Det andet FN
FN er meget andet end 15 statsrepræsentanter i en mahognibeklædt sal. Dét FN, der viser sig, når Sikkerhedsrådet tages ud af ligningen, er et FN, der konstant bevæger verden omkring os.
Vi, de forenede nationers folk. Sådan indledes FN-pagten. FN’s grundlæggende traktat, der blev underskrevet af 50 suveræne stater den 26. juni 1945 – en god måned før Enola Gays bombelem åbnedes over Hiroshima.
FN fejrer i år 70 års jubilæum. For godt tre uger siden mødtes FN’s medlemslande i Paris til COP21 i et forsøg på at komme nærmere en løsning af verdens klimaudfordringer. Lige meget om man synes, at den nye klimaaftale er løsningen eller ej, så viser COP21, at den 70-årige organisation fortsat spiller en klar rolle som et forum for løsning af problematikker, der overskrider suveræne staters grænser og evner.
Men i år har organisationens øverste myndighed, Sikkerhedsrådet, ligeledes indtaget hovedscenen. For mange mennesker er Sikkerhedsrådets manglende evne til at adressere det syriske regimes forbrydelser det bedste bevis på, at vejen mod en fredelig fremtid ikke går gennem FN, men gennem andre organisationer og alliancer.
Sikkerhedsrådet og dets mulige eller umulige reformering fortjener uden tvivl opmærksomhed. Men Sikkerhedsrådet er ikke hele FN. FN er meget andet end 15 statsrepræsentanter i en mahognibeklædt sal, der prøver at skabe fred i verden. Hvis man gør Sikkerhedsrådets evne til at løse en konflikt, som den i Syrien, til det parameter hvorpå FN’s succes skal måles, vil FN kun sjældent kunne kaldes en succes.
I denne artikelserie bliver FN målt på alt andet end Sikkerhedsrådet. Ikke for at fremstille FN som en entydig succes. Men fordi, at det FN, der viser sig, når Sikkerhedsrådet tages ud af ligningen, er et FN, der konstant bevæger verden omkring os. Det er dét FN, der fordeler havbundene i arktis, freder oldtidsminder, opstiller flygtningelejre og fungerer som statsmagt i lande i transition.
Da FN blev grundlagt i 1945 var det et meget specifikt svar på et meget specifikt problem. Først og fremmest skulle FN, som det blev erklæret i FN-pagten, “frelse kommende generationer fra krigens svøbe, som to gange i vor levetid har bragt usigelige lidelser over menneskeheden.” I disse indledende ord fra FN-pagten er en af projektets centrale spændinger tydelig: svarene på en generations problemer gøres til svarene på de kommende generationers endnu ukendte problemer. Projektet påkaldte sig dermed en universalitet, der havde til hensigt at række langt ud over sin egen samtid.
FN-pagten fra 1945 er stadig FNs grundlæggende mandat – og dermed den tekst, som FN fortsat skal finde hjemmel i. Mandatet, der blev forfattet til at løse én tids udfordringer, har dermed gjort sig gældende i 70 års globale udfordringer. Resultatet har været en konstant genfortolkning af dets betydning. Noget, der også har gjort sig gældende for alle senere FN-traktater. De strækkes, bøjes og forlades i takt med, at medlemsstater, og organisationen selv, skal svare på de udfordringer, der møder dem.
Lige præcis fordi, FN påberåber sig en så høj grad af universalitet, mener vi, at FN skal behandles gennem alt andet end store og universelle historier om, hvad organisationen er, kan og bør være. Derfor har vi bedt forskere og FN-eksperter undersøge, hvordan FN har imødekommet en verden, der konstant forandrer sig – med et mandat, der sjældent gør.