Zipingpu-dæmningen: En historie om politiske beslutninger i Kina
Det tyder på, at Zipingpu-dæmningen var med til at udløse Wenchuan-jordskælvet, der kostede titusindvis af mennesker livet. Men den kinesiske stat fortsætter ufortrødent med at bygge dæmninger. I dag fortæller Ph.d.-stipendiat Louise Lyngfeldt Gorm Hansen historien om kinesisk infrastruktur, magtfulde ingeniører og Maos svømmeture.
FOKUS: DE UDFORDREDE DÆMNINGER Det er ikke kun ingeniører, der interesserer sig for dæmninger. Rundt om i verden er kæmpedæmninger knudepunkter for et væld af konflikter om naturressourcer, kulturarv, modernisering og sociale rettigheder. Baggrund har bedt en række eksperter om at udfolde de mange konsekvenser af at bygge kæmpedæmninger i Kina, Brasilien og Tyrkiet
Zipingpu-dæmningen er 156m høj og ligger på Min-floden i nærheden af Chengdu, hovedbyen i Kinas Sichuan-provins. Dæmningen blev i begyndelsen af 2009 centrum for en større kontrovers, om hvorvidt dæmningens reservoir havde været medvirkende til at udløse et af de mest destruktive jordskælv i Kina i fire årtier – det såkaldte Sichuan- eller Wenchuan-jordskælv. Wenchuan-jordskælvet fandt sted d. 12. maj 2008, målte 7.9 på richterskalaen og kostede op mod 90.000 mennesker livet.
Svømmeren Mao Zedong
Planlægningen af Zipingpu-dæmningen startede helt tilbage til 1950’erne i folkerepublikkens tidlige dage. Mao Zedong elskede at svømme, og ved specielle lejligheder benyttede han svømning til at vise sin styrke og beslutsomhed overfor andre ledere eller i forhold til folket. Mest kendt er måske hans svømmetur over den berømte Yangtze-flod i 1966, der blev et yndet symbol på startskuddet til den kinesiske kulturrevolution. Men tidligere, allerede i begyndelsen af 1950erne, kort tid efter grundlæggelsen af den kinesiske folkerepublik, gjorde Mao noget lignende ved det berømte Dujiangyan-anlæg, et stort overrislingsanlæg bygget på Min-floden. Det imponerende anlæg har fungeret siden det stod færdigt i 251 f.Kr., og regnes for at være et af de største kinesiske ingeniørmæssige mesterværker på linje med Den Kinesiske Mur. Da Mao besøgte stedet, ville han gerne svømme i Min-floden, men blev talt fra det, da strømmen i floden var meget turbulent. Affæren var så pinlig for partisekretæren i Sichuan-provinsen, at han foreslog, at der blev bygget en dæmning, så floden ville være rolig nok, til at Mao kunne svømme over næste gang, han besøgte stedet.
Allerede i 1955-56 blev der lagt planer, ikke bare for én, men to dæmninger over Min-floden. Den ene var Zipingpu-dæmningen. Det lyder måske absurd, men hvis man tænker på, hvordan kinesisk politik fungerede kort efter grundlæggelsen af folkerepublikken sammenholdt med Maos status i begyndelsen af 1950erne, var det ikke uhørt, at provinsens partisekretær foreslog et dæmningsbyggeri på denne baggrund. Derudover var der også andre formål med dæmningerne. I begyndelsen af den nye folkerepublik var der eksempelvis et stort fokus på at øge landbrugsproduktionen. Dæmningerne kunne, ud over at producere elektricitet, også lede mere vand til overrisling og dermed øge landbrugsproduktionen.
Byggeriet af Zipingpu-dæmningen blev sat i gang d. 2. februar 1959. På billedet nedenfor fra Folkets Dagblad, den officielle partiavis i Kina, ses arbejdere i gang med konstruktionsarbejdet.
Men allerede to år senere blev byggeriet stoppet. I Folkets Dagblad kunne man læse om problemer med de geologiske forhold, hvor dæmningsbyggeriet skulle finde sted. Efter en eksplosion forårsaget af underjordisk gas erklærede udenlandske forskere, der var indkaldt til at assistere byggeprocessen, at området, hvor Zipingpu-dæmningen efter planen skulle opføres, var helt uegnet til dæmningsbyggeri.
Zipingpu genopstår
Efter mange års tavshed omkring dæmningsprojektet og et fejlslagent forsøg på at få dæmningen opført i 1986 blev planerne for Zipingpu-dæmningen pludselig i 1999 inkluderet i et meget vigtigt reformprogram af den daværende præsident, Hu Jintao. Reformprogrammet, der også kaldtes ’kampagnen for udvikling af de vestlige regioner’, havde til formål at støtte den økonomiske udvikling af Kinas fattige vestlige provinser, der lå på et markant lavere udviklingsniveau end de rigere østligste provinser. Heri prioriteredes ti nøgleprojekter, hvoraf bygningen af Zipingpu-dæmningen var det ene. Ifølge artikler i Folkets Dagblad var den kinesiske ingeniørviden nemlig blevet så avanceret, at den oversteg udenlandske eksperters formåen, og derfor kunne byggeriet af Zipingpu-dæmningen igen påbegyndes.
Som et meget højprofileret projekt med den kinesiske centralledelses bevågenhed var Zipingpu-dæmningen afgørende for Sichuan-provinsens udvikling, da de store investeringer skulle tilføre tusindvis af jobs og massiv økonomisk vækst i provinsen. Økonomisk vækst blev fremhævet som en fordel for folket. Men økonomisk vækst er ikke kun en fordel for folket. Vækst har også længe været en vigtig faktor for kinesiske politikeres forfremmelsesmuligheder indenfor det politiske system: Har provinsen en voksende økonomi, kan lederen stige længere op i systemet.
Partisekretæren i Sichuan-provinsen i de tidlige 00’er hed Zhou Yongkang, og hans indsats blev også fremhævet på forsiden af Folkets Dagblad, da man fortsatte byggeriet af Zipingpu-dæmningen i 2002.
Zipingpu-dæmningens inklusion i Hu Jintaos reformprogram kan være en af årsagerne til, at Zhou Yongkang senere blev forfremmet til medlem af det mest magtfulde politiske organ i Kina, Politbureauets Stående Udvalg. Men i 2015, flere år efter han blev pensioneret, blev han dømt for at lække statshemmeligheder, modtage bestikkelse og misbruge sin magt. Selvom det ikke er muligt at dokumentere, at det netop var Zipingpu-dæmningen, der førte til, at Zhou Yongkang modtog bestikkelse, kaster han et tvivlsomt lys på forløbet omkring dens tilblivelse.
En menneskeskabt katastrofe?
Dæmningen stod endelig færdig i 2006, og året efter var den fuldt funktionsdygtig og i gang med at producere elektricitet. Allerede d. 12. maj 2008 fandt Wenchuan-jordskælvet sted, og kort efter, begyndte forskere at undersøge, om dæmningens reservoir – indeholdende omkring 11 milliarder kubikmeter vand – havde været med til at udløse det.
Jordskælvsforskere, ingeniører og andre faggrupper, der beskæftiger sig med dæmninger, olieudvinding, fracking, geotermisk energiproduktion mv. ved, at det er ganske normalt, at den slags aktivitet kan udløse mindre jordskælv. Men var det virkelig muligt, at et så stort og destruktiv jordskælv kunne være menneskeskabt?
Startskuddet til den følgende kontrovers lød i januar 2009, da det anerkendte videnskabelige tidsskrift Science bragte en artikel, hvor interviewede forskere påpegede, at Zipingpu-dæmningen var årsagen til Wenchuan-jordskælvet. Herefter spredte det sig til andre internationale medier som New York Times, Washington Post og The Guardian. I videnskabelige kredse i både Japan, USA, New Zealand og mange flere lande var debatten rødglødende, og der var bestemt ikke enighed om dæmningens rolle. Selv i Kina argumenterede kinesiske forskere fra den statslige kinesiske jordskælvsadministration både for og imod, at dæmningen kunne have udløst jordskælvet. Ydermere havde både kinesiske og internationale græsrodsorganisationer set muligheden for at bruge debatten til at fremme budskabet om, at dæmningsbyggeri i jordskælvszoner er yderst risikabelt, og at man derfor bør afholde sig helt fra at bygge store dæmninger, hvis de kan udløse jordskælv.
Uenigheden fik tilmed de kinesiske myndigheder til at udsende et forbud mod at diskutere sammenhængen mellem Zipingpu-dæmningen og Wenchuan-jordskælvet kort efter jordskælvet. Dette forbud blev først ophævet i begyndelsen af 2009, hvor det statslige nyhedsbureau Xinhua offentliggjorde en artikel, der kraftigt kritiserede en af de forskere, der først havde påpeget forbindelsen mellem dæmningen og jordskælvet.
Politiske beslutninger
Selvom debatten har strakt sig helt frem til i dag, har kontroversen aldrig fået særlig betydning for den kinesiske regering, der fortsætter ufortrødent med at bygge dæmninger i jordskælvszoner. Efter en så ophedet debat med mange forskellige internationale aktører kan det undre, at politikken om dæmninger stadig følger samme kurs. Især når dæmningsbyggerier flere gange er opgivet i andre lande – heriblandt USA – på grund af risikoen for, at en nybygget dæmning skulle udløse jordskælv.
Forklaringen kan findes hos kinesiske ingeniører, der har stor indflydelse på, hvordan risici vurderes i forbindelse med dæmningsbyggerier. Flere forskere har fremhævet, at en stor professionel klasse af kinesiske ingeniører har direkte indflydelse på politik omkring dæmningsbyggeri i Kina. Kort sagt har de mange kinesiske ingeniører brug for arbejde og fremhæver derfor, at det er vigtigt for statens udvikling fortsat at bygge dæmninger. Derudover har de øverste politiske organer i Kina så som Politbureauets Stående Udvalg i mange år været domineret af ingeniører, som har set infrastrukturudvikling – herunder dæmninger – som en mulighed for at holde det høje kinesiske vækstniveau oppe. Denne kombination har placeret kinesiske ingeniører i en magtfuld position med stor indflydelse på infrastrukturplanlægning i Kina – f.eks. vurdering af nye dæmningsprojekter og vurdering af risici forbundet hermed.
I risikovurderingen af Zipingpu-dæmningen var der således to forhold, der gjorde sig gældende. Det ene var faren for, at der udløstes et stort naturligt jordskælv i nærheden af dæmningen. Det andet, at dæmningen i sig selv kunne udløse et jordskælv. Men de kinesiske dæmningsingeniører har kun til opgave at bygge dem, ikke at vurdere, om de udløser jordskælv. Derfor er det ikke af betydning for dem, om jordskælvene er menneskeskabte eller ej, så længe dæmningerne er robuste nok til at stå imod. Der er flere grunde til, at den kinesiske centralregering stoler på ingeniørernes vurderinger. Som nævnt ovenfor indtager de f.eks. en nøglerolle i infrastrukturplanlægning. Det er derfor naturligt for den kinesiske regering at vende sig mod de professionelle ingeniører, der allerede arbejder med dæmningsbyggeri, hvis der opstår spørgsmål omkring risici forbundet med sådanne projekter. Det faktum, at regeringen stolede på ingeniørerne i denne sag, har haft konsekvenser og betyder, at regeringen reelt har afskrevet muligheden for at undlade at bygge dæmninger i jordskælvszoner. Der bygges i dag mange nye – og større – dæmninger end Zipingpu-dæmningen i Kinas jordskælvszoner. På trods af risikoen for, at der en anden gang måske kan opstå en situation lignende Wenchuan-jordskælvet, er kinesiske politikere sikre i deres sag: Dæmningsbyggeri er vejen frem.
Af Louise Lyngfeldt Gorm Hansen, Ph.d. stipendiat, Asia Research Centre, Copenhagen Business School. Artiklen bygger på en netop indleveret Ph.d.-afhandling, der beskæftiger sig med kontroverser omkring dæmningsbyggeri i Kina.