UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet FOKUS: Iran udefra FOKUS: Historien til forhandling Internetarkivet

Monument(al) uro i Sydafrika

SONY DSC

Fotograf: Daniel van der Merwe.

FOKUS: KULTURARV: HISTORIEN TIL FORHANDLING Når vi forsøger at udpege vores kulturarv, kæmper vi ikke kun om at definere, hvem vi var engang og stadig er. Det handler lige så meget om, hvem vi gerne vil være i morgen. Kampene om kulturarv er spændt ud mellem hukommelse og glemsel, oplysning og mørklægning. Baggrund har bedt en række eksperter til at fortælle et par forskellige historier om, hvordan erindringer om fortiden bliver brugt til at definere, hvem man skal være i fremtiden.

I de seneste år har der i Sydafrika udspillet sig en række kontroverser omkring kolonitidens og apartheidæraens symboler og kulturarv. Det handler om et opgør med fortidens uretfærdigheder, men også om komplekse spændinger i nutidens Sydafrika. En af kontroverserne begyndte sidste forår ved University of Cape Town, og den har siden bredt sig til andre dele af verden, blandt andet til University of Oxford i England.


 

Den 9. marts sidste år smed studenteraktivisten Chumani Maxwele en pose menneskeafføring på en statue af den britiske kolonialist Cecil John Rhodes på University of Cape Town campus.

Det blev startskuddet til en intensiv kampagne mod statuen anført af studenterbevægelsen Rhodes Must Fall. Bevægelsen krævede statuen fjernet som led i det, de kalder en afkolonisering af universitetet og det sydafrikanske uddannelsessystem. Statuen repræsenterer et raceproblem, et uddannelsesøkonomisk problem og et patriarkalsk problem ifølge bevægelsen, der effektivt har gjort brug sociale medier i kampagnen, særligt Twitter og facebooksiden UCT: Rhodes Must Fall.

I april støttede lærerorganet på University of Cape Town ved en afstemning med stort flertal op om nedtagningen af statuen, der siden 1934 har stået ved hovedindgangen til universitetet. Herefter besluttede universitetsledelsen at fjerne statuen midlertidigt af frygt for yderligere uro omkring monumentet. Via en indstilling til den regionale kulturarvsstyrelse skal statuens langsigtede skæbne herefter afgøres. Derved forsøgte ledelsen at lægge låg på sagen. Kontroverserne er imidlertid tiltaget i styrke og omfang.

 

Cecil John Rhodes på University of Cape Town

Cecil John Rhodes er en af de mest kontroversielle figurer i Sydafrikas nyere historie. Rhodes immigrerede i 1870 fra Storbritannien til Sydafrika, hvor den snu forretningsmand skabte sig en formue på diamanter og guld, og blev en af verdens rigeste mænd. Rhodes nåede også den politiske top som premierminister i Kapkolonien. Han grundlagde desuden det handelskompagni, der fik regeringsret over det store landområde nord for de sydafrikanske kolonier, et område som fik navnet Rhodesia efter Rhodes.

Rhodes drømte om et britisk imperium i Afrika fra Cape til Cairo. I Sydafrika skulle ”de to hvide racer” – briterne og boerne – forenes og indgå som en stærk enhed under den britiske krone. For den megalomane Rhodes skulle imperiet genforenes med de amerikanske kolonier i en anglofon enhed med ubegrænset verdensoverherredømme. Intet mindre.

Arkitekturen på University of Cape Town er gennemsyret af dette verdenssyn. Med den sydafrikanske arkæolog, Nick Shepherd’s præcise ord, så udgør universitetet ”det sidste rhodesiske landskab”. Universitetet er bygget på jord doneret af Rhodes, som fik området beplantet med fyrretræer fra middelhavet for at symbolisere forbindelsen til den antikke græsk-romerske arv. Plantningen af engelske egetræer understregede forbindelsen til Rhodes’ engelske moderland, det samme gjorde de imperiale løver i den zoologiske have, som han anlagde ved universitetet. På universitetsgrunden fik Rhodes imperiets førende arkitekt, Herbert Baker, til at ombygge residensen, Groote Schuur, til premierministerbolig.

Efter Rhodes’ død i 1902 rejste hans støtter et imposant mindesmærke på bakken over campus og altså også statuen ved indgangen til universitetets centrale akse. Statuen viser Rhodes i dybe tanker med et besiddende blik rettet mod de afrikanske vidder nedenfor bakken.

Og der har statuen stået gennem de turbulente begivenheder i Sydafrikas nyere historie. Apartheidæraen begyndelse med nationalisternes sejr i 1948, Sydafrikas udtrædelse af Commonwealth i 1960 (hvor Afrikaanernationalister på universitetet uden held krævede statuen af den britiske kolonialist fjernet), og ikke mindst apartheidregimets sammenbrud og løsladelsen af Nelson Mandela i 1990. Rhodes blev siddende, indtil april sidste år hvor en kran løftede statuen bort fra platformen.

 

Den koloniale kulturarv og nutidens kampe 

Rhodes-statuen blev i løbet af kort tid omdrejningspunkt for en konflikt med rod i dybe spændinger på University of Cape Town. Spændinger, der også reflekterer konflikterne i det sydafrikanske samfund tyve år efter afslutningen af apartheid. Meget bunder i den racemæssige fordeling på eliteuniversitetet i Cape Town. Fordelingen mellem ikke-hvide og hvide sydafrikanske studerende  er således ca. 50-50. Uden for campus er forholdet nærmere 85-15. Blandt ansatte er fordelingen endnu mere skæv. Der er konsensus om, at det skal ændres, men mange mener, at transformationerne mod en mere lige fordeling går for langsomt.

Dilemmaerne bliver tydelige her. Ansætter man mindre kvalificerede sorte sydafrikanere risikerer man et fald i det forskningsoutput, som midlerne i det sydafrikanske uddannelsessystem fordeles efter. University of Cape Town er nemlig et af eliteuniversiteterne i Sydafrika. Det tiltrækker mange udenlandske studerende, der orienterer sig efter universiteternes internationale ranking. Et fald har konsekvenser. Grunden til den manglede rekruttering af kvalificerede sorte sydafrikanere beror på ulighed længere ned i uddannelsessystemet. Problemet styrkes ligeledes af, at de bedst kvalificerede sorte sydafrikanere ofte kan opnå langt bedre løn- og ansættelsesvilkår i statsadministrationen end på universiteterne, der lider under kronisk underfinansiering.

Netop økonomien er afgørende. Protesterne handler således også om stigende indskrivningsgebyrer. De studerende bakkes også op af det tekniske personale – rengøringsassistenter og sikkerhedsvagter eksempelvis – som kræver bedre lønforhold. Den økonomiske ulighed er vokset siden afslutningen på apartheid, og den sociale mobilitet er træg. Hovedårsagen til den manglende sociale mobilitet skal findes i uddannelsessystemet.

Protesterne retter sig også mod en stat og et bystyre, der ikke formår at levere basale ydelser. Universitetet lider, som resten af Cape Town, under daglige, timelange strømafbrydelser. Computerne og internetforbindelsen på de travle læsesale er således ude af drift i længere perioder. El-nettets kapacitet er ikke fulgt med nybyggeriet i byen. Omfattende korruption indenfor regeringspartiet ANC har været en vigtig årsag til at der ikke er blevet foretaget nødvendige investeringer i infrastruktur. I dag holder ANC til i bygningerne ved Rhodes’ gamle premierministerbolig. Den historiske ironi er så tyk, at man kan skære i den.

Statuen er på den måde blevet gjort til et symbolsk omdrejningspunkt for en utilfredshed, der handler om meget mere end Rhodes. Mandelas Rainbow Nation og sandheds- og forsoningskommissionen i 1990erne er især for de studerende nu fjern fortid eller en fortid, som ikke kom til at udstikke den bane for en fremtid, som mange ønsker: et Sydafrika, hvor lighed imellem racer er en kendsgerning og levet realitet. Modsat forestillingerne i Rainbow Nation-tankegangen vokser den økonomiske ulighed, sikkerhedssituationen i landet forværres, og uddannelsessektoren, som netop kan sikre større lighed, svigtes. Det blev statuens endeligt.

 

Statuen som abjekt 

Men der er på den anden side også det forhold, at statuen stadig forstås og opleves som et symbol på kolonialisering og apartheid. Det er baggrunden for Rhodes Must Falls kunstaktivistiske omgang med den, der ligesom forbereder den på bortsmidning. Man kan sige, at bevægelsens aktivistiske strategi er en art situationistisk ”détournement”, der giver Rhodes-statuen en helt ny mening. Ret bogstaveligt ved at lade den få en ny status som et ”abjekt”. Det vil sige noget, der engang har været del af den sociale krop, men som nu er udstødt – i analogi med menneskekroppens ”affald” som lort, negle, spyt og opkast og andet, som vi betegner som ulækkert.

Hele begivenheden her viser både, at der er mere på spil – et helt samfunds politisk-sociale og økonomiske fremtid i et post-apartheid-samfund eller måske snarere et forsøg på at lade symbolerne være på højde med det nye demokratiske ikke-raciale regime – end selve statuen.en også det forhold, at statuen som et stykke kulturarv er vigtig at forholde sig til, fjerne, nedbryde, erstatte.

De studerende omkategoriserer statuen ved at gøre den uren og bortkaste den til affald, men de fjerner den ikke selv. Det gør University of Cape Town som institution. På samme måde som de post-kommunistiske samfund fjernede Lenin-, Stalin- og Marx-statuer samt lokale kommunistledere fra byernes rum og parkerede dem i statueparker som Grutas Park i Litauen, Gorky Park i Moskva og Memento Park i Budapest. Disse parker kaldes statuekirkegårde og er vokset til at blive kæmpemæssige turistattraktioner. Tankevækkende nok er Gorky Park i Moskva også en temapark og et tivoli, mens Memento Park i Budapest har status af et officielt open air-museum og Grutas Park er en statuepark i privateje uden forpligtigelse til at være særlig bevidst om sin egen iscenesættelse og metafortælling om denne vanskelige kulturarv. Netop til forskel fra Taliban’s bortsprængning af Buddha-statuer i Afghanistan, der selvberoende tiltager sig ret til destruktion af kulturarv med et totalitært identitetspolitisk ærinde.

Enhver forvaltning af kulturarv vil kræve, at noget bevares og noget glemmes eller bortskaffes. I de tilfælde, hvor kulturarven udtrykker deciderede morderiske og stærkt undertrykkende regimer, er det legitimt at fjerne disse, mens det samtidig er betænkeligt bare at bortskære eller ”rette i” en fortid, fordi den ikke lever op til nutidens alen.

Rhodes Must Fall-bevægelsens handling har legitimitet, da den både accepterer demokratiske spilleregler, har en politisk dagsorden og egentlig bare påpeger anomalien i, at ”helte” langt hinsides sidste salgsdato stadig optager sakral statueplads i det offentlige rum i et aktuelt Sydafrika.

 

Imperiet(s kulturarv) slår til tilbage

Rhodes Must Fall’s studenteraktivisme har som nævnt spredt sig til andre universiteter i Sydafrika og også ud over landets grænser. Mest omfattende og opsigtsvækkende til University of Oxford. Arven fra Rhodes er meget tydelig i Oxford, hvor Rhodes var indskrevet som studerende i 1870’erne efter han havde skabt sin første formue i Sydafrika. Rhodes donerede store summer til Oriel College, der blandt andet kvitterede ved at rejse en statue af Rhodes på kollegiets bygningsfacade. Ved sin død testamenterede Rhodes endvidere en stor sum til oprettelsen af fonden The Rhodes Trust. Fonden finansierede bygningen af Rhodes House, indviet i 1928 og tegnet af imperiearkitekten, Herbert Baker, som en hyldest til Rhodes’ idealer og den administrerer de meget prestigiøse Rhodes scholarships, som gives til særligt dygtige studerende især fra de nuværende Commonwealth lande.

Rhodes Must Fall i Oxford begyndte sine aktioner sidste forår. Som i Sydafrika kræver RMF Oxford, at mindesmærkerne til Rhodes fjernes og at universitetet gør op med diskriminerende praksisser i relation til race, økonomi og køn. Kampagnen har haft succes i den forstand, at Oriel College har fjernet en mindeplakette til Rhodes og at Rhodes Trust – der i 2003 som led i en fornyelse lancerede the Mandela-Rhodes Foundation – officielt har genåbnet spørgsmålet om forvaltningen af arven efter Rhodes. Rhodes Must Fall kræver imidlertid yderligere skridt, herunder at statuen af Rhodes’ fjernes fra sin plads på Oriel College.

Andre grupper med tilknytning til universitetet protesterer imidlertid mod bevægelsens krav i Oxford og argumenterer for, at bevægelsens medlemmer mangler historisk sans og forståelse. ”Historien er ikke blank side hvorpå vi kan skrive vores egen udlæg i overensstemmelse med vores synspunkter og fordomme”, har Oxford Chancellor Chris Patton udtalt og han stiller det retoriske spørgsmål, hvad man skal gøre ved Trinity College i Cambridge grundlagt af Henrik den 8., der som bekendt henrettede to af sine seks koner. Rhodes Must Fall har som et modsvar påpeget, at det ikke handler om at genskrive historien, men om at bringe ubekvemme historiske sandheder frem i lyset – og ikke mindst udfordre den diskrimination af farvede studerede, de mener stadig finder sted på universitetet.

Spredningen til Oxford viser at kampen om den koloniale kulturarv følger de geografiske forbindelseslinjer, der blev skabt af kolonialismen. Rhodes’ brugte sin koloniale rigdom på at booste sin (i øvrigt yderst beskedne) kulturelle kapital gennem donationer til det imperiets akademiske centrum i Oxford. De materielle spor og forbindelseslinjer som det skabte, danner nu afsæt for alliancer og diskussioner både omkring forvaltningen af en kompleks, forbundet kolonial fortid, og om hvilken retning fremtidens globale uddannelsessystemer skal tage. Imperiets kulturarv slår på den måde tilbage.

 

Fra Rhodes Must Fall til Fees Must Fall

Hvor Rhodes Must Fall-bevægelsen har haft succes med at mobilisere protesterne omkring statuen, rummer strategien også begrænsninger. Ifølge Adam Buch, der studerer ved University of Cape Town og er Rhodes Must Fall-medlem, har ledelsen brugt statuen som en afledningsmanøvre, et hurtigt fix frem for at forholde sig til de bagvedliggende krav om forandring.

Nu hvor statuen er væk, skal bevægelsen til at ”se udover symboler og navne og i stedet koncentrere sig om diskurser, institutioner og strukturer”, som Buch formulerer synspunktet i studenterbladet Varsity. Det dilemma står bevægelsen nu i. En ting er at gøre op med en statue, noget andet er at navigere i de indbyggede spændinger på universitetet. Eksempelvis består den sorte og farvede del af studenterpopulationen i udpræget grad af det, som de med selvindsigt kalder kokosnødder: sorte udenpå og hvide indeni. Relativt privilegerede grupper, der har gået på de rette privatskoler, del af de voksende middelklasser, taler med den rigtige accent og som har fået del i privilegier, der tidligere var forbeholdt de hvide sydafrikanere.

På et abstrakt niveau kan statuens fjernelse omtales som et opgør med en kolonial ideologi, der har undertrykt millioner af sorte. Men hvordan skal solidariteten udstrækkes til rengøringsassistenten på universitetet, der tjener under 2000 kroner om måneden? Hvor race i bedste fald udgør en sekundær identifikationsmarkør eller hvor ”race-solidaritet” ligefrem dækker over et åbenlyst hykleri.

Denne problematik er en del af forklaringen på at et markant skift i Rhodes Must Fall-bevægelsen, der i stigende grad fokuserer på økonomisk uretfærdighed og dermed demokratisk underskud i uddannelsessystemet.

Siden oktober 2015 har slagordet været Fees must fall i et sydafrikansk uddannelsessystem, hvor tuition fees de facto udgør en uoverstigelig forhindring for store befolkningsgrupper. Regeringspartiet ANC havde bebudet op til 11,5 procent stigninger i tuition fees, hvilket udløste voldsomme protester i hele Sydafrika blandt de studerende. Nogle steder udartede protesten sig til vold, kampe med politiet og påsatte brande.

Protesten kulminerede i en protestmarch den 23. oktober mod Union Building, regeringens hovedkvarter i Pretoria. Planerne omkring forhøjelsen af afgifter på universitetsstudier blev frafaldet af præsidenten Jacob Zuma, hvilket umiddelbart kan ses som en sejr for de protesterende studenteraktivister. Stigningerne blev taget af bordet, hvilket giver håb og politisk entusiasme til de protesterende stemmer.

Men den grundlæggende kritik af ulighed i ét af de mest ulige samfund i verden, som paradoksalt er blevet mere ulige efter apartheid systemets fald, eksisterer stadig og bærer ved til det bål, som nærer protesterne. Universitetsafgifterne koster op imod 40.000 Rand om året (167.000 kr.) og det beløb er helt uoverstigeligt for mange. 60 procent af den sorte arbejdende befolkning tjener faktisk under det beløb, som af ny forskning (foretaget af et nationalt minimalløns forskningsprojekt i samarbejde med WITS universitetet) er sat til at være 4.125 Rand om måneden svarende til ca. 1700 kr. Disse skræmmende kendsgerninger sammenholdt med en meget høj ungdomsarbejdsløshed og en manglende videregående uddannelse for 2/3 af befolkningen viser, at problemerne aktuelt i Sydafrika også for en stor del er politisk-økonomiske.

Så ”afkoloniseringen” af uddannelsessystemet betyder mange ting. Aktivisterne har fået nogle sejre, Rhodes ER faldet, de bebudede afgifter ER taget af bordet. Kampen for afkolonisering spreder sig til de tidligere kolonimagter, således fandt en protestmarch 23. oktober udenfor SA High Commision i London sted netop i solidaritet og samstemmighed med protesterne i Sydafrika. Den aktuelle Fees Must Fall-bevægelse er blevet sammenlignet med Soweto-opstanden i 1976, der havde en ekskluderende og elitær sprogpolitik som mål. Mange unge døde som følge af stor politibrutalitet i nedkæmpningen af protesterne og konflikten gik på at Afrikaans blev dekreteret som officielt sprog i folkeskolen.

På Stellenbosch Universitety i Cape Town er det lykkes at foretage et opgør med en konserverende sprogpolitik. Studenterbevægelsen Open Stellenbosch fik gennemtrumfet engelsk og ikke længere Afrikaans som hoved-undervisningssprog. Afrikaans, som kun et lille mindretal af hvide taler, har i mange år decideret udelukket store grupper af sorte fra en undervisning, som de har betalt for. Grotesk undertrykkelse, som er pågået i stilhed og i relativ ubemærkethed og som er belyst i dokumentarfilmen Luister på YouTube om de sortes hverdag på Stellenbosch. Denne virale video har fået afgørende betydning for ledelsen på Stellenbosch, der i første omgang har vedtaget engelsk som hovedsprog, men som vil arbejde på at få flere sprog ind på universitetet, bl.a Xhosa. Afkolonisering, demokratisering og flerstemmighed går her hånd i hånd.

 

Rhodes er faldet, pladsen er tom 

RMF bevægelsen har fået politisk vind i sejlene. Hvor det ender er svært at spå om. Men på University of Cape Town hvor det hele begyndte, er Rhodes væk – og han kommer helt sikkert ikke tilbage. Oppe på platformen, på selve den sakrale piedestal, hvor han tidligere sad og grublede, befandt sig i april 2015 studerende med forskellige hudfarver. De tog selfies, drak kaffe og nød den smukke vidtstrakte udsigt fra platformen, der tidligere var forbeholdt Rhodes.

Det er der al mulig grund til at glædes over – også i et sydafrikansk samfund, der befinder sig i en dyb orienteringskrise med uløste, strukturelle problemer. Under et besøg i Cape Town fik vi lejlighed til at spørge nogle studerende, hvem der skulle op på platformen i stedet for Rhodes. For en gang skyld var der enighed om svaret: nobody.

 

Britta Timm Knudsen er lektor i oplevelsesøkonomi og begivenhedskultur og Casper Andersen er lektor i idéhistorie begge ved Aarhus Universitet. De er tilknyttet uddannelsen i Sustainable Heritage Management.