Badet som katedral: en rejse gennem badets Europa

Nogle bade er bygget til arbejderen, andre er bygget til kongen. Arkitekt Jens Vium rejser gennem Europa for at finde en badekultur, der ikke kun handler om hygiejne og motion, men også om glæden ved at opholde sig i vand, og hvordan det ses i arkitekturen.

FOKUS: DET BADENDE MENNESKE For de fleste danskere er badet en naturlig del af den daglige ruti­ne, men vi tænker sjældent over, hvor­dan dét at træde ind i en brusek­abine har fået en fast plads i vores dagligdag. Hen­over som­meren sæt­ter vi fokus på det badende men­neske og ser på, hvad badet som sted og han­dling kan afs­løre om vores kul­tur, og hvor­dan vores kul­tur har været med til at forme badet, som vi kender det i dag.

En vin­terefter­mid­dag i Helsin­ki. Jeg kan ikke finde ro. Det er koldt og mørkt. Og jeg er grænseløst irriteret. Jeg går rundt og overve­jer, hvad finnerne gør om vin­teren i denne svært hånd­gri­belige by. Saunaen! Selvføl­gelig! Det må være dér, finnerne bliv­er varmet helt ind i sjælen. Jeg find­er ud af, at der lig­ger et gam­melt offentligt bad i cen­trum; en svøm­me­hal, der frem­står næsten uæn­dret fra 1920’erne. Jeg forestiller mig en stor udtryks­fuld bygn­ing. Men stedet vis­er sig at være en boligkar­ré. Jeg går rundt og rundt og kan ikke finde nogen svøm­me­hal, indtil jeg støder på en trædør – på stør­relse med en nor­mal opgangs­dør – og et skilt: SIMHALL, UIMAHALLI, svøm­me­hal på fin­sk og sven­sk. Inden­for bestiller jeg en bil­let til badet i stuee­ta­gen, der vis­er sig at ligge i direk­te for­læn­gelse af recep­tio­nen. To skridt fra bil­letvin­duet passer­er jeg der­for gen­nem to hæn­gende tæp­per og befind­er mig nu ved bassinets kant. Folk er nøgne, nogle svøm­mer, andre sid­der i rum­met. Her er en stille, sakral stemn­ing.

Bade i alle deres afskygninger

Svøm­me­bassinet lig­ger i et aflangt hov­e­drum i to høje etager, flankeret af søjler og bue­gange. Mit skab befind­er sig i en af disse bue­gange, hvor jeg klæder mig af – lige ved bassinets kant. Det er en sjovt naturlig oplevelse, der føles meget mere fri i forhold til den typiske danske oplevelse, hvor man trip­per rundt i et tarveligt halvkoldt flise-kon­tor-fæl­lesskab, der lige så godt kunne være et obduk­tion­srum som et omk­læd­ningsrum. Det virk­er som et sted, der er vok­set ud af tiden, ud af kul­turen. Som en sten, der har fun­det sin form gen­nem mange års slid.

Efter flere fan­tastiske badeo­plevelser i Helsin­ki beg­y­n­dte jeg at besøge badene omkring mig i Dan­mark. Men ingen af dem var af særlig høj kvalitet. De fleste havde knastørre saunaer, hvor man ikke kunne kaste vand på stenene, og dødsyge bruseo­plevelser med flade elek­tro­n­iske knap­per. Selv smukke bade som Øbro-badet og Spanien i Aarhus er blevet restau­r­eret ud af deres storhed, og de lig­ger nu hen som hygiejniske højborge, der måske er lette at spule for rengøringsper­son­alet, men som for brugerne er næsten umulige at nyde oprigtigt.

Sjæl­lands­gade Bad på Nør­re­bro er en fan­tastisk und­tagelse, men det var først efter en rejse rundt i Europas bade, at jeg kunne forstå badet og ind­skrive det i en større fortælling.

Oplevelserne med badene i Helsin­ki og mit møde med Sjæl­lands­gade­badet, som jeg efter­hån­den beg­y­n­dte at besøge næsten ugentligt, fik mig til at indlede en søgen. En søgen efter en badekul­tur, der havde været ukendt for mig. En badekul­tur, der ikke kun han­dlede om hygiejne og motion, men også om den sim­ple glæde ved at opholde sig i vand – om ren krop­slig nydelse. Det var ikke en søgen efter en nos­tal­gisk epoke, hvor alt­ing var bedre, men efter en peri­ode, hvor det arkitek­toniske fokus lå et andet sted.

På bib­lioteket skabte jeg mig et overb­lik over badets his­to­rie og dets kul­turelle vær­di i Europa: Jeg læste om, hvor­dan krige mellem store kul­tur­er også har været krige om, hvor­dan man gik i bad. Om hvor­dan romerne prøvede på at kvæle damp­badet; og hvor­dan kirken for­bød offentlige bade i flere århun­drede. Jeg opdagede, hvor­dan vi først hyld­ede vand som velvære, gjorde det hel­ligt, tilbad van­det og kilderne; hvor­dan vi gjorde badet til en del af vores almene dan­nelse, brugte det til krop­slig opbyggelse, og hvor­dan vi siden gav det et rent hygiejnisk for­mål, før vi igen værd­sat­te nydelsen ved det pri­vate badekar.

Badet er under kon­stant udvikling både tek­nol­o­gisk og kul­turelt. Det rus­siske damp­bad er det mest ele­men­tære bad. Et bad skabt ved at varme sten op og smide vand på dem for så at fylde et lille skindaf­grænset rum med damp og vaske sig i den fugtige luft. Jeg har også stået i en fuld-automa­tisk, high-tech brusek­abine med ind­bygget damp­bad i en lille træ-fyret nord­norsk hytte.

Men det var græk­erne, der – som de gjorde med så meget andet – forfinede badet ved at skabe en sekvens, som den badende skulle gen­nemgå, når han olieindsmurt og tilsandet havde dyr­ket motion i gym­nasierne. Romerne gjorde badene til kom­mer­cielle sted­er for velvære: Her kunne flere tusinde men­nesker være sam­let i ét bad – høj som lav. Fra lil­leasien kom de mau­riske eller tyrkiske bade kendt som ham­mam. Ham­ma­men blev bragt til Spanien, Ungarn og Balkan af de Osman­niske tyrkere. Op igen­nem his­to­rien har badekul­tur­er således skyl­let ind over og frem og tilbage i Europa. I mid­de­lalderen var badene overdådighe­dens sted­er, fyldt med mad, druk og sex. I flere omgange har kirken da også langet ud efter badene for deres usæde­lighed, begær, nøgne kroppe og sam­men­bland­ing af kønnene. Men selvom kirken for­langte badene lukket for de almene borg­ere, så bad­ede de kon­gelige og rige videre. I 1500- og 1600-tal­let var der således meget få offentlige bade. Men i samme peri­ode blev der opført fan­tastiske royale bade, der stadig står i dag.

I peri­o­den fra 1900 til 1930 skete der et skift i badekul­turen: I stedet for bade, der hen­vendte sig til overk­lassens nydelse, blev der nu bygget bade­huse til den almene befolkn­ing – bade, der mest af alt skulle tilbyde badegæsten hygiejne og motion. Der blev således bygget nogle fan­tastiske bygninger, der inde­holdt alt, hvad et bad skal tilbyde – de var visuelt smukke, rum­ligt imponerende, alment tilgæn­gelige, socialt alsidi­ge og krop­sligt til­fredsstil­lende.

På jagt efter badets katedraler

Målet med mit afgang­spro­jekt på arkitek­t­skolen var at teg­ne en ny badeanstalt i Køben­havn. For at skabe arkitek­tur, må man opleve arkitek­tur, opbygge et bagkat­a­log, se løs­ninger på arkitek­toniske udfor­dringer: Jeg måtte gen­nem min egen tilst­ede­værelse opnå en forståelse for, hvad van­det og dets tem­per­atur, luften og dens tem­per­atur, følelse og fugtighed og akustikken bety­der for rum; en forståelse for, hvor­dan man ophold­er sig i van­det.

Så jeg beslut­tede mig for at rejse ud.

Jeg ville se bade af vidt forskel­lig karak­ter. Nogle bade var bygget til arbe­jderen, andre var bygget til kon­gen. Før jeg tog afst­ed, var jeg over­be­vist om, at jeg ville teg­ne en badeanstalt som en del af en svøm­me­hal. Mod­eller og teg­ninger var godt på vej. Men på turen ned igen­nem Europa ændrede opgaven sig drastisk i mit hov­ed. Jeg fandt ud af, at det ikke var svøm­me­hallen, jeg fandt inter­es­sant og rel­e­vant, men badet som en kat­e­dral. Alt­så badet uden banesvømn­ing. Badet, der mulig­gjorde den form for sund­hed og velvære, man opnår ved at opvarme sin krop i vand og luft, strække den, bøje den, køle den ned igen og bevæge den i van­dets mod­stand – alt sam­men i rum, der udtryk­te den samme tyn­gde og ro som de største kat­e­draler.

Jeg plan­lagde turen en ons­dag. Om afte­nen spurgte jeg min mor, om jeg kunne låne hen­des lille bil – tors­dag mor­gen kørte jeg afst­ed. Jeg pakkede kun få ting. Bilen skulle være let, så den kunne press­es op i alperne af sin lille én-liters motor: tøj, to notes­bøger, tre kam­er­aer, en tele­fon med vejvis­er, en sove­pose, et ligge­un­der­lag, en tran­gia, et enmand­stelt, en pan­de­lampe og en kniv.

Arbejderbadet i Østtyskland

Første mål er Halle-Saale Stadt­bad, teg­net af Wil­helm Jost (1912−1915). Jeg ankom­mer til Haal-Saale gen­nem et halv­for­ladt indus­trik­varter. Et af dem, der er så typisk for Tysk­land, hvor bygningerne er blevet ind­taget af buske og træer og en ny form for pit­toresk for­fald – en ny natur – er skabt. Byen er smuk, men på den her ret dra­belige facon, hvor nye bygninger skævt for­mer sig i de områder, der blev pul­veris­eret under Anden Ver­den­skrig. His­toriske bygninger er genop­bygget, som de så ud før kri­gen enten efter teg­ninger, til­fældige malerier, skøn, fri fan­tasi eller slet og ret efter ønske.

Jeg bor hos Mar­tin, der er opvok­set i byen og blev født, mens den var under kom­mu­nis­tisk styre. Han vis­er mig badet, der udvendigt frem­står som et råd­hus. Det koster to euro at komme ind. Oprindeligt inde­holdte det en kvin­de- og en mande-svøm­me­hal, et romersk/irsk bad og bruse­bade. Badet bær­er vid­nes­byrd om en tid med større skel mellem kønnene. Man­de­badet er et rek­tan­gulært bassin med baner og to etager med fint udskårne trægelæn­dre, form­støbte klink­er af tyk mørk glasur og et højt buet loft. Kvin­de­badet er lige så smukt, men helt lyst, rundt og med en stor kup­pel foroven, uskyldigt og badet i naturligt lys.

I indgang­shallen stiller man sine sko og går gen­nem en smal gang mellem badets ydervæg og en trævæg, der ikke møder loftet. Her væl­ger man et pri­vat omk­læd­ningsrum, går ind i en lille træbås, lukker døren bag sig og slår en bænk ned, så døren ikke kan åbnes. På bænken læg­ger man sine ting og klæder om. Mod­sat døren man kom ind af, find­er man en dør med et lille vin­due ud til svøm­me­bassinet. Omk­lædt åbn­er man døren, men når man lukker den efter sig, opdager man, at der ikke er noget hånd­tag på yder­si­den af døren – vil man ind igen, må man hen­vende sig til bademesteren. Alt i alt en fin lille process, der med­før­er, at stedet ikke har nogen udgifter til at vedlige­holde låsene, og at brugerne slip­per for at svømme med en nøgle om hån­dled­det. For at komme videre ud til bassinet må man nu bevæge sig igen­nem bruseom­rådet. På den måde bliv­er hygiej­nen mejslet ind i arkitek­turen. Skal du på toi­let? Samme his­to­rie: for­bi bruserne og ud på toi­let­tet. Her har arkitek­ten tænkt hele processen igen­nem – lidt på samme måde som man tænker en pro­ces­sion i kirken.

Selve badet bær­er præg af fyrre års kom­mu­nis­tisk styre og er i ganske dårlig stand. Af struk­turelle grunde kan bassinet ikke fyldes helt op med vand. Den lave vand­stand bety­der, at bøl­gerne, der før skvul­pede ned i bøl­ge­bry­deren, nu bare ram­mer den flade væg og bliv­er kastet tilbage. Det resul­ter­er i et bassin, der er umådeligt ringe at svømme i, for­di van­det skvulper en over hov­edet. Svøm­me­hallen er fuld af unge, der kom­mer i grup­per og svøm­mer rundt sam­men, og man bruger mest tid på at holde pause sam­men langs kan­ten. Kan­ten er lidt speciel; på grund af den lave vand­stand opstår et stort udhæng, man kan svømme under. Under udhænget er et helt bestemt akustisk miljø, hvor man ganske nemt kan have pri­vate sam­taler, for­di sam­talerne bliv­er overdøvet af van­dets skvulpen.

Man­de­badet bliv­er frekven­teret hov­ed­sageligt af unge af begge køn. Men da jeg mor­ge­nen efter tager i kvin­de­badet, er det kun mig og en masse gam­le damer, der svøm­mer ganske lang­somt og bruger bassinet til at lave fysiske øvelser. Deres tem­po bety­der, at man kon­stant må ændre ret­ning for ikke at støde hov­edet eller arme og ben ind i de bløde, rynkede kroppe

Bygnin­gen tager en i hån­den og før­er en rundt. Man føler sig på en under­lig måde meget velkom­men og som en del af den, for­di man får lov til at bet­jene den og kan finde ud af at bet­jene den, trods det, at man er der for første gang. Det er et slags indgangsritu­al, der gør, at man føler sig ind­vi­et i et ‘de baden­des fæl­lesskab’. At man skal i kon­takt med bademesteren for at komme tilbage i sin bås, giv­er også større anled­ning til at blive bek­endt med stedets folk.

Det er en meget imødek­om­mende bygn­ing. En labyrint, hvor alle veje før­er det rigtige sted hen, hjælper dig rundt, hen, ned og i van­det. Man føler sig velkom­men på grund af den lige­fremhed, som arkitek­turen tager dig i hån­den med. Det giv­er selvtil­lid og tryghed i et rum, der for mange er fremmed, for­di man er afk­lædt.

Senere på turen besøger jeg et bad med det samme udgangspunkt, alt­så et bad som også dik­ter­er, hvor­dan man bevæger sig rundt, og i hvilken række­følge man skal gøre ting. Men i mod­sæt­ning til Halle Stadt­bad, som er et bad for byens folk, så er badet i Baden-Baden et bad for de rige og kon­gelige tilre­jsende, og badet er også den eneste grund til, at jeg rejste til byen. På den måde har badet lokket sine gæster med sin overdådighed helt siden badets forgænger, der blev opført for næsten to-tusinde år siden under den romerske kejs­er Cara­calla.

En procession i kongernes bad i Vesttyskland

Baden-Baden er kendt for Friedrichs­badet (1869−1877), teg­net af Karl Dern­feld. Jeg er kørt af Auto­bah­nen og kan nu følge vejen ind mellem de frodi­ge bjerge op langs flo­den Oos. Det er forvir­rende, bjer­gene har klemt byen sam­men nede i dalen. Alt er krøl­let, og jeg kør­er fork­ert et par gange, men kør­er via et par hårnålesv­ing op ad bjergsi­den og find­er mit lille, bil­lige Jugend-her­berg. Park­er­ingsplad­sen er stor og dækket af mos; dem, der bor her kom­mer med offentlig trans­port. Det er aften, og jeg går ned i byen for at finde mad og for at finde badet. Radis­son Hotel, butikker med dyre ure, russere, englæn­dere, tyskere, fran­skmænd, en fornem gam­mel opera. Der står vok­sne mag­no­li­etræer i gaderne. Langs flo­den lig­ger stramme tuli­pan­haver med enorme lysthuse. Gaderne er snævre, snoede og kuperede. Det his­toriske cen­trum er kom­pakt og midt i lig­ger en stor kirke og bag den det dobbelt så store bad. Faca­den er 60 meter lang i renæs­sances­til. Det min­der umådeligt meget om det enorme Cara­calla-bad (212−217) i Rom – skønt Cara­calla-badet var fire-fem gange så stort (stort nok til at rumme ca. 18 OL-svøm­me­bassin­er!). Badet er sym­metrisk over midter­ak­sen, hvor spe­jlin­gen adskiller mande- og kvin­deaf­del­ing, der mødes i et cen­tralt 17 meter højt kup­pel­rum.

Friedrichs­badet er bygget op om 17 trin. På samme måde som arbe­jder­badet i Halle, bestem­mer arkitek­turen række­føl­gen. De 17 trin er afspe­jlet i næsten lige så mange rum, der lig­ger i forbindelse af hinan­den. Man er nøgen i alle trin. Først vasker man sig under kraftige, store bruse­hoved­er, der kun kan være helt tændte eller helt slukkede. De tæn­des ved, at man drejer en stor jern­stang, på længde med en arm og med en knold på enden på stør­relse med et æble. En begiven­hed i sig selv.

Efter det føl­ger en serie af varme rum, ikke som saunaer, men store rum af gran­it med træbænke, hvor folk lig­ger og strækker krop­pen. Her er en helt præ­cis luftfugtighed, der giv­er en bestemt følelse i næsen; ikke tør og ikke så fugtig, at den press­er var­men ind i dig. Ved indgan­gen mod­tager du et hånd­klæde og bliv­er spurgt, om du har prøvet det før. Svar­er du nej, bliv­er du hen­vist til skilte, der angiv­er, hvor længe du bør være i hvert rum. Femten min­ut­ter i det 54 grad­er varme rum og fem min­ut­ter i det 68 grad­er varme rum – ét skilt for hvert rum. Herefter tager man igen et bad og aflev­er­er hånd­klædet tilbage.

De næste trin er en grad­vis opvarmn­ing af krop­pen i en nøje afmålt process. Dog er der et rum, som de ikke helt kan styre – damp­badet. Damp­en kom­mer direk­te fra en varm kilde, så tem­per­a­turen svinger dagligt, hvilket arkitek­turen også afspe­jler. Rum­met består af en række trin, hvor man kan sid­de højere eller lavere alt efter, hvilken tem­per­atur man ønsker. Luftfugtighe­den er 100%, så man føler var­men. Den varme luft er ikke hård og krads, men i stedet blød og insis­terende. Efter næsten hvert trin føl­ger et bruse­bad, så man til slut har været i fire rum og taget tre bruse­bade.

Først nu starter rummene med vand. Idéen er lang­somt at bløde krop­pen op for på den måde at geno­plive den, lade den trække sig sam­men, idet man går fra varmt til koldere vand. Efter et 36 grad­er varmt bassin kom­mer man over i et rundt bassin, der er 28 grad­er. Det er stadig varmere end stort set alle svøm­me­haller, men da det lig­ger efter det meget varme bad, gen­nemgår krop­pen en stærk oplevelse af tem­per­aturskift. Musklerne synes først svage. Det er det første bassin, hvor man kan svømme, og når man bliv­er opmærk­som på, hvor bløde ens muskler er, føles det næsten umuligt at bevæge arme og ben i van­dets mod­stand. Men krop­pen sam­ler sig, fibrene gen­vin­der deres styrke, og du føler dig frisk, ren og stærk.

Bassinet er ikke dybt, måske 1,2 meter, men til gengæld har det en kup­pel større end de fleste danske kirk­er med over syt­ten meter til loftet.

Processen er vendt: Du køles lang­somt ned og slut­ter badene med et iskold dyp. Men oplevelsen er ikke slut; du får et brand­varmt hånd­klæde og bliv­er ledt ind i et rundt rum gen­nem lydtætte dobbelt­døre. Her bliv­er du hjulpet i seng og pakket ind i varme tæp­per. Du lig­ger en halv time blandt både halvsovende og helt-sovende men­nesker. Du slut­ter af med at drikke en kop te i et stort lyst rum med balkon ud til den lille gade foran badet.

Sekvensen er utroligt forfinet, men langt fra per­fekt. Over­gan­gen fra kon­geligt bad til alle­mands adgang er ikke prob­lem­fri. Man bær­er arm­bånd, der måler, hvor længe man har været i badet, og bliv­er man for længe, må man betale ekstra. Der har sneget sig en følelse af tid og for­brug ind i rum­met. Badet frem­står ellers som et rum for dig og krop­pen, hvor man netop har købt sig til at glemme tid, penge og prob­le­mer.

Stedet er smukt og overdådigt, men føles på ingen måder vul­gært eller luk­suriøst på en casi­no-facon, hvor det til­fø­jes som et tyn­dt lag finér. Det her er bund­solidt.

Peter Zumthor’s Therme Vals

Jeg er i Schweiz og bor i en lidt større by læn­gere nede i en dal, for jeg sover i telt og tem­per­a­turen falder én grad per 100 meters stign­ing. Selvom jeg sover i dalen, er det koldt, og hver aften kom­mer vin­den ned af bjer­gene og rusker i det lille telt. Jeg har været i området nogle dage, da jeg beslut­ter mig for, at det er tid til at køre op til badet ad snoede veje, hårnålesv­ing hele vejen op gen­nem den ste­jle dal. Vejen er sprængt ind i klip­pen; men­nes­kets kamp for at finde sit eget sted og statens opgave at lave en vej der­til og bygge kæmpe broer til byer med under hun­drede ind­byg­gere.

Badet lig­ger som en sten bag nogle træer i en lille by. Byen er omgivet af grønne græs­nings­mark­er for køer, og små skure er spredt på bjergsi­den. Først kør­er jeg for­bi, og kun grup­per af arkitek­t­stud­erende afs­lør­er badets plac­er­ing. Ankom­sten til Peter Zumthor’s Therme Vals (1993−1996) i Schweiz sker gen­nem, hvad der bedst kan beskrives som en park­er­ingskælder. Jeg tvivler på, at dette er den orig­i­nale indgang. Det næste, man møder er en lang gang, hvor kilde­vand løber ud af korte mess­in­grør og efter­lad­er min­er­alske afle­jringer ned af væggen og ud på gul­vet, hvorefter det forsvin­der i en lille rende mellem gulv og væg. Gan­gen er ti meter lang, og alle vægge i badet er lavet af mørke aflange skif­fer­sten, brugt som mursten, bare fladere og læn­gere. De absorber­er ingen lyd. Lyden fra baderummene bliv­er reflek­teret ind i gan­gen, og bland­et med lyden af det plask­ende vand fra væggen bliv­er man mødt af et mæt­tet og volu­minøst lyd­billede. Alle lyde bliv­er til én lyd: støj.

Afk­læd­ning sker i et dunkelt rum med mørke, blan­klak­erede vægge og læder­forhæng. Læderet dufter og lukker al lyd ude, så du føler dig helt alene. Den udlev­erede nøgle pass­er til et skab med tilhørende hvid house­coat. Alle får den samme. Rum­met er lille, der er rimeligt højt til loftet, og væggene føles tæt på. Du føler dig alene på en behagelig måde – lidt som at køre alene i en lille bil, når det er mørkt.

Man for­lad­er omk­læd­nin­gen og går ud i det store indendørsrum. Et køligt him­mellys teg­n­er væggenes struk­tur. Varme gløde­pær­er forstærk­er mess­inggelæn­derets varme karak­ter. Man går hen i bruse­badet, hvor man efter­lad­er sit hånd­klæde og house­coat på et tyn­dt mess­in­grør, der løfter sig op af gul­vet – en fin måde at fortælle, hvor mange der er i rum­met. I bruseren må man tage sit bade­tøj af igen. Rum­met er mørkt, gul­vet er en betonover­flade, som jeg tror er spulet, lige inden beto­nen var tør, således at stenene kom­mer op af over­fladen. Det er en smuk kon­trast skabt af det varme vand på krop­pen og de grove, prikkende sten under fød­derne. Tilbage i hov­e­drum­met er du nu varmere end rum­met. Det føles koldt, men house­coat­en hjælper.

Hov­e­drum­met har et cen­tralt bassin på 32 grad­er. Langs en af væggene i bassinet er der en stang under van­det, man kan holde sig til for at slappe af – ellers må man sid­de på trap­pen. Rum­met er smukt, men det føles en anelse uroligt. Man ophold­er sig i et slags mellem­rum, som er man i en grotte, hvor rummene er blevet gravet ud, frem for at blive bygget op. Bygnin­gen føles forhis­torisk, som om den altid har eksis­teret, og at vi bare har ind­taget den for en stund. Det er som om, at man er trådt et lille skridt ud af tiden.

Badene lig­ger i sep­a­rate rum omkring det cen­trale bassin. Rum er en banal beteg­nelse for dem. De er nærmere udhulede mass­er. Man fornem­mer ikke vægge som adskil­lelser, og alt virk­er solidt. Hvert rum er som sin egen ver­den. Badene har forskel­lige tem­per­a­tur­er, 14 grad­er, 33 grad­er, 35 grad­er og 42 grad­er, nogle med lyd andre med blom­ster i van­det. Som indi­vidu­elle bade er de ikke store oplevelser. Deres lukkede vol­umen­er dan­ner inter­es­sante rum, men mærke­lige sociale spændinger. Sæt­ter man seks per­son­er ind i et lille lukket rum uden andet end hinan­den, kan man ikke lave meget andet end at stirre på hveran­dre eller se dumt ind i væggen. Sid­der man alene i badene her, bliv­er van­det helt stille, og over­fladen bry­der lyset, så man oplever bun­den som krum. Det må være van­dets bryd­ning af lyset.

De to stærkeste oplevelser i Vals er klart udendørs­badet og de helt mørke ham­mam-bade, der er som en religiøs pro­ces­sion. Tre rum i for­læn­gelse af hinan­den og helt mørke. Man passer­er igen­nem to sorte plas­tik­gar­diner ind i et helt mørkt rum, hvor man må stoppe og stå for at vente på, at øjnene væn­ner sig til mør­ket. Lang­somt kan man fornemme to store gran­it­sten, en på hver sin side. De glinser i skæret fra én cen­tral lyskilde, der teg­n­er en kegle i vand­damp­en. Sit­u­a­tio­nen er helt fremmed, så man sæt­ter sig på en af stenene. Den er varm. Man er alene, så man læg­ger sig ned. Først nu går det op for en, at man er i et ham­mam-bad! Hvor tit er man i et rum, hvis funk­tion man ikke kender? Efter at have ligget lidt ser man, hvad der er bag det næste plas­tik­gardin: Tre iden­tiske rum lig­ger efter hinan­den; kun tem­per­a­turen er forskel­lig, og i det sid­ste står ovnen.

Det udendørs rum. Man svøm­mer inde­fra og ud igen­nem utroligt behageligt vand på 36 grad­er ud gen­nem et gardin og ud i kon­trasternes ver­den. Forskellen mellem det varme vand og den kolde luft er utrolig stærk og behagelig. Bassinet er også stort nok til, at man kan svømme lidt, hvilket føles befriende efter have været sid­det i de små bade. Her kan man således ligge i over­fladen og fly­de med halvde­len af krop­pen i den kolde luft, så vin­den får det til at prikke i huden. Når man så dykker igen føles van­det end­nu varmere.

Badet her var virke­lig teg­net som en kat­e­dral, formet og bygget med en tyn­gde, der giv­er den ro og det rum, som kat­e­dralen tilby­der den troende. Ikke at badet er udført i et religiøst øjemål. Badet er i stedet udført som en kat­e­dral med en klar pro­ces­sion, et klart ide­al om, at bygnin­gens lysind­fald skal fremhæve skøn­hed, mens den sam­tidig rum­mer de dun­kle, mørke rum til efter­tanke. Her er små per­ler eller stjern­er i form af gløde­pær­er; man kunne måske end­da sige, at her er alter­tavlen erstat­tet af store velplac­erede vin­duer med udsigt til de grøn-hvide bjerge, som hen­vis­er til en jord­bun­den skøn­hed. At side­s­till­in­gen af skrø­be­lige men­neskekroppe og de solide vægge i skif­fer indgy­der en ro, en tanke om men­nes­kets forgæn­ge­lighed og mate­ri­aliteternes udødelige skøn­hed.

De lig­ger derude, badets kat­e­draler, men man behøver ikke de storslåede rum for at få den stærke oplevelse. Disse bade find­es ikke i Nor­den, men gør man det, vi danskere gen­nem tiden har været gode til, dykker ned i melankolien, sæt­ter os ned og mærk­er på tin­gene, så kan man få en lige så stærk oplevelse i nogle rum af meget mere ydmyg karak­ter.

Tilbage i Danmark: Sjællandsgade Bad

På Nør­re­bro i Køben­havn lig­ger Sjæl­lands­gade Bad fra 1917. Det var min nabo, da jeg boede i en lej­lighed med et iskoldt fælles­bad i kælderen. At jeg gik i Sjæl­lands­gade Bad var således ikke en hygiejnisk nød­vendighed eller for at få motion, men jeg tog der­hen med det for­mål at opnå krop­slig nydelse. Det gav mig også en form for åndelig vær­di. Lidt som når en religiøs per­son tager i kirke, tog jeg på badeanstalt for at købe noget krop­sligt aflad for at bo i en by, hvis abso­lutte frirum er sjældne. Det var mit værtshus, når jeg ikke ville drikke. Jeg var her alene og med andre.

Sjæl­lands­gade Bad tillad­er brugeren at falde ind i sin egen rytme og skabe sin egen oplevelse. Det er så sim­pelt. Faciliteterne er slidte, nøglerne til skabene har fået boret nye huller to gange, for­di de gam­le huller er blevet slidt ud. Du er en del af en større fortælling. Og her find­es et grænseløst møde mellem flere ver­den­er.

Du ankom­mer i din egen måske lidt hek­tiske ver­den og starter med at for­lade den, når du tager dine sko af i fællesrum­met. Her står et klaver og et lavt bord, der fun­ger­er som skranke. Du klæder dig af i intime båse bek­lædt med flis­er med tyk glasur. Afk­lædt synes alt at være lig­e­gyldigt, og tem­per­a­turen i rum­met er høj nok til, at du ikke bemærk­er den. Netop denne behage­lighed, krop­pens følelse af at være ét med den omkring­liggende luft, gør, at man glem­mer hverda­gen. Det er ikke som andre sted­er, hvor der er koldt, og kulden bare er end­nu et prob­lem i hverda­gen. Her bekræfter luftens varme, at der er tale om en begiven­hed, der vil dig det godt. Du befind­er dig i et rum skabt til krop­pen og dens velvære.

Her­fra er oplevelsen din. Her må du skabe din egen baderytme blandt de forskel­lige faciliteter. Der er ingen kolde gange, inden du kom­mer ind i et koldt rum med lange svøm­me­baner, men der­i­mod ven­lige stem­mer og men­nesker, varme bruse­bade, kar­bade, hånd­vaske, kolde bade, en sauna og et afvaskn­ingsrum. Det er mødet mellem din krop og van­det. To ver­den­er. Du tæn­der bruseren og mærk­er inten­siteten, van­det kom­mer ud med. Du styr­er selv tem­per­a­turen fra brand­varmt til iskoldt. Vi har fuldt ud mestret van­det som teknolo­gi, og den præsen­teres her i sin helt rene form. Her har man fat i hov­ed­pul­såren, nærmest for­bun­det med alle bruse­bade i hele Køben­havn.

Jeg tager altid et bruse­bad og så et kar­bad. Når man lig­ger i kar­badet, kan man høre van­det fra andre folks bade forsvin­de ned i kloakken, og her bliv­er man bun­det sam­men med en ny ver­den. En ver­den, der han­dler om van­dets forsvin­den i det uvisse. Man kan høre dråberne falde dybt og med en snert af rumk­lang fra røret, som er større end det hjemme i lej­lighe­den. Man bliv­er således også opmærk­som på et andet sys­tem under vores fød­der – kloakkerne. Alt i alt er det en oplevelse, hvor krop­pen er i cen­trum, hvor man føler sig for­bun­det til van­det, van­det i rum­met og dét omkring det. Al den teknolo­gi, der gør det muligt. Det er på mange måder en poet­isk forbindelse, et lille sim­pelt sted, der føles uen­deligt.

Jens Vium er Arkitekt cand.arch. MAA RIBA.

Scroll til toppen