Jeg får en underlig fornemmelse af ikke at tilhøre den menneskelige race. En meget kort introduktion til Clarice Lispector

I Brasilien er Clarice kendt og elsket og læst af alle. I Europa læses hun af kønsforskere og andre med særlig interesse for modernistisk, eksperimenterende litteratur. Elisabeth Friis introducerer her til et overset forfatterskab.

Et ofte citeret udsagn om den brasilianske forfatter Clarice Lispector (1920-77) stammer fra den franske kønsteoretiker og forfatter, Hélène Cixous. Lispectors forfatterskab afspejler, siger hun, hvad der var blevet skrevet: “(…) af Kafka, hvis han havde været kvinde, af Rilke, hvis han havde været jødisk brasilianer født i Ukraine, af Rimbaud, hvis han var blevet mor og var blevet 50 og af Heidegger, hvis han var holdt op med at være tysk.”

Da jeg for nogle år siden sad og skrev en pressemeddelelse i forbindelse med Forlaget Arenas udgivelse af Lispectors gennembrudsbog, novellesamlingen Familiebånd (1960), overvejede jeg længe om jeg skulle bruge citatet i pressemeddelelsen. På den ene side lyder det enormt flot – hævdelsen af, at alle disse modernistiske giganter på en eller anden måde bor i en brasiliansk kvindes forfatterskab. Det kunne måske have en strategisk effektiv virkning på litteraturredaktørerne? Og måske var det også Cixous’ intention med det? På den anden side ville jeg ikke bidrage til at læse Lispector som noget som helst andet end en forfatter, der satte sin absolut egen litterære dagsorden. Et yderligere problem var den blotte benævnelse af Cixous i forbindelse med Lispector. Cixous har spillet en afgørende rolle for Europas kendskab til Lispector. Men hendes prisværdige indsats har også betydet at det er Cixous’ Lispector – skaberen af idéen om écriture féminine’s Lispector – og ikke Lispector-Lispector som folk kommer til at tænke på, når man nævner hende – hvis de da overhovedet kommer til at tænke på noget.

Fra mit samarbejde med Lispectors danske oversætter, Tine Lykke Prado, véd jeg, at for en brasilianer hedder Clarice virkelig aldrig andet end Clarice. I Europa bruger man derimod hendes efternavn – ofte udtalt med fransk accent. I Brasilien er Clarice kendt og elsket og læst af alle. I Europa læses hun af kønsforskere og andre med særlig interesse for modernistisk, eksperimenterende litteratur.

Det er en bemærkelsesværdig forskel, men faktisk holder forfatterskabet helt uproblematisk til begge dele. Det er let at læse de korte og fascinerende tekster i Familiebånd. Ofte portrætteres hjemmegående husmødre fra det bedre borgerskab på en urovækkende og grænsesprængende måde. Kvinderne fanges på tærsklen til dét udenfor, som de frygter og dog længes imod. Den hypnotiserende fortælling Kærlighed handler om Ana, der en dag bliver slået ud af sin vanlige kurs, idet den sporvogn hun sidder i pludselig standser brat op, og hun ser en mand som tygger tyggegummi udenfor vinduet. Ikke noget særligt sker der, nej, men hun flygter alligevel, åbenbart grundløst, ud af sporvognen og havner, sært tilpas, på en bænk i botanisk have:

“Træernes frugter var sorte og søde som honning. På jorden lå indtørrede frugtkerner fulde af små propeller, som små rådne hjerneskaller. Bænken var plettet af rød saft. Vandet rislede blidt af sted. På træstammen sad en elegant edderkop naglet fast. Den rå verden var fredfyldt. Det var et dybfølt mord. Og døden var ikke som man skulle tro. Samtidig med at verden var imaginær, var det også en verden som kunne fortæres med tænderne, en verden af vældige georginer og tulipaner. Stammerne var gennemtrængt af bladlignende parasitter med bløde klistrede arme. Og som modstanden, der går forud for en overgivelse − var det fascinerende, kvinden følte lede, og det var fascinerende.”

Dét tema, som Lispector allerede slår an her i denne tidlige fortælling, er længslen efter transformation. En transformation, der kan sætte den subjektiverede fri. Det er en voldsom process. En smertefuld process. En proces, hvor døden er til stede hele tiden. I romanen Passionen i følge G.H. (1964) bliver hovedpersonen G.H. til en kakerlak; men det er ikke, som i Kafkas Forvandlingen, en forvandling, der sker overnight. Det er selve den desubjektiverende transformationsproces, den ulidelige, flydende mellemtilstand, der er romanens point de capiton.

Lispectors forsøg på at desubjektivere tekstens subjekt bliver sat på spidsen i det sidste og vilde hovedværk, Água viva (1973), der udkommer i Tine Lykke Prados oversættelse på forlaget Arena i efteråret 2015.  Lispector skrev i årene 1967-73 søndagsklummer for avisen Jornal do Brasil. Klummeformens mere personlige stil flyttede konkret ind i den tekst, som hun løbende skrev på i perioden, og den endte med at blive til hovedværket Água viva. I Água viva er adskillige tekstpassager tilsyneladende direkte sakset fra klummerne. Eller måske er det snarere omvendt, så at flere avisklummer simpelthen er fisket ud af en forhåndenværende stak af udkast, skitser og notater til romanen. Uanset rækkefølgen må det konstateres, at klummeskrivningsfasen falder sammen med fremkomsten af Água vivas på samme tid depersonaliserende og stærkt personlige stemmeføring. Água viva  kan på den ene side læses som en form for bio-grafi. En skrift som er mærket af en singulær krops liv. På den anden side er hele romanens bevægelse rettet mod en opløsning af 1. person singularis – med tekstens egen formulering:

“Der er mange ting jeg ikke kan fortælle dig. Jeg vil ikke være selvbiografisk. Jeg vil være ”bio”.

Jeg skriver i ordenes strømmen.”

Da Água viva udkom havde bogens udgivelse været annonceret i mindst et års tid. Forfatteren havde i interviews flere gange erklæret, at bogen var udgivelsesklar. Men Lispector var så åbenbart alligevel blevet i tvivl om, hvorvidt teksten var blevet for personlig, hvorefter hun omskrev bogens udsigelsesposition. Af tidligere versioner af manuskriptet fremgår det, at tekstens udgangspunkt længe var langt mere autobiografisk funderet end det, som vi finder i den tekst som Lispector endte med at give sit imprimatur. Eksempelvis har bogens skrivende subjekt på udgivelsestidspunktet skiftet profession fra forfatter til maler og bogens titel er gjort mere almen. Arbejdstitlerne på det manuskript, der senere blev udgivet som Água viva, var henholdsvis “Monolog med livet” eller “Skrigende objekt” [Objeto gritante]¹. Den opsigtsvækkende titel “Skrigende objekt” forekommer at referere til en situation der – også i det virkelige liv – var Lispectors. Hun var i 1966 ude for en alvorlig brandulykke, idet hun efter indtagelse af sovepiller faldt i søvn med en cigaret i hånden hjemme i sin lejlighed og hun kom sig aldrig over sine alvorlige brandsår.² Blandt andet blev hendes højre (skrive-)hånd stærkt beskadiget og måtte opereres flere gange. Den 10. maj 1969 finder vi under overskriften “Rebellion” så den følgende passus i Jornal do Brasil-klummen:

“When they removed the stitches from my hand after they had operated between the fingers, I screamed with pain. I screamed with pain and anger because the pain was an insult to my physical integrity. But I was no fool. I took advantage of my pain and screamed at the past and the present. I even screamed at the future, dear God.”

Her er det virkelighedens Clarice Lispector, der fremstiller sig selv som et skrigende objekt. At lægerne fjerner stingene erfares som et angreb på hendes “integritet” – hun er et objekt i deres vold. Men tavs er hun ikke. Når der nu er anledning til at skrige, kan man ligeså godt få det gjort så grundigt som muligt: Skrige godt og forløsende grundigt ad fortiden, nutiden og fremtiden.

Og endskønt forfatteren inden udgivelsen bestemmer sig for at fjerne de mest genkendelige, personlige referencer fra Água viva er teksten stadig forankret i en udsigelsesposition, som ligner klummens og arbejdstitlens “skrigende objekt”. Intens smerte og intens forløsning er uadskillelige komponenter i tekstens bestræbelse på at genføde subjektet til en ny tilstand som desubjektiveret del af livets levende strøm. Eller måske som vandmand? Titlen Água viva betyder i hvertfald både “rindende, levende vand” og “vandmand”, hvor vandmanden her på flere måder (alt afhængig hvilken type vandmand, der er tale om – den brændende, giftige slags eller den blot våde hvirvelløshed) udgør en ret præcis dantesk contrapasso til det forbrændte, skrigende objekt, der ved udgivelsen ikke længere er tekstens manifeste, men dog latente, fortegn.

Água viva udgør, både via sin rytmiske materialitet og sine reversible billeddannelser, et forsøg på at fremskrive en ny og faktisk post-human tilstand ved at lade subjektet blive “ugjort” – og det projekt, hvis både smertefulde og forløsende karakter fremgår af tekstens berømte åbningslinjer, artikuleres netop som et skrig eller et hyl:

“Det er med vild glæde. Et sandt halleluja. Halleluja, råber jeg, et halleluja iblandet det mørkeste menneskelige hyl af adskillelsens smerte, men dog et skrig af diabolsk lykke. For ingen holder mig fast længere. Jeg har stadig min fornuft – jeg har læst matematik, som er fornuftens vanvid – men nu vil jeg grundstoffet – jeg vil ernære mig direkte fra moderkagen. Jeg er lidt bange: bange for at give mig hen, for det næste øjeblik er det ukendte. Skaber jeg det næste øjeblik? eller bliver det til af sig selv? Vi skaber det sammen med vort åndedræt. Behændigt som tyrefægteren i arenaen.”

Det er vildt at læse Água viva. Meget vildt. Og det minder ikke det mindste om at læse hverken Kafka, Rilke, Rimbaud eller Heidegger. Lispector skriver anti-antropocentrisk litteratur, der alligevel er skrevet med (kvinde-)kroppen. Og hun skriver fra alle tænkelige faser af frigørelsen. Hun er enormt nem at læse og enormt hård at læse. For hun skriver, som der står i Água viva, måske til os fra en anden verden – en verden hinsides det menneskelige blik:

“Jeg skriver til dig fordi jeg ikke forstår mig selv.

Men jeg går selv videre. Smidigt. Den skov hvori jeg overlever for at være til er et sandt mysterium. Men nu tror jeg det sker. Det betyder: jeg træder ind. Jeg vil kalde det: i mysteriet. Jeg er selv mystisk og inde i kernen hvor jeg svømmer rundt som en urcelle. En dag sagde jeg barnagtigt: jeg kan alt. Det var en forudanelse af en dag at kunne give los og lade mig føre væk fra enhver form for lovmæssighed. Smidig. En vild glæde: den hemmelige ekstase. Jeg kan digte en tanke. Jeg fornemmer nyhedens turbulens. Men jeg er godt klar over at det jeg skriver blot er en tone.

I denne kerne får jeg en underlig fornemmelse af ikke at tilhøre den menneskelige race.”

Ja, den fornemmelse genkender jeg sagtens fra min læsning af Clarice. Hvilket naturligvis er ment som den stærkest tænkelige anbefaling.

Elisabeth Friis er docent i Litteraturvidenskab, Lunds Universitet, redaktør af Kritik og redaktør af Forlaget Arenas Clarice Lispector-udgivelser. Seneste udgivelse: Eros. Lemmeløsning og bevingede ord i tidlig, græsk poesi, Forlaget Upress, 2015.

Clarice Lispector på dansk:

Stjernens time Oversat af Peer Sibast, Husets Forlag, 1989.
Passionen ifølge G.H af oversat af Peer Sibast, Husets Forlag, 1995.
Familiebånd Oversat af Tine Lykke Prado, Forlaget Arena, 2011.
Água viva Oversat af Tine Lykke Prado. Udkommer på Forlaget Arena, oktober, 2015.

Anvendt litteratur i øvrigt:

Clarice Lispector: Discovering the World, Carcanet, 1992.
Benjamin Moser: Why This World: A Biography of Clarice Lispector, Oxford University Press, 2012.
Marta Peixoto: Passionate Fictions: Gender, Narrative, and Violence in Clarice Lispector, University of Minnesota Press, 1992.

¹Peixoto [1992, 60-82] omtaler versionerne. Jeg har personligt konsulteret en af dem og heraf fremgår af manuskriptforsiden følgende tre-fire titler tydeligt: ”obje[c]to gritante” (m. skrivemaskineskrift), herunder  en (under?)-titel, ligeledes m. skrivemaskineskrift: ”monologo com á vida” (overstreget med kuglepen) + en svært læselig, overstreget titel ligeledes skrevet med kuglepen og et tydeligt Água Viva i hjørnet (i parentes, skrevet med kuglepen og stor, rund skrift).

²Detaljerne kan studeres i Benjamin Mosers biografi om Lispector [2012]. Samme Moser synes i sit forord til den engelske oversættelse af Água viva at glæde sig over at Lispector befriede sit endelige manuskript for personligt stof og siger om den tidligere manuskriptversion Objeto gritante: ”If at times the manuscript is as brilliant and inspired as the mature work of a great artist, at other times it is as dull and uninspired as a housewife’s neighborly chitchat.” [2012a, viii]