Badet som katedral: en rejse gennem badets Europa

Nogle bade er bygget til arbejderen, andre er bygget til kongen. Arkitekt Jens Vium rejser gennem Europa for at finde en badekultur, der ikke kun handler om hygiejne og motion, men også om glæden ved at opholde sig i vand, og hvordan det ses i arkitekturen.

FOKUS: DET BADENDE MENNESKE For de fleste danskere er badet en naturlig del af den daglige rutine, men vi tænker sjældent over, hvordan dét at træde ind i en brusekabine har fået en fast plads i vores dagligdag. Henover sommeren sætter vi fokus på det badende menneske og ser på, hvad badet som sted og handling kan afsløre om vores kultur, og hvordan vores kultur har været med til at forme badet, som vi kender det i dag.

En vintereftermiddag i Helsinki. Jeg kan ikke finde ro. Det er koldt og mørkt. Og jeg er grænseløst irriteret. Jeg går rundt og overvejer, hvad finnerne gør om vinteren i denne svært håndgribelige by. Saunaen! Selvfølgelig! Det må være dér, finnerne bliver varmet helt ind i sjælen. Jeg finder ud af, at der ligger et gammelt offentligt bad i centrum; en svømmehal, der fremstår næsten uændret fra 1920’erne. Jeg forestiller mig en stor udtryksfuld bygning. Men stedet viser sig at være en boligkarré. Jeg går rundt og rundt og kan ikke finde nogen svømmehal, indtil jeg støder på en trædør – på størrelse med en normal opgangsdør – og et skilt: SIMHALL, UIMAHALLI, svømmehal på finsk og svensk. Indenfor bestiller jeg en billet til badet i stueetagen, der viser sig at ligge i direkte forlængelse af receptionen. To skridt fra billetvinduet passerer jeg derfor gennem to hængende tæpper og befinder mig nu ved bassinets kant. Folk er nøgne, nogle svømmer, andre sidder i rummet. Her er en stille, sakral stemning.

Bade i alle deres afskygninger

Svømmebassinet ligger i et aflangt hovedrum i to høje etager, flankeret af søjler og buegange. Mit skab befinder sig i en af disse buegange, hvor jeg klæder mig af – lige ved bassinets kant. Det er en sjovt naturlig oplevelse, der føles meget mere fri i forhold til den typiske danske oplevelse, hvor man tripper rundt i et tarveligt halvkoldt flise-kontor-fællesskab, der lige så godt kunne være et obduktionsrum som et omklædningsrum. Det virker som et sted, der er vokset ud af tiden, ud af kulturen. Som en sten, der har fundet sin form gennem mange års slid.

Efter flere fantastiske badeoplevelser i Helsinki begyndte jeg at besøge badene omkring mig i Danmark. Men ingen af dem var af særlig høj kvalitet. De fleste havde knastørre saunaer, hvor man ikke kunne kaste vand på stenene, og dødsyge bruseoplevelser med flade elektroniske knapper. Selv smukke bade som Øbro-badet og Spanien i Aarhus er blevet restaureret ud af deres storhed, og de ligger nu hen som hygiejniske højborge, der måske er lette at spule for rengøringspersonalet, men som for brugerne er næsten umulige at nyde oprigtigt.

Sjællandsgade Bad på Nørrebro er en fantastisk undtagelse, men det var først efter en rejse rundt i Europas bade, at jeg kunne forstå badet og indskrive det i en større fortælling.

Oplevelserne med badene i Helsinki og mit møde med Sjællandsgadebadet, som jeg efterhånden begyndte at besøge næsten ugentligt, fik mig til at indlede en søgen. En søgen efter en badekultur, der havde været ukendt for mig. En badekultur, der ikke kun handlede om hygiejne og motion, men også om den simple glæde ved at opholde sig i vand – om ren kropslig nydelse. Det var ikke en søgen efter en nostalgisk epoke, hvor alting var bedre, men efter en periode, hvor det arkitektoniske fokus lå et andet sted.

På biblioteket skabte jeg mig et overblik over badets historie og dets kulturelle værdi i Europa: Jeg læste om, hvordan krige mellem store kulturer også har været krige om, hvordan man gik i bad. Om hvordan romerne prøvede på at kvæle dampbadet; og hvordan kirken forbød offentlige bade i flere århundrede. Jeg opdagede, hvordan vi først hyldede vand som velvære, gjorde det helligt, tilbad vandet og kilderne; hvordan vi gjorde badet til en del af vores almene dannelse, brugte det til kropslig opbyggelse, og hvordan vi siden gav det et rent hygiejnisk formål, før vi igen værdsatte nydelsen ved det private badekar.

Badet er under konstant udvikling både teknologisk og kulturelt. Det russiske dampbad er det mest elementære bad. Et bad skabt ved at varme sten op og smide vand på dem for så at fylde et lille skindafgrænset rum med damp og vaske sig i den fugtige luft. Jeg har også stået i en fuld-automatisk, high-tech brusekabine med indbygget dampbad i en lille træ-fyret nordnorsk hytte.

Men det var grækerne, der – som de gjorde med så meget andet – forfinede badet ved at skabe en sekvens, som den badende skulle gennemgå, når han olieindsmurt og tilsandet havde dyrket motion i gymnasierne. Romerne gjorde badene til kommercielle steder for velvære: Her kunne flere tusinde mennesker være samlet i ét bad – høj som lav. Fra lilleasien kom de mauriske eller tyrkiske bade kendt som hammam. Hammamen blev bragt til Spanien, Ungarn og Balkan af de Osmanniske tyrkere. Op igennem historien har badekulturer således skyllet ind over og frem og tilbage i Europa. I middelalderen var badene overdådighedens steder, fyldt med mad, druk og sex. I flere omgange har kirken da også langet ud efter badene for deres usædelighed, begær, nøgne kroppe og sammenblanding af kønnene. Men selvom kirken forlangte badene lukket for de almene borgere, så badede de kongelige og rige videre. I 1500- og 1600-tallet var der således meget få offentlige bade. Men i samme periode blev der opført fantastiske royale bade, der stadig står i dag.

I perioden fra 1900 til 1930 skete der et skift i badekulturen: I stedet for bade, der henvendte sig til overklassens nydelse, blev der nu bygget badehuse til den almene befolkning – bade, der mest af alt skulle tilbyde badegæsten hygiejne og motion. Der blev således bygget nogle fantastiske bygninger, der indeholdt alt, hvad et bad skal tilbyde – de var visuelt smukke, rumligt imponerende, alment tilgængelige, socialt alsidige og kropsligt tilfredsstillende.

På jagt efter badets katedraler

Målet med mit afgangsprojekt på arkitektskolen var at tegne en ny badeanstalt i København. For at skabe arkitektur, må man opleve arkitektur, opbygge et bagkatalog, se løsninger på arkitektoniske udfordringer: Jeg måtte gennem min egen tilstedeværelse opnå en forståelse for, hvad vandet og dets temperatur, luften og dens temperatur, følelse og fugtighed og akustikken betyder for rum; en forståelse for, hvordan man opholder sig i vandet.

Så jeg besluttede mig for at rejse ud.

Jeg ville se bade af vidt forskellig karakter. Nogle bade var bygget til arbejderen, andre var bygget til kongen. Før jeg tog afsted, var jeg overbevist om, at jeg ville tegne en badeanstalt som en del af en svømmehal. Modeller og tegninger var godt på vej. Men på turen ned igennem Europa ændrede opgaven sig drastisk i mit hoved. Jeg fandt ud af, at det ikke var svømmehallen, jeg fandt interessant og relevant, men badet som en katedral. Altså badet uden banesvømning. Badet, der muliggjorde den form for sundhed og velvære, man opnår ved at opvarme sin krop i vand og luft, strække den, bøje den, køle den ned igen og bevæge den i vandets modstand – alt sammen i rum, der udtrykte den samme tyngde og ro som de største katedraler.

Jeg planlagde turen en onsdag. Om aftenen spurgte jeg min mor, om jeg kunne låne hendes lille bil – torsdag morgen kørte jeg afsted. Jeg pakkede kun få ting. Bilen skulle være let, så den kunne presses op i alperne af sin lille én-liters motor: tøj, to notesbøger, tre kameraer, en telefon med vejviser, en sovepose, et liggeunderlag, en trangia, et enmandstelt, en pandelampe og en kniv.

Arbejderbadet i Østtyskland

Første mål er Halle-Saale Stadtbad, tegnet af Wilhelm Jost (1912-1915). Jeg ankommer til Haal-Saale gennem et halvforladt industrikvarter. Et af dem, der er så typisk for Tyskland, hvor bygningerne er blevet indtaget af buske og træer og en ny form for pittoresk forfald – en ny natur – er skabt. Byen er smuk, men på den her ret drabelige facon, hvor nye bygninger skævt former sig i de områder, der blev pulveriseret under Anden Verdenskrig. Historiske bygninger er genopbygget, som de så ud før krigen enten efter tegninger, tilfældige malerier, skøn, fri fantasi eller slet og ret efter ønske.

Jeg bor hos Martin, der er opvokset i byen og blev født, mens den var under kommunistisk styre. Han viser mig badet, der udvendigt fremstår som et rådhus. Det koster to euro at komme ind. Oprindeligt indeholdte det en kvinde- og en mande-svømmehal, et romersk/irsk bad og brusebade. Badet bærer vidnesbyrd om en tid med større skel mellem kønnene. Mandebadet er et rektangulært bassin med baner og to etager med fint udskårne trægelændre, formstøbte klinker af tyk mørk glasur og et højt buet loft. Kvindebadet er lige så smukt, men helt lyst, rundt og med en stor kuppel foroven, uskyldigt og badet i naturligt lys.

I indgangshallen stiller man sine sko og går gennem en smal gang mellem badets ydervæg og en trævæg, der ikke møder loftet. Her vælger man et privat omklædningsrum, går ind i en lille træbås, lukker døren bag sig og slår en bænk ned, så døren ikke kan åbnes. På bænken lægger man sine ting og klæder om. Modsat døren man kom ind af, finder man en dør med et lille vindue ud til svømmebassinet. Omklædt åbner man døren, men når man lukker den efter sig, opdager man, at der ikke er noget håndtag på ydersiden af døren – vil man ind igen, må man henvende sig til bademesteren. Alt i alt en fin lille process, der medfører, at stedet ikke har nogen udgifter til at vedligeholde låsene, og at brugerne slipper for at svømme med en nøgle om håndleddet. For at komme videre ud til bassinet må man nu bevæge sig igennem bruseområdet. På den måde bliver hygiejnen mejslet ind i arkitekturen. Skal du på toilet? Samme historie: forbi bruserne og ud på toilettet. Her har arkitekten tænkt hele processen igennem – lidt på samme måde som man tænker en procession i kirken.

Selve badet bærer præg af fyrre års kommunistisk styre og er i ganske dårlig stand. Af strukturelle grunde kan bassinet ikke fyldes helt op med vand. Den lave vandstand betyder, at bølgerne, der før skvulpede ned i bølgebryderen, nu bare rammer den flade væg og bliver kastet tilbage. Det resulterer i et bassin, der er umådeligt ringe at svømme i, fordi vandet skvulper en over hovedet. Svømmehallen er fuld af unge, der kommer i grupper og svømmer rundt sammen, og man bruger mest tid på at holde pause sammen langs kanten. Kanten er lidt speciel; på grund af den lave vandstand opstår et stort udhæng, man kan svømme under. Under udhænget er et helt bestemt akustisk miljø, hvor man ganske nemt kan have private samtaler, fordi samtalerne bliver overdøvet af vandets skvulpen.

Mandebadet bliver frekventeret hovedsageligt af unge af begge køn. Men da jeg morgenen efter tager i kvindebadet, er det kun mig og en masse gamle damer, der svømmer ganske langsomt og bruger bassinet til at lave fysiske øvelser. Deres tempo betyder, at man konstant må ændre retning for ikke at støde hovedet eller arme og ben ind i de bløde, rynkede kroppe

Bygningen tager en i hånden og fører en rundt. Man føler sig på en underlig måde meget velkommen og som en del af den, fordi man får lov til at betjene den og kan finde ud af at betjene den, trods det, at man er der for første gang. Det er et slags indgangsritual, der gør, at man føler sig indviet i et ‘de badendes fællesskab’. At man skal i kontakt med bademesteren for at komme tilbage i sin bås, giver også større anledning til at blive bekendt med stedets folk.

Det er en meget imødekommende bygning. En labyrint, hvor alle veje fører det rigtige sted hen, hjælper dig rundt, hen, ned og i vandet. Man føler sig velkommen på grund af den ligefremhed, som arkitekturen tager dig i hånden med. Det giver selvtillid og tryghed i et rum, der for mange er fremmed, fordi man er afklædt.

Senere på turen besøger jeg et bad med det samme udgangspunkt, altså et bad som også dikterer, hvordan man bevæger sig rundt, og i hvilken rækkefølge man skal gøre ting. Men i modsætning til Halle Stadtbad, som er et bad for byens folk, så er badet i Baden-Baden et bad for de rige og kongelige tilrejsende, og badet er også den eneste grund til, at jeg rejste til byen. På den måde har badet lokket sine gæster med sin overdådighed helt siden badets forgænger, der blev opført for næsten to-tusinde år siden under den romerske kejser Caracalla.

En procession i kongernes bad i Vesttyskland

Baden-Baden er kendt for Friedrichsbadet (1869-1877), tegnet af Karl Dernfeld. Jeg er kørt af Autobahnen og kan nu følge vejen ind mellem de frodige bjerge op langs floden Oos. Det er forvirrende, bjergene har klemt byen sammen nede i dalen. Alt er krøllet, og jeg kører forkert et par gange, men kører via et par hårnålesving op ad bjergsiden og finder mit lille, billige Jugend-herberg. Parkeringspladsen er stor og dækket af mos; dem, der bor her kommer med offentlig transport. Det er aften, og jeg går ned i byen for at finde mad og for at finde badet. Radisson Hotel, butikker med dyre ure, russere, englændere, tyskere, franskmænd, en fornem gammel opera. Der står voksne magnolietræer i gaderne. Langs floden ligger stramme tulipanhaver med enorme lysthuse. Gaderne er snævre, snoede og kuperede. Det historiske centrum er kompakt og midt i ligger en stor kirke og bag den det dobbelt så store bad. Facaden er 60 meter lang i renæssancestil. Det minder umådeligt meget om det enorme Caracalla-bad (212-217) i Rom – skønt Caracalla-badet var fire-fem gange så stort (stort nok til at rumme ca. 18 OL-svømmebassiner!). Badet er symmetrisk over midteraksen, hvor spejlingen adskiller mande- og kvindeafdeling, der mødes i et centralt 17 meter højt kuppelrum.

Friedrichsbadet er bygget op om 17 trin. På samme måde som arbejderbadet i Halle, bestemmer arkitekturen rækkefølgen. De 17 trin er afspejlet i næsten lige så mange rum, der ligger i forbindelse af hinanden. Man er nøgen i alle trin. Først vasker man sig under kraftige, store brusehoveder, der kun kan være helt tændte eller helt slukkede. De tændes ved, at man drejer en stor jernstang, på længde med en arm og med en knold på enden på størrelse med et æble. En begivenhed i sig selv.

Efter det følger en serie af varme rum, ikke som saunaer, men store rum af granit med træbænke, hvor folk ligger og strækker kroppen. Her er en helt præcis luftfugtighed, der giver en bestemt følelse i næsen; ikke tør og ikke så fugtig, at den presser varmen ind i dig. Ved indgangen modtager du et håndklæde og bliver spurgt, om du har prøvet det før. Svarer du nej, bliver du henvist til skilte, der angiver, hvor længe du bør være i hvert rum. Femten minutter i det 54 grader varme rum og fem minutter i det 68 grader varme rum – ét skilt for hvert rum. Herefter tager man igen et bad og afleverer håndklædet tilbage.

De næste trin er en gradvis opvarmning af kroppen i en nøje afmålt process. Dog er der et rum, som de ikke helt kan styre – dampbadet. Dampen kommer direkte fra en varm kilde, så temperaturen svinger dagligt, hvilket arkitekturen også afspejler. Rummet består af en række trin, hvor man kan sidde højere eller lavere alt efter, hvilken temperatur man ønsker. Luftfugtigheden er 100%, så man føler varmen. Den varme luft er ikke hård og krads, men i stedet blød og insisterende. Efter næsten hvert trin følger et brusebad, så man til slut har været i fire rum og taget tre brusebade.

Først nu starter rummene med vand. Idéen er langsomt at bløde kroppen op for på den måde at genoplive den, lade den trække sig sammen, idet man går fra varmt til koldere vand. Efter et 36 grader varmt bassin kommer man over i et rundt bassin, der er 28 grader. Det er stadig varmere end stort set alle svømmehaller, men da det ligger efter det meget varme bad, gennemgår kroppen en stærk oplevelse af temperaturskift. Musklerne synes først svage. Det er det første bassin, hvor man kan svømme, og når man bliver opmærksom på, hvor bløde ens muskler er, føles det næsten umuligt at bevæge arme og ben i vandets modstand. Men kroppen samler sig, fibrene genvinder deres styrke, og du føler dig frisk, ren og stærk.

Bassinet er ikke dybt, måske 1,2 meter, men til gengæld har det en kuppel større end de fleste danske kirker med over sytten meter til loftet.

Processen er vendt: Du køles langsomt ned og slutter badene med et iskold dyp. Men oplevelsen er ikke slut; du får et brandvarmt håndklæde og bliver ledt ind i et rundt rum gennem lydtætte dobbeltdøre. Her bliver du hjulpet i seng og pakket ind i varme tæpper. Du ligger en halv time blandt både halvsovende og helt-sovende mennesker. Du slutter af med at drikke en kop te i et stort lyst rum med balkon ud til den lille gade foran badet.

Sekvensen er utroligt forfinet, men langt fra perfekt. Overgangen fra kongeligt bad til allemands adgang er ikke problemfri. Man bærer armbånd, der måler, hvor længe man har været i badet, og bliver man for længe, må man betale ekstra. Der har sneget sig en følelse af tid og forbrug ind i rummet. Badet fremstår ellers som et rum for dig og kroppen, hvor man netop har købt sig til at glemme tid, penge og problemer.

Stedet er smukt og overdådigt, men føles på ingen måder vulgært eller luksuriøst på en casino-facon, hvor det tilføjes som et tyndt lag finér. Det her er bundsolidt.

Peter Zumthor’s Therme Vals

Jeg er i Schweiz og bor i en lidt større by længere nede i en dal, for jeg sover i telt og temperaturen falder én grad per 100 meters stigning. Selvom jeg sover i dalen, er det koldt, og hver aften kommer vinden ned af bjergene og rusker i det lille telt. Jeg har været i området nogle dage, da jeg beslutter mig for, at det er tid til at køre op til badet ad snoede veje, hårnålesving hele vejen op gennem den stejle dal. Vejen er sprængt ind i klippen; menneskets kamp for at finde sit eget sted og statens opgave at lave en vej dertil og bygge kæmpe broer til byer med under hundrede indbyggere.

Badet ligger som en sten bag nogle træer i en lille by. Byen er omgivet af grønne græsningsmarker for køer, og små skure er spredt på bjergsiden. Først kører jeg forbi, og kun grupper af arkitektstuderende afslører badets placering. Ankomsten til Peter Zumthor’s Therme Vals (1993-1996) i Schweiz sker gennem, hvad der bedst kan beskrives som en parkeringskælder. Jeg tvivler på, at dette er den originale indgang. Det næste, man møder er en lang gang, hvor kildevand løber ud af korte messingrør og efterlader mineralske aflejringer ned af væggen og ud på gulvet, hvorefter det forsvinder i en lille rende mellem gulv og væg. Gangen er ti meter lang, og alle vægge i badet er lavet af mørke aflange skiffersten, brugt som mursten, bare fladere og længere. De absorberer ingen lyd. Lyden fra baderummene bliver reflekteret ind i gangen, og blandet med lyden af det plaskende vand fra væggen bliver man mødt af et mættet og voluminøst lydbillede. Alle lyde bliver til én lyd: støj.

Afklædning sker i et dunkelt rum med mørke, blanklakerede vægge og læderforhæng. Læderet dufter og lukker al lyd ude, så du føler dig helt alene. Den udleverede nøgle passer til et skab med tilhørende hvid housecoat. Alle får den samme. Rummet er lille, der er rimeligt højt til loftet, og væggene føles tæt på. Du føler dig alene på en behagelig måde – lidt som at køre alene i en lille bil, når det er mørkt.

Man forlader omklædningen og går ud i det store indendørsrum. Et køligt himmellys tegner væggenes struktur. Varme glødepærer forstærker messinggelænderets varme karakter. Man går hen i brusebadet, hvor man efterlader sit håndklæde og housecoat på et tyndt messingrør, der løfter sig op af gulvet – en fin måde at fortælle, hvor mange der er i rummet. I bruseren må man tage sit badetøj af igen. Rummet er mørkt, gulvet er en betonoverflade, som jeg tror er spulet, lige inden betonen var tør, således at stenene kommer op af overfladen. Det er en smuk kontrast skabt af det varme vand på kroppen og de grove, prikkende sten under fødderne. Tilbage i hovedrummet er du nu varmere end rummet. Det føles koldt, men housecoaten hjælper.

Hovedrummet har et centralt bassin på 32 grader. Langs en af væggene i bassinet er der en stang under vandet, man kan holde sig til for at slappe af – ellers må man sidde på trappen. Rummet er smukt, men det føles en anelse uroligt. Man opholder sig i et slags mellemrum, som er man i en grotte, hvor rummene er blevet gravet ud, frem for at blive bygget op. Bygningen føles forhistorisk, som om den altid har eksisteret, og at vi bare har indtaget den for en stund. Det er som om, at man er trådt et lille skridt ud af tiden.

Badene ligger i separate rum omkring det centrale bassin. Rum er en banal betegnelse for dem. De er nærmere udhulede masser. Man fornemmer ikke vægge som adskillelser, og alt virker solidt. Hvert rum er som sin egen verden. Badene har forskellige temperaturer, 14 grader, 33 grader, 35 grader og 42 grader, nogle med lyd andre med blomster i vandet. Som individuelle bade er de ikke store oplevelser. Deres lukkede volumener danner interessante rum, men mærkelige sociale spændinger. Sætter man seks personer ind i et lille lukket rum uden andet end hinanden, kan man ikke lave meget andet end at stirre på hverandre eller se dumt ind i væggen. Sidder man alene i badene her, bliver vandet helt stille, og overfladen bryder lyset, så man oplever bunden som krum. Det må være vandets brydning af lyset.

De to stærkeste oplevelser i Vals er klart udendørsbadet og de helt mørke hammam-bade, der er som en religiøs procession. Tre rum i forlængelse af hinanden og helt mørke. Man passerer igennem to sorte plastikgardiner ind i et helt mørkt rum, hvor man må stoppe og stå for at vente på, at øjnene vænner sig til mørket. Langsomt kan man fornemme to store granitsten, en på hver sin side. De glinser i skæret fra én central lyskilde, der tegner en kegle i vanddampen. Situationen er helt fremmed, så man sætter sig på en af stenene. Den er varm. Man er alene, så man lægger sig ned. Først nu går det op for en, at man er i et hammam-bad! Hvor tit er man i et rum, hvis funktion man ikke kender? Efter at have ligget lidt ser man, hvad der er bag det næste plastikgardin: Tre identiske rum ligger efter hinanden; kun temperaturen er forskellig, og i det sidste står ovnen.

Det udendørs rum. Man svømmer indefra og ud igennem utroligt behageligt vand på 36 grader ud gennem et gardin og ud i kontrasternes verden. Forskellen mellem det varme vand og den kolde luft er utrolig stærk og behagelig. Bassinet er også stort nok til, at man kan svømme lidt, hvilket føles befriende efter have været siddet i de små bade. Her kan man således ligge i overfladen og flyde med halvdelen af kroppen i den kolde luft, så vinden får det til at prikke i huden. Når man så dykker igen føles vandet endnu varmere.

Badet her var virkelig tegnet som en katedral, formet og bygget med en tyngde, der giver den ro og det rum, som katedralen tilbyder den troende. Ikke at badet er udført i et religiøst øjemål. Badet er i stedet udført som en katedral med en klar procession, et klart ideal om, at bygningens lysindfald skal fremhæve skønhed, mens den samtidig rummer de dunkle, mørke rum til eftertanke. Her er små perler eller stjerner i form af glødepærer; man kunne måske endda sige, at her er altertavlen erstattet af store velplacerede vinduer med udsigt til de grøn-hvide bjerge, som henviser til en jordbunden skønhed. At sidestillingen af skrøbelige menneskekroppe og de solide vægge i skiffer indgyder en ro, en tanke om menneskets forgængelighed og materialiteternes udødelige skønhed.

De ligger derude, badets katedraler, men man behøver ikke de storslåede rum for at få den stærke oplevelse. Disse bade findes ikke i Norden, men gør man det, vi danskere gennem tiden har været gode til, dykker ned i melankolien, sætter os ned og mærker på tingene, så kan man få en lige så stærk oplevelse i nogle rum af meget mere ydmyg karakter.

Tilbage i Danmark: Sjællandsgade Bad

På Nørrebro i København ligger Sjællandsgade Bad fra 1917. Det var min nabo, da jeg boede i en lejlighed med et iskoldt fællesbad i kælderen. At jeg gik i Sjællandsgade Bad var således ikke en hygiejnisk nødvendighed eller for at få motion, men jeg tog derhen med det formål at opnå kropslig nydelse. Det gav mig også en form for åndelig værdi. Lidt som når en religiøs person tager i kirke, tog jeg på badeanstalt for at købe noget kropsligt aflad for at bo i en by, hvis absolutte frirum er sjældne. Det var mit værtshus, når jeg ikke ville drikke. Jeg var her alene og med andre.

Sjællandsgade Bad tillader brugeren at falde ind i sin egen rytme og skabe sin egen oplevelse. Det er så simpelt. Faciliteterne er slidte, nøglerne til skabene har fået boret nye huller to gange, fordi de gamle huller er blevet slidt ud. Du er en del af en større fortælling. Og her findes et grænseløst møde mellem flere verdener.

Du ankommer i din egen måske lidt hektiske verden og starter med at forlade den, når du tager dine sko af i fællesrummet. Her står et klaver og et lavt bord, der fungerer som skranke. Du klæder dig af i intime båse beklædt med fliser med tyk glasur. Afklædt synes alt at være ligegyldigt, og temperaturen i rummet er høj nok til, at du ikke bemærker den. Netop denne behagelighed, kroppens følelse af at være ét med den omkringliggende luft, gør, at man glemmer hverdagen. Det er ikke som andre steder, hvor der er koldt, og kulden bare er endnu et problem i hverdagen. Her bekræfter luftens varme, at der er tale om en begivenhed, der vil dig det godt. Du befinder dig i et rum skabt til kroppen og dens velvære.

Herfra er oplevelsen din. Her må du skabe din egen baderytme blandt de forskellige faciliteter. Der er ingen kolde gange, inden du kommer ind i et koldt rum med lange svømmebaner, men derimod venlige stemmer og mennesker, varme brusebade, karbade, håndvaske, kolde bade, en sauna og et afvaskningsrum. Det er mødet mellem din krop og vandet. To verdener. Du tænder bruseren og mærker intensiteten, vandet kommer ud med. Du styrer selv temperaturen fra brandvarmt til iskoldt. Vi har fuldt ud mestret vandet som teknologi, og den præsenteres her i sin helt rene form. Her har man fat i hovedpulsåren, nærmest forbundet med alle brusebade i hele København.

Jeg tager altid et brusebad og så et karbad. Når man ligger i karbadet, kan man høre vandet fra andre folks bade forsvinde ned i kloakken, og her bliver man bundet sammen med en ny verden. En verden, der handler om vandets forsvinden i det uvisse. Man kan høre dråberne falde dybt og med en snert af rumklang fra røret, som er større end det hjemme i lejligheden. Man bliver således også opmærksom på et andet system under vores fødder – kloakkerne. Alt i alt er det en oplevelse, hvor kroppen er i centrum, hvor man føler sig forbundet til vandet, vandet i rummet og dét omkring det. Al den teknologi, der gør det muligt. Det er på mange måder en poetisk forbindelse, et lille simpelt sted, der føles uendeligt.

Jens Vium er Arkitekt cand.arch. MAA RIBA.