Hamsuns sultekunstner. En meget kort introduktion til Knut Hamsun

1900-tallet springer ud af den norske forfatter Knut Hamsuns bog Sult. Professor emeritus Peer E. Sørensen, der har skrevet bogen Hamsuns sultekunstner, viser her, hvorfor værket har trukket så dybe spor i moderne litteratur – fra Franz Kafka til Paul Auster.

I november 1888 stod der i det danske tidsskrift Ny Jord en anonym fortælling med titlen ”Sult”. Den var, hvad man hurtigt blev klar over, skrevet af Knut Hamsun. I samme nummer stod der en artikel, ”Brev til Redaktionen”, skrevet af forfatteren Sophus Schandorff. Schandorffs brev er en kritik af litteraturkritikeren Valdemar Vedels bidrag til det første nummer af tidsskriftet med titlen ”Moderne Digtning”. Schandorff forsvarer Det moderne Gennembruds litteratur fra 1870’erne, som han selv var en aktiv del af, som den moderne litteratur og anfægter Vedels forsøg på at slå et slag for en ny stemningsdigtning og sammes opfordring til digterne om at give sig deres drømme i vold. Det sidste er netop det den unge Hamsun gør i den første version af det, der senere skulle udkomme som romanen Sult. I Ny Jord er Hamsuns tekst derfor placeret midt i opgøret med den realistiske gennembrudsdigtning fra 1870’erne og det, der senere blev døbt symbolisme og modernisme.

I november nummeret af Ny Jord går vi således fra den gamle digtning til en ny. Og udkastet til den roman, der udkom i 1890, blev med det samme læst som et forbavsende og overrumplende bud på en ny digtning og som et brud med den gamle engagerede litteratur. Den endelige udgave skabte en betragtelig opsigt, som forfatterens ihærdigt understøttede i en række stærkt polemiske foredrag om en ny psykologisk litteratur og en provokerende kritik af berømte norske samtidsforfattere som Alexander Kielland, Jonas Lie og Henrik Ibsen, og ikke mindst ved sin insisteren på, at det kaotiske, regelløse og uberegnelige ubevidste sjæleliv var basis for enhver moderne psykologisk indsigt – og derfor enhver moderne romans fundament.

I Hamsuns roman er sulten derfor ikke et naturalistisk eller socialrealistisk tema. Hovedpersonen sulter ikke, fordi han ikke kan finde arbejde, eller fordi han er fattig. I Sult er sulten en katalysator for alt muligt andet end skildringer af social elendighed. Sulten er noget, hovedpersonen udsætter sig for. Den er et drug, der får ham til at se alting i et anderledes lys: ”Min Tanke stryger ind i en Orkan af Lys”. Det er længslen efter denne ”Orkan af Lys”, der driver hovedpersonen og bogen fremad. Hamsun skildrer i Sult en ung, ukendt skribents korte sulteperiode i Kristiania kort før vinterens komme. Hovedpersonen vandrer hvileløst rundt i byens gader. Vaklende, splittet og sammensat. Hans sjæl er et konglomerat af svundne og nærværende tiders kulturbrokker, stumper af bøger og aviser, stykker af mennesker. Han er et moderne subjekt uden synlig historie og uden fast identitet. Hans er nervøst iagttagende, indtryksøm. Fyldt af mentale hudafskrabninger oplever han byen og dens indbyggere på skæve og paranoiske faconer. Han taler med tiggere, gamlinge, pantelånere, prostituerede, servitricer og politibetjente. Eller rettere: han taler til dem. Hans tale er monologer. Han drømmer om orientalske kærlighedsmøder og store litterære bedrifter. Han er altid solitær, og han er asocial på en måde, der minder læseren om kriminelle. Han er en slags forbryder uden forbrydelse. Hans fantasi beherskes af paranoia, æstetisk idiosynkrasi, skrøbelig stolthed, selvforsvar og aggressioner. Han er en montage af mere eller mindre vilkårlige tilskyndelser. Han skildres uden indre dybder, uden erfaringer og med ringe selvanalytisk indsigt. Han er derfor alt andet end en traditionel romanhelt. Han er i nuet, og alle hans selvrefleksioner handler om de nu-oplevelser, der ikke kan eller skal samles til en sammenhængende erfaringsdannelse, men altid forbliver i det midlertidige. Romanen er uden opbyggelige momenter. Stort set alle tilløb til interesse for andre, alle tegn på gavmildhed handler om noget andet end empati. De handler om at sætte sig i positioner, der blokerer for tilbagefald til etagevask, regelmæssige måltider, venlige håndtryk og ømhed. De handler om at udsætte sig for sanse- og sindsforstyrrelser. De handler om stolthed og arrogance. Hovedpersonen befinder sig eller placerer sig hele tiden i situationer, der fremmer denne outsiderposition. Han føler sig fremmed for sig selv, han ser sig selv som et bytte for ”sære, usynlige Indflydelser”. Intet ”undgik min Opmærksomhed … alle Ting strømmed ind paa mig med en skinnende Tydelighed, som om der pludselig var bleven et stærkt Lys omkring mig”. Han er en valplads for vilkårlighedens regimente. Hans stemninger er uden personlig kontrol. Al ting synes at ”løbe af med mig”, hedder det flere steder i romanen.

En morgen vandrer han på gaden, og hans ”nervøse Hjærnes … Følehorn” registerer og registrerer: ”Ved en Slagterbutik stod en Kone med en Kurv paa Armen og spekulered paa Pølser til Middag; idet jeg passered hende, saa hun hen paa mig. Hun havde blot én Tand i Formunden. Nervøs og let paavirkelig som jeg var bleven de sidste Dage, gjorde Konens Ansigt straks et modbydeligt Indtryk på mig; den lange gule Tand saa ud som en liden Finger, der stod op fra Kæven, og hendes Blik var endnu fyldt af Pølse, da hun vendte det mod mig. Jeg tabte med en Gang Appetiten og følte Kvalme”. Sådan forsvinder enhver social følelse ud af teksten. Tilbage er de mentale hudafskrabninger. Og kvalme.

Hamsun havde studeret denne type hos Dostojevskij og Edgar Allan Poe. Her i Sult er overfølsomheden kreativ. Vi ser, hvorledes billedet af ’pølsekonen’ forskyder sig ind over den fattige kone foran slagtervinduet. Portrættet er en kollage. Og sådan kan man følge, hvorledes Hamsun udvikler det ene modernistiske greb efter det andet: kollagen, stream of consiousness, tidsdiffusiteter, opløsning af plotstrukturer og personlig identitet. Sult er et laboratorium, et eksperimentarium for kunstneriske procedurer, der bliver dominerende i det tyvende århundredes litteratur. Det er det, der gør bogen til en kulttekst for eftertiden.

Sult er en bog, som mange skribenter fra det tyvende århundrede, blandt andet André Breton, surrealismens faderfigur, og vigtige personer i den moderne prosas historie som Paul Auster, Charles Bukowski, André Gide, Maxim Gorki, Ernest Hemingway, Franz Kafka, Thomas Mann og Henry Miller refererer til – for eksempel i sidstnævntes Tropic of cancer med dens mange referencer til Hamsun og med den samme ’manden-i-byen-struktur’, som præger Sult. Nobelprismodtageren Isaac Bashevis Singer kaldte Hamsun den moderne litteraturs fader og fremhævede hans subjektivitet, hans fragmentariske skrivemåde, hans brug af flashbacks og lyrisk prosa som overrumplende og fornyende. Hamsun var stamfaderen til den moderne fiktion i det tyvende århundrede, mente Singer, da han i 1975 introducerede den amerikanske oversættelse af Sult. I andenudgaven af Robert Blys oversættelse skrev Paul Auster en ny fascineret introduktion til Hamsuns roman også den med vægt på bogens betydning for det tyvende århundredes roman. Henning Carlsen filmatiserede Sult i 1966 og skabte sammen med Per Oscarsson, der spillede hovedpersonen, og Peter Seeberg, der skrev manuskriptet, en moderne filmklassiker. Op igennem det tyvende århundrede lever romanen som en intens og udfordrende mønstertekst, som et univers af romanteknisk dristighed og insigter i modernitet og erfaring af kontingens. Det er Sult som en eksemplarisk moderne tekst Hamsuns sultekunstner handler om. Det er modernismens traditioner og erfaringsfællesskaber bogen forsøger at indkredse.

1900-tallet, så at sige, springer ud af Hamsuns bog. Sult er forbindelsen mellem romantik og modernitet, en lysende forbindelse, blændende og ny – endnu efter 125 år.

Peer E. Sørensen er professor emeritus fra Nordisk Institut, Aarhus Universitet. Hamsuns sultekunstner er en bog af Peer E. Sørensen, der viser, hvorfor værket har trukket så dybe spor i moderne litteratur. Bogen er udgivet på Aarhus Universitetsforlag og kan anskaffes her.