Når samfund politiserer sig selv

Den Russiske Revolution – modsat den Amerikanske eller den Franske Revolution – endte i totalitarisme og Gulag. Benjamin Ask Popp-Madsen peger på en overset politisk erklæring, der måske kan vise revolutionens grundlæggende princip, før den blev afsporet og overtaget af Vladimir Lenin og hans kammerater.

Betydningsfulde og omvæltende begivenheder ledsages ofte af vigtige dokumenter, erklæringer, chartre og skriftlige aftaler, der gør deres centrale aktørers intentioner kendte. Menneskerettighedschartre, uafhængighedserklæringer og frie forfatninger kan anses som historiske pejlemærker og aktualiseringer af Vestens politiske principper om folkenes selvbestemmelse, individets ukrænkelighed, magtens tredeling og menneskets lighed.

Den Russiske Revolution regnes oftest ikke som en begivenhed, der tilvejebragte eller indstiftede et politisk princip på lige fod med de ovenstående, fordi kommunismens spøgelse og sovjetregimets senere forbrydelser har farvet vores forståelse af de folkelige omvæltninger i 1917.

Derfor vil jeg gerne henlede opmærksomheden på en glemt eller overset politisk erklæring, der måske kan vise revolutionens grundlæggende princip (eller ét af dem), før den blev afsporet og overtaget af Vladimir Lenin og hans kammerater – nemlig Petrograd-sovjettens Erklæring nummer 1. Erklæringen indeholder et grundlæggende politisk princip, der kan sidestilles med andre fundamentale politiske idéer om menneskets ligeværd og individets ukrænkelighed: Autonomi – selvlovgivning gennem politiseringen af samfundet.

We, the people

I den vestlige politiske historie findes en række vigtige politiske erklæringer, som indstifter vægtige og blivende politiske principper: The London Corresponding Society – en forening bestående af arbejdere, småhandlende og håndværkere, der kæmpede for parlamentarisk reform og arbejderklasserepræsentation i England i 1700-tallets sidste årti – betegnede i deres charter foreningens grundlæggende norm: may the numbers of our members be unlimited. Foreningen indstiftede et egalitært, inkluderende princip i en politisk virkelighed, hvor ejendom, familienavn og rigdom var gældende kriterier for adgang til den politiske sfære.

Samme egalitære princip gives i den Amerikanske Uafhængighedserklærings maksime om fundamental lighed i menneskets rettigheder som en selvindlysende sandhed – en sandhed, der langt fra var selvindlysende på det europæiske kontinent, de nu uafhængige amerikanere efterlod.

I den amerikanske forfatning, ratificeret 12 år efter uafhængighedserklæringen, stadfæstes endnu et nyt princip idet et nyt kollektivt subjekt stod som afsender i forfatningens præambel: We, the people. Hvor politiske grundlæggelser ellers havde været forbeholdt vise lovgivere som Solon i grundlæggelsen af Athen eller foregået gennem et indstiftende mord, som da grundlæggelsen af Rom fandt sted via Romulus’ mord på Remus (og i grundlæggelsen af menneskeslægten selv gennem Kains mord på Abel) gives nu et nyt demokratisk princip for republikkens grundlæggelse, nemlig folkets kontrakt med sig selv.

Politiske principper kommer således ind i verden, bliver virkelige og håndgribelige, gennem deres bekræftelse i forandrende begivenheders stadfæstende dokumenter, og således bliver et politisk princip ofte styrende for sin epoke, når det forbindes til epokens grundlæggende forandringer og opfattes som forandringernes egentlige motor.

De russiske sovjetters princip

Hvilket politisk princip kom til syne under den Russiske Revolution? Hvilket grundlæggelsesdokument eller indstiftende erklæring kom til at kendetegne omvæltningerne? Spørgsmålene er som sagt besværlige, fordi den Russiske Revolution modsat den Amerikanske eller den Franske Revolution endte i totalitarisme og Gulag, hvorfor receptionen af omvæltningerne i februar-marts 1917 er uendelig farvet af bolsjevikkernes senere forbrydelser.

Den første marts 1917, næsten præcis samtidig med, at den dobbelte magtstruktur mellem den liberalt-konstitutionelt indstillede midlertidige overgangsregering og Petrograd-sovjetten var etableret og tsar Nicolas som konsekvens heraf var abdiceret, vedtog Petrograd-sovjetten – det styrende organ for Petrograds arbejder-, fabriks- og nabolagsråd, der havde været afgørende i Februarrevolutionens succes – deres Erklæring nummer 1. Erklæringen var henvendt til den russiske hær, primært til de menige soldater, og bestod af syv punkter. Det første punkt lød således:

”I alle hærens enheder, delinger, bataljoner, regimenter og eskadroner, i alle dele militære administration og på alle fartøjer i flåden, skal komiteer af repræsentanter øjeblikkeligt vælges fra de laveste rækker af disse militære enheder”.

Alle dele af hæren skulle således vælge deres egne repræsentanter fra egne rækker, og disse repræsentanter skulle fungere – og kom til at fungere – som hærenhedernes delegerede og repræsentanter i Petrograd-sovjetten (dette princip stadfæstedes i punkt nummer to i erklæringen). Repræsentanterne valgtes blandt alle menige soldater, selv fra de laveste rækker af hæren. Erklæringen indeholdt også bestemmelser, der ændrede de menige soldaters tiltaleform af deres overordnede fra ’Deres Excellence’ og ’Deres Ære’ til ’Hr. General’ (punkt nummer syv) samt afskaffede de meniges honnørpligt udenfor arbejdstid (punkt nummer seks).

Erklæringen indeholdte således en principiel, politisk nydannelse: I et samfund så hierarkisk og traditionelt som det russiske anno 1917, hvor den weberianske traditionelle autoritet stadig var altdominerende – ofte styredes store dele af landdistrikterne af en starost, det vil sige en ældre, respektabel mand – var idéen om repræsentation i hæren og flåden, og også på fabrikken, i nabolaget og i landbruget, et radikalt nybrud og et nyt progressivt princip.

I stedet for blot at afgive én stemme hvert fjerde år som i liberale, repræsen-tative systemer, indebar dette repræsentative rådssystem kontinuerlig politisk dialog og aktivitet

Princippet om selv at vælge sine repræsentanter, der skulle viderebringe almindelige menneskers holdninger, tale med de førhen ikke-repræsenteredes stemme og varetage de lavest stilledes interesser, spillede en afgørende rolle i begivenhederne i Rusland i 1917, og indeholder idéen om fundamentalt ligeværd og demokratisk indflydelse.

Fordi hærens lavestående medlemmer, flådens menige sømand, fabrikkernes hårdtarbejdende proletarer og landbrugets slidende bønder er del af samfundet – fordi de giver samfund sikkerhed, velstand og fødevarer – har de ret til indflydelse. Det princip, som Petrograd-sovjettens Erklæring nummer 1 indstifter synes at være, at fordi hver hærenhed, skib, fabrik, nabolag og landbrugsenhed er den økonomiske og sociale ramme om almindelige menneskers liv og dagligdag, skal det også være det politiske ramme. Derfor skal hver enhed, hver andel og afsnit, have deres egne repræsentanter.

Mangfoldighed af repræsentation

Overalt i Petrograd og i alle dele af det russiske samfund formedes råd, komiteer, kommuner og forsamlinger med det bærende princip om repræsentation af alle underordnede og undertrykte grupper, som erklæringen indstiftede. I stedet for det liberale demokratis abstrakte idé om politisk repræsentation, hvor én person kan repræsentere én anden i alle henseende – ’han er min repræsentant på tinge’ – var de russiske soldaterkomiteer og arbejderråd funderet på en mangfoldighed og pluralitet af repræsentanter.

I stedet for at samle hele nationens suverænitet i parlamentet og lade parlamentet tale med ’folkets stemme’, nedbryder og omstrukturerer komiteerne og rådene den kollektive viljedannelse, således at dialog, beslutning og omstødelse finder sted på mange niveauer og blandt mange fællesskaber.

Den generelle model fungerede således: Alle primærenheder – hver hærdeling, afdeling af fabrikken, funktion på landbruget og nabolag i byen – oprettede forsamlinger og råd, der dels via direkte demokrati kunne beslutte politikker på områder, der udelukkende vedkom dem selv og deres interne organisering. Derudover sendes delegerede til højere råd på distrikts- og regionsniveau, som endelige delegerede repræsentanter til den koordinerende Petrograd-sovjet, der havde beslutningskompetence på generelle emner og problemstillinger. I stedet for blot at afgive én stemme hvert fjerde år som i liberale, repræsentative systemer, indebar dette repræsentative rådssystem kontinuerlig politisk dialog og aktivitet samt en ’mægtiggørelse’ (empowerment) og inddragelse af hidtil ekskluderede samfundsgrupper.

Politiseringen af samfundet

I Karl Marx’ kendte fortolkning af Pariserkommunen i Borgerkrigen i Frankrig (1871) beskrev Marx den moderne stat som en parasit, der gennem sin gradvise uafhængighed og dominans over det samfund, det burde være ansvarlig overfor, udsuger samfundets kreative, indstiftende og politiske potentialer. Når den politiske magt koncentreres i staten og i det nationale parlament, efterlades samfundet apolitiseret og magtesløst.

Ifølge Marx var Pariserkommunens organisering i lokale politiske klubber og forsamlinger med selvstyre og direkte demokrati, og med udsending af delegerede under øjeblikkeligt tilbagekald til den centrale kommune, en måde at modarbejde samfundets apolitske status og magtesløshed overfor statsparasitten. Gennem en genpolitisering af civilsamfundet via råd, forsamlinger og komiteer kan samfundet gøre dets politiske institutioner ansvarlige og til reelle udtryk for den folkelige vilje – ikke som den kommer til udtryk abstrakt gennem generelle valg, men konkret gennem en myriade af lokale politiske institutioner, repræsentative kanaler og deliberative fora.

Soldaterkomiteerne, arbejderrådene og deres sammenslutning i Petrograd-sovjetten er ligeledes funderet på princippet om politiseringen af samfundet som modsvar på statens uafhængighed og dominans. Alle samfundets dele må gives lokalt selvstyre og reel repræsentation i højerestående forsamlinger, hvis de bindende politiske beslutninger skal være reelle, eller blot tilnærmede, udtryk for ’folkets’ vilje.

Derudover afviser en sådan politisering af samfundet liberalismens grundlæggende skel mellem det offentlige og det private, mellem det politiske og det økonomiske: Idet rådsbevægelsen startede med råd, forsamlinger og komiteer på fabrikkerne og i industrien, hvor arbejderne via valg til fabriksråd tog kontrol med fabrikkerne og senere Petrograds industri, afvises forestillingen om økonomien som et apolitiske domæne, hvor demokrati og repræsentation ikke hører hjemme. Netop fordi økonomien og hverdagen på fabrikkerne har afgørende indflydelse på almindelige menneskers liv, må den være underlagt demokratisk kontrol og repræsentative mekanismer.

Petrograd-sovjettens Erklæring nummer 1 om selvstyre og repræsentation i hæren – om end mindre kendt end den amerikanske uafhængighedserklæring og forfatning og den franske menneskerettighedserklæring, måske fordi dens indstiftende aktør ikke længere regnes for vigtig i de progressive idéers historie – tilvejebringer således et fundamentalt, men overset eller glemt, demokratisk princip, der i mine øjne kan sidestilles med den selvindlysende sandhed om menneskets lighed og we, the people.

Samfundets politisering og mangfoldiggørelsen af politiske forsamlinger for dialog, beslutning og repræsentation kan bringe os tættere på det grundlæggende demokratiske ideal om auto-nomos: Selv-lovgivning.

Benjamin Ask Popp-Madsen, Ph.d.-studerende ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet