Mens vi venter på Project Mayhem

I dag sker det. Verden, som vi kender den, ophører. Men selvom der ikke er udsigt til meteorregn eller gammaglimt fra det ydre rum, skal vi måske forberede os på en forandring indefra. Anonymous har planlagt en ny fildelingsplatform, der skal give alverdens whistleblowers et sted at lække alle samfundets hemmeligheder. Platformen hedder Tyler, planen hedder Project Mayhem og Anonymous har sat sig for at ændre samfundets spilleregler helt fundamentalt. Men er der grund til at forvente eksplosioner som i slutningen af Fight Club?

De sene halvfemsere gav os blandt mange andre gode ting drengerøvsfilmenes kulmination, Fight Club. I filmen planlægger den anarkistiske Tyler Durden at knuse sygdommen, der hærger det moderne samfund. Hans plan er at gå til roden af problemet med en stor aktion. I filmens slutscene får vi et panoramablik over eksplosionssekvenser, der vælter alle de amerikanske kreditkortudstederes hovedkvarterer, mens Pixies-sangen Where is My Mind uddyber den fede katarsis. Med de sammenstyrtende bygninger slettes hele samfundets registrerede økonomiske historie og rydder vejen for en frisk start.

I efteråret 2011 annoncerede Anonymous, at december 2012 skulle skrives ind i historiebøgerne. De offentliggjorde et dokument med titlen Project Mayhem 2012 Tyler, som var en forvirret mosaik af erklæringsmateriale, citater fra populærkultur, poetiske refræner og meget mere. Tilsammen udgør brudstykkerne en programtekst, der aftegner det ideologiske grundlag for en aktion med et navn lånt fra Tyler Durdens store plan, Project Mayhem. Det kan være svært at hente et klart budskab fra teksten – netop fordi den er en ansamling af så mange forskellige udtryk – men der er bærende temaer.

Først og fremmest handler det om, at “information vil være fri”, som den gamle modkulturelle cyberspace-pioner, Stewart Brand, sagde det i 1984. Det er hackernes mantra. Internettet forstået som en slags kollektiv intelligens opfatter principielt censur som en chikane og navigerer automatisk udenom. Hemmeligheden er internettets modprincip. Derfor er internettet også det ideelle og nødvendige værktøj til at styrke det demokratiske samfund. De mangfoldige og decentraliserede informationsstrømme betyder, at borgerne kan blive oplyste, tage ansvaret på sig og bruge information som våben mod diktatoriske magtformer. Project Mayhem-dokumentet citerer Niels Bohr, der skal have sagt, at “diktaturets bedste våben er hemmeligheden, mens demokratiets bedste våben bør være åbenheden.”

Uden Assange, ingen lækager

Wikileaks blev berømt for at udleve hackernes åbenhedsideologi med de store lækager af diplomatiske og militære hemmeligheder. Den seneste operative succes så vi i februar i år, da Wikileaks lækkede over 5 millioner e-mails fra det globale efterretningsfirma Stratfors korrespondance. Det lækkede indhold havde Wikileaks fået fra Anonymous, der hackede Stratfor i 2011.

Men 2012 har været et udfordrende år for Wikileaks. Først og fremmest på grund af det øgede juridiske pres på stifteren, Julian Assange, der nu lever i politisk asyl på Ecuadors ambassade i London, mens hans helbred angiveligt skranter. Ud over den juridiske tumult har Wikileaks også haft problemer med at skaffe økonomiske midler til den fortsatte drift, fordi verdens førende betalingstjenester stadig håndhæver den embargo, der praktisk talt gør det umuligt at donere til siden. Derfor rejste Wikileaks i oktober en betalingsmur på hjemmesiden, der betød, at man ikke kunne få adgang til lækkede dokumenter, med mindre man betalte for det.

Det kunne Anonymous ikke acceptere, og de beklagede Wikileaks’ deroute. Betalingsmuren var dråben, der fik bægeret til at flyde over. De kunne ikke længere stå inde for et projekt, der mere og mere så ud til kun at handle om cyberstjernen Assange og hans teselskaber med Lady Gaga og Slavoj Žižek.

Anonymous skrev Project Mayhem-erklæringen før bruddet med Wikileaks, men det er ikke så vigtigt, for allerede dengang forberedte de sig på at overtage stafetten. I en underoverskrift hedder det, at Wikileaks og Julian Assange er i stor fare. Wikileaks’ struktur er ikke sikker, fordi den er afhængig af en redaktør (Assange), der hurtigt bliver kanonføde for CIA. Desuden er de lækkede dokumenter lagret på et begrænset antal servere, som koster penge at drive og er lette at overbelaste.

Den decentraliserede kaosmaskine og farlige virale idéer

Heldigvis har Anonymous en idé til at løse Wikileaks’ problemer, og her dukker Fight Club-referencen op igen. For de kalder nemlig løsningen for Tyler efter heltekarakteren i filmen, udødeliggjort af halvfemsernes mest tilladte man crush, Brad Pitt.

Anonymous beskriver Tyler som “a massively distributed and decentralized Wikipedia-style P2P cipherspace structure impregnable to censorship”, hvilket er lidt af en mundfuld. I korte træk kan Tyler forklares som et fildelingsprogram, der skal indeholde lækkede dokumenter. Men hvor Wikileaks var afhængig af centrale servere, skal indholdet på Tyler være delt på en masse spredte brugeres computere. Jo flere brugere, der er med i netværket, jo sværere bliver det at fjerne indholdet. Netværket er stærkt, for det er ikke afhængigt af én computer eller redaktør. Hvis man vil censurere indholdet, er man i princippet nødt til at få kontrol over alle computere i netværket. Wikileaks, derimod, kunne principielt ødelægges med en kugle til Assanges tinding.

Ét er at bygge platformen. Noget andet er at skaffe lækagerne. Samtidig med Project Mayhem-erklæringen dukkede også en anden Anonymous-idé op – Dangerous Idea #1:

“Imagine we purchase a USB drive.
Imagine we take it to our workplaces.
Imagine we pretend we have to work late hours.
Imagine we accumulate all sort of evidences about illegal deeds.
Imagine Conscientious insiders worldwide begin to expose all lies.
Imagine we code an extremely simple interface so that anyone can do it.

iMAGIne we all synchronize our clocks to aCKt at the same Time:

12.21.2012 11:11 A.M. local time: Winter Solstice 2011.”

Med andre ord: Anonymous håber på at gøre alle borgere til whistleblowers. Hvis vi alle i løbet af december begyndte at stjæle informationer, som vores samvittighed bød os at gøre offentlige, ville der være masser af indhold at dele på Tyler. D. 21/12/12 skal alverdens samvittighedsfulde borgere gøre op med staternes og arbejdsgivernes hemmeligheder og simpelthen lække det hele. Det vil ændre samfundets fundament totalt. Programmet Tyler skal være til verdens borgere, hvad Tyler Durden var til Edward Norton i Fight Club – den farlige indre impuls, der finder sin kraft i samvittigheden og er villig til at rive samfundet ned for at bygge et bedre op igen.

Den virale virus

Mod slutningen af videoen fortæller computerstemmen os, at vi ved at se videoen er blevet inficeret med en virus. Det skal nok give et sæt i de fleste gamle folkeskole-EDB-vejledere. Anonymous trækker selvbevidst på det væld af associationer, der ligger i udtrykket virus. Vores computere kan få orm, trojanske heste og alt muligt andet dyrisk malware, der æder systemet op indefra og spredes som vira. Det er den slags virus, vi hører om i TV-avisen. Det er nok ikke meget forkert at sige, at Anonymous og lignende fænomener i den almindelige offentlige bevidsthed er mere eller mindre ensbetydende med chipsfedtede, virusproducerende nihilist-teenagere.

Men virus har også en anden konnotation. At en video kan være viral er inden for de seneste år blevet en selvfølge. Gangnam Styles succes er baseret på, at videoen spredes lige så hurtigt som en virus over internettet. Spredningens styrke ligger i, at mennesket der ser den koreanske dansehelt bliver inficeret med musikvideoens visuelle og lydlige idé – og det så meget, at hun føler trang til at dele det med sine nærmeste. Sådan formerer idéen sig.

Anonymous vil på samme måde, at deres budskab i Project Mayhem-videoen skal blive viralt. Idéen skal inficere seerne, ligesom Tyler Durden inficerede Edward Nortons psyke og tvang ham til at slå øjnene op for at komme overens med Project Mayhems nødvendighed. Som videoen siger med en omskrivning af Gandhi: “Are your prepared to become the change you want to see?”

Mens vi venter på TYLER

Det var egentlig planen, at Tyler skulle frigives d. 5. november, på dagen hvor man i England fejrer, at Guy Fawkes’ plan om at dræbe James I i 1605 mislykkedes. For Anonymous har dagen også tung symbolværdi, men med omvendt fortegn. Anonymous har siden de tidlige demonstrationer båret den smilende maske, der stammer fra filmen V for Vendetta og er præget med Guy Fawkes’ ansigtstræk. For Anonymous markerer d. 5. november Guy Fawkes’ martyrdød.

Men på dagen var der intet spor af Tyler. Ingen havde udviklet en software, der kunne leve op til de krav Project Mayhem-erklæringen havde stillet til systemet. Der havde ellers været lovende idéudvekslinger og spredt arbejde henover sommeren samlet på et domæne hos aktivisterne Telecomix. Domænet er nu nede, og der stopper mit brødkrummespor. Efter en del gravearbejde, hvor jeg blandt andet har spurgt mig frem i Anonymous IRC-chatrum, har jeg ikke fundet nogen tegn på, at Tyler skulle være blevet udviklet. Omkring de vigtige datoer – d. 5/11, hvor Tyler skulle have været klar og d. 12/12, hvor lækagerne skulle begynde at tikke ind – har jeg fundet skuffede ytringer.

Det var et slag til projektets selvtillid. Når man ser reaktionerne er det lidt som at høre luften fise ud af en ballon. Og det var vel at mærke en ballon, der var spændt til bristepunktet med den altid storladne Anonymous-retorik. Samtidig med skuffelserne begyndte en anden måde at fortolke situationen på at dukke op:

Det delvise nederlag indrømmes, men straks spinnes situationen. Måske findes den egentlige software-version af Tyler ikke. Men det gør idéen Tyler. På et forum skriver en bruger, at nok er der ikke udsigter til at Tyler møder op d. 21., men til gengæld er der god basis for “immanentizing the eschaton” – hvilket i normalt sprog betyder noget i stil med at bringe utopien ind i vores virkelighed. Fokus blev flyttet fra det computertekniske til den sociale mission og det virale budskab.

Men hvad bliver der så egentlig tilbage af det store kaosprojekt?

Anonymous, mellem branding og aktivisme

Den anden aften var Anonymous på mærkerne, fordi den rabiate menighed, Westboro Baptist Church, planlagde at demonstrere med deres berømte “God hates fags”-bannere ved begravelsen af ofrene fra skolemassakren i Newtown, Connecticut. Jeg fulgte med i IRC-chatrummet. Hurtigt brugte Anonymous netværket til at skaffe informationer om, hvor kirkemedlemmerne opholdt sig, deres telefonnumre, farven på deres biler, numrene på deres motelværelser og så videre. Og i chatrummet foregik en rodet brainstorm-session med alle mulige forslag til at irritere, forsinke eller stoppe kirken. Der blev videregivet informationer til folk i området og planlagt moddemonstrationer. Løbende blev et sæt rammer for operationen formuleret: “Overview: We are going to build a target list for a mass rape on 12/21. We’re going to be thorough as fuck. Attacks will include ddos, mail spam, black fax, twitter attacks, prank calls and deliveries. Attacks start at 6PM.”

Enighed er et begreb, der kan gradbøjes i en lederløs, selvorganiserende gruppe som Anonymous, så selvom det var planen at vente til i dag, var der i løbet af onsdag og torsdag masser af DDoS-angreb, spam og lignende. Brugeren X_FFA_X var for eksempel initiativrig og inficerede torsdag nat flere af kirkemedlemmernes e-mailadresser med computerorme: “First thing I’m doing is signing them up to unlimited magazine subscriptions with a program and then I’m gonna try to bypass security questions and hook worms.”

Men i chatrummets kakafoni af vitser, gode forslag og dumme spørgsmål var der af og til kritiske røster, der mente, at det ikke gav mening bare at drille kirkemedlemmerne – for hvilken effekt skulle det have?

Det er et godt spørgsmål, og det er ikke første gang, det er blevet stillet. Telecomix – cyberaktivister der effektivt bistod oprørere med at ytre sig under Det Arabiske Forår – og Anonymous gik hinanden på klingen i sommers i forbindelse med kampene i Syrien. Fra Telecomix var holdningen, at “The Syrian battle had already gone from something that can be fought on the internet via hacked emails into a general civil war” og “Anonymous seem to think that we can still always fight all battles on the internet somehow.“

Det gode spørgsmål er, om Anonymous’ aktiviteter er nok rodfæstede i de konkrete politiske situationer som de adresserer til rent faktisk at have en effekt i den virkelige verden. Det er værd at huske på, at Anonymous har rødder i drilleriet, ikke i den politiske aktivisme. Telecomix opstillede det som en forskel mellem at være kreativ eller destruktiv, og hvis Anonymous er drevet af en destruktiv impuls, hvordan skal vi så justere vores forventninger til Project Mayhem?

Til spørgsmålet om, hvad der blev af Tyler, svarede en arrig kommentarsporsaktivist, at der skete det samme med Tyler, som med alle andre Anonymous-projekter: “It failed just like everything anonymous does fails. The only place where these ideas make sense is the drug induced fantasy land known as anon’s head”. Det polemiske sprog sat til side er der en pointe her. Flere af Anonymous’ store planer i år har slået fejl. På Guy Fawkes-dag skulle Facebook angribes, så siden midlertidigt ville gå offline. Det skete ikke, og i det hele taget var Guy Fawkes-dag en noget stille affære.

Som reaktion på den nye optrapning af Gaza-konflikten i november startede Anonymous en række angreb på Israel. I første omgang havde de faktisk en del swagger. De slettede statslige databaser, DDoS’ede mere end 600 sider og lækkede en række e-mailadresser og kodeord. Men kampen døde ligesom ud, og Anonymous virkede anæmiske. Det viste sig desuden, at de 600 sider og 2000 e-mailadresser næppe havde nogen form for strategisk værdi i forhold til at udfordre IDFs angreb mod Gaza.

Det er usikkert, om Anonymous rent faktisk er i stand til at bevirke den forandring, Project Mayhem lægger op til. Antropologen, Gabriella Coleman, har observeret Anonymous’ gøren og laden på chatkanaler og fora og har skrevet bogen Coding Freedom om det. Hun holder på, at Anonymous er aktivister, ikke terrorister. Project Mayhems retorik er styret af de eksplosive billeder fra Fight Club, men Coleman siger om Anonymous, at “de fleste forstår, at de laver aktivisme og ikke et vanvittigt digitalt kaos.” Anonymous skaber idéer, begivenheder og opmærksomhed – ikke reel ødelæggelse.

I den optik er Anonymous mere et brand end et hackerkollektiv. Det er et meme eller en idé der skifter hænder, inficerer bærerne og spreder sig viralt. Men hvis Anonymous er en idévirus og der ikke findes nogen til at programmere en Tyler, der virker, hvem skal så antænde lunten i Project Mayhem?

Store, impotente brands

I Fight Club siger Tyler Durden på et tidspunkt: “Advertising has us chasing cars and clothes, working jobs we hate so we can buy shit we don’t need.” Det var filmens system- og kapitalismekritik i en nøddeskal.

Men Fight Club var ikke et politisk manifest, der cirkulerede gratis mellem dissidenter. Fight Club har snuppet omkring 100 millioner dollars i billetsalg. Træk budgettet på 63 millioner fra og så er der 37 millioner i rest til at sørge for, at producenternes lædersko fortsat skinner under den californiske sol.

Film som Fight Club er en slags paradokser, fordi de siger ét og gør noget andet. De foregiver at have en oprørsagenda, der vil af med reklameindustrien, forbrugssamfundet og alle de der andre onde ting, samtidig med at de selv deltager i samme arena. Når vi som biografgængere ser filmen, kan vi så tænke for os selv, at vi er enige med Tyler Durden og at vi forstår, hvad der er galt med verden. Men lige så snart vi skal betale afgiften i P-kælderen, er oprøret forduftet, og vi skal for øvrigt huske at køre forbi tankstationen, mens benzinpriserne er i bund.

Filmen er kritisk på borgernes vegne, så borgerne ikke behøver være det. Den effekt er blevet kaldt refleksiv impotens, og det begreb har jeg kursiveret først og fremmest for at fastholde de associationer, der dannes i din fantasi lige nu.

Anonymous er blevet klandret for at bidrage til samme refleksive impotens. De har ikke noget klart positivt projekt, men er som brand en slags statement-købmænd. Ligesom man kunne udtrykke sin Afrika-aktivisme ved at dele Kony-videoen, kan man være sofacyberrevolutionær ved at dele Anonymous-videoerne.

Der er ofte et enormt misforhold mellem Anonymous’ stort anlagte projekter med deres indlejring i politisk filosofi og esoterisk visdom, og så de konkrete aktioners resultater. Men hvis skyld er det egentlig? Af og til logger nye medlemmer ind på en Anonymous IRC-kanal og spørger de andre brugere: “Are you members of Anonymous? Who is Anonymous?” Ofte får de svaret: “You’re Anonymous”. De er som Edward Norton i Fight Club, der prøver at finde Tyler og ender med at finde ud af, at det er ham selv.

Måske vågner vi i morgen, opdager at Project Mayhem ikke fandt sted og undrer os over, hvor Tyler er blevet af. Og måske ender vores jagt ligesom Edward Nortons – vi finder ud af, at Tyler altid var en idé, der boede i os selv og som vi selv er nødt til at tage på os. Som en god ven sagde til mig den anden dag: “Anonymous kan skabe videoerne og idéerne, men det er altid os selv, der skal trykke på aftrækkeren.”

Indtil da:

Søren Høgh Ipland er adm. direktør ved Føljeton