Oplyst ene-vælde – viden og autoritet i det post-faktuelle samfund

De to begreber viden og oplysning har kørt parløb siden den tidlige oplysningstid. Men er vi nu nået til et tidspunkt i historien, hvor vores viden står i vejen for vores svar? Hvor oplysninger står i vejen for oplysning? Lektor i politisk idéhistorie Mikkel Thorup fortæller her historien om den oplyste ene-vælde.

Vi lever efter sigende i et videnssamfund, der med stadigt stigende hast producerer flere informationer end hele vores forhistorie gjorde i årtusinder. I modsætning til denne forhistorie så er vor tid unik i dens demokratisering af vidensproducenterne. Flere kan forholdsmæssigt læse og skrive; der er informationsmedier i hobetal; sociale medier vinder frem i lyntempo; de teknologiske muligheder for selv at uploade, redigere, indspille, optage, publicere er uden sidestykke i verdenshistorien.

Er dette så kulminationen på oplysningsprojektets ambition om gennem viden og kritik at frigøre mennesket fra dets umyndighed og undertrykkelse? For oplysningsfilosofferne var opgøret med de hidtidige sandhedsproducenter, kirke- og kongemagt, også en kamp om viden. De undertrykkende og umyndiggørende magter brugte deres vidensmonopol og deres ret til at autorisere eller kriminalisere viden til at fastholde og styrke deres magt. Vejen til frihed gik gennem viden og gennem nivellering af magtforholdet mellem de vidende og de endnu ikke vidende. Lyder det som i dag? Er oplysningsprojektet kulmineret i nutiden?

Det autonome eller enevældige menneske

Oplysningstidens ideal var det oplyste, autonome menneske – men måske idealets historiske udvikling snarere har skabt det, man kunne kalde for ’det oplyste ene-vælde’. Oplyst enevælde (uden bindestreg) betegner løsningsmodellen for den moderate fløj af 1700-tallets oplysningsfilosoffer: en alliance mellem dem selv og en stærk kongemagt, der kunne gennemtvinge et moderniserings- og oplysningsprojekt. Men i dag, hvor kongens trone er tom, er det måske ethvert enkeltindivid, der sniger sig hen og indtager den plads, der førhen var forbeholdt det ene kronede hoved. Måske oplysningsprojektets gøren folk til myndige borgere har ført til, at vi alle i dag opfører og forstår os som konger i vores eget liv? Udtrykket ’oplyst ene-vælde’ prøver at fange den tanke, at individet i dag er oplyst (i hvert fald i kvantitativ forstand), men at det universelle projekt for menneskehedens frigørelse er blevet reduceret og fordrejet, kulmineret skævt, i enkeltmenneskets adling af sig selv som verdens omdrejningspunkt.

De gamle kongers tro på sig selv som alverdens midtpunkt, latterliggjort og afvist af oplysningsfilosofferne, er måske i dag afløst af det, vi kunne kalde for det enevældige individ.

Vi har altid været udsat for naturens luner: tørke, skybrud, jordskælv, storme, sygdomme, vulkanudbrud, hvilket alle har været med til at gøre menneskelivet usikkert – og ofte meget kort. Alle disse og andre naturfænomener syntes udenfor menneskets kontrol. I den middelalderlige kristendom omtales denne usikkerhed som skæbne: ting sker, uden at vi ved hvorfor, hvornår og hvordan. ”Guds veje er uransagelige”, som de siger i kirken. De kunne lige så godt have sagt: ”Naturens veje er ukendte”. Mennesket var lille og svagt overfor Guds almagt.

Men i perioden op til oplysningstiden har vi det, der ofte omtales som den ’videnskabelige revolution’, der går fra cirka 1540 og til engang ind i 1700-tallet, og som tæller folk som Nikolaj Kopernikus, Tycho Brahe, Galileo Galilei, René Descartes og Isaac Newton. Gennembrud indenfor astronomi, fysik, kemi, biologi, geologi og andre naturvidenskaber rystede de gamle religiøse og naturfilosofiske forklaringsmodeller. Der blev opstillet love for naturens kræfter; man blev stadigt bedre til at måle afstande og tid og bestemme længde- og breddegrad. Alt sammen bidrog det til at naturens uforudsigelighed blev mindre og menneskers magt over deres eget liv større.

Et helt centralt element i Oplysningen var derfor væksten i og styrken af det videnskabelige blik på verden. Oplysningstænkerne troede stærkt på fremskridt i form af videnskabelige princippers anvendelse på alle livets og samfundslivets områder. Den generelle opfattelse blandt dannede europæere var, at magtbalancen mellem mennesket og naturen var ved at tippe til menneskets fordel. Udviklingen i teknologien, i videnskaberne, ikke mindst den medicinske videnskab syntes at love hidtil uanede fremskridtsmuligheder. Rundt omkring så de, at livet blev bedre, sikrere, lettere, sundere, længere og mere forudsigeligt.

I oplysningens århundrede nåede dannede europæere langsomt frem til en ny fornemmelse for livet. De oplevede en voksende fornemmelse af magt over naturen og dem selv. Usikkerhed var stadig dagens orden. Men nu syntes det som om de evigt genkommende epidemier, hungersnøden, det risikable liv og den tidlige død, de brutale krige og de barbariske herskere var indenfor fornuftens og videnskabens rækkevidde. Frygten for forandring, der indtil da var massiv, blev afløst af frygten for stilstand. Skæbne syntes at vige for menneskets magt over egne vilkår. Oplysningsfilosofien var et revolutionerede opgør med idéen om at alt det væsentlige i menneskelivet er evigt, uforanderligt og uden for menneskets kontrol.

Netop denne følelse af øget kontrol over naturen og dermed over livet blev af oplysningsfilosofferne overført fra naturvidenskaben til det, som den skotske oplysningsfilosof David Hume kaldte de moralske videnskaber: sociologi, psykologi, økonomi, pædagogik, jura og politik. Det nye syn på naturen som styret af love, der kunne erkendes, og som derfor også kunne udnyttes til menneskets bedste, blev overført til menneskelivet, der nu også skulle organiseres rationelt. Ligesom naturvidenskaberne opdagede naturlovene, opdagede oplysningsfilosofferne den naturlige frihed. Naturens velordnede system stod nemlig i grel modsætning til samfundslivet, som oplysningsfilosofferne i stigende grad opfattede som præget af uvidenhed og undertrykkelse.

Noget af det Oplysningstiden overtog fra den videnskabelige revolution var netop, at sand viden ikke kommer gennem bevidstløs gentagelse af det, andre har sagt, eller gennem blind tro. Vejen til sand erkendelse går gennem kritisk undersøgelse, systematiske observationer og eksperimenter. Derfor kan oplysningstiden siges at blive indvarslet af den tidlige oplysningsfilosof Pierre Bayle, der i 1683 udgav et værk om kometer, hvori han fastslog, at det ikke er et tegn på sandhed, at alle tror på noget, eller at man har troet på det i meget lang tid. Enighed eller varighed, der ellers havde været stærke sandhedskriterier igennem århundreder, var nu ikke længere nok. Undersøgelse og kritik er nu den eneste vej til erkendelse.

Knus autoriteterne

Den franske oplysningsfilosof Denis Diderot sagde derfor, at en oplysningsfilosof er en, ”der tramper på traditionens fordomme, anciennitet, almindelig konsensus, autoritet, kort sagt alt, hvad der undertrykker, hvad man vover at tænke af egen kraft” og han angav filosoffens opgave som det at ”lære folk at tvivle.” Oplysningen er – trods Diderot – ikke et had til tradition eller tro. Men det er et frontalopgør med deres grundlag, nemlig med forestillingen om at enighed eller varighed er gode grunde til at tro på noget.

Midlet hertil er kritik. Man må have total frihed til at undersøge, stille spørgsmål, kritisere, rejse tvivl. Ingen principper er hellige og ingen institutioner er urørlige. Alt skal stille sig åbent for debat. Ingen autoritet, hvor respekteret, ærværdig, gammel eller prestigefuld den er, kan unddrage sig kritisk undersøgelse af, om den tjener menneskeheden eller ej. Erkendelse kan kun komme fra enten fornuft eller erfaring; egenskaber som alle mennesker besidder. Sandhed modtages ikke fra andre. Den erhverves gennem kritik, efterprøvning og rationel samtale.

Før oplysningstiden var menneskelivet bestemt af evige, uforanderlige, ukritisable sandheder. Verdens religiøse beskaffenhed, menneskets syndighed og det sociale hierarkis nødvendighed bandt mennesket til Gud, konge, godsejer, familie, nation – skæbnen. Det vigtige i menneskelivet var udenfor menneskets kontrol. For oplysningsfilosofferne er det væsentligste i menneskelivet historisk, det vil sige indenfor menneskets rækkevidde og dets eget ansvar at leve med eller ændre på. Vi er derfor kun ufrie på grund af os selv, ikke på grund af syndighed eller naturens orden.

For oplysningsfilosofferne er dette en massiv frigørelse af mennesket – en frigørelse der i sig bærer løftet om, håbet om, muligheden for en lettere, bedre, rigere, fredeligere og mere fornuftig verden. Oplysningsprojektets vigtigste enkeltformulering er derfor Immanuel Kants berømte sætning, at det handler om ”menneskets udgang af dets selvpålagte umyndighed”. Her skal vi lægge mærke til de to ord ’menneskets udgang’. Det er mennesket selv, der handler, og det fører sig selv fra en situation af umyndighed til en tilstand af myndighed.

Lever vi i oplysningens tidsalder?

Kant fortæller os, at der til denne oplysning ikke kræves andet end ”i enhver henseende at gøre offentlig brug af sin fornuft” og at ”have modet til at betjene dig af din egen forstand.” Men disse skønne ord kan synes at have deres egne aktuelle patologier.

Jeg har i det nedenstående tilladt mig at trække forholdene kraftigt op og benytte mig af det gode gamle trick om at overdrive for at fremme forståelsen. Formålet med det følgende er dog ikke at lege oplysningens linjevogter, der værner om den sande oplysning og forfærdes over dens aktuelle vanskabninger. Det er at fremdrage en række udviklinger, der måske kan siges at trække på oplysningsprojektets kritiske metode og legitimatorisk på dets frigørende ærinde, men hvis formål og konsekvens måske er ganske anderledes.

En af kritikkens former udtrykkes i dag som ’min menings ukrænkelighed’. Opgøret med undertrykkende autoriteter er blevet til autoritetsafvisning, dvs. en afvisning af autoriteter med henvisning til netop deres status som autoriteter. Sandhed har skiftet karakter fra tidligere at være kompliceret, autoriseret og fjern til i dag snarere at være det overskuelige, hjemlige, velkendte. Det er ikke længere ekspertens viden, men snarere den almindelige mening, der er overdommer over rigtig og forkert. Usandhed er blevet det komplicerede: ekspertvældet, smagsdommerne, eliten.

Et indflydelsesrigt eksempel på det var daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, der i sin berømte tale imod smagsdommere fra 2001 proklamerede, at man skal afvise ”løftede pegefingre fra såkaldte eksperter, der mener at vide bedst.” Opgøret med smagsdommere og etablerede autoriteter italesættes som en frigørelse af den enkelte, som en afmonopolisering af sandheden.

Fornuft bliver til snusfornuft, idet viden(skab) stadigt lettere synes at kunne udskiftes med mavefornemmelser, intuition eller anekdotisk evidens (som er der, hvor den personlige historie, anekdoten, bliver til selve bevisførelsen for den almene sandhed, den angiveligt demonstrerer). Fakta bliver mindre relevant end personligt valg og personlig smag. Detox-behandleren Pernille Damore har sagt: ”Man kan mærke på sin mave, hvad der er godt for en. Lyt mere til den i stedet for kun at lytte til folk med hvide kitler, der skal videnskabeliggøre alt”.

Oplysningens ideal om det autonome ’jeg’ er blevet egentilfredsstillelsens ’mig’, ganske som frihed er blevet ’valgfrihed’ og frigørelse er blevet til retten til ikke at blive forstyrret, vejledt eller styret af andre. Det kritiske og selvkritiske projekt er blevet til nutidsforherligelse og egen-helliggørelse og i modsætning til Kant siger vi gladeligt, at ”nu lever vi i den oplyste tidsalder”, hvor ingen skal komme og diktere os noget, for vi er ikke i behov for noget udenfor os selv. Kants henvisning til det almene menneske og den generelle frigørelse bliver nu i en række sammenhænge ’privatiseret’ til kun at handle om, hvad jeg har ret til og hvorfor ingen skal blande sig, dvs. til en personalistisk frem for almen frigørelse, hvilket er hvad jeg mener med begrebet ’oplyst ene-vælde’, en individforestilling, der med brug af Oplysningstidens idealer og praksisser installerer kun sig selv som ukrænkelig.

Farhad Manjoo beskriver i sin bog True Enough fra 2008 det, han kalder for det ’post-faktuelle samfund’. Det er et samfund kendetegnet ved det paradoks, at en stadig større mængde af viden og information ikke nødvendigvis fører til oplyste samfund, men lige så vel kan give materiale til alle og enhvers private sandhed. Fakta bliver personlige, og den stadige udvidelse af informationskilder og sociale medier giver alle adgang til et skræddersyet verdenssyn. Den eksplosive vækst i spindoktorer, kommentatorer og særligt avismediernes faste bloggere har gjort mening vigtigere end viden. Opkomsten af faktatjekkere i aviser og TV er på mange måder symbolet på faktas impotens, for hvem bekymrer sig overhovedet om at være blevet tjekket og fundet forkert, når ingen andre end måske faktatjekkeren selv synes, det er vigtigt? Selv faktatjek er bare blevet endnu et underholdende indslag i den offentlige debat, som ingen længere tror eller mener bør basere sig på fakta. I dag kan politikere uden at frygte kritik afvise eksperter og videnskab med henvisning til, at de lever i et elfenbenstårn, at det ikke er sådan, de oplever det, når de taler med danskerne eller bare ved at sige: ’de mener det, men jeg mener noget andet’. Sådan reduceres viden til mening.

Den aktuelle anti-intellektualisme er i en vis forstand demokratisk, idet den afviser, at viden er det eneste kriterium for at deltage i debatten eller beslutningerne; eller rettere: Det er en afvisning af, at en særlig form for viden, den videnskabelige, indsamlet, systematiseret, valideret og autoriseret gennem det etablerede videnskabelige system, skulle være den eneste form for relevant viden. Måske man kan sige, at de her skitserede udviklinger her har erstattet det oprindelige projekt om menneskets almene frigørelse med et projekt om min absolutte frihed; fra frigørelse fra undertrykkelse og overgreb til frigørelse fra alt, der hindrer min udfoldelse.

Træk en sandhed i automaten

Det nødvendige opgør med ideologiers og religioners selvpostulering som sandheden er blevet til en overdreven-automatisk mistillid til institutioner og fakta. I en artikel i Critical Inquiry fra 2004 med titlen ”Why has critique run out of steam?” undersøger Bruno Latour (selv)kritisk, hvordan socialkritiske teorier om videns status og autoritet nu synes at vende tilbage i perverteret form som en selvsikker afvisning af videnskabelig viden i klimadebatten og som konspirationsteori.

I klimadebatten henviser dem, der afviser de overvældende videnskabelige beviser for menneskeskabt global opvarmning til nødvendigheden af skepsis og kritik, behovet for at lytte til dissidenter og minoriteter, sandhedens åbne og foreløbelige karakter. De gængse og accepterede værdier i det videnskabelige miljø vendes imod selvsamme miljø og dets ubekvemme sandheder. Det samme gør sig gældende med kreationisters afvisning af evolutionsteori, hvor kreationisterne nu (ofte under betegnelsen ’intelligent design’) kræver, at der undervises og forskes i flere forskellige teorier, dvs. idealet om åbenhed og pluralisme i uddannelse og forskning instrumentaliseres til et argument for, at kreationisme også er en ’teori’ på niveau med evolutionsteori og derfor skal have samme plads og ret.

De kritiske teoriers mistænksomhed overfor overfladens repræsentation, overfor folks kontrol over egne motiver og tanker, overfor de måder magten sætter sig igennem bag ryggen på de sociale aktører har ifølge Latour måske åbnet for en totalafvisning af det tilsyneladendes realitet.

Mistankens hermeneutik synes at være blevet automatiseret, accelereret og generaliseret, hvilket ikke mindst har med nye offentlighedsformer og medieplatforme at gøre. ”Husker du de gode gamle dage”, spørger Latour, ”hvor revisionismen ankom meget sent, efter fakta var blevet fast etableret, efter årtier af beviser havde ophobet sig? Nu har vi glæden af det, der kan kaldes for øjeblikkelig revisionisme.” Hvad er der blevet af kritikken, når Latours ikke-uddannede landsbynabo, ”ser ned på mig som håbløst naiv, fordi jeg tror, at USA blev angrebet af terrorister? […] Jeg er nu den, der naivt tror på nogle fakta, fordi jeg er uddannet, mens de andre fyre er for usofistikerede til at være godtroende.”

De kritiske teorier, der som Latour har udfordret magten og vidensproduktionen, sat spørgsmålstegn ved hvordan viden og sandhed produceres, ser sig nu overhalet og udfordret af kræfter, der radikaliserer deres skepsis og instrumentaliserer den til et angreb ikke på sandhedsproduktion som sådan men til et angreb på de konkrete sandheder, de ikke bryder sig om. Tilbage står de gamle kritiske teoretikere og ser sig tvunget ind i rollen som dem, der nu råber ’fakta’ og ’sandhed’ som tvingende magter, mens de nye vidensudfordrere caster de gamle kritikere i rollen som magtens nyttige idioter og som håbløst naive. Som Latour gør opmærksom på er det i en vis forstand den uudannede position, der bliver stærkest, når det er selve den videnskabelige vidensproduktion, der er under angreb. Den egentlige sandhedsbærer er nu den, der står udenfor det autoriserede videnssystem.

De nye offentlighedsformer og sociale medier – de samme udviklinger som har bragt transparens højt op på listen over nutidens definerende demokratiske værdier – har skabt en demokratisering af vidensproduktionen, af den sociale konstruktion af virkeligheden, hvor autoriseringen af sand viden på forskellig vis bliver udlignet og udfordret og hvor alle nu kan være medskabere af de konspirationsteorier, de tidligere kun kunne konsumere. Ved at linke, sammenskrive, billede- og lydredigere, oprette hjemmesider, udgive e-bøger, uploade dokumenter, skrive på blogs kan alle nu oplyse og uddanne sig selv som konspirationsteoretiker. Skellet mellem lægmand og ekspert opløses, og folk afviser gerne officielle autoriteter og eksperter, fordi de er officielle og med henvisning til deres egen, selvgenererede viden. Vidensproduktionen er blevet demokratiseret, idet de officielle kanaler er blevet suppleret med nye og mere åbne, hvis ’autorisering’ ikke afhænger af de ordinære videnssystemer men snarere får sin autoritet fra den interesse og tilslutning, de får fra deres tilhørere.Idet ekspert-kategorien er under forandring fra tidligere at have behov for en ekstern, officiel autorisering til nu at blive genereret via samtykke i mere eller mindre selvsupplerende meningskredsløb.

Vidensrevolution

Måske er en af de grundlæggende kræfter bag de ovennævnte forandringer, at vidensautoritet har skiftet kilde fra autorisering til nytte. Det vil sige, at vidensautoriteter, der begrunder deres status med henvisning til autoriseret status og dermed til et vertikalt forhold til deres tilhørere mister terræn i forhold til nye vidensautoriteter, der dels udfordrer de ’gamle’ vidensautoriteter og som dels begrunder sig mere eksplicit med henvisning til en horisontal forbindelse med deres publikum. Vi lytter i stadigt mindre grad til autoriteter som og fordi de autoriteter men derimod i forhold til, hvad de kan tilbyde os, dvs. den nytte deres viden og autoritet har i forhold til den situation vi står i, de behov vi har og de sandheder vi i forvejen abonnerer på.

Det mest oplagte eksempel, også brugt ovenfor, er lægevidenskaben, hvis vidensautoritet traditionelt mere har handlet om deres autorisation som læger og deres vidensmonopol end på deres egentlige evne til at helbrede. I dag udfordres denne autoriserede vidensautoritet af alternative videnskilder: af folk, der kan hjemhente information om deres symptomer og behandling på nettet, blogs og patientfora. Der sker dermed en nivellering af forholdet mellem videnspersoner og dem i behov for viden.

Det giver selvsagt kronede dage for charlataner, krystalhealere og slangeoliesælgere. Nivelleringen af vidensautoritet går altså hånd i hånd med en nivellering af viden. Det bliver stadigt sværere at genkende godt fra skidt, rigtigt fra forkert, sandt fra falsk, og, måske endnu vigtigere, så risikerer enhver henvisning til og påstand om hierarkisk vidensstatus at blive genstand for kritikken om elitisme, snobberi, smagsdommeri etc. Men – og dette er et væsentligt men – det er også en væsentlig frigørelse og demokratisering af viden og menneskelig myndighed.

Som minimum betyder det, at traditionelle vidensautoriteter er nødt til at genopfinde kilden til deres autoritet. Henvisning til sin autorisation er ikke længere enden på spørgsmål og kritik. Tendensen lige nu er til det, vi kunne kalde for ’valg-autoriteter’, hvilket vil sige vidensautoriteter, der ikke har deres autoritet tilstået dem ovenfra, fra det etablerede videnssystem, men derimod nedefra, fra de tilhørere, der anerkender autoriteten som autoritet og vidensindholdet som sandhed.

Mørkets genkomst?

Utallige er de kommentarer herhjemme og udenlands, der kun kan se de ovenfor nævnte udviklinger som et knæfald for en ny middelalder, overtro, dumhed eller sædernes forfald; som de uvidendes revolte eller bare som kværulantiske patienter, klienter og borgere. I en tidsalder, hvor Oplysningstiden og dens efterdønninger effektivt har afviklet fødselsafstamning som adkomst til at regere, hvor alder, køn og etnicitet ikke længere legitimt kan udmærke nogle og ekskludere andre, og hvor rigdom godt nok ofte er midlet til at opnå magt, men hvor det altid må ske med henvisning til folkets valg, der synes det eneste tilbageværende kriterium for adkomst til magt at være viden. Men som Jacques Rancière demonstrerer i sin lille bog Hadet til demokratiet, så er også denne adkomst lige så udemokratisk som afstamning og rigdom. Rancière skriver, at den ”demokratiske forbrydelse finder sit ophav i en pastoral scene, der består i at glemme hyrden.”

Det vil i denne sammenhæng sige, at da gud, kongen, adelsmanden, faderen, rigmanden eller bare manden faldt fra tronen, som den virkelige demokratiske bevægelse og oplysningsprojektets nogle gange eksplicitte, men ofte underjordiske effekt, da stod ikke kun mennesket tilbage, men også videnskabsmanden/kvinden. Omstyrtningen af de gamle magter var også autoriseringen af andre. Videnskaben var en af de kræfter, der bidrog til omstyrtningen af de gamle hierarkier og sandheder og igennem den proces etablerede den sig selv som uangribelig autoritet, som sandhedsinstansen som sådan.

De gamle hierarkier faldt, og slagene blev givet af nye, oplyste vidensproducenter, der fandt den forladte trone ganske komfortabel. Måske derfor er en ny vidensrevolte vokset frem i det aktuelle, ikke fyldt med samme overlegne tro på egen historisk mission (hvis man fraregner folk som Julian Assange) og uden de store historiefilosofiske proklamationer. Det er en stille revolte, der link for link, websted for websted, skyder løs på videnshierarkiets mure. Nu er de, som oplysningsfilosofferne i en forgangen tid, dem, der beskyldes for at være uregerlige, uvidende, ødelæggende, forstyrrende, men som Mao engang sagde: ”Revolutioner er ikke et teselskab”, og heller ikke alt i denne nye vidensrevolte behøver være kønt, ordentligt, fornuftigt, gavnligt for at være del af et effektivt angreb på tidens hierarkier.

Det ser ikke kønt ud, når forældre nægter deres børn vaccine ud fra noget, de har læst på nettet; når også danske politikere benægter den menneskeskabte opvarmning med henvisning til, at der er uenighed blandt forskerne; når kreationister iklæder deres tro videnskabelig klædedragt og kalder det intelligent design osv. I hvert af disse og andre tilfælde kunne man tænke sig, at videnskab og sandhed ikke kun blev strategisk anvendt men faktisk brugt ligesom man kunne tænke sig, at angrebene på etableret videnskab havde lidt større ydmyghed i forhold til egen adgang til sandheden. Men her i denne artikels sammenhæng er det ikke det væsentligste. Det er tværtom den udfordring til en autoriseret vidensproduktion, til det hierarki som adgang til viden etablerer, til det monopol på videnskabelig autoritet, som det videnskabelige system er opbygget efter. Demokratiseringen af vidensproduktionen fik sin første store moderne udvidelse med først Reformationens åbning for individuel læsning af biblen; en endnu vigtigere og brede åbning med Oplysningstidens kritiske projekt; en udvidelse i årtierne omkring forrige århundredeskifte med først arbejdernes og siden kvindernes stemmeret og uddannelse; og måske vi nu er i gang endnu en udvidelse ført frem ikke kun men også af det, vi kunne kalde for læg-forskere, dvs. individer med adgang til viden og vidensdeling, der ikke lader sig stoppe af de etablerede videnskanaler eller etablerede sandheder, men som benytter de nye vidensdelings-strukturer til at promovere alternative sandheder og en ny selvbevidsthed som videns-aktører til at style deres oplyste ene-vælde som frigørelse.

Hvis oplysningsprojektet endte i en slags oplyst oligarki, hvor videnseliterne herskede, så er de indledende øvelser i den aktuelle revolte måske det oplyste ene-vælde af private sandheder, men det kunne også være starten på enten genfundering af hierarki og ulighed på nye vilkår eller for en egentlig egalisering og demokratisering af viden. Det sidste ville, som under alle de tidligere åbninger af vidensfeltet, være de ’videndes’ og de ’autoriseredes’ værste mareridt.

Mikkel Thorup er lektor i politisk idéhistorie, Aarhus Universitet.

Artiklen udkom først i antologien Et stykke Oplysning, udgivet af Baggrund i januar, 2014. Læs mere om Et stykke oplysning her.