Hvad tænkte de på? De haitianske revolutionæres idéer ved Revolutionens udbrud i 1791

De haitianske revolutionære havde ikke nødvendigvis samme mål for øje, da de startede Revolutionen i august 1791. Nicolai von Eggers ser i dette kapitel fra Global idéhistorie på det idégods og de erfaringer, som de revolutionære havde med sig, og som på forskellig vis lagde grunden til Revolutionen.

Hvad tænkte de haitianske revolutionære på, da de startede historiens måske mest spektakulære oprør i august 1791, som på sigt afskaffede slaveriet og etablerede historiens første post-koloniale stat, hvor de tidligere slavegjorte selv var blevet den nye herskende klasse?

For det første var Den Haitianske Revolution en del af Den Franske Revolution (om end den på ingen måde kan reduceres til et resultat af denne). Skiftende franske regimer mellem 1789 og 1804 havde enorm indflydelse på situationen i Haiti; de slavegjortes oprør fulgte efter oprør fra de frie farvede, som i forlængelse af de revolutionære i Frankrig krævede borgerrettigheder til dem selv; og franske idéer om menneskerettigheder, lighed og kampen for frigørelse blev utvivlsomt importeret. 

For det andet var Den Haitianske Revolution en del af en afrikansk og særligt en congolesisk kontekst. Importen af slaver steg eksplosivt i årene op til revolutionen, og størstedelen af disse kom fra det vestlige Centralafrika, der var præget af krigstilstande. Mange haitianske revolutionære var altså erfarne soldater fra krigene i dette område og medbragte både politiske idéer, tætte sammenhold og ikke mindst guerillakrigsteknikker, som var franskmændene fuldstændigt ukendte. 

For det tredje var Den Haitianske Revolution en del af amerikansk og, mere specifikt, caribisk kontekst. Især frie-farvede oprørere identificerede sig som amerikanere og havde erfaring fra de amerikanske frihedskrige (1776-1783), hvor de havde kæmpet under fransk flag imod englænderne. De caribiske øer – uanset om de var under engelsk, spansk, fransk eller dansk herredømme – var alle kendetegnet ved plantageøkonomi og den særlige klassedeling, kultur og politiske dynamik dette bragte med sig af arbejdermodstand, slaveoprør og marronage: petit marronage, hvor en eller få slavegjorte forsvinder i kort tid, og grand marronage, hvor en større gruppe slavegjorte forsvinder og i visse tilfælde slår sig ned i marrons-samfund væk fra plantagerne. Denne fælles-caribiske marronage– og modstandstradition er væsentlig. De to måske vigtigste tidlige revolutionære ledere var Dutty Boukman, som ikke lang tid før Revolutionen var blevet solgt til en plantage i Saint-Domingue, fordi han hele tiden startede oprør og organiserede modstand i den engelske koloni Jamaica, og Jean-François Papillon, der havde levet som marron de sidste fire år, før han var med til at starte Revolutionen. Ud fra disse tre kontekster vil jeg i det følgende rekonstruere elementer af de haitianske revolutionæres idéer.

Hvad tænkte de på?

Den umiddelbare antagelse, som heller ikke er helt forkert, er selvfølgelig, at de haitianske revolutionære tænkte på frigørelse fra slaveri. Men foruden at være en rent negativ og lidt fattig bestemmelse, der ikke fortæller os så meget – hvilken slavegjort person vil ikke tænke på frigørelse? – er det faktisk heller ikke helt klart, hvad ’frigørelse fra slaveri’ dækker over: Er det en kamp for den almene afskaffelse af slaveri eller en kamp for ens egen frisættelse? Den første indebærer en totalt omvæltning af sociale og politiske forhold – en revolution – mens den sidste fint kan finde sted mere eller mindre inden for de etablerede forhold. 

Hvis vi ser på de haitianske revolutionæres egne ord – for så vidt det er deres egne ord – peger de i retning af det sidste. I de breve og rapporter om breve, vi har fra forhandlingerne fra slut-november til slut-december 1791, kræver oprørslederne Jean-François og Biassou frisættelse af revolutionens ledere, amnesti for oprørere, markant mindre afstraffelse i den daglige drift af plantagerne, to eller flere ugentlige fridage og to timers middagspause. Til gengæld lover oprørslederne at hjælpe med at få resten af de slavegjorte, titusinder af oprørere, tilbage til plantagerne. Konsulterer vi imidlertid andre kilder, tyder det på, at de menige revolutionære – da de blev bekendt med dens indhold – protesterede voldsomt mod denne aftale (som aldrig blev til noget). Derudover har vi et muligvis ægte forhandlingsoplæg fra en anden oprørsleder, Jeannot, som synes at pege i retning af total frisættelse fra slaveri (i det mindste i Norddistriktet, hvor oprøret stadig begrænsede sig til i efteråret ’91). Netop denne Jeannot blev henrettet på ordre fra Jean-François, før sidstnævnte optog forhandlinger med de franske styrker, og det er oplagt at se Jeannots henrettelse som et udtryk for divergerende opfattelser af, hvad de haitianske revolutionære kæmpede for. Mens nogle som Jean-François og Biassou blot kæmpede for forbedringer indenfor rammerne af det eksisterende system, var der andre, der kæmpede for afskaffelse af slaveri og måske endda en selvstændig stat og en regering, som ville bestå (også) af tidligere slavegjorte individer.¹

Kan vi sige mere om, hvad de revolutionære ikke bare kæmpede imod (elendige levevilkår og måske endda slaveri som sådan), men også, hvad de kæmpede for? Forskningen peger i tre forskellige retninger alt afhængig af, hvilken kontekst, de tilskriver størst betydning. 

Den Franske Revolution

Ifølge forskere, der placerer de haitianske revolutionære i konteksten af Den Franske Revolution, skulle de revolutionære kæmpe for menneskerettigheder og have taget den yderste konsekvens af disse rettigheder: afskaffelsen af slaveri og indførslen af fulde borgerrettigheder for dem selv. Problemet er bare, som allerede nævnt, at vi ikke finder nogen henvisninger til rettigheder i forhandlingerne, og vi har ingen indikationer på, at de slavegjorte ellers krævede eller søgte indflydelse i den eksisterende politiske struktur, sådan som de frie-farvede oprørere gjorde. Eneste indicie er en beretning om, at man på en tilfangetagen oprører skulle have fundet et eksemplar af menneskerettighedserklæringen – men oplysningen er af forskellige grunde mildest talt utroværdig. Vi ved dog, at de slavegjorte oprørere arbejdede tæt sammen med frie farvede, at de må have overhørt og måske endda læst (eller fået læst højt) beretninger om udviklingerne i Frankrig. Faktum er dog, at selv senere i Revolutionen, hvor vi har lidt mere dokumentation, fylder rettighedsdiskursen så godt som ingenting. Det revolutionære slogan ”friheden eller døden”, som blev brugt i både Den Amerikanske og Den Franske Revolution, finder vi dog både i ’Jeannots’ brev (september ’91) og Uafhængighedserklæringen (januar 1804), så en eller anden indflydelse på de haitianske revolutionære har de andre revolutioner haft.

Den afrikanske kontekst

Nyere forskning har forsøgt at placere de tidlige haitianske revolutionære i deres afrikanske og særligt den congolesiske kontekst. Vi har meget lidt skriftligt materiale at gå efter her, hvorfor dette perspektiv har fyldt meget lidt, men der er øget fokus på netop denne kontekst og gjort nogle interessante forsøg.² James Sweet har på et ret spinkelt grundlag (dele af en ordbog nedskrevet af en plantageejer efter dennes eksil til USA) argumenteret for, at de slavegjorte ikke havde noget begreb for ’slave’ i deres på dette område kikongo-afledte kreolske sprog. I stedet havde de begreber for typer af forskellige hersker-forhold og afhængighed. Når haitianske revolutionære sluttede sig til oprørshæren, gjorde de ikke sig selv fuglefrie, men tilbød deres lydighed til en ny mester (oprørshærens ledere). Sweets historisk-lingvistiske studie bekræfter Thorntons tidligere studie, som forsøgte at påvise, at royalisme var ekstremt udbredt, måske endda den dominerende politiske horisont, for de haitianske revolutionære. Af den grund gav den senere republikanisme indført i 1792 (efter udviklingen i Frankrig), i det mindste i begyndelsen, ganske enkelt ikke mening for de revolutionære, fordi der altid måtte være en konge. Konsekvensen af Sweets argument er, at et begreb som ’afskaffelse af slaveri’ simpelthen ikke har eksisteret eller givet mening blandt de haitianske revolutionære, der forstod verden som relationer af gensidig lydighed og ansvar. Problemet for de revolutionære var således ikke det asymmetriske magtforhold, men snarere herrernes manglende evne til at leve op til deres ansvar. Sweet argumenterer desuden for, at hvor de haitianske revolutionære havde et relativt finkornet vokabular for forskellige former for autoritet og afhængighed, så havde de intet begreb for at skelne mellem europæiske nationaliteter. Deres begreb for franskmændene var ganske enkelt m’poutou (afledt af ’fra Portugal’), hvilket siger lidt om, hvor fjernt de europæiske stater og deres forskellige politiske systemer har været for de tidlige haitianske revolutionære. 

Grundlaget for nogle af disse studier er en anelse spinkelt, og man skal være påpasselig med at drage for mange konklusioner om de haitianske revolutionæres politiske idéer på dette grundlag. Men de illustrerer godt, hvorfor man skal være opmærksom på, at idéer og begreber man tilskriver de revolutionære, meget vel kan være udtryk for vores egne projektioner.

De sociale og produktionsmæssige forhold

En tredje gruppe af forskere har placeret de haitianske revolutionære i primært deres sociale kontekst i kolonien. Plantagerne producerede med henblik på eksport, og Saint-Domingue var i store træk opdelt mellem plantageejere og arbejdere på plantagerne. Disse arbejdere kæmpede gennem hele perioden og med en vis succes for tid og jord til at dyrke deres egne fødevarer og for at handle med disse på små lokale markeder. Dette var i grundlæggende træk produktionsmåden før revolutionen med dens tilhørende klasseinteresser, og den reproducerer sig i overraskende grad gennem hele Revolutionen og dens efterspil. I stedet for hvide aristokratiske eller borgerlige plantageejere får vi i løbet af Revolutionen en plantagebesiddende klasse bestående af de øverste militærfolk, mens vi stadig har en stor klasse af plantagearbejdere, som kæmper for retten til småbrug og fødevareproduktion til et lokalt hjemmemarked snarere end produktion af eksportafgrøder som kaffe og sukker. 

I den forstand er det ikke helt urealistisk at hævde, at de tidligere haitianske revolutionære ledere kæmpede for at blive en ny herskende klasse i en social formation som i store træk ville ligne den eksisterende, mens de ’menige’ revolutionære kæmpede for muligheden for at blive en befolkning af småbrugere (individuelt, som familier, eller som små grupper og samfund), der producerede afgrøder til eget forbrug og til lokalsamfundet. I starten af Revolutionen forsøgte de at slippe af med den udbyttende klasse af hvide, mens de senere i Revolutionen og efter Revolutionen forsøgte at slippe af med en udbyttende klasse af sorte militærfolk. Især Carolyn Fick og Michel-Rolph Trouillot har lavet gode studier, der peger i denne retning.¹¹³

Konklusion

Så hvad tænkte de haitianske revolutionære på, da de startede Revolutionen i august 1791? De tænkte ikke nødvendigvis på det samme: frustration over arbejdsforhold, kampen for mere ansvarsbevidste ledere, kampen mod slaveri, kampen for at blive et nyt militært aristokrati, kampen for at oprette små landbrugskommuner – alle disse har formentlig været elementer blandt forskellige haitianske revolutionære. 

Konklusionen er, at den begrænsede dokumentation og manglen på manifester eller noget, der ligner, gør det svært at afgøre præcis, hvad de haitianske revolutionære forestillede sig. Det er kun ved at indsætte Den Haitianske Revolution i dens globale kontekst, som en begivenhed, der udspillede sig i kampene i Caribien mellem folk fra Europa, Amerika og Afrika, at vi kan komme med kvalificerede bud på, hvad der idémæssigt gav liv til Den Haitianske Revolution.  For at forstå, hvad de haitianske revolutionære tænkte på, må vi både se på det idégods, som kom fra Den Franske Revolution (og hvordan det kom), det idégods og erfaringer, som kom fra de revolutionæres (eller deres forældres) oprindelsesland, samt de lokale sociale, økologiske og produktionsmæssige forhold, og den idé om det gode liv, som kan tilpasses hertil. 

Endelig havde Den Haitianske Revolution en global effekt. Nyheden om Den Haitianske Revolution – at den slavegjorte befolkning havde afskaffet slaveriet og implementeret et nyt politisk system – sendte chokbølger gennem verden, og vi har beretninger fra såvel USA, Jamaica og Cuba, som Venezuela, Brasilien, Frankrig og Danmark. Slaverispørgsmålet var endegyldigt forandret, og Den Haitianske Revolution tjener stadig den dag i dag som et forbillede for nationale frihedskæmpere.

Nicolai von Eggers Mariegaard er postdoc ved Det Danske Institut i Athen og PhD i idéhistorie fra Aarhus Universitet.