Alles Alexander: den Store personlighed i endnu større sammenhænge

Alexan­der den Stores ind­tog i Baby­lon (1822) af Bertel Thor­vald­sen. Ret­tighed­er: Thor­vald­sens Museum.

Siden Alexander den Store døde i 323 f.Kr, har han optrådt som kulturelt ikon i en myriade af forskellige sammenhænge; men hvordan går det til, at en historisk figur som ham ender med at figurere på alt fra husgavle i en københavnsk forstad til indgangen ved Thorvaldsens toilet? Ph.d. og adjunkt Christian Thrue Djurslev giver os et indblik i antikreception — og vores egen rolle i skabelsen af den.

ANTIKKENS FORTÆLLINGER: Antikken er andet og mere end en støvet, hensvun­den epoke. Antikken er en viden­sk­a­belig arv, som vores nuværende prak­sis står på skul­drene af; antikken er et kul­turelt udgangspunkt, som nuti­dens kun­st­nere til stadighed søger en dia­log med, og antikken er tilmed en pro­ces, hvori socio-poli­tiske bevægelser for­sat søger at finde rod og aut­encitet. I samar­be­jde med Gold­en Days udgiv­er Bag­grund online­u­ni­ver­set ’Antikkens fortællinger — i 2021’, som på den ene side fokuser­er på de tusindårige tråde, der kan trækkes til oldti­den, og sam­tidigt adresser­er de process­er, der spandt dem

Alexan­der! dit Tog kon­geligt var;
Du til Baby­lon drog — hvad kan dig hin­dre?
Men da Dan­mark til Grav Thor­vald­sen bar,
Mon Tri­umph­to­get da viste sig mindre?

Adam Oehlen­schläger (1779–1850), Sid­ste Farvel til Thor­vald­sen, vv. 53–56, i Poet­iske Skrifter, F.L. Lieben­berg (red.), Sel­sk­a­bet til Udgivelse af Oehlen­schlägers Skrifter, Bd. 23, 1861, s. 72.

Introduktion

På Chris­tians­borg Slot find­es en såkaldt “Alexan­der­sal”, som i dag dan­ner ramme for fes­tlige arrange­menter, som for eksem­pel Forsvarets nytårskur. Salen er opkaldt efter den udsmykn­ing, der præger top­pen af salen, billed­hug­geren Bertel Thor­vald­sens mon­u­men­tale mar­mor­frise, Alexan­der den Stores ind­tog i Baby­lon eller “Alexan­der­frisen” (1812). Den mere end 30 meter lange frise forestiller den ero­brede befolkn­ings fred­fyldte mod­tagelse af de make­donske sejrher­rer. Begiven­heden er his­torisk kor­rekt. Baby­lon over­gav sig uden kamp i vin­teren 330 f.Kr., hvor­fra make­donerne kunne fort­sætte deres eks­peditte ero­bringstogt af det enorme Perser­rige, som endte brat med Alexan­ders plud­selige død i selvsamme by (juni 323 f.Kr.). Thor­vald­sen kendte muligvis til episo­den gen­nem en ital­ien­sk udgave af den romerske his­torik­er Quin­tus Cur­tius Rufus’ His­to­rien om Alexan­der, som stadig kan læs­es på Thor­vald­sens Muse­um i København. 

Men der er ikke udelukkende tale om en his­torisk gen­givelse af Baby­lons over­givelse. Motivet er stærkt ide­alis­eret i ophø­jet nyk­las­sicis­tisk stil, som giv­er indtryk af uvirke­lighed. Thor­vald­sen plac­er­er Alexan­der i cen­trum og repræsen­ter­er kon­gen som en krid­hvid græsk helt, der buk­seløs og med spyd i hånd kom­mer ansti­gende i sit firspand. Man­den styr­er end ikke stridsvog­nen, som i stedet køres af en gud­dom­melig kraft, sejrs­gudin­den Nike, der vis­er sin over­jordiske støtte til krigsh­er­ren. Foran vog­nen dri­ver nogle baby­lonske “bar­bar­er” en anden kvin­delig gud­dom frem for at hilse herskeren velkom­men med et over­flødighed­shorn og en oliven­gren som fredssym­bol. Sce­nen kan ikke alene forstås som et tegn på den enkelte bys under­kas­telse, men også hele Østen eller måske hele ver­dens, såfremt man tolk­er den anden kvin­de som Tel­lus (eller Ter­ra), alt­så jorden.

I lyset af de aktuelle debat­ter om store mænd, vestlig impe­ri­al­isme og den europæiske udstill­ing af Østen (Ori­en­tal­isme) kan frisens hov­ed­mo­tiv måske virke noget utidss­varende. “Glans­billedet” dækker imi­dler­tid også over andre ube­hagelige lag, efter­som den oprindelige Alexan­der­frise havde et tydeligt poli­tisk for­mål. Orig­i­nalen blev bestilt hos Thor­vald­sen af den franske kejs­er Napoléon Bona­parte (1769–1821), som skulle have mod­taget det i anled­ning af sit for­vent­ede besøg ved Quiri­nal­pal­ad­set, Rom. Alexan­der­frisen skulle smi­gre og ret­færdig­gøre Napoleons selv­forståelse og ‑forherligelse, idet fran­skman­den ville ind­tage et under­danigt Rom under pomp og pragt som ana­log til Alexan­ders sejr­rige ind­tog i Baby­lon. Frisen talte dermed ind i Napoleons herskeride­olo­gi, som en slags legit­imerende billed­poli­tik. Denne ukom­fort­able sand­hed om ophavet blev blandt andet diskuteret ved mark­er­ing af 200-året for Thor­vald­sens Alexan­der­frise med udstill­in­gen Magtens pris. Alexan­der den Store, Napoleon og Thor­vald­sen (Thor­vald­sens Muse­um, 2012). 

Alexan­der­frisen er dog langt­fra et enestående eksem­pel. Alexan­der og den græsk-romerske oldtid er blevet genan­vendt til mangt og meget i tidens løb. De har legit­imeret krige, reli­gion­er og ver­dens­billed­er; under­støt­tet både reak­tionære og pro­gres­sive værdis­æt; og startet eller stop­pet rev­o­lu­tion­er. I min egen forskn­ing har jeg tidligere beskæftiget mig med (mis)brugen af Alexan­der i den tidlige kris­ten­dom, hvor munke anvendte fig­uren til at kri­tis­ere heden­skab, lær­dom (særligt ret­tet mod Alexan­ders under­vis­er, filosof­fen Aris­tote­les) og impe­ri­al­isme. I samme drag brugte de his­to­ri­er om ham til at legit­imere deres egen reli­gions over­legen­hed, filosofiske lev­evej og herskere, særligt den romerske kejs­er Kon­stan­tin I (r. 306–337 e.Kr.), som de anså for den første “kristne” ver­den­sh­ersker. Ved at tage ejer­skab over udval­gte dele af Alexan­der­fig­uren gjorde de kon­stant kon­gen rel­e­vant i nye og ofte selv­mod­si­gende sam­men­hænge, sådan som det er muligt med et tværkul­turelt ikon. For at forstå his­to­rien, os selv, andre og hinan­den bedre er det der­for essen­tielt at forske i disse billed­er og de bagvedliggende kul­turelle process­er, der har gjort dem til, hvad de er. Disse diskurs­er, de mulige måder at tale om emnet på, udgør den efter­hån­den lange ind­virkn­ing, som antikken og dens store per­son­lighed­er har haft og stadig har over hele verden. 

I denne artikel vil jeg gerne anvende Thor­vald­sens Alexan­der­frise som analy­segen­stand til at bel­yse, hvor­dan Alexan­der som kul­turelt ikon og for nogle idol drager betyd­nings­dan­nelse med sig i nyere tid. For­målet er at vise i hvor høj grad, man kan møde ver­sion­er af Alexan­der­fig­uren (og dermed repræsen­ta­tion­er af den antikke ver­den) i øjen­højde, for de er alle veg­ne. Jeg eksem­pli­fi­cer­er dette ved sam­tidi­ge og senere møder med vær­ket, samt per­son­lige betragt­ninger fra min egen fam­i­lie. Det gør jeg blandt andet som en påmin­delse om, at vi “alle er en del af his­to­rien”, som Gry Jex­en har for­muleret det. Som ans­poring vil jeg dog gerne give et kort ind­b­lik i den teo­retiske bag­grund og nogle af de mulighed­er, vi i dag har for at gå til materialet.

Antikreception som forskningsfelt

Antikhis­torikere, klas­siske arkæologer og filologer vare­tager forsknin­gen og formidlin­gen af viden om de græske og romerske kul­tur­er blandt Mid­del­havets mange andre kul­tur­er, som for eksem­pel Ægypten (Ægyp­tolo­gi). I nyere tid har særligt kul­tur­forsknin­gen bidraget med løs­ninger, læs­ninger og metodiske greb, der sup­plerer de nor­male red­sk­aber, som de enkelte fag­grup­per kan benytte sig af. For cir­ka tre­dive år siden—blot et enkelt hjertes­lag i antikforskning—blev der end­da opfun­det et nyt fagom­råde, antikre­cep­tion, som sæt­ter spørgsmål­stegn ved den måde, hvor­på den græske og romerske ver­den til stadighed gøres eksem­plarisk. Antikken er ofte sat på en piedestal, hvor­fra der er udledt flere ide­olo­gi­er og påståede geneal­o­giske sam­men­hænge mellem folk den­gang og senere men­nesker. Eksem­pelvis i et brev til Kong Chris­t­ian VIII fra arkitek­ten Ped­er Malling, hvor det står at læse, at Alexan­der­frisen bragte ver­den tilbage til en til­stand fra den græske gul­dalder. Sådanne tanker om en ophø­jet klas­sisk ver­den trækker lige lin­jer op igen­nem his­to­rien, som ignor­erer de veje, hvor­på antikken er kom­met til os, samt de ube­hagelige his­toriske mellem­reg­ninger. Deru­dover udvælges og forstærkes de ele­menter der pass­er én efter for­godt­befind­ende. For eksem­pel kan man i dagens Dan­mark støde på klichéen om det femte århun­dredes Athen som “demokrati­ets vugge”, selvom grækere og andre folkeslag i samme peri­ode bev­idnede byens bru­tale impe­ri­al­isme og for­pest­ede fald efter tabet i den udma­grende krig mod bystat­en Sparta. 

Antikre­cep­tion søger blandt andet at udbedre dette ved at stille skarpt på fire relaterede forhold: 

1. Orig­i­nal og reme­dier­ing. Vi genk­ender, at for­tiden er formi­dlet til os på mange forskel­lige måder og gen­nem mange forskel­lige medi­er. Det er ikke en lige­frem pro­ces, og der er ikke én dominerende forståelse eller for­tolkn­ing. Objek­ter er blevet genan­vendt og gen­for­tolket i nye sammenhænge—selv vores største kun­stværk­er, som ofte er romerske kopi­er af græske orig­i­naler. Alexan­der­frisen find­es også i et utal af udgaver. I det dig­i­tale kat­a­log på Thor­vald­sens Muse­um kan man lokalis­ere flere vari­a­tion­er af vær­ket (skitser, udsnit, dele af frisen osv.) fra mange sted­er i Dan­mark og i Europa, hvor de nye ver­sion­er må have skabt lokale genan­ven­delser eller recep­tion­er. Tænk blot på Alexan­der­salen på Chris­tians­borg: Her­til blev vær­ket først senere bestilt til det genop­byggede slot, som stod færdig­gjort i 1828, efter det var ned­brændt i 1794. Jeg ved naturligvis ikke, hvor­dan for­tidi­ge, nutidi­ge og frem­tidi­ge gæster i Alexan­der­salen rea­ger­er på frisen—det kunne være inter­es­sant at under­søge nærmere!—men reak­tion­erne kan hverken den afdøde Napoleon eller kun­st­ner kontrollere.

2. Sam­men­fald og forskelle i tid og rum. Vi erk­ender, at vi selv giv­er objek­tet en ny mening, når vi tager diskur­sivt ejer­skab af det ved genan­ven­delse. Der er et utal af eksem­pler: Engang kaldte danskere Thor­vald­sen for “kun­st­nernes konge”, mens han i Ital­ien gik under navnet ”Bas­re­li­ef­fets Patri­ark”. Det var det samme kun­stværk, der i forskel­lige ver­sion­er lå til grund for disse opfat­telser. Vi bør netop være opmærk­somme på tidligere tider og sted­ers brug af samme objekt. Vi har allerede noteret os frisens prob­lema­tiske ophav. Først og fremmest bør det nævnes, at man ikke ukri­tisk accepter­er denne anven­delse af his­to­rien om Baby­lons over­givelse, da det jo langt­fra er en sand ver­sion af his­to­riens gang men en ide­alis­eret ver­sion. For det andet kan man overve­je den poli­tiske brug i Thor­vald­sens samtid. Her kan man selvføl­gelig apolo­getisk påpege, at vær­ket kom­mer fra en anden tid, men så må man argu­mentere for, hvad vær­ket sym­bol­is­er­er i stedet for fran­skman­dens herskeride­olo­gi og kun­st­nerens selvisce­nesæt­telse. Det er i øvrigt et godt eksem­pel på en recep­tion, hvor inten­tio­nen ikke bliv­er fuld­byrdet, idet bestill­in­gen aldrig ind­friede for­vent­ningerne. Kejseren nåede ikke til Rom, så han så hverken vær­ket eller mødte kun­st­neren (det stoppede dog ikke Thor­vald­sen i at frem­stille en mar­mor­buste af Napoleon i 1830 for den skotske god­se­jer Alexan­der Murray).

En tred­je mulighed er at under­søge, om andre aktør­ers for­tolkninger af vær­ket flugter eller adskiller sig fra den oprindelige. Vi kan eksem­pelvis udforske den nærmest napoleonske selvspe­jling i 1800-tal­let. Et godt eksem­pel er den engelske baron Charles Bowyer Adder­ley eller Lord Nor­ton (1814–1905) som bestilte en lille udgave af Alexan­der­mo­tivet i en unik ter­rakot­ta-udgave til sit gods Hams Hall, War­wick­shire, nær Birm­ing­ham i det nordlige Eng­land, hvor det hang i hvert fald indtil god­set brændte i 1890. Gen­nem museets arkiv kan vi genopdage, hvad Lord Nor­ton selv skrev om erhvervelsen i slut­nin­gen af 1800-tal­let. I brevet tilslut­ter han sig et udsagn af den tyske kom­pon­ist Felix Mendelssohn. Mendelssohn havde ulig Napoleon set Alexan­der­frisen i Quiri­nal­pal­ad­set som 22-årig og beskrev for sin fam­i­lie, hvor­dan han aldrig havde set mage og “tog hen og så kun på denne frise hver uge, hvor han ind­tog Baby­lon med Alexan­der” (Ich gehe alle Woche hin, und sehe mir nur das an, und ziehe mit ein in Baby­lon). Måske delte tyskeren og englæn­deren denne opfattelse. 

3. Lokalis­er­ing i en sam­men­hæng. Dette fokus på mæn­denes egen sam­men­lign­ing med Alexan­der er naturligvis ret begrænset, for øjen­syn­ligt syntes de begge godt om vær­ket qua dets kun­st­ner­iske kvalitet. Dette er ikke over­rask­ende: I Thor­vald­sens lev­etid vandt det stor hæder stort set alle sted­er i Europa, und­ta­gen i Frankrig (efter Napoleons fald i 1814). Maleren Christof­fer Wil­helm Eck­ers­berg (1783-​1853) udtalte end­da, at frisen ikke blot var Alexan­ders tri­umf, men Thor­vald­sens egen. Mange del­er stadig den opfat­telse i dag, at det er et af Thor­vald­sens hov­ed­værk­er, selvom det ikke rak­te til inklud­er­ing i Kul­tur­min­is­teri­ets danske kul­turkanon (det blev der­i­mod gen­nem­brudsvær­ket Jason og det gyldne skind, udført i 1803 og videreud­viklet i 1828).

Portræt af Thor­vald­sen i San Luca-Akademiets dragt — kopi efter C.W. Eck­ers­berg (1843) af Carl Vil­helm Bals­gaard. Thor­vald­sens Muse­um. Pub­lic Domain. Bemærk den cen­trale del af Alexan­der­frisen i baggrunden.

Men Lord Nolton investerede i en anden mod­el end den i Quiri­nal­pal­ad­set, som Mendelssohn var for­gabt i, og han hængte den nye mod­el op i indgang­shallen, hvor den mødte nyankomne. Denne nye kon­tekst kan jo tolkes på mange måder: Var alle nyankomne gæster velkomne som Alexan­der, var god­set et nyt Baby­lon osv. Vi kender ikke folks reak­tion­er på denne vari­ant, men eksem­plet for­dr­er, at vi må overve­je, hvor meget kon­tekst vi skal give et objekt, hvor­dan og ikke mindst hvor­for. Det har stor ind­fly­delse på for­tolknin­gen at ind­placere noget i en sam­men­hæng — tænk på et inter­net­fænomen­er som memes, hvor objek­ter sættes ind i en ny og ofte humoris­tisk kon­tekst. Når vi ændr­er på noget, sæt­ter vi også et objekt i kat­e­gorisk bås, som ikke kun begrænser for­tolkn­ingsmu­lighed­erne, men også ejer­sk­a­bet i forhold til den måde, objek­tet omtales på. 

Thor­vald­sens Muse­ums arkiv er en guld­grube til at efter­søge nye sam­men­hænge for Alexan­der­frisen. Arkivet rum­mer andre vid­nes­byrd om objek­tets efter­liv. I et blandt mange breve til Thor­vald­sen fra baronessen Chris­tine Stampe, Thor­vald­sens velyn­der­ske fra ca. 1838, bad hun blandt andet om en min­dre fysisk kopi af den cen­trale frise kun med Alexan­der, som hun havde set ved toi­let­tet på et af Thor­vald­sens værk­st­ed­er. Vi ved ikke, hvad hun ville med dette, hvor­for hun havde udset sig det, eller hvad hun måtte have ment om Alexan­der, men hun var jo stadig i kon­takt med det; uanset hvad så giv­er brevet et unikt vid­nes­byrd om objek­tets eksis­tens i en ny geografisk sam­men­hæng. Hun fik dog ikke kopi­en med hjem fra sin Ital­ien­sre­jse i 1842 til god­set Nysø i Præstø på Sjæl­land, og denne speci­fikke udgave af vær­ket er siden gået tabt. Baronessens brev er dog en påmin­delse om, at det kan forek­om­mende eksklud­erende, hvis vi udelukkende anser Alexan­der­frisen for at være en snæver, nar­cis­sis­tisk selvspe­jling hos tyske kun­st­nere, franske kejsere og velbeslåede engelske adelsmænd. Der er mange flere his­to­ri­er at fortælle, idet et værk som Alexan­der­frisen har tiltalt mange.

4. Vores egen rolle og kri­tiske dis­tance. Til at udvide for­tolkn­ingsmu­lighed­erne kan vi gøre brug af mange teori­er og metoder, hvormed vi kan eksper­i­mentere med objek­ters betyd­ning ved at slippe dem løs i demokratisk ori­en­terede områder. Men i sådant et til­fælde må vi nød­vendigvis reflek­tere over vores egen rolle og ans­var. Forskel­li­gart­ede for­tolkninger af mange aktør­er min­der os ikke kun om, at alt ændr­er sig uaf­brudt, men også vores egen aktive rolle i denne dynamiske dia­log med for­tiden: Det er vigtigt at under­søge, hvad vi har gjort og stadig gør med his­to­riefortællinger i nye sam­men­hænge. Det er mindst ligeså vigtigt at tage ans­var for de ver­sion­er, som vi selv sæt­ter i søen. Sådanne overve­jelser er blevet sig­nifikante i takt med, at vi selv involveres i vores his­to­riedan­nelse på forskel­lige plat­forme. Vi er nået til et punkt, hvor forskere under­søger, hvor­dan enkelte indi­viders his­to­riesyn og ind­griben poten­tielt kan slå his­to­rien ud af sit hængsel, “the hinge of his­to­ry”, og fre­madret­tet skabe helt nye his­to­ri­er for ver­den­sor­de­nen. Dette kan måske virke som gam­le nyhed­er, for indi­vider har altid forsøgt at skabe his­to­rie, specielt his­torikere, men det nye er den store hast og enorme skala, hvor­på man kan sprede bud­sk­aber, samt det fak­tum, at alle nu kan delt­age på lige vilkår i en næsten ure­g­uleret debat.

Personlige møder

Disse fire forhold i antikre­cep­tion som til­gang kan appliceres meget bredt, hvor­for jeg i det føl­gende vil illus­trere dem med udgangspunkt i mine egne fam­i­liemedlem­mers oplevelser med Alexan­der­frisen. Jeg har blandt andet til for­mål at gøre opmærk­som på, hvor­dan Alexan­der og den antikke kul­tur­arv i dan­sk reme­dier­ing er over­alt omkring os, ikke udelukkende som et eksem­pel på en her­boende virus af kolo­nial­isme og impe­ri­al­isme, men snarere som en mulighed­ernes are­na, der kan hjælpe med at sætte vores danske ide­al­er til debat. Aktu­alis­erin­gen af Alexan­der i det danske sam­fund frem­står paradok­salt nok demokratisk, idet den foregår både i og uden­for de nor­male insti­tu­tionelle ram­mer, som når Thor­vald­sens Muse­um eksem­pelvis gør deres mate­ri­ale frit tilgæn­geligt på net­tet. Dette giv­er os alle nye mulighed­er for at opleve his­to­rien gen­nem nys­ger­righed, for­tolkn­ing og tænkepause. 

(1) Neden­stående fotografi stam­mer fra 1950’ og 60’ernes Fred­eriks­berg, hvor min far, Finn, voksede op. Han erindr­er, at foræl­drene, Preben og Grethe, hen­holdsvis fab­rik­sar­be­jder og klinikas­sis­tent, ikke itale­sat­te ophavet eller betyd­nin­gen på den gip­skopi, der hang over sofaen; par­ret var så vidt vides ligeledes ubek­endt med, hvem der var afbildet på repro­duk­tio­nen. Frisen får her en tydelig kom­mer­ciel vær­di, hvilket ikke over­rasker, når repro­duk­tion­er af kun­stvær­ket jo netop var vidt tilgæn­gelige i det almene kul­turliv på Fred­eriks­berg og i Køben­havn. Denne type kom­mod­i­fi­cer­ing af et kun­stværk kan forstås på mange måder: Som et tomt tegn i betyd­nin­gen af den antikke kul­tur i dan­sk redesign eller som mere magt til for­brugeren i udval­get af gen­stande fra højere sociale lag. Væg­bek­læd­nin­gen på Kro­n­prins­esse Sofies Vej 10, 4. tv., blev taget ned i løbet af Finns opvækst og er ikke læn­gere i fam­i­liens besiddelse.

Far­mor Grethe og Finn yder­st til højre. Pri­vat­fo­to: Finn Djurslevs.

(2) En lig­nende type kom­mod­i­fi­cer­ing af Alexan­der­frisens cen­trale motiv find­es på gavlen af et gult parcel­hus i min egen hjem­stavn Bagsværd i Glad­saxe (Rød­pilevænget 3). Det må være én af de første udgaver af frisen, jeg nogensinde har set, og kopi­en hænger der den dag i dag. Nuværende ejer lod den hænge fra tidligere, også selvom ved­k­om­mende ikke kendte til motivet, indtil min far gjorde opmærk­som på det for nylig. Jeg indrøm­mer gerne, at jeg selv må være kom­met for­bi selvsamme ver­sion af frisen mange gange i løbet af min opvækst, hvor repro­duk­tio­nen også blot var et billede med ukendt betyd­ning. Først i gym­nasi­e­ti­den stift­ede jeg i His­to­rie og senere Oldtid­skund­skab kend­skab til mate­ri­alet, som så mange andre siden 2000 (ca. 35% af Dan­marks unge). Jeg søgte end­da en still­ing ved Thor­vald­sens Muse­um, hvor jeg dog ikke kom i betragt­ning og der­for ikke i nærmere kon­takt med vær­ket, før jeg beg­y­n­dte at stud­ere Klas­sisk Græsk ved Køben­havns Uni­ver­sitetet i 2007. Ingen i fam­i­lien nærede særlig inter­esse for antikken eller Alexan­der indtil da, men det kom de til.

(3) I foråret 2019 arran­gerede min bror en fan­tastisk polter­abend for mig, hvor turen først gik til J. C. Jacob­sens hus i Val­by (Carls­berg Byen). Oprindeligt et pri­vat hjem for Jacob­sen, tjen­er huset nu en ny funk­tion som Carls­berg Akade­mi. Det er sam­tidig et fornemt his­torisk eksem­pel på en peri­ode, hvor indus­triens hov­ed­mænd over­tog mæcen-rollen fra ade­len. De pynt­ede sig med royale fjer ved at bruge de samme neok­las­siske sym­bol­er fra 1800-tal­lets fore­trukne kun­st­nere, hvilket skabte en gli­dende over­gang mellem klass­er i en tid, hvor diss­es dynamik var under forandring.

Nærværende for­fat­ter ved Alexan­der­frisen (oven­for) og andre klas­siske motiv­er i spis­esalen i J. C. Jacob­sens hus, Val­by, nu Carls­berg Akade­mi, ejet af Carls­berg­fondet. Pri­vat­fo­to: Anders Thrue Djurslev.

På Carls­berg Akade­mi løber Alexan­der­frisen hele vejen rundt i rum­met lige­som på Chris­tians­borg, Quiri­nalet og Thor­vald­sens Muse­um. I frisens mere “oprindelige” form, som de fær­reste vel har plads til der­hjemme, giv­er den et helt andet per­spek­tiv på Alexan­der. Han er bare en brik i den billedlige sekvens, og man kan gå på opdagelse i andre detal­jer eller hel­he­den. En mere kuriøs detal­je er selveste Thor­vald­sen iført toga under et pal­metræ, hvor­fra han står og ser sig omkring i sin kreation, en kun­st­ner­isk self-inser­tion i stil med Renæs­san­cens kunstnere. 

Hel­he­den er væsentlig, for den demon­str­erer en cen­tral pointe i antikre­cep­tion, nem­lig at per­spek­tiv skaber ny betyd­ning. Når vi fly­t­ter lin­sen væk fra Alexan­der som hov­ed­mo­tiv, ændr­er vores opfat­telse sig. Sådanne forskyd­ninger af fokus eksis­terede allerede i Thor­vald­sens egen tid, som de indle­dende ver­slin­jer af Adam Oehlen­schläger i artik­lens indled­ning indik­er­er. Spø­gende frem­før­er digteren den ide, at opto­get ved Thor­vald­sens ligfærd ikke stod tilbage for den overdådi­ge pro­ces­sion, der ful­gte det royale ind­tog i Baby­lon. Her vægtes selve opto­get tungt og dets aktive rolle i Thor­vald­sens sid­ste færd, selvom konge og kun­st­ner stadig er i cen­trum. Frem for kul­tur­mødet mellem baby­lon­er og make­doner fremhæves dog kun ét sted og ét sam­men­hæn­gende folk, alt­så “Dan­mark”, danskerne. Dette hen­led­er tanken på Thor­vald­sens fak­tiske inspi­ra­tionskilde, frisen fra Parthenon-tem­plet i Athen, som forestiller byens befolkn­ing, der stim­lede sam­men i en lig­nende pro­ces­sion ved fejring af den pana­thenæiske fest, de største fes­tlege. For Oehlen­schläger fandt hele Dan­mark sam­men i en folke­fest og blev til en del af noget større.

Konklusion

De tre eksem­pler på et per­son­ligt møde med Alexan­der­frisen giv­er forhåbentlig et ind­b­lik i, hvorledes antikke fig­ur­er som Alexan­der kan møde os alle sted­er i pri­vat og offentlig regi. Det kan være inter­es­sant for alle at tage del i, for eksem­pel ved at gå på opdagelse eller selv skabe andre antikre­cep­tion­er. Man kan selvføl­gelig også vælge helt at ignorere eller måske end­da brænde det hele af—Thorvaldsen lavede fak­tisk et relief i 1832 (inv. nr. A514; A515), hvor han gjorde op med forherligelsen af kon­gen og lod den død­drukne Alexan­der sætte ild til sit eget nyer­hvervede pal­ads, Persepolis—men så går man glip af en vigtig del af, hvem vi er, er blevet og kan blive på lokalt, nation­alt og inter­na­tion­alt plan. Jeg har prøvet at vise, hvor­dan antikre­cep­tion giv­er os red­sk­aber til at arbe­jde med alle sådanne repræsen­ta­tion­er, så vi ikke kun værd­sæt­ter det oprindelige ophav eller stir­rer enø­jet på en udval­gt brøkdel af vær­kets mening, men også selv kan folde mate­ri­alet ud i end­nu større sammenhænge. 

Det er alt i alt en stor og spæn­dende opgave, og jeg har på ingen måde forsøgt at udtømme emnet, men jeg håber at have illus­tr­eret, hvor­dan der lig­ger et enormt ufor­løst poten­tiale gemt i de mange spor, som bare ét værk har sat sig i efter­tiden. Man må også huske på, at Alexan­der blot er én blandt mange per­son­lighed­er i ver­den­shis­to­rien, som ligeledes har mange forbindelser til et væld af kul­tur­er og dermed et stort uud­fors­ket recep­tion­skat­a­log (Julius Cæsar og pro­feten Muham­mad har sen­est set vigtige udgivelser). Det er selvføl­gelig mindst lige så beri­gende at granske mar­gin­en af den antikke over­lev­er­ing, hvor min­dre kendte fig­ur­er gør sig gældende, som for eksem­pel krigerinden Tomyris, en nomad­e­dron­ning fra Cen­tralasien. Det er bare at gå i gang, for antikken og resten af oldti­den kan sagtens rumme aktiviteterne i dets uudtøm­melige reser­voir af mulighed­er for betyd­nings­dan­nelse i nutid og fremtid. 

Chris­t­ian Thrue Djurslev, ph.d. i klas­sisk filolo­gi og antik his­to­rie fra Exeter Uni­ver­sitet (2016), er ansat som adjunkt ved afdelin­gen for His­to­rie og Klas­siske Studi­er ved Aarhus Uni­ver­sitet. Han har udgivet en række artik­ler om Alexan­der i mange sam­men­hænge i alt fra antikke tek­ster til mod­erne heavy met­al, samt en engel­sksprog­et mono­grafi om Alexan­der i den tidlige kris­ten­dom. I øje­b­likket arbe­jder han på flere pro­jek­ter, bl.a. genan­ven­delser af his­to­rien om Kong Kyros II af Per­sien og Dron­ning Tomyris, men primært en bog om recep­tio­nen af den assyriske dron­ning Semi­ramis. Denne forskn­ing er støt­tet af Carls­berg­fondet, post­doc i Dan­mark (nr. CF17-0922).


Læs resten af artiklerne: ANTIKKENS FORTÆLLINGER – I 2021

Scroll til toppen