Regnemaskinen
En trækasse med tandhjul og håndkraft, heri bestod mekanikken i 1600-tallets første regnemaskiner. Men selvom den både kunne addere, subtrahere, multiplicere og dividere var der ingen, der gad at købe den.
BAGGRUNDS KABINET Historierne bag de mest selvfølgelige objekter glemmes ofte i hverdagen. I Baggrunds Kabinet præsenterer vi en række dagligdagsobjekter i forhåbningen om, at de ikke alene kan fortælle os om fortiden, men ligeledes være omveje til at reflektere over objekternes plads og brug i dag.
Med pen, papir og multiplikationstabeller sad Johannes Kepler i starten af 1600-tallet fordybet i sin lærer Tycho Brahes observationer og ledte efter de fysiske love, som måtte gælde for bevægelser i solsystemet. Nye og forbedrede observationsteknikker havde gjort indsamlingen af data om de nærmeste himmellegemers bevægelse nemmere – men med den større mængde data fulgte et tilsvarende stort arbejde med bearbejdningen af tallene, og for Kepler gik uoverskueligt meget af hans tid med store multiplikationer.
Beregningerne var meget omstændelige, og Kepler måtte bruge redskaber som multiplikationstabeller eller Napiers knogler. Kepler beklagede sig i en brevudveksling med sin ven, tyske Wilhelm Schickard, som var astronom, matematiker og kartograf, at hans beregninger af stjernernes afstand på himlen begyndte at blive for besværlige og langsomme med alt for store tal og besvær med multiplikationstabellerne.
Schickard var fascineret af de smukke maskiner og det var i høj grad også det æstetiske element, der gjorde, at han ønskede at bygge en maskine til at løse Keplers matematiske problem.
“Jeg har forsøgt at finde en mekanisk måde at udføre beregninger, som du indtil nu har udført med hånden. Jeg har konstrueret en maskine, som består af elleve hele og seks delvise tandhjul, som kan beregne automatisk, addere, subtrahere, multiplicere og dividere. Du ville hvile tilfreds, hvis du så, hvordan maskinen lægger tiere og hundrede sammen mod venstre, og gør det modsatte ved subtraktion.”
I 1623 havde han bygget den første regnemaskine – eller regneuret, som han kaldte den; en trækasse med en række tandhjul og vandrette pinde til indstilling af regnestykket og et opretstående display. Maskinen kunne både addere, subtrahere, dividere og multiplicere, og særligt det sidste var afgørende for, at maskinen kunne bruges til de beregninger, der skulle til, for at nå endnu længere ud på stjernehimlen.
Dog måtte resultatet ikke være større end seks cifre, og en lille klokke ringede, hvis man var ved at overskride kapaciteten.
Kepler nåede dog aldrig at få glæde af maskinen. Den gik tabt i en brand, hvor også alle Schickards skriverier om den forsvandt, pånær de få noter han havde sendt til Kepler. Hans regneur blev derfor aldrig taget i brug.
Nogle år senere i Frankrig og uafhængigt af Wilhelm Schickards regneur ønskede den franske teenager – og senere matematiker og naturfilosof – Blaise Pascal at hjælpe sin far, en højtstående embedsmand. Faderen havde beklaget sig over, at han på sit arbejde havde så frygtelig mange regnestykker, at han havde svært ved at følge med. Flere borgere og flere skatter og afgifter besværliggjorde hans arbejde.
Pascal havde i 1642 færdigbygget prototypen af sin regnemaskine: en rektangulær kobberkasse med seks synlige tandhjul på toppen, som brugeren drejede med håndkraft, hvorefter resultatet kunne ses i seks felter over tandhjulene. Maskinen, der ganske vist var avanceret for sin tid, var kun tænkt til at kunne addere og subtrahere. Pascal fik bygget halvtreds maskiner med henblik på salg, men regnemaskinen blev aldrig en kommerciel succes, formentlig fordi den var for klodset.
Kepler fremsatte sine banebrydende love om planternes bevægelse, og Frankrigs bogholdere klarede sig uden Schickards og Pascals regnemaskiner.
Alligevel udpeger eftertiden Schickard og Pascals maskiner til at være verdens første regnemaskiner og dermed forløberne for den digitale lommeregner, der er beslægtet med computeren – datalogien er blevet sig selv bevidst og har fået behov for at skrive sin egen historie. Hvad der i Schickards og Pascales samtid ikke har haft den store betydning, er nu indskrevet i datalogiens historie som computerens helt spæde, men altafgørende begyndelse.
Selvom begge maskiner var for klodsede og aldrig fandt anvendelighed eller udbredelse, vedblev idéen at eksistere i flere århundreder. Der findes flere efterfølgende forsøg på at lave en maskine til at bistå mennesket i omfattende beregninger.
Der skulle dog gå omtrent tre hundrede år, før teknologien tillod udførelsen af den brugbare og elegante regnemaskine, som tog revanche for de første versioner og hjalp fysikerne ud i de uudforskede dele af stjernehimlen.
Videre læsning
Misak, Cheryl (2020). Frank Ramsey: A Sheer Excess of Powers. Oxford University Press.
Ramsey, F.P. (1990). Philosophical Papers. Cambridge University Press.
Kripke, Saul (1981). Wittgenstein: On Rules and Private Language. Blackwell Publishing.