Den slovenske filosof Aleš Bunta besøgte i oktober 2012 Århus Universitet i forbindelse med konferencen The Other Subject, hvor bl.a. Lillian Munk Rösing og Henrik Jøker Bjerre deltog for at diskutere det filosofiske tema subjektet. Det syntes oplagt at interviewe konferencens keynotespeaker, som samtidig er en af hovedfigurerne i den nye generation af den slovenske skole, hvis mest prominente navn er samtidstænkeren Slavoj Žižek. Men vi skulle hverken tale om slovensk filosofi eller denne Žižek – tværtimod insisterede Bunta på at tale om dumhed.
Titlen på Aleš Buntas oplæg var “A/Cogito, Stupidity” og omhandlede hans årelange projekt; at afdække og indkredse fænomenet dumhed og finde ud af, hvordan videnskaben skal forholde sig til netop dumheden. For at åbne projektet stillede vi Bunta to spørgsmål: Hvad er dumhed og hvordan skal vi kurere den?
Han svarede i omvendt rækkefølge og skitserede først sin hovedtese: “At kurere dumheden er en kompleks problematik. Jeg tror, det primære problem med dumhed er, at vi ikke erkender dets eksistens som sådan. På et empirisk niveau kan vi bruge begrebet dumhed virkelig simpelt. Vi kan tale om, at folk er dumme, vi kan nivellere begrebet med vores egen dumhed uden problemer, men der er en vis benægtelse af dumhedens eksistens.”
Videnskab og dumhed
Buntas agenda var at undgå det oplagte; historierne om Žižek, den slovenske filosofis skoledannelse og at bidrage til mere snak om den sag. I stedet drog han opmærksomhed til begrebet dumhed. Ifølge Bunta er der et filosofisk problem i, at videnskaben enten benægter eller simpelthen mangler et defineret begreb om dumhed. Som en del af sit projekt har Bunta samarbejdet med en række slovenske neurologer med henblik på at syntetisere human- og naturvidenskaberne og derved søge en ny måde, hvorpå man kan forstå, arbejde med og begribe dumhed. Modviljen mod at anerkende dumheden viser sig, ifølge Bunta, i videnskabens manglende beskæftigelse med begrebet: “Vi er i Århus og Århus er berømt for sin neurovidenskab – men kan videnskab virkelig begribe dumhed?”
Der opstår altså et paradoks i forholdet mellem indholdet i begrebet dumhed og den måde hvorpå begrebet almindeligvis anvendes: “Der er to betingelser for at begribe dumhed. Dumhed er en del af sin egen modsætning. Begrebet er svært at forstå, da kun et vist intellekt kan være dumt. En mursten kan f.eks. ikke være dum, ej heller kan man tale om et dyr som værende dumt.”
Ifølge Bunta hænger tanke og sprog sammen; enhver tanke kræver en artikulering og med denne artikulering kan man enten understøtte eller modarbejde sit intellekt. Man kan altså enten sige noget klogt eller noget dumt. Videnskabens begrænsning i forhold til dumhed viser sig ved at den kun kan måle og begrebsliggøre det kloge – og ikke dets modsætning:
“I forhold til intelligens måler videnskaben høje niveauer og lave niveauer og anerkender således, at der findes lave intelligensniveauer og at disse er målbare. Men på den anden side er det ikke rigtig dumhed, for dumhed er immun overfor IQ. Selv virkelig intelligente mennesker kan være dumme. Dét er problemet for videnskaben og for alle projekter om kunstig intelligens; kan vi virkelig gennemføre dem uden at forstå dette nøglebegreb for det menneskelige intellekt – dumheden, der ikke blot kan reduceres til en mangel på intelligens.”
Filosofi og dumhed
Bunta identificerer en af årsagerne til videnskabens negligering af dumheden som frygt: “Intelligens frygter dumheden; derfor må den forsøge at fordrive den. I filosofien figurerer denne tendens ligeledes. Gilles Deleuze, den berømte franske filosof, behandler den generelle tendens til at negligere dumheden til fordel for at begå fejl. Dumhed er en meget mere alvorlig trussel for tanken og en mere alvorlig trussel end fejl, fordi fejl altid er udefrakommende. Fejl kommer ikke fra vores egen hjerne. Fejl er, som Deleuze siger, altid forbundet til en specifik kropslig kausalitet. Hvem begår fejl? Barnet, som siger at to og to er fem eller eksempelvis den blinde, som hilser på Anna når Magdalena går forbi. Fejl er altid udefrakommende, det er ikke internaliseret og faktisk for tanken.”
Dumhedens status som uønsket besøgende i intellektets verden afstedkommer altså at videnskaben slet ikke beskæftiger sig med den. Ikke mindst, fordi den er svær at behandle. Bunta mener, at det ville devaluere problemstillingen om dumhedens konsekvenser for tænkningen at bringe eksempler på dumhed i praksis, fordi ethvert forsøg på at kalde et andet menneske for dumt blot ville producere modsvaret: ‘Det kan godt være at du siger at jeg er dum, men det kan du selv være.’
Bunta elaborerer: “Man kunne kommentere: ‘Jeg forstår, at du synes jeg er dum, men jeg påstår, at du er dum.’ Den dumme person foran dig kan simpelthen svare det samme igen.” Denne intersubjektive relativisme, det at kunne diskutere i en uendelighed, hvem der egentlig er dum, er således en uløselig konflikt.
“Her viser dumhedens centrale problem sig: videnskaben har ikke det korrekte apparat til at begribe dumheden udenfor denne intersubjektive relativisme. Heraf kommer et andet problem med dumhed: hvordan gøres det til et brugbart begreb? Det handler om at opgive det perspektiv, hvor alt er lidt intelligent og lidt dumt, hvor hvad man end kalder dumt kan genspejles med det samme svar. Spørgsmålet er, hvordan man skaber et miljø, hvor man kan adressere dumhed adækvat.”
Dumheden er altså en uadskillelig del af intelligensen og er derfor svært begribelig for naturvidenskaben. Begrebet må differentieres og adskilles. Den opgave får filosofien. Vejen til forståelse af dumheden falder ifølge Bunta i to dele; man må ud af en intersubjektiv diskurs og først da bliver det muligt at erkende dumhedens eksistens.
Efter denne udlægning af, hvordan dumheden skal bekæmpes, vender Aleš Bunta tilbage til det første spørgsmål: hvordan skal man erkende denne dumhed? Udgangspunktet finder han hos den hollandske rennæssancehumanist Erasmus af Rotterdam.
“Da Erasmus af Rotterdam i det 16. århundrede konstaterede, at dumheden eksisterer, formulerede han én af de vigtigste filosofiske teser i den menneskelige historie.” Erasmus tanke har, trods sin filosofiske signifikans, ikke slået rødder i moderne tænkning og naturvidenskab: “Denne tanke skal bryde igennem og selvom den eksisterer (som tidligere nævnt eks. hos Deleuze, red.), bør den bryde igennem på en mere seriøs måde. Fra filosoffens synspunkt må man bekæmpe dumheden. Det handler ikke om at trylle dumhed til visdom, men man kan betragte Platons fortolkning af dumhed. Han havde ikke en egentlig fortolkning af den, men hans definition af filosofi rummede den. Diotima, den eneste kvinde som taler i Platons dialoger, definerer dumhed. Hun siger, at filosoffen ikke er en vis mand, men en mand som mangler visdom og søger den. Filosoffen positioneres som én, der i begyndelsen er dum, sidenhen bliver vis og sidst spreder sin visdom. Således sammenfalder den kloge og den dumme!”
Til kamp mod dumheden
Selvom dumheden skal erkendes, skal den ikke anerkendes. Man må konstruere et miljø hvori dumheden italesættes korrekt men samtidig betone, at dumheden bør modarbejdes: “Kampen mod dumhed er flerdimensionel. Vi kan ikke eliminere alle dumme mennesker, fordi vi i så fald ville være nødsaget til at eliminere os selv.”
Ifølge Bunta er det særligt i forhold til politik, man må gøre sig bevidst om dumheden og dens position. Han vender tilbage til Erasmus af Rotterdam, som i 1511 udgav teaterstykket The Praise of Folly, hvor Erasmus’ centrale pointer om dumheden figurerer: “Vi har tendens til at udvikle sympati for dumhed og det skal vi undgå. Selvom Erasmus var bevidst herom, var han selv offer for det. Hovedpersonen, Folly, er bevidst om sig selv i forhold til omgivelserne fra det første øjeblik hun kommer på scenen; hun ved, hun tiltrækker beundring. Jeg tror, Erasmus prøver at gøre opmærksom på, at vi skal kæmpe mod denne magnetisme, som dumhedens uskyldighed afføder.”
Folly bruger altså sin dumhed til at tiltrække sig opmærksomheden, hun er på én gang offer for sin dumhed og helt bevidst om, hvordan hun udnytter den. Dermed bliver hun et eklatant eksempel på, hvordan dumhed forudsætter en vis grad af intellekt – og på, hvorfor dumhed kan være en tænkningens trussel.
“For nogle år siden var der to virkelig vigtige politikere – jeg nævner ingen navne – som med garanti ikke blot ville hade at blive kaldt dumme men som det til trods flirtede meget med deres egen dumhed og gjorde det succesfuldt. Så det er i sådanne tilfælde, jeg mener, man skal angribe dumhedens uskyldighed og charme; det er her, bekæmpelsen af dumheden bør politiseres”.