Woodrow Wilson og “det grimmeste af alle bedrag”

Efter første verdenskrig var USA og dets idealistiske præsident Woodrow Wilson udset til at lede kampen mod kolonialisme. Det skete ikke. I dette essay beskriver Harvard-professor Erez Manela, hvordan amerikanske idealer om national selvbestemmelse gav anledning til store forhåbninger hos egyptiske nationalister – og hvordan de håb endte i bitter skuffelse.

FOKUS: ARVEN FRA VERSAILLES Den 28. juni 1919 satte ledere fra Frankrig, Storbritannien og USA såvel som det besejrede Tyskland deres underskrifter på Versailles-traktaten. Det blev den første, og i eftertiden mest kendte, af i alt fem fredsaftaler indgået mellem krigens vindere og tabere i omegnen af Paris i årene efter første verdenskrig. I anledningen af 100-året for Versailles-traktatens underskrivelse bringer Baggrund en fokusserie, der undersøger nogle af de mange håb og idealer, men også nederlag, knuste drømme og skuffede forventninger, der prægede fredsforhandlingerne og deres efterliv – og som stadig præger vores verden i dag.

I november 1918, da nyhederne om våbenstilstanden i Europa nåede Kairo, blev den prominente egyptiske intellektuelle Muhammad Husayn Haykal kontaktet af en ven. “Nu sker det!” udbrød Haykals ven. “Vi har retten til selvbestemmelse, og derfor kommer englænderne til at forlade Egypten”. “USA,” forklarede vennen, da der blev spurgt ind til hans udbrud, “er krigens vinder. Hun er ikke et imperialistisk land”. “Derfor”, ræsonnerede han, “vil hun gennemtvinge retten til selvbestemmelse og gennemtvinge tilbagetrækningen”.

Afslutningen på første verdenskrig var en tid fyldt med store forventninger, og den amerikanske præsident, Woodrow Wilson, var manden i centrum. For millioner verden over fremstod Wilson for en kort stund som budbringer for en ny verden, hvor alle folk ville blive givet retten til at bestemme over deres egen fremtid. Jeg har kaldt tidsrummet, der i grove træk strakte sig fra Wilsons tale, der udlagde hans fjorten punkter [for opbygningen af Europa efter krigen, o.a.] i januar 1918, til Versailles-traktatens indgåelse i juni 1919, for det “Wilsonske Øjeblik” – fordi han, mere end nogen anden, kom til at symbolisere dets potentiale.

I Egypten var det wilsonske øjeblik særligt intenst. Ved første verdenskrigs begyndelse i 1914 erklærede Storbritannien, at Egypten, hidtil i Osmannerrigets besiddelse, nu var et protektorat under det britiske imperium. Hermed formaliseredes den britiske de facto-dominans i Egypten, en dominans, der havde været virkelighed siden de tidlige 1880’ere. Handlingen blev fremstillet som et midlertidigt krigstidstiltag, hvad egyptiske nationalister efterfølgende skulle lægge vægt på. Protektoratet beskyttede dog på ingen måde egyptere fra krigens lidelser; Egypten blev forvandlet til en enorm militærbase, og tusinder af allierede tropper samledes på dets jord. Krigstidsinflation, rationeringer og værnepligt gjorde livet hårdt.

Samtidigt stod USA og dets præsident som bannerførere for nye idéer om den internationale orden, der kunne følge i kølvandet på en allieret sejr. Wilsons krigstidsretorik, og især hans tiltagende kraftige promovering af princippet om “selvbestemmelse”, overbeviste mange i Egypten og andre steder om, at spillets regler var ved at ændre sig.

Allerede inden USA tilsluttede sig krigen i april 1917, erklærede Wilson, at fredstilstanden måtte “acceptere princippet om, at regeringers retfærdige magt hviler på de styredes samtykke”. Efter den amerikanske indtrædelse i krigen blev Wilson endnu mere skarptskåren: USA og dets allierede, sagde han i maj 1917, kæmpede “for alle folkeslags frihed, selvstyre og frie udvikling”.

Den 18. januar 1918 adresserede Wilson kongressen for at skitsere USA’s vision for efterkrigstidens verden – en tale, der hurtigt blev kendt verden over som de “fjorten punkter”. Omend talen ikke eksplicit indeholdt begrebet “selvbestemmelse”, anvendte Wilson netop det begreb måneden efter, da han beskrev det som et “afgørende handlingsprincip” og slog til lyd for, at “ethvert territorielt forlig, der indgår som en del af denne krig, må indgås i de berørte befolkningers interesse og til deres fordel”.

Det er derfor ikke overraskende, at egyptere ved krigens afslutning i november 1918 forventede, at efterkrigstidens orden ville afspejle Wilsons krigstidsretorik, eller at de tog hastige skridt for at medvirke i den kommende nye verdensorden. Den 13. november, kun to dage efter våbenhvilens indgåelse, tog en gruppe egyptiske ledere kontakt til den britiske højkommissær, Sir Reginald Wingate, for at erklære deres ønske om politisk uafhængighed. De forlangte også tilladelse til at rejse til Paris og fremføre Egyptens ønske om selvbestemmelse ved fredskonferencen, der forsamledes der.

Gruppen, der tog kontakt til Wingate, var anført af Saad Zaghlul, der senere skulle blive kendt i Egypten som “Nationens fader”. Zaghlul var en karriere-embedsmand, der havde tjent som minister i regeringen mellem 1906 og 1913. Men som liberal-sindet udviklede han en afsky overfor britisk støtte til det autokratiske egyptiske monarki og opsagde sin regeringspost i protest. I 1918 var han således, som medlem af den lovgivende forsamling, blevet oppositionens leder.

I et forsøg på at vinde tid bad Wingate sine besøgende om at væbne sig med tålmodighed, da “Hans Majestæts Regering” var optaget af mere presserende sager. Briterne havde længe betragtet Egypten, og særligt Suez-kanalen, som en strategisk livline for imperiet. De var fast besluttede på at bevare magten i området, hvorfor det sidste, de ønskede, var, at egyptiske krav blev et forhandlingspunkt ved fredskonferencen i Versailles. Altså afviste London kort efter mødet at give Zaghlul og hans delegation rejsetilladelse.

Som modsvar gav Zaghlul og hans allierede sig til at mobilisere offentlig støtte, indkalde til forsamlinger, rundsende appeller og påbegynde en pressekampagne. Samtidig appellerede de direkte til Wilson. Zaghlul forsikrede i et dramatisk telegram Wilson om, at egyptere “stærkt følte den glade stemning ved fødslen af en ny æra, der, takket være din kraftfulde handling, snart vil gøre sig selv gældende i universet”. Denne nye æra, tilføjede han, ville “ikke længere være tynget af hykleriets ambitioner eller den gammeldags politik baseret på overherredømme og hævdelse af selviske nationale interesser”. Egyptere måtte have mulighed for at få deres sag hørt i Paris. Det var intet mere end, hvad deres “naturlige og hellige ret” tilskrev.

Mens fredskonferencen kom undervejs i januar 1919, og egypterne samlede sig bag Zaghlul, besluttede de stadigt mere ængstelige britiske myndigheder sig for at slå til mod ham. I overensstemmelse med den krigsretstilstand, der ikke var blevet ophævet efter krigen, blev Zaghlul og flere af hans støtter arresteret og, den 9. marts 1919, interneret på Middelhavsøen Malta. En af de ting, som Zaghlul ifølge hans biografiforfatter havde på sig ved anholdelsen, var et avisudklip, der oplistede Wilsons fjorten punkter.

Arrestationerne antændte en bølge af strejker og demonstrationer på tværs af Egypten og blev startskuddet til en periode med voldelige sammenstød, der i egyptisk historie går under navnet “1919-revolutionen”. Egyptere fra alle samfundslag tog del i opstanden: studerende, arbejdere, fagfolk, bønder. Ledere af landets kristne og jødiske samfund udtalte deres støtte til bevægelsen. Kvinder gik på gaderne i et hidtil uset omfang. De britiske styrker svarede igen med en streng håndhævelse af krigsretten: Over de næste måneder blev omtrent 800 egyptere dræbt, og mange flere såret, sammen med 60 britiske soldater og civilister.

Mens 1919-revolutionen gik for sig i gaderne, flød en strøm af telegrammer, breve og appeller til det amerikanske konsulat i Kairo, der bekendte en tiltro til præsident Wilson og opfordrede USA til at støtte “retfærdigheds- og frihedssagen” i Egypten. En besked, signeret “Egyptens Damer”, beklagede, at briterne anvendte “rå styrke, selv mod kvinder”. En pamflet, der dokumenterede britisk brutalitet, fremviste fotografier af egyptiske mænd med piskemærker på deres blottede overkroppe. Hver mands navn og sociale stand – bonde, studerende, religiøs lærd, notabilitet – var noteret under hvert enkelt fotografi. Beskeden var klar: Egyptere af alle slags støttede opstanden.

Det påvirkede dog ikke det amerikanske udenrigsministerium. Allen Dulles, på daværende tidspunkt en ung diplomat i Afdelingen for Nærøstlige Anliggender og senere chef for CIA, gav udtryk for, at de egyptiske appeller “end ikke bør anerkendes”, og andre samtykkede. Og da den britiske udenrigsminister, Arthur Balfour, i april skrev, at “ekstreme nationalister” i Egypten (som han – hvad der er usandsynligt – beskrev som “det revolutionære parti i Tyrkiets og Bolshevisters betalte agenter”) brugte Wilsons ord til at “opildne til hellig krig mod de vantro”, gik Wilson hurtigt med til at anerkende britisk herredømme i Egypten.

Nyheden om Wilsons beslutning om at anerkende protektoratet blev offentligt kendt, netop som Zaghlul og hans delegation, løsladt fra deres internering på Malta, krydsede Middelhavet på deres vej til Paris. Egypterne var chokerede, da de fik kendskab til beslutningen ved deres landgang i Marseilles. Muhammad Haykal erindrede senere, at beslutningen ramte “som et lynnedslag”. Hvordan kunne Wilson nægte egyptere deres ret til selvbestemmelse, allerede før de var ankommet til Paris? Dette var, skrev han, “det grimmeste af alle bedrag”, ”den mest eftertrykkelige tilbagevisning af principper”.

Zaghlul blev i Paris i flere måneder for at forsøge at fremme sin sag. Her sendte han en række skarpskårne beskeder til Wilson og anmodede gentagne gange om audiens med præsidenten. De eneste svar han fik, var lakoniske notater fra Wilsons sekretær, der bekræftede, at meddelelserne var blevet modtaget, men anførte præsidentens optagethed af andre sager. Ikke desto mindre fortsatte strømmen af egyptiske appeller i flere måneder; mange af dem præget af en overbevisning om, at Wilson ikke bevidst kunne have forrådt den egyptiske sag og derfor måtte være blevet narret af de snu briter. En besked, der kom fra en gruppe af egyptiske studerende, søgte at udbedre præsidentens fejlopfattelser og forsikrede ham om, at den egyptiske bevægelse var “hverken religiøs eller xenofobisk” samt “langt fra bolsjevistisk på nogen måde”.

I sommeren 1919 håbede Zaghlul, der var ude af stand til at få en høring hos Wilson, at finde støtte i den amerikanske kongres i stedet. I juni fortalte han den egyptiske presse, at Senatskomitéen for Udenrigsrelationer havde fundet frem til, at Egypten hverken var under tyrkisk eller britisk myndighed, men snarere var “selvstyrende”. Dette førte til en heftig diskussion i de egyptiske nyhedsmedier – men intet andet.

I november 1919 sendte Zaghlul, der stadig var i Europa, endnu et telegram til Wilson, i hvilket han bønfaldt Wilson om at støtte de egyptiske krav. Men samme besked afslørede også hans voksende skuffelse. Det egyptiske folk, skrev han til præsidenten, hyldede ham “som lederen af en ny doktrin, der skulle have sikret fred og fremgang i verden”. Nu, “fordi de havde troet på dine principper,” blev de “udsat for den mest barbariske behandling” i briternes hænder.

På trods af det mislykkede forsøg på at opnå amerikansk støtte var nationalistiske ledere, med opbakning fra den egyptiske offentlighed, blevet fast besluttede på at modsætte sig britisk kontrol. I en afvisning af Londons forsøg på at forhandle sig til egyptisk føjelighed skrev Zaghlul til minister Balfour, at den nye “tidsånd” krævede, at “ethvert folk skal have retten til selvbestemmelse”. Han fremviste dermed en overbevisning om, at en radikal transformation havde fundet sted i internationale anliggender på trods af Wilsons forræderi: de forhenværende retfærdiggørelser af kolonialismen var nu blevet forældede.

Den egyptiske oplevelse af det wilsonske øjeblik var ikke unik. Da der blev indkaldt til fredskonferencen, hastede nationalistiske interessenter fra mange dele af verden – kinesere og koreanere, arabere og jøder, armeniere og kurdere, samt mange andre –, hvadenten de var inviterede eller ej, til Paris for at fastslå deres krav i den gryende verdensorden. For disse de nationale bestræbelsers repræsentanter for nationale bestræbelser tjente præsident Wilson ofte som et symbol på den kommende æra med selvbestemmelse for alle. De tog hans retorik i brug, når de formulerede og begrundede deres mål, og de regnede med præsidentens støtte i deres forsøg på at opnå dem.

Men de fleste af disse forhåbninger gav anledning til skuffelse. Alt imens 1919-revolutionen opslugte Egypten, opstod lignende protestbevægelser i Kina, Indien og Korea. I Paris indsendte Nguyen Tat Thanh, en ung mand fra det franske koloniale område i Indokina, en appel, der krævede, at hans hjemland fik mere frihed. Han håbede at kunne mødes med Wilson og fremlægge appellen for ham, men mødet blev aldrig til noget, og appellen blev uden videre ignoreret. Kort efter vendte Nguyen, der senere skulle blive kendt under sit nom de guerre som Ho Chi Minh, sig mod kommunismen som vejen til hans folks frigørelse.

I Egypten blev pladsen i det centrale Kairo, der udgjorde hjertet af 1919-protesterne, kendt som Tahrirpladsen – “Befrielsespladsen” på arabisk. Næsten et århundrede senere, i 2011, blev Tahrirpladsen igen omdrejningspunktet for masseprotester, denne gang rettet mod Mubarek-regimets hjemmedyrkede undertrykkelse. 1919-revolutionens begivenheder gav uundgåeligt højlydt ekko i det, der hurtigt blev kendt som den egyptiske 2011-revolution. Meget havde ændret sig i Egypten, og i verden, i de mellemliggende årtier. Ønsket om reel selvbestemmelse, hvilende på de styredes samtykke, forblev det samme.

Oversat for Baggrund af Frederik Forrai Ørskov

Erez Manela er historieprofessor ved Harvard University og forfatter til bogen The Wilsonian Moment: Self-Determination and the International Origins of Anticolonial Nationalism, der udgør grundlaget for dette essay. Artiklen blev først udgivet i The New York Times og er gengivet med forfatterens og avisens tilladelse.