Crazy in love. Om antikke forelskelser og deres efterliv

Marmorbuste af kvinde med pandebånd og hårnet, muligvis Sappho; næsen er restaureret. © British Museums trustees. Rettigheder: Creative Commons.

Anakreon besang den berusende forelskelse, Sappho satte ord på kærlighedens bittersødme og Pindar beskrev fornemmelsen af at smelte ved synet af Theoxenos’ øjne. Alle som én banede de vejen for begæret i poesien ved at sætte ord på det umiddelbare og sanselige. Rasmus Sevelsted beskriver kærlighedens kår i antikken.

ANTIKKENS FORTÆLLINGER: Antikken er andet og mere end en støvet, hensvunden epoke. Antikken er en videnskabelig arv, som vores nuværende praksis står på skuldrene af; antikken er et kulturelt udgangspunkt, som nutidens kunstnere til stadighed søger en dialog med, og antikken er tilmed en proces, hvori socio-politiske bevægelser forsat søger at finde rod og autencitet. I samarbejde med Golden Days udgiver Baggrund onlineuniverset ’Antikkens fortællinger – i 2021’, som på den ene side fokuserer på de tusindårige tråde, der kan trækkes til oldtiden, og samtidigt adresserer de processer, der spandt dem

Vilde forelskelser og homoseksuelle forhold er en side af den antikke kultur, som mange måske har hørt om, men som ikke altid har passet ind i historien om de ellers så rationelle grækere. Alligevel har antikkens beskrivelser af forelskelse og erotik haft stor betydning for vores syn på kærlighed.

Der er fra begyndelsen af den græske litteratur noget subversivt ved det erotiske; lysterne berøver os hurtigt magten og forstanden. Det græske ord for forelskelse og begær er eros (som lever på dansk i ordet erotik). Og i en kultur, der var optaget af store mænds bedrifter, i krig, politik og filosofi, var begæret en trussel snarere end et gode. Man anså beslutsomhed og rationel handlekraft som en konsekvens af mod og mådehold: evnen til at tøjle begæret og holde de oprørske lyster nede. Men privat kunne græske mænd – og undertiden kvinder – mødes og dyrke eros: synge sange om erotisk tiltrækning, drikke vin, måske have sex.

Her får forelskelsen og begæret en plads, og de subjektive følelser får et sprog, der stadig er med os. ’Bittersød’ er et ord, vi stadig bruger om kærligheden, og det er opfundet af digteren Sappho til at beskrive eros. En anden digter, Pindar, siger, at han er ramt af de funklende stråler fra den smukke Theoxenos’ øjne, er druknet i begær og smelter som bivoks i solen, når han ser de unge mænds kroppe. Eros er en storm med brændende stød af vanvid, siger Ibykos. Digterne er interesserede i begærets effekt, hvad det gør ved kroppen og det selv, der bliver splittet og lammet i forelskelsen. Ingen gør det bedre end Sappho (ca. 600 fvt.), der i et berømt digt beskriver den virkning, synet af en elsket kvinde har på hende:

… når jeg ser på dig, et øjeblik / er ingen stemme tilbage i mig / men tungen knækker, og fin ild / er med ét løbet ud under huden, / for øjnene intet at se, og det dundrer for ørene. / Ned ad mig løber kold sved, skælven / griber mig helt. Grønnere end græs / er jeg – næsten død.

Det erotiske jeg er alt andet end fattet og fornuftig. Tværtimod synes Sappho her at miste sig selv i forelskelsen, en tilstand hun et andet sted kalder vanvid, ligesom Anakreon gør det senere: “Igen elsker jeg og elsker ikke, jeg er vanvittig og ikke vanvittig.” Det er også Anakreon der er ”beruset af eros”, drunk on love, 2500 år før Rihanna.

Kærlighedsdigternes opmærksomhed på det irrationelle og splittede selv lever videre hos filosoffen Platon (f. 428 fvt.). Han ser eros som drivkraften i menneskets eksistens, i kamp med andre begær i sjælen, og han bruger digternes sprog til at beskrive det. Synet af den elskede – giver næring til sjælen, så den får vinger og flyver, siger han i dialogen Phaidros: Gennem øjnene strømmer skønheden ind i sjælen og får den elskende til at ryste og svede under en pludselig varme. Varmen får sjælens vingeskaft til at svulme og vokse, så ”den får udløsning for alt det, der havde hobet sig op i den”, og vingernes fjer blomstrer frem. Synet af den elskede er her beskrevet som en sjælelig orgasme, et erotisk vanvid, der kan sætte os fri og give en umiddelbar indsigt i verdens skønhed. Her ser vi en anden side af den ellers rationelle filosofi, eller en anden rationalitet, måske, der er umiddelbar og sanselig.

Det er netop den umiddelbare forståelse, Platon tilskriver det erotiske, der gjorde ham populær blandt de tyske romantikere, der fra 1700-tallets slutning vendte sig mod rationalismen. Hos Platon finder de en model for inspiration og den forståelse, der unddrager sig logikken. Igen er den græske eros et oprørsk modspil til fornuft og handling. Det er den også 1800 år tidligere, hos romerne, hvor den græske kærlighedsdigtning lever videre på latin, fx hos digterne Ovid, Horats og Catul. Sidstnævnte oversætter Sapphos berømte digt om det det erotiske vanvid til latin og giver dermed følelserne et nyt sprog i den fornuftsprægede romerske kultur.

I europæisk litteraturhistorie står den græske erotiske digtning som et sanseligt modtræk til moralske restriktioner og overdreven fornuft. Og dog bliver den græske kærlighed ændret i denne reception, der gør homoerotik til heteroerotik. I Catuls Sappho-oversættelse er det en mand, der ser en kvinde. Den tyske romantik er nok inspireret af Platon, men udelader det homoerotiske aspekt, eller forstår den netop rent platonisk. Senere tider har nedtonet eller bare set bort fra det homoseksuelle hos Platon og digterne – og forsøgt at bevise, at Sappho ikke egentlig var tiltrukket af kvinder. Men skjule det helt har man aldrig kunnet. Seksuelle minoriteter har altid kunnet se antikken som en tid, der ikke bare rummede homoseksuelle forhold, men priste dem – sådan som Oscar Wilde gjorde, da han stod anklaget for sodomi i slutningen af 1800-tallet. Selv i 1990’erne spillede græsk homoseksualitet en væsentlig rolle i at sikre LGBT+-rettigheder i amerikanske retssager. Og trods forsøgene på at ’rense’ Sappho, blev sapphisk eller lesbisk (efter hendes ø Lesbos) et ord, der betegnede kvindelig homoseksualitet. Eros har altid været subversiv.

Rasmus Sevelsted er postdoc ved Saxo-instituttet, Københavns Universitet. Artiklen blev bragt i Golden Days’ avis i august 2021.


Læs resten af artiklerne: ANTIKKENS FORTÆLLINGER – I 2021

Scroll til toppen