Surferbyen – om modernitet og urban rekreation

Byen bruges som aldrig før. Fra København til Barcelona, fra Sydney til New York, fyldes byens offentlige rum i højere og højere grad af folk der løber, cykler, ruller, spiller bold, danser, leger, dyrker fitness eller lignende. Klaus Eskelund kigger på modernitetens by – surferbyen.

FOKUS: MED BYEN SOM VIDNE – Hvad kan byen fortælle os om den verden, som vi lever i? Hvad sker der, hvis vi udspørger den historiske og moderne by? I løbet af hele maj måned sætter vi her på Baggrund fokus på arkitektur, byer og byplanlægning. Vi har spurgt en række forskere og skribenter, hvad den moderne by, byudviklinger og bytendenser kan fortælle os om vores liv, vores samfund, vores politiske og sociale situation og vores verden.

Engang måtte græsset ikke betrædes i byparken. Der var små skilte på plænerne, der forbød det, og der var patruljerende opsynsmænd til at håndhæve forbuddet. Skulle man dengang dyrke rekreativ aktivitet på grønne plæner, var man henvist til den private have eller idrætsforeningens idrætsanlæg. I byparken var stianlægget til at spadsere på, bænkene til at sidde på og de grønne plæner til at nyde på afstand. Der var godt nok legepladser i mange byparker, men der måtte hverken leges eller spilles bold på de grønne plæner. Kun i drømme kunne det lade sig gøre, som i børnebogen Palle alene i verden fra 1942, hvor Palle drømmer, at han er helt alene i verden, og derfor kan tillade sig at gå på græsset henne i byparken, lige ved siden af forbudsskiltet.

Sådan var det engang. I dag er det – med nutidens fokus på sundhed, pulserende byliv og fysisk aktivitet – blevet et ideal, ikke bare at græsset gerne må betrædes, men nærmest at det skal betrædes. Og nogle af dem, der for alvor kan siges at leve op til idealet, er tidens parkourudøvere. De springer fra tag til tag, og bevæger sig i fuldt firspring på byens mure, bænke, trapper og gelændere. Kontrasten er skærende: Fra datidens bedsteborger, der sundede sig på parkens bænk, til nutidens parkourudøver, der bruger bænken som redskab for en række kreative bevægelser.

Byen er kommet i rekreativ bevægelse som aldrig før. Fra København til Barcelona, fra Sydney til New York. Byens offentlige rum fyldes i højere og højere grad af folk der løber, cykler, ruller, spiller bold, danser, leger, dyrker fitness eller lignende. For 50 år siden var det et særsyn at se en jogger i byens rum. Man blev dengang nærmest betragtet som tosset, hvis man løb i byens offentlige rum. I dag vrimler det med løbere. I Danmark er det 31% af befolkningen, der dyrker motionsløb. Der er tale om en generel fremgang for den såkaldte u– eller selvorganiserede idræt, som i løbet af de sidste 50 år har udfordret de traditionelle og standardiserede idrætsformer – både organisatorisk og facilitetsmæssigt.

Byens idræt er ikke i samme grad som tidligere koblet til en egentlig facilitet, men er i højere grad blevet en aktivitet, der kan foregå hvor som helst. Eksempelvis når løberen trækker i løbeskoene og gør byens rum til en løbebane – eller når byens rum bliver til en parkourbane, hvilket sker når byens bænke, gelændere, trapper, mure og tage kommer til at udgøre en urban forhindringsbane. Samtidig har typen af idrætsfaciliteter også ændret sig. Der er kommet nye steder mellem, indeni og ovenpå byens huse, der er tiltænkt idrætslig bevægelse. Havnebade dukker op i takt med at mange byers industrihavne bliver til livsstilshavne. Der anlægges flere og flere fitnesscentre både indendørs og udendørs. På arbejdspladsen hænges boksebolde op, på byens pladser og plæner anlægges fitnessinstallationer og i gamle udtjente industrihaller flytter indendørs fodboldbaner eller crossfit-miljøer ind. Byens rum for bevægelse udforskes og fortolkes på en ny måde. Søgningen og tilrettelæggelsen af aktiv kropsudfoldelse i den tætte by er taget til, og det aktivt rekreerende menneske synliggøres i højere grad end tidligere i bybilledet. Hvor græsset ikke måtte betrædes førhen, er der nu bevægelse.

Et billede på moderniteten

Som filosoffen Gilles Deleuze udtrykker det et sted, så kan overgangen fra et moderne til et postmoderne samfund ses rent kropskulturelt, ved at idrætten forlader banerne og hallerne og bliver mere og mere bølgeorienteret i forhold til åbne rum. Nyere idrætter som fx surfing, skating og parkour handler ikke så meget, som det har gjort ved ældre idrætsgrene om at udfolde en kropslig kraft indenfor standardiserede rammer og hermed underlægge sig en bestemt standard, men om at sætte sig i bevægelse og vise beherskelse i mere flydende omgivelser. Det kan være byen eller havet. Byen er for skateren og parkourudøveren, hvad havet er for surferen. De er citysurfere. I byen er det bare hårdt materiale, der udgør bølgerne. Og på lignende vis kan man karakterisere andre af tidens populære idrætsaktiviteter som løb og fitnesstræning, når disse foregår i byrummet, som værende mere og mere orienteret mod byens bølger. Ja, man kan karakterisere mere og mere af bylivet i al almindelighed, til at være blevet mere bølgeorienteret.

Med sociologen Zygmunt Baumans begreb om flydende modernitet kan man sige, at nutidens parkourudøvere, eller i det hele taget idrætsudøveren i byens åbne rum, bliver et billede på en mere og mere udbredt måde at forholde sig til en flydende moderne verden.

Vi lever mere og mere i en surferby. Som surferen der ligger i vandet og spejder efter gode bølger at koble sig på, således former det moderne byliv sig mere og mere. Det gælder om at finde gode bølger at ride på, udnytte dem så længe der er muligheder i dem og derefter søge mod nye bølger, inden de gamle løber ud i sandet. Sådan gælder det i stigende grad rekreationslivet, og sådan gælder det også produktionslivet – og livet i al almindelighed.

Ord som kreativitet, leg og fleksibilitet er blevet buzzwords også i forhold til arbejdslivet. Danske LEGO har fx udviklet et koncept, hvor virksomheder tilbydes innovationskurser i Serious Play, byer brander sig som legende eller kreative byer og nutidens managementsprog er generelt præget af en herskende lege- og kreativitetsdiskurs bl.a. med surf-metaforer som centralt omdrejningspunkt. Det sidste gør fx kulturgeografen Nigel Thrift opmærksom på i The Rise of Soft Capitalism fra 1997. Nye veje. Nye ideer. Bevægelse og kreativitet. Surfing. Eller som en kendt australsk surf-reporter Tim Baker udtrykker det i bogen High Surf fra 2007: ’Surfing seems to be the image, metaphor and recreation of choice for our times.’ Og samtidig undrer han sig: ’Why surfing? Why now?’

Surfing som kompleksitetshåndtering

Blandt surfende hippier i 1970’erne var surfing en spirituel aktivitet og et billede på frigørelse fra det kapitalistiske samfunds fremmedgørelse. Et billede på en umiddelbar væren i nuet.

Hvad surfing imidlertid er blevet et billede på i dag, er mere en måde at håndtere tidens kapitalistiske krav. Surfing er blevet et billede på succesfuld håndtering af den kompleksitet nutidens kapitalistiske samfund stiller mennesker overfor. At navigere på et arbejdsmarked præget af projektansættelser og projektkultur kræver gode surferegenskaber, ligesom det kræver gode surferegenskaber at navigere i et fritidsliv hvor skiftende rekreative muligheder hele tiden byder sig til. At være surfer vil i den sammenhæng sige, at man hele tiden er tilstede i mange nu’er. Det vil sige, at man hele tiden skal koble sig til projekter, kaste egne projekter ud, ride med på bølgerne og få bevægelser på den enkelte bølge til at se godt ud. Det handler om håndtering af samfundets kompleksitet på en måde, der får det hele til at se legende let ud.

Som Luc Boltanski og Evé Chiapellos beskriver det i The New Spirit of Capitalism fra 1999, er det kendetegnende for nutidens kapitalisme, at det er en kreativ og projektorienteret etos der får mennesker til at kaste sig ind i kapitalismens produktionshjul. Tidens etos foreskriver, at det er som produktiv og kreativ surfer, man realiserer sig selv som menneske.

Vindere og tabere

Nogle mennesker gør det godt som kreative surfere. De fanger den ene gode bølge efter den anden. De er tidens vindere. Andre mennesker gør det ikke så godt. De bliver fanget af bølgernes indre centrifugale kræfter og kastes desorienteret rundt. De er tidens tabere.

En ny social deling er på spil. Tidens vindere er dem, byforskeren Richard Florida kalder for den kreative klasse. Det er dem der er idéskabende og producerer ny viden. Vinderne er de fleksible, omstillingsparate, selvstyrende, netværksorienterede og åbensindede. Vinderne skal kunne se verden som en verden af mulige forbindelseslinjer og skal som en kunstner være tryg ved flydende processer. Omvendt er taberne dem, der ikke formår at omstille sig og koble sig op til de rette netværk. Taberne er dem, der ikke ser mulighederne. Taberne er dem der har for fastlåste forestillinger om verden og vægter tryghed for højt i forhold til frihed. Taberne er dem, der bliver usikre i flydende processer.

Koblet til den urbane rekreation er vinderne dem der formår at sætte sig selv i bevægelse og holde den slanke linje. Det er dem, der formår at leve op til statens KRAM-anbefalinger som om det var deres egne krav til sig selv. Vinderne ses i byen løbe marathon og dyrke fitness og det må gerne se legende let ud – sådan lidt parkouragtigt. Typisk bosætter vinderne sig i områder for sig selv og bevæger sig i områder for sig selv. De bevæger sig bl.a. i byernes revitaliserede midtbyer, på havnefronter og i de bynære skove – på mountainbike. Det er de veluddannede med gode lønninger der bevæger sig mest. Den kreative klasse er også den rekreative klasse. Taberne derimod, er typisk mindre godt uddannet og de formår ikke at sætte sig selv i bevægelse på samme måde. De skubbes ud i byernes periferi – til sociale boligbyggerier i forstaden og et liv på kanten af KRAM-anbefalingerne. For fed kost (K), for meget røg (R), for meget alkohol (A) og for lidt motion (M). Taberne er dem der gang på gang vælger forkert og ikke flytter sig fra de gode intentioners sofalandskab foran fjerneren og ud i byens bølgende bevægelsesliv. De kan ikke lade skålen med peanutnødder stå. De fristes over evne og bliver derfor tabere i deres eget selvforhold.

Fedme bliver i denne optik et tydeligt tegn på manglende evne til at realisere egne planer og måske vor tids tydeligste tegn på en tabermentalitet.

Just do it!

Surferbyens sociale deling rejser et spørgsmål om frihedens karakter. En masse fortidige hindringer er ryddet af vejen. Græsset må gerne betrædes nu. Du kan frit bevæge dig overalt. Du kan frit skrive din egen biografi. Eller næsten frit, for det er bedre at skrive et marathon på CV’et end det er, at hygge sig (for meget). I surferbyen er der stadig masser af social kontrol. Det ser umiddelbart mere frit og legende ud det hele, men der er også meget konkurrence og foragt i det skjulte. Det hele er ikke så legende let som det ser ud. Det kræver blod, sved og tårer at fremstå som en legende succes, men det kommunikeres ofte ikke særligt tydeligt. Det må man selv finde ud af, og nogen har svært ved det.

Just Do It! – siger Nike. Bare kast dig ud det. Surferbyen er de mange muligheders by! Men det er også byen, hvor man nemt bliver desorienteret og mister fokus. Det gør surferbyen fri på en særlig måde, for mennesker med en særlig form for selvdisciplin. Men friheden har også sine ofre. Ofrene er de bølgeuduelige.

Klaus Eskelund er postdoc., Institut for Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet. Klaus Eskelund er aktuel med bogen Midt i en surfertid.