UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet FOKUS: Iran udefra FOKUS: Historien til forhandling Internetarkivet

Den frie verdens spøgelser

Joseph Kony - Invisible Children

Med Invisible Childrens opmærksomhedskampagne KONY2012 fik verden en ny skurk – Joseph Kony. Eller nærmere kampagnefjenden KONY. For i Invisible Childrens kampagne gennemgik Joseph Kony en transformation, der ikke gjorde det lettere at løse den kritiske situation, men i stedet gravede hullet endnu dybere. Her er et forsøg på at genfortælle historien om KONY.


Der går et spøgelse gennem den vestlige verden – det spøgelse hedder KONY.

“Joseph Kony is basically Adolf Hitler. He has an army of 30000 mindless children who slaughter innocent people in Uganda”.

Den slags udmeldinger fyldte de sociale medier tidligere i år, da gruppen Invisible Children lancerede sin store opmærksomhedskampagne KONY2012. Med en af historiens mest virale videoer sørgede kampagnen for, at Joseph Kony – lederen af den ugandiske oprørshær Lord’s Resistance Army – gik fra at være fuldstændig ukendt til at være kendt som hele verdens værste forbryder. Joseph Kony blev udnævnt som vores tids Hitler. Han var ikke længere bare en særligt grov oprørsleder og krigsherre i Uganda, men var nu også blevet skrevet ind i historien som symbol på alverdens trusler mod menneskeheden.

Paradoksalt fik Joseph Konys introduktion i historien ham til at forsvinde, for den konkrete person forsvandt nemlig til fordel for kampagnefjenden KONY.

KONY blev et billede og et symbol på Vestens (læs: USAs) kamp mod den gode gamle fjende – det onde. Han var indbegrebet af den ondskab, som den vestlige verden har ekskluderet fra sit grundprincip, og som vi forstår os selv som modsætning til. KONY var kampagnens historiske abstraktion, der ikke længere havde meget at gøre med personen Joseph Kony. Han var ikke så meget en reel politisk trussel som en ond idé.

 

Bin Laden, KONY og de andre spøgelser

Målet med kampagnen var at gøre Joseph Kony verdenskendt. Invisible Children arbejdede ud fra devisen, at for at sikre den politisk-militære indsats, der skulle få Joseph Kony stillet for en international domstol, var det nødvendigt, at hans navn var overalt. Joseph Kony skulle være et household name. Ellers ville vestlige politikere ikke tage KONY-problemet seriøst og fastholde den politiske og militære støtte til den ugandiske regering:

“In order for Kony to be arrested this year, the Ugandan military has to find him. In order for them to find him, they need the technology and training to find him in the vast jungle. That’s where the American advisors come in. But in order for the American advisors to be there, the US government has to deploy them. They’ve done that, but if the government doesn’t believe that the people care about arresting Kony, the mission will be canceled. In order for people to care, they have to know, and they will only know if Kony’s name is everywhere.”

Strategien lykkedes kun delvist. Joseph Kony er ikke blevet anholdt, men Invisible Children og KONY blev verdenskendte. Over 100 millioner mennesker har set og delt KONY-videoen siden den blev offentliggjort i marts måned i år. Næste led i kampagnen var det verdensomspændende event, Cover the Night, hvor støtterne i hele verden skulle anskaffe sig et action-kit med plakater og så den 20. april dække kloden til med billeder af KONYs ansigt.

I action-kittet var en særligt fremtrædende plakat (se billedet øverst). Den viser Joseph Konys ansigt. Bag Konys ansigt er der billeder af Osama Bin Laden og Adolf Hitler. Sådan skrev Invisible Children en ny historie; de tegnede en lige linje op igennem verdenshistorien fra Hitler over Bin Laden til Joseph Kony. Hvad end hensigten må have været, er det svært at komme uden om effekten – Joseph Kony portrætteres som den retmæssige arvtager til rollen som menneskehedens fjende nummer ét.

Men hvad forbinder så Kony, Bin Laden og Hitler? Ikke meget, udover at vi i Vesten har fremstillet dem som fjendebilleder på samme måde. Den Bin Laden, som vi talte om og jagede til døden, var en abstraktion fra en reel person. På samme måde er Kony blevet en historisk abstraktion. Manøvren: Vi tog nogle af deres egenskaber, fremhævede dem, og fjernede resten af de konkrete og historiske omstændigheder. Det er opskriften på en dødsfjende. Den mere fredelige danske abstraktion, Nielsen (fhv. Das Beckwerk, fhv. Claus Beck-Nielsen) skrev om manøvren:

“Med Osama bin Laden var en dør blevet åbnet til en tredje verden, som hverken var denne eller døden, men en mellemting, et mellemrum, der ligesom døden kun kunne defineres negativt: Osama bin Laden stod for alt det, der ikke var os, han var Vestens absolutte Anden.”

KONY er et spøgelse, der hjemsøger os fra samme “tredje verden” som hverken er vores eller de dødes. En verden, hvor Joseph Konys oprørskamp ikke adskiller sig væsentligt fra Bin Ladens religiøse ekstremisme eller Hitlers holocaust, fordi alle tre er udtryk for truslen mod selve den humane civilisations princip. Transformationen skete i hænderne på Invisible Children. Spørgsmålet kunne have lydt: “Hvad kan vi gøre for at afhjælpe den politiske konflikt i Uganda, der tillader Joseph Konys oprørshær at bortføre og hjernevaske børn?” Men man spurgte anderledes: “Hvordan kan vi tillade, at KONY begår forbrydelser mod menneskeheden?”

Ved den onde ånd KONYs mellemkomst synes den politiske situation altså at glide ud af vores hænder. Hvordan kommer man af med onde ånder? Ved eksorcisme.

 

Facts og neo-koloniale fantasier

Efter KONY-kampagnen rettede en lang række Afrika-kommentatorer en skarp kritik mod Invisible Children og deres manglende blik for den ugandiske situations kompleksitet. Kritikken peger på et grundlæggende misforhold mellem den KONY som Invisible Children portrætterer og den faktiske politiske virkelighed i og omkring Joseph Kony, LRA og Uganda. Mark Kersten, der er skribent for bloggen Justice in Conflict, skriver:

“But there’s one glaring problem: the campaign reflects neither the realities of northern Uganda nor the attitudes of its people”.

Denne kritik går igen. Joshua Keating, der skriver for bloggen Foreign Policy, pointerer, at selvom “He [Joseph Kony] and his forces haveleft a path of abductions and mass murder in their wake for over 20 years”, så misser KONY-kampagnen to grundpræmisser. For det første er Joseph Kony ikke længere i Uganda – og har ikke været det i seks år. For det andet, består Joseph Konys oprørshær ikke af flere tusinder, men nærmere af hundreder af soldater.

Invisible Children havde altså et problem med repræsentationen. Den Joseph Kony og LRA, som Invisible Children beskrev, fandtes ikke i den virkelige verden.

Ved siden af denne kritik, var der en kritik der pegede på KONY2012 som udtryk for en neo-kolonial holdning. Kampagnen var udtryk for en bestemt forestilling om, at den vestlige, udviklede verden har en forpligtelse til at hjælpe den afrikanske, mindre udviklede verden. Angelo Izama skriver i et blogindlæg:

“The simplicity of the “good versus evil”, where good is inevitably white/western and bad is black or African, is also reminiscent of some of the worst excesses of the colonial era interventions. (…) Many African critics unsurprisingly are crying neo-colonialism. This is because these campaigns are disempowering of their own voices.”

Hvor kampagnen mente at give en stemme til Afrikas usynlige børn, så mente en række kritikere, at Invisible Childrens kampagne gjorde det modsatte, skjult bag et løfte om at blotlægge ukendte uretfærdigheder og at give de ugandiske ofre en stemme. Invisible Children fortalte en simpel historie, hvor det var helt tydeligt, hvem der bar skylden og hvem vi burde støtte. Det er en fortælling, hvor slaget symmetrisk udkæmpes mellem en legitim, terrorbekæmpende ugandisk regering og en gruppe af sindssyge, børnestjælende og maskingeværsskydende mænd. Vinderen er, ifølge Mark Kersten, den ugandiske regering med Yoweri Museveni i spidsen:

“The main beneficiary of this narrative is, once again, the Ugandan Government of Yoweri Museveni, whose legitimacy is bolstered and – if the ‘Kony 2012′ campaign is ‘successful’ – will receive more military funding and support from the US”.

Havde man virkelig ladet de undertrykte tale, havde fortællingen lydt væsentligt anderledes. Det er tydeligvis ikke dét, der har været kampagnens ambition. Det var i hvert fald ikke resultatet. I stedet synes den at afsløre, at den er bygget på en forestilling om den store vestlige fader, der er nødt til at tage hånd om de svage afrikanske børn, fordi de ikke kan klare sig selv.

Det er i den forstand ikke for afrikanernes skyld, at kampagnen igangsættes og vokser sig stærk i den vestlige bevidsthed. Kampagnens fortælling fungerer som en kraftfuld eksorcisme for en vestlig bevidsthed, der har brug for at se sig selv renset for alle urenheder og skyggebilleder. Kampagnen fremmaner et billede af en fjende, som vi kan samles om at hade. Det er et fjendebillede, der ikke bare kan være med til at bekræfte os i rigtigheden af vores civilisations grundprincipper, men også kan fungere til at legitimere vestlig indgriben i alverdens konflikter. Det handler egentlig ikke så meget om at dræbe Joseph Kony, som det handler om at blive enige om, at han burde dræbes.

Der er to sider af eksorcismen. På den ene side opstår spøgelset KONY, fordi den vestlige bevidsthed savner et fantastisk modbillede, den kan eksorcisere – en slags ideologisk tarmskylning. På den anden side udøver de afrikanske kritikere og kommentatorer en ædrueliggørende eksorcisme, der generobrer den faktiske, historiske Joseph Kony og fordriver spøgelset KONY.

 

“Nothing is more powerful than an idea”

Hvorfor insisterer vi på at tale om spøgelser og den slags esoteriske ting, når vi står over for et helt konkret politisk problem i Afrika?

Bloggen Wronging Rights rammer det meget godt:

“And yeah, this may seem like an absurdly academic point to raise when talking about a problem that is clearly crying out for pragmatic solutions, but, uh, the way we define problems is important. Really, really important”

Der markeres her et problem, der ikke kun er relevant i forhold til Invisible Childrens KONY-kampagne: at den måde, vi taler om problemer på, påvirker måden vi kan løse disse problemer på.

I Invisible Childrens iver for at få skabt opmærksomhed omkring KONYs misdåd, glemmer vi fuldstændigt den konkrete Joseph Kony. De kritiske rettelser prøver at få os tilbage på det rette spor ved at minde os om, at LRA ikke er i Uganda, at hæren ikke består af flere tusinde børnesoldater osv. Men for hvert menneske, der lytter på kritikken, er der hundreder, der ser kampagnevideoen. Sådan fjerner vi blikket fra bolden, så den politiske bevidsthed man i første omgang ville skabe slet ikke længere er rettet mod et rigtigt problem. Bevidstheden får et falsk objekt, som ikke er meget mere end en af vores egne fantasier.

Har vi her gjort andet end at akademisere og yderligere komplicere spørgsmålet om Joseph Kony? Ja. For pointen er ikke, at Joseph Kony kun er den vestlige civilisations skyggebillede. Tværtimod. Pointen er netop, at Joseph Kony udgør et reelt politisk problem, der kræver en løsning. Ved at gøre Joseph Kony til Hitlers arvtager, ondskabens inkarnation, skaber man den misrepræsentation af virkeligheden, som afrikanerne og kommentatorerne begræder. Vi kan så blive ved med at skyggebokse med et politisk spøgelse, et reelt politisk problem, der er blevet sat uden for politisk rækkevidde.

LÆS OGSÅ: Slumturisme eller socialrealisme?