“Flygtningekrisen” er en politisk krise
Hannah Arendt skrev essayet ”Vi flygtninge” i 1943 som statsløs flygtning. Essayet beskriver de jødiske flygtninges umulige situation før og under Anden Verdenskrig og udvikler derigennem en original analyse af flygtninge som et politisk fænomen – en analyse der også kan hjælpe os med at forstå den såkaldte “flygtningekrise” vi står overfor i dag.
Hannah Arendt var en af det 20. århundredes største politiske tænkere. Hun var også statsløs flygtning i 18 år af sit liv. I essayet ”Vi flygtninge,” skrevet i New York i 1943, reflekterer hun over det at være flygtning og flygtningenes politiske betydning som tegn på nationalstatens begrænsninger i en analyse, der potentielt også kan bruges til at forstå den såkaldte ”flygtningekrise” i dag.
Arendt påpeger at jødernes eksklusion og forfølgelse ikke var et isoleret fænomen, men en del af en meget større politisk tendens, der sidenhen også ramte andre af Europas befolkninger. Med afsæt i Hannah Arendts essay kan den forstås som et produkt af det politiske system, der blev konsolideret efter Første Verdenskrig; et politisk system bestående af nationalstater, der fokuserede på snævre nationale interesser og ekskluderede og forfulgte mindretal og politiske dissidenter.
Hannah Arendt på flugt
Hannah Arendts liv som flygtning startede i 1933. Adolf Hitler var kommet til magten et par måneder forinden og Hannah Arendt var i gang med at dokumentere den systematiske antisemitisme og diskrimination i landet, da hun blev anholdt og afhørt af Gestapo. Hun blev løsladt efter otte dage og flygtede kort efter til Prag og derfra videre til Genève for til sidst at nå Paris, hvor hun forblev indtil den franske regering begyndte at internere eksil-tyskere og politiske dissidenter i forbindelse med Anden Verdenskrig. Hannah Arendt blev sendt til en kvindelejr i Gurs. Det lykkedes hende dog at undslippe i det kaos, der fulgte i kølvandet på Frankrigs nederlag og sidenhen sikre sig et nødvisum til USA. De tilbageværende jøder i Gurs blev senere deporteret til Auschwitz.
Hannah Arendt ankom til New York i maj 1941. Hun lærte sig selv engelsk og fandt arbejde som skribent og underviser. Selvom det var lykkedes at undslippe Europa, kunne hun ikke vide sig sikker: Antisemitismen florerede også i det amerikanske samfund og efter USA’s indtræden i krigen blev personer af tysk, italiensk og japansk herkomst klassificeret som ”fjendtligsindede udlændinge” og fik indskrænket deres rettigheder – mange blev desuden forflyttet fra strategisk vigtige områder, interneret eller måtte leve under udgangsforbud.
Det var i denne periode ‒ som statsløs flygtning i et fremmed og uforudsigeligt land med uregelmæssige og urovækkende nyheder fra venner og bekendte i Europa ‒ at Hannah Arendt i 1943 skrev ”Vi flygtninge.”
Assimilation og antisemitisme
Arendt skildrer levende den konstante usikkerhed forbundet med livet på flugt og udstiller paradokserne ved integration – eller assimilation som hun bramfrit kalder det – i grundlæggende antisemitiske samfund.
Hun beskriver hvordan mange flygtninge overidentificerede sig med deres nye hjemlande i et forsøg på at blive accepteret af samfundet og minimere den grundlæggende usikkerhed, der kendetegnede deres eksistens. Men ifølge Arendt var det en blindgyde.
Hun udstiller udsigtsløsheden i flygtningenes forsøg på at skjule deres baggrund for at blive en del af et samfund, der konstant forsøgte at ekskludere dem, fordi de var jøder. De ville aldrig blive en del af samfundet, fordi den helt grundlæggende præmis for deres bestræbelser, var opfattelsen af dem som fundamentalt fremmede overfor det nationale fællesskab. Og det ville imitation og nypatriotisme ikke ændre på. Assimilation var derfor en blindgyde for de jødiske flygtninge. De kunne måske opnå at blive tolereret midlertidigt, men de ville aldrig blive accepteret som en del af det nationale fællesskab.
Og det var ikke bare et problem for jøderne, ifølge Arendt, men et udtryk for en større og mere systematisk tendens, for som hun skriver ”kort efter jøderne blev fredløse i Europa, skete det samme for de fleste europæiske folk”. Med afsæt i Hannah Arendts essay og senere arbejde kan vi forstå dette som et produkt af det politiske systems helt grundlæggende begrænsning: Den moderne nationalstats eksklusivitet.
Det politiske systems begrænsninger
Det politiske system der blev konsolideret efter Første Verdenskrig, var baseret på nationalstater. Den moderne nationalstat er per definition begrænset til nationen – forstået som et historisk etnisk, kulturelt eller sprogligt afgrænset fællesskab man fødes ind i (nation er afledt af natio: latin for fødsel) – som definerer og legitimerer den. Nationalstaten er med andre ord baseret på en grundlæggende eksklusion af alle, der ikke er en del af nationen. De der ekskluderes udgør i teorien et andet nationalt politisk fællesskab indenfor det internationale politiske system.
Men virkeligheden var imidlertid mere kompliceret. De store imperiers kollaps, mange multinationale territorier og fordrevne folk komplicerede grænsedragningen efter Første Verdenskrig og betød, at store befolkningsgrupper befandt sig udenfor grænserne og beskyttelsen af en nationalstat – i et politisk og juridisk tomrum. Det internationale samfund forsøgte at sikre disse gruppers rettigheder gennem minoritetstraktater og –aftaler uden nogen reel effekt.
Den eksklusive definition af nationalstaten betød, at inden- og udenrigspolitik blev defineret af nationalisme og snævre nationale interesser – ofte i konflikt med andre nationalstater og på bekostning af nationale mindretal. Flere af de europæiske nationalstater forsøgte at indlemme, hvad de opfattede som dele af nationen, der befandt sig udenfor statens grænser og udstøde minoritetsgrupper ved at denationalisere, forfølge eller forflytte dem.
De europæiske nationalstaters eksklusivitet intensiveredes i takt med, at konflikterne mellem dem eskalerede. Flere og flere mennesker blev ekskluderet og måtte gå en usikker fremtid i møde som minoriteter eller flygtninge ”ubeskyttet af konkrete love og politiske konventioner”.
Statsløse minoriteter såsom jøderne var særligt udsatte; ekskluderet fra hele det politiske system, uden rettigheder eller beskyttelse fra en stat – forfulgt og senere udsat for folkemord. De jødiske flygtninges skæbne udstillede tydeligere end nogen andre dette politiske systems helt grundlæggende begrænsninger.
Men Hannah Arendt insisterede på, at deres skæbne ikke var unik. De var rigtignok blandt de første, der blev forfulgt og fordrevet, men de var langt fra de sidste: Nationale mindretal, politiske dissidenter og andre befolkningsgrupper mødte lignende skæbner under Anden Verdenskrig.
De jødiske flygtninge der bevægede sig fra land til land var produkt af et politisk system, der på systematisk vis udstødte og undertrykte minoriteter og politiske dissidenter; et politisk system bestående af nationalstater, der hverken kunne eller ville beskytte mennesker som mennesker, kun som lydige medlemmer af nationen.
”Flygtningekrisen” er en politisk krise
Man skal altid være påpasselig med at sammenligne forskellige historiske epoker. Vi befinder os ikke i mellemkrigstidens Europa eller en periode, der kan sammenlignes med Anden Verdenskrigs rædsler. Men det er heller ikke det, Hannah Arendts essay handler om. Det handler om flygtninge og nationalstatens begrænsninger – udfordringer vi også står overfor i dag.
Meget har naturligvis ændret sig siden mellemkrigstiden: Artikel 14 i FN’s menneskerettighedserklæring fra 1948 anerkendte forfulgte individer og gruppers ret til at søge og modtage asyl i andre lande og blev uddybet i Flygtningekonventionen fra 1951 (opdateret i 1967) såvel som konventionen til begrænsning af statsløshed fra 1961.
Formålet med disse erklæringer og konventioner var at forebygge, at individer eller grupper skulle ende i samme situation som de statsløse flygtninge i mellemkrigstiden; systematisk ekskluderet og forfulgt. Men det er de selvsamme konventioner som flere politikere insisterer på at ”presse” eller helt omgå i dag, hvor Europa står midt i en ny flygtningekrise.
Europa er i dag præget af skinger nationalistisk retorik akkompagneret af praktiske politiske tiltag baseret på snævert definerede nationale interesser: stramninger af asylreglerne, genintroduktion af grænsekontrollen, Dublin-forordningen og befæstningen af Europas ydre grænser – ineffektive og kortsigtede forsøg på at ekskludere udefrakommende flygtninge.
Det internationale system af nationalstater lader hverken til at kunne eller ville løse situationen. Hannah Arendt advarer os om, at der ikke er tale om en flygtningekrise, men en systematisk politisk krise med rod i nationalstatens eksklusivitet. Og så længe reaktionerne på flygtningestrømmene dikteres af nationalisme og snævre nationale interesser, vil det forblive umuligt at finde en løsning.
Det er en urovækkende fremtidsudsigt, som Hannah Arendt pointerer til sidst i ”Vi flygtninge”:
”De europæiske folks harmoniske sameksistens blev splintret da, og fordi, de tillod, at deres svageste medlemmer blev ekskluderet og forfulgt”.
Mikkel Flohr er Ph.d.-studerende ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv, Roskilde Universitet. Mikkel Flohr har oversat og skrevet efterordet til “Vi flygtninge”, der er udkommet på Slagmarks Forlag.