UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet FOKUS: Iran udefra FOKUS: Historien til forhandling Internetarkivet

Bag Anonymous’ maske

I fredags var flere svenske myndigheder i vanskeligheder, fordi deres hjemmesider var offline. De var under angreb. Anonymous havde annonceret angrebet i protest over lukningen af webhotellet PRQ, som plejede at være serverplads for de symboltunge Pirate Bay og Wikileaks.

Vi hører om Anonymous oftere og oftere. Vi genkender den smilende Guy Fawkes-maske. Men hvad er Anonymous egentlig? Skal vi være bange?

 

Et skab fyldt med springknive og pot

Fortællingen om Anonymous starter på hjemmesiden 4chan.org. For de uindviede er 4chan et såkaldt image board, hvor brugere deler billeder og tekst. Det er en primitiv side, der kan minde om halvfemsernes privathjemmesider, som hver anden familiefar oprettede og fyldte med roterende animationer og dårligt skalerede baggrunde. Men der er intet gammeldags over 4chan. Siden er tværtimod sted for en af de mest grænseoverskridende idéudvekslinger på hele internettet.

Den mest berygtede og besøgte del af 4chan hedder /b/. Her kan alt deles og kommenteres. Grundreglen er “anything goes”. Et besøg på siden er lidt som at spille russisk roulette, hvor pistolen er ladt med amatørporno, gore, lolcats, billeder af pizzaer, memes og hvad har vi. 4chan er high school-eleven, der har et skab fyldt med springknive og pot.

På 4chan er brugernavne ildeset. Derfor står alle indlæg ført som forfattet af “Anonymous”. Det blev hurtigt til en sjov idé, eller endda et meme, at hele boardet i virkeligheden var én person ved navn Anonymous, der diskuterede med sig selv – det var internettets person, der talte med sig selv. Da brugerne på boardet begyndte at planlægge aktiviteter uden for siden, først og fremmest chikane af andre hjemmesider, var det oplagt, at de skulle kalde sig selv Anonymous.

Én af de tidlige Anonymous-aktiviteter, der vakte opsigt var de hyppige togter i 2006 mod  siden Habbo, der nok bedst kan sammenlignes med den gamle danske chatportal Højhuset. Brugere opretter en avatar – en lille figur, der bliver deres digitale repræsentant – og kan bevæge sig rundt i et virtuelt hotel mellem andre avatars. På 4chan aftalte man en virtuel flashmob, hvor alle deltagerne registrerede avatars med stort afrohår og et mørkt jakkesæt. Deres avatars stillede sig i swastikaformationer og blokerede visse områder med begrundelsen, at de var inficerede med AIDS. Det er slående karakteristisk for gruppens særlige humor, at de klagede over racisme, når Habbo bannede dem fra siden.

Som aktiviteterne spredte sig, blev Anonymous noget, man kunne identificere sig med bredere. Det var ikke længere kun en 4chan-ting. Medlemmerne, også kaldet anons, hang ud med hinanden på sider som 7chan og Encyclopedia Dramatica. Nogle kalder de tidlige aktioner under Anonymous-banneret for gruppens barndomsfase. Det giver mening, hvis man forstår gruppen som ét menneske, der udvikler sig til modenhed. Men som den senere historie skal vise, har det været svært at spotte en særlig teleologi i gruppens udvikling.

 

At pisse på den forkerte skovbrand

I 2005 fløj Tom Cruise triumferende ind i Oprahs studie og begyndte at hoppe i hendes sofa, fordi han var så lykkelig over Katie Holmes. Det var en internetsensation, der lagde et ekstra lag på billedet af Cruise som et excentrisk kultmedlem. I 2008 blev næste afsnit i sagaen om Cruise lækket. Bloggen Gawker offentliggjorde en intern Scientology-video, hvor Tom Cruise med ren volapyk forklarede sit forhold til trosretningen. Scientology svarede på en måde, som de efterhånden er blevet berygtede for – med jurister.

Youtube modtog en violation claim, der krævede videoen fjernet. Indsatsen var håbløs. At fjerne en god historie fra internettet kan være ligesom at slukke en skovbrand, for den spreder sig hurtigere end man kan omringe den. Ofte er man tvunget til at lade den brænde ud. Men Scientologys indsats havde ikke kun dårlige odds for at afhjælpe problemet, den var med til at forværre det. I diskussioner på de forskellige fora tog anons personligt anstød. Den 15. januar skrev en anon på 4chan:

“I think it’s time for /b/ to do something big. People need to understand not to fuck with /b/ (…) I’m talking about “hacking” or “taking down” the official Scientology website. It’s time to use our resources to do something we believe is right. It’s time to do something big again, /b/. Talk amongst one another, find a better place to plan it, and then carry out what can and must be done. It’s time, /b/.”

Scientology havde pisset på den forkerte skovbrand.

 

What would JFK say?

Der var stemning for et nyt togt mod den nye fjende, og allerede i de indledende diskussioner blev missionen blæst episk op. En 4chan-bruger skrev:  ”… we can do this. We are Anon, and we are interwebs superheroes (…) What would JFK say? He would probably say something like ‘Hey Maralyn (sic), its not gonna blow itself.’ But he would probably also want us to do this.”

D. 21. januar 2008 erklærede Anonymous krig mod Scientology og iværksatte Project Chanology. Krigserklæringen var en Youtube-video med skyer der bevæger sig over himlen og en computerstemme, der forklarer at Scientology er en trussel mod ytringsfriheden og et finansielt afpresningsapparat. Filmnørder vil bemærke stemmens uhyggelige lighed med computeren Hal 9000 fra Rumrejsen 2001, der forråder astronauterne med et indifferent: “I’m sorry, Dave. I’m afraid I can’t do that”. Anonymous erklæring lød som en digital bevidsthed, der begynder at røre på sig – og det er måske ikke helt forkert.

Chanology byggede på gammelkendte taktikker, som Anonymous før havde haft succes med. Allerede i 2006 bombarderede de den amerikanske nynazistiske radiovært, Hal Turner, med sorte faxer, telefonfis, pizzaleveringer og Denial of Service-angreb (DDoS). DDoS-angrebet er Anonymous mest berømte værktøj. Princippet er simpelt. Man sender en server så mange forespørgsler, at den ikke kan håndtere dem og derfor går ned. Det svarer til, at tusindevis af brugere sidder på den samme hjemmeside og trykker på ‘opdater’ igen og igen, indtil siden bliver overbelastet.

Der var noget arkaisk over sammenstødet mellem Anonymous og Scientology. Begge fronter er teknofile grupper i udkanten af samfundets mainstream. Begge grupper er moderne fascinationsobjekter, hvis mysterier medierne spekulerer i. Men de er samtidig hinandens diametrale modsætninger. Hvor Anonymous repræsenterer internettet, der principielt er alverdens information frit tilgængeligt for enhver, er Scientology et af vor tids mest veludviklede hemmelighedskræmmerier, for hvem information er noget, man køber. Selv deres religiøse kernetekster er copyrightede. The Church of Scientology er præcis den slags magtfulde organisation, hvis hemmeligheder og indflydelse hackerkulturen ser det som sin opgave at afsløre.

Hvis togtet mod Habbo var et tidligt barneskridt, var Chanology Anonymous’ pubertet, med alt hvad det indebærer af identitetskonflikter. Krigserklæringen mod Scientology indeholder nogle af de første selvrefleksive bemærkninger fra Anonymous. Derfra har vi flere af de sætninger, vi stadig forbinder med gruppen: “We are legion. We do not forgive. We do not forget. Expect us.” Bag den fede Hollywood-patos fornemmer man, at der er alvor på spil. Anonymous blev til et projekt.

 

Anonymous bliver en kedelig voksen

D. 10 februar, kort efter de første Chanology-angreb, strakte operationen sig helt ud i den offline verden. 7000 mennesker demonstrerede på Anonymous’ anmodning foran Scientology-centre i hele verden. Flere Anons har udtrykt forbavselse over succesen. Det var som den store dreng i skolen, det tavse mobbeoffer, som en dag beslutter sig for at slå igen og finder ud af, hvor stærk han egentlig er. Anonymous var blevet en reel politisk magt, der kunne mobilisere folkemængder og gøre en forskel. En af grundene var, at udefrakommende, ikke-hackere, blev sympatisk stemt over for kampen mod Scientology. Demonstrationerne tiltrak folk, der interesserede sig for internetcensur og ytringsfrihed på en mere “gammeldags” facon. På den måde blev Anonymous et projekt man kan identificere sig med, selvom man ikke er interesseret i rick rolls, mudkipz eller tegneserieporno.

Men det var ikke alle, der syntes om det nye “voksne” Anonymous. Flere tidlige anons kunne ikke acceptere, at organisationen skulle være et alvorligt politisk og etisk funderet projekt. De havde meldt sig til noget andet. Enten var man “in it for the lulz” og dermed kun interesseret i fis, løjer og kaos, eller også var man en “moralfag”, altså en moralsk bøsse. Det modne Anonymous havde ødelagt gruppens dårlige ry, og nogle ønskede det tilbage.

Det kan måske forklare Anonymous’ angreb på Epilepsy Foundation of America i 2008, hvor der blev postet blinkende sort-hvid animationer på epilepsifora – selvsagt med uheldige konsekvenser. Administratorerne på 7chan har forklaret, at angrebene kom fra Scientology, der prøvede at ødelægge Anonymous’ nye ry. Hvor end ansvaret ligger, viste opgøret mellem moralfags og spilopmagere, at Anonymous er hvad Anonymous gør. Derfor er det på sin vis meningsløst at tro, at gruppen skulle have et særligt etisk fundament. Anonymous arbejder ikke for en særlig vestlig borgermoral, selvom vi af og til føler at hackerne er på vores side. De holder bare internettet åbent. Nogle dage betyder det assistance til egyptiske frihedskæmpere, andre dage swastikaer, rick rolls og epilepsianfald.

 

Er folkekroppen et hovedløst monster?

Man kan bekæmpe terrorister, men man kan ikke bekæmpe en idé. Det samme gælder for Anonymous. Med vanlig patos siger Anonymous i Scientology-videoen, at for hvert medlem man slår, dukker 10 nye op. Anonymous er en idé – et meme, der kan bæres af skiftende hænder. Chris Landers har beskrevet det med en god metafor:

“Anonymous is a group, in the sense that a flock of birds is a group. How do you know they’re a group? Because they’re travelling in the same direction. At any given moment, more birds could join, leave, peel off in another direction entirely.”

I praksis er der selvfølgelig intet abstrakt over Anonymous. Det er en gruppe, hvis konfiguration skifter alt efter hvilken opgave, der gælder. Nogle anons har været med længere end andre, nogle er mere centrale end andre. Planlægningen foregår på IRC-kanaler og dedikerede fora. I Den Kommende Opstand hedder det sig, at organisationer er ligegyldige og ineffektive, når folk selv organiserer sig. Anonymous er et godt eksempel på denne slags spontane, lederløse selvorganisering.

I krigserklæringen mod Scientology identifcerer Anonymous sig med folkekroppens vrede. Det var internettets, og dermed folkets, stemme, der krævede indsigt i Scientologys magtapparat. Den idé fik endnu mere kød på i 2010 i den prægnant navngivne Operation Titstorm. Den australske regering ville indføre nye censurregler for indhold på internettet, bl.a. et forbud mod porno med småbrystede kvinder, angiveligt fordi de ligner mindreårige. Det ville Anonymous ikke tillade, fordi det var en indskrænkning af ytringsfriheden. DDoS-angreb fulgte.

Titstorm er ikke interessant på grund af sin effekt – det var et relativt svagt DDoS-angreb, branden fængede ikke an – men på grund af sit princip. Det var første gang, Anonymous gik direkte op mod en stat. Og det ændrede grundlæggende gruppens selvforståelse. Efter Titstorm kom folket med ind i ligningen: Det frie internet er lig Anonymous er lig folket. Fjenden var ikke længere kun skøre sekter eller enkelte nazister – det var også stater, der forbrød sig på konstitutionelle grundfriheder og hvis suverænitet altid kunne udfordres af folkets stemme.

 

Den moderne Robin Hood – og hans skygge

Titstorm var et af de mindre berømte afsnit i den større Operation Payback. I et andet led i operation sendte Anonymous i 2010 DDoS-angreb mod giganter i underholdningsindustrien som MPAA og RIAA. Underholdningsindustrien havde nemlig hyret et indisk firma, Aiplex, til at angribe visse sider, som ikke reagerede, når man bad dem fjerne indhold. Det var først og fremmest torrent-sider som det nu martyriske Pirate Bay. Igen kunne Anonymous ikke acceptere, at internetfriheden skulle indskrænkes af megakommercielle interesser. På den måde blev Anonymous associeret med den globale piratbevægelse.
Men den mest berømte konflikt i Operation Payback startede, da PayPal, MasterCard og andre afviste at gennemføre betalinger til WikiLeaks, der som bekendt havde skabt sit ry med lækagen af de diplomatiske korrespondancer tidligt i 2010. Anonymous svarede prompte med DDoS-angreb mod betalingsfirmaerne, hvis sider effektivt røg ned i nogle timer.

Med Payback antog Anonymous rollen som en slags moderne Robin Hood, der ikke er bange for at gå magthaverne på klingen for at forsvare den lille mands ret og stemme. Anonymous’ image som borgerrettighedsbevægelse blev skåret endnu skarpere ud i forbindelse med det Arabiske Forår, hvor gruppen effektivt hjalp oprørere med at undgå regimernes censur, så de frit kunne kommunikere og organisere sig online. Men som sagt: Anonymous er et hovedløst monster. Det er en form for kraft, der ikke kun kan stjæle fra de rige og give til de fattige, men også det modsatte.

I løbet af 2011 dukkede Anonymous’ skyggebillede op. LulzSec var en afstikker af Anonymous. De to grupper delte medlemmer og samarbejdede om flere ting. Men hvor Anonymous er et decentraliseret, løst kollektiv, var LulzSec en koncentreret og organiseret gruppe, der kunne handle hurtigt, effektivt og aggressivt. LulzSec blev blandt andet holdt ansvarlig for det store hack af Sony i 2011, hvor de offentliggjorde tusindevis af navne, adresser og kodeord fra brugere af Sonys Playstation 3. Her var det almindelige borgeres sikkerhed, der var på spil – langt fra Anonymous’ kamp mod den undertrykkende overmagt.

Sony havde tidligere på året sagsøgt den legendariske hacker, George Hotz – berømt for at være den første til at unlocke Apples iPhone – fordi han havde hacket deres Playstation, så den kunne bruges med uofficielle applikationer. LulzSecs hack var simpelthen hævn.

LulzSec eksisterer officielt ikke længere. Men der er en vigtig pointe i forholdet mellem dem og Anonymous. De er hinandens skyggebilleder, men de kommer af det samme – de består endda af de samme folk. Hvis Anonymous er folkets Robin Hood, er LulzSec den nihilistiske joker i Batman, der bare vil se verden brænde. Vi har vænnet os til at tænke, at Anonymous er på vores hold. Og det er måske sandt for de centrale kræfter, der bruger navnet nu. Men Anonymous er større end det. Anonymous er den anonyme stemme på internettet. Anonymous indeholder alle nuancer i spektret af kaos. Det er naivt at tro andet.

I disse dage arbejder de svenske efterretningsagenter på at finde de ansvarlige for fredagens angreb. Deres job er at finde ud af hvem, der gemmer sig bag det stiliserede smil på maskerne, så de kan stoppes. Men måske er fremtidens spørgsmål i stedet: Hvad betyder masken? Hvad er fænomenet Anonymous? Hvorfor sker det?

LÆS OGSÅ: The Internet is not a Dark and Scary Place

LÆS OGSÅ: Kontekst: Ugens 3 store internetnyheder