UHØRT FOKUS: Politisk islam UDGIVELSE: Det Badende Menneske Objekthistorier Internetarkivet

Ånden og maskinen – Skakcomputere, stormestre og ny humanismekritik

Gerri Kasparov vs. Maskinen Deep Blue

Maskinen produceres som ensartet mytos i populærkulturen, og den kædes almindeligvis sammen med karaktertræk som megalomani, amoral og ambitioner, der er så belejligt abstrakte eller komplekse, at de ligger hinsides grænserne for menneskelig erkendelse. Som sælsom instans er den amorf, forunderligt angstprovokerende og i stigende grad virkelig.


Film- og litteraturhistorien er fyldt med eksempler på, at maskinen er moralsk fremmed, uforstandig eller ligefrem ond, mens den på alle andre områder sætter os behørigt til vægs. Det er vores møde med disse overlegne maskiner, hvad man kunne kalde en form for maskinreception, som er modus for denne tekst.

The secret is how to die. Since the beginning of time, the secret had always been how to die. Med disse ord indledes den seneste roman om en af vor tids mest overeksponerede antidetektiver, religionssociologen Robert Langdon; en – nu gennem adskillige bøger – glorificeret duksedreng og sladrehank, som uden et eget projekt mestendels har til opgave at forhindre andre i at gennemføre deres.

Gennem en serie af interventioner har Langdon og hans serielle harem af unge kvindelige genier regelmæssigt held til at afspore ethvert antræk til forandringer af status quo. Selvom skurkene (der bedst kan karakteriseres som usynlige skyggeboere) uden undtagelse er Langdon overlegne på samtlige punkter, belønnes han i overflod for sin ihærdighed, sin flid og sin grænseoverskridende dydighed. Skurkenes nederlag er tilsvarende konsekvent uværdige og degraderende. Nogle bliver dræbt ved at få et par glasskår i ansigtet, mens andre må stavre omkring på krykker og faktisk kaste sig for fødderne af den glatte dengse. Den lykkelige slutning fastholder os i uværgelig stasis.

På sin vis har disse antagonister mere til fælles med maskiner end med mennesker. Selvom man kunne hævde, at dette forhold gør sig gældende for samtlige figurer i Dan Browns bibliografi, er antagonisternes tilsyneladende alvidenhed, almægtighed og immaterialitet langt mere karakteristiske for en moderne maskinforståelse end for automatonen, den demente Robert Langdon.

 

Skakhumanisten

I 1997 led den daværende skakverdensmester Garri Kasparov et sviende og usædvanlig omdiskuteret nederlag til skakcomputeren Deep Blue. Kasparov var i god form. Allerede året forinden havde stormesteren mødt computeren og givet den om ikke læsterlige klø så i hvert fald tørt på. Som den højest rangerede spiller overhovedet var han i en årrække en institution i skakverdenen, og han var om nogen den spiller, man ønskede at vinde over. Som de fleste skakentusiaster ved, var Deep Blue bygget af IBM med det ene formål at slå Kasparov, og da Deep Blue faktisk besejrede ham, var et fadermord af historiske dimensioner og med spektakulære implikationer pludselig en realitet.

Efter nederlaget til Deep Blue var den ellers så usårlige Kasparovs dage som verdensmester ved at oprinde, og allerede i år 2000 blev han definitivt detroniseret, da han måtte overdrage sin titel til landsmanden Vladimir Kramnik efter et knebent nederlag til selvsamme spiller. I 2005 indstillede Kasparov sin karriere.

For så vidt kunne historien om Kasparov være sluttet her. Han kunne have trukket sig tilbage, nydt sit otium og levet af sin formue. I de senere år er han dog atter blevet prominent, nu som skarp kritiker af det moderne Rusland med en særlig højrøstet, udsøgt foragt for Vladimir Putin, der af Kasparov beskrives som “just like Al Capone.” Uanfægtet det russiske statsapparats åbenlyse mangelfuldhed fremstår Kasparov erfaringsmæssigt som en notorisk klynkende vatnisse i skakregi.

Straks efter nederlaget til Deep Blue insisterede mesteren nemlig på, at der var tale om bedrageri. Nogen fra IBM havde fiflet med maskinen mellem partierne, påstod Kasparov. Maskinen var et falsum, som en behændig dukkefører, subsidiært skakvirtuos dygtigt manipulerede med sine snore. Disse beskyldninger blev blankt afvist af IBM, og således var en kold skyttegravskrig etableret. Parterne kunne trygt og lunt sætte sig til rette i hver deres ende af lokalet, pege fingre og pure afvise hinandens version af sandheden. På besynderlig vis er det således lykkedes for Kasparov at parkere hele misèren i remis, hvilket må siges at være det absolut bedste, han kunne håbe på.

Som den allermest latterlige ekstrem førte Kasparovs nederlag direkte til udviklingen af spillet arimaa, der spilles med samme redskaber som skak, men som er specifikt designet til at være svært for maskiner at spille. Det lyder ganske rigtigt som enten en parodi eller som menneskebegavelsens endegyldige retræte. Grunden til at spille arimaa frem for skak er entydig, og at spillet overhovedet eksisterer er om noget et tegn på humanismens rådvilde protektionisme.

 

“I for one welcome our new computer overlords”

Uanset denne drejning er der noget ufattelig besnærende ved historien om den stakkels stormester. Hvor mange yderligere iterationer skulle skakcomputeren mon igennem, før den ubesværet kunne vade hen over Kasparov? Under henvisning til den accelererende udvikling i computerteknologi kan det næppe have været mange. Kasparovs stolte trodsighed er derfor fuldstændig arbitrær, simpelthen fordi nederlaget slet og ret var uundgåeligt.

Således blev Kasparovs nederlag et særdeles æreløst af slagsen, og på mange måder udgør hans deroute en spændende grundfigur for ny humanismekritik. For værdien af eller skønheden i Kasparovs bedrifter ligger ikke i selve hans præstationer, men derimod i hans uundgåelige fald. I hvert fald hvis vi accepterer den præmis, som ikke blot fremstilles i populærkulturen, men i stadig stigende grad i intellektuelle, videnskabelige og akademiske kontekster – at mennesket inden for en overskuelig årrække vil blive overhalet af maskinen på samtlige niveauer. Den amerikanske teknolog Raymond Kurzweil (hvis modeller nøjagtigt forudså det år, hvor en maskine ville besejre en skakverdensmester), foreslår år 2029 som det år, hvor mennesket definitivt ikke længere kan bryste sig af at være evolutionens højdepunkt.

Måske er den apokalypseforestilling, som udgør en fuldstændig central del af den menneskelige maskinreception, dybt overdramatiseret. Måske kommer der intet flammehav, ingen atomvinter; måske er det langt mere tænkeligt, at vi blot vil blive overgået, overhalet og overflødiggjort. This is the way the world ends. Not with a bang but a whimper.

Hvis vi tænker med denne transhumanistiske teleologi, vil det væsentlige spørgsmål derfor altid være, hvordan man taber – eller rettere sagt: hvilken slags taber man er. Faldet er uundgåeligt, men den forfængelige skakhumanist ignorerer sit nederlag og insisterer på sin egen dydighed, vigtighed og ret. Han holder op med at spille skak og lovpriser i stedet arimaa. Når tiden er inde springer han videre til et endnu mere radikaliseret blændværk, hvor humanisten er på flugt, i skjul eller totalt eksileret. Han nægter at erkende, at han kun kan tabe, aldrig vinde. Hvor Kasparov havde alle muligheder for en ærefuld symbolsk død på sit livs tinde, valgte han i stedet et symbolsk liv, et helt igennem værdiløst martyrium. Heri ligger den sande tragedie, for Kasparov havde al mulig grund til at lide sit nederlag med en umådelig stolthed. Som den måske største stormester verden har set, burde hans præstationer tale for sig selv. Alligevel har han forsøgt at tage ordet fra dem.

Det er et spørgsmål om forskel i skala. Når stormesteren blegner i mødet med maskinens absolutte, uoverskyggelige overlegenhed bliver hans kunnen ikke betydningsløs. Knaset, der lyder, idet han trædes under fode, bliver blot så meget højere, mere klangfuldt og mere ærværdigt. Den ydmyghed, som Kasparov ikke mestrede, må vi derfor tage ved lære af.

Da endnu en maskine, AI’en Watson, i 2011 udraderede to af de suverænt dygtigste deltagere i videnspillet Jeopardy!, udspillede et helt anderledes scenarie sig. Ken Jennings og Brad Rutter, de to menneskelige deltagere, var allerede ved finalen så håbløst langt bagud i spillet, at de reelt ingen chance havde for at indhente Watson. Jennings nøjedes derfor ikke med blot at notere det rigtige svar på sit kort, men skrev kækt herunder i parentes: “(I for one welcome our new computer overlords)

Omend Jennings’ gestus givetvis er iklædt talrige lag ironi, er den eksplicitte ydmyghed ikke til at tage fejl af. Modsat protohumanisten Garri Kasparov gik både Ken Jennings og Brad Rutter til bunds med et smil på læben. Deres maskinreception spejler en beundringsværdig selvindsigt, fuldstændig blottet for illusioner om deres egen status, men fyldt med varme, selvrespekt og humor.

Garri Kasparov er en idiot, Ken Jennings er en idiot, jeg er en idiot, og du, kære læser, er også en idiot. Uanset hvilket område du mestrer, det være sig filosofi, dans, psykologi eller arimaa, kan du være sikker på at blive fuldstændig deklasseret af maskinen, når det en dag bliver din tur. Vi kan derfor kollektivt vælge at søge ly i en sanseløs forfængelighed og selvtilstrækkelighed, eller vi kan vælge den bedre strategi: at gå til skafottet med oprejst pande.

LÆS OGSÅ: Transhumanismens nye menneske