Hvad tænkte de på? De haitianske revolutionæres idéer ved Revolutionens udbrud i 1791

Incendie de la Plaine du Cap. — Mas­sacre des Blancs par les Noirs (1833). Foto: Wiki­me­dia Commons

De haitianske revolutionære havde ikke nødvendigvis samme mål for øje, da de startede Revolutionen i august 1791. Nicolai von Eggers ser i dette kapitel fra Global idéhistorie på det idégods og de erfaringer, som de revolutionære havde med sig, og som på forskellig vis lagde grunden til Revolutionen.

Hvad tænk­te de haitianske rev­o­lu­tionære på, da de start­ede his­to­riens måske mest spek­takulære oprør i august 1791, som på sigt afskaffede slaver­i­et og etablerede his­to­riens første post-kolo­niale stat, hvor de tidligere slaveg­jorte selv var blevet den nye hersk­ende klasse?

For det første var Den Haitianske Rev­o­lu­tion en del af Den Franske Rev­o­lu­tion (om end den på ingen måde kan reduc­eres til et resul­tat af denne). Skif­tende franske regimer mellem 1789 og 1804 havde enorm ind­fly­delse på sit­u­a­tio­nen i Haiti; de slaveg­jortes oprør ful­gte efter oprør fra de frie farvede, som i for­læn­gelse af de rev­o­lu­tionære i Frankrig krævede borg­er­ret­tighed­er til dem selv; og franske idéer om men­neskerettighed­er, lighed og kam­p­en for frigørelse blev utvivl­somt importeret. 

For det andet var Den Haitianske Rev­o­lu­tion en del af en afrikan­sk og særligt en con­gole­sisk kon­tekst. Importen af slaver steg eksplo­sivt i årene op til rev­o­lu­tio­nen, og størst­ede­len af disse kom fra det vestlige Cen­tralafri­ka, der var præget af krigstil­stande. Mange haitianske rev­o­lu­tionære var alt­så erfarne sol­dater fra kri­gene i dette område og med­bragte både poli­tiske idéer, tætte sam­men­hold og ikke mindst gueril­lakrig­steknikker, som var fran­skmæn­dene fuld­stændigt ukendte. 

For det tred­je var Den Haitianske Rev­o­lu­tion en del af amerikan­sk og, mere speci­fikt, caribisk kon­tekst. Især frie-farvede oprørere iden­ti­fi­cerede sig som amerikanere og havde erfar­ing fra de amerikanske fri­hed­skrige (1776–1783), hvor de havde kæm­pet under fran­sk flag imod englæn­derne. De caribiske øer – uanset om de var under engel­sk, span­sk, fran­sk eller dan­sk herredømme – var alle kende­teg­net ved plan­tageøkono­mi og den særlige klassedel­ing, kul­tur og poli­tiske dynamik dette bragte med sig af arbe­j­der­mod­stand, slaveo­prør og mar­ronage: petit mar­ronage, hvor en eller få slaveg­jorte forsvin­der i kort tid, og grand mar­ronage, hvor en større gruppe slaveg­jorte forsvin­der og i visse til­fælde slår sig ned i mar­rons-sam­fund væk fra plan­tagerne. Denne fælles-caribiske mar­ronage- og mod­stand­stra­di­tion er væsentlig. De to måske vigtig­ste tidlige rev­o­lu­tionære ledere var Dut­ty Bouk­man, som ikke lang tid før Rev­o­lu­tio­nen var blevet sol­gt til en plan­tage i Saint-Domingue, for­di han hele tiden start­ede oprør og organ­is­erede mod­stand i den engelske koloni Jamaica, og Jean-François Papil­lon, der havde lev­et som mar­ron de sid­ste fire år, før han var med til at starte Rev­o­lu­tio­nen. Ud fra disse tre kon­tek­ster vil jeg i det føl­gende rekon­struere ele­menter af de haitianske rev­o­lu­tionæres idéer.

Hvad tænkte de på?

Den umid­del­bare antagelse, som heller ikke er helt fork­ert, er selvføl­gelig, at de haitianske rev­o­lu­tionære tænk­te på frigørelse fra slaveri. Men foru­den at være en rent neg­a­tiv og lidt fat­tig bestem­melse, der ikke fortæller os så meget – hvilken slaveg­jort per­son vil ikke tænke på frigørelse? – er det fak­tisk heller ikke helt klart, hvad ’frigørelse fra slaveri’ dækker over: Er det en kamp for den almene afskaf­felse af slaveri eller en kamp for ens egen frisæt­telse? Den første inde­bær­er en totalt omvælt­ning af sociale og poli­tiske forhold – en rev­o­lu­tion – mens den sid­ste fint kan finde sted mere eller min­dre inden for de etablerede forhold. 

Hvis vi ser på de haitianske rev­o­lu­tionæres egne ord – for så vidt det er deres egne ord – peger de i ret­ning af det sid­ste. I de breve og rap­porter om breve, vi har fra forhan­dlingerne fra slut-novem­ber til slut-decem­ber 1791, kræver oprørsled­erne Jean-François og Bias­sou frisæt­telse af rev­o­lu­tio­nens ledere, amnesti for oprørere, markant min­dre afs­traf­felse i den daglige drift af plan­tagerne, to eller flere ugentlige fridage og to timers mid­dagspause. Til gengæld lover oprørsled­erne at hjælpe med at få resten af de slaveg­jorte, titusin­der af oprørere, tilbage til plan­tagerne. Kon­sul­ter­er vi imi­dler­tid andre kilder, tyder det på, at de menige rev­o­lu­tionære – da de blev bek­endt med dens ind­hold – pro­test­erede vold­somt mod denne aftale (som aldrig blev til noget). Deru­dover har vi et muligvis ægte forhan­dling­so­plæg fra en anden oprørsled­er, Jean­not, som synes at pege i ret­ning af total frisæt­telse fra slaveri (i det mind­ste i Nord­dis­trik­tet, hvor oprøret stadig begrænsede sig til i efteråret ’91). Netop denne Jean­not blev hen­ret­tet på ordre fra Jean-François, før sid­st­nævnte optog forhan­dlinger med de franske styrk­er, og det er oplagt at se Jean­nots hen­ret­telse som et udtryk for diverg­erende opfat­telser af, hvad de haitianske rev­o­lu­tionære kæm­pede for. Mens nogle som Jean-François og Bias­sou blot kæm­pede for forbedringer inden­for ram­merne af det eksis­terende sys­tem, var der andre, der kæm­pede for afskaf­felse af slaveri og måske end­da en selvstændig stat og en regering, som ville bestå (også) af tidligere slaveg­jorte indi­vider.1

Kan vi sige mere om, hvad de rev­o­lu­tionære ikke bare kæm­pede imod (elendi­ge lev­evilkår og måske end­da slaveri som sådan), men også, hvad de kæm­pede for? Forsknin­gen peger i tre forskel­lige ret­ninger alt afhængig af, hvilken kon­tekst, de tilskriv­er størst betydning. 

Den Franske Revolution

Ifølge forskere, der plac­er­er de haitianske rev­o­lu­tionære i kon­tek­sten af Den Franske Rev­o­lu­tion, skulle de rev­o­lu­tionære kæmpe for men­neskerettighed­er og have taget den yder­ste kon­sekvens af disse ret­tighed­er: afskaf­felsen af slaveri og ind­førslen af fulde borg­er­ret­tighed­er for dem selv. Prob­lemet er bare, som allerede nævnt, at vi ikke find­er nogen hen­vis­ninger til ret­tighed­er i forhan­dlingerne, og vi har ingen indika­tion­er på, at de slaveg­jorte ellers krævede eller søgte ind­fly­delse i den eksis­terende poli­tiske struk­tur, sådan som de frie-farvede oprørere gjorde. Eneste indi­cie er en beretning om, at man på en til­fange­ta­gen oprør­er skulle have fun­det et eksem­plar af men­neskerettighed­serk­lærin­gen – men oplysnin­gen er af forskel­lige grunde mildest talt utro­værdig. Vi ved dog, at de slaveg­jorte oprørere arbe­jd­ede tæt sam­men med frie farvede, at de må have over­hørt og måske end­da læst (eller fået læst højt) beretninger om udviklingerne i Frankrig. Fak­tum er dog, at selv senere i Rev­o­lu­tio­nen, hvor vi har lidt mere doku­men­ta­tion, fylder ret­tigheds­diskursen så godt som ingent­ing. Det rev­o­lu­tionære slo­gan ”fri­he­den eller døden”, som blev brugt i både Den Amerikanske og Den Franske Rev­o­lu­tion, find­er vi dog både i ’Jean­nots’ brev (sep­tem­ber ’91) og Uafhængighed­serk­lærin­gen (jan­u­ar 1804), så en eller anden ind­fly­delse på de haitianske rev­o­lu­tionære har de andre rev­o­lu­tion­er haft.

Den afrikanske kontekst

Nyere forskn­ing har forsøgt at placere de tidlige haitianske rev­o­lu­tionære i deres afrikanske og særligt den con­gole­siske kon­tekst. Vi har meget lidt skriftligt mate­ri­ale at gå efter her, hvor­for dette per­spek­tiv har fyldt meget lidt, men der er øget fokus på netop denne kon­tekst og gjort nogle inter­es­sante forsøg.2 James Sweet har på et ret spinkelt grund­lag (dele af en ord­bog ned­skrevet af en plan­tagee­jer efter dennes eksil til USA) argu­menteret for, at de slaveg­jorte ikke havde noget begreb for ’slave’ i deres på dette område kikon­go-afledte kre­olske sprog. I stedet havde de begre­ber for typer af forskel­lige hersker-forhold og afhængighed. Når haitianske rev­o­lu­tionære slut­tede sig til oprør­shæren, gjorde de ikke sig selv fugle­frie, men tilbød deres lydighed til en ny mester (oprør­shærens ledere). Sweets his­torisk-lingvis­tiske studie bekræfter Thorn­tons tidligere studie, som forsøgte at påvise, at roy­al­isme var ekstremt udbredt, måske end­da den dominerende poli­tiske horisont, for de haitianske rev­o­lu­tionære. Af den grund gav den senere repub­likanisme ind­ført i 1792 (efter udviklin­gen i Frankrig), i det mind­ste i beg­y­n­delsen, ganske enkelt ikke mening for de rev­o­lu­tionære, for­di der altid måtte være en konge. Kon­sekvensen af Sweets argu­ment er, at et begreb som ’afskaf­felse af slaveri’ sim­pelthen ikke har eksis­teret eller givet mening blandt de haitianske rev­o­lu­tionære, der forstod ver­den som rela­tion­er af gen­sidig lydighed og ans­var. Prob­lemet for de rev­o­lu­tionære var således ikke det asym­metriske magt­forhold, men snarere her­rernes man­glende evne til at leve op til deres ans­var. Sweet argu­menter­er desu­den for, at hvor de haitianske rev­o­lu­tionære havde et rel­a­tivt finko­r­net vok­ab­u­lar for forskel­lige for­mer for autoritet og afhængighed, så havde de intet begreb for at skelne mellem europæiske nation­aliteter. Deres begreb for fran­skmæn­dene var ganske enkelt m’poutou (afledt af ’fra Por­tu­gal’), hvilket siger lidt om, hvor fjernt de europæiske stater og deres forskel­lige poli­tiske sys­te­mer har været for de tidlige haitianske revolutionære. 

Grund­laget for nogle af disse studi­er er en anelse spinkelt, og man skal være påpas­selig med at drage for mange kon­klu­sion­er om de haitianske rev­o­lu­tionæres poli­tiske idéer på dette grund­lag. Men de illus­tr­erer godt, hvor­for man skal være opmærk­som på, at idéer og begre­ber man tilskriv­er de rev­o­lu­tionære, meget vel kan være udtryk for vores egne projektioner.

De sociale og produktionsmæssige forhold

En tred­je gruppe af forskere har plac­eret de haitianske rev­o­lu­tionære i primært deres sociale kon­tekst i kolonien. Plan­tagerne pro­duc­erede med hen­blik på eksport, og Saint-Domingue var i store træk opdelt mellem plan­tagee­jere og arbe­jdere på plan­tagerne. Disse arbe­jdere kæm­pede gen­nem hele peri­o­den og med en vis suc­ces for tid og jord til at dyrke deres egne føde­var­er og for at han­dle med disse på små lokale marked­er. Dette var i grundlæggende træk pro­duk­tion­s­må­den før rev­o­lu­tio­nen med dens tilhørende klas­sein­ter­ess­er, og den repro­duc­er­er sig i over­rask­ende grad gen­nem hele Rev­o­lu­tio­nen og dens efter­spil. I stedet for hvide aris­tokratiske eller borg­erlige plan­tagee­jere får vi i løbet af Rev­o­lu­tio­nen en plan­tagebesid­dende klasse bestående af de øver­ste mil­itær­folk, mens vi stadig har en stor klasse af plan­tagear­be­jdere, som kæm­per for ret­ten til småbrug og føde­vare­pro­duk­tion til et lokalt hjem­memarked snarere end pro­duk­tion af eksportafgrøder som kaffe og sukker. 

I den for­stand er det ikke helt ure­al­is­tisk at hævde, at de tidligere haitianske rev­o­lu­tionære ledere kæm­pede for at blive en ny hersk­ende klasse i en social for­ma­tion som i store træk ville ligne den eksis­terende, mens de ’menige’ rev­o­lu­tionære kæm­pede for mulighe­den for at blive en befolkn­ing af småbrugere (indi­vidu­elt, som fam­i­li­er, eller som små grup­per og sam­fund), der pro­duc­erede afgrøder til eget for­brug og til lokalsam­fun­det. I starten af Rev­o­lu­tio­nen forsøgte de at slippe af med den udbyt­tende klasse af hvide, mens de senere i Rev­o­lu­tio­nen og efter Rev­o­lu­tio­nen forsøgte at slippe af med en udbyt­tende klasse af sorte mil­itær­folk. Især Car­olyn Fick og Michel-Rolph Trouil­lot har lavet gode studi­er, der peger i denne ret­ning.113

Konklusion

Så hvad tænk­te de haitianske rev­o­lu­tionære på, da de start­ede Rev­o­lu­tio­nen i august 1791? De tænk­te ikke nød­vendigvis på det samme: frus­tra­tion over arbe­jds­forhold, kam­p­en for mere ans­vars­be­v­id­ste ledere, kam­p­en mod slaveri, kam­p­en for at blive et nyt mil­itært aris­tokrati, kam­p­en for at oprette små land­brugskom­muner – alle disse har for­mentlig været ele­menter blandt forskel­lige haitianske revolutionære. 

Kon­klu­sio­nen er, at den begrænsede doku­men­ta­tion og man­glen på man­i­fester eller noget, der lign­er, gør det svært at afgøre præ­cis, hvad de haitianske rev­o­lu­tionære forestillede sig. Det er kun ved at ind­sætte Den Haitianske Rev­o­lu­tion i dens glob­ale kon­tekst, som en begiven­hed, der udspillede sig i kam­p­ene i Cari­bi­en mellem folk fra Europa, Ameri­ka og Afri­ka, at vi kan komme med kval­i­fi­cerede bud på, hvad der idémæs­sigt gav liv til Den Haitianske Rev­o­lu­tion.  For at forstå, hvad de haitianske rev­o­lu­tionære tænk­te på, må vi både se på det idé­gods, som kom fra Den Franske Rev­o­lu­tion (og hvor­dan det kom), det idé­gods og erfaringer, som kom fra de rev­o­lu­tionæres (eller deres foræl­dres) oprindelses­land, samt de lokale sociale, økol­o­giske og pro­duk­tion­s­mæs­sige forhold, og den idé om det gode liv, som kan tilpass­es hertil. 

Endelig havde Den Haitianske Rev­o­lu­tion en glob­al effekt. Nyhe­den om Den Haitianske Rev­o­lu­tion – at den slaveg­jorte befolkn­ing havde afskaf­fet slaver­i­et og imple­menteret et nyt poli­tisk sys­tem – sendte chok­bøl­ger gen­nem ver­den, og vi har beretninger fra såv­el USA, Jamaica og Cuba, som Venezuela, Brasilien, Frankrig og Dan­mark. Slaverispørgsmålet var end­e­gyldigt foran­dret, og Den Haitianske Rev­o­lu­tion tjen­er stadig den dag i dag som et for­billede for nationale frihedskæmpere. 

111 De pågældende breve er kom­met i Den Haitianske Rev­o­lu­tion (Slag­mark, 2018). For et argu­ment for at selvstændighed allerede var en cen­tral del af den tidlige rev­o­lu­tion, se Yves Benots artikel ”The Insur­gents of 1791” i D. Geg­gus & N. Fier­ing (red.), The World of the Hait­ian Rev­o­lu­tion, Indi­ana Uni­ver­si­ty Press 2009.

112 Se John Thorn­ton, “I am the Sub­ject of the King of Kon­go”. Jour­nal of World His­to­ry, 1993 og James Sweets, “New Per­spec­tives on Kon­go in Rev­o­lu­tonary Haiti”, The Amer­i­c­as, 2017. Sweet hen­vis­er desu­den til Christi­na Mob­leys ph.d.-afhandling, The Kon­golese Atlantic, som desværre ikke er udgivet (end­nu).

113 Se Ficks, The Mak­ing of Haiti. Uni­ver­si­ty of Ten­nessee Press 1990 og Trouil­lot, Haiti: State against Nation, Mont­ly Review Press 1990.

Nico­lai von Eggers Mar­ie­gaard er post­doc ved Det Danske Insti­tut i Athen og PhD i idéhis­to­rie fra Aarhus Uni­ver­sitet.

Scroll til toppen