Crazy in love. Om antikke forelskelser og deres efterliv

Mar­mor­buste af kvin­de med pan­de­bånd og hår­net, muligvis Sap­pho; næsen er restau­r­eret. © British Muse­ums trustees. Ret­tighed­er: Cre­ative Commons.

Anakreon besang den berusende forelskelse, Sappho satte ord på kærlighedens bittersødme og Pindar beskrev fornemmelsen af at smelte ved synet af Theoxenos’ øjne. Alle som én banede de vejen for begæret i poesien ved at sætte ord på det umiddelbare og sanselige. Rasmus Sevelsted beskriver kærlighedens kår i antikken.

ANTIKKENS FORTÆLLINGER: Antikken er andet og mere end en støvet, hensvun­den epoke. Antikken er en viden­sk­a­belig arv, som vores nuværende prak­sis står på skul­drene af; antikken er et kul­turelt udgangspunkt, som nuti­dens kun­st­nere til stadighed søger en dia­log med, og antikken er tilmed en pro­ces, hvori socio-poli­tiske bevægelser for­sat søger at finde rod og aut­encitet. I samar­be­jde med Gold­en Days udgiv­er Bag­grund online­u­ni­ver­set ’Antikkens fortællinger — i 2021’, som på den ene side fokuser­er på de tusindårige tråde, der kan trækkes til oldti­den, og sam­tidigt adresser­er de process­er, der spandt dem

Vilde forelskelser og homosek­suelle forhold er en side af den antikke kul­tur, som mange måske har hørt om, men som ikke altid har pas­set ind i his­to­rien om de ellers så rationelle grækere. Alligev­el har antikkens beskriv­elser af forelskelse og erotik haft stor betyd­ning for vores syn på kærlighed.

Der er fra beg­y­n­delsen af den græske lit­ter­atur noget sub­ver­sivt ved det ero­tiske; lysterne berøver os hur­tigt magten og for­standen. Det græske ord for forelskelse og begær er eros (som lever på dan­sk i ordet erotik). Og i en kul­tur, der var optaget af store mænds bedrifter, i krig, poli­tik og filosofi, var begæret en trussel snarere end et gode. Man anså beslut­somhed og rationel han­dlekraft som en kon­sekvens af mod og måde­hold: evnen til at tøjle begæret og holde de oprørske lyster nede. Men pri­vat kunne græske mænd – og under­tiden kvin­der – mødes og dyrke eros: syn­ge sange om ero­tisk tiltrækn­ing, drikke vin, måske have sex.

Her får forelskelsen og begæret en plads, og de sub­jek­tive følelser får et sprog, der stadig er med os. ’Bit­ter­sød’ er et ord, vi stadig bruger om kærlighe­den, og det er opfun­det af digteren Sap­pho til at beskrive eros. En anden digter, Pin­dar, siger, at han er ramt af de fun­klende stråler fra den smukke Theoxenos’ øjne, er druknet i begær og smelter som bivoks i solen, når han ser de unge mænds kroppe. Eros er en storm med bræn­dende stød af van­vid, siger Ibykos. Digterne er inter­esserede i begærets effekt, hvad det gør ved krop­pen og det selv, der bliv­er split­tet og lam­met i forelskelsen. Ingen gør det bedre end Sap­pho (ca. 600 fvt.), der i et berømt digt beskriv­er den virkn­ing, synet af en els­ket kvin­de har på hende:

… når jeg ser på dig, et øjeblik / er ingen stemme tilbage i mig / men tungen knækker, og fin ild / er med ét løbet ud under huden, / for øjnene intet at se, og det dundrer for ørene. / Ned ad mig løber kold sved, skælven / griber mig helt. Grønnere end græs / er jeg – næsten død.

Det ero­tiske jeg er alt andet end fat­tet og for­nuftig. Tvær­ti­mod synes Sap­pho her at miste sig selv i forelskelsen, en til­stand hun et andet sted kalder van­vid, lige­som Anakre­on gør det senere: “Igen elsker jeg og elsker ikke, jeg er van­vit­tig og ikke van­vit­tig.” Det er også Anakre­on der er ”beruset af eros”, drunk on love, 2500 år før Rihanna.

Kærligheds­digternes opmærk­somhed på det irra­tionelle og split­tede selv lever videre hos filosof­fen Pla­ton (f. 428 fvt.). Han ser eros som dri­vkraften i men­nes­kets eksis­tens, i kamp med andre begær i sjælen, og han bruger digternes sprog til at beskrive det. Synet af den elskede – giv­er næring til sjælen, så den får vinger og fly­ver, siger han i dialo­gen Phaidros: Gen­nem øjnene strøm­mer skøn­heden ind i sjælen og får den elsk­ende til at ryste og svede under en plud­selig varme. Var­men får sjælens vingeskaft til at svulme og vokse, så ”den får udløs­ning for alt det, der havde hobet sig op i den”, og vingernes fjer blom­str­er frem. Synet af den elskede er her beskrevet som en sjælelig orgasme, et ero­tisk van­vid, der kan sætte os fri og give en umid­del­bar ind­sigt i ver­dens skøn­hed. Her ser vi en anden side af den ellers rationelle filosofi, eller en anden ratio­nalitet, måske, der er umid­del­bar og sanselig.

Det er netop den umid­del­bare forståelse, Pla­ton tilskriv­er det ero­tiske, der gjorde ham pop­ulær blandt de tyske roman­tikere, der fra 1700-tal­lets slut­ning vendte sig mod ratio­nal­is­men. Hos Pla­ton find­er de en mod­el for inspi­ra­tion og den forståelse, der und­drager sig logikken. Igen er den græske eros et oprørsk mod­spil til for­nuft og han­dling. Det er den også 1800 år tidligere, hos romerne, hvor den græske kærligheds­digt­ning lever videre på latin, fx hos digterne Ovid, Hor­ats og Cat­ul. Sid­st­nævnte over­sæt­ter Sap­phos berømte digt om det det ero­tiske van­vid til latin og giv­er dermed følelserne et nyt sprog i den for­nuft­sprægede romerske kultur.

I europæisk lit­ter­aturhis­to­rie står den græske ero­tiske digt­ning som et sanseligt mod­træk til moralske restrik­tion­er og over­dreven for­nuft. Og dog bliv­er den græske kærlighed ændret i denne recep­tion, der gør homo­erotik til het­eroerotik. I Catuls Sap­pho-over­sæt­telse er det en mand, der ser en kvin­de. Den tyske roman­tik er nok inspir­eret af Pla­ton, men ude­lad­er det homo­ero­tiske aspekt, eller forstår den netop rent pla­tonisk. Senere tider har ned­tonet eller bare set bort fra det homosek­suelle hos Pla­ton og digterne – og forsøgt at bevise, at Sap­pho ikke egentlig var tiltrukket af kvin­der. Men skjule det helt har man aldrig kun­net. Sek­suelle minoriteter har altid kun­net se antikken som en tid, der ikke bare rummede homosek­suelle forhold, men priste dem – sådan som Oscar Wilde gjorde, da han stod anklaget for sodo­mi i slut­nin­gen af 1800-tal­let. Selv i 1990’erne spillede græsk homosek­su­alitet en væsentlig rolle i at sikre LGBT+-rettigheder i amerikanske retssager. Og trods forsø­gene på at ’rense’ Sap­pho, blev sap­phisk eller les­bisk (efter hen­des ø Les­bos) et ord, der beteg­nede kvin­delig homosek­su­alitet. Eros har altid været subversiv.

Ras­mus Sevel­st­ed er post­doc ved Saxo-insti­tut­tet, Køben­havns Uni­ver­sitet. Artiklen blev bragt i Gold­en Days’ avis i august 2021.


Læs resten af artiklerne: ANTIKKENS FORTÆLLINGER – I 2021

Scroll til toppen