Panislamisme og den globale virkelighed

Ønsket om et politisk muslimsk samarbejde på tværs af etnicitet og nationalitet har rødder helt tilbage til Muhammad. Alligevel er der aldrig blevet etableret et bæredygtigt panislamistisk samarbejde i den muslimske del af verden. Jørgen Bæk Simonsen giver en religions- og idéhistorisk forklaring på, hvorfor det kan være tilfældet.

FOKUS: POLITISK ISLAM Islam indtager en central plads i forskellige politiske kulturer rundt omkring i verden og optræder i alt fra fundamentalistiske til progressive bevægelser. Men er politisk islam et produkt af det moderne eller et levn fra fortiden? I denne fokusserie har vi fået en række eksperter til at kaste et blik på det politiske islams idéhistorie.

Panislamisme er betegnelsen for en politisk ideologi, der ønsker et samarbejde mellem verdens muslimske stater med henblik på at sikre den islamiske verdens indflydelse i det internationale samarbejde. Den hviler på antagelsen af, at det muslimsk-religiøse fællesskab er afgørende for individets identitet. Uanset etnisk eller nationalt tilhørsforhold skal islam være udgangspunkt for det liv, individet lever.

Et bæredygtigt og gensidigt forpligtende politisk samarbejde de muslimske stater imellem er dog aldrig blevet etableret. Der er blevet taget spadestik i form af det transnationale samarbejde Organization of Islamic Cooperation (OIC), der i dag har 57 medlemslande. OIC varetager fælles muslimske interesser, men nationalstaternes egne interesser vægter og har altid vægtet langt højere end et fælles økonomisk, politisk og kulturel samarbejde.

Ud over OIC har panislamismens idéer markeret sig som en antikolonialisme mod europæere. Panislamisen har yderligere gjort sig gældende som et samlet muslimsk forsvar for Palæstina, og i mere negativ forstand har panislamismen virket på tværs af etnicitet og nationalitet i militante islamistiske bevægelser som al-Qaeda og ISIS, hvis mål har været at bekæmpe den fjerne fjende.

Panislamisme og den moderne verden: Antikolonialisme

De europæiske kolonimagter underlagde sig gennem 1800- og begyndelsen af 1900-tallet det meste af den muslimske verden, der var blevet etableret gennem århundreder forinden, og som dækkede hele Mellemøsten, store dele af Afrika, store dele af Asien og store dele af Balkan.

Det europæiske pres på den muslimske verdens forskellige områder gav anledning til en debat om, hvorledes man bedst kunne imødegå det massive europæiske pres. En muslimsk intellektuel ved navn Jamal al-Din al-Afghani (1838-1897) var fast overbevist om, at den daværende muslimske verden måtte tilsidesætte interne uoverensstemmelser og finde sammen i et panislamistisk samarbejde med det erklærede mål at bremse den europæiske ekspansion.

Dermed blev panislamismen formuleret som en politisk ideologi, der hævdede, at alle muslimer – uanset interne uoverensstemmelser – ville være bedst tjent med at prioritere det samlede muslimske fællesskabs interesser. Kun hvis de gjorde det og fandt sammen i politisk samarbejde, kunne de bremse de vestlige kolonimagters fortsatte ekspansion. Han evnede imidlertid ikke at overbevise de politiske ledere om dette, trods sine meget målrettede bestræbelser på at overbevise de politiske magthavere rundt om i den muslimske verden.

Den osmanniske sultan så dog en klar fordel ved at gøre politisk brug af panislamismen. Sultanatet var i årene op mod Første Verdenskrig hårdt presset, og derfor foranledigede den regerende sultan, at der i november 1918 blev udsendt en fatwa, et religiøst responsum, der fastslog, at alle muslimer, uanset hvor de var bosat, havde en personlig religiøs pligt til at støtte sultanen i hans kamp mod sine modstandere (Frankrig, Rusland og England).

Baggrunden for panislamisme: Al-umma – de rettroendes samfund

Jihad-erklæringen gav anledning til en forbigående bekymring i de europæiske hovedstæder af den simple grund, at de tre lande havde kontrol over meget store områder, der var domineret af muslimske befolkninger. Det skulle dog meget hurtigt vise sig, at den osmanniske sultans opfordring ikke blev fulgt, og sultanatet måtte erkende, at den panislamistiske idé ikke nødvendigvis befordrede støtte hos verdens muslimer til den kamp, han var involveret i. Panislamismen som politisk ideologi fik med andre ord ingen konkret politisk betydning som et antikolonialt samlingspunkt i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet.

Panislamisters ønsker om et samarbejde på tværs af etnicitet og nationalitet har rødder i de åbenbaringer, som Muhammad modtog i årene mellem 610 og 622. Først i sin fødeby Mekka, hvor han med sine tilhængere udvandrede til Medina, og dernæst i de åbenbaringer, som han modtog, indtil han i sommeren 623 afgik ved døden.

Muslimerne og Muhammad etablerede sig i Mekka som en religiøs gruppering med sin egen forståelse af, hvorledes verden var skabt, og de afviste som konsekvens af deres nye tro at deltage i de traditionelle polyteistiske ritualer og festligheder, der blev praktiseret i det mekkanske samfund. Muslimerne udviklede gradvist deres egne ritualer, der havde fokus på at tilbede og dyrke den ene sande Gud, som Muhammad introducerede. De forblev dog socialt og økonomisk en del af det eksisterende mekkanske samfund.

Det forhold ændrede sig med udvandringen til Medina i 622. Modstanden mod Muhammad var voksende, og flere og flere vendte sig mod ham og tog bl.a. initiativ til en økonomisk boykot af ham og hans familie. Resultatet blev, at Muhammad og hans tilhængere udvandrede til Medina, og den nye virkelighed, der dermed gjorde sig gældende, kan aflæses af Koranen.

Med udvandringen til Medina blev gruppen af muslimer også en social gruppering, der måtte stå hinanden bi. De var fortsat forbundet i troen på den ene sande Gud, men de udgjorde nu tilmed en særlig social gruppering, der af omverdenen blev opfattet som en enhed. Det, som Koranen betegner som en umma – de rettroendes samfund. Etableringen af den nye muslimske umma stillede dens medlemmer over for en række valg: Hvem måtte de gifte sig med? Var det efterfølgende muligt at få skilsmisse? Hvem måtte de socialt omgås? Hvad måtte de spise? Hvem måtte de indgå økonomisk samarbejde med, og hvilke forpligtigelser havde de som muslimer over for hinanden?

Kontroversen mellem shia og sunni

Alle disse spørgsmål krævede et svar, og de konkrete anvisninger kan aflæses i de åbenbaringer, Muhammad modtog efter udvandringen. At tro på den ene sande Gud fik med andre ord sociale og politiske konsekvenser for de enkelte medlemmer af den nyetablerede muslimske umma. Det skal i den forbindelse nævnes, at vi i Koranen tydeligt kan se, at sådanne spørgsmål gav anledning til debat blandt muslimerne. Den debat har præget den muslimske verdens udvikling lige siden og gør det fortsat den dag i dag. Bl.a. kan vi se forskelle i synet på kalifatets rolle i et muslimsk samfund.

Muhammads død i 632 gav anledning til intern debat om, hvem der skulle overtage ledelsen af den muslimske umma – det samfund af rettroende, der var blevet skabt, mens Muhammad levede. Debatten handlede om, hvem der havde legitimitet til at lede samfundet. To forskellige grupperinger tegnede sig.

Den ene gruppe gjorde gældende, at hvem som helst, der var rettroende muslim, kunne hyldes som leder af ummaen, hvorimod en anden gjorde gældende, at kun personer, der var ahl al-bait, husets folk, kunne betragtes som legitim leder af al-umma. De to grupperinger betegnes i overleveringen som henholdsvis sunni og shia-muslimer.

Gennem historien har forskellige personer og grupperinger med udgangspunkt i den debat, der blev sat i gang efter Muhammads død, gjort krav på den politiske ledelse af det muslimske samfund. I 632 blev resultatet, at Abu Bakr blev hyldet som kalif, og dermed blev kalifatet den institutionelle ramme for den muslimske umma.

Forskellige muslimske dynastier har ofte været i konflikt med hinanden, hvilket har modvirket et panislamistisk samarbejde. Sunni-muslimske dynastier har udfordret og modarbejdet shia-muslimske dynastier. Sunni-muslimer har gjort oprør mod herskende kaliffer og sultaner, og det samme har shia-muslimer. Muslimer har derfor gennem historien både samarbejdet og modarbejdet hinanden.

Palæstina/Israel som panislamistisk samlingspunkt

Selvom de antikoloniale tanker i 1800- og begyndelsen af 1900-tallet aldrig manifesterede sig i konkret panislamistisk politik, gav den fortsatte udfordring fra de europæiske kolonimagter dog i andre sammenhænge inspiration til den panislamistiske idé.

I forbindelse med Første Verdenskrig opdelte de allierede de tidligere osmanniske provinser i den arabiske verden. England fik mandatet i Palæstina, og den engelske regering gav i november 1917 et løfte til Den Zionistiske Bevægelse, at den efter krigens afslutning ville støtte etableringen af et jødisk nationalt hjem i Palæstina. Løftet til zionisterne blev indskrevet i den senere mandat-aftale, og den britiske administration støttede derfor officielt den jødiske indvandring i Palæstina. Det foranledigede en stadig dybere konflikt mellem de indvandrede jøder og de lokale arabere, der i stigende omfang blev militariseret. England meddelte i efteråret 1948, at de overdrog mandatet til FN, der derefter vedtog en delingsplan for Palæstina og etableringen af staten Israel.

Da den jødiske stat Israel blev udråbt 15. maj 1948, blev modsætningen mellem den lokale arabiske, palæstinensiske befolkning på den side og de indvandrede jøder på den anden side forvandlet til en konflikt mellem den nye israelske stat og alle øvrige selvstændige arabiske stater. Etableringen af Israel var en katastrofe for palæstinenserne. Palæstina forsvandt mere eller mindre, og Israel sikrede sig det meste af området. Desuden annekterede Transjordanien Vestbredden, og Egypten besatte Gaza.

Resultatet blev en stor gruppe af palæstinensiske flygtninge (ca. 730.000), der måtte tage sig til takke som flygtninge i lejre, der blev etableret af FN. Mange arabiske muslimer så det som en dokumentation for, at de gamle europæiske kolonimagter sammen med den nye supermagt USA fortsat nærede ønske om at kontrollere den muslimske verden, og derfor blev Israel et tema for panislamistiske personer og grupperinger som eksempelvis Det Muslimske Broderskab.

Organization of the Islamic Conference

En palæstinensisk lærd Taki al-Din al-Nabhani (1914-1977) tog i 1953 initiativ til etableringen af Hizb al-Tahrir al-Islami, Det Islamiske Frihedsparti, hvis erklærede mål var at arbejde for et panislamistisk samarbejde for ad den vej at genskabe det kalifat, der i 1924 var blevet ophævet af det tyrkiske parlament.

Partiet fik aldrig politisk betydning i regionen, fordi tanken om kalifatet principielt var en udfordring for de muslimske nationalstater, der gennem det 20. århundrede havde set dagens lys. Nationalstaterne havde udviklet deres særegne form for national forståelse af islam. Staterne skønnede derfor, at grupperinger, der politisk ville arbejde for genetableringen af et transnationalt kalifat, ville være en udfordring for nationalstaternes legitimitet. Etableringen Hizb al-Tahrir var dog dokumentation for, at den panislamistiske idé fortsat havde gennemslagskraft og støtte blandt nogle muslimer. Det var derfor civile, ikke-statslige sammenslutninger, der i den periode gav panislamismen konkret form.

Israel besatte som følge af Junikrigen (Seksdageskrigen) i 1967 Vestbredden og fik dermed kontrol over centrale muslimske helligsteder i Jerusalem. Da en australsk turist, der i parentes bemærket var kristen, i august 1969 forsøgte at sætte ild til al-Aqsa moskeen, vakte det udbredt harme i den muslimske verden.

Vreden var møntet på de israelske myndigheder, der ikke var i stand til at sikre moskeen mod overgreb. Det førte til, at en lang række muslimske stater på et møde i Rabat i Marokko i september samme år blev enige om at etablere et organ, der internationalt kunne fremme den muslimske verdens interesser. Organization of Islamic Cooperation (OIC) består i dag af 57 muslimske stater. Officielt har organisationen til formål at være ”den samlede stemme for den muslimske verden.”

OIC har gennem årene kunnet enes om fælles kulturelle initiativer til fremme af muslimers interesser af kulturel og religiøs art, men så snart, der har været mere politisk betændte problemer, har OIC måtte acceptere, at det panislamistiske samarbejde ikke har kunnet trumfe nationale interesser. Her kan nævnes konflikter mellem muslimske nationalstater som krigen mellem Irak og Iran 1980-1988 og den nuværende krig i Yemen, hvor Saudi Arabien og Iran er på direkte kollisionskurs. Der kan gives talrige eksempler på, at muslimske stater direkte har modarbejdet hinanden, fordi regionale og nationale interesser har hindret det panislamistiske samarbejde.

Kun i sammenhænge, hvor udgangspunktet har været en kulturel og/eller religiøs krænkelse af islam, har man kunnet etablere og håndhæve et panislamistisk engagement. Det blev eksempelvis tydeligt i forbindelse med den såkaldte Muhammad-krise i efteråret 2005, hvor Danmark blev gjort til genstand for boykot af store dele af den muslimske verden på grund af karikaturtegninger af Muhammad trykt i Jyllandsposten.

Den fjerne fjende, 1979-1989

I slutningen af 1970erne og 1980erne viste panislamistiske bevægelser gennemslagskraft. Shahens fald i 1979 i Iran og ikke mindst Sovjets nederlag i 1989 i Afghanistan bevirkede, at islamistiske ideologer lancerede ideen om at organisere militante islamistiske grupperinger i en global koordineret kamp. 1979 og 1989 blev forløberne til den globale kamp mod det, som ideologerne betegnede som den fjerne fjende. Det var ikke mindst USA, der i deres forståelse blev betegnet som den store satan – den islamiske verdens sande fjende.

Da Sovjet i 1979 invaderede Afghanistan og indsatte et pro-kommunistisk styre, gav det anledning til, at mange individuelle muslimer fra alle dele af den muslimske verden meldte sig som frivillige for at bekæmpe den sovjetiske invasion. Flere muslimske stater anført af Saudi Arabien og Pakistan bakkede op om dette og var medvirkende til, at mujahidinerne i 1989 var i stand til sammen med lokale afghanske grupperinger at presse Sovjetunionen til igen at trække sig ud. Der var tale om en panislamistisk kamp mod Sovjet i Afghanistan.

Et årti tidligere var Ruhollah Khomeini (1902-1989) blevet anerkendt som formel leder af kampen mod shahen Mohammad Reza Pahlavi (1919-1980) i Iran. Khomeini og kredsen omkring ham gjorde dygtigt brug af den shia-muslimske religiøse tradition og bidrog afgørende til, at demonstrationerne mod regimet gennem efteråret 1978 nåede et omfang, der tvang shahen til at forlade landet og gå i eksil.

Terror, Islamisk Stat og panislamisme

Islamisterne havde med shahens fald i Iran i 1979 og med den sovjetiske tilbagetrækning i 1989 dokumenteret, at verden var til at ændre, og at selv store tilsyneladende uovervindelige modstandere kunne knægtes. Der var dog flere militante islamistiske grupperinger i flere muslimske stater, der i samme periode måtte kapitulere i deres bestræbelser på at styrte de eksisterende regimer. I stater som Egypten, Syrien, Algeriet og Saudi Arabien forsøgte militante islamistiske grupperinger gennem 1970´erne, 1980´erne og 1990´erne ligeledes at tilkæmpe sig magten, men i ingen tilfælde lykkedes det.

Shahens fald i 1979 og Sovjets nederlag i 1989 manifesterede sig i en uforventet global og pankoordineret kamp mod en fjern fjende. Allerede i 1998 havde al-Qaida sammen med andre grupperinger opfordret til jihad mod Vesten, der 11. september 2001 førte til terrorangrebet mod New York og Washington. Udviklingen siden har dokumenteret, at flere militante islamistiske grupperinger er overbeviste om, at islam som en politisk ideologi fortsat har et betydeligt mobiliseringspotentiale, og det har siden 2001 ført til talrige terrorangreb mod stater og regeringer, der samarbejder med USA, og som derfor udgør en del af den fjerne fjende.

Den internationalisering af militante islamisters kamp, vi har været vidne til gennem de seneste årtier, har affødt en debat om det kalifat og den islamiske stat, som panislamismen har på sit program. Personer med tilknytning til al-Qaida begyndte efter invasionen af Irak i marts 2003 at argumentere for, at det ville være strategisk fordelagtigt at etablere en islamisk stat. Den kunne gøres til det geografiske udgangspunkt for kampen mod Vesten.

En jordaner ved navn Abu Musab al-Zarqawi (1966-2006), der havde deltaget i krigen i Afghanistan, dukkede op i Irak efter invasionen i 2003 og dannede en militant gruppering, som siden tilsluttede sig al-Qaida. Men fordi al-Zarqawi fastholdt ideen om at skabe en islamisk stat i Irak, og fordi han så brutalt var fortaler for en militant konfrontation med Iraks shia-muslimske befolkning, endte han med at trække sin gruppe fra samarbejdet med al-Qaida og døbte efterfølgende sin gruppe ISI, Islamisk Stat i Irak. Han blev dræbt under et amerikansk angreb mod sit skjul i Babuqa, men andre holdt liv i gruppen, der ligesom flere andre søgte mod Syrien.

Syrien blev fra marts 2011 hjemsøgt af en konflikt mellem utilfredse borgere og det siddende regime, der fra efteråret udviklede sig til en borgerkrig. Militante islamister fra Irak drog derfor til landet for at deltage i kampen mod Bashar al-Asads regime.

Afstandtagen og kritik af Islamisk Stat

Det var bl.a. Jabha al-Nusra under ledelse af syreren Abu Muhammad al-Jawlani (født 1981) og Abu Bakr al-Baghdadi (født 1971), der siden 2010 havde været leder af ISI. De slog sig ned i Syrien og kundgjorde i april 2013, at gruppen i fremtiden skulle kendes under navnet Islamisk Stat i Irak og Syrien (ISIS), der i internationale medier også blev betegnet som ISIL, Islamisk Stat i Irak og Levanten. Abu Muhammad al-Adnani (1977-2016), den senere hovedpropagandist for ISIS, mente tilmed, at der skulle etableres en islamisk stat. Derfor udråbte han med henvisning til Koranen (Sura 24, vers 55) et nyt kalifat i juni 1914, og hans nære medsammensvorne Abu Bakr al-Baghdadi (født 1971) accepterede at fungere som kalif for Islamisk Stat.

Kundgørelsen af det nye kalifat blev voldsomt kritiseret af muslimer i alle dele af den muslimske verden. Det blev gjort gældende, at kaliffen ikke opfyldte de kriterier, en kalif skulle besidde, og det blev gjort gældende, at hans hyldning var illegitim. En række muslimske stater og organisationer formulerede lignende kritiske holdninger til det nye kalifat, men det var kredsen omkring al-Adnani og Abu Bakr al-Baghdadi ligeglade med. Deres veltilrettelagte mediestrategi førte til, at et meget stort antal frivillige fra alle dele af verden fulgte al-Adnanis opfordring til at komme til Syrien og deltage i kampen for etableringen af et muslimsk kalifat.

Det er i den forbindelse vigtigt at understrege, at nok evnede Islamisk Stat at etablere et kalifat, og nok var kalifatet i stand til for en tid at udvide sit territorium, men dets behandling af den civile befolkning, der var bosat i de områder, den kontrollerede, vakte kritik og førte til afstandtagen. De militante islamister var slet ikke hjemhørende i de områder, kalifatet underlagde sig. De kom alle sammen udefra og praktiserede en forståelse af islam, den lokale befolkning ikke kunne støtte. Interessant nok vendte både Hizb al-Tahrir og al-Qaida sig mod kalifatet.

Panislamisme versus nationalstater

Panislamismen som moderne politisk ideologi har ikke haft afgørende betydning for det historiske forløb, som den muslimske verden har gennemgået gennem det seneste århundrede. Udviklingen synes snarere at dokumentere, at nationalstaterne i den muslimske verden prioriterer nationale interesser højere end ønsket om at fremme et transnationalt samarbejde funderet på et fælles religiøst fundament. De enkelte muslimske nationalstater har siden deres etablering prioriteret egne nationale og regionale interesser højere end hensynet til fællesmuslimske interesser.

Det ændrer imidlertid ikke ved det forhold, at det religiøse fællesskab, der udgøres af al-umma, på en række områder kan mobilisere fremkomsten af et konkret panislamistisk samarbejde. Der er derfor perspektiver i panislamismen, selvom et bæredygtigt gensidigt forpligtende politisk samarbejde de muslimske stater imellem aldrig er blevet etableret og næppe vil kunne etableres, så længe det internationale politiske system er domineret af nationalstater.

Jørgen Bæk Simonsen er dr.phil. og ansat som lektor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet. Han har gennem mange år arbejdet med islam og muslimer – både i en arabisk-mellemøstlig sammenhæng og i dansk/europæisk sammenhæng.

Forslag til videre læsning: 

Hegghammer, Thomas: Jihad in Saudi Arabia: Violence and Pan-Islamism since 1979, Cambridge: Cambridge University Press 2012.

Sheikh, Naveed: The New Politics of Islam: Pan-Islamic Policy in a World of States, London: Routledge-Curzon 2003.