Økonomiske parasitter
Kapitalisten er en parasit, tiggeren er en parasit, og den arbejdsløse er en parasit. Filosoffen Patrick Cockburn afslører i dette essay, hvordan arbejdets fundamentale afhængighed udstilles som en egoistisk blodsugning. Hvilken type parasit er du selv?
FOKUS: ARBEJDETS RANDOMRÅDER – Hvem har lov til at arbejde, og hvem kan kalde sig for en arbejder? Hvordan beskrives de mennesker og professioner, der befinder sig på grænsen til den gængse forståelse af arbejde? På Baggrund sætter vi i de næste fire artikler fokus på, hvordan vi taler om og opfatter os selv som arbejdere. Vi har bedt en række forskere om at undersøge arbejdets randområder: Samfundssnyltere fra alle samfundslag, prostituerede, parasitter og selvtitulerende charlataner.
I 1933 skrev den britiske forfatter George Orwell den følgende kommentar om tiggere:
“People seem to feel that there is some essential difference between beggars and ordinary “working” men. They are a race apart–outcasts, like criminals and prostitutes. Working men “work,” beggars do not “work”; they are parasites, worthless in their very nature. It is taken for granted that a beggar does not “earn” his living, as a bricklayer or a literary critic “earns” his. He is a mere social excrescence, tolerated because we live in a humane age, but essentially despicable.
Yet if one looks closely one sees that there is no essential difference between a beggar’s livelihood and that of numberless respectable people. Beggars do not work, it is said; but, then, what is work? A navvy works by swinging a pick. An accountant works by adding up figures. A beggar works by standing out of doors in all weathers and getting varicose veins, chronic bronchitis, etc. It is a trade like any other; quite useless, of course–but, then, many reputable trades are quite useless.”
I sine observationer spiller Orwell på et tema, der har optaget politiske økonomer i århundreder, og som politikere stadig den dag i dag er optagede af: Hvilke mennesker og hvilke aktiviteter bidrager til livet og sundheden af den skabning, vi kalder ”økonomien”, og hvilke er parasitiske, som orme i dens indvolde eller lopper i dens pels? Arbejderen og parasitten er et par, som vi har lært at kende gennem politisk retorik, men hvem er hvem? I højrefløjens diskurs er det ofte modtagere af arbejdsløshedsunderstøttelse, som må bære stigmaet som parasit, selvom det ikke altid markeres eksplicit. For den politiske venstrefløj er parasitten den kapitalistiske klasse, og muligvis i de seneste år også den finansielle kapitalisme, der suger blodet fra den ’virkelige’ økonomi.
Disse måder at forestille sig økonomien på med dens vitale organer på den ene side og dens unødvendige parasitter på den anden, er en meget belejlig måde at mobilisere politisk vilje og styring af politik, uanset om den er konservativ eller revolutionær. Som en vej til økonomisk sundhed er tanken om at ryste parasitterne af sig mere attraktiv end hårdt arbejde eller besværlige og komplekse reformer. Men vi må aldrig glemme, at den primære funktion for denne metafor, uanset hvordan den anvendes, er at få en politisk opfattelse af samfundet til at se ud som en beskrivelse af et naturligt system. Et sådant system kan være mere eller mindre ’effektivt’; det kan bringes tilbage til sin optimale sundhedstilstand ved at lade markedet gøre sit magiske og usynlige arbejde eller ved at ryste den kapitalistiske klasse af sig i en kommunistisk revolution.
Grundlæggende handler det at være en økonomisk parasit om at være afhængig af andres liv og aktivitet. Men siden alle økonomiske aktører er afhængige i en eller anden forstand, kommer moralsk retorik om økonomi ofte til at handle om at afdække eller tildække forskellige eksisterende afhængigheder og på denne måde skubbes nogle bestemte sociale aktører på ideologisk vis ind i rollen som ’parasit’. Marxistisk økonomisk diskurs viser, at kapitalisten er afhængig af de arbejdsløse som en ’reservehær’: hans livsform afhænger af dem, ligeså meget som den afhænger af den aktive arbejder, som han udnytter. Diskurser omhandlende det frie marked understreger den offentlige sektors afhængighed af skatter fra private virksomheder: alle lærere, sygeplejersker, akademikere, etc. lever således af andres profit.
I det følgende vil jeg give to eksempler på retorik omkring økonomiske aktører, der udfolder temaet afhængighed: Det ene fra klassisk politisk økonomi og det andet fra nutidigt hverdagsliv. Målet er at give indsigt i emnet for at kunne fremføre et i sidste ende etisk argument: Jeg vil foreslå, at der kan være fordele, både analytisk og moralsk, ved at tænke på os selv ikke kun som forskellige variationer af arbejdere (inkluderet her er alle potentielle arbejdstyper – den arbejdsløse, barnet, osv.), men som forskellige variationer af parasitter.
Afhængighed: Adam Smith om produktivt og uproduktivt arbejde
Jagten på parasitter følger af behovet for, år efter år, at identificere kilden til værdi i en given økonomi. En af de store udviklinger indenfor historiske studier af økonomiske tanker, der groft sagt kan siges at høre til den anden halvdel af det 19. århundrede, var fremgangen af marginalistiske værditeorier. Disse fokuserede på genstandenes anvendelighed (enten til at opnå rigdom eller til andet) hos de, der købte dem. Dette stod i kontrast til teorier som eksempelvis Adam Smiths og David Ricardos, der med Smiths ord stadig var langt mere interesseret i måden, hvorpå “… the labour of the manufacturer fixes and realizes itself in some particular subject or vendible commodity, which lasts for some time at least after that labour is past. It is, as it were, a certain quantity of labour stocked and stored up, to be employed, if necessary, upon some other occasion” [min kursivering]. Med sin arbejdsværditeori ved hånden var Smith i en position til at give sit eget bud på, hvem der, for at sige det ligeud, var en nations parasitter, og hvem dens livgivere. Her er en af hans observationer om den første:
“In the same class must be ranked, some both of the gravest and most important, and some of the most frivolous professions; churchmen, lawyers, physicians, men of letters of all kinds; players, buffoons, musicians, opera-singers and opera-dancers, etc.”
Vi kan her antage, at det semikolon, der i midten deler opremsningen i to, også markerer et moralsk skifte: Det er en moralsk tegnsætning. Men hvorfor hører disse aktiviteter sammen i første omgang? Smiths svar er, at de alle er ’uproduktive’. Dette betyder ikke, at de ikke er værdifulde overhovedet, men blot at de ikke bidrager til at opbygge det ’lager’ eller den ’ophobning’ af genstande, som vi alle behøver til vores materielle tilværelse. De producerer ikke værdi. Selvom Smith ikke siger, at uproduktivt arbejde ikke fortjener nogen gevinst, så siger han ganske tydeligt, at en del af samfundet er afhængig af den anden, og yderligere udpeger han hvilken del, der er hvilken:
“The whole, or almost the whole public revenue is, in most countries, employed in maintaining unproductive hands… Such people, as they themselves produce nothing, are all maintained by the produce of other men’s labour.”
Til de, der muligvis fristes til at forstå dette udsagn som en retfærdiggørelse af politiske regimer som det i USA, hvor velfærdsordninger er både minimale og stigmatiserede, er det værd at notere sig, at Smith i denne passage kommenterer specifikt på udgifterne til vedligeholdelse af de kirkelige institutioner og militæret, som heller ikke ’producerer noget’.
Hverken kirken eller hæren, endda ikke hans “players, buffoons, musicians, opera-singers and opera-dancers” kaldes eksplicit for ‘parasitter’ af Smith, men der er ingen tvivl om, at vi med hans økonomiske verdenssyn får et analytisk – og moralsk – ladet syn på afhængighed. Et eksempel: Set med Smithske briller bliver de (uproduktive) mennesker, der bruger deres kræfter på at tage sig af børn og holde hjemmet i orden, gjort afhængige af de (produktive) industri- og landbrugs-arbejdere, som kommer tilbage til hjemmet hver aften efter at have udrettet ting af værdi i løbet af dagen. Idéen om at disse samme arbejdere også er afhængige, eller ’opretholdt’ af hjemmet, hvortil de intet bidrager, er simpelthen ikke udtrykt i Smiths teoretiske forståelse.
Hvem er parasitten? Et nutidigt eksempel
Smiths distinktioner er en del af en større teoretisk opfattelse af politisk økonomi, men i hverdagen lader det til, at distinktionen mellem arbejder og parasit drages noget mere ad hoc. Eksempelvis bliver mennesker, der sælger magasiner såsom The Big Issue i Storbritannien (svarende til Hus Forbi i Danmark) mødt med stigmatiserende opråb fra andre på gaden: Udråb som “få et arbejde” møder sælgerne dagligt. The Big Issue har forsøgt at reagere på disse fordomme. Som det fremgår af adfærdsreglementet, som enhver sælger skal underskrive, før de har lov til at sælge magasinerne, er organisationen meget opmærksomme på at adskille en sælger fra en tigger. En sælger skal give samtykke til ikke at:
– “Beg or busk whilst wearing The Big Issue badge/uniform or holding a copy of The Big Issue magazine.
– Sell in any way associated with begging, including sitting or lying down, or using a cup or bowl to collect money.”
Det er således i særdeleshed et praktisk problem at undgå at blive set som en parasit. Men det handler ikke kun om, hvordan man fremstår i offentligheden. Der er også et politisk og et juridisk aspekt ved identiteten hos The Big Issue. Her er det premierminister David Cameron, der udtaler sig om det arbejde, som The Big Issue udretter:
“It (The Big Issue) has given homeless people a way of taking back control over their lives and is a fantastic example of how we can reduce dependence on state hand-outs. This is entirely in keeping with my political philosophy, so it’s quite a natural fit.”
Parasitten i Cameron’s opfattelse af økonomien er ikke den hjemløse sælger af magasiner, som muligvis er afhængig af individers velgørenhed, det er derimod personen, der er afhængig af ’state hand-outs’. At støtte privat velgørenhed og det enkelte initiativ er, selvfølgelig, en klassisk konservativ holdning, der for så vidt muligt forsøger at afpolitisere problemer omkring omfordeling, for i stedet at hævde at sådanne problemer hører til civilsamfundets sfære og ikke regeringens. Her bruger Cameron The Big Issue til at trække et moralsk skel mellem økonomiske praksisser og til samtidig at kritisere ’afhængighed’.
Eksemplet med The Big Issue viser også, at skellet mellem afhængighed og uafhængighed ikke er så lige til at forstå. I en retssag fra 2012 i Bristol blev en indvandrer, der solgte The Big Issue, juridisk anerkendt som ’selvstændig’. Dette betød, at hun var i stand til at gøre krav på en række af velfærdsydelser, som hun ellers ikke ville have haft ret til. Det er et vigtigt eksempel, ikke kun fordi det tydeliggør, at skellet mellem afhængig og uafhængig kan være meget uklart, men også fordi det gør det muligt for os at forstå, hvordan der er forskel på – og komplekse interaktioner mellem – kulturel, politisk og juridisk anerkendelse som ‘arbejder’.
Sagen skabte forargelse i adskillige aviser, og organisationen reagerede med følgende erklæring:
“We sincerely hope that this story does not have negative consequences for any of our Big Issue vendors, all of whom are working, not begging, and are therefore a lesser burden to the state than those who are solely dependent on benefits.”
Afhængighedens stigma skubbes således videre fra den ene til den anden gruppe. Ingen vil være parasitten. Problemet opstår, når vi med Orwells ord begynder at spørge: ”Hvad er arbejde?”. Da finder vi, at alle vores distinktioner er skrøbelige. Der er muligvis ingen grund til at betvivle, at sælgere af The Big Issue er arbejdere, men så konfronteres vi ligeledes med spørgsmålet om, hvorfor tiggere ikke arbejder, eller hvorfor en, der ønsker at modtage dagpenge, som må møde op til regelmæssige møder, udfylde uendelige mængder af trættende formularer osv. ikke betegnes som arbejder.
Lad os undersøge de forskellige former for afhængighed i disse eksempler. En person på dagpenge er afhængig af statens omfordelingssystem, der er designet til at håndtere nogle af de skadelige effekter, som en kapitalistisk økonomi kan have. Tiggere er afhængige af civilsamfundets velgørenhed. De hjemløse, der sælger magasiner, er afhængige af en blanding af velgørenhed og købernes ønske om at læse magasinet. Den ’normale’ arbejder i en butik er afhængig af samfundets begær efter eksempelvis iPhones og afhængige af de mennesker, der har produceret disse iPhones tusindvis af kilometer derfra. Det er bestemt ikke klart, hvorfor den sidste af disse nævnte former for afhængighed er bedre end de første. Der kan selvfølgelig argumenteres for, at de ’normale’ arbejdere bidrager til at skabe eller til at distribuere ’brugbare’ ting i modsætning til tiggeren, men dette lægger op til spørgsmålet om, hvorvidt man nogensinde har betvivlet, at en person faktisk arbejdede, blot fordi det, de producerede eller solgte, ikke var ’brugbart’ for samfundet? Hvis vi ønsker at fokusere på anvendelighed i et socialt perspektiv, så virker muligheden for at være gavmild, som tiggeren tilbyder os, langt mere ’brugbar’ end muligheden, som våbenproducenter giver os til at skyde folk. Folk har selvfølgelig et ønske om at kunne købe våben, men folk har også et ønske om at give til tiggere.
Det at være afhængig og det at være en parasit
At blive set på som en ’parasit’ er ikke kun et problem for marginaliserede grupper såsom de hjemløse. Siden den økonomiske krise, der brød ud i 2008 har bankerne haft en stor opgave i at undgå offentlige moralske skandaler. Det er ikke længere så mærkeligt at sammenligne de, der kontrollerer den finansielle kapital med Smiths ”players, buffoons, musicians, opera-singers and opera-dancers”. Det er blevet almindeligt at tale om dem som folk, der ’spekulerer’ om ting, men uden rigtig at producere noget. De suger livet ud af de nationale økonomier, som en græshoppeplage springer de videre til den næste kun for ganske kort at stoppe og hvile på øer med skattely. Arbejderen er efterladt knust og hjælpeløs på fabrikken eller marken. Dette udstiller det samme problem om arbejderen og parasitten, som blev diskuteret tidligere blot med fokus på nogle helt andre sociale aktører.
Arbejderen, parasitten og værdi: Disse er alle normative idéer, der optræder som prismer, hvorigennem vi ser på det sociale liv. Politisk økonomisk retorik er kunsten at benytte disse på måder, der tillader bestemte dele af livet at blive synlige, alt imens det tildækker andre. Mere specifikt kan en bestemt opfattelse af økonomien synliggøre og tildække former for afhængighed. Når vi ønsker at fordømme en bestemt form for afhængighed, kalder vi de relevante mennesker for ’parasitter’ – eller i det mindste tænker vi dem som sådan. Denne retoriske kamp kommer ikke til at ende, og jeg foreslår ikke engang, at den burde: Nogle gange er banksystemet og velfærdssystemet nødt til at blive reformeret, og det at identificere ’parasitter’ er en del af den proces. Men jeg foreslår, at det at tænke over afhængighed burde udgøre en større del af vores opfattelse af økonomien, end tilfældet er i øjeblikket. Måske skulle vi ikke altid spørge, hvem den virkelige arbejder er, men i stedet hvem af os, der ikke er en parasit? Det kræver ikke nogen god fantasi at indse, at det er vi alle sammen.
Patrick Cockburn er adjunkt ved Filosofi på Aarhus Universitet og er tilknyttet forskningsprojektet “Contested Property Claims”, som er støttet af Carlsbergfondet.
Oversat af Niklas Tørring.