UHØRT FOKUS: Politisk islam UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet Objekthistorier Internetarkivet

Den furiøse prosa. En meget kort introduktion til Thomas Bernhard

Thomas_Bernhard (2)

Den østrigske forfatter Thomas Bernhard indtager en stor plads i Danmarks litterære landskab netop nu. Hans vrede prosa, der i disse år flittigt bliver oversat til dansk, går rent ind hos de dekadencekritiske, let kyniske læsere.  Vi har bedt Bernhard-oversætteren Søren R. Fauth om at beskrive den specielle bernhardske tone og at dele ud af sine erfaringer fra nærkontakt med vreden.


 

Da den østrigske forfatter Thomas Bernhard (1931-1989) som ung gik på kostskole i Mozarts fødeby Salzburg, oplevede han med krigens afslutning hvordan den naziinficerede rektor Grünkranz blev erstattet af den katolske fader Franz. Svastikaet i fællessalen blev erstattet med Kristus på korset. En sådan sammenligning er karakteristisk for Bernhard. I den til tider amokløbende overdrivelseskunstners optik er der nemlig ingen grundlæggende forskel på katolicisme og fascisme. Hvis man har mod på at få lutret sit verdensbillede i et altopløsende syrebad, kan man bl.a. gøre det i Årsagen. En antydning (første bind af et i alt fem bind store autobiografiske erindringsværk) der udkom på dansk i 2011 på mikroforlaget Sisyfos.

Helt i overensstemmelse med Bernhards øvrige oeuvre, også det fiktive, består Årsagen. En antydning stort set af en lang fortløbende tekst uden afsnit. Enkelte sætninger – de mest grove forsøg på at chikanere læseren – strækker sig over hele sider uden et eneste punktum.

Fremstillingen af den nøgne sandhed om menneskehedens dumhed og elendighed er det mål den bernhardske vrede sigter efter. Våbnet der skydes med, det tyske sprog, har med tiden smedet mange smukke strofer og frembragt den lifligste prosa, men i hænderne på Thomas Bernhard muterer det til et masseødelæggelsesvåben der sættes ind mod, intet mindre, alle tilværelsens løgne, menneskenes egoisme, smålighed, småborgerlighed, opportunisme og endeløse selvbedrag. Salzburg og dens indbyggere er indbegrebet af den tilværelsesløgn der for enhver pris skal afsløres. Bernhard er oplyser! Han oplyser det menneskelige mørke, ikke så det fremstår lyst og venligt, men så vi kan se alt det der gemmer sig inde bag forstillelsen.

Motoren bag det omfattende afsløringsprojekt er ikke kun arrigskaben. Arrigskaben er iblandet et sprudlende humør, hvilket blot er med til at øge de excessive ordekstaser. Stilen hos Østrigs litterære enfant terrible er enestående i den tysksprogede litteratur. Ofte drives en tekstpassage frenetisk frem over flere sider uden et eneste punktum at hvile sig ved. Man kan ikke undgå at bemærke den særegne diktion, man mærker den fra første sætning, den kravler ind under huden på sin læser og sætter sig fast. De endeløse inkvit-former (”sagte er, dachte ich”; ”sagde han, tænkte jeg”) som dominerer og enerverer i samme grad som en plade der er gået i hak – læs blot Der Untergeher (Undergængeren) – klæber sig til frontallappens vindinger og fortsætter med at rumstere som en popmelodi man ikke kan slippe af med igen når først man har fået den på hjernen. De pauseløse iratirader hos Bernhard, den repetetive vrængen og klaustrofobiske – dog samtidig drønmusikalske – monotoni må naturligvis være klædt i lange, tunge participialkonstruktioner. Som var der tale om et udfald, ikke bare mod salzburgerne, østrigerne og deres nederdrægtigheder og gemenheder, men samtidig mod enhver køn prosa. En forfatter der har så meget grimt at sige om det hele, kan naturligvis ikke skrive nysselig knækprosa, hvilket ikke er det samme som at Bernhard ikke kan skrive, for det skal jeg da lige love for han kan. Mage til drive finder man ikke mange andre steder.

Sammenlignet med Thomas Bernhard fremstår tysk tænknings demaskeringspsykolog par excellence, Friedrich Nietzsche, som en mønsterelev med topkarakter fra flinkeskolen. Hårdest rammer vreden og afsløringerne Salzburg og dens indbyggere. Hør blot med et eksempel fra Årsagen. En antydning:

“Salzburg er en perfid facade hvorpå verden uophørligt maler sin løgnagtighed og bag hvilken det (eller den) skabende må sygne hen, gå til grunde og dø. Min hjemby er i virkeligheden en dødelig sygdom som dens indbyggere bliver født og indfanget i, og hvis de ikke forlader den i det afgørende øjeblik, begår de før eller siden direkte eller indirekte under disse afskyelige omstændigheder enten pludselig selvmord eller går direkte eller indirekte langsomt og elendigt under i denne i grunden helt igennem menneskefjendtlige arkitektoniske-ærkebiskoplige-sløvsindede-national-socialistiske-katolske dødsjord.”

Vi tager lige det sidste igen på tysk: ”[…] oder gehen direkt oder indirekt langsam und elendig auf diesem im Grunde durch und durch menschenfeindlichen architektonisch-erzbischöflich-stumpfsinnig-nationalsozialistisch-katholischen Todesboden zugrunde.”

Kønt er det ikke, det retoriske ideal om klarhed er erstattet af det indviklede og idiosynkratiske. Modtageren kan den her huserende fortæller rigtignok ikke tage hensyn til. Alligevel passer pengene. Form og indhold befinder sig i et velproportioneret, organisk forhold til hinanden. Stil og struktur ligeså. Når først den bernhardske fortæller har lukket op for sluserne, er der hverken plads til afsnit eller tid til episk fremdrift og gode historier med dertilhørende lineære narrative forløb, ophold, pauser, pusterum, overgange, katarsis, peripeti og kronologi, kun til undergange, stilstand, stående NU’er, arrig melankoli og løbskløbende raseri. Bernhards fortællere står fast, kører i ring, som en defekt karrusel der forvandles til enhver tivoligængers mareridt og fortsætter sine rotationer i det uendelige.

Glenn Gould, en af tre hovedpersoner i Bernhards førnævnte kunstnerroman Der Untergeher (Undergængeren), er som bekendt ophavsmand til en af de mest berømte indspilninger af Bachs Goldberg-variationer. Det er ikke tilfældigt at Gould, Bachfanatikeren, optræder som fiktiv hovedperson i en roman hvis kompositionsprincip har sit forbillede i musikken. Der Untergeher er som Bachs fuga i C-mol fra Wohltemperiertes Klavier én lang polyfon variation og modulation af de samme hovedtemaer og motiver. Jeg beundrer, som så mange andre, Glenn Goulds karakteristiske adstadige og dynamiske Bachtempo, i hvert fald så længe instrumentet er klaver og indspilningen på vinyl. Er der derimod tale om skriveværktøjet pen og papir og en ’indspilning’ af Bach på bog, har jeg svært ved at stå for Bernhards indædt frenetiske ICE-Zug i en særlig morbid tivolikarruselvariant med ødelagte bremseskiver.

Som Bernhards oversætter og læser lærer man hurtigt at forfatteren åbenbart finder en særlig glæde ved at indlede sine bøger med de allermest indviklede og umulige sætninger. Den der ikke knækker halsen på præludiet, kommer helskindet igennem hele bogen. Og ydermere: man erfarer snart at der i (næsten) alle Bernhards bøger findes lange passager hvor hypotagmerne, de mursvære minotauriske irgange, erstattes af ultrasimple paratagmer. Som udøver af oversættelsens tugthusarbejde er sådanne passager – jo længere jo bedre – oaser i en ørken. Desværre er der netop kun tale om få kølige steder i et landskab dækket af glødende kul.

Ti år før udgivelsen af Die Ursache. Eine Andeutung, altså i 1965, udgav Bernhard et lille essay under titlen Der Zorn (Vreden) i en antologi om de syv dødssynder. Her kan man bl.a. læse følgende om Bernhards opfattelse af det furiøses natur: ”Der Zorn ist der Austritt des Vulkanischen unter uns”. Javel, man tror ham gerne – vreden er det vulkanske der bryder ud iblandt os. Og da den østrigske skribents vrede er så stor at der ikke gives noget ophold i eruptionerne, skal læseren selvfølgelig forhindres i at trække vejret. Bernhards bøger er en vulkan i udbrud, hadtiraderne en altfortærende lavastrøm der ofte sætter ild til læseren, hvis ikke ligefrem, hvilket også kan ske, futter ham eller hende af.

Den implicitte poetologi der ved fortællerens pludselige kommenterende tilsynekomst i det fortalte kan blive nok så eksplicit, er en sandhedens poetologi. Det kan derfor ikke undre at Karl Ove Knausgård flere gange i Min Kamp nævner Bernhard, ikke altid affirmativt, men med så tilpas stor veneration og høj frekvens at der næppe kan herske tvivl om at Knausgårds voluminøse sandhedsprojekt blandt andet trækker veksler på Bernhards – måske endnu mere radikale – forsøg på at give en fuldkommen usminket fremstilling af tilværelsen som den er og ikke som den burde være. Eller negativt udtrykt: Bernhards projekt er at nedbryde, destruere, ja, eliminere ethvert forsøg på at bortretouchere virkeligheden gennem forskønnelse. Midlet er, vi har selv lige fået det at føle i tekstpassagen fra Årsagen, vreden, og denne vrede, der kommer til udtryk gennem en ganske bestemt stil, går hånd i hånd med et andet stort artisteri: overdrivelsens kunst. ’Die Kunst der Übertreibung’ eller som det hedder i den monstrøse roman Auslöschung om den der bedriver denne kunst: ”Übertreibungskünstler”. Bernhard er mere end noget andet denne ”Übertreibungskünstler”.

Hvis østrigerens vrede altid kun rettede sig udad mod næsten, hoben og det øvrige fladpandede flertal og aldrig indad mod selvet og de i værket omnipræsente spejlinger af dette selv, ville vreden slå om i ressentiment, selvforherligende misantropi og offermentalitet. Det er så absolut en formildende omstændighed at også kunstneren – og dermed Bernhard selv – gøres til offer for misantropien. Masseødelæggelsesvåbnet knuser netop ALT. Afsløringerne gælder selve værenstotaliteten. Og ALT er vanitas. Bernhard er det 20. århundredes efterfølger af Thomas Kingo i en ny ateistisk og – frem for alt – mere olm udgave. Den forfængelige, narcissistiske kunstner der ikke kan leve op til sine egne selvindbildte fortræffeligheder og går til grunde i sin fordring om at nå det absolutte, går ikke fri. Tag nu fremstillingen af kunstneren der pludselig, som fx i Undergængeren, møder sin overmand, det virkelige geni (Glenn Gould), og går til grunde i selvmedlidenhed og resignation. Her tænkes på jegfortælleren og Wertheimer hvis kranke skæbne besegles gennem mødet med Glenn Gould i klaverundervisningen hos Horowitz på det salzburgske musikakademi Mozarteum. Mødet med Glenn Gould udløser Wertheimers og fortællerens nedtur, en nedtur der for Wertheimers vedkommende ender med hængning i et træ i nærheden af sin søsters hus. Søsteren som i en menneskealder har boet med sin bror i en lejlighed ved Kohlmarkt i Wien, gifter sig i en sen alder med en rigmand, hr. Duttweiler, fra Chur og lader sin bror, Wertheimer, alene tilbage. Som en sidste ynkelig protest mod at være blevet forladt, og som den yderste konsekvens af mødet med Glenn Gould, hænger den selvmedlidende kunstnerfallent, undergængeren, sig så tæt på søsterens nye hjem som overhovedet muligt.

Eller hvad med den hovedrystende foragt hvormed Bernhard skildrer sig selv – og alle os andre – i en af de mest opløftende bogudgivelser til dato, de posthumt udsendte essays der første gang forelå i trykt form i 2008 under titlen Meine Preise (Mine priser)? På bagsiden af Suhrkamp-Verlags Taschenbuchausgabe af Meine Preise bringes bogens indhold på følgende kortformel: ”Thomas Bernhards zornig-ironischer Blick auf den Literaturbetrieb”. Det er en udmærket sammenfatning, men bogen indeholder andet og mere end Bernhards ”vrede ironiske blik på det ’litterære cirkus’” og er i virkeligheden et godt sted at begynde og afslutte sine studier af vreden og denne vredes genstand hos den ildspyende østriger. Det er ikke falsk beskedenhed og pli der trykker modtageren af ”Der Grillparzerpreis”, ”Die Ehrengabe des Kulturkreises des Bundesverbandes der Deutschen Industrie”, ”Der Literaturpreis der Freien und Hansestadt Bremen”, ”Der Julius-Campe-Preis”, ”Der Österreichische Staatspreis für Literatur”, ”Der Anton Wildgans-Preis”, ”Der Franz-Theodor-Csokor-Preis”, ”Der Literaturpreis der Bundeswirtschaftskammer” og sidst, men ikke mindst ”Der Büchnerpreis”. Køb bogen og læs den! Hvis nogen leder efter en vred stemme i litteraturen og søger svar på hvorfor Bernhard i lange perioder var persona non grata på Østrigs kulturelle og politiske parnas, så tag og læs Bernhards Meine Preise.

 

Søren R. Fauth er professor i tysk litteratur ved Aarhus Universitet. Søren er derudover også oversætter af Thomas Bernhards selvbiografiske værker. For nylig udgav Søren langdigtet Universet er slidt på forlaget Wunderbuch.
En række af Thomas Bernhards værker er udkommet på dansk på forlaget Basilisk. Thomas Bernhards selvbiografiske værker udkommer på forlaget Sisyfos.