Jeg tænker – og takker Kierkegaard, Nietzsche og Brandes
I dag for 125 år siden trådte den danske åndsaristokrat Georg Brandes op på talerstolen for at forelæse over filosoffen Friedrich Nietzsche. Brandes’ forelæsninger introducerede den aristokratiske radikalisme i Danmark og satte desuden for første gang Nietzsche på det filosofiske verdenskort. Lektor i idéhistorie Ole Morsing tænker videre over, hvilken betydning venskabet mellem Brandes og Nietzsche fik for dansk tænkning.
I år har Søren Kierkegaard levet i 200 år, og i år er det 125 år siden, at Georg Brandes holder sine berømte forelæsninger på Københavns Universitet om Nietzsche. Jeg skriver disse kendsgerninger i præsens, fordi Kierkegaard, Nietzsche og Brandes stadig er levende. Men hvis de er levende, hvad er det i så fald, der er levende? Det kan ikke være deres legemer. Det kan være deres tanker, men de er vel ved at blive forældede?
Kierkegaard, Nietzsche og Brandes er tænkere, som har vakt forargelse i deres samtid. For alle tre er det afgørende, at de vil tale op imod deres egen tid. De vil noget nyt. Men i dag er det nye, de talte om, enten blevet til virkelighed, eller vi må indse, at de nye tanker fra dengang viste sig at være vildskud. Spørgsmålet er, om det i dag stadig giver mening at forholde sig til Kierkegaard, Nietzsche og Brandes? Er det andet og mere end nogle teoretikere, der har levet engang, og som vi i ærbødighed kan skrive om?
Aristokratisk radikalisme
Deres tænkning er i dag ikke nødvendigvis chokerende. Men det er vigtigt ikke at reducere deres tænkning til et sæt af meninger om for eksempel den rette og især urette kristne tro, om (u)moral og om kulturradikalisme. Hvis vi kun sammenligner deres tanker med andres eller hinandens, taber vi selve den måde, de tænker på. Som tænkende vil jeg hævde, at de forbliver chokerende. Det har at gøre med både deres tankers uskyldighed, eller naivitet, og deres tankers form. Tænkningens form må ikke reduceres til en bestemt tids dannelsesform, for så bliver tænkningen til ”daarlig Form og Uniform”, som Brandes citerer Nietzsche for at skrive.
Jeg vil med Kierkegaard, Nietzsche og Brandes forsøge at finde ud af, hvad det vil sige at tænke, samtidig med at jeg vil komme med eksempler på det, de tænkte.
Jeg vil lade Brandes fortælle om både Kierkegaard og Nietzsche, da han forholder sig lidenskabeligt til begge. I 1877 udgiver Brandes den måske første på en og samme tid egentlige biografiske og videnskabelige bog om Kierkegaard. Brandes’ forelæsninger om Nietzsche i København i foråret 1888 udgives lettere omarbejdet året efter som en stor artikel under titlen ”Aristokratisk Radikalisme”. Artiklen udkommer på tysk i april 1890 i Deutsche Rundschau, men Nietzsche når ikke at læse den, da han fra den 4. januar 1889 til sin død bliver utilregnelig.
Selvom Brandes har kritiske kommentarer til både Nietzsche og Kierkegaard, ser han begges storhed – den samme storhed, som han selv gerne vil tages til indtægt for. Brandes indleder artiklen ”Aristokratisk Radikalisme” med at gøre opmærksom på, at Nietzsche er en ånd, som fortjener at studeres, ”at bekæmpes og at tilegnes”, netop fordi han blandt flere gode egenskaber kan ”sætte Tanker i Bevægelse”. I sin biografi om Kierkegaard skriver Brandes tilsvarende, at Kierkegaard ”dømmer og fordømmer” hele sin tidsalders stræben. Brandes præciserer, at Kierkegaard i begyndelsen af sit forfatterskab indleder med ”riffelskud”, men at han med kirkekampen i 1855 går over til ”sande Artillerisalver” – og krudtet er af samme tønde.
Hvad vil tænkning sige?
Både Nietzsche og Kierkegaard har ifølge Brandes modet til at tænke, og derfor er de talentfulde. ”Der skal Mod til at have Talent”, som Brandes skriver i en anden sammenhæng. Men hvad vil det nærmere bestemt sige at tænke? Martin Heideggers tænkning i værket Hvad vil tænkning sige? kan her hjælpe os.
Heidegger skriver, at det tænkte ikke må forsvinde i det skrevne, det tænkte skal forblive en vej, vi bevæger os på, og som bevæger os. Spørgsmålet er, om vi overhovedet har fundet tænkningen? Skal vi ikke først finde den? Og hvis vi finder tænkningen, må vi befri os fra den, da den ellers tynger os ned og indfanger os.
Det gør det forståeligt, at Brandes om Nietzsches tænkning – efter at han har frigjort den fra sin læremester Schopenhauer – siger, at det væsentligste i hans tænknings udvikling foregår ”mindre i selve Tankelivet end i Modet til at udtale sine Tanker”. Dette mod hænger sammen med også at befri sig fra befrieren, som ellers har været ens opdrager.
I forlængelse heraf fremhæver Brandes, at Nietzsche siger, at filosofien ikke må blive til filosofiens historie formidlet af ”akademiske Pattebørn”. For så kan man kun lære historie og aldrig selv frembringe historie. Men dette kan og bliver næsten altid misforstået. Når der tænkes, har storhed intet at gøre med historiske resultater og kendsgerninger, det er og bliver dårlig filosofi. Ikke desto mindre er den moderne verden kendsgerningernes verden: ”Alt betragtes i vore Dage, naar det blot er en fuldbyrdet Kendsgerning, som i sin Orden”. Sådan skriver Brandes, men sådan bør det ikke forholde sig. Der skal tænkes, og det opdager Brandes, at Nietzsche er i stand til, og Brandes forsøger endda at få Nietzsche til at læse Kierkegaard.
Brandes læser Nietzsche og Nietzsche læser Brandes
Nietzsche finder tidligt ud af, at Brandes er interesseret i hans tænkning. Det fremgår af et brev, Nietzsche skriver til sin forlægger den 13. februar 1883 – samme dag som Richard Wagner dør. Nietzsche skriver: ”Jeg erfarer, at han [Brandes] indgående har beskæftiget sig med mig”, og fremhæver, at Brandes er tidens åndsrigeste dansker. Få måneder senere, 1. maj 1883, skriver Nietzsche til sin forlægger, at hvis han kan finde adressen på ”den udmærkede dansker Hr. Georg Brandes”, så vil det glæde ham, hvis han vil sende ham et frieksemplar (første del af Således talte Zarathustra). Så allerede fra denne tid følger Brandes med i Nietzsches forfatterskab. Nietzsche sender ikke kun sine bøger, men også sine musikkompositioner til Brandes – og hele tre eksemplarer af den lille bog Tilfældet Wagner i efteråret 1888. Men ak: Brandes skriver til ham, at han ”beklageligvis” ikke har noget forhold til musik.
Den 26. november 1887 sender Brandes et brev til Nietzsche, hvori han blandt andet skriver, at han endnu ikke fuldstændig forstår, hvad han har læst af Nietzsche – og hvad Nietzsche vil med sin tænkning. Men Brandes gør opmærksom på, at meget stemmer overens med hans egne tanker: Den dybe modstand mod demokratisk middelmådighed og den aristokratiske radikalisme. Kort sagt med Brandes ord til Nietzsche: ”De er et af de få mennesker, som jeg må tale med”.
Allerede en uge efter, den 2. december 1887, svarer Nietzsche på Brandes’ brev. I brevet giver Nietzsche udtryk for, at det oprigtigt glæder ham, at en sådan ”god Europæer” og ”Kultur-Missionær”, som Brandes ifølge Nietzsche er, interesserer sig for hans tænkning. Hermed er der påbegyndt en brevveksling mellem dem, som fortsætter indtil Nietzsche bliver vanvittig i januar 1889.
Det er ikke kun Brandes, som læser Nietzsche. I januar 1888 læser Nietzsche nogle af Brandes bøger, som findes på tysk (Die Literatur des 19. Jahrhunderts in ihren Hauptströmungen fra 1887; Moderne Geister. Literarische Bildnisse aus dem 19. Jahrhundert fra 1887 og Emile Zola fra 1888 – sidstnævnte med dedikation af Brandes). Nietzsche skriver et sted, at Brandes Hovedstrømninger er den bedste tysk skrevne ”Kultur-Bog” om litteraturen.
Da Brandes påbegynder sine forelæsninger om Nietzsche den 10. april 1888, gør Nietzsche samme dag og de følgende dage i en række breve med slet skjult stolthed opmærksom på det. I flere af brevene skriver han endda et par ord på dansk: ”om den tyske Filosof Friedrich Nietzsche” og ”om den tüske filosof Friedrich Nietzsche”. I en hel række breve får han de næste måneder også nævnt, at foredragssalen hver gang er ”fyldt til bristepunktet” med ”mere end 300 tilhørere”. Og da forelæsningsrækken er slut, fortæller han, at Brandes har skrevet, at hans navn nu er ”populært” i alle Københavns intelligente kredse og er ”kendt” i hele Skandinavien. I et af brevene skriver han, at Brandes ”hører til disse internationale Jøder, som har et sandt Djævle-Mod til Livet”.
Til vennen Georg!
Hvad angår forholdet til Kierkegaard, skriver Brandes i januar 1888 til Nietzsche om sin Kierkegaard-bog, at bogen er ”en art stridsskrift, skrevet for at hæmme hans [Kierkegaards] indflydelse”. Det viser tydeligt, hvor komplekst Brandes’ forhold er til Kierkegaard. Men selvom Brandes hverken deler Kierkegaards anti-videnskabelige eller kristne forståelse, ser han hans sandhedssøgen som storslået. Og en måneds tid efter skriver Nietzsche tilbage fra Nice, at han på sin næste rejse til Tyskland har sat sig for ”at beskæftige sig med det psykologiske problem Kierkegaard”. Som et kuriosum kan det nævnes, at i marts 1880 bestiller Nietzsche et værk af H.L. Martensen (Grundriss des Systems der Moralphilosophie). Martensen bliver som efterfølger for Mynster den øverste kirkelige i Danmark, og som sådan en af Kierkegaards hovedfjender i kirkekampen i 1855. Martensens bog sætter sig dog ikke direkte spor i Nietzsches forfatterskab. Ud over disse sparsomme kommentarer er der ingen direkte koblinger mellem Nietzsche og Kierkegaard. Men, som allerede antydet med Brandes, er der et slægtskab i deres måde at tænke på.
Det fører mig tilbage til Heidegger, som i sin bog Hvad vil tænkning sige? ikke nødvendigvis vil betro al tænkning til sproget. Men netop Nietzsches tænkning peger for Heidegger mere og mere på, hvad tænkning vil sige. Derfor skriver Heidegger, at det ikke er tilstrækkeligt at karakterisere Nietzsches sidste skrevne sedler den 4. januar 1889 som vanvidssedler. Jo, medicinsk-videnskabeligt er betegnelsen rigtig, men for tænkningen er det utilstrækkeligt. Heidegger citerer direkte en en seddel som er rettet til Brandes:
Poststempel Torino 4. 1. 89
Til vennen Georg!
Efter du havde opdaget mig, var det intet kunststykke at finde mig: Vanskeligheden er nu den at miste mig…
Den korsfæstede
Heidegger spørger: Vidste Nietzsche, at noget umisteligt for tænkningen kom til orde igennem ham? Ja, for Nietzsche vidste, at vi moderne mennesker ikke mere kan miste ham. Selvom vi bilder os ind, at vi ikke behøver at finde ham, fordi vi mener os fritaget fra at skulle søge efter ham, da der er skrevet hundredvis af bøger om ham. Men vi kan kun komme til Nietzsche ved at tænke – ved at finde hans tænkning.
Det gør det i dybere forstand forståeligt, at Nietzsche i sit første brev til Brandes skriver:
En filosofi som min er som en grav – man lever ikke mere med. ”Bene vixit, qui bene latuit” (”den har levet vel, som har skjult sig godt”) (…) Det er en gravskrift, ingen tvivl om det!
Kun på den måde kan tænkningen holdes levende.
Mennesket står altid i centrum
Brandes er med Kierkegaard og Nietzsche med til at drive en kile ind i de ellers to herskende og gensidigt modsigende forståelser af historiens udvikling. På den ene side den ikke mere så udbredte opfattelse, at se historien med de herskendes syn. På den anden side og den i dag meget udbredte opfattelse, at se historien ud fra flertallets eller massernes syn. Begge opfattelser udtrykker den historiske magt fra hver sin vinkel, og med folkeflertallet får vi en historisk magt, som med Brandes ord giver ”noget for Statistikken at tumle med”.
Men med tænkere som Kierkegaard og Nietzsche er det afgørende slet ikke, om de har fået eller får ret. Alt menneskeligt stort i verden har ikke noget at gøre med, om det virker på nutiden eller fremtiden. Der er en dimension, som ikke kan og skal måles på sine virkninger. Det kan få selv den religionskritiske Brandes til at skrive: ”Derfor taler en Religions historiske Held, dens Sejghed og Varighed, snarere mod dens Ophavsmands Storhed end for den”. Dét er ”aristokratisk radikalisme”, og som sådan er den nødvendig, hvis liberalismen ikke skal æde os.
Som humanist, og det vil sige som menneske, må man fastholde, at der er andre perspektiver på tilværelsen end liberalismens. Samfundets problemer og løsninger må i sidste instans kobles til mennesker. Mennesket står altid i centrum, både som medvirkende årsag og som eneste løsning. Min fejring af Kierkegaard, Nietzsche og Brandes her i 2013 har hermed været at komme med en smule humanistisk forskning, som ikke kun redegør for deres indbyrdes forhold, men som også peger på et aspekt ved sproget, som ofte overses – og skal overses – hvis der skal tænkes.