Sarah Gamp — En skændsel for det mest kvindelige erhverv i verden

Sarah Gamp — en skændsel for det mest kvindelige erhverv i verden

Billede: Well­come Library, Lon­don. Illus­tra­tion til C. Dick­ens’ Mar­tin Chuz­zle­wit. Cre­ative Com­mons Attri­bu­tion only licence CC BY 4.0

Charles Dickens’ lurvede og drikfældige karakter Sarah Gamp blev i det viktorianske England brugt som argumentation for en reform af sygeplejen. Linnea Amalie Høyer beskriver i et kapitel fra Kønnets idéhistorie, hvordan den ufaglærte og utiltalende Gamp ikke kun blev brugt som modbilledet på det nye ideal for sygeplejersken, men også blev symbol på en negativ kvindelighed. Hør eller læs kapitlet her.

Den 20. decem­ber 1888 kunne man et par sider inde i det engelske tidsskrift Nurs­ing Record finde to hel­sides portræt­ter side om side. Et såkaldt før og efter-billede.[i] Portræt­tet til højre forestiller en køn og slank, ung kvin­de med et roligt, mildt blik iført en uni­form med fork­læde og krave. I øver­ste hjørne af hen­des billede fig­ur­erer et kors. Portræt­tet til ven­stre er også af en kvin­de: En ældre, tyk kvin­de med vigende blik iført påk­læd­ning, der røber, at hun tilhør­er de lavere sociale klass­er. Lige­som portræt­tet af den unge kvin­de er dennes billede led­saget af et lille sym­bol. Her en para­ply og en flaske lagt over kors. Foru­den kvin­dens lighed i udseende, fortæller dette sym­bol læseren, at billedet forestiller Charles Dick­ens’ drik­fældige lit­terære karak­ter Sarah Gamp. Ordet ”gamp” hen­vis­er på engel­sk til ”en særlig stor, uhåndterlig para­ply”,[ii] hvilket Sarah Gamp også karak­ter­is­tisk altid bær­er rundt på. Over­skriften for portræt­terne er ”Halvtreds år”. Sarah Gamp repræsen­ter­er den engelske syge­ple­jer­ske anno 1838 og er led­saget af ordet ’then’. Den yngre kvin­de på mod­sat­te side forestiller samti­dens syge­ple­jer­ske og er led­saget af ordet ’now’.                    

Dette kapi­tel vil vise, hvor­dan Sarah Gamp i diskus­sion­erne om ændringer af syge­ple­jen i slut­nin­gen af 1800-tal­let fun­ger­er som det, den amerikanske his­torik­er Joan Scott kalder et kul­turelt sym­bol. Scott er kendt for sin metodiske videreud­vikling af skel­let mellem sex og gen­der: Sex, der ref­er­er til biol­o­gisk køn­nethed, stilles over­for gender,der ref­er­erer til ”den sociale organ­is­er­ing af forhold­ene mellem kønnene [sex­es]”.[iii] Her­til vil kapit­let anvende den til­fø­jelse til Scotts def­i­n­i­tion af gen­der, som Mikkel Tho­rup laver i indled­nin­gen til denne antolo­gi, nem­lig at begre­bet også dækker den sociale organ­is­er­ing af køn­nethed [gen­der] imellem folk af samme køn [sex] – alt­så hvad der f.eks. forstås ved ’kvin­de­lighed’ i en giv­en kon­tekst, hvilket er en del af dette kapi­tels ærinde. I det føl­gende vil gen­der blive over­sat til det danske ord køn. Ved dette skel bliv­er det idéhis­torik­erens opgave at under­søge køns og køn­netheds his­to­rie. Ifølge Scott er en måde at gøre dette, at under­søge de kul­turelle sym­bol­er der er med til at forme vores forståelse af køn. Ved at forstå den kon­tekst, et sym­bol opstår i og dermed er del af, kan man vise, hvor­dan kønnede sym­bol­er aktivt bruges til at argu­mentere for og legit­imere bestemte posi­tion­er og hold­ninger. På denne måde kan man ’afselvføl­gelig­gøre’ de umid­del­bare kønnede betyd­ninger.[iv]   

En sådan under­søgelse er netop dette kapi­tels ærinde. Ved at klar­lægge kon­tek­sten for bru­gen af Gamp som kul­turelt sym­bol, vil jeg argu­mentere for, at hun ikke blot fun­ger­er som en argu­men­ta­torisk strate­gi, idet hun mod­stilles ’den nye syge­ple­jer­ske’, men også igen­nem denne mod­still­ing bliv­er sym­bol på en neg­a­tiv kvin­de­lighed. Dette kan man se i kri­tik­ernes brug af Gamp i deres argu­men­ta­tion. I denne lad­er de nem­lig deres egentlige ærinde, reformerin­gen af syge­ple­jen, træde i bag­grun­den, mens de fremhæver spørgsmålet om den enkelte syge­ple­jer­skers karak­ter. Ifølge dem er syge­ple­jer­skens karak­ter et spørgsmål om kvin­de­lighed. Dermed bliv­er det for det første tydeligt, hvor­dan deres inter­ess­er i en reformer­ing af syge­ple­jen for­mer ide­alet om en bestemt kvin­de­lighed. For det andet kan man dermed også se, hvor­dan bestemte forståelser af kvin­de­lighed bruges som legitimationsstrategi.

Sygeplejens behov for reformation

Sarah Gamp stammede oprindeligt fra Dick­ens’ roman The Life and Adven­tures of Mar­tin Chuz­zle­witfra 1843. Her optræder hun som en drik­fældig, lurvet og alt i alt for­færdelig dårlig syge­ple­jer­ske, der snarere end gavn er til fare for sine patien­ter. I en meget kendt pas­sage af roma­nen beskriv­er Dick­ens hende “med et grumt smil af bland­et sødme og listighed; med ét øje mod fremti­den, ét mod bru­den [en poten­tiel kunde]; og med et drilsk ansigt­sudtryk, delvist spir­ituel, delvist sprit­tet, og helt igen­nem pro­fes­sionel og ejen­dom­melig i sin fremtræ­den.”[v] Den britiske offent­lighed tog hur­tigt Dick­ens’ lit­terære stereo­typ til sig og allerede i årene efter udgivelsen var der blandt mange enighed om, at Fru Gamp muligvis var en karikatur, men at inspi­ra­tionskilden var tydelig.[vi]

Lige­som Gamp, var den engelske syge­ple­jer­ske i 1840’erne typisk ufaglært i en nutidig forståelse af ordet. Ofte var de ikke tilknyt­tet hos­pi­taler eller andre insti­tu­tion­er og arbe­jd­ede der­for for­trinsvist i patien­ternes eget hjem. Målt mod virke­lighe­den var Dick­ens’ karikatur dog meget grov. At Gamp alligev­el blev et sym­bol, der repræsen­terede syge­ple­jer­sken i den første halvdel af 1800-tal­let, kan skyldes hen­des kri­tik­eres ønske om en reformer­ing af syge­ple­jen. Disse kri­tikere var en bland­et skare af bl.a. læger, religiøse og kvin­derettigheds­forkæm­pere, der havde som fælles hov­edam­bi­tion at insti­tu­tion­alis­ere syge­ple­jen.[vii] Dette vil sige, at de for det første ønskede en formel uddan­nelse inden for syge­ple­je. For det andet ønskede de at tilknytte syge­ple­jer­skerne til hos­pi­taler eller religiøse organ­i­sa­tion­er. Med dette for­mål for øje blev Gamp alt­så et oplagt sym­bol på en gam­mel syge­ple­je, der trængte til reformering.

Økonomisk incitament eller næstekærlighed

For at forstå bru­gen af Gamp som kul­turelt sym­bol, må man forstå den argu­men­ta­tion, hun indgår som en del af. Diskus­sio­nen af syge­ple­jen som insti­tu­tion udfold­ede sig som nævnt i høj grad som en diskus­sion af den enkelte syge­ple­jer­skes karak­ter. De kræfter, der ønskede syge­ple­jen reformeret, byggede deres argu­men­ta­tion op omkring et skarpt skel mellem den ’gam­le’ og ’nye’ syge­ple­jer­ske. Et typisk eksem­pel fra denne posi­tion ser man f. eks. i artiklen ”Nurs­ing in the Vic­to­ri­an Era” fra 1897, hvor Mar­garet Breay reflek­ter­er over syge­ple­jens udvikling i løbet af 1800-tallet:

For tres år siden […] var der hverken dygtige syge­ple­jer­sker eller faglærte syge­ple­jer­sker, som vi i dag forstår disse ter­mer. Den type kvin­de – beskidt, uanstændig, og for­drukken – der hen­gav sig til at passe de syge, for­di hun ikke blev reg­net for duelig til andet, er blevet portræt­teret for os af dati­dens for­fat­tere på en sådan måde, at skønt den skulle være over­drevet, blev genk­endt i samti­den som værende ram­mende og tilstrække­lig bidende til at bevise, at dati­dens syge­ple­jer­ske ikke kun var igno­rant, men farlig for de syge, hun skulle forestille at tage sig af. Den udødelige karak­ter Sarah Gamp var nok til at stem­ple ’syge­ple­jer­sken’ i den første tred­jedel af dette århun­drede, som en per­son der vanærede et af de nobleste kald, kvin­dekøn­net kan hen­give dem selv til

Breays argu­men­ta­tio­nen er her bygget op omkring skel­let mellem, hvad man kan over­sætte til de ufaglærte og faglærte syge­ple­jer­sker. Mellem dem fremhæves og forbindes to hov­ed­forskelle: syge­ple­jer­skens moti­va­tion og hen­des per­son­lige karak­ter. Spørgsmålet om syge­ple­jer­skens moti­va­tion ses hos Breay, idet hun mod­stiller det at tage sig af de syge, for­di man ikke ’dur til andet’ til forskel fra idéen om, at det er et ’kald’. Denne mod­still­ing går igen flere sted­er: Dem, der udelukkende ser syge­ple­je som et arbe­jde, og alt­så er motiveret på bag­grund af et økonomisk inci­ta­ment, og dem, som er motiveret af ”kærlig ven­lighed over for andre”,[ix] og ser syge­ple­jen som et ’kald’. Skarpt stil­let op er det en mod­still­ing mellem at være motiveret af egen­in­ter­esse eller altruisme. 

Diskus­sio­nen drejede sig dog ikke reelt om, hvorvidt syge­ple­jer­skerne skulle aflønnes, hvad kun de fær­reste var imod. En del af fork­larin­gen til denne mod­still­ing bun­der i, at en del af øns­ket om reform kom fra kristne bevægelser. I første halvdel af 1800-tal­let opstod der i Eng­land en række kristne mis­sions-bevægelser dedik­eret de fat­tige, og en stor del af dette arbe­jde var ret­tet mod at forbedre folke­sund­he­den.[x] I denne sam­men­hæng blev syge­ple­je som erhverv kædet sam­men med næstekærlighed, og enkelte aktør­er i diskus­sio­nen udpeger end­da hos­pi­talet som insti­tu­tion til at have his­torisk ophav i kris­ten­dom­men.[xi]                

Det mest kvindelige erhverv i verden

Foru­den syge­ple­jer­skens moti­va­tion er en anden forskel, der fremhæves mellem den faglærte og ufaglærte syge­ple­jer­ske, hen­des per­son­lige karak­ter. Hos Breay blev den ufaglærte syge­ple­jer­ske beskrevet som beskidt, uanstændig og for­drukken. En lig­nende karak­ter­is­tik går igen blandt kri­tik­erne, hvor den ufaglærte syge­ple­jer­ske beskrives med neg­a­tivt lad­ede tillæg­sord som grov, inkom­pe­tent, hård­hæn­det, sjus­ket, og drik­fældig. Den faglærte syge­ple­jer­ske der­i­mod, forbindes med forskel­lige ideelle karak­tertræk for en syge­ple­jer­ske. Blandt disse tæller pos­i­tive træk såsom tålmodighed, mild­hed, hen­given­hed, takt, raf­fine­ment og ikke mindst kvin­de­lighed [wom­an­li­ness]. Ved at bygge denne mod­still­ing op kan Gamps kri­tikere beskrive den faglærte syge­ple­jer­ske som kvin­delig og dermed implic­it sige, at den ufaglærte ikke er det. Kvin­de­lighed bliv­er det sam­lende mærkat for mod­still­in­gen: Den nye syge­ple­jer­ske, hen­des per­son­lige træk samt hen­des altru­is­tiske moti­va­tion er kvin­delig. Den gam­le syge­ple­jer­ske, hen­des karak­tertræk og egen­in­ter­esse er det ikke.

Selv om et af målene for kri­tik­erne egentligt var at uddanne syge­ple­jer­skerne, argu­menter­er de for, at de rette per­son­lige karak­tertræk ikke kan læres gen­nem uddan­nelse. De beskrives i stedet som ”uhånd­gri­belige kvaliteter”, der prin­cip­ielt er lige så vigtige som uddan­nelse.[xii] Syge­ple­je som pro­fes­sion gøres alt­så uad­skil­lelig fra det kvin­delige og udråbes direk­te til ”det fornemmeste, nobleste og mest kvin­delige erhverv i ver­den”,[xiii] som en Mrs. Bed­ford Fen­wick her for­mulerer det i Nurs­ing Record fra 1888. Kri­tik­erne af den gam­le syge­ple­je byg­ger alt­så deres argu­men­ta­tion op ved først at forbinde syge­ple­jen som insti­tu­tion med det kvin­delige. Via den forbindelse gør de dernæst syge­ple­jen uløseligt for­bun­det med den enkelte syge­ple­jer­ske og hen­des per­son­lige karak­ter. Derved bliv­er det muligt for dem at kri­tis­ere den ’gam­le’ syge­ple­je ved på forskel­lige para­me­tre at fremhæve dennes neg­a­tive kvin­delige træk. Når Gamp bruges som sym­bol i diskus­sio­nen, er det alt­så i et forsøg på at over­tale læseren: Ved at repræsen­tere en neg­a­tiv mod­pol til det kvin­delige, og dermed syge­ple­jen, bruges Gamp aktivt som et argu­ment for at reformere sygeplejen.

For­t­alerne for reform brugte alt­så dati­dens normer for kvin­de­lighed til at styrke deres argu­ment, og, særligt inter­es­sant i en køn­sid­éhis­torisk sam­men­hæng, formede de også selv aktivt forestill­ingerne om neg­a­tiv og pos­i­tiv kvin­de­lighed. Dette så vi f. eks. i spørgsmålet om syge­ple­jer­skens moti­va­tion, hvor den religiøse idé om næstekærlighed forbindes med det kvin­delige. I denne kon­tekst udgøres det kvin­delige alt­så også af religiøse idéer og er derved ikke en ’selvstændig’ entitet.

Konklusion

Dette kapi­tel har vist, hvor­dan aktør­er, der ønskede at reformere den engelske syge­ple­je, gjorde diskus­sio­nen af syge­ple­jen som insti­tu­tion til en diskus­sion af syge­ple­jer­skens per­son­lige karak­ter. På denne måde kunne de bygge en argu­men­ta­tion op omkring mod­still­in­gen af pos­i­tiv og neg­a­tiv kvin­de­lighed – hvor Sarah Gamp blev sym­bo­l­et på sidstnævnte. 

Af størst køn­sid­éhis­torisk betyd­ning så vi, hvor­dan selve kat­e­gorien kvin­de­lighed også var formet af disse aktør­ers inter­ess­er. Gamp blev alt­så brugt som led i en argu­men­ta­tion, der søgte at over­tale den britiske offent­lighed til at tilslutte sig en bestemt sag. At man skal forstå bru­gen af Gamp som et forsøg på over­talelse er vigtigt. Her er der nem­lig tale om alle idéhis­toriske under­søgelsers hov­e­dob­jekt: Kamp om mening. Ved at vise hvor­dan forestill­inger om kvin­de­lighed er blevet kon­strueret og brugt i en bestemt argu­men­ta­tion, har dette kapi­tel vist, at ’kvin­de­lighed’ ikke er en neu­tral eller sta­tisk beteg­nelse. Beteg­nelsen udgøres også af bestemte inter­ess­er i bestemte kon­tek­ster, hvor­for forestill­inger om ’rigtig’ og ’fork­ert’ kvin­de­lighed, eller køn­nethed, der­for må forstås i sam­men­hæng med den kon­tekst de udtales i.


Lin­nea Amalie Høy­er er bach­e­lorstud­erende på Lit­ter­aturhis­to­rie ved Aarhus Uni­ver­sitet. Uddraget er fra antolo­gien Køn­nets idéhis­to­rie, som er udgivet af Baggrund.

[i]“Sup­ple­ment to the Nurs­ing Record”, Nurs­ing Record, vol. 1, 20. decem­ber 1888, s. 537,

http://rcnarchive.rcn.org.uk/data/VOLUME001-1888/page537cover1-volume001-20december1888.pdf.

[ii]jf. The Eng­lish Oxford Dictionaries.

[iii]Joan W. Scott, “Gen­der: a use­ful cat­e­go­ry of his­tor­i­cal analy­sis”, Amer­i­can His­tor­i­cal Review, vol. 91, nr. 5, 1986, s. 1053.

[iv]Scott, “Gen­der: a use­ful cat­e­go­ry of his­tor­i­cal analy­sis”, s. 1067–1068.

[v]Charles Dick­ens, The life and adven­tures of Mar­tin Chuz­zle­wit,Oxford: Oxford Uni­ver­si­ty Press 1984, s. 367.

[vi]F.eks.  navn ikke opgivet, “Hos­pi­tal nurs­es as they are and as they ought to be”, Fras­er Mag­a­zine, vol. 37, maj 1848, s. 539,

https://babel.hathitrust.org/cgi/pt?id=mdp.39015030944949;view=1up;seq=581.

[vii]Anne Sum­mers, “The Mys­te­ri­ous demise of Sarah Gamp: The domi­cil­iary nurse and her detrac­tors, ca. 1830–1860”, Vic­to­ri­an stud­ies,vol. 32, 1989, s. 365.

[viii]Mar­garet Breay, “Nurs­ing in the Vic­to­ri­an Era”, Nurs­ing Record & Hos­pi­tal World, 19. juni 1897, s. 493,

http://rcnarchive.rcn.org.uk/data/VOLUME018-1897/page493-volume18-19thjune1897.pdf.

[ix]Mrs. Bed­ford Fen­wick, “Christ­mas Chimes”, Nurs­ing Record, vol. 1, 20. decem­ber 1888, s. 538,

http://rcnarchive.rcn.org.uk/data/VOLUME001-1888/page538-volume001-20december1888.pdf.

[x]Sum­mers, “The Mys­te­ri­ous demise of Sarah Gamp”, s. 378.

[xi]Navn ikke opgivet, “Hos­pi­tal nurs­es as they are and as they ought to be”, s. 540.

[xii]Navn ikke opgivet, “The Nurs­ing of the Sick under Queen Vic­to­ria”, British Med­ical Jour­nal, vol. 1, 19. juni 1897, s. 1647, https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC2434036/pdf/brmedj08669-0124.pdf.

[xiii]Fen­wick, “Christ­mas Chimes”, s. 538.

Scroll til toppen