Globale perspektiver på videnskabens og teknologiens idéhistorie

Foto: Martin Bubandt

Hvordan forholder vi os til teknologiske udfordringer som kernevåben og AI? Hvordan påvirker videnskab og teknologi vores forhold til hinanden og de samfund vi lever i? I denne tiltrædelsesforelæsning på Afdelingen for Filosofi og Idéhistorie, afholdt den 26. maj 2025, fortæller professor i idé- og videnskabshistorie Casper Andersen om hvordan vores idéer om diplomati, afkolonisering og dannelse kan være afgørende for vores måde at tænke om teknologier, klimakriser og kolonisering. Gennem sin læsning af videnskabsmænd, FN-rapporter og videnskabshistorikere fortæller Andersen om sin foreløbige og fremtidige forskning i forholdet mellem teknologi, videnskab, samfund og natur.

Som jeg ser det, er kernen i videnskabens og teknologiens idéhistorie de forestillinger, forventninger, håb og bekymringer, der knytter til videnskab og teknologi både historisk og aktuelt. I denne tiltrædelsesforelæsning vil jeg skitsere, hvordan jeg har arbejdet med det forskningsområde og særligt, hvordan jeg ønsker at udvikle området de kommende år som professor i idé- og videnskabshistorie ved Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet.

Mine aktuelle forskningsområder er ret dystre og kan sammenfattes i tre K-ord: kernevåben, kolonialisme og klimakrise. Det er samtidigt også emner, som knytter an til mere håbefulde horisonter og begreber, der kan sammenfattes i tre D-ord: diplomati. dekolonisering og dannelse. Overfor kernevåben kan sættes begrebet ”diplomati” og spørgsmålet om, hvordan man undgår atomkrigen. Overfor kolonialisme kan sættes begrebet ”dekolonisering” og spørgsmålet om, hvordan man ændrer stadigt aktive koloniale strukturer i videnskaben og teknologien.[1] Overfor klimakrisen kan sættes begrebet ”dannelse” og spørgsmålet om, hvordan man kan komme ud over den verserende krig mod naturen. De tre D’er – diplomati, dekolonisering og dannelse – indfanger noget af det, jeg gerne vil arbejde med og for gennem min forskning, undervisning og formidling i naturvidenskaben og teknologiens idéhistorie. De håbefulde D’er er derfor nøgleordene mere end de dystre K’er.

I forberedelsen af forelæsningen er jeg vendt tilbage til årene lige efter Anden Verdenskrig. Mere specifikt til det historikeren Glenda Sluga så præcist har betegnet som ”det forunderligt utopiske øjeblik” mellem afslutningen på Anden Verdenskrig og begyndelsen på Den Kolde Krig.[2] Hvordan dette forunderligt utopiske øjeblik resonerer i dag, vil være et tilbagevende tema i forelæsningen.

Den gyldne kuppel og det menneskelige vilkår

Lad mig begynde med den såkaldte Golden Dome: projektet, der går ud på at lave en kuppel eller skjold i form af et missilforsvarssystem, der skal beskytte USA mod et atomangreb fra enhver modstander.[3] Det er et emne, jeg arbejder med sammen med min gode ven og mentor Henry Nielsen, hvor vi netop nu lægger sidste hånd på en engelsk udgave af vores bog Minutter i midnat om atombombens historie (og som kommer til at hedde Seconds to Midnight, når den udkommer senere på året).[4] Ideen om at etablere Den gyldne kuppel nyder stor opbakning i Trump-administration, der planlægger at bruge svimlende 800 milliarder dollars på projektet over de næste to årtier.

Udover de voldsomme tekniske udfordringer for projektet, er der mindst to problemer med idéen om den gyldne atomforsvarskuppel. Det ene problem er, at et missilskjold, der skal forhindre atomangreb, måske nok lyder som en defensiv forsvarsteknologi. Men i praksis skubber projektet ved de atomare afskrækkelsesbalancer, fordi USA’s strategiske rivaler ikke længere vil kunne ramme USA med kernevåben, mens USA fortsat vil kunne ramme dem. Kuplen vil uvægerligt sætte yderligere skub i det igangværende kernevåbenkapløb, fordi de andre magter vil udvikle teknologier, der kan genskabe afskrækkelsesbalancen.[5]

Det andet problem for Den gyldne kuppel skyldes det, der er blevet kaldt “bombeflyet-slipper-altid-igennem”-vilkåret. Mig bekendt blev argumentet første gang fremført i relation til kernevåben i november 1945 af Robert Oppenheimer, som muligvis havde det fra samtaler med Niels Bohr i Los Alamos par år forinden.[6] Argumentet er, at uanset hvor godt et forsvar en stat har, så vil der altid være en risiko for at nogle få eller blot et enkelt bombefly vil slippe igennem forsvarsværkerne – eller der vil som minimum altid være en bekymring for, at det kan ske. I en verden uden kernevåben kan en stat godt leve med den usikkerhed, fordi ødelæggelserne vil være begrænsede. Men, siger Oppenheimer i talen i november 1945, den usikkerhed kan en stat ikke længere leve med, når flyene kan være bevæbnet med kernevåben, der desuden snart vil langt kraftigere end de bomber, der få måneder forinden lagde Hiroshima og Nagasaki øde. Derfor, lyder Oppenheimers analyse, vil verdens stater som den eneste mulighed søge sikkerhed gennem opbygning af lagre af kernevåben som afskrækkelse.[7] Det er skarpt set af Oppenheimer på et tidspunkt, hvor den udbredte opfattelse ellers var, at USA kunne bevare sit monopol på kernevåben i en rum tid. Men her vidste fysikerne bedre; enhver stat af en vis størrelse, som var villig til at bruge ressourcerne på det, ville kunne udvikle kernevåben, og de ville have et stærkt incitament til at gøre det.

Fysikernes videre ræsonnementet blev udfoldet de efterfølgende måneder og gik i sin kerne ud på, at kontrollen med al atomteknologi og fissilt materiale skulle overgå til det nyoprettede FN. Et nationalt kapløb på kernevåben med en sporadisk og svag international kontrol var alt for ustabilt og farligt under det nye vilkår i verden med nuklear videnskab og teknologi, mente Bohr-Oppenheimer.[8] Synspunktet formidlede de blandt andet i udgivelsen One World or None: A Report to the Public on the Full Meaning of the Atomic Bomb, der udkom i 1946.[9]

”Bombeflyet-slipper-altid-igennem”-analysen var en respons på et nyt grundvilkår for menneskeheden skabt med atombomben, og som vi fortsat lever med. Det er, vil jeg mene, et idéhistorisk nybrud, at mennesker får bevidstheden om, at vores art kan forårsage sin egen kollektive undergang i kraft af moderne videnskab og teknologi. Fødslen af en ny verden, hvor døden kan tænkes kollektivt for at parafrasere den franske miljø- og videnskabsfilosof Michel Serres.[10] Nye håb og nye forventninger knyttede sig fra begyndelsen til videnskabens åbning af atomkernerne men også helt nye former for frygt og bekymring. Den dobbelthed er værd at tænke nærmere over.  

Dommedag nu – og før

Det er vigtigt med præcision her. Frygten for undergangen, og den eskatologiske lære om de sidste tider, er ældgamle fænomener. Vi genfinder den også i tidlig-moderne såvel som moderne videnskab. Lad mig anskueliggøre med et eksempel. Den 11. november 1572 observerede astronomen Tycho Brahe et nyt fænomen på nattehimlen. Tycho påviste efterfølgende, at der ikke kunne måles nogen parallakseforskydning fra jorden til det nye himmelfænomen. Derved kunne han placere Nova Stella i fixstjernehimlen, hvor der ifølge aristotelisk-ptolemæisk kosmologi ellers ikke burde finde forandring sted. At opdagelsen af den nye stjerne brød med hævdvundne aristoteliske dogmer bekymrede ikke synderligt den selvsikre, reformerte Tycho.[11] Og at Nova Stella var et et tegn på en forestående undergang, var han heller ikke i tvivl om. Om det skrev han:

Dens tilblivelsesmåde kan ikke forklares, hverken af teologer eller filosoffer, ej heller af matematikerne selv. Vi må følgelig slå fast, at den er en vidunderlig åbenbaring uden for naturens orden stammende fra Gud, hele Universets skaber, som han selv har skabt i begyndelsen og nu endelig har vist for Verden i dens tusmørketime.[12]

Tycho-eksemplet tjener til at minde om, at det er en gammel tanke, at mennesker i videnskaben kan finde bevis eller bekræftelse på, at de lever i de sidste tider. Men med atombomben er det dog anderledes, fordi videnskaben og teknologiens er så direkte og aktivt involveret i skabelsen af noget nyt i det menneskelige vilkår.[13]

Den kollektive død udspringende af menneskets egen videnskabelige aktivitet er en ny tanke eller horisont, som er svær helt at begribe. Men det er blandt andet blevet anskueliggjort gennem The Doomsday Clock, det atomare Dommedagsur. Dommedagsuret blev introduceret i tidsskiftet The Bulletin of the Atomic Scientists, der blev grundlagt kort efter Anden Verdenskrig af nogle af Manhattan-fysikerne. Uret blev tegnet af den dygtige kunstner Martyl Langsdorf. Det kom første gang på forsiden af The Bulletin i 1947, som et symbol for, hvor tæt verden, i Bulletins vurdering, er på den ultimative atomkatastrofe. Siden 1949 har Bulletins redaktører og sikkerhedskomite årligt stillet uret ud fra deres vurdering af verdens sikkerhedssituation omkring atomvåben. I 2025 satte de uret på 89 sekunder i 12, det tætteste på midnat siden urets lancering for snart 80 år siden.[14]

Sammen med Henry Nielsen har jeg de seneste år tænkt og skrevet meget om Dommedagsuret. Det er vigtigt at præcisere, hvad uret symboliserer. Urets intenderede formål er at indikere, hvordan det går med at håndtere trusler, der udgør en fare for civilisationens og menneskehedens overlevelse. Det er altså ikke sådan, at uret skal symbolisere, at alt er dårligt i den moderne verden – Bulletins sikkerhedskomite er ofte ret optimistisk med hensyn til moderne videnskab og teknologi – men med den dystre aktuelle viserstilling advarer de om, at det står meget skidt til med at forstå og handle på de eksistentielle risici, som følger med moderne videnskab og teknologi. Først og fremmest atomtruslen, men Bulletins sikkerhedskomité tager i dag også klimakrisen og disruptive teknologiersom AI med, fordi de vurderer, at de fænomener også har karakter af en eksistentiel trussel. Det er alvorlige sager, men der er der ingen vej uden om, at vi må forholde os til denne relativt nye side af det menneskelige vilkår.

Dommedagsuret er for mig at se et overbevisende samtidssymbol. Det indfanger min favoritbestemmelse af, hvad modernitet er. En bestemmelse, der er at finde i åbningssætningen i Charles Dickens A tale of Two Cities fra 1859, og som lyder: ”It was the best of times, it was the worst of times”.[15] De bedste tider og de værste tider. Kig ud over brættet, det svært at være lodret uenig.

Et pejlemærke i min forståelse af videnskabens rolle i verden er One world or none og den bagvedliggende analyse, som jeg har antydet noget af. Jeg vil straks tilføje noget afgørende: I mødet med tidens største globale problemer, så er One world or none et ret tyndt svar. Men det er nødvendigt udgangspunkt. Hvis ikke vi i den videnskabelige stræben er forpligtet på kosmopolitisme og idealer om åbenhed, hvem er så? Det er samtidigt også det mest realistiske udgangspunkt, når den bedste videnskab fortæller os, at problemerne i vores mærkværdige ”best of times, worst of times”-verden er grænseoverskridende på måder der gør, at One world or none udgør et menneskeligt grundvilkår.

Videnskabsdiplomatiets vilkår og afsæt

Henry og jeg har i vores bøger kaldt vilkåret et globalt ulige skæbnefællesskab, et vilkår der træder særligt tydeligt frem i atomtruslen. På kernevåben-området fortæller den bedste forskning os f.eks., at det måske godt kan give mening for det enkelte land at søge sikkerhed ved at blive atommagt, men at spredning af kernevåben til stadig flere lande resulterer i en markant forøgelse af den kollektive udsathed. Den fortæller os også, at der ikke gives en teknologisk løsning på atomtruslen, uanset hvor mange penge, der postes i en atomkuppel eller et andet teknologisk fix. Allerede Bohr-Oppenheimer påpegede, at ingen teknologisk løsning kan hjælpe os fri af afskrækkelseslogikken. Frygten for at bombeflyet – i dag et missil eller en torpedo – slipper igennem, vil altid være der, og derfor er der kun afskrækkelseslogikken at falde tilbage på.

Når der ikke gives nogle teknologiske løsninger på atomtruslen, så må vi interessere os for kassen med diplomati. Slagordsagtigt kan man sige, at One World or none i dag må oversættes til Diplomacy or Dome-Doom. Sagt på en anden måde, så får fantasien om den gyldne atomkuppel ikke Dommedagsurets symbolske visere fjernere fra midnat, tværtimod. Men andet kan gøre det. Et håbefuldt øjeblik fandt f.eks. sted i 2024 med vedtagelsen af FN-resolution Addresing the legacies of Nuclear Weapons. Resolutionen har til formål at etablere en ramme for global nuklear retfærdighed gennem støtte til ofre og til miljømæssig genopretning i lande, regioner og blandt oprindelige folk, der siden 1945 er blevet påvirket af brug, testning og udvikling af verdens mange tusinde kernevåben.[16] Kasakhstan og Kiribati – to nationer, der har været særligt udsatte for stormagternes atomtest-regime – fremførte FN- resolutionen, der opnåede tilslutning fra 171 af verdens lande. Kun fire lande stemte imod. Håbet findes i globale diplomatiske alliancer, ikke i tæskedyre kupler eller i udviklingen af missilsystemer, der i bedste fald aldrig skal bruges. Efter min opfattelse bør vi som forskere give udviklinger som vedtagelsen af Legacies of Nuclear Weapons FN-resolutionen meget mere opmærksomhed. De er af selvstændig betydning, men fordi de ofte er usynlige, er det let at overse, at der findes meningsfulde alternativer til den dominerende atomare oprustningslogik.

Hvis man løfter blikket fra atomtruslen, vil jeg hævde, at videnskabens internationale rolle aldrig har været vigtigere og mere kompleks end nu. Og den tager sig vidt forskelligt ud på forskellige områder. F.eks. er der på klimakrisens område nogle teknologiske forandringsmuligheder, der ikke findes på kernevåbenområdet. Videnskabens internationale rolle behandles i dag ofte under overskriften Science Diplomacy eller videnskabsdiplomati. Jeg vil lægge kræfter i at bidrage til en styrket forskningsbaseret forståelse af videnskabsdiplomati, og af de muligheder og udfordringer, der er forbundet med den dagsorden. I september 2025 opstarter vi en forskningsgruppe af fellows på Aarhus Institute of Advanched Studies (AIAS) med fokus på emnet.[17] I det arbejde er One world or none-analysen for mig et vigtigt orienteringspunkt. Jeg mener at analysen grundlæggende er korrekt– og langt mere realistisk end den overfladiske realisme, der dominerer i øjeblikket.     

Dekolonisering og decentralisering af videnskab og teknologi

Et pejlemærke er altså One world or none-tankerne, der går tilbage til det forunderligt utopiske øjeblik efter Anden Verdenskrig. Men det er ikke holdbart blot at gå tilbage til 1945 for at hente udgangspunkter og idealer for at forstå forholdet til videnskab og teknologi. Det vil jeg sige noget om med udgangspunkt i UNESCO, som er den organisation, jeg har arbejdet mest indgående med de seneste 10 år eller mere. UNESCO stammer fra det forunderligt utopiske øjeblik lige efter Anden Verdenskrig og var led i den fredsopbygning, der skulle forhindre en ny verdenskrig. Det er også en organisation under pres i øjeblikket. USA, som historisk har været en af de største økonomiske bidragydere til UNESCO, planlægger f.eks. at trække sin større til UNESCO og en række andre organisationerne i FN-familien.[18]

UNESCO blev i 1945 født med mange perspektivrige One world or none-tanker men også med mange forestillinger, der i dag er utidssvarende. Blandt sidstnævnte var en markant og udtalt eurocentrisk forståelse af videnskaben. For UNESCOs intellektuelle arkitekter var videnskaben en enhed, og den var vestlig. Derfor mente de også, at ikke-vestlige lande burde følge den vestlige vej og forsøge at indhente Vesten – så hurtigt som muligt og i det omfang deres evner rakte til det. Der er vigtige nuancer, men det var grundtanken. Det lyder meget kolonialt, og det var det også.[19]

Den måde at tænke om videnskaben var også en del af det utopiske øjeblik efter Anden Verdenskrig, og det har vist sig at være en vedholdende tænkemåde. En typisk UNESCO-opfattelse blev formuleret i 1971 i titlen på et af organisationens programmer: The diversity of culture as against the universality of science and technology. Videnskaben og teknologien blev i programmet både opfattet som en unik vestlig bedrift og som et udtryk for det universelle. Med Vesten som universel målestok blev kulturel diversitet beskrevet som en forhindring eller begrænsning, der skulle overvindes ved at slå ind på den vestlige vej.[20]

Der skete imidlertid en markant ændring i brugen af diversitetsbegrebet i UNESCO i løbet af de efterfølgende årtier. Kort fortalt gik diversitet fra at blive opfattet som et problem, der skal overvindes, til at blive betragtet som et værdifuldt aktiv, der skal beskyttes og udvikles. Det skifte hænger tæt sammen med afkoloniseringen, både i form af den politiske selvstændighedsbølge, der markant udvidede antallet af medlemslande i UNESCO siden grundlæggelsen og i form af et krav om erkendelsesmæssig afkolonisering, der stadig kæmpes for.[21]

De politiske og erkendelsesmæssige afkoloniseringsprocesser har udfordret hævdvundne forestillinger om vestlig videnskab, som den eneste gyldige måde at vide på. Verden er et andet sted i dag end i 1945, når det handler om globale forståelser af videnskab, viden og teknologi. Den indsigt er for mig at se afgørende, og noget jeg tager med fra de forskningsprojekter, jeg har været med i og ikke mindst fra de seje ph.d.-studerende, jeg er så heldig at være vejleder for. Videnskabsdiplomati kommer ingen vegne uden en forståelse af de koloniale dynamikker, der har skabt det internationale videnskabssystem, eller hvis man kun evner at se andre måder at vide på som begrænsninger, der skal overvindes.[22]

Det handler ikke om at undergrave videnskaben med relativisme men om at forbedre den, ved at gøre den mere refleksiv. Her er der for mig at se en vigtig idéhistorisk forskningsdagsorden, som handler om at undersøge den epistemiske afkoloniseringens idéhistorie. Der er mange inspirerende eksempler fra nyere tid, som fortjener at blive genbesøgt. Samtidig er området stadig meget underudforsket. Et pejlemærke findes hos den kenyanske forfatter og afkoloniseringsteoretiker, Ngúgí wa Thiong’o som i en af sine sidste udtalelser har understreget, at Decolonization must be global.[23] Jeg forstår det på den måde, at afkolonisering må betyde forskellige ting forskellige steder i verden, fordi stederne er formet af forskellige koloniale erfaringer med viden, videnskab og teknologi og af forskellige historiske erfaringer med at afkolonisere viden, videnskab og teknologi.

Der er på det punkt inspiration og uomgængelig viden at hente i idéhistorien også til gavn videnskabsdiplomati. Hvis ikke vi forstås at navigere i det komplekse historiemættede terræn, så taber den videnskabsdiplomatiske dagsorden på forhånd. Et indgående kendskab til de mange historiske og geografiske lag i videnskaben og teknologiens afkoloniseringshistorie er på et grundlæggende niveau også til gavn for dannelsen omkring videnskab og teknologi. Det bliver en sær åndelig oprustning i Danmark og Europa, hvis vi bilder os selv ind, at vi lever i verden anno 1945.

Jeg kommer til at arbejde videre med afkoloniseringens idéhistorie. Nok ikke så meget med termen afkolonisering, men måske snarere med begrebet decentralisering, som for nyligt er blevet foreslået som en dagsorden til at udvide og demokratisere erkendemåder og vidensinstitutioner.[24] Decentralisering virker for mig som et mere fremadskuede vokabular i en verden, hvor det gamle Plato to NATO-narrativ ikke er, hvad det har været. Hvor Jaws og Hollywood nu kun er fiskemel, som Johnny Madsen synger. Sagt mere akademisk er der paradoksalt nok noget bedaget eurocentrisk over afkoloniseringskategorien, som ikke helt indfanger den verden, vi er på vej ind i.

Dannelse og ”De to kulturer” i idéhistorisk perspektiv

Jeg håber, at det fremgår, at det for mig handler om at bruge globale perspektiver på videnskabens og teknologiens idéhistorie aktivt bl.a. i forhold til videnskabsdiplomati og afkolonisering. Det tredje område jeg ønsker at bruge videnskabens og teknologiens idéhistorie aktivt er i relation til dannelse og uddannelse.

I samarbejde med mange forskellige kollegaer har jeg i mange år beskæftiget mig med brugen af idéhistorie i uddannelsessammenhæng. Meget af vores arbejde har sigtet på at gå tværs af det C. P. Snows i sin berømte tale fra 1959 kaldte ”De to kulturer”– altså af de teknisk-naturvidenskabelige og de humanistisk-litterære områder.[25] Der er rig mulighed for os idéhistorikere at styrke vores indsats på dette felt. Dels ved at opskalere gennem samarbejder, der gør det muligt at nå ud til flere elever, studerende og offentligheder. Dels ved at forankre indsatserne i mere udfoldede og videnskabeligt underbyggede didaktikker, herunder i forskningsbaseret viden om forholdet mellem De to kulturer, som er en forestilling med en lang og konsekvensrig idéhistorie.[26]

                      Et nedslag i idéhistorien om De to kulturer tager os tilbage til det forunderligt utopiske øjeblik i UNESCO, hvor organisationens intellektuelle arkitekter ofte satte tingene på spidsen. Ved UNESCOs indvielse påpegede den britiske undervisningsminister, Ellen Wilkinson, følgende:

I disse tider, hvor vi alle med ængstelse må undre os over, hvad videnskabsmændene mon kan finde på at gøre ved os næste gang, er det vigtigt, at de er tæt forbundet med de humanistiske discipliner og at de føler, at de har et ansvar over for menneskeheden for resultaterne af deres arbejde.[27]

Den konkrete baggrund for Wilkinsons udtalelse var, at UNESCO oprindeligt skulle have heddet UNECO og at ”S’et” for science først lige kom med i akronymet i sidste øjeblik. Atombomben og den generelle militærteknologiske udvikling under Anden Verdenskrig udgør den bredere kontekst for udsagnet.

Her på 80 års afstand mener jeg, at der både er noget rigtigt og noget forkert i Wilkinsons udsagn. Ja, naturvidenskaberne er en del af kulturen. Hvor det i 1945 var mærkeligt, hvis ikke S’et var med i FN-organisation med et fredsfremmende formål som UNESCOs, så ville det i dag være decideret absurd ikke at have videnskaben med. Men også nej Wilkinson: For i citatet sætter du i samme ombæring naturvidenskaben uden for kulturen på en måde, hvor naturvidenskaben står udenfor og overfor værdibærende humanistiske discipliner.

I dag ser mange idé- og videnskabshistorikere de naturvidenskabelige og humanistiske områder, som nært beslægtede. Forstået på den måde, at naturvidenskaben er en del af kulturen, kulturen er en del af naturvidenskaben. Man kan sige, at der på det punkt er 50-60 års frugtbare videnskabs- og teknologistudier mellem os i dag og Wilkinson. Naturvidenskab og teknologi tilgås bedst som integreret del af vores kulturelle orientering, ikke som noget udparcelleret i sin egen særlige kategori eller klasse. En lang historie oversat til en sætning i dannelsessammenhæng: I stedet for at tale om selvstændig teknologisk og naturvidenskabelig dannelse bør man fremme en refleksiv omgang med naturvidenskaben og teknologien, som en integreret del af et bredere dannelsesbegreb og -ideal.

Lad mig give et kort eksempel. Det franske analysebureau IPSOS lavede tilbage i 2023 en af de første målinger af globale holdninger til AI. Rapporten er siden blevet brugt på forskellige måder i forskellige lande bl.a. også af det danske udenrigsministerium i en rapport om Tech Diplomacy. Den grafiske fremstilling over ”Responder der er enige i, at produkter med AI har flere fordele end ulemper” viser, at Kina og Saudi-Arabien topper listen over positiv holdning til AI, mens de europæiske lande roder rundt i bunden af grafen. Rapporten understøtter en fortælling om en udvikling og et kapløb, hvor Kina buldrer afsted, mens Europa og Danmark sakker bagud.[28]

Vendes den grafiske illustrationen om (uden at vi ændrer på tallene – altså ingen alternative fakta her), så underbygger den en anden historie. En historie med de kritiske europæiske befolkninger i top: refleksive, oplyste samfund, hvor befolkningen mener, at de har autonomi og beslutningskraft at miste eller frygter at deres data kan blive misbrugt af amerikanske Tech-giganter. Når vi vender grafen, er det påfaldende, at det er ikke-demokratiske lande som Kina og Saudi-Arabien, hvor begejstringen for AI er størst.

To helt modstridende men i grunden velkendte tolkninger. Det er lige før vi kan sætte melodi til dem begge, én i mol og én i dur. Pointen er ikke, at den ene af de simple historier er tilfredsstillende eller dækkende. Pointen er, at rammerne, historierne og forventningerne ikke afgøres af teknologierne eller data alene. Som samfund er vi er nødt til at kunne afkode og forholde os kritisk til rammesætningerne. Det gælder nye AI teknologier, og det gælder også gamle teknologier som kernevåben og genoplivede fantasier om rumbaserede missilskjold.

Afrunding: Videnskab og teknologi i en demokratisk fremtid

De idéhistoriske analyser af videnskab og teknologi rejser en række spørgsmål om deltagelse, kritisk stillingtagen og om hvad demokrati kan betyde. De spørgsmål kan ikke behandles uden forståelse af videnskab og teknologi, men svarene kan heller ikke komme derfra alene. Som afslutning er der nok en forestilling om videnskab og teknologi, som er værd at genbesøge idéhistorisk med en stemme fra det forunderlige utopiske øjeblik. Efter Anden Verdenskrig mente mange, at der var en nødvendig sammenhæng mellem videnskab og demokrati. Lederen af UNESCOs sektion for naturvidenskab, den britiske biokemiker og sinolog Joseph Needham, argumenterede f.eks. i den retning i en bog fra 1944 med den selvsikre titel History is on our side. Needham påpegede, at videnskaben i den tidligere videnskabelige stormagt Tyskland under nazisternes styre blev forvandlet til militariseret Wehrwissenschaft, pseudovidenskabelig raceteori og forfølgelse af landets fremmeste videnskabsfolk. Og Tyskland havde tabt stort på det. Needhams konklusion lød:  

Aksemagterne har gennemført et stort socialt eksperiment. De har afprøvet om videnskaben med succes kan sættes i de autoritære tyranniers tjeneste. Eksperimentet har vist, at det ikke kan lade sig gøre.[29]

Jeg kan godt forstå, hvorfor Needham efter de allieredes sejr over nazisterne i 1945 kunne mene, at der var en nødvendig sammenhæng mellem videnskab og demokrati. Men ser man på verden i dag, hvor lande styret af autoritære magthavere, er førende på de mest centrale videnskabelige og teknologiske felter, så virker den forestilling ikke overbevisende. I stedet for at antage, at historien er på vores side og at videnskab og demokrati nødvendigvis hænger sammen, så må der arbejdes aktivt for et videnskabeligt system, der bygger på, og fremmer de værdier, vi ønsker i verden. Jeg er overbevist om, at den samtale og det arbejde kan finde brugbar inspiration og viden i forskningsbaserede idéhistoriske studier af, hvad videnskabsdiplomati, videnskabsdecentralisering og videnskabsdannelse har betydet og kan betyde.

---

[1] På dansk foretrækker jeg normalt ordet afkolonisering men så passer det ikke med de tre D-ord. Derfor dekolonisering i denne omgang.

[2] Sluga, Glenda. “UNESCO and the (One) World of Julian Huxley.” Journal of World History, vol. 21, no. 3, September 2010, s. 393-418.

[3] Se fx: https://www.lockheedmartin.com/en-us/capabilities/missile-defense/golden-dome-missile-defense.html

(besøgt 5. maj 2025).

[4] Andersen, Casper og Nielsen, Henry, Minutter i midnat: en global historie om kernevåben (Aarhus Universitetsforlag, 2022); Andersen, Casper og Nielsen, Henry, Seconds to Midnight: A History of Nuclear Weapons (Aarhus Universitetsforlag, 2025).

[5] McDowell, Celia and Panda, Ankit, ‘Trump wants denuclearization but pursues a ‘Golden Dome’ of missile defense. Here’s why he can’t have both’, The Bulletin of the Atomic Scientists, 29. April 2025 https://thebulletin.org/2025/04/trump-wants-denuclearization-and-a-golden-dome-he-cant-have-both/#post-heading (besøgt 5. maj 2025).

[6] Oppenheimer Robert, J. “On the atomic bomb”, (1945): https://www.utb-chalon.fr/media/files/Documents_conferenciers/Fournier/Manhattan/Speech_to_the_Association_of_Los_Alamos_Scientists.pdf (Besøgt 5. maj 2025); Bird, Kai og Sherwin, Martin American Prometheus, The triumph and tragedy of J. Robert Oppenheimer (Alfred Knopf 2015), s. 292-298.

[7] Oppenheimer, “On the atomic bomb”.

[8] Rhodes, Richard. “Robert Oppenheimer, the myth and the mystery”, The Bulletin of the Atomic Scientists, 14. Januar 2018 https://thebulletin.org/2018/12/robert-oppenheimer-the-myth-and-the-mystery/#post-heading. (Besøgt 5. maj 2025)

[9] Masters, Dexter & Katharine Way, red. One World or None: A Report to the Public on the Full Meaning of the Atomic Bomb (McGraw Hill for Federation of American Scientists, 1946). Som det fremgår af undertitlen, satte Manhattan-fysikerne ikke deres lys under en skæppe.

[10] Serres, Michel. Le Contrat naturel (Éditions François Bourin, 1990).

[11] Se fx Shapin, Steven. The scientific revolution, (Chicago University Press 2^nd ed. 2018), s. 161-162.

[12] Brahe, Tycho, De Nova Stella (Syddansk Universitetsforlag, 2022 [1573]). Indledningen er tilgængelig på https://danmarkshistorien.lex.dk/Tycho_Brahes_indledning_til_%22De_Nova_Stella%22_1573 (besøgt 5. Maj 2025). Min kursivering.

[13] Hayden, Patrick. “Hope under the shadow of the mushroom cloud: From the crisis of nuclear modernity to the “miracle” of a world free of nuclear weapons.” Journal of International Political Theory 21.3 (2025): 385-415.

[14] I januar 2026 blev uret rykket frem til 85 sekunder i midnat. For begrundelsen se https://thebulletin.org/doomsday-clock/2026-statement/ (besøgt 23. februar 2026).

[15] Dickens, Charles. A Tale of Two Cities (Penguin Classics, 2012 [1859]).

[16] For den fulde resolutionstekst, se https://docs.un.org/en/A/res/79/60 (besøgt 5. maj 2025).

[17] For en oversigt over science diplomacy satsningen på AIAS, der fortsætter ind i 2027, se https://aias.au.dk/aias-fellows/theme-based-fellows/aias-science-diplomacy-theme-group . (Besøgt 4. maj 2026).

[18] USA trak sig officielt fra UNESCO i juli 2025. Se https://www.state.gov/releases/2025/07/the-united-states-withdraws-from-the-united-nations-educational-scientific-and-cultural-organization-unesco

(Besøgt 23. februar 2026).

[19] Se fx Andersen, Casper. “Science and decolonisation in UNESCO.” I Andrew Goss (red.), The Routledge Handbook of Science and Empire. (Routledge, 2021) s. 286-299.

[20] UNESCO, Symposium on Culture and Science: The Diversity of Cultures as Against the Universality of Science and Technology  (UNESCO Publishing, 1971). 

[21] For en udfoldet analyse af dette skift se Andersen, Casper. “A Flexible Blending: Cultural Heritage and the Concept of Cultural Diversity in UNESCO.” Global Perspectives 6.1 (2025): 142-48.

[22] Andersen, Casper. “Forskningsetik mellem CUDOS og dekolonial kritik.” I Koefoed, Nina Javette, og Kofoed, Jette (red.), Etiske øjeblikke i humanistisk forskning. (Aarhus Universitetsforlag, 2024), s. 259-280.

[23] Citeret i Dag Herbjørnsrud “Decolonization must be global: Cosmopolis Editorial” (2020): https://www.cosmopolis-rev.org/pdf/2020-3-4/Editorial_EN_Cosmopolis-2020-3-4.pdf (besøgt 5. Maj 2025).

[24] Rodriguez Medina, Leandro og Harding Sandra. Decentralizing knowledges: Essays on distributed agency (Duke University Press, 2025).

[25] C. P. Snow, The Two Cultures and the Scientific Revolution (Cambridge University Press 1961). Tilgængelig på   https://sciencepolicy.colorado.edu/students/envs_5110/snow_1959.pdf. (Besøgt 5. maj 2025).

[26] Det er en vigtig dagsorden i det NOVO-støttede forskningsprojekt Advancing Bildung in School. Science and Technology in SHAPE (ABIS), hvor idéhistorie spiller en central rolle. For en kort beskrivelse se https://cas.au.dk/aktuelt/nyheder/nyhed/artikel/default-e09fc4eba5 (Besøgt 15. marts 2026).

[27] Wilkinson, Ellen “Opening Address by the President of the Conference”, Conference for the establishment of the United Nations Educational, Scientific and Cultural Organisation November 1945 (UNESCO Publishing, 1945), s. 12 [min oversættelse].

[28] The Danish Ministry of Foreign Affairs, Strategy for Tech Diplomacy, (Copenhagen 2024) s. 21-22.. Tilgængelig på https://um.dk/media/qx1nlzgn/strategy-for-denmarks-tech-diplomacy-uk.pdf (besøgt 5 maj 2025).

[29] Joseph Needham, History is on our side. A contribution to political religion and scientific faith (George Allen & Unwin, 1944) s. 152. [min oversættelse]. Eksperimentet kan selvfølgelig gentages, hvilket verden i øjeblikket virker til at være lidt for ivrige efter at gøre. Men er det virkelig nødvendigt?