Revolutionerne og den moderne verdenshistorie gennemsyrer hinanden. Vores moderne samfund, handlingsmønstre og forståelsesrammer er formet af revolutionernes historie. Og revolutionerne kondenserer selve den forandring og den udskillelse af viljer og projekter, der kendetegner det moderne. Lektor i moderne historie ved Aarhus Universitet Bertel Nygaard har skrevet et essay om, hvad der er på spil, når vi undersøger revolutionshistorien.

Industriel revolution, kommunikationsrevolution, videnskabelig revolution, Obama-revolution, ’revolutionerende’ kosmetik og tandpleje, tøj med røde stjerner og Che-ikoner – uanset hvor vi kigger hen, synes revolutioner at kaste sig over os. Alle disse små og store, harmløse og altforandrende allusioner til revolution er vidt forskellige, nogle af dem kan måske synes trivielle. Men de har sigende fællestræk: De signalerer forandring – ikke sindig og gradvis udvikling, men spring hen mod det radikalt nye. De antyder en vilje til det nye og den handling, som skal til for at forkaste det gamle og forældede.

Derigennem forbinder disse forskellige ’revolutioner’ sig på hver deres vis med det fænomen, der har bestemt og formet vores moderne revolutionsforståelse: de sociale og politiske revolutioner – og den omfattende ikonografi og symbolik, der knytter sig til dem: når vi taler om revolution, danner vi billeder af barrikadekampe, forrevne faner og massernes protest mod ulidelige livsbetingelser. Revolution forbindes med heltemod, håb, fremskridt og modstand mod undertrykkelse, men også med tragedie, skuffelse og ødelæggelse. Revolution er lidenskabelig rus – ”de undertryktes og udbyttedes fest”, som Lenin formulerede det i sin bog To slags taktik i den demokratiske revolution fra 1905 – men også blodig, voldsom alvor. For nogle er revolutionen en Messias, for andre er den Fanden selv.

Sociale revolutioner er blevet defineret på klassisk vis i den amerikanske sociolog Theda Skocpols banebrydende værk States and Social Revolutions fra 1979 – som ”hastige, grundlæggende forandringer af et samfunds stats- og klassestrukturer” i sammenhæng med ”klassebaserede oprør fra neden”, der ikke blot ledsager strukturforandringerne, men også er med til at skabe dem. Revolutioner i denne forstand er sjældne og dog tilbagevendende undtagelser fra samfundets normaltilstand. De indebærer meget mere end blot en ny regering med en lidt anden partifarve. Revolutioner er snarere politiske og sociale konflikter, der afføder nye, mere centraliserede stater og styrker grundforandringer i de sociale strukturer. Den franske revolution grundlagde ikke blot en moderne nationalstat, men rettede også et grundskud mod de gamle feudale troskabs- og tvangsforhold.

Her ere vi alle Dus

Disse store forandringer i stat og samfund forbinder sig også med andre dimensioner i menneskelivet, som ikke indfanges i Theda Skocpols formulering: tanker, sprog og kultur. Revolution er også noget, som formes gennem menneskers forestillinger og idealer, og som selv skaber billeder og associationer, der overleveres til eftertiden. Revolutioner sprænger vores gamle sanser og ordforråd. I stedet grundlægges nye måder at opleve, forstå og tale om verden på. De avler nye former for kommunikation og samliv mellem mennesker, nye opfattelser af menneskets egen rolle som handlende, forandrende kraft i verdens udvikling, foruden nye erkendelser af tragedier og katastrofer.

Under revolutionernes hastige forandringer og skarpe, åbne konflikter får ord nye betydninger og mere tyngde: Legen med ord bliver til alvor. Det bliver et spørgsmål om liv og død, hvordan man betegner sin omverden, sine venner og fjender. Revolutioner har ikke kun omvæltet stater og herskere, men også sproglige hierarkier. De har vendt op og ned på, hvad der gjaldt for fint eller godt – rystet de gamle rangordener, som blev opretholdt af underdanige og nedladende talemåder. Konger, grever, købmænd og skomagere er blevet forvandlet til ’medborgere’, ’medmennesker’ og ’kammerater’ – eller til ’monarkister’, ’aristokrater’, ’kontrarevolutionære’ og ’folkefjender’, hvis de vendte sig imod revolutionen. Revolutioner har samlet stænder og provinser til ’nationer’ eller nedbrudt nationale skel for at række ud mod en ny ’menneskehed’.

Alt dette er ikke bare noget, som er sket af sig selv i revolutionerne; det er noget, folk har kæmpet bevidst om. I 1848 krævede tyske håndværksmestre, at den nedladende du-tiltaleform fra overordnede skulle udryddes. Den røde hærs leder i de første år efter den russiske oktoberrevolution, Lev Trotskij, fremhævede i en artikel fra 1922 en samtale mellem en menig og en officer, der tiltalte hinanden henholdsvis ’De’ og ’du’. Også han anbefalede, at samtalen i dette forum skulle gøres ligeværdige ved det respektfulde ’De’, der ifølge ham udtrykte ”alles borgerlige og moralske lighed”. Omvendt ses den jævne og familiære ’du’-form i Steen Steensen Blichers novelle ’Fjorten Dage i Jylland’ fra 1836, der byggede på erindringer fra Danmark på den franske revolutions tid. Idet fortælleren træder ind i en lokal jakobinerklubs lokale i Viborg, formanes han: ”Du maae vide, det er en Lov, at saalænge vi befinde os her, ere vi alle Dus, ligesom vi alle af Naturen er Lighedens Børn”.

Revolutionerne har bidraget afgørende til den moderne verdens kultur og sprog. Dens historieskabende, samfundsforandrende handling har været med til at udforme nogle af de mest grundlæggende træk ved den moderne epokes begreber om kunst, litteratur og æstetik. Før den moderne epoke fandtes der ganske vist også malerier, skulpturer og komponister, og nogle var tydeligvis bedre end andre – ikke mindst de få fremragende individer, som senere epoker har kanoniseret: Tizian, Michelangelo, Dante… Men selve det kunstbegreb, vi ser tilbage på disse genier med, selve vores opfattelse af kunst som kunst og vores fordringer om at møde det sublime, det virtuose eller i det mindste det frit selvskabte og legende, når vi dyrker kunsten – alt det opstod hånd i hånd med de moderne revolutioner. Den franske filosof Jacques Rancière har påpeget, at den franske revolution fra 1789 og frem indvarslede ’det æstetiske regime i kunsten’, dvs. den i dag almene grundopfattelse, at kunst ikke nødvendigvis skal være f.eks. moralsk opbyggelig, men først og fremmest skal udtrykke menneskets fri, skabende, viljestyrede aktivitet. Moderne kunst skal koncentrere kreativitet og bevare sin uafhængighed. Den skal bygge på forandrende, subjektiv tanke, handling og vilje – ganske som revolutionen.

Modernitet og tid

Som fortætninger af forandring, forandringsvilje og forandrende handling er revolutionerne særligt knyttet til den moderne epoke i verdens historie, dvs. de særlige erfaringer og kulturelle og politiske former, der er vokset frem sammen med vareproduktionens og markedsrelationernes generalisering – med ét begreb: kapitalismens tidsalder. Vores forestillinger om revolutioners former, forløb og følger stammer fra de seneste århundreder – især fra den franske revolution i 1789, der væltede den enevældige konge og grundlagde en republik, og den russiske revolution i 1917, der væltede zaren og etablerede Sovjetunionen. Disse revolutioner annoncerede nye hovedprincipper for menneskehedens politiske og sociale fremtid: menneskerettigheder, demokrati, borgersamfund, kommunisme, nationalisme, internationalisme og meget andet.

Revolutioner fortætter moderne opfattelse af forandring over tid, men samtidig kan de synes atter og atter at forkaste de moderne tidshorisonter, vi netop havde lært at betragte som normale. De skaber brud i tiden. De er historiske skel, der afslutter gamle epoker og indvarsler nye: fra standssamfund til borgersamfund, fra enevælde til demokrati, fra kapitalisme til socialisme. Den franske revolution i slutningen af 1700-tallet væltede et af Europas mægtigste kongedømmer og markerede nye sociale og politiske modsætninger. Den russiske revolution i 1917 indvarslede det 20. århundrede som en særskilt politisk og kulturel epoke.

Også på andre måder skaber revolutioner opbrud. Ved at sætte almindelige menneskers handling i centrum for en hastig, historisk forandring, rokker revolutionerne ved de opfattelser af historisk tid, som indgår i vores syn på os selv og vores omverden. Ikke alene kan revolutioner kuldkaste de gamle traditioners magt og skærpe den erfaring, at vores liv og samfund er foranderlige, og at fremtiden vil adskille sig væsentligt fra vores erfaringer. I revolutionen begynder vi også selv at se os som del af en samfundsmæssig kamp om, hvordan nutiden og fremtiden skal omformes.

Den kamp lader heller ikke fortiden uberørt. Under revolutionens bratte forandringer får den gamle samfundsordens kanoniske fortællinger om konger og nationale heltegerninger pludselig modspil fra andre aspekter af fortiden. De undertryktes historie – arbejdernes, bøndernes, kvindernes, de udstødtes og deres protesters historie – bliver aktualiseret som alternative traditioner, der giver orientering og styrke til de revolutionære forandringsbestræbelser her og nu. Revolutioner forsøger dermed ikke bare at kappe forbindelserne til fortiden og traditionerne. De etablerer også nye, komplekse relationer mellem fortid, nutid og fremtid. Fremtidsmålene udpeges paradoksalt nok tit gennem gamle idealer og sprog eller fortidsforestillinger, som uundgåeligt forandres ved at blive gentaget i nye kontekster: den gamle frihed, det oprindelige demokrati, den tabte guldalder tages op som redskaber i kampen for den nye, kommende frihed.

Strid om den revolutionære historie

Når revolutionen er en så radikal forandringsform, og når den i så høj grad stadig trænger sig på som baggrund for vores aktuelle tilstand, kan den ikke være neutral. Der findes intet uskyldigt eller ubesmittet helle, hvorfra man kan betragte revolutionen uden engagement. Det ligger i revolutionens væsen, at den er stridbar og omstridt. Den vækker uenighed og kræver stillingtagen. Selv fortidige revolutioner har det med at trænge sig på som aktuelle, politiske spørgsmål. Når vi ser tilbage på den franske revolution, får vi næppe alle øje på det samme. Nogle vil især hæfte sig ved menneske- og borgerrettighedernes formulering, andre ved guillotinens blodsorgier. Nogle opdager oprindelsen til demokrati eller senere velfærdsstater, andre finder grundlæggelsen til senere tiders totalitære styreformer. Nogle vil understrege disse fortidsbegivenheders nutidige relevans, andre vil forsøge at skærme nutiden af fra denne fortid ved at erklære revolutionen for et helt igennem overstået kapitel.

Ofte strides man endda om, hvorvidt en bestemt udvikling bør betegnes som en revolution eller ej: var den danske enevældes fald i 1848-49 en revolution? Bør 1930’ernes spanske historie hovedsagelig anskues som en borgerkrig mellem den republikanske regering og general Francos oprørshær, en slags generalprøve på Anden Verdenskrig, eller må vi også anerkende den sociale revolution i den republikanske lejr: omfordelingen af jord og magt fra godsejere og gejstlighed til jævne spanske bønder og arbejdere? Dette er langtfra blot en strid om ord. Om man i en specifik historisk begivenhed kan se en revolution eller ej, har betydelige følger for, hvad man vil være i stand til at påpege, opdage eller forstå i fortiden – og hvordan man forstår den nutid og fremtid, som følger efter.

Revolutionen: et definerende aspekt af den moderne verdenshistorie

Revolutionen er ikke et simpelt fænomen, men en særlig sammensætning af egenskaber med afgrænset historisk gyldighed, knyttet til den moderne epoke og endda bestemte episoder inden for denne epoke. Revolutioner er afbrydelser af samfundets normaltilstand – af den gamle politiske styreform, den gamle retsorden, de gamle sociale livsformer og magtforhold. Ikke desto mindre er afbrydelserne uløseligt forbundet med normaltilstanden: De er fortætninger af konflikter, der ulmede under overfladen i det gamle system. Derfor kan revolutioner også kaste et særligt lys på de tilstande, de gør op med.

Så alt imens revolutionen kan afgrænses som et særligt fænomen, må den også ses som et integreret led i en hel familie af fænomener, der vedrører samfundets udvikling og forandring: reform, borgerkrig, kontrarevolution med flere. Og selv om revolutioner udspiller sig som kortvarige forløb inden for den moderne verdenshistorie, er de også kendetegnende for denne historie som helhed. Revolutionen er et definerende aspekt af den moderne verdenshistorie. Den udtrykker selve kernen i, hvad det vil sige at være moderne i historisk forstand – forandring, opbrud, nygrundlæggelse. Den moderne verdenshistorie som helhed er ikke mindst en revolutionens verdenshistorie. Vi kan hylde eller bekæmpe revolutionen, forskyde den til andre tider eller steder. Men undslippe dens arv kan vi ikke.

Artiklen bygger på forfatterens bog Revolution – masser af modstand, der er udkommet på Aarhus Universitetsforlag i 2012.