Frigørelsens skjulte magtudøvelse – køn og normer i børnehaven

Er det en befrielse eller et overgreb på børn, når traditionelle kønsroller brydes op af kønsneutrale børnehaver og kjoledansende drenge?

Den såkaldt kønsneutrale svenske børnehave Egalia skabte for ca. 1 år siden heftig debat i Danmark omkring hvilken rolle det traditionelle 2-kønssystem bør spille i børnepædagogikken. Debatten er siden blevet holdt i kog. Først som følge af, at hele Danmark mødte den 3-årige Herbert på forsiden af Berlingske Tidende iført en lyseblå kjole, som han af og til havde på i sin børnehave. Siden hen fordi fokus har rettet sig mod Danmarks egen Egalia, institutionen Jordkloden på Nørrebro, der arbejder med normkritisk pædagogik. Der er i debatten en klar tendens til, at både modstandere og tilhængere af den kønsneutrale pædagogik forsvarer pædagogiske- og undervisningsmæssige tiltag ved at bruge det man kunne kalde en frigørelsesfortælling. Denne fortælling påstår, at den via et bestemt opdragelses- og undervisningssystem kan frigøre en enten kønsmæssig eller individuel ’kerne’ og forene børnene med ’sig selv’. Denne frigørelsesfortælling indebærer et bemærkelsesværdigt paradoks, fordi ’frigørelsen’ i begge versioner sker via en intensivering af magtudøvelse og regulering. Man forsøger at undslippe at tage stilling til, at opdragelse og undervisning i høj grad er formende og dannende for de børn, som bliver underlagt den, og forsøger at skjule de idéer som styrer de pædagogiske valg.

Frigørelsens magt

Den franske idéhistoriker Michel Foucault fremsætter i sit værk fra 1976 Viljen til viden begrebet ‘repressionshypotesen’. Begrebet betegner bl.a. 68-generationens idé om at kønnet og seksualiteten siden 1600-tallet har været undertrykt og underlagt censur og først med netop ungdomsoprøret og den seksuelle frigørelse fra 1960’erne er ved at blive frigjort. Foucault anser denne fortælling for at være stærkt forsimplet fordi den forudsætter magten som noget, der besiddes af en bestemt aktør, som indespærrer, afviser og udelukker f.eks. begær og seksualitet hos andre subjekter. I denne såkaldt juridiske magtforståelse er der en negativ relation mellem magt og køn, fordi magten forsøger at undertrykke og skjule kønnet.

For Foucault er magten derimod ikke bare undertrykkende, men i høj grad også produktiv. Magtudøvelsen er med til at forme og skabe f.eks. viden og subjekter. Med denne magtforståelse forsøger Foucault at påvise, at kønnet historisk set indtager en langt mere tvetydig rolle idet at netop dyrkelsen af kønnet og produktionen af seksualitet som begreb over århundreder har været forbundet med en intensiveret magtudøvelse. Videnskabsmænd, psykologer, læger og politikere har i højere og højere grad skaffet sig adgang til menneskers privatliv og dybeste hemmeligheder ved at sætte fokus på netop køn, begær og seksualitet. Hvad enten man har anset disse størrelser for at være problematiske eller ej, er de i højere og højere grad blevet anset for at være den inderste sandhed om mennesket, og seksualiteten og kønnet produceres således som vidensområder.

Det er dog en central pointe, at repressionshypotesens undertrykkelsesfortælling ikke bare er et resultat af manglende historisk research og en forfejlet magtopfattelse. Den er samtidig opstået som et effektivt redskab til at legitimere bestemte, men ikke nødvendigvis entydige, politiske agendaer ud fra en modsvarende frigørelsesfortælling. Netop undertrykkelsesfortællingen om det århundrede lange forbud mod at tale om køn og sex kan i retrospekt siges at have tjent en lang række politiske agendaer, fordi  – ikke kun 60’ernes ungdomsoprør, men også velfærdsstaten udvidelse i 70’erne, markedets ekspansion med bl.a. pornografiens frigivelse osv.

Det befængte individ

Kan vi spore en lignende logik i den nutidige debat omkring de kønsneutrale og normkritiske dagsinstitutioner? I en avisartikel forklarer Egalias leder Lotte Rajalin om konsekvenserne for barnet, hvis kønsstereotyperne kommer til at bestemme barnets udfoldelsesmuligheder:

“’Vi har et lille barn, som kan lide tyllet, farverne, og hvordan kjolen er at bevæge sig i. Han er æstetiker, sikkert kunstner eller litterær, og kan lide mønstrene og det skinnende og gyldne stof. Hvis du tager det fra ham og siger, at han kun må have den på torsdag eftermiddag, så siger du til ham, at han gør noget grimt, men at han godt må gøre det en lille smule. Han forstår, at han er forkert og ikke er, som han skal være. Alle mennesker vil mødes med respekt, være et helt menneske og være den, man er.”

Her synes pro-Egalia gruppen ikke at gøre brug af repressionshypotesen, hvor der er en magtinstans , der undertrykker kønnet – for beskrives kønnet i sig selv her ikke netop som en undertrykkende magtinstans? Jeg vil påstå, at det alligevel giver mening at indsætte et andet slags undertrykt køn i ovenstående citat, nemlig det individuelle køn ’man er’ –  de virkelige lyster og tilbøjeligheder, der knytter sig til det ægte individ, der står i modsætning til det sæt af tilbøjeligheder, som kønsnormen undertrykker den enkelte med. De socialt konstruerede kønsforskelle kommer således til at stå i modsætning til det individualiserede autentiske køn, der skænker drengen omtalt i citatet sin sande identitet som “æstetiker, sikkert kunstner eller litterær”. En udtalelse fra SF’s tidligere gruppeformand Pernille Vigsø Bagge der kom som forsvar for Egalia, understreger at forsvarerne gør brug af en undertrykkelsesfortælling.

“Man har ikke været forældre i mere end fem sekunder, før man begynder at præge barnet ind i en bestemt norm, som vi alle sammen er ofre for og befængt af.”

Det autentiske køn er ’befængt’ og hermed undertrykt af det normsatte køn. Bagge og Egalia-tilhængerne viderefører hermed en tradition for frigørelsestænkning, som vi kan spore helt tilbage til den utopiske socialisme i starten af 1800-tallet hos bl.a. Charles Fourier og som kulminerer i bl.a. Herbert Marcuses freudo-marxisme i 1960’erne – en tænkning, der netop er kendetegnet ved en idé om noget autentisk oprindeligt, som undertrykkes af samfundet. Den direkte forbindelse til repressionstesen giver de Radikales ligestillingsordfører Sofie Carsten Nielsen udtryk for i en debat om Jordkloden i DR2-programmet På den 2. side:

“Netop denne her børnehave [Jordkloden] tilbyder en mulighed for, at den [børnenes] identitet ikke er så fastlåst (…) de får rum til at gøre lidt mere, fordi vi har været meget fastlåste i vores kønsroller igennem mange hundrede år og vi skulle gerne have lidt flere muligheder i fremtiden.”

Samtidig med at Sofie Carsten Nielsen her netop fremhæver de hundrede års undertrykkelse peger citatet dog på et andet mål for den normkritiske pædagogik end frigørelsen af en individuel kerne, nemlig en åbning for “lidt flere muligheder”. Måske peger idéen om “lidt flere muligheder” i et radikaliseret perspektiv netop på et nyt positivt ideal for pædagogikken, der kan erstatte en essentiel frigørelsestænkning? Jeg vil vende tilbage til denne mulighed senere, men først vil jeg vende mig mod modstanderne af Egalia, Jordkloden og normkritisk pædagogik.

Kastreringens ideologi

På paradoksal vis kan vi se, at gruppen af modstandere på samme måde som fortalerne opstiller et negativt forhold mellem magten og kønnet. I denne gruppe er det undertrykte køn blot synonymt med det traditionelle binære køn. Dette køn, som hos fortalerne hedder kønsrollen, betragtes i denne gruppe som et biologisk faktum, der udstyrer det enkelte barn og det enkelte menneske med et mere eller mindre fast sæt hormonelle tilbøjeligheder, kognitive dispositioner osv. I denne optik bliver Egalias kønsneutralitet til kønsløshed, som bl.a. chefredaktør for Jyske Vestkysten Peter Orrys udtrykker det i en leder d. 23. juli 2011:

“Her [i Egalia] omtales pojkarna og flickorna ikke længere som han og hun, men som kønsløse ‘venner’ (…) Børnehavens dukker har ikke tissemænd og tissekoner, men er ganske kønsløse”

Kastreringsmetaforen indskriver sig i modstandernes fortælling som en institutionaliseret (typisk svensk!), politisk korrekt undertrykkelse af kønnet, der modsætter sig reel ligestilling og frigørelse. De Konservatives ligestillingsordfører Mai Henriksen siger om Egalia i Fyns Stiftidende d. 7. marts 2012:

“Tragikomisk når bestræbelser på at sikre begge køn en god start på livet på den måde udvikler sig til et absurd forsøg på ensretning. Naturligvis skal drenge og piger kunne udvikle og uddanne sig på lige fod. Den kamp handler om lige rettigheder for alle til at fremme friheden mest muligt. Ikke om ensretning og kønslighed. Tværtimod skal vi fastholde kønnenes biologiske forskelle. Drenge skal have ret til at være drenge og piger ret til at være piger. Hvordan forestiller man sig fremtiden for de kønsneutrale børn, når de engang bliver kønsmodne og skal til at stifte familie?”

Som det fremgår af citatet er modstandernes selvforståelse i høj grad, at man har samme mål om individets frigørelse som fortalernes, men i stedet for frisættende og mulighedsskabende anses kønsneutraliteten for at berøve barnet ’retten til sig selv’ som netop køn. Mest markant udtrykker teolog og journalist Iben Tranholm sig i samme debat som citatet fra Sofie Carsten Nielsen stammer fra. Tranholm betegner den normkritiske pædagogik i Jordkloden som et svigt grænsende til overgreb på børnene og spørger blandt andet Nielsen:

“Hvorfor må mennesker ikke have lov at følge deres natur? Du prøver på at lave en ideologi, hvor man siger ‘vi har et ideal om, at det er bedre, at det er anderledes’ (…) Jeg synes man skal se på virkeligheden, og virkeligheden svarer ikke til de idealer om det kønsneutrale og ligestilling, for virkeligheden er en anden”

I stedet for at frisætte det unikke ikke-kønsbestemte individ fra de traditionelle kønsrollers tvang, handler frigørelsen om at frigøre det virkelige mandlige og kvindelige køn, som er naturligt, evolutionært indlejret i børnene, fra en undertrykkende og overgribende ’kønsløsheds-ideologi’. Rollen som den, der undertrykker og det som undertrykkes er byttet om i forhold til tidligere, men logikken er den samme. Modstandere og tilhængere af de kønsneutrale børnehaver deler en juridisk magtopfattelse i modstillingen mellem et undertrykkende system og en undertrykt essens.

En dreng er en dreng og man er som man er

På begge sider legitimerer frigørelsesfortællingen intensiverede pædagogiske reguleringer. Den pædagogiske konsekvens af den fortælling, som modstanderne af Egalia og Jordkloden fremfører bliver at man må tage udgangspunkt i ‘den biologiske forskel’ for at give børnene lige muligheder, ved at opdele børnene i drenge og pigegrupper, hvor man kan arbejde med og mod de biologiske adfærdsmønstre. Det sker f.eks. i Børnehaven Triton i Horsens.

Tilhængernes fortællinger følges op af et stærkt pædagogisk fokus på at undgå sproglig vold via kategorisering og afmærkning. På Egalias hjemmeside erklærer man således:

“På Egalia forsøger vi at undgå eventuelle forventninger ud fra barnets køn. På Egalia undgår vi at sige at barnet er. Børn opfører sig, agerer og gør.”

Ligeledes udtaler lederen fra Jordkloden Kirsten Rørvig i På den 2. side:

“Vi prøver at fjerne fokus fra køn ligesom vi også fjerner fokus fra etnicitet. Det er ikke det centrale. Det centrale er, at se det enkelte barn, der hvor barnet er. (…) Jeg siger aldrig ‘Kom piger, så gør vi det her’ eller ‘Hey piger deroppe, i skal lige koncentrere jer her på fortovet’. Jeg kalder dem ved deres navn, når jeg kalder på dem, og er også noget vi snakket om i personalet – prøvet at lade være med at bruge kønsbetegnelser.”

Afståelsen fra (køns)kategoriseringer synes helt åbenlyst at være dybt inspireret af den stærke betoning af såvel sproglige og kropslige diskursers grundlæggende betydning for den sociale verden, som man bl.a. finder hos netop Foucault og queer-teoretikeren Judith Butler. Det virker dog samtidig som om, at man ikke vedkender sig sin egen diskursive, produktive magt over barnet, idet man henviser til en autentisk identitet i barnet, som man bruger sin magt til at frigøre. “Alle mennesker vil mødes med respekt, være et helt menneske og være den, man er” erklærer lederen for Egalia.

Der er en påfaldende lighed mellem dette citat og den vending, som fortalerne for det biologiske køn bruger, nemlig at “drenge er drenge og piger er piger”. Begge vendinger synes at afsløre sig som det, som den franske psykoanalytiker Jacques Lacan kalder for  tomme mestersignifianter – sproglige tegn, der skal begrunde diskursive ordener, men som kun kan henvise til sig selv i tautologier såsom “man er hvad man er” og “en dreng er en dreng”.  De to grupper anvender repressionshypoteserne til at fremstille deres magtudøvelse som ikke-magt – som en ren afsløring, af ’det sande køn’. Man vedkender sig ikke det uundgåeligt produktive aspekt i den magt, som enhver omgang med børn indebærer og forsøger i stedet at skjule magten ved at henvise til den ene eller anden kønsmetafysik – hvad enten denne består i en idé om 2 essentielle biologiske køn, eller unikke essenser i det individuelle menneske.

Darwinistisk teologi

Iben Tranholm har derfor ret når hun ’anklager’ fortalerne for den kønsneutrale pædagogik for at være ideologiske, for denne pædagogik er naturligvis båret af en lang række idealer om mangfoldighed, homotolerance, fleksibilitet, osv. Tranholm og andre glemmer blot, at de selv er ideologiske på et langt dybere plan, når de taler om ‘at følge sin natur’ og ’virkeligheden’, som begrundelse for at fastholde de to traditionelle kønsroller. Det er naturligvis absurd at afvise genetiske dispositioner og hormonelle balancers indvirkning på menneskelig adfærd, men at påkalde sig biologi og evolution som forsvar for essentielle kønsopfattelser er ideologisk suspekt. Den grundlæggende drivkraft i enhver udvikling af liv er i et darwinistisk perspektiv netop den konstante produktion af fejl, mutationer og overkrydsninger, der danner grundlag for naturlig selektion. Ethvert eksempel på liv har biologisk set absolut intet formål, men er resultatet af en kæde af tilfældigheder. Når Tranholm og andre modstandere af Egalia og lignende institutioner taler om kønnenes natur og om ’at være skabt til’ taler de derfor langt mere bibelsk end darwinistisk. Både i den gennemgående betoning af natur og formål og idéen om de to køn med ’hver sin krop’, og ’hver sit sind’ i den biologiske ’forskels nåde’.

Deres frigørelsesfortælling er dermed på mange måder blot et skalkeskjul for kønsrollernes ’oprindelige’ funktion som magt- og arbejdsfordelende, der tidligere er blevet forsvaret med henvisning til samfundets funktionsduelighed og sammenhæng, frem for individernes frigørelse. Når den kønsneutrale og normkritiske pædagogik beskyldes for at begå overgreb, der forårsager identitetsforstyrrelser, stress og problemer i voksenlivet, er det dermed en hyklerisk fortrængning af de langt alvorligere konsekvenser, som overgreb med rod i forstenede kønsopfattelse har for mennesker med afvigende køns- og seksualmøntsre. Konsekvenser, der blandt andet ses i en analyse af Center for Alternativ Samfundsanalyse (CASA) der viser, at især unge homo, -bi og transpersoner har langt højere risiko for at begå selvmord end heteroseksuelle.

Vis magten!

Institutionel børneopdragelse kan og skal selvfølgelig ikke betragtes som en ren designproces hvor børn gennem-konstrueres fuldstændigt gnidningsløst i overensstemmelse med pædagogiske idealer. Ethvert barn har såvel biologiske såvel som socialt funderede evner, temperamenter, adfærdsmønstre, lidenskaber osv., som ikke bare kan omformes. En stor del af opgaven for vores børnepasnings – og uddannelsessystem bør naturligvis være både at give barnet rum til at udvikle sig i overensstemmelse med dets passioner og potentialer og til at afprøve et væld af roller og grænser. I denne forstand har den normkritiske frigørelsesfortælling sin fulde berettigelse. Men lader man frigørelsesfortællingen stå alene bedrager pædagogikken både sig selv og resten af samfundet

Vi skal ikke stræbe mod at komme af med magten i børneopdragelsen, men netop erkende, at magten er helt uundgåelig, og at den strækker sig så langt som til at være skabende og formende for den identitet, den ’kerne’ og det køn, som vi bilder os ind, at vi kan afsløre. De kønsneutrale og normkritiske børnehaver er klart på rette vej, fordi man er bevidst om sprogets og eksemplernes magt i identitetsdannelse, men det er som om, at man stadig søger at undslippe at svare på, hvordan man gerne vil forme de børn, som man opdrager.  Måske bør man bruge den megen furore omkring Herbert med kjolen til at melde klart ud, at man netop ønsker at skabe grænsesøgende, åbne, demokratiske, seksuelt frigjorte, kritiske og samfundsbevidste mennesker. Mennesker, der hverken underlægger sig selv eller andre kønsstereotyper og andre begrænsende kategoriseringer, men som udnytter verdens sprækker og fejl til at afsøge sig selv og omverdenen for flere muligheder og nye identiteter.