Vidensprocesser i humanistiske forskningsmiljøer

De sidste 15 år har et nytteorienteret og økonomisk videnskabsideal hersket. Den humanistiske forskning på universiteterne har været offer for mistillid og dårlige forhold. Ikke desto mindre er ledigheden blandt humanistiske kandidater stort set halveret i de seneste ti år, og videnssamfundet efterspørger i stigende grad humanioras hjælp til at forstå brudfænomener som Det Arabiske Forår og Anders Breiviks massakre. David Budtz Pedersen og Frederik Stjernfelt beskriver, hvordan man kan kortlægge humanvidenskaberne og bedre få gavn af deres indsigter i videnssamfundet. Artiklen har tidligere været bragt i Salon 55 #2.

Efter i en årrække at have oplevet en legitimitetskrise er humaniora på vej tilbage på dagsordenen som en central medspiller i det danske videnssamfund. Forskning og uddannelse i humaniora er det grundlag, ud fra hvilket naturvidenskab, medicin og teknologi kan bidrage til at løse samfundets udfordringer. Innovation og vækst kræver fornyet forståelse for værdier, individer, kulturer, adfærd og institutioner. Her kan humaniora spille en central rolle.

I disse år åbner de humanistiske fakulteter sig stadig mere mod det omgivende samfund. Flere og flere humanistiske kandidater finder ansættelse i private og offentlige virksomheder. Akademikernes Centralorganisation offentliggjorde for nylig beskæftigelsestal fra 2011, der viser, at ledigheden blandt nyuddannede humanister på tværs af faglige udsving faldt fra 45 pct. til 20 pct. mellem 2002 og 2011, imens humanisternes samlede ledighed faldt fra 8,3 til 4,6 pct. i samme periode. Et niveau, der svarer til andre akademiske grupper. Det punkterer en vigtig myte. Nemlig at det humanistiske arbejdsmarked langt fra er så konjunkturbestemt, som det ofte antages. Den økonomiske krise har ikke skabt større ledighed blandt humanister, tværtimod.

Det interessante spørgsmål er, om det klassiske humaniora har ændret sig i forhold til samfundets behov. Eller om samfundet i stedet er kommet tættere på humaniora i sin efterspørgsel efter viden og uddannelse. Humanistisk forskning og uddannelse er selvfølgelig ikke statisk. De humanistiske discipliner ændrer sig i takt med, at ny viden opbygges og gammel viden opsamles eller udskiftes. Alligevel er der en række vidensprocesser i de humanistiske discipliner, der ikke længere kun efterspørges i forskning og gymnasieundervisning, men er blevet nødvendige ressourcer i løsningen af nutidens udfordringer.

Sådanne kompetencer omfatter bl.a. kommunikation, analytiske egenskaber, effektiv vidensdeling og fokus på resultater. Men de omfatter samtidig et stigende fokus på at forstå de afgørende økonomiske, sociale og politiske problemer – og deres løsning – som drevet af menneskelige faktorer. Når vi taler om de store kriser i vores samtid: terrorkrisen, klimakrisen, Muhammedkrisen, finanskrisen, ledelseskrisen, åndskrisen, velfærdskrisen, den moralske krise og så videre – er det fælles for dem alle, at mennesket står i centrum, både som medvirkende årsag og som eneste løsning.

Der er stærke argumenter for, at økonomi og teknologi er utilstrækkelige som forklaringskategorier, når vi vil forstå de allermest centrale konflikter og begivenheder i samtiden. Det Arabiske Forår, optøjerne i London, eller Anders Breiviks myrderier i Oslo er alle eksempler på fænomener, hvis årsag og sammenhænge skal søges inden for den human- og samfundsvidenskabelige forskning. Politikere, journalister og borgere stiller sig ofte uforstående og fremmedgjorte overfor disse begivenheder. Men fænomenernes forklaring og årsag kan findes i de humanistiske videnskaber, der systematisk undersøger menneskets marginalisering og polarisering, oplysning, sprog og traditioner, ideologi og tænkning.

Lidt uforståeligt har der været en mærkelig sygelig, forsimplet tilgang til humaniora de sidste mange år, der gør, at humanioras bidrag til samfundet ikke altid inddrages i vurderingen af de humanistiske institutioner. Som Hans Fink plejer at sige, har humanioras krise været et standende tema til debat i det mindste siden 1960’erne. En del af denne krise skyldes forskellige komplicerede videnskabsteoretiske udviklinger, hvoraf nogle har været motiveret af humanioras egen selvforståelse. En række af de klassiske forsøg på at forstå humaniora har fokuseret på humanistiske særtræk snarere end de store fællesmængder med de andre videnskabelige discipliner. Wilhelm Diltheys idé om naturvidenskaben som forklaring over for humanvidenskabernes forståelse – og nykantianernes ide om ”nomotetiske” (lovopstillende) videnskaber over for ”idiografiske” (enkelttilfælde) videnskaber, har bidraget til et unødvendigt dualistisk billede af humaniora.

En rimelig hypotese imod denne stærke dualisme er, at der findes forståelse såvel som forklaring inden for alle discipliner. Det, der adskiller humaniora fra social- og naturvidenskaberne er snarere forskellige perspektiver på den samme virkelighed samt forskelligartede interesser i de foreliggende genstandsfelter. Ser vi for eksempel på forklaringsbegrebet, er det oplagt, at der findes forskellige forklaringer, der knytter sig til de forskellige domæner (eller regionalontologier). Kausale forklaringer er typiske for naturvidenskaben, hvor det drejer sig om at forstå naturens mest grundlæggende lovmæssigheder og årsagsforhold. Forklaringer begrænser sig imidlertid ikke til årsagsforklaringer. Samfundsvidenskaberne anvender for eksempel strukturelle forklaringer. Og de humanistiske discipliner benytter alle disse forklaringer – samt intentionelle forklaringer – som en måde at give empirien (tekster, myter, artefakter, religiøse praksisser) mening. Den generelle pointe er, at humanioras beskæftigelse med menneskets intentioner og forestillinger gør det umuligt at dispensere fra intentionelle forklaringer.

Nogle videnskaber er mere grundlæggende end andre. Sociologi forudsætter for eksempel fysik, ikke omvendt. Men det er en fejltagelse at tro, at de forskellige virkelighedsniveauer kan reduceres til hinanden. Det har været forsøgt uden held for eksempel i fysikalismen, der hævder, at alle højere virkelighedsniveauer skal reduceres til fysik. Eller i socialkonstruktivismen, der hævder, at den sociale virkeligheden bestemmer al viden om (og i visse radikale udgaver selve strukturen i) den fysiske virkelighed. Begge standpunkter placerer humaniora i en ufordelagtig position: hvad der ikke er atomer, molekyler og gener, er kulturer, samfund og klasser. Enten er mennesket bestemt af sin fysik og biologi eller det er determineret af sin kultur. Kontrapresset på humaniora fra både naturvidenskaberne og samfundsvidenskaberne har sammen med humanioras selvvalgte isolation derfor givet anledning til en historisk krise. Som Hans Hauge beskrev i SALON 55 #1, har en række reduktionistiske forskningsstrategier vundet udbredelse under overskrifter som biokulturalisme, evolutionspsykologi og neuroæstetik. De lover at kunne forklare menneskelig erkendelse, adfærd, kunst og kommunikation ved hjælp af naturvidenskabens kausale forklaringer (og tager udgangspunkt i et rituelt opgør med traditionelle humanistiske videnskabsteorier). Men disse strategier overser for det meste, at intentionelle beskrivelser og termer er en uudryddelig del af det at være menneske. Humaniora relaterer sig i betydelig grad til det vokabular, som mennesket forstår sig selv igennem og bruger til at beskrive sine gøremål. Og det vil netop aldrig kunne reduceres til neuropsykologi – eller for den sags skyld kulturelle og sociologiske determinanter.

Humanioras vej ud af sin krise er ikke en assimilation med modestrømninger i natur- og samfundsvidenskaberne, men en stærk betoning af pluralisme og anti-reduktionisme. Kun ved at tilskrive forskellige perspektiver, modeller og ontologier en relativ autonomi er det muligt at identificere det videnskabelige indhold på tværs af forskningsmæssige hovedområder. Dette skal nu forstås rigtigt. De mange krav, der stilles til universiteterne om mere tværfaglig og transdisciplinær forskning, rummer et vigtigt potentiale for humaniora. Efterspørgslen efter humanistiske perspektiver inden for naturvidenskab, sundhed og teknologi rummer mange muligheder. Humanister arbejder i stigende grad med projekter om digitalisering, retfærdighed i sundhedssystemet, informationskaskader, osv. Men hvis humaniora ikke skal reduceres til et appendiks eller sæt af hjælpediscipliner, er det nødvendigt med en tilgang til mennesket, der ikke er reduktionistisk.

Det sidste vanskeliggøres imidlertid ikke kun af udviklingen internt i humanistisk videnskabsteori. Også i den officielle politiske epistemologi har der været en række tendenser, der gør det vanskeligt at dokumentere humanioras bidrag til samfundet. Inden for de seneste års universitetspolitik har fokus været på traditionelle indikatorer for vidensspredning som internationale publikationer, patenter og erhvervssamarbejde. Inden for denne forståelsesramme er det vanskeligt at se, hvordan nye humanistiske tanker udvikles og bidrager til at stimulere den offentlige debat og de offentlige institutioner. Her er det vigtigt ikke at overse, at internationale publikationer ikke er det eneste produkt, som humaniora skaber. Danske humanistiske forskere publicerer markant i engelsksprogede fagfællebedømte tidsskrifter (og tager man størrelsesforholdet i indtægter med i betragtning, klarer dansk humaniora sig godt i sammenligning med samfundsvidenskab og de teknisk-naturvidenskabelige områder).

Fagfællebedømt forskning udgør kun én opgave, som humanistiske forskere skal varetage. Der eksisterer mange ligestillede opgaver, der er centrale for universiteternes og samfundets virke. Humaniora beskæftiger sig med udviklingen og forståelsen af mennesker, stater, samfund, institutioner, sprog, kulturer og samspillet mellem disse. Disse forhold varierer naturligvis fra land til land. Områder, der har relevans for dansk, skandinavisk eller europæisk humaniora, har ikke nødvendigvis samme relevans for amerikanske eller australske forskere. Og forskere fra disse områder vil typisk have vanskeligere ved at publicere deres resultater i de mest eftertragtede amerikanske tidsskrifter. Af denne grund kan man ikke forudsætte, at kvaliteten af dansk humaniora alene svarer til antallet af internationale publikationer, netop fordi kvalitet og relevans ikke er det samme.

Kvalitet i humanistisk forskning er at levere nye originale forskningsbidrag. Her kan forskning i den skandinaviske velfærdsstat eller i Kierkegaards værker være afgørende for erkendelsen inden for et område og bidrage til vidensopbygning om forhold, der først og fremmest er relateret til det danske samfund og en dansk offentlighed. Humanister der alene orienterer sig mod international publicering, risikerer at underopfylde deres forpligtelse som bidragydere til det omgivende samfund. De udforsker kun de sammenhænge, som et internationalt publikum er interesseret i uden at bidrage til den debatterende politiske offentlighed, der stadig i meget stort omfang er lokalt defineret.

Forskningsproduktivitet består af en vifte af meget forskellige ydelser: bøger, fagfællebedømte artikler, indlæg i den offentlige debat, offentlige og akademiske foredrag, ekspertise, uddannelse etc. Det er helheden af humanistiske vidensprocesser, der er vigtig for vurderingen af en forskers kvalifikationer og produktion. Evaluering af ansatte kan ikke kun være baseret på publikationer alene, men bør inddrage de nødvendige undervisningskapaciteter og formidlingskapaciteter, som universiteter og samfund er afhængige af. Løsningen af de store interdisciplinære samfundsudfordringer, som alle forskningspolitikere og universitetsledere taler så meget om, afhænger af, at forskerne tænker på tværs og inddrager humanistisk og samfundsvidenskabelig faglighed i problemløsningen.

Faglighed er imidlertid ofte en abstrakt størrelse, og uden et stærkt historisk, videnskabsteoretisk og organisatorisk fundament, er det tvivlsomt, om vi kan forstå, hvilke vidensprocesser der karakteriserer humaniora og hvordan de udvikler sig. Vi har derfor i et nyt forskningsprojekt finansieret af VELUX FONDEN og med ni førende forskere sat os for at udforske dansk humaniora. Over de næste tre år skal Humanomics-projektet kortlægge de humanvidenskabelige discipliner i Danmark og give et overblik over nye tendenser og udviklinger i disciplinerne. Det er det første danske projekt, der kombinerer en kvantitativ og kvalitativ kortlægning med et systematisk videnskabsteoretisk arbejde, der beskriver hvilke typer af viden fagene frembringer og hvilke fremtidsudsigter humaniora har. Formålet er at opnå dybdegående viden om, hvordan humanistiske miljøer på universiteter, museer og andre institutioner er knyttet sammen, og hvilke faglige påvirkninger der foregår mellem humaniora, naturvidenskab og samfundsvidenskab.

Den empiriske undersøgelse skal samtidig tjene som basis for artikulationen af en humanistisk videnskabsteori. Projektet har til opgave at kvalificere diskussionen af humanioras genstandsfelter og de metoder og teorier, der anvendes. Som vi har hævdet ovenfor, kan humaniora næppe adskilles fra andre videnskaber ved nogle simple dualismer (for eksempel forklaring og forståelse, eller nomotetisk og idiografisk videnskab), både fordi humaniora indadtil er mere forskellig, end det ofte antages, og fordi humanioras mellemværender med samfunds- og naturvidenskaberne er genstand for en løbende udforsknings- og forhandlingsproces.

En kvalificeret fremtidig debat om humanioras rolle i videnssamfundet kræver, at der vies opmærksomhed til de indsigter i videnskab og samfund, som genereres inden for videnskabsteori og videnskabssociologi, herunder de discipliner der tager udgangspunkt i humaniora og samfundsvidenskab, såsom videnskabshistorie, videnskabssociologi og videnskabsfilosofi. En større brug af de resultater, der frembringes inden for disse felter, kan være med til at modvirke tendensen til, at økonomiske krav tiltager sig rollen som den dominerende videnskabsteoretiske meta-disciplin. Hvordan vi vælger at indrette videnssamfundet og organisere de humanistiske uddannelser, vil have stor betydning for, hvilken fremtid vi går i møde.

Artiklen har tidligere været bragt i andet nummer af Salon 55, Syddansk Universitets nye litterære tidsskrift. Frederik Stjernfelt og David Budtz Pedersen er projektledere for Humanomics Research Programme på Aarhus Universitet, der undersøger, hvordan vidensprocesser i humanistiske institutioner kan kortlægges.