig dog hurtigt til et begær mod disse formers oprindelsessted, det uendelige livsprincip bag alle partikulære individer. Her opnår jeget et nyt niveau af selverkendelse, eller endda
selvforglemmelse:

“Og da jeg tænkte dette, og følte det mere levende end hele min bevidsthed, blev mit sind pludselig indhyllet i en bedøvende tåge. Men den forsvandt hurtigt, jeg så ikke længere ud til at være mig selv, og dog var jeg mere end mig selv, jeg kunne ikke længere finde mine grænser, min bevidsthed havde overskredet dem, den var større, anderledes og alligevel følte jeg mig selv i den.” (4)

I erkendelsen af at jeget ikke selv slutter ved sin egen begrænsning – en erkendelse, der både gælder kroppen, som vi så ovenfor, men også sindet – kan vi, ifølge Günderrode, overskride os selv uden helt at forlade kroppen eller bevidstheden. Vi kan, som hun skriver i brevet til Brentano, komme “på kant” med os selv. Her kan subjektet overskride sig selv men samtidig også blot vedblive med at være sig selv ved at hvile i sin “dobbelte væren”. Det er også denne nye erkendelse, fragmentet slutter af med. “Frigjort var jeg fra mit væsens begrænsning,” som det lyder “jeg var genindsat i helheden og alt tilhørte mig; jeg tænkte, jeg følte, flød i vandet, glinsede i solen, kredsede med stjernerne; jeg følte mig i alt og alt fandt nydelse i mig.” (SW I, 54). I selverkendelsen ligger således en bevidsthed om selvets afhængighed og begrænsning men også muligheder: Muligheden for at komme på kant med sig selv, muligheden for at føle sig som en del af noget universelt, muligheden for at mærke den kosmologiske økologi, som vores kroppe og sind er skabt.

Livets og Økologiens Dronning

Det er ikke så underligt, at Günderrodes eftermæle enten er ikke-eksisterende, farvet af personlige tragedier eller rammesat af et overdrevent fokus på døden. Det er sådan hun alt for ofte er blevet læst og forsøgt forstået. Hendes skæbne er dog ingenlunde særegen set i forhold til andre kvindelige filosoffer. Frem for at læse hende som filosof og tænker, er hun blevet læst igennem hendes biografi, hendes liv. Således har Günderrodes efterliv lidt samme skæbne som Elisabeth af Bøhmen, der blev kendt som René Descartes’ korrespondent; som Hannah Arendt og Simone de Beauvoir der tidligere blot blev anskuet som Martin Heideggers og Jean-Paul Sartres muser; som Mary Wollstonecraft, hvis ukristelige liv overskyggede hendes virke i samtiden; og altså Karoline von Günderrode, iscenesat som selvmordets og dødens dronning.

Men som i tilfældet med de ovenstående filosoffer – og dem, som endnu ikke er gravet frem fra historiens glemsel – var Günderrode meget mere end hendes næsten ikke-eksisterende virkningshistorie. Hun var en filosof for livet; en, der granskede altings sammenhæng, menneskers og genstandes historicitet; og hvordan den følelsesmæssige tilknytning samt erkendelsen af menneskets dobbelte væren kan hjælpe individet med at overskride den overdrevne selvoptagethed, der stadig præger verden af i dag. Af Günderrode kan vi lære, at mennesket rent fysiologisk ikke er særegen. Mennesker opstår, vi kommer og går. Vi består af dele der allerede findes, dele vi indtager via luftvejene, huden, spiserøret, nøjagtigt som de erfaringer og erkendelser vi gør os, bliver en del af os selv. Omverdenens historicitet bliver på den måde en del af os. Men mennesket er, nøjagtigt som alt andet, også individuelt og som individ har vi mulighederne for at sætte gang i positive forandringer, for at præge elementerne og delene, for at sætte dem sammen på nye og frugtbare måder. Dette er vores dobbelte væren. Men Günderrodes kosmologiske økologi er ikke nødvendigvis harmonisk. Den indebærer døden, sorgen og overskridelsen af bevidsthedens og kroppens trygge grænser. Den minder os måske om livets udødelighed som sådan, men ikke den enkeltes. Med Günderrode bliver vi mindet om det smukke ved altings forgængelighed, om hvordan vi som mennesker ontologisk er en del af verden og hvorfor det at kære om planeten således også bliver en måde at kære om os selv.

Günderrode var derfor ingenlunde blot en kommentator; en, der skrev noter i marginerne i de store filosoffers bøger. Hun var ikke blot en ulykkelig elsker og ej heller en fortabt og formørket sjæl. Hun var ikke dødens dronning, hun var livets og økologiens dronning, som byggede sin metafysik på genfødsel og forøget vitalitet. Hun var og er intet mindre end romantikkens ukronede dronning.

Martin Fog Lantz Arndal er cand.mag i filosofi og ph.d-studerende ved Københavns Universitet på en afhandling om forholdet mellem kroppen og naturen i den europæiske romantiske periode.

Referencer

(1) Karoline von Günderrode,”Ich sende Dir ein zärtliches Pfand,” in Die Briefe der Karoline von Günderrode, ed. Birgit Weißenborn (Frankfurt/Main: Insel, 1992) 78–79. Oversættelse ved Martin Fog Lantz Arndal.

(2) Karoline von Günderrode, Sämtliche Werke und ausgewählte Studien, ed. Walter Morgenthaler, 3 vols., Band 1 (Basel: Stroemfeld/Roter Stern, 1990). Oversættelse ved Martin Fog Lantz Arndal.

(3) Karoline von Günderrode, Sämtliche Werke und ausgewählte Studien, ed. Walter Morgenthaler, 3 vols., Band 2 (Basel: Stroemfeld/Roter Stern, 1990). Oversættelse ved Martin Fog Lantz Arndal.

(4) Karoline von Günderrode, Sämtliche Werke und ausgewählte Studien, ed. Walter Morgenthaler, 3 vols., Band 1 (Basel: Stroemfeld/Roter Stern, 1990). Oversættelse ved Martin Fog Lantz Arndal.

Forslag til videre læsning

Albernaz, Joseph. “Earth Unbounded: Division and Inseparability in Hölderlin and Günderrode.” In Nothing Absolute: German Idealism and the Question of Political Theology. Ed. Kirill Chepurin and Alex Dubilet, 124-43. New York: Fordham University Press, 2021.

Dane, Gesa. “Women Writers and Romanticism.” In The Cambridge Companion to German Romanticism.

Dormann, Helga. Die Kunst des inneren Sinns. Mythisierung der inneren und äusseren Natur im Werk Karoline von Günderrodes. Würzburg: Königshausen und Neumann, 2004.

Ed. Nicholas Saul. Cambridge and New York: Cambridge University Press, 2010.

Ezekiel, Anna C. “Earth, Spirit, Humanity: Community and the Nonhuman in Karoline von Günderrode’s ‘Idea of the Earth.'” In Romanticism and Political Ecology. Edited by Kir Kuiken. Romantic Praxis Circle: forthcoming.

Ezekiel, Anna C. Introduction. In Poetic Fragments, by Karoline von Günderrode. Albany, NY: SUNY Press, 2016.

Licher, Lucia Maria. Mein Leben in einer bleibenden Form aussprechen. Umrisse einer Ästhetik im Werk Karoline von Günderrodes (1780–1806). Heidelberg: Winter, 1996.

Nassar, Dalia. “The Human Vocation and the Question of the Earth: Karoline von Günderrode’s Reading of Fichte.” Archiv für Geschichte der Philosophie (2021).

Rauchenbacher, Marina. Biographical Ghosts: The Haunting of the Writer Karoline von Günderrode.Trop, Gabriel. “Arts of Unconditioning: On Romantic Science and Poetry.” In The Palgrave Handbook on German Romantic Philosophy. Ed. Elizabeth Millán, 421–48. Palgrave Macmillan, 2020.