UHØRT FOKUS: Politisk islam UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet Objekthistorier Internetarkivet

Retten til at regere sig selv: Revolutionært anti-slaveri i Den Franske og Haitianske Revolution

Afbildning af de slavegjortes opstand i Le Cap 1791, som startede den haitianske revolution. Kilde: Wikimedia Commons

Afbildning af de slavegjortes opstand i Le Cap 1791, som startede den haitianske revolution. Kilde: Wikimedia Commons

FOKUS: SLAVERI Slaveri er et kraftfuldt begreb, som de fleste forbinder med den transatlantiske slavehandel. Men slaveriet var et kompleks fænomen, som tog mange former. I denne fokusserie vil Baggrund rette perspektivet mod nogle af de mindre kendte aspekter af slaveriets historie.

Spørgsmål om kolonialisme og slaveri fyldte meget lidt i Oplysningen. Først med Den Haitianske Revolution kom de for alvor på dagsordenen og en radikal antislaveri-position voksede frem. Her kritiserede man ikke længere blot de moralske og økonomiske konsekvenser for slaveriet, men argumenterede – i tale og handling – for de slavegjortes ret til at regere sig selv. Denne artikel følger slaveri-debatten fra oplysningens arv i Den Franske Revolution til Haitis og de slavegjortes uafhængighed i 1804.


”Når det kommer til at smadre det grusomme åg, som de [slavegjorte] lider under, så har de ret til at tage et hvilket som helst middel i brug, selv døden, om så de er nødsaget til at massakrere samtlige af deres undertrykkere”

- Jean Paul Marat, L’ami du peuple, 12. december 1791

Den revolutionære journalist Jean-Paul Marats radikale udmelding var kulminationen på en debat om kolonialisme og slaveri, der så småt var krøbet ind i den franske offentlighed med Den Franske Revolution i 1789. Marats position var principiel: Så længe de ikke undertrykker andre, har enhver gruppe og ethvert folk retten til at bestemme over sig selv, og til at bestemme hvordan de vil regere sig selv. Enhver, der forhindrer dette, er ifølge Marat en illegitim undertrykker og må bekæmpes med de midler, der nu engang er nødvendige.

Tanken var som sådan ikke fremmed i den franske offentlighed efter Revolutionen. Det var trods alt et af de absolut mest grundlæggende argumenter i den revolutionære selvforståelse – og et som blev delt på tværs af det politiske spektrum. Men når det kom til spørgsmålet om de slavegjorte i de franske kolonier, var der ingen, der var villige til at bringe argumentet i spil. Først med revolutionen i Haiti i august 1791 og med de slavegjortes krav på retten til at regere sig selv blev der for alvor åbnet op for de radikale implikationer, som teorien om den absolutte ret til national selvbestemmelse og kampen for slaveriets afskaffelse medførte.

 

Oplysning og slaveri

Før Den Franske Revolution havde der nærmest været larmende stilhed om emnet. Kolonialisme- og slaverikritikken var aldrig en integreret del af Oplysningen, men mod slutningen af 1700-tallet begyndte enkelte spredte stemmer at melde sig. Nogle rejsende var rystede over forholdene i kolonierne og for slaverne, og slavehandlen, som den tog til, blev i stigende grad genstand for moralsk og især økonomisk kritik: Produktionen kunne indrettes mere effektivt ved at erstatte slaveøkonomien med selvejende småbrugere, mente man. Men bortset fra enkelte litterære fremtidsscenarier hos Jean de Pechméja i Raynals Histoire des deux Indes og Louis-Sébastien Merciers L’An 2440, hvor en sort Spartakus har frigjort slaverne og straffet europæerne for deres moralske fordærv, var koloni- og slavespørgsmålets plads i den oplyste franske offentlighed yderst begrænset.

I 1788, året før Revolutionen i Frankrig blev en realitet, oprettede man i Paris et abolitionistisk selskab: Selskabet for de sortes venner. På baggrund af moralske og økonomiske argumenter gik selskabet ind for en gradvis afskaffelse af slaveri; en idé, som forblev dominerende gennem den revolutionære periode og i slaveri-debatterne gennem hele 1800-tallet. Selskabet tiltrak sig prominente medlemmer som Mirabeau, Lafayette og Loménie de Brienne, såvel som St. John de Crèvecœur, en af USA’s rigeste jordbesiddere og forfatter til Breve fra en amerikansk farmer. Henri Grégoire, der senere markerede sig som den største kritiker af slaveriet i Parlamentet, var også medlem, og det samme var Olympe de Gouges og Maximilien Robespierre, der snart skulle blive fremtrædende figurer i Den Franske Revolution.

Selskabets linje blev dog først og fremmest defineret af oplysningsfilosoffen Condorcet og formanden for selskabet Jacques Pierre Brissot, som lå i korrespondance med Thomas Clarkson, en af Englands førende abolitionister og i 1787 stiftende medlem af det engelske Society for the Abolition of the Slave Trade. Ifølge Brissot var slavehandel og slaveri moralsk uholdbart. Men begge dele måtte afskaffes gradvist og via reformer. Gik man for hurtigt frem, ville man skade landets økonomi og risikere, at oprørere overtog de kolonier, som var så afgørende for økonomien i Europa.

Med Den Franske Revolution antog slavespørgsmålet straks en mere principiel og juridisk karakter. Efter Stormen på Bastillen den 14. juli 1789 havde det franske parlament erstattet kongen som landets ledende organ. Den 4. august afviklede parlamentet mere eller mindre aristokratiet og feudalismen ved at afskaffe de såkaldte ’privilegier’, dvs. lovmæssig særstatus. Og senere samme måned vedtog parlamentet sin Erklæring om menneskets og borgerens rettigheder, der erklærede, at ”menneskene fødes og forbliver frie og lige i rettigheder”. Det var således svært at se, hvordan der skulle være moralsk og juridisk basis for at fastholde slaveriet.

Ikke desto mindre var det præcis, hvad der skete. Frankrigs nationale økonomi var bundet op på kolonialhandlen, og Saint-Domingue (Haiti) var verdens suverænt vigtigste sukkerproducent i en tid, hvor sukkerhandlen boomede. Mange parlamentsmedlemmer ejede selv jord eller havde aktier i handlen med slavegjorte og kolonialvarer, og plantageejerenes lobby, Club Massiac, gjorde sit for at imødegå kritik. I parlamentet blev talere, der rejste kolonispørgsmålet, ignoreret – der var vigtigere ting på programmet – eller de blev buhet ned fra talerstolen af utilfredse parlamentsmedlemmer. Kolonierne blev derfor fortsat administreret efter særlove efter revolutionen (især i henhold til koloniernes ’grundlov’, den såkaldte Code Noir).

Talsmænd for Selskabet for de sortes venner blev endda mere defensive og reaktionære i deres retorik. Som de formulerede det i en tale til parlamentet af 4. februar 1790: ”Straks at give de sorte borgerrettigheder vil ikke bare være fatalt for kolonierne; det ville også for de sorte være en ondskabsfuld gave deres nuværende tilstand taget i betragtning”. Denne position og retoriske strategi var allerede optegnet af Condorcet i ”Refleksioner over negrenes slaveri” (1781). Her argumenterede Condorcet for nødvendigheden af, at de sorte gradvist tilegnede sig borgerlige dyder som arbejdsomhed og ansvarlighed, før de ville være i stand til at varetage deres frihed.

Kolonispørgsmålet var dog langt fra begrænset til den oplyste debat, men udspillede sig primært i praktiske sociale og politiske kampe. Spændingerne i kolonierne havde været intense i årtier og med nyheden om Den Franske Revolution eksploderede de – særligt i Saint-Domingue, som udover sin status som verdens vigtigste koloni også havde en af de mest komplekse befolkningssammensætninger: Foruden den enorme slavegjorte befolkning og hvide ejendomsbesiddere var der også store grupper af fattige hvide, mulatte ejendomsbesiddere og frie sorte. Kun velhavende, hvide mænd var juridisk set borgere og særligt mulatternes kamp for fuldbyrdet borgerskab ledte til blodige sammenstød mellem 1789 og 1791. I Frankrig besluttede Selskabet for de sortes venner desuden at gøre de mulatte – der efter deres mening, og i modsætning til deres sorte brødre, var civiliserede og som derfor ene og alene og var ekskluderet på grund af deres farve – til det primære og stort set eneste indsatsområde i kampen for gradvis udbredelse af borgerrettigheder til den samlede befolkning. Denne idé var udbredt i den europæiske offentlighed på tværs af det politiske spektrum og udgjorde også Marats position helt frem til sommeren 1791.

 

Den Haitianske Revolution i Paris

I august 1791 starter de slavegjorte imidlertid det oprør i den nordlige del af Saint-Domingue, som med tiden bliver til Den Haitianske Revolution. Uden udsigt til nogen som helst forbedring af deres situation og uden en stemme i de revolutionære debatter og reformer, griber de til våben, udvandrer fra plantagerne og op i bjergene, hvorfra de påbegynder en guerillakrig.

Nyhederne om oprøret når Paris omkring to måneder senere, og fra slutningen af oktober 1791 er præmissen for anti-slaveri-debatten fuldstændig forandret. Fantasien om en gradvis afskaffelse er forduftet, oprøret er en realitet, og den franske koloni-økonomi ligger i ruiner. Dette giver anledning til en række genovervejelser af slavespørgsmålet i den franske offentlighed. Nogle går fra moderate til reaktionære positioner, andre fra moderate til radikale positioner og atter andre forsøger at genopfinde en moderat position under radikale omstændigheder.

Olympe de Gouges er et eksempel på det første. I 1792 skriver hun et nyt forord til sit skuespil Zamore og Mirza, et drama om to elskende slaver på flugt. 1788-forordet var en sentimental hyldest til alle menneskers lighed og en kritik af eksisterende politikker og fordomme. I 1792 er en god bid af det nye forord derimod henvendt til ”jer, slaver, farvede mennesker”, som har ”bevist”, at omend mennesket ikke er født i lænker, så er lænkerne nødvendige.

Et mere moderat svar på den radikale situation finder vis hos Jacques-Pierre Brissot, som går på talerstolen i parlamentet den 30. oktober 1791. Herfra argumenterer han for, at de sortes oprør er resultatet af en forfejlet koloni-politik, hvor man har negligeret mulatternes sag, ikke gjort nok for at give dem lige rettigheder og gøre dem til fuldbyrdede borgere og dermed har misset den alliance, som kunne have stabiliseret kolonien i disse krisetider. Brissot nævner ikke de slavegjorte sorte med et ord, og hans tale er i stedet et forsøg på at accelerere det abolitionistiske program. Brissots forslag bliver i store træk den førte politik, og konsekvensen (i de dele af Haiti hvor politikken gennemføres) bliver en hær bestående af hvide og mulatter, der sammen kæmper en blodig krig mod de sorte oprørere.

Radikale som Pierre-Gaspard Chaumette ser imidlertid de slavegjortes oprør i Saint-Domingue som en anledning til at gå i offensiven. I en anonym artikel i avisen Révolutions de Paris, udgivet 5. november 1791, argumenterer Chaumette for, at de slavegjorte har startet ”en revolution magen til vores”: ”De hvides frastødende aristokrati har langt om længe fremprovokeret mulatternes og de sortes hævn”, og det er følgeligt de farvede og ikke de hvide plantageejere, som det franske folk og den franske stat bør alliere sig med. I et scenarie, der er et sentimentalt skuespil værdigt, forestiller Chaumette sig, hvorledes kommandørerne i den franske hær kan implementere denne politik:

”Gå ind i negrenes lejr: ’Brødre!’, vil vore kommissærer sige, mens de rækker hånden frem, ’vi er hvide ligesom jeres undertrykkere. Men vi priser os af ikke at have noget tilfælles med dem bortset fra farven. Ligesom jer her i Saint-Domingue, så er vi også i oprør i Frankrig, og det er fra os, man har kunnet høre frihedens første skrig, og som har fundet vej til disse kyster dækket af jeres sved og farvet af jeres blod. I har måske bemærket, at vi kommer til jer med kanoner, bajonetter og soldater. Men disse kanoner og soldater er til jer i det tilfælde, at det kreolske artilleri skulle være imod jer. I har krævet at blive fri. Det er kun retfærdigt. Men vær lige så generøse, som vi har været det i Frankrig. Hvad kan 25.000 hvide, som nok har hænder men ikke ved, hvordan man bruger dem, gøre imod 500.000 negre, som er vant til hårdt arbejde? Lad jeres fjender bevare livet, så snart I har bragt dem i en situation, hvor de ikke længere kan gøre jer noget.’”

På trods af det radikale forslag og den radikale position, som i høj grad identificerer sig med de sorte oprørere, er Chaumette dog stadig i tråd med den abolitionistiske mainstream på ét afgørende punkt: Chaumette ser de mulatte ejendomsbesiddere som de naturlige ledere af de sorte, både før og efter revolutionen. Chaumette markerer således ikke et egentligt brud med den abolitionistiske politik, men snarere en yderst radikal variant af denne, der dog ligger meget langt fra både de Gouges’ reaktionære og Brissots moderate versioner af samme. Det er en revolutionær snarere end en reformistisk abolitionisme, der solidariserer med den slavegjorte sorte befolkning.

Først med Marats artikel fra december 1791, som vi indledte med, ser vi et egentligt kvalitativt brud med den abolitionistiske slaveri-opfattelse. Her er grundlaget for slaveriets afskaffelse hverken ’civilisering’ af de sorte eller udviklingen af den franske nationaløkonomi. Det er i stedet national selvbestemmelse. Som Marat skriver i artiklen fra 12. december 1791:

”Fundamentet for enhver fri regering er, at intet folk er underlagt et andet folks lov, at det ikke bør have andre love end dem, det har givet sig selv, at det er suverænt hos sig selv, og at suverænen er fri fra enhver menneskelig overmagt. Og almindelig sund fornuft, som anerkender disse principper, vil tilføje, at det er absurd og direkte tåbeligt, at et folk bliver regeret efter love, som udgår fra en lovgiver, der lever ottetusinde kilometer væk. […] Desuden har enhver ret til at frigøre sig fra metropolens åg, selv at vælge sig en anden hersker eller oprette en republik. Og hvorfor ikke?”

Som Marat påpeger, er dette princip ikke udtryk for en fremmed logik. Tværtimod er det netop det princip, hvormed franske revolutionære fra hele det politiske spektrum, fra Chaumette til Condorcet og Brissot, legitimerede Den Franske Revolution, og hvormed de hyldede de amerikanske revolutionære, som deres forgængere. Det er derfor, hævder Marat, hyklerisk at nægte de sorte retten til at regere sig selv: ”[H]vis vi antager, at vores kolonier erklærer sig frie, fra hvilken position skulle vi så kunne sige, at de har handlet ilde i at følge de engelske koloniers [USA's] eksempel? Med hvilken bizar mangel på konsistens vil vi anklage dem for at gøre netop dét, som vi i så høj grad bifaldt [de amerikanske] oprørere for at gøre?”

Marat var udmærket klar over, hvorfor det var problematisk at argumentere ud fra princippet om national selvbestemmelse, når det kom til kolonierne og særligt Saint-Domingue. Det skyldtes ikke kun de racistiske og nationaløkonomiske forbehold, som Marat ikke gav meget for. Det skyldtes også, at der faktisk allerede fandtes en bevægelse, som i stigende grad agiterede åbent for national selvbestemmelse: hvide plantageejere, som blev mere og mere nervøse for implikationerne af Den Franske Revolution med dens idealer om lighed og medbestemmelse. De kæmpede i stedet for en fremtid à la den amerikanske, hvor de selv kunne administrere området og fastholde slaveriet, eller som koloni under et Storbritannien, der ikke havde betænkninger ved slaveriet. Sidstnævnte virkede mest realistisk, og ledende plantageejere og politikere holdt da også talrige hemmelige møder med repræsentanter for den britiske stat, ligesom størstedelen af plantageejerne tog vel imod den britiske hær, da den invaderede Saint-Domingue i 1793. (Først i 1798 lykkedes det endelige den sorte, revolutionære hær at fordrive de sidste britiske soldater.)

Marats løsning på problemet var ganske enkel. Man kan ikke gå på kompromis med princippet om national selvbestemmelse. Hvis et folk har ret til selv at bestemme over sin egen regering, så må det gælde alle folk uanset baggrund, hudfarve, kultur osv. Derfor kunne Marat argumentere for, at ”[b]lot fordi vores kolonier er i deres fulde ret til at frigøre sig fra metropolen, betyder det ikke, at jeg kunne drømme om at støtte de hvide kolonialisters sag. […] Hvis naturens love går forud for samfundenes, og hvis menneskets rettigheder er umistelige, så har de hvide kolonialister disse rettigheder overfor Frankrig, og de mulatte og de sorte har dem overfor de hvide kolonialister.”

Marats argument var, at når national selvbestemmelse overhovedet blev anset for at være et problem i den franske debat, var det fordi Marats medborgere ikke var klar til at tage konsekvensen af deres egne principper. Alle, sorte såvel som hvide, uddannede såvel som slavegjorte, har ret til at deltage i de processer, som bestemmer den kollektive regering af dem selv. Og enhver som aktivt kæmper imod dette må anses som værende en undertrykker, som man må bekæmpe med de midler, der nu engang er nødvendige.

 

Den Haitianske Revolution i Haiti

Idéen om national selvbestemmelse for beboerne i Saint-Domingue var ikke kun afgørende for Marat, men blev det også i stigende grad for de haitianske revolutionære.

Oprøret var startet som en kamp for bedre forhold og i nogle tilfælde for afskaffelsen af slaveri. Den 4. februar 1794 opnåede de revolutionære til dels dette mål, da det franske parlament gjorde alle landets indbyggere – også i kolonierne – til borgere i staten. Dekretet til afskaffelsen af slaveri var i realiteten en ratificering af den afskaffelse af slaveri, som Saint-Domingues ledende kommissær, Sonthonax, havde indført i sommeren 1793 i et forsøg på at vinde de sorte revolutionære over på fransk side i krigen mod både spaniere, englændere og gruppen af hvide ejendomsbesiddere.

Enkelte grupper skiftede til fransk side allerede i sommeren 1793, mens den mest berømte haitianske revolutionære, Toussaint Louverture, kæmpede under spansk flag indtil han fik bekræftet slaveriets afskaffelse i maj 1794. Louverture blev først general og siden ledende general i den franske hær i Saint-Domingue, og da spanierne og englænderne var besejret i 1798, var slaveriets afskaffelse såvel som national selvbestemmelse blevet integrerede dele af den revolutionære selvforståelse. Den autonomt vedtagne forfatning for Saint-Domingue i 1801 gav således kolonien sin egen regering (med Toussaint Louverture som militærdiktator på livstid) samtidig med, at slaveri og juridiske forskelsbehandling baseret på farve blev afskaffet permanent. Som det hedder i forfatningens §3, så kan der ”ikke eksistere slaver på dette territorie, hvor trældom er forbudt i al evighed, og hvor alle mænd fødes, lever og dør frie og franske”. Og §4 tilføjer, at ”alle mænd, uanset farve, kan besidde hvilket som helst erhverv [og embede]”.

Idéen om national selvbestemmelse, som var direkte bundet til afskaffelsen af slaveri, harmonerede dog dårligt med Frankrigs krav om suverænitet. Derfor sendte Napoleon allerede i 1802 en hær til Saint-Domingue for at bringe kolonien under mere direkte fransk kontrol og for at genindføre slaveriet. Uafhængighedskrigen 1802-1803 blev kæmpet som en udryddelseskrig og hører til de blodigste kapitler i verdenshistorien. Men den 1. januar 1804 kunne den ledende general, Jean-Jacques Dessalines, udråbe Haitis uafhængighed og gøre landet til det eneste (post-)koloniserede område på den vestlige halvkugle uden slaveri.

Både i Haitis uafhængighedserklæring (1804) og igen i den nye nations forfatning fra året efter bliver antislaveriet og den nationale selvbestemmelse vævet tæt sammen. Kampen mod slaveriet fremhæves som den samlende sag og afskaffelse af slaveri gøres atter til en grundpille i forfatningen (§2).

 

Den haitianske nation

Som en konsekvens af idéen om national selvbestemmelse blev et af de centrale spørgsmål i den nye samfundsorden var, hvad man skulle forstå ved begrebet ’nation’. Hvem er det, der bestemmer over sig selv?

I den officielle ideologi efter uafhængigheden bindes antislaveri og selvbestemmelse sammen i et forsøg på at skabe en ny national identitet og et nyt samfund, der ikke længere – som under Louverture – var en forlængelse af det franske. Dette dekoloniale projekt skitseres eksplicit i Uafhængighedserklæringen: ”Det franske navn hjemsøger stadig vore lande. Alt her bærer minder om dette barbariske folks grusomheder; vores love, vores skikke, vores byer, alt dette bærer franskmændenes aftryk”. Religion er et af de bedste eksempler på den nye dekoloniale strategi. Hvor Louverture havde gjort katolicisme til statsreligion, havde det nye regime religionsfrihed, hvilket tillod praktiseringen af voodoo, den langt mest udbredte religion blandt sorte haitianere. Der er dog særligt to elementer, som definerer den post-koloniale haitianske nation: ’sorthed’ og ’Haiti’.

For det første defineres det haitianske folk i Forfatningen som værende ’sort’. Dette er til dels et opgør med den hvidhed, som havde været den dominerende idealtilstand i kolonien. Det haitianske flag er rødt og blåt og blev skabt af Catherine Flon, der flåede den hvide midterstribe – symbol på royalismen og den hvide hud – ud af den franske tricolore og syede de to øvrige farver sammen (et motiv man ofte finder i haitiansk kunst). Elimineringen af hvidhed tog også form af omdiskuterede massakrer på hvide i Uafhængighedskrigens efterspil. Det var dog langt fra alle hvide, som blev udryddet eller ekskluderet, og forfatningen inkluderer eksplicit polske og tyske soldater, som skiftede fra fransk til haitiansk side under krigen, blandt de sorte statsborgere. Sorthed synes altså snarere end hudfarve at være betegnelsen for dem, som har kæmpet for den nye orden: for afskaffelsen af slaveri og for Haitis selvstændighed.

For det andet gav man den nye nation navnet Haiti og dets beboere blev haitianere. ”Haiti” stammer hverken fra fransk, kreolsk eller de mange afrikanske sprog, som de sorte revolutionære talte. Det var i stedet den oprindelige men udryddede befolkning, Taínoernes, navn for området. Det er således ikke folkets identitet men snarere stedet, som binder nationen sammen. Befolkningen tilhørte et væld af kulturer, sprogområder og hudfarver, men fælles for dem var, at de var endt på dette sted, og at de havde kæmpet imod slaveriet og for retten til at regere sig selv. I god republikansk ånd betød national selvbestemmelse, at de bosiddende uanset identitetsbetingede træk var borgere så længe de kæmpede for staten og det fælles bedste. Dette adskilte sig fra republikanismen i det ligeledes postkoloniale USA, hvor slaveriet bestod, og der derfor var en stor gruppe (de slavegjorte), som uafhængigt af adfærd ikke blev regnet som borgere.

 

Retten til at regere sig selv

Den borgerlige og abolitionistiske kritik af slaveriet, som hvilede på økonomiske og moralske argumenter, havde yderst begrænset – hvis overhovedet nogen – indvirkning på de slavegjortes forhold. Først da det begyndte at blive en god økonomisk og storpolitisk forretning for Storbritannien og USA, fik den abolitionistiske idé om gradvis afvikling af først slavehandlen og siden slaveriet øget indflydelse. Og selv da havde afviklingen af slaveriet lange udsigter. Efter den haitianske og franske afskaffelse skulle der gå 40 år, før den næste caribiske koloni, Jamaica, i 1834 afskaffede slaveriet (med afsæt i den britiske Slavery Abolition Act af 1833). I USA gik der yderligere tre årtier inden slaveriet blev afskaffet efter borgerkrigen i 1865, og på Haitis naboø, Cuba, måtte de slavegjorte vente endnu en mindre evighed, inden slaveriet endelig blev ulovliggjort i 1886.

Anderledes effektivt gik det til i Haiti, hvor idéen om national selvbestemmelse var mindst lige så stærk som i USA. Forskellen mellem de to var, at nationen i Haiti blev forstået som alle dem, der af forskellige årsager var endt i denne region af verden. Dette sted, som et fortidigt folk havde kaldt Haiti og på vis jord alle blev haitianere.

Idéen om national selvbestemmelse har siden været en stærk kraft i diverse frigørelsesbevægelser. Fra Marat og de franske revolutionære til Dessalines og de haitianske revolutionære har idéen om national befrielse og en dertilhørende national befrielsesfront haft indflydelse på samtlige regioner i verden: fra revolutionen i Algeriet og vietcongerne i Vietnamkrigen til sandinistaerne i Nicaragua og modstanden mod nazisterne på Balkan og i Grækenland, fra Indien, Nepal og Filippinerne til Etiopien, Guinea-Bissau og de igangværende kampe i Chiapas og Kurdistan.

Som Frantz Fanon påpeger i kapitel 3 af De fordømte her på jorden er idéen om national selvbevidsthed ikke uden problemer. Der er en tendens til, at det lokale borgerskab – eller som i Haitis tilfælde et nyt militært aristokrati – erstatter den koloniale forvaltning og langt henad vejen viderefører de eksisterende sociale og politiske strukturer. Men samtidig er der en radikal impuls i idéen om national selvbestemmelse, som aldrig helt forsvinder. Hvis nationen bestemmer over sig selv, og hvis nationen udgøres af alle, som er dér, så har alle, som er dér, ret til indflydelse på regeringen af dem selv. ”De, som er her, er herfra, og den eneste lov, vi anerkender, er retten til at deltage og kæmpe sammen”, som det hedder i en kendt pamflet fra den franske immigrantbevægelse fra 1996. Denne idé går tilbage til antislaveriet i Den Franske og Den Haitianske Revolution, og med den idé afskaffede de haitianske revolutionære som de første på den vestlige halvkugle slaveriet.

 

Nicolai von Eggers Mariegaard er postdoc ved Det Danske Institut i Athen og PhD i idéhistorie fra Aarhus Universitet. Han er sammen med Jonas Ross Kjærgård igang med at redigere en bog om Den Haitianske Revolution, som udkommer i vinteren 2018/2019. Bogen er en udgivelse i Slagmarks Revolutionsserie. Alle tekster og personer, som optræder i artiklen, er enten at finde i den kommende bog om Den Haitianske Revolution eller i den allerede udkomne Den Franske Revolution (2015).