Skærmkrigeren, døden og dronen

Den nye krig bliver ført fra computerskærme i Nevada-ørkenen. Dronekrigeren sætter ikke sit liv på spil i fjendtlige territorier, men kan kysse sin kone farvel om morgenen og tage hjem igen klokken fem. Dronen, der svæver over den afghanske slette, slår mennesker ihjel, men det gør soldaten i Amerika også. Hvad betyder det, når dronekrigeren drager i krig på kontoret?

MAGTENS SFÆRER Vi taler ofte om, at magten bliver udøvet i de inderste gemakker, at magten er suverænen, der sidder i centrum og trækker i trådene. Men hvem siger, at magt er i midten? Måske bliver magten defineret af det, der ligger på kanten af den, i de rum, der omkranser den.

Fra de allertidligste kilder, som den forhistoriske arkæologi samt hule- og vasemalerier fremstiller, ved vi, at mennesket altid har betjent sig af våben til såvel jagt som krigsførelse. Den militære orientering tilkendegiver sig endvidere i forhistoriens inddeling i sten-, bronze- og jernalder, der hovedsageligt er defineret ud fra våbnenes materielle beskaffenhed. Også den helt tidlige litteratur opviser omhyggelige beskrivelser af krig, soldater og våben. Særlig prægnant i Homers berømte krigsdigt Iliaden. Hvad der står klart i disse tidlige kilder er, at krigens historie næppe kan adskilles fra våbenteknologiens historie; historierne hører sammen, ligesom de også mere generelt hører sammen med menneskets historie.

I en bog om netop krig og teknologi skriver den anerkendte krigshistoriker Martin van Creveld, at at alle elementer i krigen er gennemsyret eller påvirket af teknologi. Dersom dette er tilfældet, må man følgelig undre sig over, hvorfor teknologien spiller en så lille rolle hos Carl von Clausewitz, Sun Tzu, Antoine-Henri Jomini, Niccoló Machiavelli eller hos andre af de kanoniserede krigsfilosoffer. Noget kunne måske tyde på, at teknologien er blevet betragtet som noget sekundært overfor krigens primære idé, som krigsfilosofien på forskellig vis fremstiller. Omvendt har mange nyere krigsteoretikere og politikere efter Golfkrigen anvendt begrebet Revolution in Military Affairs (RMA) og dermed betonet teknologien som en altafgørende og revolutionerende faktor for krigens udvikling og afgørelse. Især efter den vestlige højteknologiske krigsmaskines modgang i Irak- og Afghanistankrigene, er der delte meninger om denne deterministiske prioritering af teknologien.

Hvad er en drone?

I 2011 udgav det britiske forsvarsministerium en rapport, der for første gang omfattende diskuterer droners fremtidige rolle i Storbritanniens forsvarspolitik. I rapportens indledning gives en kort og formel definition af en drone:

Et ubemandet fly [en drone] er defineret som et luftfartøj uden menneskelig operatør, er fjernstyret med varierende grad af automatiserede funktioner, kommer normalt tilbage og kan opbevare dødelig eller ikke-dødelig last.

Udover en definition giver rapportens eksistens også et vink om, at dronen er en teknologi, der har indtaget en central plads i forsvars- og sikkerhedspolitiske overvejelser. Tre forskellige statiske nedslag med udgangspunkt i henholdsvis militær, ofre og medier giver yderligere en fornemmelse af det øgede fokus på droner. Militær: Siden 2001 er det amerikanske forsvars investeringer i droner vokset med ca. 23% per år. Ofre: I det nordlige Pakistan er antallet af dødsofre ved droneangreb steget regelmæssigt fra 273 i 2008, 570 i 2009 og 909 i 2010. Medier: En søgning på ordet dronefly i den danske avisdatabase Infomedia viser, at ordet først indgår i danske avisartikler fra 2008 og dertil, at der i 2009 i alt findes 51 artikler, der indeholder ordet og 328 i 2010. Den stigende tendens er den samme, hvis søgeordet erstattes med det i en søgemaskine noget mere usikre homonym drone.

Selvom dronerne først i den seneste tid er blevet almenkendte i offentligheden, er de teknologiske aspirationer frem mod nutidens modeller dog en hel del ældre. Således kan idéen om droner siges at være vokset ud af en kombination af krigsfly og fjernbetjente krydsermissiler, som begge indtog slagmarken i 1. verdenskrig. Igennem det 20. århundredes mange efterfølgende væbnede konflikter er disse to teknologier på forskellig vis smeltet mere og mere sammen og i dag findes dronerne i mange varianter og er med typisk krigspatos tildelt navne såsom Predator, Raven, Reaper, Hunter og Global Hawk. Selvom disse varianter alle er amerikanske, er der, foruden Storbritannien og USA, også en lang række andre lande der udvikler og investerer i droner, deriblandt Iran, hvis Misrad-drone Hezbollah anvendte til angrebet mod Israel i 2006.

Hvad der først og fremmest adskiller en drone fra et almindeligt jagerfly er, at den fjernstyres via satellitkommunikation af piloter placeret et helt andet sted end der, hvor flyet er på mission. En typisk konstellation er således følgende: Dronen flyver ud fra baser i eller nær Pakistan, men navigeres ca. 12.000 km derfra i Nevada-ørkenen af dronepiloter placeret i dertil indrettede kontrolrum.

For at begrænse de tekniske detaljer fokuseres her på den meget anvendte amerikanske Predator-drone, som debuterede i krigen i det tidligere Jugoslavien i midten af 1990erne. Efter terrorangrebet på World Trade Center og Pentagon i 2001 blev Predator-dronen, der hidtil udelukkende var anvendt til rekognosceringsmissioner, udstyret med Hellfire-missiler under vingerne. En af årsagerne var, at Predator-droner flere gange før terrorangrebet havde identificeret Osama bin Laden i Afghanistan, men uden nogen mulighed for at angribe ham. Men i dag kan flere af de amerikanske droner, deriblandt Predator-dronen, altså angribe. Til eksempel var der i 2011 i alt 70 droneangreb i Pakistan, næsten alle sammen (97%) i det føderale stammeområde Waziristan, der arealmæssigt er ca. dobbelt så stort som Sjælland.

Det er især efter, at dronerne er begyndt at angribe, at de har fanget mediernes interesse, hvilket kan skyldes, at selve overvågningsaspektet nærmest er usynligt og primært af militær interesse, mens angrebsaspektet giver dronerne et output, der er ganske synligt og kontroversielt.

Udover Hellfire-missilerne er Predator-dronen udstyret med to forskellige kameraer, der fungerer som flyets syn; det ene kan se om dagen, det andet, som er infrarødt, om natten. Kameraerne har en så høj opløsning, at de fra en højde på omkring tre kilometer kan identificere nummerpladen på en bil og fra lavere højder også bestemme våbentyper. Derudover har Predator-dronen også en laser, der via GPS kan udpege de mål, som kameraerne opfanger, blandt andet til efterfølgende brug for bemandede bombefly og som sigtekorn for egne Hellfire-missiler. De to piloter i kontrolrummet styrer dronen via et interface af joysticks, tastatur og skærme. Skærmene giver dem adgang til den information, som kameraerne og GPS-systemet indhenter, og via joysticks og tastatur kan de styre flyet og affyre missiler; alle in- og outputs foregår i realtid. På trods af enorme afstande er dronepiloterne bag skærmene i Nevada-ørkenen altså ikke blot i stand til på nært hold at overvåge fjender overalt i verden, men også til at intervenere direkte i krigen ved for eksempel at dræbe fjender eller ødelægge bygninger og andet materiel. Dette paradoksale forhold mellem nær og fjern er helt væsentligt for forståelsen af dronekrig.

At drage i krig – på skærmen

At drage i krig på skærmen og dermed opløse geografiske skel, som ellers altid har været af militærstrategisk interesse, synes at udfordre den gængse forståelse af, hvad krig er. I sin bog om globalisering kredser Zygmunt Bauman, med reference til Paul Virilio, netop om geografiens endeligt i senmodernitetens højhastighedsverden:

Afstandene betyder ikke længere noget, efterhånden som ideen om en geofysisk grænse bliver stadig vanskeligere at opretholde i ”den virkelige verden”. Det står pludseligt klart, at opdelingen i kontinenter og af kloden som helhed har været resultatet af afstande, som engang var overvældende virkelige på grund af de primitive transportmidler og rejselivets strabadser.

Ikke kun hurtigere biler, tog og fly har i dag erstattet de primitive transportmidler, som Bauman taler om. Også informationsteknologien, og måske især den, har bidraget til udviskningen af afstande ved at gøre kommunikation mere uafhængig af rum. Ifølge Bauman medfører dette, at rummet – og tiden, kunne man tilføje – er blevet ” […] frigjort fra den menneskelige krops begrænsninger”.

Krigen, som den udspiller sig på dronepiloternes skærme, inkarnerer denne idé om globaliseringens frigørelse af tiden og rummet fra kroppen og aktualiserer derved den berømte kartesianske dualismes adskillelse af krop og sjæl. Mest prægnant viser denne frigørelse sig ved, at de beskrevne satellittransmitterede informationer, som over store afstande i realtid forbinder drone og pilot, på samme tid også adskiller dem. Ligesom Descartes’ subjekt bliver et verdensløst og kropsløst subjekt, bliver piloten adskilt fra dronen og vigtigere endnu fra slagmarkens fysiske nærvær og risici. Hidtil har militærtjenesten indebåret, at soldaten har måttet forlade sit land og sin familie med risiko for aldrig at vende tilbage, men med dronerne ændres dette forhold radikalt; udtrykket ’at drage i krig’ får en helt ny betydning. Overvej blot forskellen på dronepiloten, der efter endt arbejdsdag på mission i Pakistan kan tage hjem og spise aftensmad med sin familie i Nevada overfor Odysseus, der må drage til Troja for at deltage i den ti år lange krig og efterfølgende bruge ti ligeså turbulente år, før han igen kan vende hjem til Penelope og Ithaka.

Det er måske ikke helt rimeligt at sammenligne myte og virkelighed, men det skærper dog forståelsen af det, som flere har omtalt som risikofri krig. Hermed menes, at piloterne, der sidder i USA og styrer dronerne, ikke er udsat for den risiko, man normalt forbinder med at drage i krig. Det er i den forbindelse interessant at bemærke, at Carl von Clausewitz i starten af femte bog i Vom Kriege (Om krig) netop kredser om muligheden for at skabe et slags risikofrit krigsrum, hvilket indikerer at dronerne blot er en markant virkeliggørelse af en velkendt strategisk idé om udnyttelse af distance:

Beskyttelsen kan bestå i fæstninger eller i store naturlige hindringer, men også i at der er betydelig afstand til det øvrige krigsrum, – En sådan del af krigsrummet er ikke blot et stykke af helheden, men selv en lille helhed, der derved mere eller mindre er i den situation, at de forandringer, der sker i det øvrige krigsrum, ikke har direkte, men kun indirekte indvirkning på den.

Denne snart 200 år gamle beskrivelse af et rum i krigen, hvori krigen kun indirekte virker, er vel nærmest den mest præcise definition på dronepiloternes risikofrie kontrolrum.

Selvom risikofri krig umiddelbart kunne synes attraktiv, advarer den tidligere nævnte rapport fra det britiske forsvarsministerium om, at den risikofrie krig kan medføre, at det bliver lettere for såvel befolkningen som politikerne at vælge krigen frem for diplomatiet som løsning på konflikter. De to fremtrædende krigsteoretikere James Der Derian og Christopher Coker har ligeledes givet udtryk for denne bekymring.

Krigerånden – fra skyttegraven til skærmen

Et andet spørgsmål, der rejser sig, er, hvordan dronernes risikofrie krig ændrer det, som Clausewitz kalder Krigerånden. Som navnet antyder, udforsker Clausewitz i kapitlet, hvilke psykiske karakteristika der kendetegner krigeren. Hans beskrivelser af mod, beslutsomhed, ære, standhaftighed og stedsans udvikler sig nærmest som en hel antropologi om krigeren. Men er denne antropologi også dækkende for dronekrigeren? Svaret er tvetydigt. På den ene side mener piloten Brian Burridge, der havde det overordnede ansvar for de britiske tropper ved invasionen i Irak i 2003, at den skærmkrig, som dronepiloterne udkæmper, er en dydløs krig, netop fordi piloten ikke har nogen følelsesmæssig forbindelse til slagmarken. Men på den anden side fastsætter den britiske krigshistoriker John Keegan udspringet til den tendens, som Burridge altså kalder dydløs krig, langt tidligere. Via tre historiske nedslag – slaget ved Agincourt i 1415, slaget ved Waterloo i 1815 og slaget ved Somme i 1916 – viser Keegan således, at soldatens forhold til både slagmark og fjende bliver mere og mere upersonligt og distanceret i takt med den teknologiske forbedring af våben og den samtidige geografiske udvidelse af slagmarken.

Selvom der synes langt fra skyttegravskrigen i Somme til skærmkrigen i det nordlige Pakistan (eller er det i Nevada?), kan trækket af en dydløs og upersonlig krigsførelse siges at være videreført. Blot synes den 12.000 km lange afstand mellem pilot og slagmark at understrege Keegans pointe.

The only thing missing is the popcorn

Som man kunne forvente, har især medierne også sammenlignet dronepiloternes skærmkrig med computerspil og dermed betvivlet dronepiloternes evne til at skelne det virkelige fra det virtuelle. En sådan kritik potenseres når dronepiloter beskriver deres oplevelser af at flyve en drone som: ”It’s like a video game, the ability to kill. It’s like […] freaking cool”, eller: ”The only thing missing is the popcorn”. Når man dertil tilføjer resultater fra psykologiske studier, der viser, at vanskeligheden ved at slå ihjel aftager i takt med, at distancen til fjenden forøges, potenseres kritikken yderligere. Hermed tilføjes også et psykologisk perspektiv til Baumans idé om teknologiens opløsning af afstand og dermed af rummets frigørelse fra kroppen; afstand bliver psyko-spatisk derved, at fysisk afstand også har med psykisk distancerethed at gøre.

På trods af den fysiske afstands tilknytning til psykisk distance findes der dog andre antagelser, der udfordrer denne tese. Eksempelvis viser en række psykologiske studier, at dronepiloter i lighed med almindelige piloter er udbrændte, lider af kronisk træthed, generel følelsesmæssig udmattelse og endda også af posttraumatisk stresssyndrom. Årsagerne til dette ret overraskende resultat er imidlertid uklare, men et bud kunne være, at imens den udstationerede pilots krigshandlinger legitimeres i kraft af, at pilotens eget liv er i fare, giver dronepiloternes risikofrie skærmkrig ikke denne moralske tilladelse til at slå ihjel. Man kan desuden argumentere for, at ethvert trin i våbenteknologiens udvikling indebærer en forøgelse af våbnenes potentielle rækkevidde og følgelig en forøgelse af afstanden til fjenden. Geografisk betragtet bekræfter dronen måske nok dette argument, men grundet kvaliteten af droneflyets kameraer er dronepilotens fjende faktisk mere synlig end fjenden er det for piloten i et almindeligt bombefly eller for en operatør, der affyrer krydsermissiler. På den ene side er slagmarkens rædsler altså bemærkelsesværdigt livagtige, og på den anden side nærmest usandsynligt langt borte. Et sted i kapitlet om krigerånden, skriver Clausewitz:

Det hjerteskærende syn af farer og lidelser lader følelsen få overvægt over forstandens overbevisning, og i det skumrings lys, som indhyller alle fænomener, er en dyb, klar indsigt så vanskelig, at ændring af synspunkter bliver mere forståelig og tilgivelig.

Om dronepiloternes oplevelser af (skærm)krigens farer og lidelser også tildeles en sådan forstående amnesti er vanskeligt at vurdere, ligesom det heller ikke er lige til at afgøre, i hvor høj grad dronerne ændrer krigens natur, eller om de blot iklæder den en ny futuristisk haute couture.

Dronerne fjerner verden

Om ikke andet, så giver sproget et vink om, at noget har ændret sig med dronepiloternes skærmkrig. Dualismerne virkelig/virtuel, nær/fjern og revolutionerende/gammelkendt synes at være i opløsning og man ved snart heller ikke, hvilke præpositioner der bedst beskrive forholdene mellem dronepilot, dronefly, slagmark og fjender: Er dronepiloten i krig i Afghanistan? Er han på slagmarken svævende over fjenden? Er dronen i Pakistan eller ved pilotens handlende hænder?

Måske vi kan tilnærme os en forståelse hos den tyske filosof Martin Heidegger, hvis præpositionelle begrebsverden vidner om en lang beskæftigelse med denne verdens mange forhold. Især i hovedværket Sein und Zeits forsøg på at begribe menneskets forhold til sig selv, verden, (brugs)tingene og naturen introduceres disse mere eller mindre mærkelige forholdsordsstyrede neologismer som for eksempel det forhåndenværende, det vedhåndenværende, i-verden-væren, omverdensligheden og tilstedeværen.

Lad mig give en kort introduktion til et par af disse neologismer, som jeg mener kan være med til at nuancere forståelsen af droner. Mennesket er i-verden-væren, skriver Heidegger igen og igen. Defineret via negatonis vil det sige, at mennesket ikke er i verden, ligesom eksempelvis noget vand er i en kop, ligesom dronepiloten heller ikke er i verden blot fordi han er i et kontrolrum i Nevada. Snarere vil i-verden-væren sige, at vi altid allerede opholder os ved verden, dybt optaget af dens ting og anliggender. Det betyder, at verden er brugbar for mennesket; det er gennem vores brug af de vedhåndenværende ting, at vi forstår os på verden. Det er dog egentlig ikke tingene, som vi er rettet mod, men snarere de værker som vi fremstiller med hjælp fra tingene.

Det, som dronepiloten opholder sig ved og varetager, altså hans værk, er således krigen på skærmen. Dette skaber et i første omgang kryptisk blandingsforhold, derved at dronepiloternes i-verden-væren blandes med en på-skærmen-væren, altså ikke en væren i Nevada eller i Pakistan, men slet og ret en væren på skærmen. Denne på-skærmen-væren kan tilnærmes yderligere ved at beskrive den proces, som Heidegger kalder fjernelse af fjernhed:

Fjernelse vil sige at få det fjerne, dvs. fjernheden af noget, til at forsvinde, altså tilnærmelse […]. Alle former for hastighedsforøgelse, som vi i dag mere eller mindre nødtvunget går med på, higer efter at overvinde fjernheden. Med ”radiofonien” eksempelvis fuldbyrder tilstedeværen [mennesket] i dag noget, som det i sin tilstedeværensmening endnu ikke er muligt at overskue, nemlig fjernelsen af ’verden’ via udvidelsen af den dagligdags omverden […]. Det efter sigende ”nærmeste” er slet ikke det, som har den mindste afstand ”fra os”. For den, der eksempelvis bærer briller, som afstandsmæssigt er så tæt, at de sidder ”lige på næsen”, er dette ibrugtagne brugstøj omverdensligt længere borte, end billedet på væggen, som befinder sig overfor (Væren og tid: 130-131).

Ligesom Heideggers eksempel, radiofonien, fjerner dronerne også ’verden’, i den forstand, at krigen så at sige trænger ind i dronepiloternes kontrolrum, hvorfra den ikke blot kan beskues, men også, især pga. muligheden for navigation i realtid, direkte varetages. Således modsvares Heideggers brilleeksempel i det ovenstående citat altså af dronepiloternes interface; det er ikke interfacet, der er nærværende, men derimod krigsværket på skærmen. Denne pointe udfordrer opfattelsen af dronekrig som en langdistancekrig. Geografisk betragtet er dronekrigen da også uomtvisteligt en sådan, men med Heidegger bliver afstandsbedømmelsen fravristet sit naturvidenskabelige udgangspunkt. Det bliver muligt at betragte dronekrigen som en ganske nærværende form for krig. Dette kan også være en del af forklaring på, hvorfor dronepiloterne er ramt af mange af de samme psykiske symptomer som de udstationerede soldater og piloter. I hvert fald synes opfattelsen af dronekrig som en risikofri krigsform at hvile på en naturvidenskabelig forståelse af afstand, der ikke har øje for de psykiske risici i nærværet på dronepiloternes skærme.

Varetagelse af krigen i realtid

Noget er dog radikalt anderledes med dronernes fjernelse af fjernhed i forhold til Heideggers eksempler. Selvom radioen, og det samme gælder i øvrigt fjernsynet, udvider verden, er det en passiv udvidelse; radioen og fjernsynet bringer så at sige verden ind i stuerne, men uden samtidigt at give mulighed for at varetage den. I en heideggersk optik kan radioen og fjernsynets fremstilling af eksempelvis krig således fint betragtes som et krigs-værk, men det er et urørligt og lukket værk, som radioen og fjernsynet præsenterer for os. Med andre ord suppleres denne udvidede fjernsyns- og radioverden ikke af nogen mulighed for varetagelse. Droneteknologien derimod tilbyder denne mulighed. Dronepiloternes mulighed for i realtid at reagere på krigen er altså det, der åbner krigs-værket for varetagelse. Modsat fjernsynsskærmens repræsentation af krig er krigen således vitterligt på dronepiloternes skærme, netop fordi de kan varetage den. Imens fjernsynsskærmen erstatter et faktisk fravær med et simuleret nærvær, erstatter dronepiloternes skærme altså et faktisk fravær med et faktisk nærvær. Inspireret af Heidegger kan man derfor sige, at dronekrigen er på-skærmen-værende. Dermed introduceres præpositionen på – der ikke er repræsenteret i Heideggers vokabular – til beskrivelsen af menneskets forskellige forhold til det værende. Behovet for en sådan begrebsudvidelse vokser i takt med, at krig, samt en række andre fænomener, i stigende grad bliver på-skærmen-værende derved, at de kan varetages, og ikke blot iagttages, på skærme.

Det er vigtigt at slå fast, at denne nye forholdsmåde netop udmærker sig ved at være tosidig. Det er ikke kun krigen, der er på skærmen, ligesom i fjernsynets krigsreportager, dronepiloten er også på skærmen med mulighed for aktivt at varetage krigs-værket. Men ligeså vigtigt er det at lade begrebet om det på-skærmen-værende implicere en distinktion mellem at være på-skærmen og i-verden. Således afgrænser skærmen et specifikt krigsrum eller en særlig verden, hvor dronepiloterne kan varetage krigsværket (overvåge og angribe fjender), og det er netop denne skærmverden, som begrebet om det på-skærmen-værende beskriver. Hermed etableres en forståelse af skærmen som et sted og ikke blot et medie, hvor krigen udspiller sig på en særlig måde, det vil sige efter et særligt regelsæt bestående af de muligheder og begrænsninger som droneteknologien skaber. Skærmverdenen adskiller sig fra den verden, som den udstationerede soldat eller pilot befinder sig i, ved for eksempel at være fri for fysiske risici, men den er ikke mere virkelig end denne verden, ligesom fodgængerens verden heller ikke er mere virkelig end bilistens, blot anderledes.

Ved at antyde et slags mellemrum mellem dronepiloternes kontrolrum og slagmarkens krigsrum beskriver og indfanger begrebet om det på-skærmen-værende det paradoks, der som et ledemotiv er dukket op i nærværende artikel i forskellige variationer: Dronerne, der på én gang skaber en helt ny krigsform og samtidig blot er seneste manifestation af en velkendt strategisk ide om at skabe særlige krigsrum uden direkte forbindelse til slagmarken. Eller i en anden variation: Dronepiloterne, der på én gang med hjælp fra avanceret teknologi er ganske tæt på krigen og samtidig meget langt fra dens umiddelbare farer.

Krigens nye sprog

Heidegger skrev, at vi med radioen var i fuld gang med at fuldbyrde en fjernelse af verden, og at vi endnu ikke kunne overskue konsekvenserne af denne proces. De satellitsignaler, som dronerne styres af, er blot en videreudvikling af de radiosignaler som har inspireret Heideggers radioeksempel, og som kort før udgivelsen af Sein und Zeit i 1927 blev anvendt som kommunikationsredskab i 1. verdenskrig. Men overskueligheden synes ikke at være blevet mindre i takt med at satellit- og internetkommunikation har gjort verden endnu mindre. Så meget mere synes det vigtigt at forfølge det krav om et nyt sprog, som krigsteoretikeren James Der Derian i en artikel fra 1999, altså før dronerne blev alment kendte, stiller til forskningen. Der Derian argumenterer for, at introduktionen af computere, videoskærme og realtidskommunikation i krigen har ændret krigsførelsen mere end nogen anden teknologi, men at denne ændring kræver et nyt sprog, som militærlitteraturen endnu ikke har formået at udvikle. Måske denne artikels ’filosofiske svinkeærinde’ til Heidegger, kan være med til at bidrage til et sådant nyt krigens sprog.

Artiklen er en redigeret udgave af “Dronekrigeren og krigen på skærmen”, der første gang blev bragt i Slagmark – Tidsskrift for idéhistorie.