UHØRT FOKUS: Politisk islam UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet Objekthistorier Internetarkivet

Mågen, en radikal fugl

maager

I den senere tid er en plage af tilsyneladende apokalyptiske proportioner væltet ind over de danske havnebyer. Nu er det så blevet Aarhus’ tur. Der er tale om en invasion af én af vor tids mest usolidariske arter, den frygtede sølvmåge. I byerne bygger mågerne reder, som det passer dem, og de lader sig ikke umiddelbart stoppe af menneskets gudgivne ret til hvadsomhelst. Men hvad er mågen egentlig for et dyr? Har den en dagsorden? Hvad vil den med os?


 

Mågen er et dyr, som i særlig grad befinder sig i mellemrummene. På linje med ræven og andre notoriske grovædere tilhører mågen en helt særlig dyreelite, naturens dedikerede skraldemænd. Den underverden eller parallelle virkelighed, som disse dyr færdes i, balancerer knivskarpt på grænsen til vores egen. Men (terror)balancen er blevet forstyrret. Hvor ræven arbejder vagtsomt og effektivt i ly af mørket, er den bevingede måge fri til at føre en helt synlig gadekrig mod nydelighed, narcissisme og inkompetente byplanlæggere. I menneskets iver efter at komme tættere og tættere på havet, har vi efterhånden annekteret så store dele af mågens oprindelige habitat, at den med sine listige guerillametoder har indtaget strategiske positioner i byrummet. Mågens vinger beriger den med en særlig modstandskraft, som gør den nærmest usårlig fra landjorden. Den bygger rede på vores tage og vælter vores café latte, flat white eller tilsvarende aktuelle modekaffe for at nappe biscottien fra underkoppen. Mågerne er nu blandt os, og visse befolkningsgrupper har besluttet sig for at tage til genmæle.

Trods sin umiddelbart fabelagtige strategiske begavelse er mågen i udpræget grad et uimponeret dyr. Mågerne i byerne lader end ikke til at vide, at de er i krig, og de har i stedet travlt med at fortære den overflod af croissanter, pomfritter og saftige burgerrester, som de ødsle landkrabber efterlader sig. Mågen er med andre ord engageret i en besynderlig demografisk krigsførsel, hvor den i sin skære mangel på respekt for menneskets rettigheder og privilegier er i færd med at udkonkurrere de ukampdygtige homo sapiens på egen hjemmebane. Men hvis mågens adfærd ikke er et resultat af en kollektiv strategi, og hvis den grundlæggende er indifferent over for mennesker, hvad er så dens projekt?

Mågen er måge fra næbbet til halespidsen. Dens relevanskriterier inkluderer ikke hverken fodboldresultater, royale vaginaer eller politisk uro i Mellemøsten. Mågen giver ikke en fuck. Mågen vil skide på dit rene vasketøj, skide på din byplanlægning, skide på dine prisvindende skulpturer. Mågen flyver blasert omkring i byrummet og fouragerer. Den er det fornemste eksempel på, hvordan verden og ikke mindst naturen er fuldstændig ligeglad med os mennesker. Mågen vil skide på dine problemer, skide på din friværdi, din racercykel, din udsigtsløse uddannelse. Mågen flyder med strømmen og ser, hvad der mon i dag foregår på den store underholdningsflade langt under den. Den inkarnerer en åbenlyst effektiv jæger-samler-kultur, og sammenholdt med dens indifferens over for menneskets institutioner gør dette mågen uhyre subversiv. Den er med andre ord ufattelig cool.

 

If you can’t join them, beat them

Mågen er en farlig fugl. Den stjæler ikke spædbørn, og den taper ikke sprængstof fast på kroppen. I stedet nøjes den med at tæppebombe din bil med klatter, som (må man bemærke) er både pis og lort i én uskøn cocktail, som følgelig er dobbelt så klam. Dens farlighed er udelukkende metaforisk, idet den truer en symbolsk orden, som vi med vold og magt har reificeret. Vores hække og vores bymæssige fortifikationer er kun til pynt, og vores grænsedragninger og åndsredskaber er for mågen fuldstændig illegitime. Den kender ikke til lukketider, kender ikke til privat ejendomsret. Det symbolske panser, vi har barrikaderet os med, viser sine sprækker, og mågen blotlægger dem.

Vi er alle nyttige idioter i mågens øjne, og derfor kan mågernes farlighed og inversion af det menneskelige nytteparadigme ikke ties ihjel. Mennesket må nødvendigvis bekæmpe truslen fra oven, så nu skal mågerne åbenbart tvinges ud af byerne. Det er her, jeg selv kommer ind i billedet. For nogle dage siden fandt jeg på min hoveddør i den aarhusianske bydel Frederiksbjerg et opklistret print fra en Facebookgruppe ved navn “Mågerne ud af Aarhus”. Som sådan var udmeldingen på printet tydelig nok: hele sommeren var initiativtagerne blevet vækket af mågernes skræppen allerede ved fem-tiden om morgenen. Som måge skal man åbenbart være vaks for at sikre sig de bedste bidder, mens menneskene ligger og sover brandert ud hele vejen fra midtjuni til semesterstart. Og nysgerrig, det bliver man jo, når der på den måde føres hvervekampagne i nabolaget.

Mennesket forsøger dermed omsider at organisere sig til kamp mod fjenden, og naturligvis kan den slags dårligt foregå andre steder end på Facebook – stedet, hvor mågerne endnu ikke har fået adgang. “Hvad er det, der er hvidt, næbbet og ufattelig støjende?”

 

“Folk der hader måger”

Det bliver hurtigt tydeligt, at selvom præmissen for folkebevægelsen (“Verden ulejliger mig – få den til at holde op!”) er fælles, så findes der simpelthen ingen idiotsikker måde at bekæmpe vindmøller på. Nogle foreslår, at mågebestanden holdes i ave, ved at kommunen ansætter en jæger til at spadsere rundt og plaffe måger ned. Man kunne fristes til at undersøge, om ikke denne jæger ved lejlighed kunne tage et par naboer, deres 1980’er-stagnerede musiksmag og alskens fulde idioter med som del af ordningen. For at imødekomme økosegmentet foreslår andre, at man indsætter nogle bataljoner rovfugle som en art antistoffer mod mågeepidemien. Om ikke andet kræver gruppen, at kommunen tager borgernes nattesøvn alvorligt og iværksætter én eller anden form for handlekraftig blændværksaktion.

Mest interessant bliver det dog, når man midt blandt beretninger fra traumatiserede ungpiger, som har fået mågeklatter i caféburgeren, støder på de mere militaristiske mågehadere. I mødet med mågens symbolske farlighed skyes ingen midler, og her uddeles blandt andet råd om, hvordan man kan skræmme mågerne væk ved at pløkke dem tilpas mange gange med en softgun. Andre går mere videnskabeligt til værks og foreslår, at vi i stedet benytter os af kemisk krigsførsel. Vi kan, teoretiserer menneskeresistansen, benytte mågens egen biologi imod den. Ved at udnytte, at kræet ikke kan komme af med luft hverken fortil eller bagtil, foreslås det, at man forgifter mad med bagepulver og lægger det frem til mågerne. De frigivne gasser skal herefter foranledige, at mågen simpelthen eksploderer. Havde resistansen forladt sig på en mere traditionel videnskabelig metode (eksempelvis at tjekke fakta) og ikke paranoid von hørensagen, ville den vide, at eksploderende måger er en skrøne. Det er hermed bragt videre.

Fælles for denne allermest ekstreme fraktion af menneskeresistansen er dog, at den i særlig grad påtager sig patriotens modus operandi. Disse hårde negle venter ikke på en kommunalt sanktioneret indsats, men betragter det snarere som en borgerpligt at tage sagen i egen hånd. I krig og kærlighed gælder alle kneb, og skulle man være i tvivl, så har dette intet med kærlighed at gøre. “Har du slået en måge ihjel i dag?” sloganiserer i al væsentlighed hardlinernes etos. Man forestiller sig tillige i sine mere febrile stunder, hvordan patrioternes efterkommere om føje år vil blive indlogeret og hyldet på 4. Maj Kollegierne i det ganske land, hvor de prominent præsenterer deres nedarvede samlinger af mågetrofæer.

Når dette er sagt må vi konkludere, at vi befinder os midt i en artskrig, hvor mennesker og måger terroriserer hinanden. Hvor behagelige lydmiljøer tidligere var noget, mennesker aktivt opsøgte (eksempelvis ved at flytte ud hvor kragerne, og formentlig også mågerne, vender), er det i dag noget, vi forlanger. I stedet kunne det vel tænkes, at vi respekterede, at mågen bare er forbandet cool. Den udstiller de mest skidne sider af vores ødsle institutioner og vaner, og er det mon ikke snart på tide, at vi finder en arvtager til den noget tyndslidte og politisk ligegyldige nationalfugl, svanen? Så længe vores materielle spildprocent er over nul, næres mågen af vores succes: Jo bedre vi har det, jo bedre har dén det. Når fulderikken bevæger sig forbi denne eller hin burgerbar på vej hjem fra byen, smider han eller hun uvægerligt omkring sig med mad. Noget ryger ned på jorden, noget ryger ned i skraldespanden, noget ryger ud som opkast i en nærliggende baggård. Mågen napper det hele og sender det direkte retur. Hver gang en måge skider, regner det med humanismekritisk retfærdighed.

 Jonas Siig er Ph.d.-studerende ved Institut for Æstetik og Kommunikation på Aarhus Universitet