Forandring forude: Deltag i modstanden!

Du er ikke et lån! Sådan lyder sloganet fra Strike Debt bevægelsen der er udsprunget af Occupy Wall Street. I 2012 udgav de en manual med råd og vejledning til hvordan forgældede amerikanere kan gøre modstand imod deres studiegæld, boliggæld eller forbrugsgæld. Vi bringer her en oversættelse af manualens afsluttende kapitel.

FOKUS: VI ER ALLE FORGÆLDEDE Gæld er ikke kun den økonomiske gæld mellem banken og den kommende husejer. Gæld findes i stort set alle andre sociale forhold: gæld til vores forældre, vores venner, gælden til samfundet og den evige gæld til Gud. Alle med hver deres sæt af normer. Noget gæld skal betales tilbage lige meget hvad, mens andre gældsforhold slet ikke kan eller bør betales tilbage. Spørgsmålet er så: Hvorfor skal noget gæld betales tilbage mens andet ikke kan eller skal?

Kapitlerne i denne manual fremhæver nogle grundlæggende uretfærdigheder i den type gæld, der påvirker de fleste mennesker i USA og verden over i dag, og giver råd til hvad vi skal gøre ved disse. Hvis noget overhovedet skulle være klart på dette tidspunkt, er det at alle disse former for gæld er forbundet – de opstod ikke spontant og pludseligt. Det er et system, der er designet til at føre penge, fra vores lommer, til Wall Street, mega-virksomheder og kreditorer i håb om at vi ikke har tænkt os at gøre noget ved det.

At være i gæld kan føles isolerende og demoraliserende. En forståelse af gældssystemet i sin fulde størrelse er blot det første skridt mod en fælles front og aktiv handling for at sætte en stopper for systemet. Grunden til at du har lægeregninger på titusindvis af dollars er at vi simpelthen ikke yder lægebehandling til alle. Grunden til dine studielån på titusindvis af dollars er at regeringen, banker og universitetsadministrationer har skåret ned i de tilskud, der støtter uddannelse, mens de samtidigt også har presset uddannelsesomkostningerne i vejret. I modsætning til for halvtreds år siden, er det ganske enkelt umuligt nu for alle undtagen de absolut rigeste at tage en universitetsuddannelse uden disse tilskud. Priserne på ejendomme og fødevarer eskalerer, lønninger bliver kunstigt holdt nede, så de ikke kan holde trit med inflationen, og flere og flere af os skal tjene til dagen og vejen på fleksjob og deltidsstillinger.

Øjeblikket hvor vi kan se disse forbindelser i vores eget liv, er øjeblikket vi kan stoppe med at føle skam og i stedet begynde at føle vrede og, vigtigst af alt, vi kan udvikle vores vrede til handling. Enhver form for modhandling du er i stand til tæller, men hvad de der styrer og drager fordele af gældssystemet virkelig frygter er hvis vi begynder at forene os i massevis. Det er derfor, at det er så vigtigt for dem at skyldnere føler skam og ensomhed  – de ved, at hvis vi er isoleret fra hinanden, har vi ikke nogen magt. De ved også at øjeblikket hvor flere skyldnere begynde at tale sammen, slutte sig sammen og kæmpe imod sammen, er øjeblikket hvor de kommer i problemer. Hele deres system er bygget på antagelsen af at det øjeblik aldrig kommer.

Styrken ligger hos masserne. Individuelt vælter vores gæld os, kollektivt kan en gælds-modstandsbevægelse vælte systemet. Vi er ikke ude efter gælds-“tilgivelse”, for vi har ikke gjort noget forkert. Vi ønsker ophør af gældsudnyttelse samt skabelsen af et nyt finanssystem, en ny økonomi og et nyt liv baseret på retfærdighed, selvstændighed og interesse for almenvellet.

Et tilbageblik

Historier om gældsmodstand strækker sig langt tilbage. Siden tidernes morgen har folk sat sig imod de hårde straffe for misligholdelse, som for eksempel brændemærkning, tortur, fængsling og endda slaveri. I antikkens Athen blev den tidligst kendte demokratiske forfatning undfanget som resultat af et bredt oprør fra skyldnere (der på den tid primært var mandlige husholdere) i vrede og frustration over synet af deres koner og børn blive slæbt væk i lænker.

Hvad angår USA, var fængsling for gæld normalt selv længe efter uafhængighedskrigen (to af de, der underskrev uafhængighedserklæringen endte selv med fængselsstraffe for gæld!). I 1780’erne så man en stor bølge af tvangsauktioner og fængslinger for gæld. Tiden bød på forskellige former for gældsmodstand, af hvilke den mest dramatiske må siges at have været “Shay’s Rebellion”, en gruppe veteraner, der stod sammen mod tvangsauktionerne. Det tog mange kampagner og bevægelser gennem første halvdel af det 19. århundrede for at afskaffe gældsfængsler (folk sidder alligevel fængslet for gæld i dag – se kapitel ni). Efter borgerkrigen gjorde landmænd, på randen til tvangsauktioner, deciderede oprør mod de fonder og foreninger, der stod som forfædre til nogle af USAs gigantiske virksomheder.

Op igennem 1920’erne ledte en udvidet kredit i samspil med store risikable forretningshandler endeligt til børskrakket i 1929. Depressionen gjorde konsekvenserne af ekstrem ulighed og ukontrolleret kapitalistisk udnyttelse klare. Her mærkede man tydeligt kapitalismens begrænsede muligheder for alternative måder at organisere samfundet på. Folk stod sammen for at blokere tvangsauktioner og udsættelser, arbejdere skabte deres eget kreditsystem og en fælles nødhjælpsorganisation, fagforeningerne tog man seriøst og man kunne ikke nægte kommunistpartiets voksende politiske størrelse. Som et desperat træk for at forbedre folkets svækkede tillid til det kapitalistiske system, forhandlede politikere sig til et kompromis mellem venstrefløjen i oprør og den nervøse kapitalistiske overklasse i form af New Deal. De nye rettigheder og ydelser etableret via dette kompromis skabte en bund af respekt for det individuelle menneskeliv og en værdighedsgaranti for mange amerikanere – dog blev sorte systematisk nægtet disse, eftersom de ikke blev betragtet som værdige til dem. Staten og bankerne overtog stort set al organisering af pension, lån (Fannie Mae), universitetsuddannelser (Gi Bill) og i 1960 sundhedsvæsenet (Medicare).

Gennem en række af finansielle kriser i 1970’erne udnyttede forretningsmæssige og finansielle interesser arbejdernes svækkede position til at genvinde magten og påbegynde en årtier lang tilbagetrækning af efterkrigstidens kompromis. Samlet set resulterede de sløje finanseringer af statslige programmer og hårde svækkelser af fagforeninger i en massiv stigning af gæld – økonomisk ulighed har atter nået de ekstreme højder fra tiden før depressionen. Og dog, på trods af kapitalistklassens skjulte makulering af den sociale kontrakt, ser vi netop nu, her i USA, de første tegn på en folkelig bevægelse, der forlanger plads til at visionere og eksperimentere med post-kapitalistiske levemåder og afviser det gældssystem, der tugter os. Lykkeligvis er der endnu mere inspiration at hente i bevægelser for økonomisk retfærdighed over hele verden.

Bevægelser af gældsmodstand dukker op over hele kloden. Bevægelsen The Global Justice Movement, der opstod i store dele af den sydlige halvkugle i 1980’erne, 90’erne og starten af det nye årtusinde, var en bred samling af sociale anstrengelser og kampe imod odiøs gæld (gæld for ting, som ingen person eller stat burde betale for overhovedet) til internationale banker. Dette blev på mange måder en succes – banker, både private långivere og institutioner som Verdensbanken og Den Internationale Valutafond, var tvunget til at genforhandle lån og skære ned i deres renter og i nogle tilfælde at eftergive lån fuldstændigt.

I samme periode har der også været nogle bemærkelsesværdige kampe mod personlig gæld, som for eksempel i bevægelsen “El Barzón” i Mexico. I 1994 mistede den mexicanske peso ekstremt meget værdi i forhold til dollaren. Dette startede en stejl inflation, der øgede interessen for lån med variabel rente og gjorde mange lån, inklusiv realkreditlån, der var udstedt i amerikanske dollars, ti gange større. Dette gjorde at næsten 30% af de, som var i gæld til banker måtte gå fallit (Williams 1996). El Barzón hævdede at gældstilstandene efter pesoens kollaps var regeringens og bankernes skyld, og at det ville være uretfærdigt at holde skyldneren ansvarlig. Deres slogan var, “Debo, no niego, pago lo justo” (“jeg skylder, jeg nægter det ej, jeg betaler hvad der er retfærdigt”). Bevægelsen voksede hastigt over hele landet og blev kendt både for dens praktiske tilgang (ved at tilbyde juridisk konsultation til skyldnere) og dens medrivende taktikker. Den tvang regeringen til at komme de bebyrdede skyldnere til nød og havde i sidste ende en positiv indflydelse på deres tilstand.

Kampen er dog langt fra overstået. I 2008 betalte verdens fattigste lande 23 millioner dollars om dagen i renter til den rige industriverden, for lån hvor det oprindelige beløb var tilbagebetalt flere gange. I det meste af 90’erne og 00’erne var temaet for løsningsforslag til den tredje verdens fattigdom ikke mindre gæld, men mere. Derfor opstod manien med “mikrofinans”, små kontante lån uden sikkerhedsstillelse til kvinder i landdistrikterne såvel som de fattige i byområderne. I et stykke tid fejede denne nye model benene væk under alle. Det virkede som om at man havde fundet en magisk løsning for fattigdom. Men som tiden skred frem, blev det klart at mikrokredit-banker ikke var velgørenhed – de krævede renter og havde selv andre banker på nakken, der krævede endnu højere renter. Tvangsauktionerne kom, og med dem stor skam og vanære for skyldnere, og i de seneste år har Indien og Bangladesh haft massivt stigende tilfælde af selvmord blandt mikrokredit-skyldnere, der ikke kunne overkomme skammen ved ikke at være i stand til at betale tilbage. Der har været populære bevægelser, der er opstået for at bekæmpe mikrokredit. “Mujeres Creando” (Kvinder der skaber) er et boliviansk anarka-feministisk kollektiv, der deltager i bekæmpelse af fattigdom via en række forskellige initiativer som propaganda, gadeteater, bogudgivelser, radio og direkte handling. I 2001 besatte bevægelsen det bolivianske banktilsyn på vegne af de mennesker, der stod i gæld til mikrokredit-firmaer.

Mujeres hjalp også en gruppe kaldet “Deudora” (Skyldner), bestående hovedsageligt af kvinder fra fattige “Barrios”-områder, med at infiltrere en forretningsfrokost mellem Banktilsynets direktør og mikrokredit-långivere. De benyttede sig af muligheden til at synge og råbe op om deres lidelser og fordømme bankfolkene foran rullende kameraer. Efter tre og en halv måneder med protester næsten hver dag, var Mujeres og Deudora endelig i stand til at sidde ned med de store banker og finansielle foreninger og forhandle en aftale i hus, hvor de skyldnere, hvis huse var på tvangsauktion, fik deres gæld eftergivet.

Modstanden vokser

At ændre finanssystemet kan lyde vanvittigt ambitiøst, men faktisk ændrer finanssystemer sig hele tiden. Spørgsmålet er blot om det ændrer sig til et bedre system.

“Anti-gæld”-bevægelser eksisterer og bliver hele tiden større og stærkere. Verden over er populære bevægelser begyndt at skabe røre og kollektivt at stå imod, fordi de har indset hvad gæld i virkeligheden er: En måde at dominere og udnytte på. Fra Chile til Québec har studenter udfordret og stået imod gældslænkerne fra uddannelsesgæld, der kunne spores tilbage til nedskæringer og privatiseringer – og de har opnået resultater. I Grækenland, Spanien og nu også Italien ser vi, hvordan vaskeægte opstande mod regeringer forlanger spareplaner, således at skattepengene kan gå udelukket til udenlandske obligationsejere. Disse bevægelser bliver mere og mere effektive. Regeringer har set sig tvunget til retræte.

Det er vigtigt at bemærke at når sådanne bevægelser vinder, er det næsten aldrig gennem lobbyisme, eller ved at spille andre spil “kreditor-klassen” har fundet på. Vi vil aldrig vinde, så længe dem ved magten finder på regler, og så længe vi underlægger os de regler. Målet er ikke bare at få eftergivet gæld, men at bekæmpe de forhold og værdier der fik os forgældet i første omgang. Og flere efter flere indser at måden at gøre dette på, er ikke ved at spørge efter det, men ved at starte vores egne nye institutioner, hvor vi kollektivt kan sørge for vores behov. Bankerne og politikerne er rædselsslagne for direkte udfordringer der kan gøre dem irrelevante.

Efterhånden som vores bevægelse bliver stærkere, kan vi være sikre på at politikerne vil komme med forslag til væsentlige ændringer. Vi har allerede set en smule af dette i USA. Obama-regeringen har opsat Consumer Financial Protection Bureau og er begyndt at tale om at ændre studielån-systemet. Men, så utilstrækkelige disse handlinger nu end må være, så ville Obama-regeringen aldrig have gjort således, hvis ikke der havde været den voksende bølge af organiseret gældsmodstand. Når alt kommer til alt, er formålet med reformer ikke primært at hjælpe folket, men at bevare en eksisterende magtstruktur, ligesom det var med New Deal. Dette betyder ikke, at vi ikke bør kæmpe mod regeringen på dens egne vilkår (for eksempel ved at modsætte os nedskæringer i den sociale sektor eller yderligere skattelettelser for de rige). Men vi har set, igen og igen, at den eneste måde at få regeringen og eliten til at høre efter er ved at sætte vores egne vilkår, ved at slå fast hvilke værdier, der betyder noget for os – sundhed, bolig, uddannelse, vores miljø og vores forhold.

Strike Debt – hvordan?

Strike Debt, en “datterbevægelse” til Occupy Wall Street-bevægelsen, udsprang af en række åbne møder og forsamlinger i foråret 2012 med det formål at sætte gang i diskussioner om gæld som et globalt udnyttelses- og undertrykkelsessystem. Gældsmodstand kan tage mange former, og Strike Debt er ved at udvikle strategier, ressourcer og rammer for generalisering af kampen mod gældssystemet. Det underliggende tema for alle Strike Debts projekter – fra denne manual, over “Rolling Jubilee”, til adskillige direkte handlinger og eksempler på fælles indsats – er at de er en støtte for et “Jubilee”: en komplet annullering af al gæld. Annullering af gæld er ikke nogen ny tanke, men derimod noget der ligger dybt i mange religioner som for eksempel Jødedom, Kristendom og Islam. Gennem tiderne har civilisation efter civilisation indset, at når gæld bliver uoverkommelig, må den eftergives. Og Jubilee-ideen fungerer stadigvæk i dag. For eksempel var der efter finanskrisen i 2008 en slags jubilee på Island: i stedet for at redde bankerne med hjælpepakker, eftergav Island en procentdel af prioritetsgæld (se kapitel 13).

For at promovere vores koncept og for at skabe opmærksomhed omkring måden hvorpå de rige lukrerer på vores gæld, søsatte Strike Debt “Rolling Jubilee” i november 2012, og det har været vores til dato mest synlige projekt. Strike Debt indsamlede over 600.000 dollars fra tusindvis af individuelle donorer, af hvilke mange selv var dybt forgældet, for at “købe” ubetalte gældsbreve – et marked vi er trådt ind på, ikke for at lave profitter, men for at hjælpe folk ved at købe og destruere gæld for, indtil videre, 15 millioner dollars over hele landet og samtidigt understrege, hvordan gældssystemet behandler vores familier og fællesskaber som byttedyr.

Ligesom denne manual du nu læser, var Rolling Jubilee designet til at eksponere og svække måden gæld virker på. Få er klare over, at deres gæld bliver solgt på skumle markeder til spekulanter, der håber på at tjene på andres lidelser. Rolling Jubilees bestræbelser var aldrig med henblik på en løsning på gældskrisen. Strike Debt erkender at effekten ved eftergivelse, selv i største størrelse, ville være ubetydeligt, hvis ikke det var sammensat med en langt dybere rekonstruering af vores økonomiske system. Vi har brug for et jubilee og en total transformation af vores nuværende finansielle paradigme. Vi har brug for et sidste jubilee for at gøre en ende på behovet for flere.

Gældsmodstand er ikke bevægelsens endelige mål, det er bare en begyndelse. Vi må sikre os at disse nye strukturer opretholder det miljø, der altid har opretholdt os. Hvordan bliver disse strukturer? Hvordan vil vi bygge dem? Vi har ikke alle svarene, men spørgsmålene må stilles. Traditionelt har alternative økonomier fokuseret på lokale former for fælles støtte, der har opereret “under” kapitalismen. Selvom sådanne modeller er favorable er det vigtigt for os at gøre dem bredere og større hvis vi skal udfordre og eventuelt erstatte vores fejlslagne økonomiske system. Vores værdier vil være vores nordstjerne: Folket og naturen før profitter, nødvendighed over grådighed, magt til alle – ikke kun få udvalgte, mindre distancering fra vores arbejde og hinanden og mere fritid, som vi kan bruge med vores familie og venner. Som indholdet af denne manual har demonstreret, er en anden verden både mulig og nødvendig.

Verden bugner allerede med eksempler i mindre størrelse. Fællesskabsstøttet landbrug er et voksende alternativ til de industrielle fødevaresystemer. Fælles “land trusts” (aftaler hvor ejeren af en ejendom lader andre bo i ejendommen) er en måde at tilbyde bolig, der forhindrer tvangsauktioner. “Really, Really Free Market”-bevægelsen deler ressourcer i en slags “gave-økonomi” hvor byttehandler med brugte møbler og tøj, børnepasning og kvalificeret arbejdskraft blot er nogle af eksemplerne. Medarbejder-ejet firmaer og arbejder- og demokratistyret samarbejder vokser. For at støtte disse bestræbelser har vi brug for et nyt banksystem, der ikke ser kredit som en måde at udnytte folk på, og som fungerer for alles bedste, ikke kun långivere, der udtrækker indtægter fra lån, investeringer og leje. Vi skal huske, at under hjælpepakkerne til bankerne og den finansielle sektor blev milliarder, hvis ikke billioner, af dollars udstedt i lån til nul procent i rente – millioner af disse dollars endte som Wall Street-bonusser. En af mange mulige løsninger, der er værd at undersøge, er “offentlige banker” (se kapitel 12), hvor stater, byer og lokale fællesskaber finansierer individuelle initiativer og kommunale virksomheder.

Hvilke andre former kan gældsmodstand tage? Det er noget vi må finde ud af sammen. Vi må arbejde for at forstå vores snørklede gældsdrevet økonomi. Vi bliver også nødt til at lytte til og lære af folk omkring os, så vi kan forstå hvordan gæld påvirker vores liv på ens og forskellige måder, og være opmærksomme på hvordan gæld kan løbe sammen med andre faktorer som race, køn, alder, evne, nationalitet osv. Som vi har set har aggressive udlån, fra subprime-lån til kviklån til private “for-profit” college-universiteter ramt områder med lave indkomster og områder med farvede i uforholdsmæssig grad. Gæld påvirker os også som arbejdere, hvorfor denne bevægelser også er forbundet med kampe for højere lønninger og bedre forhold. Gældsmodstand er også forbundet med bredere kampe for lighed og økonomisk retfærdighed, og vi må gøre denne forbindelse klarere og mere betydelig.

Indtil videre er der et utal af muligheder for at “strike debt”: Krav om hjælpepakker til folket og en ende på virksomheds-velfærd, kollektivt nægte at tilbagebetale illegitime lån, nedlæggelser af inkassobureauer, kviklån eller “for-profit” college-universiteterne, regulering af markedet så spekulanter ikke kan udnytte det, genskabning af grænser for uhørte høje renter, forsvar af hjem sat på tvangsauktion, bekæmpelse af stigende studieafgifter og nedskæringer i skolebudgetter, kamp imod sparepolitikker, bekæmpelse af militarisme, der står for halvdelen af nationens diskretionære udgifter, organisering af skyldneres foreninger og mere. Set som konstruktion, er bygningen af en alternativ økonomi, der arbejder for fælles fordel et langsigtet mål. For at nå dertil må vi eksperimentere med uddannelse, rådgivning, direkte handling, finansiel civil ulydighed og, vigtigst, at bygge forhold mellem os selv for at skabe brede sociale bevægelser. Gældsmodstand er nødt til at sprede sig langt og blive tilpasset til forskellige kontekster og samfund.

I modsætning til de hensynsløse og manipulerende individer, der sidder på toppen af vores finansielle sektor, tager de af os, der er fortalere for gældsmodstand, vores ansvar meget seriøst. Ved at opløse de bånd, der binder os til virksomheder, finansielle institutioner og regeringer over hele verden, forsøger vi at skabe nye bånd med hinanden baseret på ligeværdige og bæredygtige udvekslingsformer.

I skrivende stund fortsætter eksempler på finansiel manipulation med at vokse. Matt Tabbi skrev for nyligt en artikel, der afslørede endnu en skandale magen til – hvis ikke større end – Libor-skandalen. Dens titel er “Everything is Rigged: The Biggest Price-Fixing Scandal Ever.” Undertitlen fortæller at, “årets anden kæmpe finansielle skandale afslører den virkelige internationale sammensværgelse: Der er ingen pris, som de store banker ikke kan fixe.” Men dette er jo ikke nogen afvigelse fra kapitalismen, dette er essensen af kapitalismen.

Husk: vi skylder Wall Street intet, vi skylder hinanden alt. Mulighederne ved at organisere os omkring gældsmodstand er kun ved at blive opdaget. Strike Debt, ligesom Occupy Wall Street, håber på at kunne inspirere til selvstændig handling og kollektiv modstand.

The Debt Resisters’ Operations Manuel kan læses i sin fulde længde her.

Oversat af Morten Gustenhoff.