Det andet FN

Den 1. jan­u­ar, 1942, mødtes repræsen­tan­ter for de 26 allierede i Wash­ing­ton D.C. og under­skrev Dec­la­ra­tion of Unit­ed Nations. Doku­mentet inde­holdte den første offi­cielle brug af de “Forenede Nation­er”.

FN er meget andet end 15 statsrepræsentanter i en mahognibeklædt sal. Dét FN, der viser sig, når Sikkerhedsrådet tages ud af ligningen, er et FN, der konstant bevæger verden omkring os.

FOKUS: DET ANDET FN FN er meget andet end 15 stat­srepræsen­tan­ter i en mahog­nibek­lædt sal. Dét FN, der vis­er sig, når Sikker­hed­srådet tages ud af lignin­gen, er et FN, der kon­stant bevæger ver­den omkring os. Det er dét FN, der fordel­er havbun­dene i ark­tis, fred­er oldtids­min­der, opstiller fly­gt­ningele­jre og fun­ger­er som stats­magt i lande i tran­si­tion. Der­for har vi bedt forskere og FN-ekspert­er under­søge, hvor­dan FN har imødekom­met 70 års glob­ale udfor­dringer.


Vi, de forenede nation­ers folk. Sådan indledes FN-pagten. FN’s grundlæggende trak­tat, der blev under­skrevet af 50 suveræne stater den 26. juni 1945 — en god måned før Eno­la Gays bombelem åbnedes over Hiroshi­ma.

FN fejr­er i år 70 års jubilæum. For godt tre uger siden mødtes FN’s medlem­s­lande i Paris til COP21 i et forsøg på at komme nærmere en løs­ning af ver­dens kli­maud­for­dringer. Lige meget om man synes, at den nye kli­maaf­tale er løs­nin­gen eller ej, så vis­er COP21, at den 70-årige organ­i­sa­tion fort­sat spiller en klar rolle som et forum for løs­ning af prob­lematikker, der over­skrid­er suveræne staters grænser og evn­er.

Men i år har organ­i­sa­tio­nens øver­ste myn­dighed, Sikker­hed­srådet, ligeledes ind­taget hov­ed­sce­nen. For mange men­nesker er Sikker­hed­srådets man­glende evne til at adressere det syriske regimes for­bry­delser det bed­ste bevis på, at vejen mod en fre­delig fremtid ikke går gen­nem FN, men gen­nem andre organ­i­sa­tion­er og alliancer.

Sikker­hed­srådet og dets mulige eller umulige reformer­ing fort­jen­er uden tvivl opmærk­somhed. Men Sikker­hed­srådet er ikke hele FN. FN er meget andet end 15 stat­srepræsen­tan­ter i en mahog­nibek­lædt sal, der prøver at skabe fred i ver­den. Hvis man gør Sikker­hed­srådets evne til at løse en kon­flikt, som den i Syrien, til det para­me­ter hvor­på FN’s suc­ces skal måles, vil FN kun sjældent kunne kaldes en suc­ces.

I denne artikelserie bliv­er FN målt på alt andet end Sikker­hed­srådet. Ikke for at frem­stille FN som en enty­dig suc­ces. Men for­di, at det FN, der vis­er sig, når Sikker­hed­srådet tages ud af lignin­gen, er et FN, der kon­stant bevæger ver­den omkring os. Det er dét FN, der fordel­er havbun­dene i ark­tis, fred­er oldtids­min­der, opstiller fly­gt­ningele­jre og fun­ger­er som stats­magt i lande i tran­si­tion.

Da FN blev grund­lagt i 1945 var det et meget speci­fikt svar på et meget speci­fikt prob­lem. Først og fremmest skulle FN, som det blev erk­læret i FN-pagten, “frelse kom­mende gen­er­a­tioner fra kri­gens svøbe, som to gange i vor lev­etid har bragt usigelige lidelser over men­neske­he­den.” I disse indle­dende ord fra FN-pagten er en af pro­jek­tets cen­trale spændinger tydelig: svarene på en gen­er­a­tions prob­le­mer gøres til svarene på de kom­mende gen­er­a­tioners end­nu ukendte prob­le­mer. Pro­jek­tet påkaldte sig dermed en uni­ver­salitet, der havde til hen­sigt at række langt ud over sin egen samtid.

FN-pagten fra 1945 er stadig FNs grundlæggende man­dat — og dermed den tekst, som FN fort­sat skal finde hjem­mel i. Man­datet, der blev for­fat­tet til at løse én tids udfor­dringer, har dermed gjort sig gældende i 70 års glob­ale udfor­dringer. Resul­tatet har været en kon­stant gen­for­tolkn­ing af dets betyd­ning. Noget, der også har gjort sig gældende for alle senere FN-trak­tater. De strækkes, bøjes og for­lades i takt med, at medlemsstater, og organ­i­sa­tio­nen selv, skal svare på de udfor­dringer, der møder dem.

Lige præ­cis for­di, FN påberåber sig en så høj grad af uni­ver­salitet, men­er vi, at FN skal behan­dles gen­nem alt andet end store og uni­verselle his­to­ri­er om, hvad organ­i­sa­tio­nen er, kan og bør være. Der­for har vi bedt forskere og FN-ekspert­er under­søge, hvor­dan FN har imødekom­met en ver­den, der kon­stant foran­dr­er sig — med et man­dat, der sjældent gør.

Scroll til toppen