Diskursbegrebet forbindes ofte med magt. Her danner diskursen rammen for, hvad der kan siges og dermed menes om et givent emne – eller hele omverdenen. Mange moderne institutioner er grundlagt i en skarp adskillelse af forskellige fagfelters diskurser og de kæmper konstant om at overtage den almene samfundsdiskurs. Men hvad nu, hvis ensidighed gør os dummere? Henrik Kaare Nielsen undersøger fire fremherskende diskurser og foreslår, at humanvidenskaberne har en kritisk opgave: at demonstrere, hvordan kvalificeret kultur- og samfundsforståelse kommer fra samspillet mellem diskurserne.

Som det eksemplarisk er reflekteret i Kants tese om fornuftens tredeling (i forstanden, den praktiske fornuft og dømmekraften), har uddifferentiering været et hovedkendetegn ved moderniseringsprocessen. I både tænkningen og den sociale praksis i almindelighed har en flerhed af diskursformer skilt sig ud fra hinanden, og der har udviklet sig hertil hørende separate handlingsfelter af mere eller mindre institutionaliseret karakter. På tværs af principielle indbyrdes uenigheder og terminologiske forskelle er det således også et fællestræk for samtidige sociologiske tænkere som eksempelvis Jürgen Habermas, Niklas Luhmann, Pierre Bourdieu, Ernesto Laclau og Chantal Mouffe, at moderniteten begribes med udgangspunkt i diskursive uddifferentieringer.

For udviklingen af modernitetens institutioner og almene hverdagspraksis har det med andre ord været grundlæggende, at man har skelnet mellem f.eks. økonomiens, politikkens, videnskabens og kunstens diskursive domæner og har bestræbt sig på at holde dem ude fra hinanden. Men uddifferentieringen betyder vel at mærke ikke, at der så slet ikke er nogen berøring mellem de uddifferentierede diskursive felter. De danner til stadighed dynamisk kontekst for hinanden, ligesom der løbende opstår konfliktuelle eller ligefrem hegemoniske relationer mellem dem.

Dette konfliktuelle samspil mellem uddifferentierede diskurser og hertil hørende domæner må betragtes som et grundvilkår for den sociale praksis i moderniteten. Forudsat, at det finder sted i former, der tillader, at de respektive diskursive domæner opretholdes og forbliver i stand til at skabe betydning på egne diskursive præmisser, kan dette samspil fungere produktivt ansporende på de involverede praksisfelter. Hvis balancen i den konfliktuelle interaktion derimod går fløjten, og den ene diskursform koloniserer den anden, så denne ikke længere kan skabe betydning på egne præmisser – ja, så har vi at gøre med en egentlig afdifferentieringsproces. Konsekvensen heraf er, at samfundet som helhed bliver fattigere på videns- og refleksionsformer, og dermed svinder vores fælles evne til at skelne kvalitativt og tænke i nuancerede, alternative udviklingsmuligheder. Vi bliver kort sagt dummere, end vi behøvede at være.

Samtidens politisk-kulturelle og institutionelle landskab opviser flere tendenser, der trækker i retning af en sådan fordummende afdifferentiering. De mest fremtrædende eksempler, som jeg vil knytte kommentarer til i det følgende – tendensen til økonomisering, til scientificering, til biologisering og til æstetisering – er alle kendetegnet ved en bestræbelse på at totalisere en enkelt diskurs, altså at brede dennes gyldighedsområde ud til i princippet hele samfundet. Den tilgrundliggende forestilling om, at hele samfundet meningsfuldt kan subsumeres under en enkelt diskurs’ principper, er typisk undfanget i lukkede, højt specialiserede akademiske deloffentligheder, hvor selvovervurderende fagidioti har gode vækstbetingelser, og hvor man derfor uanfægtet kan hengive sig til omnipotensforestillinger med hensyn til rækkevidden af det givne fags forklaringskraft. Men til en samfundsmæssigt betydningsfuld tendens bliver en sådan totaliserende forestilling først, når den tages op af sociale aktører, der bringer den i spil i magtpolitiske og økonomiske interessekontekster.

It’s the economy, Stupid!

Tendensen til økonomisering er p.t. givetvis den mest magtfulde. At fagøkonomer tænker økonomistisk, er der ikke noget nyt i – deres fagligt funderede viden om samfundet indskrænker sig nu engang til økonomiens felt, og det er således derfra de henter deres svar på ethvert samfundsproblem. Når den økonomiske diskurs i disse år breder sig uhæmmet til alle andre samfundsområder, skyldes det, dels at både de toneangivende politikere og embedsværket har en DJØF-uddannelsesbaggrund og således er metodisk indskolet i denne diskurs som den primære referenceramme for identifikation og løsning af problemer; dels at økonomistisk tænkning i de internationale institutioner har sat sig igennem som den hegemoniske forståelsesramme for den situation, globaliseringsprocessen har bragt os i. De rige landes samarbejdsinstitutioner (OECD, EU m.fl.) fortolker den stadig skarpere internationale konkurrence totaliserende som et altomfattende, velfærdstruende pres og påbyder medlemslandene at tænke konkurrencestatsligt: Alle tilgængelige samfundsmæssige ressourcer må mobiliseres for at sikre det nationale erhvervslivs konkurrenceevne på verdensmarkedet, og alle samfundssektorer må indrettes, så de bedst tjener denne overordnede målsætning: ”Der er ingen alternativer!”

Problemet i denne økonomistiske totaliseringstendens er, at den ikke er udtryk for nogen ophøjet indsigt, men blot for én fortolkning af en uhyre kompleks konstellation, og dens positivt definerede fremtidsperspektiv indskrænker sig til en fremskrivning af status quo: videreførelse af de rige landes privilegerede adkomst til ressourcerne – uden smålig skelen til de deraf følgende globale interessekonflikter og sikkerhedsrisici, en ikke-bæredygtig omgang med naturgrundlaget, spaltning af befolkningen i globaliseringens vindere og tabere etc. Selvom den økonomistiske strategi er magtfuld, er den med andre ord snarere en problemgenerator end en bæredygtig løsning på noget som helst.

Hertil kommer, at den smider barnet ud med badevandet. De sociale og kulturelle videns- og praksisformer, som ikke umiddelbart kan godtgøre deres relevans for erhvervslivets konkurrenceevne, marginaliseres i den teknokratiske ressourcemobilisering og den markedskonforme reformering af samfundet. Dette er imidlertid forbundet med det langsigtede fareperspektiv, at de mangfoldige ”gratisleverancer” af kulturel mening, nye, skæve ideer og kvalitative forandringsimpulser, som samfundet – herunder erhvervslivet – historisk har modtaget fra disse uformelle, ikke målrationelle praksisformer, vil ophøre. Den teknokratiske økonomisme vil så have fået magt, som den har agt, men den vil samtidig have undergravet sine mulighedsbetingelser for at skabe en socialitet med meningsgivende livssammenhænge, endsige potentiale for positiv social og kulturel fornyelse.

Vi har i de senere år på universiteterne fået et førstehåndskendskab til denne proces i form af den økonomiske diskurs’ tendentielle kolonisering af det videnskabelige praksisfelt efter devisen ”kortere vej fra forskning til faktura”. Helt uden blusel installeres umiddelbar anvendelighed og økonomisk rentabilitet her som det overordnede videnskabelige succeskriterium, mens ikke-fakturerbare videnskabelige vidensformer såsom kritisk refleksion, ikke-målrettet forskning og indsigter, der fremmer samfundsborgernes dannelse og tænkning i alternativer til status quo, marginaliseres som irrelevante. Dette pres, som ud over den politisk-ideologiske pression ikke mindst manifesterer sig i en stærkt anvendelsesorienteret profil i kriterierne for tildeling af forskningsmidler, har i tiltagende grad indsnævret den videnskabelige diskurs’ muligheder for at skabe betydning på sine egne præmisser, der netop er karakteriseret ved kompromisløs sandhedssøgen uden skelen til pragmatiske hensyn.

Målbarhedsregimet

En lignende tendens til diskursiv ekspansion kan vi kalde scientificering. Det drejer sig om det fremherskende krav om, at alt fra pædagogisk praksis over det etiske grundlag for det gode og sunde liv til politiske beslutninger skal være ”evidensbaseret”. Perspektivet i denne tendens er, at en bestemt, neopositivistisk variant af den videnskabelige diskurs koloniserer andre sociale praksisfelter og tilsidesætter deres vidensformer og diskursive principper for betydningsdannelse. Den klassiske, principielle kritik af positivismens videnskabsteoretiske begrænsninger, som vi kender den fra bl.a. Adorno, er ganske vist ingenlunde gendrevet i teoretisk-argumentatorisk forstand, og den har da også fuld relevans for denne neopositivisme, men det er der i dagens pragmatiske anvendelsesparadigme ingen, der tager notits af.

Hvis vi f.eks. tager udgangspunkt i det politiske praksisfelt, illuderer såvel de neopositivistiske forskere som politikere og embedsmænd med hang til konkurrrencestatslig helgardering, at vi med ”evidensbasering” får en sikker, målbar og ”upolitisk” viden, som kan udstyre politiske beslutninger med et solidt og uantasteligt fundament og garantere de ønskede resultater. Politisk praksis har ganske vist altid konsulteret og trukket på videnskabelig viden, men når (en bestemt type) videnskabelig viden som her gøres til selve grundlaget for politikformuleringen, vendes forholdet på hovedet. Politikken mister sin karakter af kamp mellem forskellige interesser og ideologiske projekter, hvis perspektiver netop ikke er evidente, målbare eller sikre, men derimod omstridte, kendetegnet ved engagement, materielle og normative konflikter og til dels en eksperimenterende, søgende praksis. Politikken står med andre ord i fare for at miste evnen til at skabe betydning på politiske præmisser og reduceres i stedet til instrumentel forvalter af en foreliggende, angiveligt autoritativ videnskabelig viden og de principper, den udstikker for praksis.

Løftet om det tekniske fix

Biologisering er endnu et eksempel på en aktuel diskurstotalisering. På baggrund af de historiske erfaringer med ikke blot nazisternes, men også amerikanske, sydafrikanske etc. racisters brug af vulgærbiologi som legitimationsdiskurs for barbarisk social adfærd blev biologistisk argumentation i en årrække efter 2. verdenskrig holdt i kort snor i den samfundspolitiske debat, ligesom den gjaldt som sagligt problematisk og forældet i den faglige debat. Men i de senere år har en biologisk-reduktionistisk tilgang til den sociale verden oplevet en ny højkonjunktur – og det i en grad, så biologistiske brokker er trængt langt ind i hverdagssproget (”Det er vores DNA her i firmaet, at …”).

Den biologiske videnskab som sådan er vel at mærke en kompleks størrelse med mange interne uenigheder og nuancerede positioner, men i den brede offentlighed er det de mest platte, reduktionistiske positioner, der har opnået bevågenhed, og de kolporteres uafladeligt og med begejstring som almen sandhed i mediernes bedste sendetid. Ifølge disse reduktionismer kan biologiske indsigter i dag helt erstatte human- og samfundsvidenskaberne som forklaringsrammer for både menneskelig bevidsthedsdannelse og social adfærd.

Den mest indflydelsesrige og markante af disse reduktionistiske positioner er sociobiologien. Her gælder både ontogenesen, altså dannelsen af det enkelte individ i sin fysiske og psykiske helhed, og fylogenesen, altså menneskeartens historiske udvikling, som i sin helhed styret af genetiske lovmæssigheder. Det er endvidere genernes egenlogiske vilje til at overleve, der organiserer det menneskelige individs personlighedsdannelse, dets interaktion med andre mennesker samt socialitetens former i almindelighed. Generne er med andre ord de egentlige aktører, mens menneskelig bevidsthed, adfærd, kommunikation og sociokulturelle praksisformer blot har status af instrumentelle ”organer” for genernes kamp for overlevelse. En spekulativ, totaliserende historiefilosofi af hegelske dimensioner synes at ligge bag dette ræsonnement – her blot med genernes overlevelsestelos i verdensåndens rolle.

Den sociobiologiske tese vakte opsigt blandt fagbiologer allerede i 1976, da Richard Dawkins udgav The Selfish Gene – et værk, som i fagdebatten er blevet stærkt kritiseret for sin endimensionale gen-determinisme. Det er således også løbende blevet udfordret af langt mere nuancerede positioner, der opererer interaktionistisk, altså søger deres forklaringer på onto- og fylogenese i et komplekst samspil mellem biologiske, psykologiske, kulturelle og samfundsmæssige processer. Også det stort anlagte, videnskabeligt prestigefulde Human Genome Project, der kortlagde det menneskelige arvemateriale, arbejdede på basis af interaktionistiske antagelser.

Når det ikke desto mindre er sociobiologien og beslægtede reduktionismer, der har opdrift i samtidens almene offentlighed og udgør den videnskabelige legitimationsbasis for den grasserende biologistiske diskurs, skyldes det, at en række forskellige sociale aktører umiddelbart ser deres interesser og fremtidsperspektiver vel tjent inden for denne forklaringsramme. Den primære grund er naturligvis, at denne postulerede helhedsforståelse af menneskelivet på basis af genetiske lovmæssigheder lader komplekse forhold tage sig behageligt simple ud. Den stiller i udsigt, at dannelsen af det enkelte menneskes organisme, bevidsthed, psyke og sociale adfærd ikke blot kan kortlægges og forudsiges fyldestgørende med biologiens remedier, men at disse processer dermed også kan stilles til disposition for manipulerende indgreb, altså i en omfattende forstand kan gøres kontrollerbare og formbare.

Disse perspektiver virker stærkt inciterende på erhvervslivet, der ser et marked af uanede dimensioner åbne sig for biotek-, medicinal-, sundheds- og livsstilsindustrierne; den brede befolkning – de potentielle kunder på dette marked – øjner muligheden for et optimeret liv befriet fra sygdommens og alderdommens gebrækkeligheder; og politikere og statslige myndigheder skimter højnet konkurrenceevne, flere arbejdspladser, større skatteindtægter og faldende udgifter til sundhedssektoren i horisonten. Forestillingen om, at et teknisk fix på basis af genteknologi kan afhjælpe allehånde svøber og sikre en fremtid med vækst og rigdom appellerer således til en bred vifte af sociale interesser. Hertil kommer, at forskere på området i deres kamp for forskningsbevillinger ofte tenderer til at oversælge deres projekter og udstyre dem med meget vidtløftige fremtidsperspektiver – hvilket de altid sensationslystne medier tager imod med kyshånd, idet de ukritisk kører reklamekampagner for det ene spektakulære luftkastel efter det andet.

Denne heterogene koalition af interesser er med andre ord afgørende for biologiseringstendensens hegemoniske position i både den almene offentlighed og i de politiske og institutionelle fora, der prioriterer forskningsmæssige indsatsområder og fordeler midlerne hertil. I et fordelingsperspektiv er følgevirkningen af dette hegemoni, at human- og samfundsvidenskaberne systematisk kommer til kort i kampen om forskningsressourcerne, fordi de med deres mere kritisk og komplekst reflekterende fagtraditioner ikke på samme måde kan honorere det umiddelbare anvendelighedskrav, som erhvervslivet og politikerne i tiltagende grad stiller til forskningen med henvisning til den tilspidsede internationale konkurrencesituation. Human- og samfundsvidenskaberne er med andre ord truet af biologiseringstendensen med hensyn til såvel deres økonomisk-institutionelle rammebetingelser som den basale samfundsmæssige anerkendelse af deres faglige diskurser og vidensformers relevans.

Sanser, følelser – og fornuft?

Æstetiseringstendensen drejer sig ikke om æstetik i betydningen kunst, men betegner i bred forstand det forhold, at appeller til sanser og følelser bliver stadig mere fremtrædende kommunikationsformer i samfund af vores type. Hverdagens fysiske rum og brugsgenstande gør i stigende grad opmærksom på sig selv som designede objekter, identiteter og relationer forstås og praktiseres som formede og formbare, medierne og reklamerne kæmper om vores opmærksomhed med sansebombardement og emotionelt betonede henvendelsesformer, politikerne iscenesætter sig målrettet for at få os i tale og bestræber sig på at overbevise os ved at udstråle empati og personlig troværdighed.

Æstetiseringstendensen fylder med andre ord godt op i offentligheden og i hverdagslivet i almindelighed, og det er der ikke i sig selv noget problem i. Det springende punkt er, på hvilke diskursive præmisser dette sker: Er der tale om et produktivt samspil mellem f.eks. den æstetiske og den politiske diskurs, hvor de stiller hinanden i relief, udfordrer hinanden og åbner op for en mere nuanceret forståelse af en politisk problemstilling? Eller marginaliserer den æstetiske diskurs den politiske, så denne ikke længere kan skabe betydning på egne præmisser, hvorved den politiske stillingtagen reduceres til et spørgsmål om sym- og antipatier på basis af tilfældige emotionelle identifikationer og umiddelbare smagspræferencer? Det er med andre ord afgørende for perspektivet i æstetiseringstendensen, om den i praksis antager former, der bringer sanse- og følelsesappellen i clinch med fornuften, eller om den blot vil behage sanserne umiddelbart. I førstnævnte tilfælde rummer æstetiseringstendensen myndiggørende potentialer, i sidstnævnte tilfælde er den eksponent for en afdifferentieringsproces, der i bedste fald bare gør os dummere, i værste fald gør os til umyndige statister i magtspil eller markedsstrategiske kalkuler, vi ikke har mulighed for at gennemskue.

Humanioras samfundsmæssige legitimitet

Som antydet undervejs i det ovenstående er der i det overordnede magtspils perspektiv ikke umiddelbart så meget, vi fra humanvidenskabernes side kan stille op over for disse diskursive udskridninger: Der er for tiden simpelthen for store og magtfulde interesser i samfundet, der nyder godt af dem, og som ikke har til sinds at lytte til, endsige bøje sig for, vores modargumenter.

Men sociale interessekonstellationer kan forandre sig, og som påpeget ovenfor er den herskende samfundsmodel ikke bæredygtig i hverken miljømæssig eller sociokulturel forstand. Det er i dette langsigtede perspektiv af afgørende vigtighed for både samfundets og den videnskabelige diskurs’ integritets skyld, at vi i humanvidenskaberne vedholdende fortsætter med at argumentere nuancerende for vores fagligheders fortsatte relevans og potentialer i forhold til at kvalificere forståelsen af samtidens kultur- og samfundsudvikling. Den kritiske opgave drejer sig ikke om at anfægte den økonomiske og den biologiske videnskabs væsentlighed, men om at argumentere for, at deres respektive fagdiskurser kun har gyldighed for et samfundsmæssigt delområde, og at en kvalificeret approach til kultur- og samfundsudviklingen må tænke i et samspil mellem en flerhed af faglige diskurser, herunder humanistiske. Dette vil implicere en langt højere grad af tværvidenskabelig dialog, end vi hidtil har kendt til, men den forekommer sagligt nødvendig, og den synes også at repræsentere det eneste plausible perspektiv for en genetablering af humanioras samfundsmæssige legitimitet.

Henrik Kaare Nielsen er professor ved Aarhus Universitet