UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet FOKUS: Iran udefra FOKUS: Historien til forhandling Internetarkivet

”Det er ikke en revolte – det er en revolution”

Henry Singleton: The Storming of the Bastille.

Henry Singleton: The Storming of the Bastille.

Den Franske Revolution er historiens første rigtige revolution, hvor brede massebevægelser i deres kamp for frihed, lighed og broderskab satte byer i brand og skabte krig og borgerkrig – for og imod revolutionens idealer. Revolutionen var med til at definere hvor hurtig, voldsom og omsiggribende social forandring kan være.


 

Den 12. juli 1789 var mere end 50.000 mennesker samlet på Paris’ centrale plads, Place Louis XV, der i dag er Concorde-pladsen. De demonstrerede i utilfredshed med den seneste udvikling i den politiske proces og for at støtte den nydannede Nationalforsamling, der lovede Frankrig en forfatning og et mere inkluderende politisk system. Blandt demonstranterne var kvinder og mænd, børn såvel som gamle, der nu var samlet for at gøre deres krav gældende. Deres konkrete forhåbning var at få genindsat den svejtsiske finansminister, Jacques Necker, der dagen før var blevet afskediget af kongen. Fordi Necker tidligere havde støttet ideen om en Nationalforsamling, og fordi han havde ry for at kunne holde styr på de skrantende statsfinanser, repræsenterede han to ting, som brede dele af den franske befolkning ønskede sig på dette tidspunkt: økonomisk stabilitet og politisk indflydelse. Demonstrationen blev dog efter kort tid mødt af et kavaleriregiment, der angreb og voldeligt opløste forsamlingen.

Dagen efter var der igen demonstrationer. Væk var børn og de fleste kvinder, nu hvor kongen og hans allierede havde vist sig villige til at bruge militær magt. Om natten mellem den 12. og 13. juli var en borgermilits blevet oprettet bestående af 48.000 mand, som skulle forsvare Nationalforsamlingen og den parlamentariske proces imod militæret, som arbejdede i kongens og adelens interesse. Denne gang brød demonstranterne ind i et våbenlager, hvor man dog ikke som håbet fandt geværer, men kun piker (lange spyd). Ved samme lejlighed brændte man 40 af de 54 toldboder ned, der fungerede som bemandede indgangsporte til Paris. Selvom de ville være kavaleristernes våben langt underlegne, var borgermilitsen nu bevæbnet, og med sine toldbodsafbrændinger havde den udtrykt vilje til på mere håndgribelig facon at ændre også på landets økonomiske strukturer.

Den 14. juli kulminerede denne serie af oprørshandlinger med stormen på Bastillen, som på den ene side gemte et stort krudtlager og på den anden side udgjorde et symbolsk mål, idet bygningen fungerede som fængsel for politiske fanger under monarkiet. Oprørerne forsøgte her at forhandle sig til adgang, men blev skudt på af vagterne. Da forhandlingsforsøgene mislykkedes, sprængte oprørerne Bastillens porte åbne med kanoner. Efter kort tids kamp og under forudsætning af ikke at blive henrettet, lagde vagterne våbnene. Våbenhvilen blev dog ikke overholdt, og en rasende folkemængde hævnede deres omkring hundrede faldne kammerater ved at myrde vagterne, sætte deres hoveder på spyd og processere bevæbnede og sejrrige gennem byen.

De revolutionære i Paris havde demonstreret deres magt og vilje til at bekæmpe den herskende politiske orden. Da Kong Ludvig d. 16 fik besked om begivenhederne af Grev Rouchefoucauld dagen efter, spurgte han eftersigende: ”Er det en revolte?” ”Nej, herre,” skal greven have svaret, ”det er ikke en revolte – det er en revolution.”

 

Oplysningstidens og fremtiden

I Oplysningstiden bliver fremtiden den nye positive reference. Man er mindre optaget af det, der var eller er, og mere optaget af det, der kan komme, og det der kan skabes – af fremtiden. Men også erfaringen af, at det er menneskene selv, der kan frembringe og skabe deres egen fremtid.

Oplysningstiden er den første epoke i Vestens historie, hvor folk selv mente at leve i en særlig tid – en tid de kaldte ’oplysningens tidsalder’. Denne tidsalder blev klart og tydeligt afgrænset fra fortiden, hvor særligt den kristne middelalder og den umiddelbare fortid blev beskrevet som det yderste mørke af irrationalitet, overtro og undertrykkelse. Man ville ikke længere begrunde samfundets indretning med henvisning til tradition eller måden, som man plejede at gøre tingene på. Fremskridtstanken betød et brud med fortiden og med troen på dens autoritet, og Oplysningstiden forandrede særligt måden, man forstod og opfattede tid på. Det var muligt for menneskene at ændre deres eget liv og deres egne livsbetingelser, og bare fordi ens far var bonde, skulle man ikke længere nødvendigvis selv være det. En anden fremtid blev mulig.

I Oplysningstiden opstod den forestilling, at mennesket kunne være herre over, eller i det mindste have indflydelse på, sin egen skæbne. Én af grundende hertil var en ændret indstilling til og forestilling om naturen og religionen, hvilket i høj grad var forårsaget af en udvikling i videnskaberne, måske særligt naturvidenskaberne, som til en vis grad fravristede naturen sin magt over mennesket. Mennesket har altid været udsat for naturens luner: tørke, skybrud, jordskælv, storme, sygdomme, vulkanudbrud, osv. Alle disse fænomener har været med til at gøre menneskelivet usikkert – og ofte meget kort. Disse naturfænomener, verdens generelle indretning og Guds dominans over mennesket, syntes uden for menneskets kontrol, og i kristendommen blev denne usikkerhed italesat som skæbne: Ting sker, uden at vi ved hvorfor, hvornår og hvordan. Mennesket er magtesløst over for verdens indretning. ”Guds veje er uransagelige”, som de siger i kirken. De kunne lige så godt have sagt: ”Naturens veje er ukendte”. Mennesket var lille og svagt over for guds og naturens almagt.

I perioden op til Oplysningstiden skete der dog en række udviklinger, som skulle ryste sådanne forestillinger. På den ene side det, der ofte omtales som ’den videnskabelige revolution’, der strækker sig fra ca. 1540 til engang i starten af 1700-tallet, med folk som Nikolaj Kopernikus, Tycho Brahe, Galileo Galilei, René Descartes og Isaac Newton, hvis gennembrud inden for astronomi, fysik, kemi, biologi, geologi og andre naturvidenskaber rystede de gamle religiøse og naturfilosofiske forklaringsmodeller. Der blev opstillet love for naturens kræfter; man blev stadig bedre til at måle afstande og tid, bestemme længde- og breddegrader, osv. Alt sammen bidrog det til, at naturens uforudsigelighed blev mindre og menneskers magt over deres eget liv større. Naturens veje var ikke længere helt så uransagelige, men noget mennesket kunne forstå, forklare, og til en vis grad kontrollere.

Denne følelse af øget kontrol over naturen og dermed over livet blev af oplysningsfilosofferne overført fra naturvidenskaben til det, som den skotske oplysningsfilosof David Hume kaldte de moralske videnskaber: sociologi, psykologi, økonomi, pædagogik, jura og politik. Det nye syn på naturen som styret af love, der kunne erkendes, og som derfor også kunne udnyttes til menneskets bedste, blev overført til menneskelivet, der nu også skulle organiseres rationelt. Lige som naturvidenskaberne formulerede naturlovene, beskrev oplysningsfilosofferne den naturlige frihed. Naturens velordnede system stod i grel modsætning til samfundslivet, som oplysningsfilosofferne i stigende grad opfattede som præget af uvidenhed og undertrykkelse, og som i stigende grad blev forbundet med monarkiet og despotismen. Det var denne naturlige frihed, som skulle overføres på politikkens og statens område og som i stedet for at være vilkårlig og utilregnelig skulle sikre den naturlige menneskelige frihed.

Alt det stod næppe forrest i bevidstheden hos de franske revolutionære ved begyndelsen af år 1789. De oplyste borgere, der formulerede de revolutionære principper, led ganske vist langtfra af mindreværdskomplekser. De betragtede ikke alene sig selv som retmæssige talsmænd for ’nationen’ som helhed, men derigennem også som bærere af selve civilisationens og oplysningens vældige fremskridt. For så vidt kunne de endda bekende sig til revolutionen, men i den ældre 1700-talsbetydning af ordet, der ikke adskilte sig væsentligt fra andre forandringsbegreber som ’reform’, ’perfektionering’ eller blot ’historien’. At de var ved at gennemføre en revolution i moderne forstand, altså en hastig, gennemgribende og voldsom forandring i stat, samfund og kultur; og at de var ved at sætte nye standarder for, hvor hastigt, gennemgribende og voldsomt man kunne forestille sig social forandring foregå – det kunne de ikke have nogen anelse om. De var ikke bevidste, målrettede revolutionære. De var dem, der utilsigtet var i færd med at definere, hvad ’revolution’ og ’revolutionær’ ville sige fremover, men den grundlæggende tanke, som de var styret af, var, at mennesket kunne og skulle være herre over sit eget liv og fællesskabets indretning. Som sådan var revolutionen resultatet af et møde mellem på den ene side nogle bestemte historiske vilkår, som føltes uretfærdige og som kaldte på handling, og på den anden side en oplysningstro på, at menneskelig intervention kunne betale sig og kunne føre noget nyt og bedre med sig.

 

Fra præ-revolution til revolution

1700-tallets Frankrig orienterede sig stadig efter det absolutte monarkis målestok, men rummede dog fortsat aristokratiet, den højere gejstlighed og et stadigt stærkere borgerskab som indflydelsesrige rivaler til hoffets eller monarkens magt. Og selv om dette ’absolutte’ kongedømme havde gjort meget for at samle Frankrig til én eneste, sammenhængende stat og dermed i stigende grad stillede landets indbyggere fra forskellige egne og stænder over for den samme stat, var der fortsat betydelige indre skel, lokale regulativer og toldgrænser. Alligevel var det franske rige så langt den mægtigste af det europæiske kontinents stater, i skarp rivalisering med det britiske imperium, der på basis af sin tidlige overgang til agrarkapitalisme og dernæst den gryende industrikapitalisme i stigende grad vandt en dominerende position både på det fremvoksende verdensmarked, i kolonikapløbet og i det internationale statssystem. Med nederlaget i Syvårskrigen 1756-63 stod Frankrig tilbage med en fasttømret position på andenpladsen i den internationale konkurrence mellem stater og markeder – og med en anseelig statsgæld. To årtier senere søgte den franske stat at svække sin engelske ærkerival ved at støtte de amerikanske koloniers løsrivelsesbestræbelser i Den Amerikanske Revolution. Men selv om englænderne som bekendt tabte krigen, var de umiddelbare gevinster for den franske stat særdeles pauvre. Statsgælden voksede til ubærlige proportioner.

Det franske kongedømme var således i 1780’erne i finansiel krise og i 1787 havde Kong Ludvig d. 16. forsøgt at få adelen til at acceptere en række nye skatter på adelige jordbesiddelser, der skulle forhindre en statsbankerot. Denne bestræbelse blev imidlertid set som et forsøg på at svække adelen og styrke den kongelige centralmagt – i første omgang økonomisk, men derigennem potentielt også politisk. Adelen søgte på sin side at udnytte kongens svækkede position til at styrke sig selv og ville derfor ikke give indsigelser til kongemagten. De notabelforsamlinger (fr., assemblée des notables), der i 1787-1788 var indkaldt for at tage stilling til forslaget om de nye skatter, formulerede skarpe kritikker af kongemagten og krævede en indkaldelse til Stænderforsamlingen, som bestod af repræsentanter fra hele Frankrig. Stænderforsamlingen havde ikke været samlet siden 1614, men var formelt den eneste institution med skattebevillingsret på dette tidspunkt. De adeliges forhåbning var, at kongen for det første ikke var interesseret i at indkalde denne forsamling, fordi det var en omstændelig og svært kontrollerbar procedure, og for det andet, hvis han gjorde det alligevel, at de ville kunne foranledige forsamlingen til at afvise beskatning af adelsjorde. Tidligt i 1789 indkaldte Kongen Stænderforsamlingen og bekendtgjorde, at dens repræsentanter skulle mødes i foråret 1789 i kongepaladset ved Versailles uden for Paris. Kongens håb var, at Stænderforsamlingen enten ville give bredere opbakning til en skattereform eller ville presse adelen tilbage til forhandlingsbordet.

Frankrig, og dermed Stænderforsamlingen, var på dette tidspunkt opdelt i tre stænder: Førstestanden, præsteskabet, der udgjorde ca. 130.000 (0,5% af befolkningen), og som kirke ejede 5-10% af jorden og var fritaget for de fleste skatter; andenstanden, aristokratiet, udgjorde omkring 400.000 (1,5% af befolkningen), ejede 20% af jorden, var fritaget fra en mængde skatteforpligtelser, havde eneret på en række embedsposter og var ofte den reelle magt ude i landet; og endelig tredjestanden: borgerne, der med 25 millioner (98% af befolkningen) udgjorde den altovervældende del af befolkningen, og som var socialt opdelt i et byborgerskab (samt rige ikke-adelige godsejere), en mindre bemidlet bybefolkning samt bønder (der udgjorde 80% af befolkningen).

Indkaldelsen af Stænderforsamlingen fik hverken det udkomme, som kongen eller adelen havde håbet på. Den gav derimod anledning til en heftig og stadigt mere udbredt debat – særligt blandt den borgerlige del af befolkningen, som indtil da havde været fuldstændig udelukket fra den politiske proces, men som i Frankrig, såvel som i hele Europa, var blevet velhavende og selvbevidste, og som ville anerkendes og være en del af det politiske system. Debatten drejede sig primært om Stænderforsamlingens stemmesystem: Skulle hver stand have én stemme (altså tre stemmer i alt) eller skulle hvert medlem af forsamlingen have én stemme (hvilket ville betyde, at tredjestanden havde lige så mange stemmer som de to andre tilsammen, da tredjestanden havde dobbelt så mange medlemmer i Stænderforsamlingen)? Spørgsmålet var af afgørende betydning: Hvis der var én stemme per stand kunne de adelige være temmelig sikre på en Stænderforsamling i deres favør, da kirken domineredes af en reaktionær højgejstlighed, hvis interesser var mere eller mindre sammenfaldende med adelens. Stemte man imidlertid efter hoved, kunne adelen nemt komme i undertal, da der også fandtes progressive kræfter blandt kirkens deputerede samt blandt adelen selv. Stænderforsamlingen var altså et potentielt farligt våben, der kunne spille overtaget i den borgerlige stands hænder, og adelen gjorde derfor ikke overraskende alt, hvad den kunne for at forhindre og forsinke Stænderforsamlingens arbejde, da først den trådte sammen 5. maj 1789.

På det tidspunkt havde den reformhungrende tredjestand imidlertid fået vind i sejlene og en flod af pamfletter kombineret med lokale klageskrivelser (fr. cahiers des doléances) og reportager fra Stænderforsamlingens diskussioner gjorde, at den bredere befolkning blev engageret i den politiske proces. Forfærdede over tredjestandens krav om at gøre Stænderforsamlingen til Frankrigs lovgivende organ (i stedet for blot at få en rådgivende rolle, som kongen havde tiltænkt den) og om at lade Stænderforsamlingen nedsætte en kommission med ansvar for at give Frankrig en forfatning, forsøgte både adelen og kongen at hindre Stænderforsamlingens arbejde.

Den 17. juni – på et tidspunkt hvor Stænderforsamlingens arbejde var nærmest totalt blokeret – erklærede tredjestanden sig for værende de eneste sande repræsentanter for den franske nation og skabte med det udgangspunkt Frankrigs Nationalforsamling med det eksplicitte formål at give Frankrig en forfatning. Tre dage senere, d. 20. juni, samledes tredjestandens medlemmer, efter at være blevet udelukket fra deres sædvanlige mødested i et forsøg på boykot fra de to andre stænder, i kongepaladsets tennisbane-sal. Her sværgede de at forblive forsamlede, indtil de havde løst Frankrigs politiske og økonomiske krise. Dette er blevet kendt som Tennisbane-eden og anses gerne som den enkeltbegivenhed, der markerer overgangen fra præ-revolutionen til den egentlige revolution

En måneds tid efter grundlæggelsen af Nationalforsamlingen fulgte Stormen på Bastillen.

Afskedigelsen af finansminister Necker blev tolket som et klart tegn på, at kongen de facto så sig hævet over den parlamentariske beslutningsproces og ville afmontere Nationalforsamlingen som et betydende politisk organ. Stormen på Bastillen opstod altså ikke ud af intet, men var et led i en proces, der ikke var slut. Sammenfaldet med generalstændernes sammenkaldelse og den selvfølelse, som tredjestandens repræsentanter udtrykte på forsamlingerne, bidrog til at fokusere bymassernes vrede i politisk retning. Den folkelige opstand i Paris, der den 14. juli 1789 kulminerede med stormen på Bastillen, betød en politisk mobilisering blandt afgørende grupper af dem, der hidtil havde været holdt uden for politikkens regnestykke.

De lavere klassers aktioner på landet og i de store byer, navnlig i Paris, havde deres egne bevæggrunde og deres eget protestsprog, forankret i lokale traditioner og i moralske kriterier for økonomisk virke, til forskel fra det oplyste borgerskabs liberalistiske læresætninger. Men de omfattende mobiliseringer af de lavere klasser gav styrke til borgerskabets egne politiske bestræbelser – og pressede samtidig på for at få borgerskabet til at radikalisere sit opgør med de gamle standsprivilegier og de stærke feudale levn i økonomien.

 

Stormen på Bastillen

Stormen på Bastillen den 14. juli er blevet et ikonisk billede på Den Franske Revolution og fejres i dag i Frankrig som nationaldag (Bastilledagen). Revolutionen er blevet et symbol på udviklingen fra monarkiet til demokratiet og på virkeliggørelsen af Oplysningstidens politisk-filosofiske idealer om menneskerettigheder, folkestyre, frihed og lighed. Og mens denne positive historie på den ene side er sand, så gælder det på den anden side også, at revolutionen har en mørkere side symboliseret ved henrettelsen af Kong Ludvig d. 16., hans kone Marie Antoinette samt tusindvis af politiske modstandere og personer, der blev opfattet som farlige af de forskellige fraktioner, der sad på magten i forskellige perioder af revolutionen. Og ikke alene i revolutionsårtiet var revolutionen tvetydig. Også sidenhen har det været en både historisk og politisk betændt affære at rubricere begivenheden endegyldigt.

Mens revolutionen konventionelt (og med gode, saglige grunde) afgrænses til årene 1789-1799, hvis man da ikke vil regne Napoleontiden frem til 1815 med, og mens utallige statsledere og kommentatorer lige siden har holdt gravtaler over den gamle revolution, har den gang på gang atter gjort sig aktuel som forbillede eller anstødssten for nye politiske eller kulturelle projekter.

”Det er for tidligt at sige”, skal den kinesiske revolutionsleder Zhou En Lai have svaret på den amerikanske præsident Richard Nixons spørgsmål om Den Franske Revolutions betydning – i 1972.

Artiklen er en forkortet og omarbejdet udgave af Introduktionen til Forlaget Slagmarks anden udgivelse i Revolutionsserien – Den Franske Revolution. Den bringer oversættelser af et udvalg af de væsentligste tekster fra Den Franske Revolution. Du kan læse det redaktionelle forord her og købe bøgen her.