Sarah Gamp – en skændsel for det mest kvindelige erhverv i verden

Charles Dickens’ lurvede og drikfældige karakter Sarah Gamp blev i det viktorianske England brugt som argumentation for en reform af sygeplejen. Linnea Amalie Høyer beskriver i et kapitel fra Kønnets idéhistorie, hvordan den ufaglærte og utiltalende Gamp ikke kun blev brugt som modbilledet på det nye ideal for sygeplejersken, men også blev symbol på en negativ kvindelighed. Hør eller læs kapitlet her.

Den 20. december 1888 kunne man et par sider inde i det engelske tidsskrift Nursing Record finde to helsides portrætter side om side. Et såkaldt før og efter-billede.^[i] Portrættet til højre forestiller en køn og slank, ung kvinde med et roligt, mildt blik iført en uniform med forklæde og krave. I øverste hjørne af hendes billede figurerer et kors. Portrættet til venstre er også af en kvinde: En ældre, tyk kvinde med vigende blik iført påklædning, der røber, at hun tilhører de lavere sociale klasser. Ligesom portrættet af den unge kvinde er dennes billede ledsaget af et lille symbol. Her en paraply og en flaske lagt over kors. Foruden kvindens lighed i udseende, fortæller dette symbol læseren, at billedet forestiller Charles Dickens’ drikfældige litterære karakter Sarah Gamp. Ordet ”gamp” henviser på engelsk til ”en særlig stor, uhåndterlig paraply”,^[ii] hvilket Sarah Gamp også karakteristisk altid bærer rundt på. Overskriften for portrætterne er ”Halvtreds år”. Sarah Gamp repræsenterer den engelske sygeplejerske anno 1838 og er ledsaget af ordet ’then’. Den yngre kvinde på modsatte side forestiller samtidens sygeplejerske og er ledsaget af ordet ’now’.                    

Dette kapitel vil vise, hvordan Sarah Gamp i diskussionerne om ændringer af sygeplejen i slutningen af 1800-tallet fungerer som det, den amerikanske historiker Joan Scott kalder et kulturelt symbol. Scott er kendt for sin metodiske videreudvikling af skellet mellem sex og gender: Sex, der referer til biologisk kønnethed, stilles overfor gender,der refererer til ”den sociale organisering af forholdene mellem kønnene [sexes]”.^[iii] Hertil vil kapitlet anvende den tilføjelse til Scotts definition af gender, som Mikkel Thorup laver i indledningen til denne antologi, nemlig at begrebet også dækker den sociale organisering af kønnethed [gender] imellem folk af samme køn [sex] – altså hvad der f.eks. forstås ved ’kvindelighed’ i en given kontekst, hvilket er en del af dette kapitels ærinde. I det følgende vil gender blive oversat til det danske ord køn. Ved dette skel bliver det idéhistorikerens opgave at undersøge køns og kønnetheds historie. Ifølge Scott er en måde at gøre dette, at undersøge de kulturelle symboler der er med til at forme vores forståelse af køn. Ved at forstå den kontekst, et symbol opstår i og dermed er del af, kan man vise, hvordan kønnede symboler aktivt bruges til at argumentere for og legitimere bestemte positioner og holdninger. På denne måde kan man ’afselvfølgeliggøre’ de umiddelbare kønnede betydninger.^[iv]   

En sådan undersøgelse er netop dette kapitels ærinde. Ved at klarlægge konteksten for brugen af Gamp som kulturelt symbol, vil jeg argumentere for, at hun ikke blot fungerer som en argumentatorisk strategi, idet hun modstilles ’den nye sygeplejerske’, men også igennem denne modstilling bliver symbol på en negativ kvindelighed. Dette kan man se i kritikernes brug af Gamp i deres argumentation. I denne lader de nemlig deres egentlige ærinde, reformeringen af sygeplejen, træde i baggrunden, mens de fremhæver spørgsmålet om den enkelte sygeplejerskers karakter. Ifølge dem er sygeplejerskens karakter et spørgsmål om kvindelighed. Dermed bliver det for det første tydeligt, hvordan deres interesser i en reformering af sygeplejen former idealet om en bestemt kvindelighed. For det andet kan man dermed også se, hvordan bestemte forståelser af kvindelighed bruges som legitimationsstrategi.

Sygeplejens behov for reformation

Sarah Gamp stammede oprindeligt fra Dickens’ roman The Life and Adventures of Martin Chuzzlewitfra 1843. Her optræder hun som en drikfældig, lurvet og alt i alt forfærdelig dårlig sygeplejerske, der snarere end gavn er til fare for sine patienter. I en meget kendt passage af romanen beskriver Dickens hende “med et grumt smil af blandet sødme og listighed; med ét øje mod fremtiden, ét mod bruden [en potentiel kunde]; og med et drilsk ansigtsudtryk, delvist spirituel, delvist sprittet, og helt igennem professionel og ejendommelig i sin fremtræden.”^[v] Den britiske offentlighed tog hurtigt Dickens’ litterære stereotyp til sig og allerede i årene efter udgivelsen var der blandt mange enighed om, at Fru Gamp muligvis var en karikatur, men at inspirationskilden var tydelig.^[vi]

Ligesom Gamp, var den engelske sygeplejerske i 1840’erne typisk ufaglært i en nutidig forståelse af ordet. Ofte var de ikke tilknyttet hospitaler eller andre institutioner og arbejdede derfor fortrinsvist i patienternes eget hjem. Målt mod virkeligheden var Dickens’ karikatur dog meget grov. At Gamp alligevel blev et symbol, der repræsenterede sygeplejersken i den første halvdel af 1800-tallet, kan skyldes hendes kritikeres ønske om en reformering af sygeplejen. Disse kritikere var en blandet skare af bl.a. læger, religiøse og kvinderettighedsforkæmpere, der havde som fælles hovedambition at institutionalisere sygeplejen.^[vii] Dette vil sige, at de for det første ønskede en formel uddannelse inden for sygepleje. For det andet ønskede de at tilknytte sygeplejerskerne til hospitaler eller religiøse organisationer. Med dette formål for øje blev Gamp altså et oplagt symbol på en gammel sygepleje, der trængte til reformering.

Økonomisk incitament eller næstekærlighed

For at forstå brugen af Gamp som kulturelt symbol, må man forstå den argumentation, hun indgår som en del af. Diskussionen af sygeplejen som institution udfoldede sig som nævnt i høj grad som en diskussion af den enkelte sygeplejerskes karakter. De kræfter, der ønskede sygeplejen reformeret, byggede deres argumentation op omkring et skarpt skel mellem den ’gamle’ og ’nye’ sygeplejerske. Et typisk eksempel fra denne position ser man f. eks. i artiklen ”Nursing in the Victorian Era” fra 1897, hvor Margaret Breay reflekterer over sygeplejens udvikling i løbet af 1800-tallet:

For tres år siden […] var der hverken dygtige sygeplejersker eller faglærte sygeplejersker, som vi i dag forstår disse termer. Den type kvinde – beskidt, uanstændig, og fordrukken – der hengav sig til at passe de syge, fordi hun ikke blev regnet for duelig til andet, er blevet portrætteret for os af datidens forfattere på en sådan måde, at skønt den skulle være overdrevet, blev genkendt i samtiden som værende rammende og tilstrækkelig bidende til at bevise, at datidens sygeplejerske ikke kun var ignorant, men farlig for de syge, hun skulle forestille at tage sig af. Den udødelige karakter Sarah Gamp var nok til at stemple ’sygeplejersken’ i den første tredjedel af dette århundrede, som en person der vanærede et af de nobleste kald, kvindekønnet kan hengive dem selv til

Breays argumentationen er her bygget op omkring skellet mellem, hvad man kan oversætte til de ufaglærte og faglærte sygeplejersker. Mellem dem fremhæves og forbindes to hovedforskelle: sygeplejerskens motivation og hendes personlige karakter. Spørgsmålet om sygeplejerskens motivation ses hos Breay, idet hun modstiller det at tage sig af de syge, fordi man ikke ’dur til andet’ til forskel fra idéen om, at det er et ’kald’. Denne modstilling går igen flere steder: Dem, der udelukkende ser sygepleje som et arbejde, og altså er motiveret på baggrund af et økonomisk incitament, og dem, som er motiveret af ”kærlig venlighed over for andre”,^[ix] og ser sygeplejen som et ’kald’. Skarpt stillet op er det en modstilling mellem at være motiveret af egeninteresse eller altruisme. 

Diskussionen drejede sig dog ikke reelt om, hvorvidt sygeplejerskerne skulle aflønnes, hvad kun de færreste var imod. En del af forklaringen til denne modstilling bunder i, at en del af ønsket om reform kom fra kristne bevægelser. I første halvdel af 1800-tallet opstod der i England en række kristne missions-bevægelser dedikeret de fattige, og en stor del af dette arbejde var rettet mod at forbedre folkesundheden.^[x] I denne sammenhæng blev sygepleje som erhverv kædet sammen med næstekærlighed, og enkelte aktører i diskussionen udpeger endda hospitalet som institution til at have historisk ophav i kristendommen.^[xi]                

Det mest kvindelige erhverv i verden

Foruden sygeplejerskens motivation er en anden forskel, der fremhæves mellem den faglærte og ufaglærte sygeplejerske, hendes personlige karakter. Hos Breay blev den ufaglærte sygeplejerske beskrevet som beskidt, uanstændig og fordrukken. En lignende karakteristik går igen blandt kritikerne, hvor den ufaglærte sygeplejerske beskrives med negativt ladede tillægsord som grov, inkompetent, hårdhændet, sjusket, og drikfældig. Den faglærte sygeplejerske derimod, forbindes med forskellige ideelle karaktertræk for en sygeplejerske. Blandt disse tæller positive træk såsom tålmodighed, mildhed, hengivenhed, takt, raffinement og ikke mindst kvindelighed [womanliness]. Ved at bygge denne modstilling op kan Gamps kritikere beskrive den faglærte sygeplejerske som kvindelig og dermed implicit sige, at den ufaglærte ikke er det. Kvindelighed bliver det samlende mærkat for modstillingen: Den nye sygeplejerske, hendes personlige træk samt hendes altruistiske motivation er kvindelig. Den gamle sygeplejerske, hendes karaktertræk og egeninteresse er det ikke.

Selv om et af målene for kritikerne egentligt var at uddanne sygeplejerskerne, argumenterer de for, at de rette personlige karaktertræk ikke kan læres gennem uddannelse. De beskrives i stedet som ”uhåndgribelige kvaliteter”, der principielt er lige så vigtige som uddannelse.^[xii] Sygepleje som profession gøres altså uadskillelig fra det kvindelige og udråbes direkte til ”det fornemmeste, nobleste og mest kvindelige erhverv i verden”,^[xiii] som en Mrs. Bedford Fenwick her formulerer det i Nursing Record fra 1888. Kritikerne af den gamle sygepleje bygger altså deres argumentation op ved først at forbinde sygeplejen som institution med det kvindelige. Via den forbindelse gør de dernæst sygeplejen uløseligt forbundet med den enkelte sygeplejerske og hendes personlige karakter. Derved bliver det muligt for dem at kritisere den ’gamle’ sygepleje ved på forskellige parametre at fremhæve dennes negative kvindelige træk. Når Gamp bruges som symbol i diskussionen, er det altså i et forsøg på at overtale læseren: Ved at repræsentere en negativ modpol til det kvindelige, og dermed sygeplejen, bruges Gamp aktivt som et argument for at reformere sygeplejen.

Fortalerne for reform brugte altså datidens normer for kvindelighed til at styrke deres argument, og, særligt interessant i en kønsidéhistorisk sammenhæng, formede de også selv aktivt forestillingerne om negativ og positiv kvindelighed. Dette så vi f. eks. i spørgsmålet om sygeplejerskens motivation, hvor den religiøse idé om næstekærlighed forbindes med det kvindelige. I denne kontekst udgøres det kvindelige altså også af religiøse idéer og er derved ikke en ’selvstændig’ entitet.

Konklusion

Dette kapitel har vist, hvordan aktører, der ønskede at reformere den engelske sygepleje, gjorde diskussionen af sygeplejen som institution til en diskussion af sygeplejerskens personlige karakter. På denne måde kunne de bygge en argumentation op omkring modstillingen af positiv og negativ kvindelighed – hvor Sarah Gamp blev symbolet på sidstnævnte. 

Af størst kønsidéhistorisk betydning så vi, hvordan selve kategorien kvindelighed også var formet af disse aktørers interesser. Gamp blev altså brugt som led i en argumentation, der søgte at overtale den britiske offentlighed til at tilslutte sig en bestemt sag. At man skal forstå brugen af Gamp som et forsøg på overtalelse er vigtigt. Her er der nemlig tale om alle idéhistoriske undersøgelsers hovedobjekt: Kamp om mening. Ved at vise hvordan forestillinger om kvindelighed er blevet konstrueret og brugt i en bestemt argumentation, har dette kapitel vist, at ’kvindelighed’ ikke er en neutral eller statisk betegnelse. Betegnelsen udgøres også af bestemte interesser i bestemte kontekster, hvorfor forestillinger om ’rigtig’ og ’forkert’ kvindelighed, eller kønnethed, derfor må forstås i sammenhæng med den kontekst de udtales i.

Linnea Amalie Høyer er bachelorstuderende på Litteraturhistorie ved Aarhus Universitet. Uddraget er fra antologien Kønnets idéhistorie, som er udgivet af Baggrund.

^[i]“Supplement to the Nursing Record”, Nursing Record, vol. 1, 20. december 1888, s. 537,

^[ii]jf. The English Oxford Dictionaries.

^[iii]Joan W. Scott, “Gender: a useful category of historical analysis”, American Historical Review, vol. 91, nr. 5, 1986, s. 1053.

^[iv]Scott, “Gender: a useful category of historical analysis”, s. 1067-1068.

^[v]Charles Dickens, The life and adventures of Martin Chuzzlewit,Oxford: Oxford University Press 1984, s. 367.

^[vi]F.eks.  navn ikke opgivet, “Hospital nurses as they are and as they ought to be”, Fraser Magazine, vol. 37, maj 1848, s. 539,

^[vii]Anne Summers, “The Mysterious demise of Sarah Gamp: The domiciliary nurse and her detractors, ca. 1830-1860”, Victorian studies,vol. 32, 1989, s. 365.

^[viii]Margaret Breay, “Nursing in the Victorian Era”, Nursing Record & Hospital World, 19. juni 1897, s. 493,

^[ix]Mrs. Bedford Fenwick, “Christmas Chimes”, Nursing Record, vol. 1, 20. december 1888, s. 538,

^[x]Summers, “The Mysterious demise of Sarah Gamp”, s. 378.

^[xi]Navn ikke opgivet, “Hospital nurses as they are and as they ought to be”, s. 540.

^[xii]Navn ikke opgivet, “The Nursing of the Sick under Queen Victoria”, British Medical Journal, vol. 1, 19. juni 1897, s. 1647, https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC2434036/pdf/brmedj08669-0124.pdf.

^[xiii]Fenwick, “Christmas Chimes”, s. 538.