Kan en blog gå på gaden?

“Ved du, hvordan man fucker med en kommunist?” Den slags må man helst ikke sige på Cubas gader. Og man må slet ikke synge det. I det følgende interview fortæller Claudia Cadelo en historie om kærlighed, angst og dårlig internetforbindelse. “I hjemmet – Alt! På gaden – Intet!” Siden 1961 har det i Castro-brødrenes Cuba været kriminelt at afvige fra den revolutionære diskurs. Med opkoblingen til internettet er den traditionelle opdeling i en offentlig og privat sfære dog brudt sammen. Gennem en række interviews med nøglepersoner i den cubanske blogosfære undersøger denne føljeton om blogs, politik og undertrykkelse forskellige aspekter af Cuba: Diktatur 2.0.

Én af de bloggere, der tog skridtet ud i cyberspace med inspiration fra Yoani Sánchez, er den 29-årige fransklærer Claudia Cadelo. I et interview med Tracey Eaton, den 20. juli 2010, forklarer hun, hvordan hun tog dette spring efter næsten at være blevet skubbet i armene på Yoani Sánchez’ stille opposition. Men livet som kritisk blogger i Cuba handler ikke kun om at risikere fængsel, forfølgelse og bank, det handler også om overhovedet at komme online. Adgang til internettet er nemlig begrænset af statssikkerhedstjenesten, internetrationering og tårnhøje priser.

I fængsel for prækriminel farlighed

Det var aldrig en del af Claudias plan, at hun som blogger skulle udfordre det cubanske regime. Dette ændrede sig dog i juli 2008. Hendes mand, Ciro Diaz, blev arresteret af politiet under anklage for (hold nu fast) ‘præ-kriminel farlighed’. Den cubanske lovgivning tillader nemlig politiet at foretage arrestationer, hvis det skønnes, at vedkommende kan anses for ‘potentielt samfundsskadelig’. Kort sagt: Man behøver kun at ligne én, der skal i spjældet, for at komme i spjældet. Diaz ‘potentielt samfundsskadelige virken’ bestod i, at han var guitarist for punk/rock-bandet Porno Para Ricardo (Porno til Ricardo). Bandet har trods alt også fremført sange som Como Joder a Un Comunista (Hvordan man fucker med en kommunist), Comunista Chivatón [Kommunistisk Stikker] og Pioneros Dissidentes (Banebrydende Dissidenter).

Af frygt for at miste sin mand i de fire år, som er den maksimale straf for en præ-kriminel dom, tog Claudia kontakt til den allerede dengang berømte Yoani Sanchéz og menneskerettighedsforkæmperen Elizardo Sanchéz. Sammen tog de kontakt til alle, som kunne hjælpe deres sag, hvilket førte til at Diaz blev løsladt efter kun fire dage i arresten. Kun med en bøde i lommen. Dette var indtil da helt uset i sager, der omhandlede den såkaldte ‘prækriminelle farlighed’. Sager som denne ender ellers typisk i årelange fængselsdomme. Claudia skrev efterfølgende et indlæg på Yoanis blog, hvor hun takkede det verdenssamfund, der havde lagt det nødvendige pres på den cubanske stat, der førte til Diaz’ løsladelse. Dette indlæg blev modtaget usædvanligt godt blandt Yoanis læsere, og Claudia besluttede umiddelbart herefter at lancere sin egen blog – Octavo Cerco (Den ottende Cirkel).

Claudias blog var oppe indtil sommeren 2011. I Claudias sidste indlæg på bloggen skriver hun, at hun vil tage en pause fra sine skriverier, fordi hun simpelthen er træt af at sætte sig ugentlige deadlines. Mellem linjerne kan man dog fornemme noget mere. I interviewet med Tracey Eaton fortæller hun om de mere barske oplevelser ved at være blogger i et land, hvor alt der går mod revolutionen er dømt ude. Hun er simpelthen bange. Ikke for at skrive, men for at bevæge sig fra bloggen i cyberspace og ud i gadens offentlighed.

“Gaden tilhører Fidel!” Sådan lød råbet fra de sejrrige tropper, der indtog Havana den første januar 1959. Og ekkoet kan stadig høres. I september 2009 blev Claudia sammen med Yoani og en tredje blogger opsnappet af civilagenter. Claudia blev løsladt kort tid herefter, men de to andre var ikke så heldige. Et dokument fra Wikileaks afslører, hvordan de fik tæsk under anholdelsen. Claudia har ikke rigtig lagt flere indlæg ud på bloggen siden den sommer.

Cubas opkobling til internettet

Ud over den altid nærværende angst for at blive opsnappet af en agent i civil, nævner Claudia et andet element, der kan have været med til at få hende til at forlade sin blog. Det er nemlig en evig kamp for en cubansk blogger at finde adgang til internettet. Historisk set har Cuba egentlig været fremme i skoene, når det gjaldt computerteknologi. Siden de tidlige 80’ere havde Cuba via satellitadgang til sovjetiske databaser og stod i perioden før internettet for mere end 32 % af udvekslingen af nyheder og emails i Caribien. Denne tendens blev dog en anden i de tidlige 90’ere. Efter USSRs kollaps optrappede USA nemlig både handelsembargoen og deres bestræbelser på at nå Cuba med propagandamidler. Den cubanske regering blev på sin side mere bange for fri information – både fordi USA aktivt brugte det som våben, men også fordi man mente, at det var den øgede åbenhed under glasnost-politikken, der gjorde det af med den sovjetiske storebror.

Den cubanske regering kom dog i midten af 90’erne i et dilemma: På den ene side var man bange for at give slip på den frie information, men på den anden side ville man gerne bruge internettet til at skabe økonomisk vækst. I 1996 koblede man sig på internettet via en canadisk satellit. Siden har regimet gjort alle tænkelige krumspring for at forhindre den almindelige cubanske befolkning at logge på nettet. Fra reelle forbud mod internetopkobling og mobiltelefoni til oprettelsen af et nationalt intranet, der skulle tilfredsstille cubanernes behov for netadgang. Det mest succesfulde tiltag har dog været at ty til et af de ældste tricks i caribisk politik: Skyd skylden på Uncle Sam. Det cubanske regime fastholder en skarp krigsdiskurs, når det drejer sig om forholdet til USA, og ligesom det er tilfældet med andre mangelvarer i krig, kan de tillade sig at ‘rationere’ internetopkobling. Så længe forbindelsen er dårlig, er det kun ‘samfundsnødvendige’ personer, der kan koble sig til. Måske er det derfor, at det ikke har været muligt at finde informationer om det fiberoptiske kabel, der efter sigende skulle have nået Cuba sidste år og som spås at gøre forbindelsen til øen 3000 gange hurtigere.

Cubanerens opkobling til internettet

Regeringen fastholder, at udvalgte personer, forskningsinstitutioner og frem for alt turister har førsteret til brugen af internettet. Dette betyder, at den almindelige cubaner er hensat til at benytte den adgang, han kan snyde sig til på turisternes hoteller – vel og mærke til en pris pr. time, der oftest svarer til mere end halvdelen af en almindelig cubaners månedsløn! Der er andre muligheder. Claudia forklarer, at for hver enkelt person, der har formået at få tilladelse til at få installeret internetadgang, er der minimum 15 brugere af internettet. Disse personer kan enten købe sig til at få lov til at bruge nettet i et kort stykke tid eller låne sig adgang på venskabelig vis.

Det er dog langt fra alle cubanere, der kender én med adgang til nettet og der er endnu færre, der er villige til at risikere at blive snuppet med fingrene i deres inbox. Til disse personer findes der dog en alternativ løsning. Det cubanske sorte marked byder nemlig på andet end tilbud om at låne andre folks internetforbindelse. Ganske simple USB-stik er et tilbud, der vinder stadig større indpas. Piratversioner af de nyeste afsnit af amerikanske tv-serier, film og musik har man længe kunne få fat i på Havanas gadehjørner. Med piraternes opgradering til USB og CD-ROM har dissidenterne fået et redskab til at dele deres kritik. I de stadigt større hukommelser på de eksterne drev er der nemlig plads til en del blogindlæg mellem afsnittene af Lost og Desperate Housewives.

Udviklingen af det primitive netværk af USB-drev har betydet, at cubanerne i højere grad har adgang til information – men der er stadig langt til den direkte forbindelse, der karakteriserer web 2.0. Af denne grund er det utroligt fristende for cubanere med interesse i internettet at tage imod tilbuddet fra den amerikanske interessesektion i Havana, der siden bruddet med Washington har fungeret som en slags ambassade. Her kan alle cubanere nemlig frit troppe op og benytte de computere, der er stillet op til formålet. Det er dog den absolut sidste valgmulighed for cubanske bloggere, der lægger sig ud med regimet, for når bloggen spreder sig til gaden kan bloggernes integritet ikke holde til de smædekampagner, der er forbundet med at tage imod amerikansk hjælp.

Indtil videre er bloggerne fortsat fanget mellem nødvendigheden for at komme online, ønsket om at beholde integriteten og frygten for konsekvenserne ved at lade deres blog gå på gaden.

Alle interviews i serien Cuba: Diktatur 2.0 er bragt med tilladelse af Tracey Eaton og oversat til engelsk af K. Vestager.