UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet FOKUS: Iran udefra FOKUS: Historien til forhandling Internetarkivet

Majdags ufuldendte, sande, autentiske og vidunderlige historie

The Haymarket Riot, 1886

The Haymarket Riot, 1886

I dag er det 1. maj. Verden over samles lønmodtagere i kampen for ordentlige arbejdsforhold og retfærdig løn. I den anledning bringer vi en oversættelse af den marxistiske historiker Peter Linebaughs artikel “Majdags ufuldendte, sande, autentiske og vidunderlige historie”. Den er oprindeligt fra 1986, men indgår som et kapitel i hans netop udkomne bog, The Incomplete, True, Authentic, and Wonderful History of May Day.


 

Den sovjetiske regering paraderer med missiler, og dens soldater marcherer på majdag. Den amerikanske regering har kaldt 1. maj ”Loyalty Day” og forbinder den med militarisme. Den egentlige mening med denne dag er blevet tilsløret af begge regeringers beregnende propaganda. Sandheden med majdag er en fuldstændig anden. Der er en Grøn side, og der er en Rød side af historien om majdag.

Under regnbuen må vores metodologi være farverig. Grøn er et forhold til jorden og til det, der gror derfra. Rød er et forhold til andre mennesker og til det blod, der spildes iblandt dem. Grøn betegner livet med kun det nødvendige arbejde; Rød betegner døden med merarbejdet. Grøn er naturlig appropriering; Rød er social ekspropriering. Grøn er landbrug og omsorg; Rød er proletarisering og prostitution. Grøn er nyttig aktivitet; Rød er unyttigt slid. Grøn er skabelsen af begær; Rød er klassekamp. Majdag er begge to.

 

Det Grønne

Engang for længe siden – længe før Weinberger bombede nordafrikanere, før Boston Bank hvidvaskede penge, eller Reagan hædrede nazistiske krigsofre – var jorden dækket af et bredt skovtæppe. Så sent som på Cæsars tid kunne en person rejse gennem skoven i to måneder uden at have fri udsigt til himlen. Europas, Asiens og Amerikas enorme skove gav atmosfæren ilt og jorden næringsstoffer. Vores forfædre var ikke nødt til at arbejde på nathold, eller bekymre sig om flekstid eller arbejde fra ni til fem inden for skovstrækningens økologi. Ja, de oprindelige amerikanere, som kaptajn John Smith stødte på i 1606, arbejdede kun fire timer om ugen. Majdags oprindelse skal findes i historiens skovstrækningsepoke.

I Europa såvel som i Asien ærede folk skovene på mange måder. Ved løvspring fejrede folk ”vegetationens befrugtende ånd” for at bruge antropologen J. G. Frazers udtryk. Det gjorde de i maj, en måned, der er opkaldt efter Maia, der ifølge de gamle grækere var moder til alle guder og endda havde født Zeus.

Grækerne havde deres hellige lunde, druiderne deres tilbedelse af egetræer, romerne deres lege til ære for Flora. I Skotland dannede hyrderne cirkler og dansede om ild. Kelterne tændte bål på bakketoppe for at ære deres gud, Beltane. I Tyrol lod folk deres hunde gø og spillede musik med potter og pander. I Skandinavien tændte man bål, og heksene kom frem.

Overalt gik folk i skoven og vendte tilbage med blade, grene og blomster og de ”majede” sig selv, deres hjem og deres kære ud med grønne kranse. Der blev opført udendørsteater med figurer som ”Jack-i-det-Grønne” og ”Majdronningen”. Træer blev plantet. Majstænger blev rejst. Danse blev danset. Musik blev spillet. Drikke blev drukket, og kur blev gjort. Vinteren var ovre, og foråret var sprunget ud.

Disse skikkes historie er kompleks og giver den, der studerer fortiden, mange interessante indsigter i religionens, kønnenes, reproduktionens og landsbyøkologiens historie. Tag Jeanne d’Arc, der blev brændt i maj 1431. Hendes inkvisitorer troede, at hun var en heks. Hun fortalte dommerne, at der ikke langt fra hendes fødested ”er et træ, som de kalder ’Fruernes træ’ – andre kalder det ’Feernes træ’. Det er et smukt træ, hvorfra majstangen kommer. Jeg har nogle gange leget med de unge piger og lavet kranse til Vor Frue af Domrémy. Ofte har jeg hørt de gamle tale om, at feerne hjemsøger dette træ.” I anklageskriftet mod Jeanne var ét af anklagepunkterne mod hende, at hun klædte sig som en mand. Jeannes kætterske hedenskab havde sin oprindelse i den gamle stenalder, hvor religion var animistisk, og shamaner var kvinder og mænd.

Monoteismen opstod med Middelhavets imperier. Selv det mest magtfulde Romerrige var nødt til at slå handler af med de folkeslag, det erobrede og slavebandt (synkretisme). Mens det ødelagde nogle skikke, var det nødt til at acceptere eller forandre andre. Således har vi juletræer. Majdag blev en dag, hvor man ærede helgenerne, Filip og Jakob, der var Rigets uvillige slaver. Jakob den Lille hverken drak eller barberede sig. Han brugte så megen tid på at bede, at han fik store fortykkelser på sine knæ, så de lignende kamelben. Filip var en doven fyr. Da Jesus sagde ”Følg mig”, forsøgte Filip at slippe uden om ved at sige, at han skulle til sin faders begravelse, og det var på denne undskyldning, at tømrerens søn gav sit berømte svar: ”Lad de døde begrave de døde”. Jakob blev stenet til døde, og Filip blev korsfæstet med hovedet nedad. Deres martyrium indleder historiens Røde side, men den Grønne side er dog bevaret, da tulipanen er dedikeret til Filip og dagpragtstjernen til Jakob, ifølge blomstervejviseren.

Middelalderens bønder, arbejdere og gravide (laborers) havde hundredevis af helligdage, der bevarede det majgrønne på trods af angrebene på småbønder og hekse. På trods af kompleksiteterne, uanset om majdag blev højtideligholdt af hellige eller profane ritualer, af hedninge eller kristne, af magi eller ej, af heteroseksuelle eller homoseksuelle, af bløde eller grove hænder, var det altid en fejring af alt det i verden, der er frit og livsgivende. Det er den Grønne side af historien. Hvad end den ellers var, var den ikke tid til at arbejde.

Den blev derfor angrebet af autoriteterne. Undertrykkelsen var begyndt med afbrændingerne af kvinder, og den fortsatte i det 16. århundrede, da Amerika blev ”opdaget”, slavehandlen var begyndt, og nationalstaten og kapitalismen var formet. I 1550 krævede en parlamentsakt, at majstængerne blev tilintetgjorte, og den gjorde legene ulovlige. I 1644 afskaffede puritanerne fuldstændigt majdag. For disse arbejdsetikere var festivallen anstødelig i dens hedenskab og verdslighed. Philip Stubbs skrev for eksempel i The Anatomy of Abuses (1583) om majstangen: ”og da forfalder de til banket og gilde, til at hoppe og springe rundt om den, som de hedenske folk gjorde det i helligelsen af deres afguder”. Når en puritaner nævnte ordet ”hedensk” ved vi, at vi ikke var langt fra folkedrab. Ifølge Quincy Historical Societys formidable diasshow døde 90 procent af alle mennesker i Massachusetts, herunder høvding Chicatabat, af skoldkopper eller kopper få år efter, at puritanerne gik i land i 1619. Puritanerne protesterede også mod datidens uundertrykte seksualitet. Stubbs sagde: ”Af fyrretyve, en skok eller et hundrede unge kvinder, der går i skoven, da er der knap en tredjedel af dem, der er vendt hjem igen, som da de tog afsted.”

Folket gjorde modstand mod undertrykkelserne. Fra da af kaldte de deres majsport for ”Robin Hood-legene”. Som de sprang rundt med tjørnekviste i håret og bjælder dinglende fra deres knæ, blev maj måneds ældgamle figurer forvandlet til et fællesskab af lovløse, jomfru Marian’er og Lille John’er. ”Lorden af Misregimente”, ”Kongen af Ufornuft”, eller ”Abbeden af Ulydighed” førte forsæde ved majgildet. Washington Irving skulle senere skrive, at majfølelsen ”er blevet kølet af handlens og fortjenestens vaner”. Mens de, der handlede og fik fortjeneste, forsøgte at indføre det monotone arbejdes regimente, svarede folket igen ved at bevare deres helligdag. Således begyndte den Røde side af historien om majdag for alvor. Kampen blev bragt til Massachusetts i 1626.

 

Tomas Morton af Merry Mount

I 1625 sejlede kaptajn Wollaston, Thomas Morton og tredive andre fra England og måneder senere, idet de pejlede efter et blyant-enetræ, gik de fra borde i Quincy Bay. Et år efter rejste Wollaston, der var ivrig efter mammon og fortjeneste, til Virginia for aldrig at vende tilbage. Thomas Morton bosatte sig i Passonaggessit, som han gav navnet Merry Mount. Området forekom ham at være et ”Paradis”. Her, skrev han, er der ”høner i overflod, et mangefold af fisk, og derudover opdagede jeg millioner af turtelduer på de grønne grene, der sad og hakkede i de fyldige, modne, behagelige druer, der hang fra de kraftige træer, hvis frugtbare vægt fik deres arme til at bøje.”

På majdag i 1627 rejste han og hans indianervenner, dirigeret af lyden fra trommer, en firs fod høj majstang, der var dekoreret med kranse, svøbt i bånd og havde geviret fra en buk fastsømmet til toppen. Senere skrev han, at han ”opsatte en majstang på festivaldagen for Filip og Jakob, og derfor bryggede en tønde fortræffeligt øl”. En mundskænk sang en bakkanalsk sang. Morten satte de første lyriske vers, der var nedskrevet i Amerika, fast på stangen. De afsluttedes:

Det bekendtgøres, at den første dag i maj
Ved Marry Mount skal bevares en hellig dag

Plymouths puritanere var imod majdag. De kaldte majstangen ”en afgud” og gav Merry Mount navnet ”Dragebjerget” efter guden for de første oceangående imperialister, fønikerne. Det var dog mere sandsynligt, at det var puritanerne, der var imperialisterne, og ikke Morton, der arbejdede i øjenhøjde med slaver, tjenestefolk og oprindelige amerikanere. Alle var lige med hans ”sociale kontrakt”. Guvernør Bradford skrev: ”De opsætter også en majstang, drikker og danser rundt sammen i mange dage, inviterer de indianske kvinder som deres ledsagere, danser og springer rundt sammen (som en flok feer eller snarere furier) og værre skikke.”

Merry Mount blev et tilflugtssted for indianere, de utilfredse, homoseksuelle, bortløbne tjenestefolk, og hvad guvernøren kaldte ”al landets bærme”. Da myndighederne mindede ham på, at hans handlinger var i strid med kongens bekendtgørelse, svarede Morton, at det ikke var nogen ”lov”. Miles Standish, som Morton kaldte ”Hr. Reje” gik til angreb. Majstang blev fældet. Bosættelsen blev brændt ned. Mortons ejendele blev konfiskerede; han blev lagt i fodlænker og forvist til England om bord på skibet The Gift – for en pris af tolv pund og syv shilling til puritanernes beklagelse. Merry Mounts regnbuekoalition var således ødelagt for en tid. At Merry Mount senere (1636) blev forbundet med Anne Hutchinson, den berømte jordmoder, spiritist og feminist var ganske givet ikke blot et tilfælde. Hendes svoger bestyrede frikirken. Hun mente, at Gud elskede alle uanset deres synder. Hun betvivlede puritanernes bemyndigelse til at lovgive. En statue af Robert Burns i Quincy nær ved Merry Mount citerer digterens verselinjer:

En figen til de, der af lov beskyttes!
Frihed er en pragtfuld fest!
Domstole for krystere oprettes,
Kirker brændes for at behage vor præst.

Thomas Morton var et horn i siden på Bostons og Plymouths puritanere, fordi han havde en alternativ vision for Massachusetts. Han var imponeret over områdets fertilitet; de af dets knaphed. Han blev venner med indianerne; de gøs ved tanken. Han var egalitær; de erklærede sig selv de ”Udvalgte”. Han satte tjenestefolk fri; de levede på deres bekostning. Han bevæbnede indianerne; de brugte våben mod indianerne. Ifølge Nathaniel Hawthorne blev den amerikanske bosættelses skæbne afgjort ved Merry Mount. Fremstillet som en kamp mellem munterhed vs. dysterhed, gråhårede helgener vs. lystige syndere, grønt vs. jern, var det puritanerne, der vandt, og Amerikas skæbne blev afgjort til fordel for salmesyngende indianerskalpejægere, hvis idé om majstangen var en gabestok.

Dele af fortiden lever, dele dør. Blyant-enetræet, der først dragede Morton til Merry Mount, blæste omkuld i stormen i 1898. Et stykke af det, cirka otte fod af dets stamme, blev en magtfetich i 1919, da det blev placeret ved siden af formandens stol i Quincy Byråd. Interesserede kan nu se det på Quincy History Museum. Levende træer er dog sidenhen vokset frem på trods af skibsværfternes lukning.

 

På begge sider af Atlanten

I England var angrebene på majdag en nødvendig del af det trættende, uendelige forsøg på at indføre en industriel arbejdsdisciplin. Forsøget blev ført an af puritanerne med deres tro på, at slid var gudfrygtigt, og mindre slid ugudeligt. Absolut merværdi kunne kun forøges ved at forøge antallet af arbejdstimer og afskaffe helligdage. En præst skrev et stykke arbejdspropaganda kaldet ”Funebria Florae, Or the Downfall of the May Games”. Han angreb ”ignoranter, ateister, papister, drukkenbolte, besværgere, skvadronører, jomfru Marian’er, folkedansere, maskebærere, mimere, majstangstyve, helsedrankere sammen med en skælmsk hob af fidusmagere, fjolser, slagsbrødre, spillere, sjofle mænd, lette kvinder, foragtere af øvrigheden, krænkere af præsteskabet, rebelske mod herrer, ulydige mod forældre, forspildere af tid og misbrugere af sprut osv”.

På omkring denne tid sagde Isaac Newton, gravitationisten og tidens maskinist, at arbejdet var en lov på lige fod med planeter og æbler. Således ophørte arbejdet med blot at være puritanernes ideologi; det blev en universets lov. I 1717 erhvervede Newton sig Londons hundrede fods majstang og brugte den til at hænge sit teleskop fra.

Skorstensfejere og mejersker førte an i modstanden. Skorstensfejerne klædte sig ud som kvinder på majdag eller tog aristokratiske parykker på. De sang sange og indsamlede penge. Da Jarlen af Brute i 1763 nægtede at betale, var forsmædelsen så stor, at han var tvunget til at træde tilbage. Mejersker plejede at maje sig ud med blomsterkranse, danse og at få mejeristerne til at dele deres mælk ud gratis. Sod- og mælkearbejdere hjalp således med at bevare helligdagen helt ind i den industrielle revolution.

Den herskende klasse brugte dagen til sine egne formål. Da Parlamentet var tvunget til at afskaffe slaveriet i de britiske dominions, gjorde den det således på majdag i 1807. I 1820 planlagde konspiratorerne fra Cato Street at nedkæmpe det britiske kabinet, mens det spiste middag. Irere, jamaicanere og cockneyer blev hængt for forsøget på majdag i 1820. En konspirator skrev til sin hustru, at ”Retfærdig og frihed har taget flugten … til andre fjerne kyster”. Han mente Amerika, hvor Boston Brahmin, Robber Baron og sydstatsplantokrater delte og herskede over en hvælvende regnbue af folk.

To grupper fra denne regnbue kom fra engelske og irske øer. En var Grøn. Robert Owen, der var fagforeningsformand, socialist og grundlægger af utopiske samfund i USA, annoncerede, at årtusindet begyndte efter majdag i 1833. Den anden var Rød. På majdag i 1830 blev grundlægger af Knights of Labor, United Mine Workers of America og wobblierne, Mary Harris Jones, også kendt som ”Mother Jones”, født. Hun var en Maia til den amerikanske arbejderklasse.

Mindet om majdag blev fortsat fejret i Amerika på den ene eller en anden måde på trods af puritanernes sejr ved Merry Mount. På majdag i 1779 konfiskerede de revolutionære i Boston ”Frihedens fjenders” godser. På majdag i 1808 dansede ”tyve forskellige dansegrupper bestående af de fordømte afrikanere” i New Orleans til lyden af deres egne trommer indtil solnedgang, hvor slavepatruljerne viste sig med deres huggerter. ”Førstedanserne eller lederne er klædt i en mangfoldighed af vilde og barbariske klæder, der altid var ornamenteret med en række haler fra de små vilddyr”, som en hvid mand på spadseretur observerede.

 

Det Røde: Haymarket

Den moderne majdags historie har sin oprindelse i midten af de nordamerikanske sletter ved Haymarket i Chicago – ”byen i sin vorden” – i maj 1886. Den Røde side af den historie er mere kendt end den Grønne, fordi den var blodig. Men der var også en Grøn side af fortællingen, omend det grønne ikke så meget henviste til smukke græskranse som til dollarsedler [greenbacks], for i Chicago er dollaren konge, som det blev sagt.

Prærien er selvfølgelig grøn i maj. Med dens jomfrujord, mørk, brun, smuldrende, fuld af fint sort sand, var den resultatet af årtusinders humus og organisk nedbrydning. I mange århundreder blev denne jord dyrket af sletternes oprindelige amerikanere. Som Black Elk sagde, er deres historie ”historien om alt liv, der er hellig og god at fortælle, og om os tobenede, der deler den med de firebenede og luftens vinger og alle grønne ting; for disse er børn af én moder, og deres fader er én Ånd”. Fra sådan et grønt perspektiv fremstod de hvide mænd som faraoer, og ja, som Abe Lincoln formulerede det, var denne prærie ”Vestens Egypten”.

Jorden blev mekaniseret. Relativ merværdi kunne kun opnås ved at reducere prisen på mad. Proteinerne og vitaminerne fra denne frugtbare jord spredtes til hele verden. Chicago var halspulsåren. Cyrus McCormick svang skalpellen. Hans høstmaskine høstede græsset og kornet. McCormick producerede 1.500 høstmaskiner i 1849; da det blev 1884, producerede han 80.000. Ikke at McCormick rent faktisk producerede høstmaskiner; det gjorde medlemmerne af Molders Unions lokalafdeling 23, og på majdag i 1867 gik de i strejke og påbegyndte dermed bevægelsen for ottetimersdagen.

En forbløffende forvandling var sat i værk. Det var: ”Godnat” til hammer og sejl. ”Farvel” til mejeredet. ”Vi ses” til Emersons mand med hakken. Disse blev nu nostalgiske og romantiske artefakter. Det blev ”Goddag” til vagabonden. ”Kom videre” til høstdaglejrene. Stil prolatarerne op på ”rad og række”. Sådan lød civilisationens nye kommandoer. Tusinder af immigranter, mange af dem fra Tyskland, strømmede til Chicago efter Borgerkrigen. Klassekrigen avancerede både teknisk og logistisk. I 1855 brugte Chicagos politi Gatling-geværer mod arbejderne, der protesterede mod lukningerne af ølhaverne. Under Brødoprøret i 1872 slog politiet sultne folk med køller i en tunnel under floden. Under jernbanestrejken i 1877 kæmpede forbundstropper mod arbejdere i Battle of the Viaduct. Disse tropper var kort forinden blevet garvede af at kæmpe mod siouxfolket, der havde dræbt Custer. For det slagne siouxfolk var der fra da af kun tilbage at ”Gå op på en bjergtop og kalde på en vision”.

Pinkerton Detective Agency omsatte vision til praksis ved at lære byens politi, hvordan man spionerede og dannede kampkolonner, der kunne indsættes i byens gader. For hundrede år siden under sporvognsstrejken udstedte politiet en ordre om at skyde for at dræbe.

McCormick skar lønningerne med 15 procent. Hans profitrate var 71 procent. I maj 1886 blev fire formere, som McCormick havde lockoutet, skuddræbt af politiet. Således formåede den høstende ”mand med leen” at fastholde sin profit.

På nationalt plan var 1. maj 1886 vigtig: Federation of Organized Trade and Labor Unions of the United States and Canada havde et par år forinden ”BESLUTTET … at otte timer skal udgøre en lovlig dags arbejde fra og med 1. maj 1886”.

Den fjerde maj 1886 samledes mange tusinder folk tæt på Haymarket Square for at høre, hvad August Spies, en avismand, havde at sige om skyderierne på McCormick Works. Bagefter talte Albert Parsons, en typograf og arbejderleder. Han sagde senere, under sin retssag: ”Hvad er socialisme eller anarkisme? Kort sagt er det retten for de, der slider i det, til den fri og lige brug af produktionsværktøjerne og producenternes ret til deres produkt”. Han blev fulgt af den ”Godmodige Sam” Fielden, der som barn havde arbejdet i tekstilfabrikkerne i Lancashire i England. Han var en metodistisk prædikant og arbejderorganisator. Han var færdig med at tale klokken 22.30. På det tidspunkt stormede politiet folkemængden, der var svundet ind til omkring 200. En ukendt hånd kastede en stang dynamit – den første gang, hvor Alfred Nobels opfindelse blev brugt i et klasseslag.

Helvede brød løs, mange blev dræbt, og resten er historie.

”Gå til angreb først og slå loven op bagefter”, lød sheriffens diktat. Det blev troligt fuldt over hele landet. Aviserne skreg på blod, hjem blev endevendt, og mistænkte blev underlagt ”tredjegradsforhør”. Otte mænd blev dømt ved lynjustits under en farceagtig retssag i Chicago. Fire mænd blev hængt på ”Black Friday”, den 11. november 1887.

”Der vil komme en tid, hvor vores stilhed vil være mere magtfuld end de stemmer, I kvæler i dag”, sagde Spies, inden han blev kvalt.

 

Majdag siden 1886

Lucy Parsons, som Chicagos ”just-us”[i] havde gjort til enke, blev født i Texas. Hun var delvist afroamerikansk, delvist oprindelig amerikaner og delvist af latinamerikansk oprindelse. Hun satte sig for at fortælle verden den sande historie ”om én, hvis forbrydelse var, at han levede forud for sin tid”. Hun tog til England og opfordrede engelske arbejdere til at gøre majdag til en international helligdag med det formål at forkorte antallet af arbejdstimer. Hendes ven William Morris skrev et digt med titlen ”Majdag”:

Arbejdere: De er få, vi er mange: og dog, O vor Moder
Mange år var ordløse, og ingen dåd blev nået
Men nu ordet farer fra broder til broder:
Vi har furet vor jord og vor sæd er sået

Jord: Arbejd da urokkeligt videre, i fagert og fælt vejr
Og spring ikke en dag over, da skal jer dåd jer nytte
Og med håb skal I hver springflod forsamle jer
Da til jorden, I må alle jeres historie berette

Hendes arbejde var ikke forgæves. Majdag, eller ”Dagen for Chicagos Martyrer”, som den stadig kaldes i Mexico, ”tilhører arbejderklassen og er dedikeret til revolutionen”, som Eugene Debs formulerede det i sin majdagsleder fra 1907. AFL erklærede det en helligdag. Sam Gompers sendte en repræsentant til Europa for at få den erklæret international arbejderdag. Både Knights of Labor og Anden Internationale tog dagen til sig. Bismarch derimod forbød majdag. Præsident Grover Cleveland annoncerede, at den første mandag i september skulle være Labour Day i Amerika og forsøgte derved at splitte den internationale arbejderklasse. Et enormt antal mennesker var uden arbejde, og de begyndte at marchere. Under førerskab af Jacob Coxey, holdt de deres indtog i Washington, D.C. på majdag i 1894, den første store march til Washington. To år senere i den anden ende af verden, skrev Lenin en vigtigt majdagspamflet til de russiske fabriksarbejdere i 1896. Den Russiske Revolution i 1905 begyndte på majdag.

Med Bolsjevikrevolutionens succes i 1917 blev den Røde side af majdag skarlagensrød, karminrød, for ti millioner mennesker blev slagtet i Første Verdenskrig. Afslutningen på krigen medførte arbejdsnedlæggelse, generalstrejker og opstande over alt i verden, fra Mexico til Kenya, fra Kina til Frankrig. I Boston på majdag i 1919 truede de unge telefonarbejdere med at strejke, og tyve tusinde arbejdere i Lawrence gik i strejke igen for ottetimersdagen. Der var voldsomme sammenstød mellem arbejdende folk og politiet i Cleveland såvel som i andre byer på dette års majdag. Mange socialister, anarkister, bolsjevikker, wobblier og andre ”I-Won’t-Workers”[ii] endte i fængsel som resultat deraf.

Det fik dem ikke ned med nakken. Ved ”Wire City”, som de kaldte forbundsfængslet ved Fort Leavenworth, var der en mægtig parade og intet arbejde på majdag i 1919. Billeder af Lenin og Lincoln var sat fast på enden af kosteskafter og holdt i vejret. Der var taler og sange. The Liberator giver os en beretning fra dagen, men den fortæller os ikke, hvem der vandt konkurrencen mellem wobblierne og socialisterne i hesteskokast. Den fortæller os heller ikke, hvad der skete med den soldat, der blevet taget i at vifte med et rødt bånd fra vagternes kaserne. Samtidig, et mil under jorden i Bisbees kobbermine, hvor der ikke er nogen nationale grænser, sang spansktalende amerikanere Internationale på majdag.

I 1920’erne og 1930’erne blev dagen fejret af fagforeningsorganisatorer, de arbejdsløse og målbevidste arbejdere. I New York blev den store fejring af majdag afholdt på Union Square. I 1930’erne marcherede Lucy Parsons i Chicago på majdag med sin unge ven, Studs Terkel. På majdag i 1946 igangsatte araberne en generalstrejke i Palæstina, og jøderne fra DP-lejren[iii] i Landsberg i Tyskland gik i sultestrejke. På majdag i 1947 lagde automobilarbejderne værktøjet fra sig i Paris, en opstand brød ud i Paraguay, Mafiaen slog seks majdagsdemonstranter ihjel på Sicilien, og kommisæren af Boston Park sagde, at det var første gang i mands minde, at hverken kommunisterne eller socialisterne havde ansøgt om tilladelse til at samles på fælleden.

1968 var et godt år for majdag. Allen Ginsberg blev gjort til ”Lord af Misregimente” i Prag, inden russerne nåede dertil. I London lagde hundredevis af studerende pres på Parlamentet i modstand mod en lov om at sætte en stopper for immigration til England fra den tredje verden. I Mississippi var politiet ude af stand til at forhindre 350 sorte studerende i at støtte deres fængslede venner. På Columbia University skrev tusinder af studerende under mod bevæbnet politi på campus. I Detroit fandt den første vilde strejke i femten år sted, med hjælp fra Dodge Revolutionary Union Movement, på Hamtramck Assembly Plant (Dodge Main) mod hurtigere arbejde. I Cambridge, Massachusetts talte sorte ledere for politireformer, mens borgmesteren af New York underskrev en lov, der gav politiet de i amerikanske historie hidtil mest vidtgående beføjelser i ”nødssituationer”. Klimakset på ’68 Mai blev nået i Frankrig, da der var en gigantisk generalstrejke med besynderlige slogans såsom:

Parlez a vos voisins!
L’Imagination prend le pouvoir!
Dessous les pavés c’est la plage!

På majdag i 1971 kunne præsident Nixon ikke sove. Han beordrede titusinder faldskærmstropper og marineinfanterister til Washington, D.C. fordi han var bange for, at nogle, der kaldte sig May Day Tribe, ville lykkedes med deres mål om at blokere adgangen til Justitsministeriet. I Filippinerne blev fire studerende skuddræbt, da de protesterede mod ditaturet. I Boston argumenterede borgmester White imod kommunalt ansattes, herunder politiets, ret til at holde inde med deres serviceydelser eller nedlægge arbejdet. I maj 1980 kan vi måske også få øje på Grønne temaer i Mozambique, hvor arbejderne beklagede sig over fraværet af øl, eller i Tyskland, hvor trehundrede kvindelige hekse drog hærgende gennem Hamborg. Vi kan muligvis se Røde temaer blandt de tredivetusinde brasilianske automobilarbejdere, der strejkede, eller blandt de 5,8 millioner japanere, der strejkede mod inflation.

På majdag i 1980 blev de Grønne og Røde temaer kombineret, da en tidligere automobilarbejder fra Buick i Detroit, en ”Hr. Tudse”, sad ved et picnicbord og nedskrev følgende linjer:

Ottetimersdagen er ikke nok;
Vi tænker på mere af det, der er godt
Så her er vores bøn, og her er vores plan,
Vi vil have, hvad vi vil have, og vi vil tage, hvad vi kan.

Ned med krig både lille og stor,
Bortset fra dem, hvor kommandoen er vor:
Disse er klasse mod klasse i krig
Hvor vores sparken røv medfører skrig.

For luft, der kan åndes, og vand, der er sundt
Det burde vandhanen have os forundt.
For jord, der er grønt, og liv, der er reddet
Og mindre og mindre af jord asfalteret

Ikke flere kvinder, der er mindre end frie,
Eller mænd, der ikke ved dette sig kvie:
Deres magt stjæler det, der gør dem menneskelige
Og gør os alle mindre, end vi kan blive.

For lærere, der lærer, og studerende, der underviser
Og skoler, der følgende bortviser:
Rektorer og dekaner og inspektører og den slags
Og Xerox og Royal Dutch Shell og Kodak

En stopper for fabrikker, der er mørke og beskidte,
En stopper for chefen, om han er god eller fedtet
En stopper for arbejde, der producerer bras
En stopper for bras, der arbejdet skaber
Og en stopper for alle ledere – de aber.

For alle, der danser og synger, højt hurra,
Til dommedagens profeter, vi kun hånlatter har,
Til vores venner og kærester vi giver gratis bryg
Og til alle, der er her, en dag uden frygt

Så på denne 1. maj, vi alle bør erfare
At vi nu enten vil vinde eller nederlaget bevare
Eller, for at sige det på en måde, der kan behage
Lad os tage det roligt, men lad os det tage.

 

Law Day i USA

Majdag var dog altid en problemfyldt dag i USA; nogle ønskede at glemme den. I 1939 erklærede Pennsylvania den for ”Americanism Day”. I 1947 erklærede Kongressen den for ”Loyalty Day”. Disse forsøg på at skjule meningen med dagen, var dog aldrig succesfulde. Som wobblierne siger: ”Vi Glemmer Aldrig”.

På samme vis blev 1. maj 1958, efter anmodning af Charles Rhyne erklæret ”Law Day USA”. Som resultat deraf fik politikerne endnu en mulighed for at sprede svulstigheder omkring Den Kolde Krig og til at agiterer for deres egne dyder. Senator Javits tog for eksempel en dyb historisk indånding i maj 1960 ved at sige, at amerikanske værdier, var de højeste ”der nogensinde er blevet forfægtede siden civilisationens begyndelse”. New Yorks guvernør Rockerfeller skar ind til benet og sagde, at den traditionelle majdag ”var på grænsen til forræderi.” Senator Wiley foreslog, at folk som en aktivitet på dagen læste lovsamlinger. Senatets præst mente, at det med hans prædiken om ”Lydighed mod Autoriteter” på majdag i 1960 var første gang i det tyvende århundrede, at emnet var blevet adresseret. Han mindede folk på ordene, der var skåret i retsbygningen i Worcester i Massachusetts: ”Lydighed mod Lov er Frihed.” Han sagde, at Gud er ”al lov” og foreslog, at vi sang salmen, ”Make Me a Captive, Lord [og da skal jeg blive fri]”. Han beklagede sig over, at tv-programmer gjorde grin med politiet og ægtemænd. Han sagde, at Gud var blevet for moderlig.

Bag ved hykleriet ved den slags snak (på samme tid afviste Senatet Den Internationale Domstols jurisdiktion) var der antydninger af oprør i køkkenerne. I tillæg til udbasuneringen af Den Kolde Krigs overtoner var skrækslagne patriarkalske undertoner afgørende for musikken til Law Day. Ja, den forsøgte at drukne både det Røde og det Grønne. De, der hver dag er nødt til at lægge øre til lov-og-orden-musikken, advokaterne og ordregiverne, er også nødt til at slå deres egne handler af.

Blandt advokaterne er der konservative og liberale; de er generelt set ideologer. På Law Day i 1964 skrev præsidenten af Connecticut Bar[iv] en kritik af borgerrettighedsdemonstranter, ”korrupte” fagforeninger, ”ungdomskriminalitet” og Liz Taylor! På Law Day i 1962 advarede William O. Douglas på den anden side mod at efterligne britisk imperialisme og gav sin støtte til uafhængighedsbevægelser og Peace Corps ved at sige, at ”Vi har brug for Michigan-i-Nigeria, Californien-i-Congo, Columbia-i-Iran”, hvilket er gået i opfyldelse, i det mindste hvis vi ser, hvad der står skrevet på trøjer rundt omkring i verden. Hverken de konservative eller de liberale sagde dog, at den skulle være en helligdag for advokater, og de advokerede heller ikke for en ottetimersdag for arbejderne i det juridiske apparat. I Boston er det kun på New England School of Law, ved uddannelsen i Lov og Retfærdighed på University of Massachusetts og på College of Public and Community Service, at det Grønne og det Røde fejres.

Blandt ordregiverne (politiet) er Law Day heller ikke nogen videre hellig dag. Politiet, mænd og kvinder, over alt i USA står imidlertid i stor gæld til majdag og politiet i Boston. Det er sandt, at mere end tusinde mænd i uniformer i Boston mistede deres job på grund af Calvin Coolidges undertrykkelse af politistrejken i Boston i 1919. De havde haft travlt tidligere på sommeren på majdag. Der var dog samtidigt varige vindinger: en lille lønforhøjelse (300 dollar om året), færre timer (normen havde været 72-90 timer om ugen) og det vigtigste: gratis uniformer.

 

En afslutning

Hvor er det Røde og Grønne i dag? Er det i Maos Lille Røde? Eller i oberst Gaddafis Grønne Bog? Noget af det måske. Leigh Hunt, den engelske essayist fra det nittende århundrede, skrev, at majdag er ”foreningen af de to bedste ting i verden: kærligheden til naturen og kærligheden til hinanden”. Sådan en Grøn forening er ganske vist mulig, for vi kan alle forestille os den, og vi ved, at det, der er virkeligt nu, engang kun var noget forestillet. Lige så sikkert er det, at sådan en forening kun kan virkeliggøres gennem Rød kamp, da man må lide for skønheden, som motionisterne siger, eller ingen drømme uden ansvar, ingen fødsel uden hårdt arbejde, intet Grønt uden Rødt.

Børnene plejede at fejre majdag i skolen. Jeg tror, at skolerne holdt op med at opfordre til det omkring på det tidspunkt, hvor ”Law Day” blev opfundet, men jeg er ikke sikker. En korrespondent fra East Arlington i Massachusetts skriver, at i slutningen af 1940’erne, ”På en hvilken som helst søndag i maj ville et sted mellem 10 og 30 børn klæde sig ud i kostumer lavet af crepepapir (hatte, skørter osv.); vi ville samle blomster i kurve og gå i optog op og ned ad adskillelige gader (indtil vi løb tør for blomster!) Vi råbte hele tiden i kor: ’majfest, majfest, rah, rah, rah!’ Vi valgte en leder, men jeg kan ikke huske hvordan. (Nok ved at sige ælle bælle). Derefter gik vi i optog op til Spy Pond ved Centerets udkant ved Lake Street og spise medbragt mad”. Denne korrespondent er nu børnehaveklasselærer. ”I de senere år”, fortsætter hun, ”har jeg altid pyntet en majstang for min børnehaveklasse (det er faktisk dem, der står for pyntningen), og så danser vi omkring den. Det tiltrækker altid opmærksomhed fra de ældre børn”.

 

Artiklen er oversat af Bjarke Skærlund Risager. Den er oprindeligt fra 1986, men indgår som kapitel i Peter Linebaughs nye bog, The Incomplete, True, Authentic, and Wonderful History of May Day (PM Press, 2016).

 


[i] ”Just-us” er et ordspil på ordene ”justice” (retfærdighed) og ”just us” (bare os). Det henviser dermed til, at retfærdigheden, i modsætning til hvordan den udlægges, ikke er universel, men for en mindre gruppe mennesker, o.a.

[ii] Jf. wobbliernes organisation, Industrial Workers of the World, forkortet IWW, o.a.

[iii] Jf. ”displaced persons camp”, o.a.

[iv] En advokatforening i delstaten Connecticut, o.a.