UDGIVELSE: Baggrunds Kabinet FOKUS: Iran udefra FOKUS: Historien til forhandling Internetarkivet

Socialdemokraternes problemer med problemerne

5602755562_c8864c1f75_b

Politiske kommentatorer og eksperter forklarer ofte Socialdemokratiets problemer med at fastholde positionen som et bredt folkeparti med at partiet mangler et ’projekt’ eller en ’fortælling’. En anden måde at betragte dette på kunne være, at Socialdemokraterne ikke er i stand til et fremsætte et centralt samfundsmæssigt problem, der kalder på nogle løsninger, som kun Socialdemokraterne kan tilbyde.

Partiets krise består måske netop i, at det i mindre og mindre grad er i stand til at fremsætte et grundlæggende samfundsmæssigt problem, der åbner op for et politisk handlingsrum. De problemer, som partiet opstiller, kalder enten på løsninger, der falder udenfor det politiske område og bliver til rene moralske påbud eller på løsninger, der i store træk ligner borgerlig økonomisk politik – og dermed giver løsningerne ikke Socialdemokraterne en selvstændig profil.

Jeg vil give to forklaringer på dette problem. Den ene forklarer den manglende ’problemformulering’ med den tiltagende opløsning af de traditionelle politiske og nationale skel, som Socialdemokratiet så at sige er ’skabt’ til. Den anden forklarer problemet med den måde, Socialdemokraterne forholder sig til kapitalismen på. Partiet sætter sig mellem to stole ved hverken at konfrontere kapitalismen som det grundlæggende problem eller at etablere en ’fetich’, hvortil problemet kan forskydes. Derfor formår Socialdemokratiet ikke at formulere et stærkt og entydigt politisk projekt.

 

Hullet i helheden

Den grundlæggende problemformulering kan man anskue ud fra antagonismebegrebet. Antagonismebegrebet anvendes mange gange i idéhistorien i forskellige betydninger, men jeg vil i denne sammenhæng anvende det i diskursteoretikeren Ernesto Laclaus forståelse som ’grænsen for enhver objektivitet’. Antagonismen er det sted, hvor vores forsøg på at skabe en velafgrænset, veldefineret identitet bryder sammen – der hvor der er hul i den helhed, vi forsøger at skabe og hvor alt det, der ikke passer ind kan strømme ind og underminere helheden.  For Socialdemokraterne, og øvrige politiske partier i Danmark, vil antagonismeproblemet kunne formuleres som spørgsmålet om, hvor det er, ’velfærdssamfundet Danmark’ slår fejl. Hvad er det grundlæggende, der forhindrer Danmark i at blive (eller forblive) en harmonisk helhed med velfærd til alle?

Fejlen i helheden åbner op for, at helheden kan struktureres på en ny måde – og derfor er selve formuleringen af antagonismen central for enhver politisk kamp. Hvis velfærdssamfundets antagonisme f.eks. identificeres som ’det offentliges ineffektivitet’, kunne den politiske løsning være, at velfærdssamfundet omdefineres fra et samfund, hvor institutioner er offentligt ejede og demokratisk styrede, til et samfund, hvor staten så vidt muligt betaler markedet for at tilvejebringe service til borgerne. Et sådant skifte er en forandring i én af de ’diskursive formationer’, der strukturerer samfundet, såvel sprogligt som materielt. Den sproglige og retoriske omdefinering af velfærdssamfundet vil påvirke f.eks. institutioner, lovgivning og serviceniveau på en lang række områder, ligesom institutionelle ændringer vil virke tilbage på den måde, vi taler om velfærd. Kampen for at ændre (og herefter at fastlåse) diskurserne i nye formationer kræver som sagt, at den aktør, der forsøger at skabe forandring, får italesat en antagonisme. Denne italesættelse indebærer blandt andet en antagonistisk relation mellem en ’generel forbrydelse’ og et ’generelt offer’. Den ’generelle forbrydelse’ er dén enkle forbrydelse, der forhindrer helhedens fuldendelse mens det ’generelle offer’ består i det politiske subjekt, som repræsenterer den ufuldendte antagoniserede helhed.

 

Ret og pligt

Hvordan kan vi så, med Laclaus begreber i baghånden, beskrive den måde, som Socialdemokraterne formulerer velfærdsstatens antagonisme på? Den økonomiske krise har i høj grad været dagsordensættende for den socialdemokratiske regering, der tiltrådte i oktober 2011. Spørgsmålet om, hvordan velfærdsstaten kan bevares, er blevet ganske nærværende. Et af regeringens svar har været en række reformer på blandt andet beskæftigelsesområdet. I den forbindelse har særligt beskæftigelsesminister Mette Frederiksen og social- og integrationsminister Karen Hækkerup markeret sig i den offentlige debat ved at motivere disse reformer med en eksplicit revitalisering af ’ret og pligt’-begrebet. I Jyllandsposten i november 2011 udtalte Karen Hækkerup i november 2011 følgende:

“Vi har brug for en debat om det normskred, som jeg på nogle stræk kan se i Danmark, hvor vi i alt for lang tid har været fokuserede på, hvad vi kan få, og for lidt fokuserede på vores eget ansvar for at bidrage til fællesskabet, (…) Det er jo gammel socialdemokratisk kernepolitik, at man skal gøre sin pligt og kræve sin ret. Men de to ting hænger sammen, og det er ret vigtigt, at de gør det, for hvis folk kun kræver deres ret, men ikke gør deres pligt, er der ikke noget velfærdssamfund.”

Udtalelsen italesætter en antagonistisk relation mellem fællesskabet og de, der ’påtager sig deres ansvar for at bidrage’ på den ene side, og de, der ’kun kræver deres ret’ på den anden. ’Krævementalitet’ bliver et udtryk for ’den generelle forbrydelse’, mens ’Velfærdssamfundet’ og ’Fællesskabet’ bliver ’det generelle offer’, hvis helhed forhindres pga. den generelle forbrydelse.

 

Det handler om værdier

Socialdemokraterne følger op på italesættelsen af ret- og pligt-begrebet som centralt for velfærdssamfundets overlevelse i det interne debatoplæg ’Danmark herfra til år 2032 – Prioriteringer på velfærdsområdet’

“Vi kan ikke bevare retten til de mange velfærdsydelser, hvis der ikke bredt i befolkningen er en opfattelse af, at der følger pligter med. (…) Der er også pligter, der ikke er nedfældet i en lov, men som er nødvendige for, at samfundet kan fungere. En pligt til at bidrage hvis man er i stand til det. En pligt til ikke at rage ydelser til sig, man ikke har behov for – selvom man måske formelt har ”ret” til dem.”

Velfærdssamfundets overlevelse beror her på en evne til at ’værdiregulere’ befolkningens adfærd, uden traditionelle politiske redskaber, til en adfærd langt fra den man sædvanligvis forventer i politologiske forudsigelser eller økonomiske beregninger. Mette Frederiksen giver i en udsendelse på P1 udtryk for en politikopfattelse, som synes at ligge til baggrund for denne ’værdiregulering’:

“Det er klart, at værdier og politik hænger uløseligt sammen og hvis du dræner den politiske samtale for værdier, så er der kun teknokrati og bureaukrati tilbage, fordi så vil der kun være praktiske løsninger på praktiske udfordringer.”

Citatet antyder, at det politiske fællesskab, der er dannet på baggrund af et interessefællesskab, der ellers synes at være grundlaget for Socialdemokraterne som arbejderparti, er fuldstændig forsvundet. I stedet er det erstattet af en forestilling om samfundet som en krop, hvor hver del optager (eller bør optage) sin rette plads. Politikken tager form af en samtale frem for en kamp, og det socialdemokratiske bidrag til denne er et sæt værdier, der binder kroppen sammen. ’Ret og pligt’ er ikke længere et fordelingsspørgsmål, men et værdispørgsmål, og antagonismen er således fraværet af værdien ret og pligt. Antagonismen tenderer hermed til at falde uden for det politiske område og over i det moralske, og politikken tenderer i samme bevægelse til at blive en værdimæssig legitimering og højest en justering af administrationen af nødvendig ’praktisk problemløsning’. Revitaliseringen af ret og pligt kan hermed ses som en ren legitimering af opgøret med den universelle velfærdsmode og af en beskæftigelsespolitik, der i store træk ligner borgerlig politik, med et udpræget fokus på især at øge arbejdsudbuddet. Historiker Bent Gravesen bemærker:

“Oprindelig var “Gør din Pligt – kræv din ret” først og fremmest et krav om en ligelig fordeling af rettigheder og pligter mellem samfundets sociale klasser. (…)Snakken om ret og pligt er pludselig omformuleret til et spørgsmål om at opgive hidtidige universelle velfærdsgoder og om at flytte på ‘balancen mellem ret og pligt’ i retning af flere pligter og færre rettigheder.”

Igennem Socialdemokraternes historie har den antagonisme, som man med ‘ret og pligt’-begrebet har forsøgt at udpege, således flyttet sig fra at gennemskære samfundet i en opdeling mellem arbejdere og kapitalister, til nu nærmest at være inde i brugerne af velfærdssamfundet. Det er ikke systemiske fejl, der truer samfundets holdbarhed, men derimod borgernes manglende moral og samfundssind. Socialdemokraternes påstand, om at man genlancerer ’ret og pligt’ fra en distanceret fortid, forekommer derfor falsk.
Relancering bliver endnu mere utroværdig når man tager i betragtning, at begrebsparret blev anvendt af Venstres Claus Hjort Frederiksen til at legitimere stramninger på beskæftigelsesområdet under den tidligere VK-regering. Socialdemokraternes bestræbelser synes dermed mere at ligne en kamp om at indskrive sin identitet i en på forhånd fastlagt ’borgerlig, ansvarlig’ diskurs, end som konstrueringen af en ny diskrus.

 

I markedets vold

I de seneste måneder synes Socialdemokraternes eskalerende krise i opinionsmålinger og den stigende interne modvilje i S og SF mod netop de mange reformer dog at have fremkaldt et internt behov for at artikulere en mere traditionel venstreorienteret antagonisme. I kronikken Socialdemoratiet er bedst for Danmark’ fra august 2012 betegner ledende socialdemokrater således markedet som ’en lunefuld tjener’, som en stærk stat skal  ’beskytte menneskene’ imod. Markedets rolle forbliver dog tvetydig, da det samtidig anses for at være vækstens og velstandens kilde. Løsningen på den økonomiske krise bliver dermed ikke først og fremmest at øge kontrollen med markedet, men at svække markedets mulighed for at kontrollere staten – ved at gøre hvad markedet siger.

“Tidligere tiders acceptabel gæld bliver pludselig til uacceptabel gæld, og stater må ty til drastiske og ødelæggende økonomiske indgreb for at holde de finansielle markeder stangen. (…) Aldrig mere må vi udsætte os for, at de finansielle markeder kan kuldkaste en velfærdsstat. Efter den finansielle krise er det blevet et selvstændigt socialdemokratisk mål for den økonomiske politik at begrænse gældsoptagelsen – privat såvel som offentligt – i sikker afstand fra at blive sat i markedets vold.”

Socialdemokraterne udtaler her en antagonistisk relation mellem menneskene i den fælles krop Danmark og det omkransende marked. Denne relation åbner imidlertid ikke op for en direkte konfrontation og et opgør med markedets vold, men derimod for en intern ’kultivering’ af kroppen for at tilpasse sig markedet og komme på afstand af dets vold. Herved kommer de konkrete politiske tiltag (satsning på uddannelse og forskning, øgning af arbejdsudbuddet, reformer af velfærdsgoder osv.) til i hovedtræk at ligne borgerlig økonomisk politik.

 

Rødder i et opløst grundlag?

De antagonismer, som Socialdemokraterne udtaler – den interne antagonisme i de mennesker, som kræver deres ret uden at gøre deres pligt og den eksterne i det ukontrollerede marked – skaber således et politisk handlingsrum, der virker stærkt begrænset. Det synes at indskrænke sig til værdimæssige opsange til borgerne og administration af en økonomisk politik, der med små variationer følger konsensus blandt borgerlige økonomier. Hvordan kan vi forklare disse antagonismer og det deraf følgende begrænsede handlingsrum?

Med Laclaus forståelse af den politiske kamp i baghånden kunne forklaringen være, at den socialdemokratiske partikonstruktion grundlæggende er udtryk for et fortidigt politisk rum med én antagonisme, der deler samfundet i arbejdere og kapitalister. Mulighederne for at samle en lang række interesser i ét parti synes i dag ikke at være til stede. Ligeledes synes selve bestræbelsen på at skabe ’et helt’ nationalt velfærdssamfund at være dømt til at fejle i et postmoderne vestligt samfund, domineret af flere og flere tværgående diskurser og identiteter, der i stadigt stigende grad afslører ’fællesskabet’, ’Danmark’ osv. som tilfældige konstruktioner. Samfundets antagonismer knytter sig ikke længere til nationen, men gennemskærer i stedet samfundet på kryds og tværs i nye subjekters politiske kampe for anerkendelse og indflydelse. Ligeledes gennemskæres nationen af transnationale antagonismer som f.eks. klimaproblemer og internationale økonomiske kriser. Handlerummet er hermed begrænset af mangfoldigheden af antagonismer og diskurser, der forhindrer en socialdemokratisk, national diskurs.

 

Det kapitalistiske spøgelse 

Men er denne tiltagende tvetydighed og spredning af problemerne i sig selv en tilfredsstillende forklaring på Socialdemokraternes problemer?  Den slovenske filosof (og selverklærede kommunist) Slavoj Žižek er enig i Laclaus definition af antagonismen som objektivitetens grænse, men kritiserer samtidig Laclau for at reducere ’den postmoderne politik’ med flere og flere tvetydige antagonismer til et erkendelsesmæssigt fremskridt. I stedet betragter Žižek denne udvikling som ’en del af de globale forandringer i det kapitalistiske samfunds natur’. For ham er et af kendetegnene ved den moderne kapitalisme tendensen til privatisering af det fælles. Større og større dele af samfundet kommer ud af samfundets og demokratiets kontrol og er i stedet underlagt kapitalens meningsløse logik. Netop fordi økonomien i større og større grad bliver af-politiseret, forskydes en stor del af den politiske kamp over på nye ’værdipolitiske’ områder såsom indvandrings- og flygtningepolitik, retspolitik, homoseksuelles rettigheder osv.

For Žižek er det dog, i modsætning til Laclau, helt centralt, at der under den ’post-politiske’ overflade stadig gemmer sig den grundlæggende kapitalistiske antagonisme, nemlig klassekampen. Žižeks forstår klassekampen som kapitalismens grundlæggende tendens til at ekskludere mennesker og gøre sociale skel og kampen mellem de ekskluderede og inkluderede til drivkraften for samfundets dynamik. Denne grundlæggende antagonisme betragter Žižek som et fortrængt traume, som alle politiske (og øvrige) aktører alligevel må forholde sig til enten direkte eller indirekte. Forenklet fremstillet kan aktøren enten forholde sig til antagonismen som symptom eller som fetich. I symptomet fremtræder dele af den fortrængte sandhed (f.eks. i de tilbagevendende økonomiske kriser, arbejdsløshed osv.). Fetichen er derimod en løgn, der forskyder den virkelige antagonisme til et ’fetichobjekt’ (f.eks. tilstedeværelsen af jøder, muslimer, homoseksuelle eller romaer) og hermed udleder en falsk løsning (opdragelse, udvisning, deportation eller udryddelse af førnævnte grupper.)

I dette perspektiv kan vi beskrive socialdemokraternes antagonismeformulering som en vaklen mellem disse to måder at forholde sig til kapitalismen på. I relanceringen af ’ret og pligt’-begrebet etableres en fetich i ’krævementaliteten’, der kalder på en værdidebat, som løsningen på velfærdsstatens krise. Dette er dog en ganske svag fetich tenderende til det apolitiske, som nævnt i høj grad blot skal legitimere en borgerlig reformdagsorden på netop beskæftigelsesområdet. Disse reformer kan vi på den anden side netop betragte som værende direkte forbundet til kapitalismens symptomer.

I en avisartikel i Jyllandsposten fra marts 2012 forsvarer Karen Hækkerup sig mod beskyldningerne om at ’ret- og pligt-begrebet’  er et dække over borgerlig politik med bemærkningen:

“Vi har skabt et samfund, som jeg er stolt over, men der er nogle, der ikke bliver inkluderet. Derfor er det vigtigt at gøre det bedre, så ikke så mange falder igennem.”

Selvom revitaliseringen af ’ret og pligt’ først og fremmest synes at handle om et øget fokus på borgerens pligt til at inkludere sig selv i samfundet, bruger Karen Hækkerup her en passiv-form af ’inklusion’. Dette kan tolkes som en kort ’fremdukken’ af en fortrængt viden om arbejdsløshedsproblematikkens virkelige årsag, nemlig kapitalismens grundlæggende antagonisme. Den kapitalistiske logik kræver i krisesituationer, at arbejdsdygtige mennesker ekskluderes til arbejdsløshed og kræver, at folk ’falder igennem’ for at lønningerne kan presses og fortjenesten kan øges.

 

Mellem sande fetichister og ægte socialister?

Når socialdemokraterne gennemfører deres mange økonomiske reformer kan vi sige, at de konfronterer sig direkte med kapitalismens symptomer ved at anerkende problemets rod i en ekstern ’udvikling’ og igen og igen forsøge at håndtere den ved at uddanne arbejdsstyrken bedre, udvide arbejdsudbuddet, osv. Den bemærkelsesværdige håndtering af finansmarkedernes krav, der blev givet udtryk for i kronikken, viser dog, at denne håndtering aldrig bliver til en direkte konfrontation. Så snart konfrontationen nærmer sig problemets rod og indebærer en grundlæggende forandring af f.eks. finansmarkedet, bøjer man af og underlægger sig markedets krav, uanset dets ubehagelige konsekvenser for velfærden. Derfor er der brug for en ’fetich’, der kan ’kompensere’ for dette manglende handlerum, hvor det virkelige problem kan forskydes til, i dette tilfælde ’ret- og pligt’-begrebet.

Ud fra dette perspektiv kan vi komme med en alternativ forklaring på, hvorfor Socialdemokraterne har så svært ved at formulere en slagkraftig antagonisme, der giver plads til handling. Det er netop tvetydigheden mellem det fetichistiske og det symptom-konfronterende i partiets politik, der medfører så store besværligheder. For kan vi ikke finde langt ‘renere’ positioner hos netop de partier, som socialdemokarternes vælgere flygter til? Hos Enhedslisten konfronterer man sig ’rigtigt’ med symptomerne og sygdommen bag dem uden at skulle tage hensyn til EU, regeringssamarbejde, en bred vælgerskare osv. På den anden side har vi Dansk Folkeparti eller Venstre, der kan opstille langt mere slagkraftagtige feticher i f.eks. ’stop for ikke vestlig indvandring’, ’strammere retspolitik’ osv., en hårdere beskæftigelsespolitik osv. Socialdemokraterne ved, i kraft af den kapitalismekritik som partiets rødder i en eller anden grad stadig bidrager med, for meget til at kunne skabe slagkraftige feticher. Men i kraft af sin status som et folkeparti, der til enhver tid skal kunne være regeringsbærende, har partiet for meget at miste til at gå effektivt til angreb på sygdommen bag symptomerne.

LÆS OGSÅ: Enhedslisten og de mange revolutioner

LÆS OGSÅ: Konfliktens janushoved

Artiklens udlægning af Ernesto Laclaus antagonismebegreb bygger delvist på værket ’Hegemony and Socialist Strategy’ som er skrevet i samarbejde med Chantel Mouffe og delvist på værket ’Contingency, Hegemony, Universality’, hvor Laclau diskuterer med Judith Butler og Slavoj Žižek. Udlægningen af Žižeks begreber om symptom og fetich bygger på hans værker ’First as Tragedy, Then as Farce’ og ’Living in The End Times ’ samt på Nicolai von Eggers behandling af disse i artiklen ’Kig ned! – mod en zizekiansk klasseteori’, fra magasinet Slagmark.