Bogstavet

Bogstavet er en opfindelse. I former og i lyde har bogstaverne forandret sig i samspil med menneskers kultur og teknologiske udviklinger. Læs om de latinske bogstavers oprindelse og om historiens foreløbige slutpunkt ved den digitale skrift.

Bogstavet er en af menneskenes helt store opfindelser. Jeg skriver bogstaver her og du læser dem, for vi er fjernt fra hinanden. Bogstavet er en byggesten i en skriftsproglig bro, der forbinder mennesker på tværs af tid og rum.

Nogle steder i verden brugte mennesker skrift allerede for 7000-5000 år siden. Det er på en måde længe siden; men ikke sammenlignet med de hundredtusinder af år, som menneskenes allerførste telekommunikationsteknologi – tegninger og billeder – har været i brug. Figurative billeder, abstrakte geometriske tegn og simple talsymboler var forløbere for de skriftsystemer, som vi benytter i dag.

De bogstaver, som anvendes i det latinske alfabet, så dagens lys i Romerriget for godt 2500 år siden. Disse bogstaver er skabt ud fra det græske alfabet, som igen er skabt ud fra det fønikiske alfabet. De rundede ”små bogstaver” er dog yngre end de oprindelige VERSALER, og de skandinaviske bogstaver Æ Ø Å er også kommet til senere.

Å blev fx først officielt indført i 1948. Mens bogstavet A til gengæld er mange tusinde år gammelt. Det nedstammer sandsynligvis fra en egyptisk hieroglyf, der forestiller et oksehoved set i profil. Dette billedtegn blev formentlig forenklet til formen A, som stadig forestiller hovedet af en okse: Spidsen er mulen og de to “ben” er oksens horn. A er altså et forenklet billedtegn, og det samme gælder for en del andre bogstaver. I bogstaverne M og N er der fx den samme billedrest: En zigzag-formet bølgekam. Bogstavet M er – i det tidlige fønikiske alfabet – navngivet mem efter det fænomen (vand; bølgekam), som det forestiller, og det står for den første lyd i ordet mem: konsonanten [m].

Dette princip, hvorved bogstavet står for den første lyd i ordet for det fænomen, som tegnet forestiller, kaldes det akrofoniske princip, af akro: øverst og fone: lyd. Princippet kendes også fra nogle egyptiske hieroglyffer og runer. Det akrofoniske princip blev dog ophøjet til selektionsprincip af opfinderne bag alfabetskriften. De brugte princippet til at udvælge gamle billed- og ordtegn, som nu kom til at betegne et mindre antal nødvendige sproglyde; hvert bogstav kom til at betegne den første lyd i tegnets gamle navn. Nogle bogstaver, for eksempel H, er dog dannet ud fra tegn, hvis betydning er ukendt i dag.

De første alfabeter bygger altså på en selektion af kendte tegn, især udfra akrofoni, samt på en drastisk reduktion i antallet af tegn til ca. 25, hver med sin lydværdi.

Det særlige ved bogstavet er dets lydværdi; og de ganske få bogstavers mange kombinationsmuligheder. Men hvilken lydværdi bogstavet har, er ikke altid så simpelt. D betegner konsonanten [d], men kan på dansk også være blødt eller stumt. Trods bogstavets lydværdi kan tale ikke omkodes til skrift, eller omvendt, på en simpel, selvindlysende måde. Man må lære, hvordan tegn og lyd korreleres. Herunder at ord skrives i adskilte klumper, mens talen bare strømmer, “astmatisk” afbrudt af åndedræts-, tænke- og lyttepauser, men ikke rumligt ordnet af mellemrum, tegnsætning, linjeskift, layout mv.

Bogstavet er lyd OG element i et skriftbillede.

Bogstavet har gennemgået årtusinders teknologiske udvikling. Engang blev bogstavet ridset og malet i hånden, så blev det en type, der kunne “sættes” og trykkes maskinelt i mange eksemplarer. I dag tastes bogstavet, men hvor skrivemaskinen gjorde bogstaver til typer, har computeren forandret bogstav og skrivning på nye måder.

Dels favoriserer den digitale skrift latinsk alfabetskrift, samt tal og emojis, mens andre skriftsystemer sakker bagud. Dels giver computeren bogstavet digitale værensformer. Bogstavet fremtræder analogt på skærm og keyboard, men eksisterer i det skjulte som kode, som binære tal og elektroniske signaler.

Sidst, men ikke mindst, overtager computerens hukommelse, programmer og algoritmer dele af skrivearbejdet. Man kan vælge ord fra en liste, bruge stavekontrol og andre former for tekstbehandling. Flere af de opgaver, som hånd, øje og hjerne før måtte løse sammen, for at tekst kunne opstå, outsources til computeren.

Dermed opstår nærmest en ny form for skrift uden skrivning. Den digitale skribent er ikke længere underkastet det alfabetiske princip om at sætte ord på sine tanker og skabe sin tekst bogstav for bogstav.

Videre læsning:

– Stig T. Rasmussen (red.). 2011. Verdens skrifter. Forlaget Vandkunsten

– Jean Bottéro, Clarisse Herrenschmidt & Jean-Pierre Vernant. 2000. Ancestor of the West: Writing, Reasoning, and Religion in Mesopotamia, Elam, and Greece. The University of Chicago Press